Forbrug – Side 11 – blog.loneandrup.dk

Forudsætninger

For omkring ti år siden udskrev dagbladet Politiken en konkurrence blandt læserne om, hvem der kunne lave den bedste koldskål.

Min koldskål havde da i mange år været noget, familie og venner snakkede om, og de opfordrede mig til at sende opskriften ind. Men det gik op for mig, at den ikke kunne vinde noget som helst, for det var jo bare den traditionelle med æg, sukker, kærnemælk, vanilje og citron. − Og ganske rigtigt: De indsendte læseropskrifter på koldskål, der kom i betragtning til præmier og offentliggørelse i avisen, var alle tilføjet finesser som ymer, flødeskum, tyttebær, lakrids, kanel, årgangssherry eller muskat og et ødselt drys kandiserede violer på toppen.

Mens jeg overvejede begrebet ’koldskål’, gik det op for mig, at man, uanset de eksotiske tilføjelser, ikke kan lave god og velsmagende − og sund − koldskål med æg fra høns, der er udpinte, stressede og sygdomsplagede og lever af unaturligt foder i sammenstuvede flokke eller i små bure. Af kærnemælk fra ulykkelige køer, der går i deres eget lort på tremmegulve og i malkekarruseller, og som aldrig ser skyggen af et grønt græsstrå. Af forgiftede citroner og kunstig vaniljearoma.

Opskriften på verdens bedste koldskål ville være ubrugelig for de fleste, for den ville se sådan ud:

● Man anskaffer sig en indhegnet, veltilplantet have. Der skal være græsplæne, frugthave, grønkål, salatbede og vildere områder med buskadser, støvbadesand og masser af frisk vand.

● Man bygger et lille hønsehus og installerer fire- fem sunde høns og en stolt hanemand, som efter et par dage færdes hjemmevant over det hele, og som herefter selv finder vej til redekasser og sovepind, når de skal lægge æg eller i ly for natten.

● Man forkæler dem, beskytter dem og holder rent omkring dem. Hele foråret og sommeren kan man så dagligt hente nylagte æg med fast hvide og mørkegule blommer.

● To- tre af disse æg piskes grundigt med sukker. Vaniljekorn tilsættes sammen med revet skal og saft af en økologisk citron. En liter gammeldags, økologisk kærnemælk piskes i. Spises med det samme med gode, gerne hjemmebagte, kammerjunkere til.

Sådan. − Det er ikke selve fænomenet, i dette tilfælde koldskål, det drejer sig om at pimpe op; det er de helt basale forudsætninger, der skal være i orden, inden man overhovedet går i gang.

Det er det samme, når folk komplimenterer mine roser eller rabarber og spørger, hvordan jeg får dem til at stå så flot? − Så får de en sludder for en sladder, for jeg orker ikke at forsøge at gøre naturfremmede mennesker begribeligt, at flotte roser eller rabarber begynder med en stor kompostbunke og årtiers langsommelig, men meningsfuld, jordforbedring og gødskning.

Eller når folk beundrer min ’velopdragne’ og ’lydige’ hund … De lever selv med skruphysteriske og umulige hunde og katte, men det er som oftest ikke dyret, der er noget galt med. Det reagerer bare normalt på nogle unormale forhold, som det er tvunget til at leve under. Fx indespærrede katte. Eller ditto hunde, der luftes ti minutter morgen og aften, er alene hele dagen og skiftevis bliver skældt ud eller ignoreret resten af tiden. Man kan ikke bare læse en bog om hunde eller tage en vantrivelig hund med på hundeskole og så forvente, at træneren skal opdrage den, så den bedre kan tilpasse sig de helt umulige leveforhold, den er underlagt.

Opskriften på en trivelig, veltilpasset, opmærksom og lydhør hund må − analogt med koldskålsopskriften − lyde nogenlunde sådan:

● Man tager et kritisk blik på sit liv og sit hjem: Passer det til en hund?

● Efter realistiske overvejelser om tidsforbrug, pelspleje, motionsbehov, psyke m.m. opgiver man hundeprojektet, eller man anskaffer sig en hvalp af en passende og overkommelig race.

● Fra første sekund opfører man sig roligt og omsorgsfuldt, så den lille hvalp fatter tillid til én.

● Hvalpens behov bliver altid tilgodeset! Også klokken fem om morgenen, hvis den har dårlig mave, og når man har travlt med andet. Den får en rolig og struktureret hverdag med masser af kontakt, leg, luft, stilfærdig og respektfuld opdragelse, god kost og adgang til frisk vand døgnet rundt.

● Man overbeviser den om, at man altid har dens bedste for øje: Beskytter den, fjerner splinter og tæger, ordner dens pels og poter, bader den, fodrer den, leger med den, roser den rigeligt.

● Man viser mange gange om dagen sin hund, at man er glad for den.

Hvis man følger denne opskrift, får man efter nogle måneder og år verdens bedste hund. En hund, der hele tiden kigger på dig og forsøger at aflæse dine ord og kropssprog; en hund, som glemmer, hvad den selv hedder, fordi den som oftest kommer, uden at du har kaldt på den, og som i tillid til dig ville flække sig selv på langs, hvis den kunne, for at være dig tilpas. Og al denne tillid må aldrig, aldrig underløbes eller misbruges. Ikke så meget som et sekund i løbet af hundens ti- femtenårige liv.

Også en kat vil omfatte dig med umiddelbar tillid på sin egen kattemåde, hvis du er en god og omsorgsfuld forælder for den. Mine katte havde egen kattelem og hoppede af og til op på min dyne om natten og vækkede mig ved at trampe på mig og pibe, hvis de havde revet sig eller på anden måde havde brug for min hjælp.

Selv mine høns kunne påkalde sig min opmærksomhed ved at stille sig foran terrassedøren og skvadre op, hvis der var noget galt, fx sygdom, rovdyr eller bare et nyt element i haven, som de var utrygge ved.

Hvis grundlaget for jeres samliv er godt, og hvis dit dyr er overbevist om, at du altid har dets bedste for øje, så kan du sagtens bade det, tvinge en pille ned i halsen på det eller sprøjte det mod lopper, selv om dyret hader det, og det vil også straks tilgive dig, hvis du ved et uheld kommer til at træde det over poten eller halen, hvis du umiddelbart efter beder pænt om forladelse. Dyr fornemmer, lige som børn, venner, ægtefæller og andre mennesker gør det, at du grundlæggende er god, at du er ked af uheldet, og de vil ikke lade småting komme imellem jer, hvis forudsætningerne i øvrigt er i orden.

Og nu er vi fremme ved det vigtige. Ved alle de børn, der i dag får alle mulige fejlkoder påstemplet, ADHD, autisme, natteangst, sengevæderi, aggression, udviklingsforstyrrelse, udadreagerende, misbrugende, opmærksomhedskrævende, sukkerfølsomme, laktoseintolerante … o.m.a.

Hvis jeg møder en kvinde med et barn i skoven klokken elleve en almindelig tirsdag formiddag, så er der 99,9 procents sandsynlighed for, at hun er pædagog og får penge for at være sammen med barnet. Derfor går nogle af de pædagoger, jeg ser, hyppigt med en smøg i den ene hånd og en mobiltelefon i den anden, langt foran eller bagved det barn, de er sat til at passe. At gå en tur med sit eget barn i hånden, at have al tid i verden, og at sludre afslappet om livet og alt muligt andet, mens barnet langsomt vokser op, er et gode, som er de allerfærreste forundt.

Kunne man forestille sig, at de traumer, man helt rutinemæssigt påfører førsproglige småbørn i vores kulturkreds ved brat at aflevere dem til fremmede i institutioner eller dagplejer, før de er store nok til at forstå, at de bliver hentet igen, og før de kan gøre sig forståelige over for andre end de nærmeste omsorgspersoner, kan spille en rolle i evt. uhensigtsmæssige symptomer og adfærd? At den moderne eksistens’ mangel på personligt ansvar og tilknytning og overflod af tingsgrådighed, fart, stress, krav og samlebåndsaktiviteter − her tænker jeg på fx karriere, ferierejser, caféer, institutioner for både børn, syge og gamle, transport, indkøb, behovet for betalte venner i form af coach’er eller terapeuter, himmelråbende naive ’selvhjælpsbøger’, badelande og andre legepladser for børn og voksne, såsom fx Tivoli- eller museumsbesøg − er uforenligt med et godt barneliv på samme måde, som roser ikke kan vokse i tør sandjord, de udpinte æg fra burhøns ikke giver grundlag for en velsmagende koldskål, eller at en utryg og overset hund eller kat kun giver problemer og ikke meget glæde for sin ejer?

Kunne man udskrive reglerne for godt forældreskab på samme måde som reglerne for anskaffelse af hunde eller opskriften på verdens bedste koldskål?

Fx sådan:

● Tag et grundigt kig på dig selv! Egner du dig, og har du tid, energi, interesse og lyst til at være forælder? Til at interessere dig for andet end dig selv? Eller er det blot hormoner, konvention og tankeløshed, der får dig til at ønske dig et barn?

● Har du al tid og kærlighed i verden, så du kan byde dit barn de betingelser, det har krav på?

Det hjælper ikke det mindste, at vi slæber vore børn til læge, psykolog eller pædagog og forventer, at de skal ’reparere’ på de skader, vi og vores livsstil har påført dem. For så er vi ikke gode og omsorgsfulde forældre, der fortjener vores børns tillid og respekt. Så er vi blot og bart domptører, der dresserer børn, dyr og omgivelser ind i vore egne, begrænsede og uhensigtsmæssige rammer.

Så er forudsætningerne ikke i orden.

Måske er realiteten så banal, at den virkelige livsfylde ikke er fotograférbar og ikke kan fremvises på Facebook eller andre, såkaldt sociale, netværk. At meningen med det hele ikke findes uden for én selv i form af endnu en brun designerstol, ferie på Thailands palmebevoksede kyster eller et ødselt drys kandiserede violer, men i den rolige, daglige forpligtelse over for omgivelser, fødevarer, dyr, børn, ægtefæller og vore andre medbeboere på denne smukke planet.

Haver …

… i dag er ofte de rene Byggemand-Bob-konstruktioner med masser af sten, skærver, ’skulpturer’, besynderlige hegn og træterrasser, så man aldrig behøver at røre fugtigt, grønt græs med fødderne. Det ser ud, som om det moderne menneske kun er lykkeligt, hvis han har 100 m2 belægning under det flettede plastichavemøbelsæt og Webergrillen, en bræmme af uplejet græs med et billigt legestativ fra Jem & Fix og et hegn, der ikke skal klippes, omkring sit hus. − Konen kan så plante lidt kunstige, købte ’sommerblomster’ og et par stedsegrønne planter i krukker, som hun sætter dekorativt ved fordøren eller på den udstrakte og øde terrasse, og som alt sammen går ud, når familien er væk på ferie eller bare glemmer at vande og gøde.

Familiemedlemmerne løber rundt i hvert deres hamsterhjul, mor her, far der, Sofia i børnehaven og William i vuggestuen, og de har fjernet sig så langt fra enhver form for natur, at blot en gængs potteplante, der ikke er en langtidsholdbar, plasticlignende orkidé, i vindueskarmen opfattes som et ’projekt’, som er i stor risiko for at mislykkes. For ikke at tale om den manglende evne til at passe de marsvin, guldfisk, kaniner, undulater, katte og hunde, man får anskaffet.

Min barndoms haver bestod af planter − ikke billige byggematerialer. − En grøn frodighed i mange nuancer og niveauer: Store og små træer, høje og lave hække, buskadser, staudebede, bregnehøje, stenbede, åkandebassiner, hjemmebyggede legehuse, der mindede om noget fra ’Hans og Grete’, og udstrakte plæner, hvor vi solede os, legede med vandsprederen eller spillede badminton og kroket. − Ikke mindst var en stor del af haven tilplantet med frugttræer og en anden betragtelig del udlagt som køkkenhave. Vi gnaskede rabarber, jordbær, hindbær, ærter, bønner, solbær, ribs og stikkelsbær om sommeren, kirsebær, blommer, æbler og pærer fra sensommeren og til langt hen på efteråret.

Børn, høns, katte og hunde færdedes frit i haverne og på villavejene og generede ingen, for de kendte alle hinanden og omgikkedes som gode naboer. Og der var så få biler, at ingen var i fare; hundene dannede flokke og gik på eventyr, og børnene gjorde ligeså, kørte uforstyrret af sted på rulleskøjter eller spillede rundbold midt på gaden i de lyse sommeraftner.

For bare tyve år siden fandtes der stadig mange helt almindelige mænd og kvinder, der kunne tage hånd om et kuld hvalpe i fyrkælderen uden at måtte ty til bøger, eksperter og hjemmesider. De kunne aflive en kat med en skovl, hvis den pludselig fik fråde om munden og gik til angreb, og de slagtede høns med samme rutine, som vi andre skræller kartofler. I deres haver indgik hønsemøg og kompost fra lugning og køkken som gødning og jordforbedringsmateriale. De vidste, hvornår man planter jordbær om, skærer hindbær ned, hvordan man forynger en solbærbusk, og de kunne alle som én beskære og opbinde en række æble- eller pæretræer og forme de smukkeste espalierer. De kunne arrangere en staudekant efter højde, farve og blomstringstid, og de købte ikke nye planter om foråret, så de skulle vandes dagligt i den varme tid, men ventede til efteråret, så planterne kunne nå at danne rødder inden vinteren og stå livskraftigt og selvforsynende, når det blev forår og sommer igen. Man byttede planter, tog stiklinger, gik og arbejdede med det hele i fritiden og ventede på, at haven blev, som man ønskede det − Hvilket den jo aldrig blev; det var en del af charmen.

Førhen var man ikke naturfremmede, der betragtede det simple fænomen, at køer kommer på græs om foråret, som en overgearet ’event’, der kunne interessere andre end bonden og hans familie, for dengang kom alle køer naturligvis ud, så man kunne få rengjort og kalket stalden inden Pinse. Man levede harmonisk med dyr og planter, som mennesker altid har gjort det indtil for ganske nylig. Som en given sag vidste enhver, hvordan man vinteropbevarer æbler, kartofler, gulerødder og løg. Sylter og henkoger. Serverer jordbærgrød bagefter den grydestegte, hjemmeavlede hanekylling om søndagen. Og det bedste af det hele? − De gjorde det bare og holdt deres kæft med det! − Ikke et ord på Facebook, hvis de havde dyrket deres egen persille.

Men den grad af jævn jordforbindelse er gået i glemmebogen nu, hvor man kan købe sig til en velanlagt have, man ikke har tid til at passe, hvor man foretrækker en lille sort plasticpotte fra supermarkedet frem for et helt bed fuldt af de flotteste og sundeste purløg lige uden for døren.

Alle de planter, der på forhånd er dømt til langsom hensygnen og tørstedød i fancy krukker, alle de byggematerialer, gabende tomme udestuer og drivhuse, havemøbler, skrøbelige legesæt, plastic, trampoliner og bassiner holder dog gang i hjulene, hamsterhjulene, så vi alle kan løbe stærkere i hverdagen for at få råd. Så vi kan købe en rejse, et hotelophold, leje et sommerhus, så vi kan stresse af. I stedet for at gå ud og pusle i vores haver.

Historiefortælling

Denne familie sad på en kaffebar i Firenze få meter fra det berømte dåbskapel og havde en urolig ca. et-årig med sig, men alligevel sad de og sms’ede og opdaterede FB m.m., mens ungen vred sig som en orm. De sansede intet, heller ikke at jeg fotograferede dem, de gav bare den lille hans egen grønne baby-IPad …

Da vi fik et sprog, begyndte vi straks at fortælle hinanden historier: − Så gjorde jeg … Så sagde hun … Din bedstefar gik op på bjerget … Verden begyndte, da …

Eller man foredrog lange, syngende beretninger om aftenen, når flokken var mæt og samlet omkring bålet.

Derefter begyndte vi at opføre historier for hinanden: − Nu er jeg jægeren, og han er ræven, se, her kommer vi … Eller slapsticks og skæmtsomme dialoger mellem pigen og bejleren, manden og svigermoderen.

Man kunne tegne optrin, symboler, drømmesyn og andet på væggene i huler eller blot afsætte et aftryk af sin hånd for at vise, at man havde været der og havde sin helt egen plads i flokken.

De musisk følsomme kunne formidle historier, stemninger ved hjælp af sang, rytmer, instrumenter, hvoraf trommen og fløjten var blandt de første.

Skriftsproget kunne, udover at holde styr på kornsække og okser, også bruges til at fastholde historier, og med trykkekunsten blev historierne, i vores kulturkreds først biblen, vidt udbredt. Derefter kolporterede man en syndflod af nyheder, lærde betragtninger og fortællinger, i begyndelsen religiøse, senere særdeles verdslige.

Også billedkunsten gennemgik en eksplosiv udvikling, kvalitativt og kvantitativt, da den først slap religiøsitetens skørter og kunne boltre sig i de fængende historier fra mytologien, hvor der heldigvis ofte optrådte delvist afklædte personer. Derefter var slaget frit, og billedkunst og skulptur kunne være hvad som helst, bare nogen borgede for, at det var ‘kunst’.

Med ny teknologi kom filmen, den visuelle fortælling underlagt musik, som er meget effektfuld, fordi vi mennesker overvejende er visuelle dyr, som oplever intenst med synssansen. Film og tv har da også hurtigt fået den dominerende plads i vores massekultur. − Det er langt nemmere og hurtigere at se en film end at læse en bog, og film gør også normalt et større følelsesmæssigt indtryk.

Mere teknologisk udvikling bragte os smartphones og internettet, og nu deltager vi alle i den store kollektive fortælling med hver vores egen lille stump, som vi filmer, fotograferer, skriver og øjeblikkeligt uploader til vor egen blog eller til de store, fælles platforme, Twitter, Facebook, Instagram, Flickr, YouTube og hvad de ellers hedder …

Det flimrende lys fra skærme, larm og bippen fra alskens apparater, det lille rum, vi skaber os midt i den upersonlige flok ved at færdes med ørepropper, og et lydtapet, musik, nyheder, samtaler, vi selv vælger, isolerer os yderligere fra mennesker omkring os.

Der er ikke længere store samlende fortællinger, religiøse, mytologiske, psykologiske, men milliarder af små, personlige fortællinger: Ved at filme vores morgenmad, børn, skrivebord, opslagstavle, indretning eller påklædning viser vi verden, hvem vi er, fordi vi fortæller historien om os selv ved hjælp af vores forbrug: Hvis jeg lægger 800 kr. for denne parfume, så er jeg nok en helt speciel personlighed ligesom hende damen i filmen.

Vi er nemlig nu så mange mennesker på denne klode, at vi er begyndt at ligne hinanden enormt. Derfor bruger vi hele tiden ordet ’unik’ og forsøger at skille os ud på akkurat samme måde, som alle de andre i vores kulturkreds, aldersgruppe og økonomiske segment gør.

Så ytringsprocesserne er blevet demokratiserede, enhver kan ytre sig, uploade et foto af sig selv på ferie, af sin fotogene morgenmad med friske bær, af sin bedårende kat, af sine moderigtige børn og originale indretning, skrive om sine indtryk, men er der stadig nogen tilbage derude, der gider se, lytte, læse?

Velgørenhed …

… er ved at udarte sig til en omfattende forretning i dette land. Når man ikke kan gå på gaden i fred for pågående, unge sælgere, når man ustandseligt bliver ringet op af vildtfremmede, der forsøger at prakke én noget velgørende på, når unge kvinder med raslebøsser og småbørn på slæb ringer på ens dør hver anden søndag, så er det blevet for meget!

TV2 har et stort anlagt underholdningsprogram, som de en smule overmodigt kalder ’Knæk cancer’, hvor folk og navnlig virksomheder i fuld offentlighed kan skaffe sig lidt PR ved at donere et beløb til den gode sag. Da de sendte programmet anden gang, måtte man spørge sig selv, om det virkelig var nødvendigt? Vi ’knækkede’ jo cancer sidste år. Med nogle års mellemrum kommer tv-stationerne også i tanke om Afrika, hvis plagede befolkning gør sig godt på billeder.

Når overfriske Oliver eller Sofie Amalie med den flirtende lillepigestemme ringer op og tager ti minutter af min tid, mens hun forsøger at overtale mig til at donere et beløb til fx kræftramte børn, så fortæller jeg hende: − A. : At kræftbehandling i dette land bør være en offentlig opgave. Vi afleverer trods alt en pæn del af vores indkomst til skat. − B. : At jeg ikke ville have råd til at donere så meget, at det ville kunne betale hendes løn i den tid, det tager hende at overtale mig. − Når hun så lyder fornærmet, for ’Hvem kan være imod kræftsyge børn?’, så fortæller jeg hende, at hun får penge, måske endda mine, for at spilde min tid. − Hvad bliver der til overs til de stakkels, sygdomsramte børn? − Slut på den samtale! − Hvorefter Sofie Amalie ryster på hovedet, bander over den ufølsomme gamle kælling og ufortrødent ringer og forstyrrer et nyt menneske med sin gode sag, dvs. sin egen timeløn.

Jeg ved præcis, hvordan de der indsamlere har det. I en årrække samlede jeg ind for Røde Kors en søndag i oktober måned. Og jeg gik fra dør til dør og følte mig GOOOD. De, der straks fik pungen frem og med et smil proppede sedler i min indsamlingsbøsse, var også GOOODE mennesker. Mens de, der sagde nej-tak, der havde en eller anden dødssyg undskyldning, som fx at de allerede havde givet et beløb til sagen, de der gemte sig eller ikke gad lukke op, de var DÅÅÅRLIGE mennesker sammenlignet med mig. − Men så begyndte jeg at tænke over rimeligheden i, at jeg − der aldrig selv har kunnet skaffe mig en anstændig løn for mit arbejde − skulle bruge en halv søndag på at forstyrre andre menneskers søndag for at samle ind til et stort, multinationalt foretagende, hvis direktører får millionlønninger og gyldne aftrædelsesordninger, og hvis ansatte sikkert alle får en pæn hyre, gratis rejser og en klækkelig pension.

En af mine veninder giver altid i hundredvis af kroner, når hun får mails fra et udenlandsk foretagende, der samler penge ind til mishandlede dyr. Der er altid sådan nogle skrækindjagende billeder af katte uden hjerneskal, hunde med åbne sår og sørgmodige øjne, bjørne og aber i alt for små og snavsede bure … Det får aldrig ende, og uanset hvor mange penge, min veninde sender, kommer der altid nye, rædsomme billeder, som åbenbart virker og får folk til lommerne, ligesom sultne sorte børn med fluer i øjnene gør det. − Men hvem betaler for, at nogle mennesker kan sidde og sende de frygtelige mails rundt? Eller rejser rundt og tager billederne?

I USA, som vi altid prøver at efterabe, er privat velgørenhed en stor og nødvendig ting. Men i vores lille velfærdsland, hvor skatteprocenten er tårnhøj, har vi for længe siden valgt at lade fællesskabet tage sig af bl.a. sygdomme, dyrebeskyttelse og ulandsbistand. Det gør det bare ikke så godt, fællesskabet. Der er alenlange ventelister, og danske kræftpatienter dør hurtigere, end kræftpatienter i andre, nærliggende lande. Vores dyr, navnlig i fødevare- og skindproduktionen lider en stor del af deres korte, unaturlige liv. Vores hjælp til fattige udviklingslande består for en stor dels vedkommende af tilskud til danske erhvervsvirksomheder. − Hvorfor tror folk så, at flere penge er løsningen? Kunne det ikke være et spørgsmål om politisk at prioritere vores fælles ressourcer, således at vi fx hellere ville lade skattekronerne gå til kræftforskning end til Lars Løkke Rasmussens uhørt kostbare underbukser og jakkesæt? Til klimaet end til samme mands luksusflyrejser, rygekabiner og rygerrengøring på alt for dyre hotelværelser? Til hospitalsklovne end til overlægernes middage på Michelinrestauranter? Til syge og trængende dyr og mennesker, snarere end til lille Oliver eller Sofie Amalies mobilregninger, modetøj og weekendfornøjelser? Men den diskussion tager man jo ikke med en facer, en trappeartist eller med en telemarketingsassistent, der er helt grøn og frisk fra skolens niende klasse og bare skal tjene til sine egne lommepenge.

Når det drejer sig om velgørenhed, er det efterhånden blevet et spørgsmål om at fremstå GOOOD offentligt. På gaden, på Facebook eller i tv. Og det kan være vanskeligt at købe et brød uden at skulle finansiere selvgode virksomheders image, ’Støt brysterne’, som det så usmageligt hedder, eller 1 kr. pr. brød går ubeskåret til Borneos regnskov eller til gadebørn i Indien … Sådanne ’velgørende’ produkter køber jeg aldrig. Der er en klam bagtanke om at fremstå GOOOD bag hele konceptet, som jeg reagerer imod. Jeg vil gerne selv bestemme, hvem jeg skal støtte udover skattevæsnet og fællesskabet, og hvis et firma har råd til at støtte godgørende projekter, så er deres priser for høje. De burde blande forbrugerne udenom, støtte hvad de vil for deres egne, private penge, og forsøge at holde deres kæft med det. − Se, det ville være god stil.

Her i huset har vi valgt den nemme vej. Vi har, hidtil i al stilfærdighed, hver eneste måned igennem 30 år betalt til et barn i Afrika. Vi er nu på tredje barn, og hun og hendes familie får, lige som de to foregående familier, tag over hovedet, mad, medicin og uddannelse. Ingen af vores afrikanske børn har været belastet med personlig kontakt og dertil hørende anglen efter taknemmelighed. De har blot fået et beløb hver måned og lidt ekstra til jul, fødselsdag og andre, særlige lejligheder, og det er det, vi har besluttet, at vi kan undvære, og som vi undværer med glæde.

Så kække Oliver og Sofie Amalie burde finde noget mere fornuftigt at tage sig til. Fx en uddannelse. Så de fik råd til at støtte mennesker og dyr i nød selv, og ikke behøvede at sidde på deres flade og spilde deres egen og andres tid.

Vi har fået en omfattende godgørenhedsindustri, der ganske som vore politikere kun synes at være i faget for at skrabe så meget som muligt sammen til sig selv.

Rationelle skabninger?

Hvis nogen stadig skulle lide under den vildfarelse, at mennesket, selv efter 300 års såkaldt oplysningstid og rationalisme, skulle være en logisk tænkende, rationel skabning, så behøver man blot læse denne notits i Politiken 6.5.2014:

Danske mænd, der har tilbragt et par timer med at se en fodboldkamp, farer i totterne på hinanden bagefter … tsk, tsk, tsk …

Fodbold er i sig selv irrationelt, i hvert fald for tilskuerne. En ting er, at nogle gutter mødes for at spille lidt bold og få motion på en hyggelig måde, noget andet er, at der er et publikum, der går helt vildt højt op i, hvem der vinder eller taber. Så højt, faktisk, at der er en uophørlig strøm af fodbold og andre sportsbegivenheder i de store nyhedsudsendelser i tv, radio og side op og side ned af resultater og kommentarer i vore ellers seriøse aviser.

Vi sportsligt mere klarhjernede kvinder ved, at der spilles kampe hver weekend, og at mesterskaber med jævne mellemrum afgøres både nationalt og internationalt i alle sportsgrene. Der er ingen grund til at følge med, for i næste uge/måned/år spilles en ny kamp. Og udover sejrens øjeblikkelige sødme, hvor man nyder synet af sine udvalgte sportshelte, der i simuleret orgasme sprøjter champagne fra en stor, fallosformet flaske ud over omgivelserne, så har kampen ingen som helst konsekvenser for én selv. Med mindre man da kan gå og gasse nogle venner eller kollegaer i et par dage.

Fodbold er en ritualiseret form for krig mellem forskellige stammer, der kæmper om de samme ressourcer. I vore dage er adfærden overflødig, redundant, for ressourcerne fordeles på andre måder og er i øvrigt mere end rigelige i vor del af verden, men mænd elsker disse ritualer og fortsætter dem indædt, selv hundreder af år efter at de mistede enhver berettigelse.

Irrationalitet findes dog til overflod også blandt kvinder, men her tager det en anden form:

− Husk nu at drikke en masse vand, gik vi og sagde til hinanden, og vi drak, og vi drak, til vi skvulpede over. Det har senere vist sig, at kroppen ikke kan optage mere vand, end den har brug for, og da slet ikke de ’anbefalede’ 3 – 4 – 5 liter hver dag, som vi troede ville fjerne vore rynker, give os blanke øjne og pæn hud og rense kroppen for ’affaldsstoffer’ − et selvopfundet begreb, som rent lægefagligt vist ikke giver megen mening. Det overskydende vandindtag tisses ud og gør ingen gavn, men hvis man tvinger for meget vand i sig, kan det belaste kroppen på forskellige måder.

− Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, siger vi trøstende, når katastrofen har ramt en veninde. Men det er jo noget ufølsomt pladder. Måske har hendes krop eller psyke virkelig taget skade, så hun ikke længere magter livet, som hun gjorde før?

− Han har sikkert mælkeallergi, diagnosticerer den unge mor sin lille søn uden at konsultere en uddannet læge eller sundhedsplejerske, og hun fjerner derefter pludseligt alle mælkeprodukter − og dermed kalk og mange andre, livsvigtige stoffer − fra hans kost i halve og hele år, vel at mærke uden anelse om, hvilken skade hun gør på sit barns vækst og trivsel, og uden at erstatte de mistede stoffer med andre, fx vitaminer eller kalktabletter.

Mange moderne mennesker tror en smule på skæbnen, på hybenpulver, på hajfinnebrusk, på reinkarnation, på kobberarmbånd, på helende krystaller, på ånder fra de afdøde, på telepati … fortsæt selv listen. Alt sammen i én stor pærevælling. Og religion og religionskrige mellem ’dem’og ’os’ er langt fra afskaffet, nærmere tværtimod. Læs fx, hvad Lars Hedegaard skriver om muslimer … nej, lad hellere være: Det er ubehageligt at blive mindet om, at selv veluddannede medborgere stadig rummer så primitive menneskeopfattelser. (Min ringe mening er, at hvis muslimer har brug for et opgør, en tilpasning eller en kritik af deres religion, så klarer de det nok uden hjælp fra Lars Hedegaard og hans ’Trykkefrihedsselskab’.)

Der var en dansk folkekirkepræst, der gjorde opmærksom på, at vores nuværende samfund rummede langt mere af alskens overtro end selv den mørkeste middelalder, fordi de færreste respekterer, endsige kender, den officielle, kirkelige holdning til disse fænomener. Da kristendommen endnu var enerådende og stærk i samfundet, fordømte præsterne overtro, troen på spøgelser og reinkarnation og brugen af helende planter eller sten som Satans forsøg på at fordreje hovedet på folk og kapre deres sjæle fra den evige frelse. Og folk mødte op til gudstjenesten hver søndag og hørte og forstod, hvad præsten sagde. − Flere af mine nærmeste veninder ville blive brændt på bålet som hekse, hvis de havde udtrykt deres almindelige tanker og leveregler for nogle få århundreder siden!

Religion og overtro, stammetænkning, sort og hvid-tænkning, dem og os-begreber er formentlig alt sammen blot udtryk for den måde, vores hjerne blev indrettet på, da vi for et par millioner år siden stadig var mere aber end mennesker. Ved at forenkle fænomener og årsag-virkningsrelationer kunne vi handle hurtigere og skaffe os flere ressourcer og overlevelseschancer end konkurrerende arter. Og det virkede jo! − Vi er her stadig. Samtidig fungerer disse mekanismer som social lim, der holder grupper, stammer og nationer sammen indbyrdes. Hvilket er smart, hvis man lever i små, isolerede flokke med langt til naboen, men hvis man, som vi har gjort i hen ved 10.000 år, lever i samfund, der profiterer af samkvem, udveksling og handel med andre samfund, så er det ærligt talt temmelig tåbeligt.

Der er ingen, der forbyder os at bruge de senest tilkomne hjernedele, fx pandelapperne, og genoverveje visse tanke- og adfærdsmønstre i lyset af de sidste årtusinders opdagelser, velfærd og viden. Og det ville være dejligt, hvis vores uddannelsessystem ville uddanne folk til overvejende at følge rationelle principper.

Som Gandhi efter sigende svarede, da en selvtilfreds, vestlig journalist spurgte ham, hvad han mente om den vestlige civilisation: − Jeg synes, at det ville være en vældig god idé!

En bog på hovedet

Om dårlige oversættelser og ditto anmeldere

Så skete det igen … Jeg betalte 300 kroner for en velanmeldt, oversat roman, som viste sig at være så elendigt skrevet på dansk, at den stort set var ulæselig − irriterende, til grin og ulæselig.

Forlæggeren mente kækt, da jeg klagede over bogen, at det var undskyldning nok, at de havde været i tidsnød, da den skulle udkomme, og Politikens anmelder mente, at det var et vægtigt bogværk, som fortjente at nyde fremme − Så skide være med, at bogkøbere og læsere bliver grueligt snydt. Tænk, vor største og mest kulturelle avis mener, at den bør tjene forlæggernes og ikke bogkøbernes interesser, når den anmelder bøger − Det er faktisk et interessant synspunkt, som fortjener at blive viderebragt her:

November 2013

Til: Politikens anmelder

Emne: Om sproglig kvalitet i oversættelser

Kære anmelder

I august anmeldte du ’Det andalusiske hus’ af Waciny Laredj, forlaget Vandkunsten, særdeles positivt. Du skrev bl.a. : — ’Algierske Waciny Laredj har skrevet en bog, man ikke skal læse, men flytte ind i.’ — Og du nævnte ikke oversættelsen med et ord.

I tillid til denne fine omtale bestilte jeg bogen, og nu, efter endt læsning, føler jeg mig snydt. Til forlæggeren har jeg lige beskrevet det således:

Det er muligt, at ’Det andalusiske hus’ er en stor roman på arabisk, men den danske oversættelse er visse steder så sørgelig, at man ikke forstår forfatterens ry i arabisktalende lande.

Oversættelsen er ikke helt så fejlbehæftet, som man kan opleve det andre steder i dag, men den forekommer slingrende, usikker, kommaløs og fuld af sjuskefejl, sine steder næsten som en tankeløs maskinoversættelse. Udtryk som ’han slugte sin mund’ findes ikke på dansk, heller ikke ’folk i Fray Juan Giles’ tilstedeværelse har bevidnet’.

Det er en svær tid for bøger. Der er ikke råd til omhu længere, og de færreste mestrer et læseværdigt dansk. Men når man har betalt 300 kr. for en bog, må der ikke være ridser i sproget, så man tvinges til at sidde og gætte på, hvad forfatter og oversætter mon har ment. En god dansk oversætter er først og fremmest god til dansk, og i en god oversættelse flyder sproget frit og upåfaldende.

Nogle få eksempler fra bogens sidste del:

Side 370: ’For ikke at glemme dig vil jeg tage dig med i kommende ord, Cid Hamet Bengalileo.’

Samme: ’Derfor vil jeg beholde dit navn sådan som det passer mig, og ikke som du ønsker. Navnet er mit, men sjælen din. — Som du vil. Du vil jo ikke rette din udtale.’

Side 378: ’Hver gang jeg længtes efter ting der flygtede ud af hænderne og øjnene på mig, lod jeg dem gå fri, bare for at mærke at noget af livet stadig var som det plejede at være.’

Side 379: ’Jeg så min forfader Rojo stige i land på den ensomme kyst med sine sultne og triste rejsebylter;’

Side 384: ’I dette stimulerende kulturliv levede kunstmaleren Nacer Eddine Dinet der var stærkt optaget af ørknen, og efter ham Muhammad Racim med sine usædvanlige forsiringer.’

Side 339 og 340 i bogen siges det, at en oversættelse af litteratur er som at se et flamsk tæppe på hovedet. Det er morsomt, når nu oversættelsen rent faktisk sine steder er så uklar og forvirrende og i så høj grad mangler litterær ynde, at det forekommer som en bog læst på hovedet. Der er, som i en dårligt oversat manual til en kinesisk boremaskine, ingen fornemmelse for dansk sprog og rytme, og som læser mister man tilliden til skriften efter ganske få sider.

Efterhånden går man jo over til udelukkende at læse engelske bøger. Englændere ville aldrig tillade amatører at mishandle sproget i seriøse udgivelser.

(…)

Mener du ikke, at anmeldere i seriøse aviser har et stort ansvar for at holde forlagene fast på et minimum af sproglig kvalitet? Og at de bør rådgive læserne, så de ikke spilder deres penge på irriterende dårlige produkter?

De venligste hilsner

Lone Andrup

Fra: Politikens anmelder

Emne: Om sproglig kvalitet i oversættelser

Kære Lone Andrup,

Tak for dit opråb, som jeg fuldt forstår. Jeg kunne godt have valgt at bruge min anmeldelse på at diskutere oversættelsen, men som du rigtigt har bemærket, valgte jeg anderledes – og med velberåd hu. Jeg synes, det er vigtigt at formidle en forfatter som Waciny Laredj til et dansk publikum, også selv om vilkåret for formidlingen er en usikker oversættelse. Der er mange gode viljer involveret i sådan et kulturmøde, som under alle omstændigheder er vanskeligt, og jeg valgte her at fokusere på det positive frem for det negative. Hvis du havde hørt ’Det andalusiske hus’ læst op, ville du sande, at der ikke kun er dårligt dansk i oversættelsen – i passager er der ligefrem et velfungerende dansk.

Venlig hilsen

(…)

Til: Politikens anmelder

Emne: Om sproglig kvalitet i oversættelser

Kære anmelder

Tak for hurtigt og venligt svar.

Jeg forstår, at du opfatter dig som forlagets mand i stedet for avisen og læserens? At du blev inviteret med til oplæsning og derefter lukkede øjnene for kvaliteten af det færdige produkt? Som er det eneste, de fleste Politikenlæsere har at forholde sig til. At du valgte at ’fokusere på det positive’? — Hvordan ville det se ud, hvis det var et hvilket som helst andet produkt, du skulle anmelde? Fx en ulæselig og skamløst dårlig rejsebog, som du anmeldte godt, fordi du havde været inviteret på en rejse og så mere på intentionen og et måske sympatisk rejsemål end på det færdige produkt? — En lille note om, at oversættelsen vist var foregået i al hast, havde været på sin plads.

Og så svarede du ikke på, om du mener, at det må være anmeldernes ansvar at holde forlagene fast på visse kvalitetskrav, også når det gælder sproget, men din tavshed og dit svar i øvrigt tyder på, at det mener du ikke, hvilket er en interessant position, som måske fortjener at blive diskuteret i et større forum.

Waciny Laredj er næppe tjent med at blive præsenteret for et dansk publikum i en tåbelig oversættelse, hvor en mand bliver truet med en ’kold baret’. Jeg kunne ikke drømme om at læse flere bøger fra hans hånd, og jeg vil heller ikke tage en positiv anmeldelse fra dig for pålydende. Du gør litteraturen, din avis og dig selv en bjørnetjeneste ved at tie om sjusk og uduelighed.

Bær over med min påståelighed. Det er venligt ment og skyldes hovedsageligt omsorg for bøger og sprog.

Mange hilsner

Lone Andrup

(Intet svar …)

Et rigtigt kunstværk, en bog, en forestilling, et digt, en film, et billede, en skulptur, et stykke musik, et smukt, håndvævet tæppe er så overbevisende, at man har lyst til at opleve det igen og igen og ikke kan rette selv det allermindste uden at ødelægge det. Det er færdigt og smukt i sig selv.

Et makværk er kun pinligt, og man ønsker at glemme det så hurtigt som muligt.

I bogkredse er man for tiden frygteligt bange for selvudgivere, som, mener man, trækker kvaliteten ned, fordi de ikke får redigeret og korrekturlæst bøgerne.

Det ser ud til, at selv anerkendte forlag udmærket er i stand til at trække kvaliteten langt, langt ned helt alene og uden protester fra en servil anmelderstand.

Købefår i købekøer

Hvis man skulle få lyst til fx at sylte kvæder i efterårsferien i stedet for at følge butikkerne, ’livsstils’-journalisterne, rejsebureauerne og museernes påbud om, hvad man skal bruge sin tid og navnlig sine penge til, så skal man sørge for at have sylteglas i huset.

Når man pludselig står og mangler en bold til barnebarnet i januar måned, må man rende forgæves fra Kvickly over Føtex, Brugsen og Bilka til Fætter BR. − For ’dem fører vi ikke for tiden’ − ’de er ikke i sæson’.

Samme besked får man, hvis man skal sylte sine kvæder i oktober måned og ikke har flere sylteglas. Eller får lyst til koldskål og kammerjunkere uden for den periode, dagligvare-butikkerne har defineret som sæsonen.

De styrer nemlig vores liv på helt åbenlyst bastante måder, og ingen synes at have noget imod det:

I januar skal vi alle sammen på udsalg; et udsalg, der de facto begyndte allerede dagen efter juleaften.

I februar skal vi købe alt muligt lyserødt kitsch med hjerter på både før og efter Valentins dag, en engelsk-amerikansk tradition, som butikker i ledtog med diverse damebladsskribenter med stor succes har indført i vores land.

Til fastelavn kan man sælge os alt muligt: Tønder, serpentiner, masker, køller, balloner, slik, boller, papirkatte og kostymer … Selve dagen kender vi ikke. Vore børn fejrer den i daginstitutionen, når det passer i pædagogernes kram. Vi ved heller ikke helt, hvad det i grunden drejer sig om. Vi skal bare hvert år bekoste nye udklædningsdragter til ungerne, som alle sammen vil være prinsesser og superhelte. At småpigerne − og med skam at melde også de større piger − til hverdag render rundt i gaderne iført tylsskørter og prinsessekroner, og drengene lige fra morgenstunden er klædt ud som superhelte, har vi vænnet os til. Det er lykkedes de dygtige sælgere at overbevise os om, at vi er en slags kongelige eller helte alle sammen, og at vi ’fortjener’ alt det skrammel, de gerne vil prakke os på.

I vinterferien får vi generøst valget mellem at købe skiferier eller solferier eller, hvis det ikke kan være andet, spendere dyre entrébilletter og dynger af legetøj på vore børn. De ældre børn skal på bøvede drukture til Østeuropas gamle kulturbyer, naturligvis, det manglede da bare.

Når påsken nærmer sig, bliver vi i god tid præsenteret for uendelige rækker af grimme dekorationer og smagsløse chokoladeæg. Hvad man ellers skal stille op med påsken, ud over at rejse − lige meget hvorhen, køre på genbrugspladsen med de umoderne havemøbler fra i fjor, gå til påskefrokoster, spise æg og sidde og glo på de grimme, gule dekorationer, ved kun de færreste.

Rigtige havefolk anlægger haver og planter nyt om efteråret, så planterne kan nå at danne nye rødder på voksestedet, inden frosten kommer. På den måde står nyindkøbene godt rustet til at vokse sig stærke om foråret, så de kan klare sig igennem sommerens sol og tørkeperioder ved egen kraft. − Men supermarkeder og havecentre i supermarkedsstil forsøger at bilde os ind, at vi kan købe træer m.m. i potter og plante dem ud om foråret, så det kun kan overleve sommeren, hvis vi står parat med vandkander og -slanger hver eneste dag. − Det orker de færreste, så plantehandlerne tjener på os igen, når vi kommer efter sommerferien og skal have erstattet de dyre, udgåede forårskøb. − Engangsplanter, brug en uge og smid væk-planterne, fulde af gift og kunstgødning, topfriske fra udenlandske drivhuses beskyttede miljø og transporteret hundred- eller tusindvis af kilometer, køber vi villigt hele året rundt.

Til pinse aner ingen, hvad de skal lave eller hvorfor, så de gør ligesom om påsken og arrangerer frokoster for hinanden døgnet rundt med sild og snaps og ’designerservietter’ og lyskranse og alt muligt andet, som butikkerne kan få os prakket på. Så går tiden så godt med det.

Sommerferien er nu for længst indvarslet med øretrut om solferier, bade- og sommerlande og sommerhusudlejning. Det gælder ikke for rigtig ferie, hvis vi ikke planlægger i god tid og køber noget voldsomt dyrt.

Igen bliver vi blæst igennem af løfter om udsalg, eller ’sale’, som der står på de skriggule plakater. Længe undrede jeg mig over, at folk havde så mange ledige sale, indtil det gik op for mig, at ordet er danglish for et gement udsalg.

Op til efterårsferien står sælgeulvene igen parat med ferier og entréer til alskens underholdning og tidsfordriv og spil og legetøj for børn og voksne, som formodes ikke at kunne få blot en enkelt dag til at gå uden at punge ud.

Og umiddelbart efter reklameres der heftigt for endnu en udenlandsk tradition, som folk lydigt har taget til sig: Halloween, som er en slags amerikansk uhyggelig fastelavn og splinterny i dansk skik. Danskerne er ligeglade med oprindelse og betydning. Bare vi kan købe en masse overflødigt stads, klæde os ud og æde et eller andet… Sorte og grønne, hårde vingummier formet som flagermus? Gerne! To poser af dem, tak! Små stearinlysholdere i et billigt materiale formet som græskar med øjne, næse og mund? Ja, tak! Giv mig bare ti af dem … Folk har ingen anelse om, hvor meget til grin de er.

Julen er blevet et købemassehysteri af hidtil uerkendte dimensioner. Fra sensommerens forsøg på at sælge os julefrokoster og firmajulegaver hen over en tre måneder lang og udmattende købemaraton frem til selve juleaftens uanstændige æde- og gaveorgier.

Allerede to dage efter arrangerer butikkerne byttedage og udsalg, hvor du kan få de samme unyttige genstande til halv pris, og så kan du samtidig få købt noget hummer og champagne og fyrværkeri og cigarer og fjollede hatte og hagesmække og tøj og sko med pailletter… Så du kan skyde nytåret behørigt ind og i øvrigt gøre dig parat til januarudsalget.

Udover årstidernes nationale eller selvopfundne ’helligdage’, kan mærkevarer, fx computere, mobiltelefoner eller elektroniske spil eller popstjerner eller nye biograffilm, til overflod også noget ny, sur vin eller frigivelse af en jule- eller påskeøl, alt sammen ting, der hvert eneste år produceres i rigelige mængder udelukkende med salg for øje, få os ud at stå i lange køer på gaden for at få lov til at kaste vore penge i grams.

For at tjene til dette hjernedøde, umådeholdne forbrug overlader vi vore skrøbelige småbørn til fremmede i størstedelen af deres vågne timer og transporterer os selv hen på steder, hvor vi kan udføre et eller andet mere eller mindre meningsfuldt arbejde. − Selv i ferier, hvor vi burde benytte den sjældne lejlighed til at være sammen med vore egne børn hjemme i vore egne velindrettede stuer, lader vi dem passe af udklædte ’bamser’ og unge, uuddannede ’guider’ på sjælløse all inclusive-hoteller i uendelige beton- og turistområder i de varme lande.

Vi har således helt frivilligt ladet os decimere fra tænkende, selvstændige væsner til tanketomme købefår, som i endeløse købekøer går endnu et forbrugsår, orkestreret af grådige sælgeulve, i møde.

Og lader dem kælent bilde os ind, at vi er ’unikke’, alt imens vi gør og køber akkurat det samme, som alle andre.

PS: Hvordan klarede jeg at sylte kvæder uden glas? − Jeg købte noget virkelig dårlig og billig marmelade fra Den Gamle Fabrik i Netto − Den slags marmelade, som de sværger er helt uden bær og frugter og nem at smøre på brødet, sådan noget marmelade, der blot består af gelé og vand og citronsyre og lidt kunstige smagsstoffer og diverse konserveringsmidler og E-numre − og tømte og vaskede og skoldede glassene og genbrugte dem til min egen gode kvæde-, citron- og ingefærmarmelade.

Patteflasker

Fænomenet faldt mig første gang i øjnene under en ferie i Paris i firserne: Alle vegne disse unge mennesker, som klamrede sig til engangsvandflasker. Som om de var på vej ud i en ørken. Som om vand var en sjælden ressource inde midt i Paris. Som om der var overhængende fare for dehydrering, når man færdedes mellem boderne, restauranterne og caféerne på byens smukke boulevarder.

Derefter bredte det sig hurtigt til unge i andre større byer, og snart kunne ingen, heller ikke Hr. og Fru Middelklasse på tur, iført bæltetasker og sokker i sandalerne, bevæge sig 50 m hen ad en gade uden en plasticsutteflaske, halvt fyldt med lummert, bakteriebefængt og dovent vand, skruet fast i næverne.

Næsten umærkeligt blev det derefter mere normen end undtagelsen, at man både drikker, spiser − og selvfølgelig ryger − på åben gade. Det gjorde kun hjemløse, lykkeriddere og fyldebøtter før 1980. Og mændene foran pølseboden.

Der er en god grund til, at folk står uden for husene og ryger, for det er strengt forbudt at ryge inde de fleste steder. − Men kan man ikke cykle til skole, sidde i et S-tog, gå hen ad gaden i ti minutter uden håndholdt vandforsyning? Eller sidde en times tid i klassen eller i et møde uden at medbringe vand nok til en dagsmarch i bjergene? Der er jo ikke specielt langt mellem vandhaner, kaffeautomater og andre udskænkningssteder og oaser i vore daglige omgivelser. Forestiller de sig alle, at de deltager i en halvmaraton, og at væskeindtaget er afgørende for deres succes, når de bevæger op ad rulletrapperne på Hovedbanen eller i Magasin? Eller når de dvaskt slentrer rundt i byen?

Også på anden måde har vi ført privatlivet ud på fortovet: Hvert andet menneske, man møder, går og spiser et eller andet: tyggegummi, pastiller, doughnuts, cupcakes, burgere, pølser, shawarma, pizza, energibarer … Eller bærer på et oversize papkrus med cola eller vokssmagende to go-kaffe, som om de medvirkede i en film fra New York, hvor folk tilsyneladende ikke har køkkener, ja ikke engang en simpel kaffemaskine, i deres i øvrigt smarte og velindrettede lejligheder.

Og de nye drikke- og spisevaner ses på alle gader, i parker, på strande og i grøftekanter, som flyder med skodder, ulækre, krøllede kaffebægre, forsuttede vandflasker, engangsgriller og tonsvis af grim burgeremballage.