Undværlig kunst

Kunst beriger os og udvider verden og vores opfattelse af den. Kunst fortæller os noget, vi ikke vidste, om det at være menneske. Kunst frembringer hjerneforbindelser, der ikke var der før. − God kunst, altså.

Men sommetider farer der selvlærte emsigheder, som ikke har begreb skabt om, hvad kunst er eller kan være, rundt og fylder det offentlige rum med rædsler.

Sommetider har forældre og pædagogers overdrevne ros, og egen ukorrigerede selvopfattelse, ført til ulykkelige skæbner, der opfatter sig selv som kunstnere, men som var bedre tjent med at have fået helt andre livsdrømme installeret i en tidligere alder.

Sommetider kan såkaldt kunst være så dårlig, så meget spild af plads og ressourcer, at man ville ønske, de ville lade være.

Sommetider opstilles der kun »kunst«, fordi man lige havde midten af en rundkørsel til overs, eller fordi »kunstneren« var fætter til borgmesterens onkel.

To vanddryppende, lortelignende snegle på en knæhøj sten midt i indgangen til Aalborg Universitetshospital Nord. − Et sted, der dagligt passeres af tusindvis af mennesker, som i forvejen ikke har det særlig godt.

Wellness som autoerotisk skue- og rollespil

Helt grotesk bliver det jo, når man betaler andre for at spule sig i rumpen.

Traditionen tilsiger, at når mænd skal hygge sig, så kigger de på damer, gerne i flok og meget gerne med en øl i hånden. Sommetider betaler de damerne for yderligere betjening, tænk på Spies’ morgenbolledamer og Berlusconis mindreårige, nordafrikanske prostituerede. For at bevare lidt selvrespekt midt i al forstillelsen og ikke lade sig mærke med, at det i virkeligheden drejer sig om magt og penge, kalder mændene sjældent de således købte kvinder for ludere eller prostituerede, men for strippere, dansere, værtinder, call girls ol. eufemismer.

Nu har kvinderne også fået deres egne penge og tid, og når kvinder rigtig skal hygge sig, nusser de autoerotisk om sig selv. De gør sig lækre efter, hvad de forestiller sig er, mandens smag og forbereder sig på hans blik. Eller de betaler nogen for at nusse om sig, hvis de kan. De kalder det ikke autoerotisk betalingsnusseri, men wellness. − Og de synes helt bestemt, at de har »fortjent det«, når de har passet deres børn og deres job igennem en periode.

Vi har overleverede beretninger om rige og magtfulde kvinder, som fx Cleopatra, der efter sigende lod sine slavinder bade sig i æselmælk, mens hun nød et glas vin med opløste perler i.

I dag kæler forbrugersamfundet for de fleste individer i den brede mellemklasse og bilder dem ind, at de ved at spendere deres surt optjente penge kan føle sig som grever og baroner med uforskammet kostbare tasker, tøj og sko, ure for hundredetusindvis af kroner, biler i millionklassen, og de kan således udstyret indlogere sig på herregårde og slotte eller i luksushotellernes sjælløse øde, hvor de kan lege velhavere for en weekend, og hvor mænd kan ringe efter dyre og villige damer, men hvad gør damerne?

Damer kan dyrke selvoptaget kropspleje og autoerotisk velvære, og nu er det blevet helt almindeligt at flytte seancen ud af ens private badeværelse og betale andre for at iscenesætte det varme bad. Man køber sig til meget intime servicehandlinger, så som at nogen lægger varme sten på ens ryg, smører en ind i mudder eller duftevand, klør en på ryggen, masserer en i nakken, nusser en om fødderne, smører creme på ens kinder, sætter ens hår, lakerer ens negle… alt imens man ligger og stritter akavet med et glas billig, alt for sød »champagne« og forsøger at ligne noget i glittet dameblad.

Enhver skolelærer, kontormus eller SOSU-assistent kan bruge sin løn på at føle sig som Cleopatra. − Og de gør det! − Men uanset hvad de end er i stand til at bilde sig selv ind, forbliver de Gurli i baronens seng, en Gurli, der bliver nusset for penge af en troskyldig Bettina.

Mange ture til fx Thailand går ud på at lade sig betjene af de lokale. Når man har brug for at skelne det blide nusseri fra købesex, kalder man det wellness, massage eller afslapning, og så kan enhver være med uden at rødme. Men det er et købeforhold, hvor køberen selv skal pukle i timer for at betale en yder for at klø sig på ryggen.

Hvad er der i vejen med vore kvinder nu til dags? Har de ikke varmt vand i hanerne og sæbe derhjemme? Et badekar? En sofa at ligge og slappe af på? Mangler de berøring? Er de hudsultne? Omsorgssvigtede?

Kompenserer de for stress, hverdagens mangfoldige krav, manglende hensyntagen, kæl, forkælelse og berøring ved at gå til wellness? − Der så bliver til mild prostitution henvendt til småsaligt nydende kvinder? Eller spiller de en slags rollespil for at føle sig rige og forkælede? Cleopatra for en dag? Et rollespil, der brat falder til jorden i samme øjeblik, kvinderne vender hjem til deres treværelses, hvor opvask og snavsebleer hober sig op. Men så må de jo bare pukle videre og tjene til en omgang mere, eller finde et billigt tilbud på Spotdeal.

Det er afstressende, siger de. Men hvis de arbejdede mindre og lagde sig en time hjemme i deres egen balje i stedet, ville det være både billigere og meget mindre stressende, for der var ikke aftaler, der skulle indgås, tider, der skulle passes og udgifter, der skulle dækkes. Det ville dog ikke tage sig så misundelsesværdigt ud på Facebook at skrive:

− Er stresset og træt. Jeg tager et langt, varmt bad og lægger mig med en god bog på sofaen bagefter.

I stedet for:

− Juhuuu…..Hurrah!!!! Skal til champagne brunch og well ness med veninderne!!!!!!

Og disse lumre reklamebrøl for et tilsyneladende vellykket liv er måske i virkeligheden meningen med det hele?

Fødder

Vi kan hurtigt blive enige om at forarges, når vi ser billeder af de kinesiske, såkaldte »liljefødder«. For min­dre end hundrede år siden maltrakterede man i det store land på den anden side af kloden kvindernes fød­der på det grusomste. Man ombandt små pigers fødder stramt og lagde de indfol­dede tæer op under fod­sålen, og selv om pigerne græd af smerte, strammede man bindet dag for dag − det var som oftest moderen, der gjorde det − fordi en ung pige med bitte­små, forkrøblede fødder, som hun knap kunne gå på, og da slet ikke løbe i, regnedes for fin og fornem. En således lemlæstet kvinde havde større chancer for ægteskab med en velhavende mand, men ve hende, hvis hun ikke fandt nogen, der ville tage sig af hende, for hun havde ingen mulighed for at klare sig selv. Hun skulle altid bæres, og hvis hun ikke bare kunne sidde hjemme og være yndig, mens hun fødte mandens børn, var hun ilde stedt.

Når talen så falder på kvindefødder i vores egen kultur i vores egen tid, så vender vi det blinde øje til. Mænd må gerne benytte komfortabelt, fodformet fodtøj, men kvinder skal helst vakle usikkert rundt på skrå stylter, som giver dem en høj og slank silhuet, og som skubber kønsdelene fremad mod evt. beskuere, men som også konstant giver dem små hjernerystelser og misdanner deres fødder, så de skal tilbringe de sidste årtier af deres liv med smerter og bløde tøfler.

Tidligt lærer unge piger i vores vestlige kultur, at højhælede sko er uundværlige, hvis man vil se godt ud og tiltrække en mand, og det uagtet, at vore kvinder er de bedst uddannede og indtjenende kvinder i hele verden. Jeg ved ikke, om mødrene hjælper de små piger op på de forkrøblende stilletter, men når pigen ser, at mor − og alle andre betydningsfulde kvinder i hendes liv og i offentligheden − klem­mer sine egne ligtornebefængte og defor­merede fødder ned i kostbare højhælede, så vil hun na­turligvis også selv prøve, for når man slingrer usikkert omkring kun støttende på det yderste af forfoden, så er man i vores kultur en smuk og attraktiv kvinde.

Så kvinder, der vil være smukke og attraktive, ødelægger helt frivilligt og bevidst deres egne fødder og tæer. De stavrer rundt i malabarisk fodtøj, så de hverken kan gå eller løbe ordentligt, hvis det skulle blive nødvendigt, og når de tager skoene af, ser man deres uskønne sammenklemte, skæve tæer, formet efter de spidse modesko, med hård hud og enorme knuder og knyster. Når de så ikke længere kan hverken gå eller stå for smerter, kommer der nok en rig mand og betaler for deres fodoperationer.

Hjallerup Marked

På årets marked blandt boder med overdimensionerede hotdogs og herresokker i kæmpeposer stødte vi på dette skilt, herunder er teksten gengivet i sin helhed inkl. stavefejl:

SMYKKER MED VELVÆRE

MERE ENERGI – MINDRE SMERTE

Kundernes tilbagemeldinger lyder, at magnet-smykker kan lindre på bl.a.:

· Allergier

· Astma

· Blærebetændelsessmerter

· Bronkitis

· Depression

· Diabetes 2

· Dårlig blodomløb

· Fibromyalgi

· Fordøjelsesbesvær

· For højt eller lavt blodtryk

· Følelsesløshed

· Gigtsmerter

· Hjerte/kar sygdomme

· Hudproblemer

· Hyperaktivitet (f.eks. ADHD og lign.)

· Inkontinens

· KOL

· Køresyge/Søsyge

· Ledsmerter

· Uro

· Menstruationssmerter

· Migræne og hovedpine

· Nervøsitet og stress

· Ondt i skulderne

· Overanstrengelse i muskler

· Overgangsalder

· Piskesmæld

· Psoriasis

· Rygsmerter

· Sclerose

· Seneskedehindebetændelse

· Sengevæder

· Smerter generelt

· Stive skuldre

· Søvnløshed

· Tennisalbue

· Træthed

ENERGETIX

MAGNETIC JEWELLERY

Så er vi vist dækket ind.

Man kan undre sig over, at de magiske, magnetiske smykker ikke deles gratis ud i lægekonsultationerne lan­det over, eller over at mængden af overtro i vor tid ikke er faldet, men tilsyneladende ser ud til at stige. Snart er det hybenpulver, Aloe Vera eller kobberarmbånd, snart Sun Beach-kuren, spis efter din-blod­type eller stenalder­kost − for man blev jo virkelig gammel og sund i stenalde­ren, ikke sandt?

Der er dog en vis fortrøstning i at vide, at Hjallerup Marked har bestået stort set uforandret, med fusen­taster, gøglere, markedsudråbere og det hele, i knap 300 år.

Klikkertræning

På legepladsen så vi en ung mand, der løb rundt efter sin forvirrede spidshund med et klikkende instrument i hånden: Klik, klik, klik… lød det hele tiden. Hunden tog overhovedet ingen notits af hverken ham eller klikkeriet; den havde travlt med at jage børn og bolde. Stadigt klikkende fes fyren omkring og undskyldte flovt, men det er meget svært at fange en hund, der ikke vil fanges. Med eller uden klikker. Dette absurde optrin siger vist alt om klikkertræning, nemlig, at hvis du ikke kan føre en hund uden klikning, så glem det. Det bliver kun meget værre, hvis du benytter fremmedgørende instrumenter.

I det hele taget har jeg svært ved at forstå klikkertræningens popularitet. − Jo, til isbjørne eller elefanter i en zoo, hvor dyret ikke skal tæmmes og bo sammen med en familie, men blot skal indøve nogle signaler, så forskellige dyrepassere kan håndtere det i det daglige arbejde. Eller hvor der kunne være tale om egentlig dressur.

Men når det drejer sig om træning og opdragelse af almindelige familiehunde af de gængse racer, dvs. ikke deciderede arbejdshunde, så opnår man langt mere ved blot at omgås dyret på helt normal vis og bruge sin stemme, som man jo altid har med, hvorimod en klikker eller godbidden kan være glemt derhjemme.

Min hund kender mig særdeles godt efter seks års samliv. Den har brugt alle årene på at studere mig indgående, og nu ved den godt, om vi skal ud med vasketøjet, eller om det er tid til en skovtur. Jeg kan med få, hyppigt gentagne ord fortælle den fx, hvem vi venter på besøg, hvad den skal finde til mig, hvor den skal gå hen, om jeg har et kødben til den, om vi skal sove, om den skal vente, eller om jeg skal se fjernsyn.

Hvis jeg ønsker, at den skal komme hen til mig, så kalder jeg på den, og hvis den skal stoppe det, den er i gang med, så siger jeg bare ”Stop!” − Hvor svært kan det være? − Hvis vi møder noget farligt, fx en bil eller et elektrisk hegn, siger jeg ”Pas på!”. Og hunden er uhyre opmærksom, fordi den ved, at den kan stole på mig, og at jeg passer på den efter bedste evne. Hos mig er der godt at være, og det kan betale sig at høre efter, hvad jeg siger. Jeg råber aldrig. Hundens hørelse er fremragende, så det er ikke nødvendigt, og min hund forstår de mest almindelige ord og fagter, men navnlig er den konstant fokuseret på mig og interesseret i, hvad jeg synes, vi skal gøre eller ikke gøre.

Første regel, hvis man ønsker en velopdragen og nem hund, må være at vælge en hvalp af en egnet race. En race, der passer til dig, dit temperament, dine omgivelser, din familie og din tid. Hvis du fx vælger en specialiseret jagthund, må du se i øjnene, at den aldrig bliver så knyttet til dig og efterrettelig, som en golden retriever eller en collie kan blive det.

Dernæst er det nyttigt at få hvalpen hjem, mens den er 8 – 10 uger gammel, for da har du alle muligheder for at præge den på dig og din familie, og det er let at etablere sig selv som leder for en hund, der kun er en lille hvalp.

Og så gælder det bare om at stole på hundens instinkter, for den er født med trang til at danne bånd til en flok og til at følge og lade sig vejlede af et ældre, erfarent flokmedlem. Hunde er kloge og har krav på beskyttelse, passende udfordringer og respekt. Som to-tre-årige børn har de evnen til at forstå op imod 300 forskellige ord og signaler, foruden en særdeles udviklet sans for kropssprog, og så kan de huske, hvad der skete sidst og lægge to og to sammen.

Hvorfor så nøjes med et klik?

Hvis det ER gået galt, og hvis din hund ikke respekterer dig nok til at reagere, når du kalder eller klikker eller bander højt, så er du nødt til at have den i snor, så den ikke generer andre. Din hund er dit ansvar.

Skoven

Mountainbikere kan på forbløffende kort tid forvandle en idyllisk skovsti til en pløjemark.

Skoven er Hammer Bakker. Otte km nordøst for Danmarks tredjestørste by, Ålborg. Et omtrent 1800 ha stort naturområde, en bakkeø, gennem­skåret af smukke smeltevandsdale, dannet i sidste istid og tilplantet omkring år 1900. Her er lyng­bakker, gravhøje, langdysser, søer, moser, kilder, kirker, truede dyrearter og planter, fredsskov med gamle bøge, foruden træproduk­tionens mono­kulturer af altid grønne juletræer og højloftede, mørke granplantager. Bortset fra korte perioder, mens jeg som ungt menneske studerede og rejste, har jeg igennem næsten 50 år dagligt gået ture med hunden her.

Skoven er ikke længere en skov. Hvor man indtil for kort tid siden kunne gå i timevis på næsten ube­trådte, tilgroede mosstier mellem træer eller hen over bakker og bronzealderhøje uden at møde et menneske, ligger der i dag én stor befærdet og oppløjet motionsbane, der zigzagger mellem over­proportio­nerede pri­vate og kommunale anlæg og byggerier og de dertil nødvendige, nu stærkt trafikerede, hullede og mudrede adgangsveje.

I dag skal hunden og jeg ustandseligt springe af vejen for kørende, cyklende, løbende og store flokke af vandrende, når vi vover os ind i bakkerne. Hvor vi førhen kunne gå i skovens ro, må vi nu vogte os for mo­tionister på cykler eller løbeben, der med muzakpropper i ørerne, så de ikke kan høre hverken vinden i træ­erne eller fuglenes sang, og med begge øjne stift rettet mod uret, pru­stende og storsvedende, ikke formår at slå et sving uden om en ældre dame og en hund.

På få år er Hammer Bakker omdannet fra naturområde til byggeplads og træningsfacilitet.

I dag slides skoven intensivt, ikke kun af de mange private ejeres skovdrift og Ålborg kommunes ekspansive institutionsbyggerier og øvrige anlæg, perso­nale, beboere og besøgende, men i høj grad også af almindelige mennesker i tusindvis, der parkerer deres biler langs skovvejene og dan­ner snakkende, råbende, løbende, cyklende eller vandrende flokke, som maser rundt i krattet for­synet med kurve eller kikkerter. De seksuelt eksperimenterende, som i ugebladene har læst, at det sætter fut i forholdet at parre sig i det fri, er også blevet en betydelig og grænseoverskridende skare, som det kan være endog særdeles ubehageligt at støde ind i midt på ens sædvanlige skov­tur.

Der er tilmed opstået interessegrupper med det ene formål at udnytte et i forvejen begrænset, nedslidt og overrendt skovareal til endnu flere ”aktiviteter” … Men hvis man ikke kan samle en flok på 20 eller 200 vandrere, løbere, mountainbikere, jægere, fuglekiggere eller svampeplukkere, kan man altid spæne en tur alene eller pløje de små skovveje op med sin smarte 10.000 kr.’s cy­kels pigdæk og råbe utålmodigt ad de andre skovgæster og skovejerne, når man er ved at køre dem ned.

Og så mødte vi den lille, vrede skovfoged, som intimiderende kunne fortælle, at han skam godt vid­ste, hvor jeg boede, og at han ville sende mig politiet på nakken, fordi min hund, som fred­sommeligt fulgte mig i hælene, gik uden snor. − Så kommer politiet og afliver den, truede han. − Det nytter ikke at forklare en regelrytter, at hunden er specielt trænet igennem mange år til at færdes i skoven. At den selv går på plads, når vi møder andre, mennesker eller dyr.

Selv sad han på en larmende og pruttende ATV med anhænger. Men det er den gamle hund og mig, der er problemet, ikke skovens egne folk med larmende motorsave, pruttende køretøjer, enorme robotagtige træfældningsmaskiner, der stamper jordbunden til en kompakt masse, hvor intet kan gro de næste 100 år, de store jagtselskaber, de kørende juletræskunder og alle dem, der skræller skovbunden for mos til dekora­tioner … Det er heller ikke børnehaverne, motionsklub­berne, løberne, svampeplukkerne, drengene på moto­crossere, de uvidende amatørhundeejere, der lukker to-tre uopdragne storbyhunde ud af bagage­rummet, og derefter må rende rundt i ti­mevis for at fange dem, eller krybskytterne… som hunden og jeg alle møder på vores vej.

Lige nu, mens vi er på vej hjem fra skovturen, må vi springe til side, op ad skråninger, ned ad skrænter, for ikke at blive ramt af de mange biler og minibusser, der fragter skoven og institutio­nernes brugere og bor­gere til og fra i al for høj fart, og for de damer, der netop har fået fri fra in­stitutionsarbejdet, og som i deres små biler speeder hjem ad den smalle, hullede, regnvåde asfalt­vej med en smøg i den ene hånd, en mobil­telefon i den anden, totalt blinde for, at de oversprøj­ter, og risikerer at ramme, spadserende damer, hunde, cykler, barnevogne, børn …

Det er naturligvis dejligt, at så mange mennesker har lyst til og fornøjelse af at færdes i skoven. Undersøgel­ser viser, at danskernes foretrukne fritidsbeskæftigelse er en skovtur, og vi giver i stort omfang denne glæde videre til vores børn.

Problemet består i, at vi efterhånden er blevet så mange — Danmark og verdens be­folkning er næsten tredoblet i min levetid — at de få træklædte oaser, som vi alle sammen holder forfærdeligt meget af at færdes i, bliver overrendt af entusiastiske naturelskere med al deres kostbare legetøj i form af firhjuls­trækkere, minitraktorer, rideheste, sportscykler, ski, knallerter, ATV’ere osv.

Alle elsker naturen, men ved at overudnytte de få tilbageværende, naturlignende steder til institu­tions-, underholdnings- og motionsformål ødelægger vi netop det, vi holder af. Vi tramper det ned som molboer med alt for store fødder. Spolerer det, vi alle sammen gerne vil i skoven for at op­leve. Det skrøbelige, dyre­livet, det naturlige, roen …

Det er ikke den lille, gamle dame med den velopdragne hund, der skræmmer vildtet. Tværtimod gider de små rådyrflokke knap flytte sig, når vi kommer. Men dyrene vælter skrigende og brægen­de af skræk og nød ud fra skovbrynet, når der er Nytårsmarch, Limfjordsløb, jagter, skovfældning, mountainbikere, oriente­ringsløb, ”naturvandringer” eller store byggeprojekter.

I stedet for at bygge, anlægge, køre og motionere i et lille, sårbart naturområde, burde man må­ske have opret­holdt fredningen af Hammer Bakker og bygget institutioner og motionsbaner ude på de enge og mar­ker, der omgiver de skovklædte bakker?

Måske er det tid at tage hele skovbegrebet op til overvejelse endnu en gang? Skal skoven være til for træ­produktionen og jægernes skyld? For det vilde dyre- og planteliv? For de spadserende? De løbende, cyklen­de, kørende? De kopulerende? Hundelufterne? Børnelufterne? Fuglekiggerne? Blomster- og bærplukkerne? Mosskraberne? Svampesamlerne? Motionisterne? − Eller skulle vi opføre specielle baner til de mest lar­mende, slidende og hensynsløse sportsfolk? Ligesom vi har indhegnede områder til de utrænede og ustyr­lige hunde?

Vore få tilbageværende skov- og naturområders skæbne er alt for betydningsfuld for de kom­mende gene­rationer til at blive overladt til private lodsejere, kortsigtede kommunale beslutninger og tilfældige sam­menrend af pensionister, motionister og sportsfolk.

Dømmekraft

● En skatteminister har tilsyneladende forsøgt at misbruge sit ministerium til at påvirke og udbasunere en politisk modstanders ægtefælles skatteforhold.

● Ålborg Kommune gennemtvinger opførelsen af flere nye og pladskrævende institutioner inde i Hammer Bakker, et af kommunens få tilbageværende naturområder, der var omfattet af gamle frednings­bestemmelser.

● Danske Bank lægger − på trods af navnet, som signalerer hele landets bank − et urimeligt gebyr på små­folks bankkonto, mens de velbjergede kontohavere går fri. En folkestorm rejser sig, og en masse mennesker skifter bank, men de rige lader som ingenting og lader deres penge blive stående, selv om kun deres fravalg af den smålige bank ville have en opdragende effekt.

● Ledelsen af de danske statsbaner, DSB, betaler i dyre domme et pr-firma for at holde en kritisk journalist beskæftiget med ligegyldigheder.

● En statsminister jagter amerikanske B- filmstjerner som en teenager, når hun er ude i officielt ærinde på landets vegne.

● En opmærksomhedssulten leder af Politimuseet betaler en veninde for at male kvindelige ofre for nyere forbrydelser og udstiller dem på det skammeligste. På hjemmesiden annonceret således: “Kvindedrab in memoriam – Maleriudstilling med portrætter af tolv kvinder, der alle er blevet dræbt”. − Usmageligt, ikke sandt? Lederen er naturligvis en mand, og det er kun kvinder, der skal ydmyges offentligt efter at have lidt en pludselig og voldelig død. Men det skal nok lokke husarerne til. Pressen har allerede været der.

● Lille Danmark har involveret sig i tre-fire krige mod muslimer i løbet af det seneste tiår; krige mod men­nesker, som ikke har truet os. Men vi piber højtlydt og ynker os selv, hvis de samme muslimer boykotter varer og brænder flag i protest mod vores forsøg på at latterliggøre deres religion.

Eksemplerne på manglende dømmekraft i det offentlige liv er talrige. Men også i privatlivet sker der små og store uhyrligheder hver eneste dag:

● Det er en menneskeret at få børn, evt. med hjælp fra sundhedsvæsnet, men så snart vi har fået dem, kræver vi også fællesskabets hjælp til at få dem opdraget og passet, så vi uantastet kan fortsætte vores liv, som det var, før vi valgte at få børn.

● Unge indflyttere i et rækkehuskvarter forstår ikke betydningen af et matrikelkort og begynder at bygge en privat garage ude på fællesområdet op ad den nærmeste nabos mur. Da de øvrige familier påtaler ulovligheden, råber de nye ”sgu” og ”fanden” efter dem.

● Faderen lader den store familiebil stå og varme op i tomgang i en halv times tid eller mere hver morgen i vinterhalvåret, så han slipper for at skrabe ruderne, før han skal køre sine børn de 300 m hen til skolen. Da nogle naboer høfligt påpeger, at de er ved at blive kvalt inde i deres egne stuer, bliver den unge fader aggressiv og truende. − Formentlig sidder den samme mand ved vennemiddagene og gør sig til af sin politisk korrekte indstilling i øvrigt.

● Man tager på lange CO2-forbrugende flyrejser, hver gang man har et par dage fri, fordi man TRÆN­GER eller har FORTJENT det, eller fordi familien har brug for tid sammen, hvilket jo umuligt kan foregå i de flotte, opvarmede og veludstyrede boliger, vi har anskaffet os.

● Man køber en hund, en kanin eller en kat, fordi ungerne plager, og så lader man det lille, forskræmte dyr sidde alene, indespærret i en lejlighed ni timer dagligt, og lader det derefter aflive, når det har snavset gul­vet til. Eller man støtter et forfejlet landbrug ved at købe buræg og kød fra mishandlede køer og grise.

● At sidde og skræppe op om sit livs mest intime detaljer i mobiltelefonen i det offentlige rum er allerede nu en klassisk og alment vedtaget overtrædelse af god skik og almindelig dømmekraft, men Facebook og lignende fora har tilføjet hidtil utænkelige grænseoverskridelser til repertoiret: Unge udleverer sig selv og sommetider også deres halvnøgne eller helfulde kammerater, deres småbørn, deres forældre eller sågar deres syge bedste- og oldeforældre på de sociale netværk til almen beskuelse for i hundredvis af utidigt nyfigne såkaldte venner. Bedstefar, for eksempel, som er gammel og svagelig og sidder i formodet tryghed i underbukser i sin egen stue. Han har gennemlevet to krige og personlige prøvelser, som ingen i dag kan forestille sig, hvilket kan ses på hans brugte krop, og han smiler høfligt til kameraet − er vel beæret over det sjældne besøg − men har ingen anelse om den ydmygelse, barnebarnet og moderne teknologi vil udsætte ham for, så den unge kan dokumentere over for vennerne, hvor god hun er til at besøge sine gamle slægt­ninge.

● Man anskaffer sig biler, cykler, sportsredskaber, tøj, møbler, elektroniske dingenoter, maskiner, plastic­legetøj m.m. i tonsvis og kasserer selvfølgelig lige så meget, for ting fra sidste år er ikke længere smarte, og det kan ikke betale sig at reparere, hvis noget skulle gå i stykker. − Dertil kommer madspildet, som ifølge aviserne efterhånden er oppe over 500.000 tons pr. år alene i Danmark. Mens millioner af mennesker ude i verden sulter, så kasserer vi god mad, eller vi går til vanvittige yderligheder, så som at fjerne nærings­værdien fra vore fødevarer (!), fordi vi bliver uklædeligt tykke af madrigeligheden. Det er vel selvmod­sigende og uetisk, at vi efterspørger fedtfattig, kaloriefattig, sukkerfri mad, mens andre dør af mangel på næring?

Overskridelse af grænser, som vi førhen instinktivt kendte og respekterede, er efterhånden blevet en folke­sport. I tv er udlevering af syge, døende, grimme, misdannede, dumme, tykke, klodsede, ofre for ulykker osv. blevet hverdag. Folk, der ikke kan synge, danse, tale, male eller tænke en sammenhængende tanke, er topunderholdning i dansk fjernsyn. Så kan vi sidde og grine ad dem en tid, ha ha, mens vi glemmer vore egne små og store fejl.

Og et fuldkommen uetisk storforbrug af mad, rejser, dyr og ting opfattes ikke som smagløst og idiotisk, men er rent faktisk statusgivende i vide kredse.

Det lader til, at vi kollektivt har glemt, at respekt for andre, for de ældre, for fællesskabet, for dyr, for mil­jøet og for materielle ting, afspejler selvrespekt. At høflighed og levemåde falder positivt tilbage på én selv. At vi kun kan bebo denne verden, hvis vi udviser solidaritet med den og hinanden.

Eller kom jeg til at benytte endnu et antikveret ord? Ophørte al fællesskabsfølelse, anstændighed og solida­ritet de facto i 70’erne? På samme tid som vi ophævede dømmekraften?