Erindringer – Side 6 – blog.loneandrup.dk

At strejfe

Jeg har altid strejfet. Lige så længe jeg kan huske tilbage. Først i den store, skrånende villahave, der for en to-treårig var enorm og uoverskuelig som en eventyrpark. Derefter på villavejene og i kvarterets ubebyggede og tilgroede friarealer. Senere ud over marker og i skove til fods, til hest eller på cykel, som oftest fulgt af familiens hund, der ikke ejede en snor, måske ikke engang et halsbånd.

Jeg er stadig så privilegeret, at jeg kan strejfe hver eneste dag. Fulgt af familiens hund. Men de strejfeegnede områder er stærkt indskrænkede, siden jeg for 60 år siden begyndte at gå på opdagelse i denne verden.

Man kan ikke længere begive sig ud over markerne. Hverken til fods, til hest eller på cykel. Hvor marker førhen var små og omgivet af brede grøfter og læhegn, kantet af stier eller kørefaste markveje, som gav god plads til vandringsfolk, ryttere og cyklister, plus eventuelle medfølgende hunde og børn, foruden alle de vilde blomster og buske, sommerfugle, rådyr, harer og fuglevildt, er marker nu om dage nærmest uendelige. Og man går ikke ind i korn eller andre afgrøder; ikke kun fordi det er uspændende at traske hen over sprøjtet, gold jord med kun en enkelt, kunstig afgrøde, men også fordi vi jo har lært, at det er mad og værdier for bonden, ganske som vi ikke gerne ser omstrejfere i vore egne jordbærbede.

Også skoven er efterhånden bebygget, oppløjet, opkøbt, privat, oversprøjtet, overudnyttet. De kæmpemæssige skovmaskiner høster graner så let, som en mejetærsker tager byggen, og de efterlader den mere end hundred år gamle, mosbegroede, duftende skovvej, hvor man før gik så let og blødt, som ét stort, fasttrampet og tilmudret øde.

Man risikerer hvert andet øjeblik at blive væltet over ende af en sammenbidt motionsløber eller kørt ned bagfra af en af disse voksne mænd og familiefædre, der netop har genopdaget glæden ved at cykle. Disse nye cykelentusiaster lader jo ikke Audien stå for at cykle til arbejdet på en almindelig cykel. Næh, de har ’valgt at prioritere sig selv’, som det hedder i tidens åndløse reklamejargon, med specialiseret og kostbart MTB-grej, som de spænder bag på bilen. Den parkerer de så på en idyllisk skovvej, hvorefter de – gerne i større, råbende flokke – begiver sig hæsblæsende rundt i det, der før deres ankomst var en slags stilfærdig, ubetrådt natur.

Også de efterhånden talrige fritidsjægere tramper skovstierne flade klædt ud i fleece og camouflage med mange lommer, og de fylder deres lejede skovstykker med jagttårne og blå foderplastictønder og halvtag, og de føler sig i deres gode ret til at irettesætte gennemstrejfende ældre kvinder med medfølgende hunde.

For selv ikke hunde må strejfe længere. I min kommune må hunde kun færdes uden snor i de dertil indrettede ’hundeskove’, dvs. små områder, der er indhegnede, så de kunne holde en King Kong ude. På disse diminutive jordstykker kan man ikke gå tur, men blot stå og kigge på sin hund, der heller ikke helt ved, hvad den skal stille op med sig selv, hvis der ikke tilfældigvis er andre hunde at lege med den dag. Hunde er som os skabt til at strejfe. Men i ’hundeskovene’ decimeres selv de voksne individer, ligesom fx MTB-mændene, til legende hvalpe. – Det er dyremishandling at holde en hund i snor altid, så den aldrig får lov at springe hen over en grøft, løbe efter en pind eller hoppe af livsglæde hen over højt græs. Selv ikke en bevisligt velopdragen hund må færdes snorefrit i tæt kontakt med sin ejer, mens den snuser og afmærker og følger sin egen, naturlige gangart.

Hvis man antræffes med en løs hund, står man til en bøde på flere tusinde kroner. Også selv om man har gået på den samme vej hver eneste dag igennem et halvt århundrede med en veltrænet hund, som aldrig har generet nogen. Også selv om hunden er så tilvænnet til turene, at den aldrig går mere end nogle få meter væk og til stadighed holder øje med sin ejer og vejen og selv går på plads, hvis den møder andre mennesker eller dyr.

Sådanne hunde er en undtagelse i dag. Og man gør ikke undtagelser. For så tror det naturfremmede unge par med de to moderigtige racehunde, som normalt henslæber en kummerlig tilværelse som fanger i en toværelses i midtbyen, at de også må slippe deres utrænede og understimulerede vildbasser løs, og så tager det dem resten af dagen at få dem fanget ind igen, hvis det da ikke ender med hjemmeprintede efterlysninger på supermarkedets opslagstavle, og hvem ved, hvad de ulykkelige og tumpede dyr når at få ødelagt og skambidt imens?

Den sidste løse og lykkelige hund, jeg kendte, var en overvægtig dansk-svensk gårdhund, som boede hos en gangbesværet, ældre dame længere nede ad vejen, skråt over for skolen. Normalt lå han på en pude i vindueskarmen, altid parat til at springe op og gø ad folk, der passerede forbi ude på fortovet. Men når han skulle ud, lukkede damen blot døren op, så han kunne gøre, hvad hunde nu gør, når de skal, i haven eller langs de to villaveje, der udgjorde hans territorium. Hvis vi kom kørende sent om aftenen, så vi ofte den lille tyksak med en cykellygte bundet i halsbåndet passere gaden foran os, og fordi vi – og sikkert også byens øvrige bilister – forventede at møde ham, var vi altid, dag og nat, parate til at sænke farten og lade ham krydse vejene. – Hvilket også kom skolebørnene til gode.

Det er mere end ti år siden, jeg sidst så den gamle dames hund. Hendes hus blev solgt og moderniseret. Der er ikke længere hunde i gaderne eller løse børn på skolevejen, men hundreder af biler, der ræser af sted i alle retninger med børn og voksne og cykler og hunde, og som ikke levner meget plads til strejfere.

Hvilket er et – måske af de fleste upåagtet – kolossalt stort tab af livsværdi for os, der kan huske tiden før. De fleste har ingen anelse om, hvad de har mistet.

Autentisk

I mine gymnasieår boede jeg i Løgstør, en vindblæst lille by, der trykker sig ind mod sydkanten af Limfjorden, hvor den mod vest vider sig ud i Løgstør Bredning.

Dengang forekom byen mig gammeldags, indspist, begrænset og kedelig, og jeg kunne ikke komme væk hurtigt nok. To dage efter studentereksamen sad jeg i et fly på vej til et au pair-job på den danske ambassade i Rom.

Forleden havde jeg lejlighed til at gense byen. Og det var tydeligt, at hvor tiden og opsvinget har ramt og fuldkommen ændret andre fikspunkter fra min barn- og ungdom, København, Århus, Ålborg, Fredericia, så er udviklingen i store træk veget helt uden om Løgstør.

Naturligvis er der mod sydøst fra 70’erne og frem opgroet et sjælløst parcelhuskvarter, hvor omegnens bønder efterhånden er flyttet ind, og hvor yngre mennesker nu omgiver sig med et udvalg af de købeting, der er oppe i tiden allevegne, i Åbenrå og Slagelse såvel som i Lemvig.

Naturligvis er der tilkommet skole- og institutionskvarter i byens udkant.

Og naturligvis har et par omfartsveje, i form af bueslag på en lille byplanlæggers kort, forsøgt at holde trafikken ude af byens snævre centrum.

Men hovedgaden, den lille biograf, det hvide Hotel du Nord, kirken, politigården, småhusene, gyderne − og smutvejene imellem dem, havnen, Kanalhuset, roklubben, Skjoldborgs Hus, bedsteborgervillaerne og Christiansminde oppe på skrænten ligger, som de også lå for 40-50 år siden, og emmer af stilstand, gammeldags hygge og atmosfære. − Man kunne, med ganske få ændringer, bruge byen som kulisse i en film fra 60’erne eller 70’erne.

Det slog mig, at de, der sukker efter autentiske miljøer, de, der betaler dyrt for brugte møbler og andre menneskers patina, de, som jamrer på Facebook over manglende tid, nærvær og fordybelse − hvad de så end mener med det − blot kunne forflytte sig til købstæderne i Udkantsdanmark og nyde godt af en bedaget ægthed, som stadig overlever her, trods småfiffige, lokale PR-bureauers forsøg på at sælge ud af byen med slogans som:

Løgstør, en by med liv!

Når byens gader helt åbenlyst ligger øde hen de allerfleste af årets dage og døgnets timer, og mange af byens huse står tomme.

− Hvor muslingerne og hele hurlumhejet omkring dem kommer fra, aner jeg ikke. Der var ingen muslinger i Løgstør, da jeg boede der.

Haver …

… i dag er ofte de rene Byggemand-Bob-konstruktioner med masser af sten, skærver, ’skulpturer’, besynderlige hegn og træterrasser, så man aldrig behøver at røre fugtigt, grønt græs med fødderne. Det ser ud, som om det moderne menneske kun er lykkeligt, hvis han har 100 m2 belægning under det flettede plastichavemøbelsæt og Webergrillen, en bræmme af uplejet græs med et billigt legestativ fra Jem & Fix og et hegn, der ikke skal klippes, omkring sit hus. − Konen kan så plante lidt kunstige, købte ’sommerblomster’ og et par stedsegrønne planter i krukker, som hun sætter dekorativt ved fordøren eller på den udstrakte og øde terrasse, og som alt sammen går ud, når familien er væk på ferie eller bare glemmer at vande og gøde.

Familiemedlemmerne løber rundt i hvert deres hamsterhjul, mor her, far der, Sofia i børnehaven og William i vuggestuen, og de har fjernet sig så langt fra enhver form for natur, at blot en gængs potteplante, der ikke er en langtidsholdbar, plasticlignende orkidé, i vindueskarmen opfattes som et ’projekt’, som er i stor risiko for at mislykkes. For ikke at tale om den manglende evne til at passe de marsvin, guldfisk, kaniner, undulater, katte og hunde, man får anskaffet.

Min barndoms haver bestod af planter − ikke billige byggematerialer. − En grøn frodighed i mange nuancer og niveauer: Store og små træer, høje og lave hække, buskadser, staudebede, bregnehøje, stenbede, åkandebassiner, hjemmebyggede legehuse, der mindede om noget fra ’Hans og Grete’, og udstrakte plæner, hvor vi solede os, legede med vandsprederen eller spillede badminton og kroket. − Ikke mindst var en stor del af haven tilplantet med frugttræer og en anden betragtelig del udlagt som køkkenhave. Vi gnaskede rabarber, jordbær, hindbær, ærter, bønner, solbær, ribs og stikkelsbær om sommeren, kirsebær, blommer, æbler og pærer fra sensommeren og til langt hen på efteråret.

Børn, høns, katte og hunde færdedes frit i haverne og på villavejene og generede ingen, for de kendte alle hinanden og omgikkedes som gode naboer. Og der var så få biler, at ingen var i fare; hundene dannede flokke og gik på eventyr, og børnene gjorde ligeså, kørte uforstyrret af sted på rulleskøjter eller spillede rundbold midt på gaden i de lyse sommeraftner.

For bare tyve år siden fandtes der stadig mange helt almindelige mænd og kvinder, der kunne tage hånd om et kuld hvalpe i fyrkælderen uden at måtte ty til bøger, eksperter og hjemmesider. De kunne aflive en kat med en skovl, hvis den pludselig fik fråde om munden og gik til angreb, og de slagtede høns med samme rutine, som vi andre skræller kartofler. I deres haver indgik hønsemøg og kompost fra lugning og køkken som gødning og jordforbedringsmateriale. De vidste, hvornår man planter jordbær om, skærer hindbær ned, hvordan man forynger en solbærbusk, og de kunne alle som én beskære og opbinde en række æble- eller pæretræer og forme de smukkeste espalierer. De kunne arrangere en staudekant efter højde, farve og blomstringstid, og de købte ikke nye planter om foråret, så de skulle vandes dagligt i den varme tid, men ventede til efteråret, så planterne kunne nå at danne rødder inden vinteren og stå livskraftigt og selvforsynende, når det blev forår og sommer igen. Man byttede planter, tog stiklinger, gik og arbejdede med det hele i fritiden og ventede på, at haven blev, som man ønskede det − Hvilket den jo aldrig blev; det var en del af charmen.

Førhen var man ikke naturfremmede, der betragtede det simple fænomen, at køer kommer på græs om foråret, som en overgearet ’event’, der kunne interessere andre end bonden og hans familie, for dengang kom alle køer naturligvis ud, så man kunne få rengjort og kalket stalden inden Pinse. Man levede harmonisk med dyr og planter, som mennesker altid har gjort det indtil for ganske nylig. Som en given sag vidste enhver, hvordan man vinteropbevarer æbler, kartofler, gulerødder og løg. Sylter og henkoger. Serverer jordbærgrød bagefter den grydestegte, hjemmeavlede hanekylling om søndagen. Og det bedste af det hele? − De gjorde det bare og holdt deres kæft med det! − Ikke et ord på Facebook, hvis de havde dyrket deres egen persille.

Men den grad af jævn jordforbindelse er gået i glemmebogen nu, hvor man kan købe sig til en velanlagt have, man ikke har tid til at passe, hvor man foretrækker en lille sort plasticpotte fra supermarkedet frem for et helt bed fuldt af de flotteste og sundeste purløg lige uden for døren.

Alle de planter, der på forhånd er dømt til langsom hensygnen og tørstedød i fancy krukker, alle de byggematerialer, gabende tomme udestuer og drivhuse, havemøbler, skrøbelige legesæt, plastic, trampoliner og bassiner holder dog gang i hjulene, hamsterhjulene, så vi alle kan løbe stærkere i hverdagen for at få råd. Så vi kan købe en rejse, et hotelophold, leje et sommerhus, så vi kan stresse af. I stedet for at gå ud og pusle i vores haver.

Amning

Med baby på en kinesisk grav i det Sydkinesiske Øhav, april 1981. Paraplyen er pga. solen.

At amme sit barn er det bedste og det mest naturlige en mor kan gøre. Hvorfor taler man så for tiden i fuldt alvor om at lovgive om amning i det offentlige rum?

Efter min mening er der ikke mere brug for love om amning, end der er brug for en lov, der forbyder folk at afbryde, mens andre taler. Eller en lov mod at pille næse eller tæer, når man er på restaurant.

Når nogle gerne vil have amning forbudt i det offentlige rum, og andre gerne vil sikre, at et barn kan blive ammet når som helst og hvor som helst, er det ikke et spørgsmål om at være for eller imod amning eller om specielt nypuritanske strømninger. Sagen drejer sig helt enkelt om god opførsel i modsætning til provokerende privathed i offentligheden.

Hele diskussionen opstår kun, fordi nogle unge mødre − måske specielt i de større byer? − ikke har forstået, at det offentlige rum netop er offentligt, dvs. at der visse steder også færdes andre end nyfødte med deres mødre, der er belastet af søvnmangel, ammehjerne og mælkestruttende, blåsprængte bryster.

I Ålborg har det førende stormagasin, Salling, indrettet både lege-, skifte- og ammerum til de mødre med småbørn, der før samlede sig i forretningens bistro. Et arrangement, der nu er til glæde for alle, både mødrene, børnene og de øvrige kunder. Som en af de unge mødre sagde i lokal-tv: − Det er rart at kunne sidde lidt i fred, når man er inde byen.

Ingen ville føle sig provokeret af en ung mor, der satte sig på en offentlig bænk for at amme sit sultne barn. Det er sammenblandingen af babypleje − med alt, hvad det erfaringsmæssigt indebærer − og andre menneskers dyrekøbte mad, der kan være et problem.

At nogle af de smartere caféer gerne vil have del i barselspengene og i de ellers sløve formiddagstimer villigt skænker kaffelatter og lægger lokaler til hele mødregruppen med alt hvad det indebærer af snavsebleer, prut, bøvs og blottede bryster, bør ikke forlede mødregrupperne til at tro, at de på bekostning af andre grupper ejer hele det offentlige rum.

Nogle mennesker kan godt blive en smule pikerede, når en højgravid kvinde, som for at understrege de lykkelige omstændigheder har svøbt et pangfarvet tørklæde om den svulmende mave, sidder i fuld offentlighed på en pæn restaurant og stønner, mens hun tankeløst indadvendt masserer sin vom og lænd.

Eller når et optog af selvcentrerede mødre med deres enorme og kostbare babypramme verfer alle andre, børn og gamle inklusive, ud i rendestenen, når de kommer brusende hen ad fortovet i samlet triumf med deres små kronprinser og prinsesser i karet.

Eller når de kører lige op i hælene på én i supermarkedets snævre gange og i stedet for at undskylde, nidstirrer én vredt med det der »Flyt dig så for helvede, her kommer jeg med min BABY!«-blik.

Eller når de fylder hele cykelstien og sænker alles fart betragteligt med deres »Vi er en lykkelig familie«-ladcykler og ikke tillader nogen at smutte forbi.

Eller når de uden blusel skifter den lilles ble med både det ene og det andet i på cafébordet, for det er jo bare så naturligt, netop som dem ved nabobordet skulle til at sætte tænderne i en dressingdryppende sandwich.

Eller når de trækker de fyldte bryster frem på restauranten og bagefter lader baby bøvse lige ind i nakken på det modne par, der i måneder har glædet sig til at nyde en god middag med hinanden på deres egen, helt specielle mærkedag.

Når man har småbørn, lever man i en verden af lunken mælk, bøvs, gylp, lort og tis. Mens man er i det, og det vel at mærke er ens eget barn eller barnebarn, føles det både rigtigt og naturligt. Jeg har selv været der, og jeg nød det overmåde. Gik rundt i årevis i et forvasket, lilla bomuldsjoggingsæt med mælkepletter foran og babygylp ned ad ryggen. Men jeg ville aldrig drømme om at tage det for givet, at fremmede mennesker ville bryde sig om at have alle disse syns-, lyd- og lugtindtryk, mens de fx nød deres mad på en god og dyr restaurant. Man bør altid give plads til og respektere hinanden.

Nogle nybagte forældre har det med at synes, at hele verden drejer sig om dem selv og deres spædbørn, og de føler sig i deres gode ret til at bruge babyerne som rambukke til at overskride grænser på provokerende måder, som de aldrig ville have turdet gøre det, hvis de kunne tænke klart og bare var lille Nanna, Sofie, Natasha eller Mette Marie uden spædbarn. − Men ude i det offentlige rum kan de risikere at støde fremmede mennesker, der rent faktisk har andet at tage sig til end at beundre disse nye projektforældre og deres afkom.

For næsten 40 år siden boede jeg med et spædbarn i Hong Kong. Der var skønt i den store by, som var fyldt med venlige og gæstfrie mennesker, men den kinesiske kultur var temmelig puritansk og kropsforskrækket efter dansk halvfjerdserstandard, og jeg var vist den eneste unge mor i hele Sydøstasien, der insisterede på at amme mit barn selv, men alt i alt gik det overraskende godt. − Jeg kunne nu heller ikke drømme om at sætte mig og trække brysterne frem i fuld offentlighed, men afpassede mine udflugter − og mit liv i øvrigt − efter det faktum, at jeg var mor til et spædbarn. Når min lille søn fik trang til en tår, og vi var langt hjemmefra, spurgte jeg på den nærmeste restaurant eller butik, om de havde et baglokale, et kontor el. lign., som jeg måtte låne en kort stund? Eller jeg sad på bagsædet af vores bil eller i en taxa. Eller gemt af vejen bag en gravsten bevogtet af venner, den dag vi sejlede ud for at besøge familiens grave. Jeg kvitterede for folks hjælpsomhed med et smil, en undskyldning og taknemmelighed, og alle udviste stor venlighed og overbærenhed med den unge europæiske mors fikse ideer og var tilsyneladende kun glade for at hjælpe.

Min pointe her er − udover at fortælle en anekdote fra mit liv − at gøre opmærksom på, at når amning kan lykkes så godt i et forholdsvist snerpet samfund for en halv menneskealder siden, sønnike blev ammet til han fyldte to år, så må det også kunne foregå i vore dages frisindede, danske samfund, uden at nogen behøver at føle sig generet.

Men i stedet for at anse reproduktion, herunder amning, som en naturlig ting, som man bare gør, så forvandler nogle af de yngre forældre fra Facebookgenerationen forældreskabet til et udvendigt og demonstrativt projekt, som caster sagesløse medmennesker i det offentlige rum som vidner til deres stærkt iscenesatte »lykke«. − Det er formentlig det, offentligheden, dvs. restaurant- og caféejere, nu begynder at reagere imod.

At man gennem lovgivning vil tvinge ejere af spisesteder til at tillade unge mødre at amme, hvis de skulle få lyst, er udtryk for, at nogle få af disse mødre i deres selvoptagethed har glemt at opføre sig med pli, når de færdes ude. De har ikke indset, at det drejer sig om, at barnet får sin mad i al stilfærdighed − hvilken baby kan sutte ordentligt, hvis der er larm og postyr omkring den? − ikke om at deres mødre skal have en masse opmærksomhed ved at omdanne fælles rum til private barnekamre og degradere tilfældige medmennesker med helt andre agendaer til publikum for deres nye forældreværdigheds mere intime øjeblikke.

At amme i kor

Nu udarter det til en ren ammestuehistorie: De unge mødre demonstrerer med fællesamning (!) på Rådhuspladsen i København. Hertil kan man sige tre ting:

1. Stakkels børn!

2. De unge mødre løber åbne døre ind. Ingen i dette land har noget imod amning i det offentlige rum. Den kamp tog deres mormødre i halvfjerdserne, og de sejrede stort, men det kostede dem dyrt i form af lede skældsord og offentlig udhængning. − I dag er det udstillingen af intime, kropslige funktioner, herunder risikoen for bøvs, gylp og lortebleer, hvor andre mennesker sidder og spiser, der er problemet, parret med nogle få mødres fuldkommen hjernedøde og selvhævdende invadering af fællesrummet.

3. Jeg ved ikke, om det er betryggende eller skræmmende, at unge mødre i dag, hvor halvdelen af jordens befolkning lever i sult og nød, hvor selv Danmark fører krig i de fattige, men olierige, lande, hvor dyrearter og habitater går til, klimaet går ad H til, og Mellemeuropa ligger under vand, ikke har andet at lave og andet at kæmpe for end retten til at flashe deres ammebryster i Tivoli og på dyre caféer og restauranter i hovedstadsområdet.

En nation af klunsere

Mit barndomshjem ca. 1963

Hvis man skal dømme efter mit tv og min ellers seriøse og velredigerede avis’ rigt fotoillustrerede damebladsartikler i weekenden, så er vi gået hen og er blevet en nation af klunsere og kræmmere, der alle sammen bor fuldstændig ensartet med slidte 50’ermøbler, prætentiøse krystallysekroner, anløbne orangerøde plastikskåle og alt, hvad der kan skrabes sammen af kasserede Danmarks- og Europakort fra de gamle skolestuer.

Både landsdækkende og lokalt tv fylder sendefladen med nyfigne ”Hvad koster det?”-programmer fra auktioner, genbrugsbutikker og boligudsendelser, der i bund og grund blot går ud på at vise folks hjem frem, så andre savlende nysgerrige kan sidde og sammenligne designermøbler og priser. Selvfede kvinder i 30’erne viser stolt rundt i deres hjem. − ”Udsigten fra denne altan er fuldkommen fantastisk”, siger de til kameraet og landets måbende seere. Eller hvis de ikke selv kan finde ud af at bo ligesom naboen, så står medierne klar med en hale af eksperter, der slæber rustne industrilamper og loppemarkedsfund med sig ind i folks dagligstuer.

Men det er de samme Y-stole, PH-lamper, flade, firkantede hjørnesofaer, skolestuetryk, der fylder hjemmene, et efter et, uden originalitet eller fantasi … Vi bor åbenbart alle sammen enestående unikt på akkurat samme måde. − Og nogle af os bruger ufatteligt meget tid og penge på indretningsprojektet. Som om det var det livsnødvendige adgangskort til fællesskabets klub − og det er det vel også. − Folk får ikke længere gæster, der skal have noget god mad og sidde og hyggesnakke … Folk får publikum, som er indforskrevet til at beundre værtindens indretning.

Når man selv var barn op igennem 50’ernes teakmøbler og margretheskåle, 60’ernes skumgummipuder og Carmen Curlers og 70’ernes orange plastic, batikfarvet ostelærred og klodsede, grumset brungrønne keramiktekander, askebægre og krus … når man selv har boet med ølkasser og forældrenes aflagte chatoller … når man selv og ens børn var henvist til nedarvet hjemmestrik med lapper på albuerne … når ens skolelærere gik i slidt fløjl, havde fuldskæg og smalle, sorte briller og lugtede modbydeligt af gammel, sur piberøg … Så har man intet ønske om at genoplive den smånussede stil, for den vækker alt for mange skumle minder. Vi ønsker at bo rent, lyst og funktionelt, og det er os i 50’erne og 60’erne, der holder hjulene i gang; vi går ikke rundt og klunser, for det eneste, vi ønsker os, er nyt, nyt, nyt og atter nyt!

Hvad koster det at underholde sine børn?

Prisen for at underholde sine børn i vinterferien var emnet for en artikel på Politiken Netavis i februar måned. − En geskæftig, naturligvis kvindelig, journalist havde påtaget sig den væsentlige samfundsopgave at indhente priser fra Zoologisk Have, Eksperimentarium og lignende forlystelser for rådvilde voksne og deres børn. − Hvis man har tre fridage i træk gælder det jo om så hurtigt som muligt at få fragtet hele familien til et badeland, et sommerhus, et tivoli, et børnevenligt museum eller med fly til et fattigt land, hvor opvartningen og all inclusive-priserne er fordelagtige, for man kan jo ikke hygge sig og slappe af hjemme i de veludstyrede og kostbart indrettede boliger, som det meste af profitten fra karriereræset er gået til.

Her under skolelockouten mødte jeg en sød farmor, der var på skovtur med sine børnebørn. Hun var glad for dem, men efter at have passet dem hver dag i næsten fire uger var hun ved at være træt. − I forvejen passer jeg dem en gang om ugen, men hvad skal vi ellers gøre?

Lockouten KUNNE være en himmelsendt mulighed for forældre og børn til at bryde og genoverveje de stramme skemaer, de normalt er spærret inde i, og jeg spurgte høfligt farmoderen, hvordan pasningen var blevet hendes problem?

Da vi havde børn hjemme selv, blev vi to bedstemødre hurtigt enige om, havde vi masser af tid til dem. Vi var stort set hjemme og sammen med dem altid i deres tre første leveår, hvorefter først børnehaven, derefter skolen socialiserede dem fire – seks timer på hverdage, så vi kunne arbejde sporadisk eller på deltid med andre ting. Børnene var i deres eget hjem i hovedparten af deres vågne tid, og de var der på vores præmisser og deltog i oprydning, havearbejde, madlavning, indkøb og alle de andre, almindelige, daglige gøremål, hvis de da ikke selv fandt på lege, alene eller med kammerater. Hverken en kort vinterferie, eller en lang sommerferie for den sags skyld, og i hvert fald ikke en skolelockout, kunne vælte vores dage, som var bygget op omkring hjemmet, haven, skoven, hunden og de andre dyr, venner, naboer og familien, og kun yderst sjældent indbefattede rejser inden eller uden for landets grænser. − Vi kunne arrangere en skovtur med få minutters varsel, bage boller, besøge venner, sidde og tegne, gå og snakke, klippe og klistre, læse en bog, tænde et bål, lave snobrød, fodre høns, plukke jordbær, sætte et soppebassin op … Livet var ikke så indviklet, og børnene var ikke svære at underholde. Det er os selv, der sætter niveauet; børnene er jo kun børn, der har absolut krav på vores omsorg, respekt og tilstedeværelse, men ikke på computere, tv og tivoliture.

I dag er dagligdagen i de yngre børnefamilier dikteret af vækkeure, skemaer, aftaler, møder, transport, opbevaring af børn først her så der, to jobs, fritidsinteresser, elektroniske kommunikationsapparater, som tilsyneladende ikke er udstyret med en sluk-knap, og i de få timer, man har sammen om aftenen før puttetid, er alting indrettet på børnenes præmisser. Det er det naturligvis, fordi forældrene har dårlig samvittighed over at hente en slap og frustreret lille unge alt for sent i institutionen og derfor forsøger at kompensere for den manglende fællestid, for at barnet er udelukket fra de voksnes verden, og fordi de voksne hele tiden hemmeligt ønsker, at de kunne sidde i fred på jobbet, med vennerne, tjekke sms’er eller Facebook… Derfor taler de højlydt og teatralsk barnesprog til hinanden, er uafbrudt opmærksomme på barnet, og maden plus alle gøremål er tilpasset barnets lyster − lige indtil den længe ventede sengetid gør det forsvarligt − hun skal jo have sine 12 timers søvn! − at putte ungen, så man selv kan få lidt fred. Unge forældre opfører sig i stigende grad, som det voksende antal skilsmissefædre var berygtede for at gøre det i 70’erne: Hver eneste dag skal helst være en tivolitur med lyserød candyfloss på. Dette er uhyre krævende og anstrengende for de voksne, som jo har været på job først, og de snyder så ofte som muligt og placerer ungerne foran en skærm med mere eller mindre gavnlige film og snacks, så de selv kan hvile ørerne og måske forberede et måltid, hvis de da ikke har frekventeret den lokale grillsnask på vejen hjem.

En del af den kompensatoriske adfærd indbefatter forsøg på fjernkontrol af barnets liv, som fx krav om særbehandling til de pædagoger og lærere, som har med barnet at gøre, og alle mulige tænkelige og utænkelige spiseforstyrrelser på barnets vegne: Da man ikke selv magter at tage ansvar for sine børn på det psykologiske plan, veksler man sin omsorg til stramme, selvopfundne regler omkring fødeindtagelsen, som man strengt håndhæver og pålægger alle i barnets omgivelser, bedsteforældre og pædagoger, at håndhæve. Somme tider så indædt, at man får mistanke om, at det er selve den ekstra opmærksomhed, den unge mor pådrager sig, når hun fremstår som “Den gode mor” og forlanger andres hensyntagen til barnets påståede, udiagnosticerede fødevareallergier, der er hovedformålet med hele projektet. I virkeligheden hører jeg den unge mor råbe: Hjælp! Jeg kan ikke både passe et krævende job, et eller flere børn, mit forhold til en mand, mit hus, mine venner og mig selv på en gang. Hjælp mig! − I stedet siger hun strengt: ”Husk nu, at lille Anna ikke må få gluten”, eller ”Det er bedsteforældrene, der fylder Lucas med sukker, så han ikke er til at styre, når han kommer hjem”.

For at det ikke skal være løgn, protesterer disse fortravlede forældre med voldsom inderlighed, når skoler og andre børneinstitutioner tilbyder at forsyne barnet med et sundt måltid i løbet af den lange dag borte fra hjemmet i stedet for en i al hast sammenklasket og langtidsopbevaret madpakke.

Eller de protesterer mod heldagsskolen, som alle med en vis indsigt i børn og pædagogik vist er enige om, er bedst for barnet. At tage udgangspunkt i barnets hverdag og sikre, at det kun skal pendle mellem hjem og skole, og at skolen er indrettet lidt hyggeligt, og at man her sørger for opbevaring, undervisning, lektiehjælp og koordination af fritidsinteresser, mens forældrene passer deres arbejde, kan vel kun være godt? − Men de forvirrede pseudoskilsmisseforældre bliver lammet af skræk, lige som de gjorde med madpakkerne, og modarbejder det eneste rigtige, fordi de er bange for, at de så ikke kan hente lille Victor eller Emilie tidligt, hvis de en gang, i deres ønskedrømme, skulle få lyst til det.

De henter i forvejen kun børnene tidligt yderst sjældent, for al denne kompensatoriske adfærd, dette kunstige samvær med børnene på børnenes barnlige præmisser, er nemlig uhyre anstrengende. Så de unge forældre vil hellere løbe en tur alene, have en kop latte med vennerne, liiiige tjekke sms’er og Facebook og mail… De glemmer, at heldagsskolen er udtænkt for barnets skyld, ikke for at begrænse forældrenes mulighed for at være sammen med deres egne børn i det omfang, de ønsker det.

Hvad koster det så at underholde sine børn? − Svaret er i al sin uhørte og brutale enkelhed: Det koster din tid! − Hvis man bruger tid på sine børn, plages man ikke af dårlig samvittighed og deraf følgende kompensatorisk adfærd.

Artikel på Politikens Netavis d. 12. feb. 2013. Læg mærke til forlystelsernes navne, for manges vedkommende et besynderligt Karl-Frisk-misk-mask af engelsk og latin:

Så meget koster det at underholde børnene i vinterferien

Uge 7 er vinterferietid, og vinterferie er lig med masser af fritimer for børnene, der hungrer efter underholdning. Men det kræver en dyb tur ned i lommeulden efter håndører til et besøg i landets forlystelser, hvis hele familien skal med. En prissammenligning på en lang række forlystelser foretaget af prissammenligningssitet Pricerunner.dk viser, hvor meget du skal hive ud af bankkontoen for at holde ungerne i skak i nogle timer. Prisen er for 2 voksne og 2 børn:

Randers Regnskov 520 kr.

Aqua Akvarium og Dyrepark, Silkeborg 430 kr.

Experimentarium, København 546 kr.

Lalandia Aquadome, Billund 740 kr.

Nordsøen Oceanarium, Hirtshals 480 kr.

Experimentarium, København 546 kr.

Lalandia Aquadome, Rødby 620 kr.

Fregatten Jylland, Ebeltoft 225 kr.

Vikingemuseet, Roskilde 160 kr.

Planetarium, København 306 kr.

Fun City, København 276 kr.

Den Gamle By, Århus 120 kr.

Odense Zoo 420 kr.

Kattegatcentret, Grenaa 500 kr.

Zoo København 480 kr.

Fjord & Bælt, Kerteminde 320 kr.

Baboon City, Herning 420 kr.

Geocenter Møens Klint 380 kr.

Ostias jøder

Porta S. Paolo og Cestiuspyramiden, Rom

I halvfjerdserne boede jeg et års tid i Ostia, Roms havneby ved Tiberens munding, få kilometer fra lufthavnen, Fiumicino, ”Den lille flod”. Vi havde vel 30 minutters rejse med et grønt tog til Porta San Paolo, yderligere 5 – 10 minutter til Stazione Termini, Roms hovedbanegård, og huslejen i den fremlejede to-værelses i en grå boligblok var yderst rimelig for et par studerende. Når jeg om aftenen vendte hjem fra byen med tasken fuld af panini, ost og pølse fra de gode steder inde i Rom, kunne jeg i tilgift købe et kilo søde og friske kirsebær af en stadeholder lige uden for Ostias banegård, 1500 lire pr. halvkilo, og så var aftenen reddet.

Ostia bestod dengang af et par kilometerlange gader med kedelige boligblokke mellem tørre pinjeskove mod øst og Middelhavets sorte lavasandstrande mod vest. Inde i de støvede, duftende pinjeskove kunne man i de tidlige forårsmåneder plukke vilde narcisser, og her lå også gode sommergrillrestauranter. De bestod af lange, udendørs trægriller, en fem-seks kompetente mænd til at betjene dem, smalle laminatborde uden duge, vakkelvorne bænke, kulørte lamper ophængt i kæder mellem pinjetræerne, og dynger af velhængt kød af alle slags, som blev grillet, når man havde valgt det. Dertil kunne man tage lidt brød eller salat, men det var kødet og grillen − og vinen, naturligvis, der var hovedsagen.

Karneval, fastelavn, i Ostia, februar 1979

En dag var der stor opstandelse hjemme i opgangen: De husmødre, som boede i lejlighederne omkring mig, løb råbende rundt på trapperne og bankede på alle døre på vej ned: Signora! Signora! − È arrivato un tonno … Så jeg greb min pung og indkøbspose, og vi pilede alle, grinende og højt snakkende, konerne i mønstrede kitler og med tørklæder om håret, ned til fiskehandleren i den lille tværgade, hvor et sjak af lavbenede, firskårne fiskere havde parkeret en ladvogn med en tre meter lang og særdeles omfangsrig tunfisk på. Havvand og blod dryppede fra fisken ned på gaden, hvor det samlede sig rødt i rendestenen. Rundt om stod måske tyve mennesker i kø for at købe, og flere var hastigt på vej alle vegne fra. Fiskemanden, der stod oppe på ladet ved siden af fisken, skar tykke fileter på størrelse med middagstallerkner ud af den spændstige ryg. De stolte fangstmænd stod lidt til en side og betragtede opløbet, mens de røg. − Vi fik alle enorme tunfiskebøffer med hjem i poserne den dag, det halve af byen, tror jeg, og godt det samme, for i middagssolen ville dyret ikke kunne holde længe.

Fiskehandleren i Ostia, 1978

Centralt i byen, mellem betalingsstrandene, rakte molen et stykke ud i vandet. Her fandtes endnu reminiscenser af fortidens fornemme sommerresidenser og gule badehoteller, og her spadserede vi om aftnerne, når havets kølighed og briser havde ramt piazzaen og promenaden. Denne mole var behersket af jøderne. Velvoksne, rødblonde mennesker i gammeldags, groftvævet og sirligt lappet tøj. Bedst husker jeg øjnene: Mørke og dybtliggende så de lige igennem de promenerende lokale. Disse øjne havde set ting, som vi ikke havde mulighed for at fatte, men nu var de nået nogenlunde velbeholdne ud af Sovjetunionen og levede i transit i Ostia, mens de ventede på indrejsetilladelse til andre lande; USA var mest eftertragtet, forlød det, men ellers Israel. Der var hundreder af dem, og hver aften samlede de sig på molen, hvor de sludrede med hinanden, mens de forsøgte at sælge de få ejendele, de havde fået med sig i skyndingen.

På interimistiske borde bestående af brædder, slidte kufferter og måske et enkelt stykke usømmet fløjl, præsenterede de familiens smykker, blonder, bælter, teæg, sølvbestik, samovarer, broderede sjaler, udtrådte sko, hatte, æsker, tasker, småfigurer, kortspil, babusjkaer, askebægre, små skåle af blomstermalet træ … det var et sørgeligt udvalg, og jeg så aldrig nogen, der købte af dem.

Når jeg nu hører om Israels aggressivt besiddende politik, deres murbyggerier i en ellers stadigt friere verden, og deres altædende bosættelser på Palæstinensisk land, så ser jeg Ostias jøder for mit indre blik. Det er sådanne nyligt ekspatrierede mennesker, nu indbyggere med valgret i et ungt demokrati, som bestemmer over andre folkefærd i et af verdens mest brandfarlige områder.

Som at smutte mandler

I begyndelsen af 70’erne, da jeg gik i realen og i gymnasiet, arbejdede jeg i sommerferierne på et plejehjem, Røde Kors-hjemmet i Løgstør.

Oversygeplejersken på afdelingen lignede Mildred Ratched fra ”Gøgereden” på en prik, bortset fra at det opsatte hår bag kappen var kastanjebrunt, og at hun førte sig med både tårnhøj autoritet og en naturlig, men afmålt, venlighed over for alle.

Navnlig til mig havde hun altid et skævt smil, og hun sendte mig hid og did på afdelingen i småærinder og morede sig vist over den emsigt travle klapren fra mine blå træsko op og ned ad de lange, linoleumsbelagte gange. − Jeg var 14, 15 og 16 år, buttet, rødkindet og rævestolt af min uniform og min betydningsfulde stilling som oversygeplejerskens lille hjælper blandt de fortrinsvist ældre, men også enkelte unge, kroniske eller dødssyge mennesker.

Her 40 år senere indser jeg jo, at jeg ikke kan have været til megen hjælp for mine otte kroner i timen: − Den eneste gang, jeg forsøgte at hjælpe en ældre kvinde, der var faldet på sit badeværelse, trimlede vi begge to omkuld under megen fnisen − men oversygeplejersken brugte mig, tror jeg, bevidst til at opmuntre beboerne. Og hun ansatte mig troligt år efter år.

Når jeg mødte på min vagt, blev jeg sendt rundt med en vogn med isvand til alle værelserne. Det tog sin tid, for der skulle jo hilses og snakkes, og en ville gerne have en ekstra pude, en anden skulle lige se nærmere på mine fingerringe. En af de gamle mænd lavede bøjler til mig med mit navn flettet i plasticbånd mellem røde roser, en anden ville gerne barberes, når jeg fik et ledigt øjeblik. En alvorligt syg kvinde, mor til tre små børn, satte stor pris på en lille halv times højtlæsning, for hun var selv for svag til at holde en bog, og søde Rita, der havde tilbragt hele sit lange liv i kørestol, ville gerne trilles en tur udenfor, så hun kunne kigge ned over fjorden. Så jeg klaprede rundt, travl og glad som et stort barn midt i en sjov leg.

Oversygeplejersken svævede bag det hele, skævt smilende, opmuntrende og altid parat med nye opgaver, som fx at stå og holde metalbakken med sakse, klemmer og tænger for hende, mens hun skiftede forbindinger eller gaze i de dybe liggesår, at skubbe rene stiklagner på plads, at give støttestrømper på, ryste puderne rigtigt diagonalt fra hjørne til hjørne… Men hvis der var sket et alvorligt uheld, hvis der rent ud sagt lugtede så meget af lort, at jeg blev bleg om næbbet, så bad hun mig løbe ned på lageret efter et par rene bleer og give mig god tid til det, mens hun lige ordnede miseren − af hensyn til beboerens blufærdighed, som hun bemærkede.

Det var også på lageret, jeg blev beordret hen og lægge små gazekompres sammen i en time eller mere, hvis lægen og kort efter rustvognen blev tilkaldt, og en af vore beboere stilfærdigt blev kørt væk. Det skete to-tre gange, mens jeg var der, og i så fald lod oversygeplejersken mig ikke engang komme i nærheden af begivenhederne.

De andre ansatte, sygeplejersker og assistenter, tog mig også med til opgaver og lærte mig meget, som jeg har nytte af den dag i dag, og vi tilbragte alle den store eftermiddagskaffepause sammen omkring det ovale spisebord på personalestuen, hvor ingen af damerne sparede på hverken småkager, wienerbrød eller mundtøj.

En dag faldt snakken omkring kaffebordet på fødsler. Det var modne kvinder, som alle havde født en eller flere gange, og de kendte derudover også til de mest sindsoprivende historier om revner, misdannelser og langstrakte forløb… Da trådte oversygeplejersken ind, satte sig på sin plads ved bordenden, lyttede et kort øjeblik og så, idet hun omhyggeligt undgik at se på mig, den eneste unge i lokalet, sagde hun bestemt: − At føde! Det er som at smutte mandler! Og hendes blik bordet rundt betød, at man straks fandt på noget andet at tale om.