Erindringer – Side 6 – blog.loneandrup.dk

Haver …

… i dag er ofte de rene Byggemand-Bob-konstruktioner med masser af sten, skærver, ’skulpturer’, besynderlige hegn og træterrasser, så man aldrig behøver at røre fugtigt, grønt græs med fødderne. Det ser ud, som om det moderne menneske kun er lykkeligt, hvis han har 100 m2 belægning under det flettede plastichavemøbelsæt og Webergrillen, en bræmme af uplejet græs med et billigt legestativ fra Jem & Fix og et hegn, der ikke skal klippes, omkring sit hus. − Konen kan så plante lidt kunstige, købte ’sommerblomster’ og et par stedsegrønne planter i krukker, som hun sætter dekorativt ved fordøren eller på den udstrakte og øde terrasse, og som alt sammen går ud, når familien er væk på ferie eller bare glemmer at vande og gøde.

Familiemedlemmerne løber rundt i hvert deres hamsterhjul, mor her, far der, Sofia i børnehaven og William i vuggestuen, og de har fjernet sig så langt fra enhver form for natur, at blot en gængs potteplante, der ikke er en langtidsholdbar, plasticlignende orkidé, i vindueskarmen opfattes som et ’projekt’, som er i stor risiko for at mislykkes. For ikke at tale om den manglende evne til at passe de marsvin, guldfisk, kaniner, undulater, katte og hunde, man får anskaffet.

Min barndoms haver bestod af planter − ikke billige byggematerialer. − En grøn frodighed i mange nuancer og niveauer: Store og små træer, høje og lave hække, buskadser, staudebede, bregnehøje, stenbede, åkandebassiner, hjemmebyggede legehuse, der mindede om noget fra ’Hans og Grete’, og udstrakte plæner, hvor vi solede os, legede med vandsprederen eller spillede badminton og kroket. − Ikke mindst var en stor del af haven tilplantet med frugttræer og en anden betragtelig del udlagt som køkkenhave. Vi gnaskede rabarber, jordbær, hindbær, ærter, bønner, solbær, ribs og stikkelsbær om sommeren, kirsebær, blommer, æbler og pærer fra sensommeren og til langt hen på efteråret.

Børn, høns, katte og hunde færdedes frit i haverne og på villavejene og generede ingen, for de kendte alle hinanden og omgikkedes som gode naboer. Og der var så få biler, at ingen var i fare; hundene dannede flokke og gik på eventyr, og børnene gjorde ligeså, kørte uforstyrret af sted på rulleskøjter eller spillede rundbold midt på gaden i de lyse sommeraftner.

For bare tyve år siden fandtes der stadig mange helt almindelige mænd og kvinder, der kunne tage hånd om et kuld hvalpe i fyrkælderen uden at måtte ty til bøger, eksperter og hjemmesider. De kunne aflive en kat med en skovl, hvis den pludselig fik fråde om munden og gik til angreb, og de slagtede høns med samme rutine, som vi andre skræller kartofler. I deres haver indgik hønsemøg og kompost fra lugning og køkken som gødning og jordforbedringsmateriale. De vidste, hvornår man planter jordbær om, skærer hindbær ned, hvordan man forynger en solbærbusk, og de kunne alle som én beskære og opbinde en række æble- eller pæretræer og forme de smukkeste espalierer. De kunne arrangere en staudekant efter højde, farve og blomstringstid, og de købte ikke nye planter om foråret, så de skulle vandes dagligt i den varme tid, men ventede til efteråret, så planterne kunne nå at danne rødder inden vinteren og stå livskraftigt og selvforsynende, når det blev forår og sommer igen. Man byttede planter, tog stiklinger, gik og arbejdede med det hele i fritiden og ventede på, at haven blev, som man ønskede det − Hvilket den jo aldrig blev; det var en del af charmen.

Førhen var man ikke naturfremmede, der betragtede det simple fænomen, at køer kommer på græs om foråret, som en overgearet ’event’, der kunne interessere andre end bonden og hans familie, for dengang kom alle køer naturligvis ud, så man kunne få rengjort og kalket stalden inden Pinse. Man levede harmonisk med dyr og planter, som mennesker altid har gjort det indtil for ganske nylig. Som en given sag vidste enhver, hvordan man vinteropbevarer æbler, kartofler, gulerødder og løg. Sylter og henkoger. Serverer jordbærgrød bagefter den grydestegte, hjemmeavlede hanekylling om søndagen. Og det bedste af det hele? − De gjorde det bare og holdt deres kæft med det! − Ikke et ord på Facebook, hvis de havde dyrket deres egen persille.

Men den grad af jævn jordforbindelse er gået i glemmebogen nu, hvor man kan købe sig til en velanlagt have, man ikke har tid til at passe, hvor man foretrækker en lille sort plasticpotte fra supermarkedet frem for et helt bed fuldt af de flotteste og sundeste purløg lige uden for døren.

Alle de planter, der på forhånd er dømt til langsom hensygnen og tørstedød i fancy krukker, alle de byggematerialer, gabende tomme udestuer og drivhuse, havemøbler, skrøbelige legesæt, plastic, trampoliner og bassiner holder dog gang i hjulene, hamsterhjulene, så vi alle kan løbe stærkere i hverdagen for at få råd. Så vi kan købe en rejse, et hotelophold, leje et sommerhus, så vi kan stresse af. I stedet for at gå ud og pusle i vores haver.

Amning

Med baby på en kinesisk grav i det Sydkinesiske Øhav, april 1981. Paraplyen er pga. solen.

At amme sit barn er det bedste og det mest naturlige en mor kan gøre. Hvorfor taler man så for tiden i fuldt alvor om at lovgive om amning i det offentlige rum?

Efter min mening er der ikke mere brug for love om amning, end der er brug for en lov, der forbyder folk at afbryde, mens andre taler. Eller en lov mod at pille næse eller tæer, når man er på restaurant.

Når nogle gerne vil have amning forbudt i det offentlige rum, og andre gerne vil sikre, at et barn kan blive ammet når som helst og hvor som helst, er det ikke et spørgsmål om at være for eller imod amning eller om specielt nypuritanske strømninger. Sagen drejer sig helt enkelt om god opførsel i modsætning til provokerende privathed i offentligheden.

Hele diskussionen opstår kun, fordi nogle unge mødre − måske specielt i de større byer? − ikke har forstået, at det offentlige rum netop er offentligt, dvs. at der visse steder også færdes andre end nyfødte med deres mødre, der er belastet af søvnmangel, ammehjerne og mælkestruttende, blåsprængte bryster.

I Ålborg har det førende stormagasin, Salling, indrettet både lege-, skifte- og ammerum til de mødre med småbørn, der før samlede sig i forretningens bistro. Et arrangement, der nu er til glæde for alle, både mødrene, børnene og de øvrige kunder. Som en af de unge mødre sagde i lokal-tv: − Det er rart at kunne sidde lidt i fred, når man er inde byen.

Ingen ville føle sig provokeret af en ung mor, der satte sig på en offentlig bænk for at amme sit sultne barn. Det er sammenblandingen af babypleje − med alt, hvad det erfaringsmæssigt indebærer − og andre menneskers dyrekøbte mad, der kan være et problem.

At nogle af de smartere caféer gerne vil have del i barselspengene og i de ellers sløve formiddagstimer villigt skænker kaffelatter og lægger lokaler til hele mødregruppen med alt hvad det indebærer af snavsebleer, prut, bøvs og blottede bryster, bør ikke forlede mødregrupperne til at tro, at de på bekostning af andre grupper ejer hele det offentlige rum.

Nogle mennesker kan godt blive en smule pikerede, når en højgravid kvinde, som for at understrege de lykkelige omstændigheder har svøbt et pangfarvet tørklæde om den svulmende mave, sidder i fuld offentlighed på en pæn restaurant og stønner, mens hun tankeløst indadvendt masserer sin vom og lænd.

Eller når et optog af selvcentrerede mødre med deres enorme og kostbare babypramme verfer alle andre, børn og gamle inklusive, ud i rendestenen, når de kommer brusende hen ad fortovet i samlet triumf med deres små kronprinser og prinsesser i karet.

Eller når de kører lige op i hælene på én i supermarkedets snævre gange og i stedet for at undskylde, nidstirrer én vredt med det der »Flyt dig så for helvede, her kommer jeg med min BABY!«-blik.

Eller når de fylder hele cykelstien og sænker alles fart betragteligt med deres »Vi er en lykkelig familie«-ladcykler og ikke tillader nogen at smutte forbi.

Eller når de uden blusel skifter den lilles ble med både det ene og det andet i på cafébordet, for det er jo bare så naturligt, netop som dem ved nabobordet skulle til at sætte tænderne i en dressingdryppende sandwich.

Eller når de trækker de fyldte bryster frem på restauranten og bagefter lader baby bøvse lige ind i nakken på det modne par, der i måneder har glædet sig til at nyde en god middag med hinanden på deres egen, helt specielle mærkedag.

Når man har småbørn, lever man i en verden af lunken mælk, bøvs, gylp, lort og tis. Mens man er i det, og det vel at mærke er ens eget barn eller barnebarn, føles det både rigtigt og naturligt. Jeg har selv været der, og jeg nød det overmåde. Gik rundt i årevis i et forvasket, lilla bomuldsjoggingsæt med mælkepletter foran og babygylp ned ad ryggen. Men jeg ville aldrig drømme om at tage det for givet, at fremmede mennesker ville bryde sig om at have alle disse syns-, lyd- og lugtindtryk, mens de fx nød deres mad på en god og dyr restaurant. Man bør altid give plads til og respektere hinanden.

Nogle nybagte forældre har det med at synes, at hele verden drejer sig om dem selv og deres spædbørn, og de føler sig i deres gode ret til at bruge babyerne som rambukke til at overskride grænser på provokerende måder, som de aldrig ville have turdet gøre det, hvis de kunne tænke klart og bare var lille Nanna, Sofie, Natasha eller Mette Marie uden spædbarn. − Men ude i det offentlige rum kan de risikere at støde fremmede mennesker, der rent faktisk har andet at tage sig til end at beundre disse nye projektforældre og deres afkom.

For næsten 40 år siden boede jeg med et spædbarn i Hong Kong. Der var skønt i den store by, som var fyldt med venlige og gæstfrie mennesker, men den kinesiske kultur var temmelig puritansk og kropsforskrækket efter dansk halvfjerdserstandard, og jeg var vist den eneste unge mor i hele Sydøstasien, der insisterede på at amme mit barn selv, men alt i alt gik det overraskende godt. − Jeg kunne nu heller ikke drømme om at sætte mig og trække brysterne frem i fuld offentlighed, men afpassede mine udflugter − og mit liv i øvrigt − efter det faktum, at jeg var mor til et spædbarn. Når min lille søn fik trang til en tår, og vi var langt hjemmefra, spurgte jeg på den nærmeste restaurant eller butik, om de havde et baglokale, et kontor el. lign., som jeg måtte låne en kort stund? Eller jeg sad på bagsædet af vores bil eller i en taxa. Eller gemt af vejen bag en gravsten bevogtet af venner, den dag vi sejlede ud for at besøge familiens grave. Jeg kvitterede for folks hjælpsomhed med et smil, en undskyldning og taknemmelighed, og alle udviste stor venlighed og overbærenhed med den unge europæiske mors fikse ideer og var tilsyneladende kun glade for at hjælpe.

Min pointe her er − udover at fortælle en anekdote fra mit liv − at gøre opmærksom på, at når amning kan lykkes så godt i et forholdsvist snerpet samfund for en halv menneskealder siden, sønnike blev ammet til han fyldte to år, så må det også kunne foregå i vore dages frisindede, danske samfund, uden at nogen behøver at føle sig generet.

Men i stedet for at anse reproduktion, herunder amning, som en naturlig ting, som man bare gør, så forvandler nogle af de yngre forældre fra Facebookgenerationen forældreskabet til et udvendigt og demonstrativt projekt, som caster sagesløse medmennesker i det offentlige rum som vidner til deres stærkt iscenesatte »lykke«. − Det er formentlig det, offentligheden, dvs. restaurant- og caféejere, nu begynder at reagere imod.

At man gennem lovgivning vil tvinge ejere af spisesteder til at tillade unge mødre at amme, hvis de skulle få lyst, er udtryk for, at nogle få af disse mødre i deres selvoptagethed har glemt at opføre sig med pli, når de færdes ude. De har ikke indset, at det drejer sig om, at barnet får sin mad i al stilfærdighed − hvilken baby kan sutte ordentligt, hvis der er larm og postyr omkring den? − ikke om at deres mødre skal have en masse opmærksomhed ved at omdanne fælles rum til private barnekamre og degradere tilfældige medmennesker med helt andre agendaer til publikum for deres nye forældreværdigheds mere intime øjeblikke.

At amme i kor

Nu udarter det til en ren ammestuehistorie: De unge mødre demonstrerer med fællesamning (!) på Rådhuspladsen i København. Hertil kan man sige tre ting:

1. Stakkels børn!

2. De unge mødre løber åbne døre ind. Ingen i dette land har noget imod amning i det offentlige rum. Den kamp tog deres mormødre i halvfjerdserne, og de sejrede stort, men det kostede dem dyrt i form af lede skældsord og offentlig udhængning. − I dag er det udstillingen af intime, kropslige funktioner, herunder risikoen for bøvs, gylp og lortebleer, hvor andre mennesker sidder og spiser, der er problemet, parret med nogle få mødres fuldkommen hjernedøde og selvhævdende invadering af fællesrummet.

3. Jeg ved ikke, om det er betryggende eller skræmmende, at unge mødre i dag, hvor halvdelen af jordens befolkning lever i sult og nød, hvor selv Danmark fører krig i de fattige, men olierige, lande, hvor dyrearter og habitater går til, klimaet går ad H til, og Mellemeuropa ligger under vand, ikke har andet at lave og andet at kæmpe for end retten til at flashe deres ammebryster i Tivoli og på dyre caféer og restauranter i hovedstadsområdet.

En nation af klunsere

Mit barndomshjem ca. 1963

Hvis man skal dømme efter mit tv og min ellers seriøse og velredigerede avis’ rigt fotoillustrerede damebladsartikler i weekenden, så er vi gået hen og er blevet en nation af klunsere og kræmmere, der alle sammen bor fuldstændig ensartet med slidte 50’ermøbler, prætentiøse krystallysekroner, anløbne orangerøde plastikskåle og alt, hvad der kan skrabes sammen af kasserede Danmarks- og Europakort fra de gamle skolestuer.

Både landsdækkende og lokalt tv fylder sendefladen med nyfigne ”Hvad koster det?”-programmer fra auktioner, genbrugsbutikker og boligudsendelser, der i bund og grund blot går ud på at vise folks hjem frem, så andre savlende nysgerrige kan sidde og sammenligne designermøbler og priser. Selvfede kvinder i 30’erne viser stolt rundt i deres hjem. − ”Udsigten fra denne altan er fuldkommen fantastisk”, siger de til kameraet og landets måbende seere. Eller hvis de ikke selv kan finde ud af at bo ligesom naboen, så står medierne klar med en hale af eksperter, der slæber rustne industrilamper og loppemarkedsfund med sig ind i folks dagligstuer.

Men det er de samme Y-stole, PH-lamper, flade, firkantede hjørnesofaer, skolestuetryk, der fylder hjemmene, et efter et, uden originalitet eller fantasi … Vi bor åbenbart alle sammen enestående unikt på akkurat samme måde. − Og nogle af os bruger ufatteligt meget tid og penge på indretningsprojektet. Som om det var det livsnødvendige adgangskort til fællesskabets klub − og det er det vel også. − Folk får ikke længere gæster, der skal have noget god mad og sidde og hyggesnakke … Folk får publikum, som er indforskrevet til at beundre værtindens indretning.

Når man selv var barn op igennem 50’ernes teakmøbler og margretheskåle, 60’ernes skumgummipuder og Carmen Curlers og 70’ernes orange plastic, batikfarvet ostelærred og klodsede, grumset brungrønne keramiktekander, askebægre og krus … når man selv har boet med ølkasser og forældrenes aflagte chatoller … når man selv og ens børn var henvist til nedarvet hjemmestrik med lapper på albuerne … når ens skolelærere gik i slidt fløjl, havde fuldskæg og smalle, sorte briller og lugtede modbydeligt af gammel, sur piberøg … Så har man intet ønske om at genoplive den smånussede stil, for den vækker alt for mange skumle minder. Vi ønsker at bo rent, lyst og funktionelt, og det er os i 50’erne og 60’erne, der holder hjulene i gang; vi går ikke rundt og klunser, for det eneste, vi ønsker os, er nyt, nyt, nyt og atter nyt!

Hvad koster det at underholde sine børn?

Prisen for at underholde sine børn i vinterferien var emnet for en artikel på Politiken Netavis i februar måned. − En geskæftig, naturligvis kvindelig, journalist havde påtaget sig den væsentlige samfundsopgave at indhente priser fra Zoologisk Have, Eksperimentarium og lignende forlystelser for rådvilde voksne og deres børn. − Hvis man har tre fridage i træk gælder det jo om så hurtigt som muligt at få fragtet hele familien til et badeland, et sommerhus, et tivoli, et børnevenligt museum eller med fly til et fattigt land, hvor opvartningen og all inclusive-priserne er fordelagtige, for man kan jo ikke hygge sig og slappe af hjemme i de veludstyrede og kostbart indrettede boliger, som det meste af profitten fra karriereræset er gået til.

Her under skolelockouten mødte jeg en sød farmor, der var på skovtur med sine børnebørn. Hun var glad for dem, men efter at have passet dem hver dag i næsten fire uger var hun ved at være træt. − I forvejen passer jeg dem en gang om ugen, men hvad skal vi ellers gøre?

Lockouten KUNNE være en himmelsendt mulighed for forældre og børn til at bryde og genoverveje de stramme skemaer, de normalt er spærret inde i, og jeg spurgte høfligt farmoderen, hvordan pasningen var blevet hendes problem?

Da vi havde børn hjemme selv, blev vi to bedstemødre hurtigt enige om, havde vi masser af tid til dem. Vi var stort set hjemme og sammen med dem altid i deres tre første leveår, hvorefter først børnehaven, derefter skolen socialiserede dem fire – seks timer på hverdage, så vi kunne arbejde sporadisk eller på deltid med andre ting. Børnene var i deres eget hjem i hovedparten af deres vågne tid, og de var der på vores præmisser og deltog i oprydning, havearbejde, madlavning, indkøb og alle de andre, almindelige, daglige gøremål, hvis de da ikke selv fandt på lege, alene eller med kammerater. Hverken en kort vinterferie, eller en lang sommerferie for den sags skyld, og i hvert fald ikke en skolelockout, kunne vælte vores dage, som var bygget op omkring hjemmet, haven, skoven, hunden og de andre dyr, venner, naboer og familien, og kun yderst sjældent indbefattede rejser inden eller uden for landets grænser. − Vi kunne arrangere en skovtur med få minutters varsel, bage boller, besøge venner, sidde og tegne, gå og snakke, klippe og klistre, læse en bog, tænde et bål, lave snobrød, fodre høns, plukke jordbær, sætte et soppebassin op … Livet var ikke så indviklet, og børnene var ikke svære at underholde. Det er os selv, der sætter niveauet; børnene er jo kun børn, der har absolut krav på vores omsorg, respekt og tilstedeværelse, men ikke på computere, tv og tivoliture.

I dag er dagligdagen i de yngre børnefamilier dikteret af vækkeure, skemaer, aftaler, møder, transport, opbevaring af børn først her så der, to jobs, fritidsinteresser, elektroniske kommunikationsapparater, som tilsyneladende ikke er udstyret med en sluk-knap, og i de få timer, man har sammen om aftenen før puttetid, er alting indrettet på børnenes præmisser. Det er det naturligvis, fordi forældrene har dårlig samvittighed over at hente en slap og frustreret lille unge alt for sent i institutionen og derfor forsøger at kompensere for den manglende fællestid, for at barnet er udelukket fra de voksnes verden, og fordi de voksne hele tiden hemmeligt ønsker, at de kunne sidde i fred på jobbet, med vennerne, tjekke sms’er eller Facebook… Derfor taler de højlydt og teatralsk barnesprog til hinanden, er uafbrudt opmærksomme på barnet, og maden plus alle gøremål er tilpasset barnets lyster − lige indtil den længe ventede sengetid gør det forsvarligt − hun skal jo have sine 12 timers søvn! − at putte ungen, så man selv kan få lidt fred. Unge forældre opfører sig i stigende grad, som det voksende antal skilsmissefædre var berygtede for at gøre det i 70’erne: Hver eneste dag skal helst være en tivolitur med lyserød candyfloss på. Dette er uhyre krævende og anstrengende for de voksne, som jo har været på job først, og de snyder så ofte som muligt og placerer ungerne foran en skærm med mere eller mindre gavnlige film og snacks, så de selv kan hvile ørerne og måske forberede et måltid, hvis de da ikke har frekventeret den lokale grillsnask på vejen hjem.

En del af den kompensatoriske adfærd indbefatter forsøg på fjernkontrol af barnets liv, som fx krav om særbehandling til de pædagoger og lærere, som har med barnet at gøre, og alle mulige tænkelige og utænkelige spiseforstyrrelser på barnets vegne: Da man ikke selv magter at tage ansvar for sine børn på det psykologiske plan, veksler man sin omsorg til stramme, selvopfundne regler omkring fødeindtagelsen, som man strengt håndhæver og pålægger alle i barnets omgivelser, bedsteforældre og pædagoger, at håndhæve. Somme tider så indædt, at man får mistanke om, at det er selve den ekstra opmærksomhed, den unge mor pådrager sig, når hun fremstår som “Den gode mor” og forlanger andres hensyntagen til barnets påståede, udiagnosticerede fødevareallergier, der er hovedformålet med hele projektet. I virkeligheden hører jeg den unge mor råbe: Hjælp! Jeg kan ikke både passe et krævende job, et eller flere børn, mit forhold til en mand, mit hus, mine venner og mig selv på en gang. Hjælp mig! − I stedet siger hun strengt: ”Husk nu, at lille Anna ikke må få gluten”, eller ”Det er bedsteforældrene, der fylder Lucas med sukker, så han ikke er til at styre, når han kommer hjem”.

For at det ikke skal være løgn, protesterer disse fortravlede forældre med voldsom inderlighed, når skoler og andre børneinstitutioner tilbyder at forsyne barnet med et sundt måltid i løbet af den lange dag borte fra hjemmet i stedet for en i al hast sammenklasket og langtidsopbevaret madpakke.

Eller de protesterer mod heldagsskolen, som alle med en vis indsigt i børn og pædagogik vist er enige om, er bedst for barnet. At tage udgangspunkt i barnets hverdag og sikre, at det kun skal pendle mellem hjem og skole, og at skolen er indrettet lidt hyggeligt, og at man her sørger for opbevaring, undervisning, lektiehjælp og koordination af fritidsinteresser, mens forældrene passer deres arbejde, kan vel kun være godt? − Men de forvirrede pseudoskilsmisseforældre bliver lammet af skræk, lige som de gjorde med madpakkerne, og modarbejder det eneste rigtige, fordi de er bange for, at de så ikke kan hente lille Victor eller Emilie tidligt, hvis de en gang, i deres ønskedrømme, skulle få lyst til det.

De henter i forvejen kun børnene tidligt yderst sjældent, for al denne kompensatoriske adfærd, dette kunstige samvær med børnene på børnenes barnlige præmisser, er nemlig uhyre anstrengende. Så de unge forældre vil hellere løbe en tur alene, have en kop latte med vennerne, liiiige tjekke sms’er og Facebook og mail… De glemmer, at heldagsskolen er udtænkt for barnets skyld, ikke for at begrænse forældrenes mulighed for at være sammen med deres egne børn i det omfang, de ønsker det.

Hvad koster det så at underholde sine børn? − Svaret er i al sin uhørte og brutale enkelhed: Det koster din tid! − Hvis man bruger tid på sine børn, plages man ikke af dårlig samvittighed og deraf følgende kompensatorisk adfærd.

Artikel på Politikens Netavis d. 12. feb. 2013. Læg mærke til forlystelsernes navne, for manges vedkommende et besynderligt Karl-Frisk-misk-mask af engelsk og latin:

Så meget koster det at underholde børnene i vinterferien

Uge 7 er vinterferietid, og vinterferie er lig med masser af fritimer for børnene, der hungrer efter underholdning. Men det kræver en dyb tur ned i lommeulden efter håndører til et besøg i landets forlystelser, hvis hele familien skal med. En prissammenligning på en lang række forlystelser foretaget af prissammenligningssitet Pricerunner.dk viser, hvor meget du skal hive ud af bankkontoen for at holde ungerne i skak i nogle timer. Prisen er for 2 voksne og 2 børn:

Randers Regnskov 520 kr.

Aqua Akvarium og Dyrepark, Silkeborg 430 kr.

Experimentarium, København 546 kr.

Lalandia Aquadome, Billund 740 kr.

Nordsøen Oceanarium, Hirtshals 480 kr.

Experimentarium, København 546 kr.

Lalandia Aquadome, Rødby 620 kr.

Fregatten Jylland, Ebeltoft 225 kr.

Vikingemuseet, Roskilde 160 kr.

Planetarium, København 306 kr.

Fun City, København 276 kr.

Den Gamle By, Århus 120 kr.

Odense Zoo 420 kr.

Kattegatcentret, Grenaa 500 kr.

Zoo København 480 kr.

Fjord & Bælt, Kerteminde 320 kr.

Baboon City, Herning 420 kr.

Geocenter Møens Klint 380 kr.

Ostias jøder

Porta S. Paolo og Cestiuspyramiden, Rom

I halvfjerdserne boede jeg et års tid i Ostia, Roms havneby ved Tiberens munding, få kilometer fra lufthavnen, Fiumicino, ”Den lille flod”. Vi havde vel 30 minutters rejse med et grønt tog til Porta San Paolo, yderligere 5 – 10 minutter til Stazione Termini, Roms hovedbanegård, og huslejen i den fremlejede to-værelses i en grå boligblok var yderst rimelig for et par studerende. Når jeg om aftenen vendte hjem fra byen med tasken fuld af panini, ost og pølse fra de gode steder inde i Rom, kunne jeg i tilgift købe et kilo søde og friske kirsebær af en stadeholder lige uden for Ostias banegård, 1500 lire pr. halvkilo, og så var aftenen reddet.

Ostia bestod dengang af et par kilometerlange gader med kedelige boligblokke mellem tørre pinjeskove mod øst og Middelhavets sorte lavasandstrande mod vest. Inde i de støvede, duftende pinjeskove kunne man i de tidlige forårsmåneder plukke vilde narcisser, og her lå også gode sommergrillrestauranter. De bestod af lange, udendørs trægriller, en fem-seks kompetente mænd til at betjene dem, smalle laminatborde uden duge, vakkelvorne bænke, kulørte lamper ophængt i kæder mellem pinjetræerne, og dynger af velhængt kød af alle slags, som blev grillet, når man havde valgt det. Dertil kunne man tage lidt brød eller salat, men det var kødet og grillen − og vinen, naturligvis, der var hovedsagen.

Karneval, fastelavn, i Ostia, februar 1979

En dag var der stor opstandelse hjemme i opgangen: De husmødre, som boede i lejlighederne omkring mig, løb råbende rundt på trapperne og bankede på alle døre på vej ned: Signora! Signora! − È arrivato un tonno … Så jeg greb min pung og indkøbspose, og vi pilede alle, grinende og højt snakkende, konerne i mønstrede kitler og med tørklæder om håret, ned til fiskehandleren i den lille tværgade, hvor et sjak af lavbenede, firskårne fiskere havde parkeret en ladvogn med en tre meter lang og særdeles omfangsrig tunfisk på. Havvand og blod dryppede fra fisken ned på gaden, hvor det samlede sig rødt i rendestenen. Rundt om stod måske tyve mennesker i kø for at købe, og flere var hastigt på vej alle vegne fra. Fiskemanden, der stod oppe på ladet ved siden af fisken, skar tykke fileter på størrelse med middagstallerkner ud af den spændstige ryg. De stolte fangstmænd stod lidt til en side og betragtede opløbet, mens de røg. − Vi fik alle enorme tunfiskebøffer med hjem i poserne den dag, det halve af byen, tror jeg, og godt det samme, for i middagssolen ville dyret ikke kunne holde længe.

Fiskehandleren i Ostia, 1978

Centralt i byen, mellem betalingsstrandene, rakte molen et stykke ud i vandet. Her fandtes endnu reminiscenser af fortidens fornemme sommerresidenser og gule badehoteller, og her spadserede vi om aftnerne, når havets kølighed og briser havde ramt piazzaen og promenaden. Denne mole var behersket af jøderne. Velvoksne, rødblonde mennesker i gammeldags, groftvævet og sirligt lappet tøj. Bedst husker jeg øjnene: Mørke og dybtliggende så de lige igennem de promenerende lokale. Disse øjne havde set ting, som vi ikke havde mulighed for at fatte, men nu var de nået nogenlunde velbeholdne ud af Sovjetunionen og levede i transit i Ostia, mens de ventede på indrejsetilladelse til andre lande; USA var mest eftertragtet, forlød det, men ellers Israel. Der var hundreder af dem, og hver aften samlede de sig på molen, hvor de sludrede med hinanden, mens de forsøgte at sælge de få ejendele, de havde fået med sig i skyndingen.

På interimistiske borde bestående af brædder, slidte kufferter og måske et enkelt stykke usømmet fløjl, præsenterede de familiens smykker, blonder, bælter, teæg, sølvbestik, samovarer, broderede sjaler, udtrådte sko, hatte, æsker, tasker, småfigurer, kortspil, babusjkaer, askebægre, små skåle af blomstermalet træ … det var et sørgeligt udvalg, og jeg så aldrig nogen, der købte af dem.

Når jeg nu hører om Israels aggressivt besiddende politik, deres murbyggerier i en ellers stadigt friere verden, og deres altædende bosættelser på Palæstinensisk land, så ser jeg Ostias jøder for mit indre blik. Det er sådanne nyligt ekspatrierede mennesker, nu indbyggere med valgret i et ungt demokrati, som bestemmer over andre folkefærd i et af verdens mest brandfarlige områder.

Som at smutte mandler

I begyndelsen af 70’erne, da jeg gik i realen og i gymnasiet, arbejdede jeg i sommerferierne på et plejehjem, Røde Kors-hjemmet i Løgstør.

Oversygeplejersken på afdelingen lignede Mildred Ratched fra ”Gøgereden” på en prik, bortset fra at det opsatte hår bag kappen var kastanjebrunt, og at hun førte sig med både tårnhøj autoritet og en naturlig, men afmålt, venlighed over for alle.

Navnlig til mig havde hun altid et skævt smil, og hun sendte mig hid og did på afdelingen i småærinder og morede sig vist over den emsigt travle klapren fra mine blå træsko op og ned ad de lange, linoleumsbelagte gange. − Jeg var 14, 15 og 16 år, buttet, rødkindet og rævestolt af min uniform og min betydningsfulde stilling som oversygeplejerskens lille hjælper blandt de fortrinsvist ældre, men også enkelte unge, kroniske eller dødssyge mennesker.

Her 40 år senere indser jeg jo, at jeg ikke kan have været til megen hjælp for mine otte kroner i timen: − Den eneste gang, jeg forsøgte at hjælpe en ældre kvinde, der var faldet på sit badeværelse, trimlede vi begge to omkuld under megen fnisen − men oversygeplejersken brugte mig, tror jeg, bevidst til at opmuntre beboerne. Og hun ansatte mig troligt år efter år.

Når jeg mødte på min vagt, blev jeg sendt rundt med en vogn med isvand til alle værelserne. Det tog sin tid, for der skulle jo hilses og snakkes, og en ville gerne have en ekstra pude, en anden skulle lige se nærmere på mine fingerringe. En af de gamle mænd lavede bøjler til mig med mit navn flettet i plasticbånd mellem røde roser, en anden ville gerne barberes, når jeg fik et ledigt øjeblik. En alvorligt syg kvinde, mor til tre små børn, satte stor pris på en lille halv times højtlæsning, for hun var selv for svag til at holde en bog, og søde Rita, der havde tilbragt hele sit lange liv i kørestol, ville gerne trilles en tur udenfor, så hun kunne kigge ned over fjorden. Så jeg klaprede rundt, travl og glad som et stort barn midt i en sjov leg.

Oversygeplejersken svævede bag det hele, skævt smilende, opmuntrende og altid parat med nye opgaver, som fx at stå og holde metalbakken med sakse, klemmer og tænger for hende, mens hun skiftede forbindinger eller gaze i de dybe liggesår, at skubbe rene stiklagner på plads, at give støttestrømper på, ryste puderne rigtigt diagonalt fra hjørne til hjørne… Men hvis der var sket et alvorligt uheld, hvis der rent ud sagt lugtede så meget af lort, at jeg blev bleg om næbbet, så bad hun mig løbe ned på lageret efter et par rene bleer og give mig god tid til det, mens hun lige ordnede miseren − af hensyn til beboerens blufærdighed, som hun bemærkede.

Det var også på lageret, jeg blev beordret hen og lægge små gazekompres sammen i en time eller mere, hvis lægen og kort efter rustvognen blev tilkaldt, og en af vore beboere stilfærdigt blev kørt væk. Det skete to-tre gange, mens jeg var der, og i så fald lod oversygeplejersken mig ikke engang komme i nærheden af begivenhederne.

De andre ansatte, sygeplejersker og assistenter, tog mig også med til opgaver og lærte mig meget, som jeg har nytte af den dag i dag, og vi tilbragte alle den store eftermiddagskaffepause sammen omkring det ovale spisebord på personalestuen, hvor ingen af damerne sparede på hverken småkager, wienerbrød eller mundtøj.

En dag faldt snakken omkring kaffebordet på fødsler. Det var modne kvinder, som alle havde født en eller flere gange, og de kendte derudover også til de mest sindsoprivende historier om revner, misdannelser og langstrakte forløb… Da trådte oversygeplejersken ind, satte sig på sin plads ved bordenden, lyttede et kort øjeblik og så, idet hun omhyggeligt undgik at se på mig, den eneste unge i lokalet, sagde hun bestemt: − At føde! Det er som at smutte mandler! Og hendes blik bordet rundt betød, at man straks fandt på noget andet at tale om.

Rytmer

En gang i 70’erne opholdt jeg mig som studerende hos en teatergruppe i bjergene nordøst for Rom. Gruppen var kraftigt inspireret af vores eget, fremsynede og eksperimenterende Odinteater fra Holstebro, og lederen hed, så vidt jeg husker, Dino.

Teatret lå i en middelalderlig, borgagtig bygningsruin på toppen af et bjerg, hvor luften var tynd, kølig og klar. Man arbejdede her, som på Odinteatret, med skuespilleren som et udtryksmiddel i sig selv, og dagene startede normalt med udendørs stemmetræning. Dino tog mig med ud og begyndte at klare sin stemme op mod bjergvæggen. Han råbte ad bjerget og fik et rungende, buldrende ekkosvar tilbage. Jeg skulle naturligvis også prøve.

Med bjergene omkring os og under os fortalte Dino mig om rytmer, om bjergenes rytme, træernes rytme, om dagenes rytme, årets rytme og rytmen, hjerteslaget, i hvert eneste menneske. Han arbejdede meget bevidst med rytmer og sammenstød af rytmer. Jeg var 20 år gammel og fuldkommen betaget af det hele, men det er først nu, jeg begynder at forstå, hvad han mente.

Rytmen i mit liv er rolig nu, så jeg har tid til at opfatte og tænke over tingene. Jeg vågner langsomt om morgenen, kigger på himlen, lytter til fuglene i haven og blæsten i træerne. Jeg går lange ture med hunden og fornemmer årstiden. Jeg bruger timer på at tale med gode venner, læse, skrive, strikke, på gøremål i hus og have.

Sommetider, når telefonen ringer, og det fx er et travlt familiemedlem fra København, kan den hurtigere rytme, iveren efter at få budskabet afleveret i en fart, smitte mig, så jeg bringes ud af min egen rytme, bliver forpustet, hektisk og glemmer, hvad jeg gerne ville bidrage til samtalen med. Der sker helt enkelt et sammenstød af rytmer. Min rolige dag oppe imod familiemedlemmets hurtige rytme med vækkeur, transport, køer, forsinkelser, aflevering af børn, job, mange telefoner, mails, møder, små og store kriser…

Men hurtig hjerterytme er ikke kun forbeholdt de store byers beboere. Også i den fredeligere provins findes opkørte individer. Hvis deres tilværelse af og til skulle forekomme lidt for rolig, grænsende til det tomme og indholdsløse, ja, rent ud sagt kedelige, så sker der uvægerligt noget, som bringer deres rytme op på de høje nagler igen: Veninden har sagt noget, som tillægges enorm betydning og resulterer i det helt store drama. De hører om en mishandlet hund et sted og ryger omgående op i det røde felt og får trang til at gøre noget lige med det samme, snakke om det, skrive om det, engagere sig, samle penge og underskrifter ind. Barnet får en smule feber, og straks skal himmel og jord sættes i bevægelse, familie, venner, læger inddrages. En lillebitte uoverensstemmelse med ægtefællen køres på et kvart sekund op til en konflikt mellem fællesskab eller skilsmisse, mellem liv og død.

Høj puls er måske afhængighedsskabende? Dramasøgende mennesker har en tendens til at skifte ægtefæller, job, bolig og venner med høj frekvens, og disse skift går bestemt ikke stille for sig.

Måske er kroppens rytme medfødt, således at vi begiver os ud i verden med en forud givet fart? Eller kommer der noget tillært oveni, en rytme som smitter os, alt efter hvor vi befinder os, og hvilke oplevelser vi har fået med på vejen? Eller er det måske, som det næsten altid er, en kombination af disse og andre faktorer?

Dertil kommer, at livet føles mere hektisk, når vi er unge, og når vi står ved begyndelsen af et eller flere projekter, hvorimod vi bliver langsommere, roligere med alderen, når vores gøremål er fuldbragte, og vi nærmer os en slutning. − For nogle føles alderens ro så truende, at de er nødt til at starte forfra med fx ny uddannelse, nyt job, nyt land, ny kæreste, nye børn eller ny bolig for at føle, at de stadig er i live.

Både den individuelle, den kollektive og den naturlige rytme er derudover hurtigere om morgenen, hvorefter kadencen aftager i løbet af dagen for at flade helt ud om aftenen ved sengetid. Og sommeren, med solskin til langt ud på natten og febrilske udendørsaktiviteter, som skal nås, inden vinteren slår os hjem igen, føles langt mere sitrende hvileløs end vinterhalvårets lammende kulde og altomfavnende mørke, der blot får os til at længes hjem til sofaen.

40 år efter mine samtaler med Dino i teaterruinen på bjerget top, står det pludseligt klart for mig, at rytmer og sammenstød af rytmer måske er en væsentlig, om end hyppigt uerkendt, årsag til ellers uforklarligt, indre ubehag og sammenstød mellem mennesker.

Rom 30 år efter

Så står man pludselig efter 30 år igen i Rom. Og opdager med det samme, at folk er lige så høflige, flinke, ligefremme, hjælpsomme og snaksomme, som de var, dengang jeg som ung boede og studerede i byen. Romerne er ikke blevet mere blaserte i mellemtiden, selv om de ved Gud havde grunde nok til at blive det. Tværtimod. De viser vej, selv når man ikke har spurgt. De tilbyder uopfordret hjælp. Fortæller af sig selv legenderne bag statuer og fontæner.

Og jeg kan stadig finde rundt med lukkede øjne. De vigtigste ting ligger, hvor de lå: Colosseum, Pantheon, Corsoen, verdens bedste kaffebar … og ingen har overskredet målestokken og bygget grimme beton- og glashøjhuse i byen, mens jeg var væk. Byens centrum er groet okkerfarvet og organisk frem gennem et par tusinde år og er som altid velgørende at færdes i for både små og store mennesker.

Men jeg finder rundt med hundrede gange større lethed og glæde nu, end jeg gjorde i 70’erne, for romerne har lukket en stor del af Marsmarken og hele Piazza del Popolo for kørende trafik, så vi til min store forbløffelse kan spadsere i ro og mag hen over det store område uden at måtte springe for livet. Jeg kan slet ikke blive færdig med at gå på Piazza del Popolo. Må lige tage hele turen rundt igen. Og igen.

Og Corsoen er spærret for biler i juledagene, så vi sammen med en million romere kan promenere midt på hovedstrøget. Midt på Via del Corso! ― Det er ufatteligt! Den er pyntet med baner af røde, hvide og grønne lys, som det italienske flag, et halvanden kilometer langt julebånd på hele distancen fra Piazza Venezia til Piazza del Popolo. ― Som i parentes bemærket ikke betyder Folkets Plads, som de fleste vil hævde, men Poplernes Plads, ifølge historikerne. Måske kommer poplerne tilbage, nu luften er ren?

Vi sidder i vintersolen på Giordano Brunos sokkel midt på Campo dei Fiori og spiser friske mandariner med grønne blade, som vi netop har købt af den rare dame i frugtboden ved siden af.

Man tror, det er løgn, men på søndage og helligdage er selv Mussolinis brede Via dei Fori Imperiali fra Piazza Venezia til Colosseum forbeholdt de gående, de løbende, de spadserende, de cyklende, de promenerende.

Vi farer fra eftermiddagskaffen på Gianicolo til solnedgangen på Monte Pincio og forvisser os om på vejen, at man har passet og plejet den gamle dame på bedste måde. Rom er renskuret og velholdt.

Der er julekrybber i alle kirkerne, men ikke noget Jesusbarn, for det kommer jo først d. 25. ved midnat. Og der er papegøjer i træerne ved San Clemente. Da jeg spørger, hvor de kommer fra, svarer damen: Fra Colle Oppio! ― Nå, ja, naturligvis. Alt godt kommer fra Colle Oppio.

Kun i og omkring Peterskirken har tingene ændret sig til det værre. Hvor vi førhen kunne gå uhindret op ad den brede trappe og lige ind i kirken, må vi nu stå i lange, snirklende køer ude i siden og passere gennemlysningsapparater og andre sikkerhedsforanstaltninger. Da vi omsider kommer ind, ser vi, at køen op til kuplen er timelang, som køen til en rutsjebane i en forlystelsespark, og at turister stiller sig op ad selve den hellige Petersstatue og grinende fotograferer sig selv med mobilen, som om de netop havde mødt Mickey Mouse, i stedet for, som i gamle dage, ærbødigt at bøje det kniplingsbesatte hoved og i al beskeden stilfærdighed kysse hans højre fod. ― Disneyficeret katolicisme, kunne man kalde denne nye, skamløse opførsel, som i endnu højere grad har indtaget det Sixtinske Kapel med horder af larmende, gumlende, snakkende og fotograferende turister. Vi finder Thorvaldsens gravmæle over Pius 7 og skynder os bagefter ud. Slukørede.

Men på Vittorio Emanuele-monumentet har man opsat en udsigtselevator, så vi kan køre 80 m op og stå og godte os over det allerbedste kig til verdens bedste by.

Velkommen tilbage, blinker byen. Jeg har passet godt på mig selv så længe.

Stærene ― vores egne stære hjemmefra ― flokkes efter solnedgang i formationer som mønstre af røg, før de slår sig ned i pinjerne omkring Forum Romanum.