Kategori: Miljø

Næringsfri mad

Kun modvilligt sætter jeg tænderne i frugt og grønt, fx en giftigrød peberfrugt eller tomat, fra Spanien. Jeg har nemlig set, hvordan de bliver lavet.

Provinsen Almeria i det sydøstlige Spanien er nu dækket af knap 30.000 hektar plasticdrivhuse. Herinde sættes små peber-, tomat-, melon-, zucchini-, eller agurkeplanter, som er drevet kunstigt frem med elektrisk lys og voksemedium, i store, sterile plastposer, hvorefter de drypvandes automatisk med kunstgødning i en måneds tid. Så kan arbejderne, mange illegale, krydset over fra Nordafrika, proppe de næsten modne grøntsager i kasser, som køres væk på trucks og transporteres til bl.a. Nordeuropa, hvor de udgør ca. halvdelen af det samlede forbrug af frisk frugt og grønt. Drivhuset ryddes med en gravko for plastic, voksemedium, planter og tonsvis af endnu uplukkede grøntsager, fx tomater, sprøjtes, desinficeres og fyldes omgående med nye vækstposer.

Det ’sunde grønt’ – Spis 6 om dagen! – fra Spanien kan tilsyneladende holde sig uendeligt, men smager jo ikke af noget. En således dyrket tomat ser rød og fristende ud, men indeni er den svampet, grålig og blottet for næringsstoffer. Der er til gengæld rigeligt med sprøjtegiftrester på den.

Når det, vi spiser, ikke kommer i kontakt med sund jord, men sprøjtes og gødes frem i kunstige plasticmiljøer, bliver det meget indholdsfattigt. Det gælder også det, vi fodrer vores spisedyr med. Soya fra enorme amerikanske eller sydamerikanske udpinte marker, byg fra danske marker, der er overgødet med svovlet, gammel, gæret grisegylle, ikke efter markens gødningsbehov, men efter griseproducentens behov for at skille sig af med sin alt for store gyllebeholdning både i tide og utide.

Disse mishandlede afgrøder giver vi de dyr, vi spiser, og kyllingerne bliver hvide, smagløse og bløde i deres kun få uger gamle kød, mælken udvandet, æggeblommerne blege, koteletter og pølser udelikate og sygdomsbefængte.

På vores egen store kompostbunke tronede og blomstrede en kraftig kartoffelplante. En gammel vinterkartoffel var begyndt at spire og blev smidt ud i februar. Her i køkken- og haveaffald, mellem blade, grene, støv, skidt, orme, biller, larver og snegle trivedes kartoflen overmåde, og i juli kunne vi høste til flere dages forbrug af en enkelt plante.

Kunne det tænkes, at mange mennesker, blandt alle mulige andre grunde, den mest indlysende selvfølgelig rigeligheden af mad i vores del af verden, hyppigt overspiser, simpelthen fordi der ikke er næring, dvs. mikrostoffer, vitaminer og mineraler, nok i industrielt fremstillet mad?

Æble, som Snehvides stedmor ikke kunne have fremstillet bedre.

Det fine røde æble til venstre, som stammer fra en større dansk virksomheds kantine, men som i øvrigt er af uvis herkomst, må være grundigt balsameret. Det lå i frugtskålen ved stuetemperatur i over to måneder uden at ændre udseende. Indvendigt rådnede det derimod lige så langsomt, og det var som en klam, brun svamp at bide i. De hjemmedyrkede havesommeræbler til højre skal helst spises inden for en uges tid efter plukning, ellers mister de sprød- og spændstighed.

Se evt.: http://www.amusingplanet.com/2013/08/the-greenhouses-of-almeria.html

Pas på Gurli


Nej, Gurli er ikke din mors barndomsveninde. Gurli er en tilsyneladende uskyldig plaid fra IKEA: 120 x 180 cm, gråsort, fremstillet i Indien af lutter kunststoffer og til salg i Danmark for beskedne 79 kr.

Forleden lod jeg mig friste i forbifarten og hjembragte en Gurli til min sofahyggekrog. Da jeg senere på da­gen satte mig op ad Gurlitæppet, fik jeg efter få minutter en grim, prikkende metalsmag på tungen, sviende øjne og en tør, irriteret hoste.

– Nå, ja. Vask altid tekstiler, før du tager dem i brug, sagde min mor. – Så jeg vaskede Gurli i den gode gamle Miele.

Næste aften var problemet det samme. I stedet for at putte mig med et varmende tæppe, begyndte øjne, tunge og svælg at prikke, som havde jeg indhaleret ti tusind bittesmå jernsplinter. Jeg vaskede tæppet igen, men problemet bestod. – Efter to vaske.

Nu har Gurli hængt ude i den kolde forårsluft i en uges tid, dag og nat, og jeg tror ikke, hun kommer ind i sofaen igen. – Hvad var der sket, hvis jeg havde svøbt Gurli om mit lille barnebarn? Jeg kunne sagtens have fundet på at bruge det som barnevognstæppe.

Jeg er følsom for kemi. Fx måtte jeg kassere nogle sko og tilbagelevere de fine silkedyner, fordi de fik hele huset til at lugte modbydeligt af kinesiske mugmidler. Hvad gør andre mennesker? De, som ikke bemærker dunstene? Lader de sig blot forgifte af de kraftige stoffer, producenter i fjerne lande overhælder deres produkter med, så de ikke rådner op under den månedlange transport i fugtige skibscontainere? Eller har andre mennesker råd til udelukkende at købe økologisk fair-trade-bomuld? Hvordan finder de det? Og hvordan kan de være sikre på indholdsstofferne?

Tilsyneladende har det glimrende foretagende, ’Forbrugerkemi’, opgivet ævred i november 2013. De ville ellers have kunnet fortælle mig, hvad mit tæppe indeholder.

Jeg måtte forlade mig på IKEA selv, så jeg ringede til deres kundeservice, trykkede mig igennem alle gå-væk-maskinstemmerne og fandt en rigtig dame, som lovede at notere problemet og se, om andre ville henven­de sig i samme anledning. Allerhelst ville hun have, at jeg kørte de 25 km ud til nærmeste IKEA og afleve­rede tæppet, så de kunne undersøge netop mit. Men jeg er så gammel nu, at jeg ikke lader tilfældige IKEA-damer koste rundt med mig, så jeg foreslog hende at lade en medarbejder futte ned på lageret og finde et af de tusindvis af identiske Gurlitæpper, der ligger der, helt friske, kemisk stinkende og pølseformede i de­res tætsluttende plasticposer.

IKEA er et professionelt og succesrigt foretagende; de ved udmærket, hvad der er i deres egne produkter. – Det behøver de ikke mig til at fortælle dem. De noterer blot henvendelsen op og afventer, om det bliver en generel tendens, før de overvejer at ændre deres forretningsmetoder. Naturligvis. Det handler jo om penge. Og vi er alle til fals for et billigt tilbud. Også selv om hver fjerde dansker ifølge Sundhedsstyrelsen lider af en form for allergi, også selv om man ikke kan se den blå himmel i Kina, og havet omkring Indien er omdannet til en kemisk kloak …

Gurli havner nok i skraldespanden, og så har vi spildt råstoffer til fremstillingen, giftstoffer til imprægnerin­gen, skibs- og lastbiltransport fra den ene ende af kloden til den anden, to vaske, min tid og en masse ulej­lighed blot for at forurene dette land med indiske gifte.

Ting kan blive FOR billige, og det er derfor, vi har problemer med kloden og dens klima. Hvornår lærer jeg det?

At strejfe


Jeg har altid strejfet. Lige så længe jeg kan huske tilbage. Først i den store, skrånende villahave, der for en to-treårig var enorm og uoverskuelig som en eventyrpark. Derefter på villavejene og i kvarterets ubebyg­gede og tilgroede friarealer. Senere ud over marker og i skove til fods, til hest eller på cykel, som of­test fulgt af familiens hund, der ikke ejede en snor, måske ikke engang et halsbånd.

Jeg er stadig så privilegeret, at jeg kan strejfe hver eneste dag. Fulgt af familiens hund. Men de strejfe­egnede områder er stærkt indskrænkede, siden jeg for 60 år siden begyndte at gå på opdagelse i denne verden.

Man kan ikke længere begive sig ud over markerne. Hverken til fods, til hest eller på cykel. Hvor marker førhen var små og omgivet af brede grøfter og læhegn, kantet af stier eller kørefaste markveje, som gav god plads til vandringsfolk, ryttere og cyklister, plus eventuelle medfølgende hunde og børn, foruden alle de vilde blomster og buske, sommerfugle, rådyr, harer og fuglevildt, er marker nu om dage nærmest uen­delige. Og man går ikke ind i korn eller andre afgrøder; ikke kun fordi det er uspændende at traske hen over sprøjtet, gold jord med kun en enkelt, kunstig afgrøde, men også fordi vi jo har lært, at det er mad og vær­dier for bonden, ganske som vi ikke gerne ser omstrejfere i vore egne jordbærbede.

Også skoven er efterhånden bebygget, oppløjet, opkøbt, privat, oversprøjtet, overudnyttet. De kæmpe­mæssige skov­maskiner høster graner så let, som en mejetærsker tager byggen, og de efterlader den mere end hundred år gamle, mos­begroede, duf­tende skov­vej, hvor man før gik så let og blødt, som ét stort, fast­trampet og tilmudret øde.

Man risikerer hvert andet øjeblik at blive væltet over ende af en sammenbidt motionsløber eller kørt ned bagfra af en af disse voksne mænd og familiefædre, der netop har genopdaget glæden ved at cykle. Disse nye cykelentusiaster lader jo ikke Audien stå for at cykle til arbejdet på en almindelig cykel. Næh, de har ’valgt at prioritere sig selv’, som det hedder i tidens åndløse reklamejargon, med specialiseret og kostbart MTB-grej, som de spænder bag på bilen. Den parkerer de så på en idyllisk skovvej, hvorefter de – gerne i større, råbende flokke – begiver sig hæsblæsende rundt i det, der før deres ankomst var en slags stilfærdig, ube­trådt natur.

Også de efterhånden talrige fritidsjægere tramper skovstierne flade klædt ud i fleece og camouflage med mange lommer, og de fylder deres lejede skovstykker med jagttårne og blå foderplastictønder og halv­tag, og de føler sig i deres gode ret til at irettesætte gennemstrejfende ældre kvinder med medfølgende hunde.

For selv ikke hunde må strejfe længere. I min kommune må hunde kun færdes uden snor i de dertil indret­tede ’hundeskove’, dvs. små områder, der er indhegnede, så de kunne holde en King Kong ude. På disse diminu­tive jordstykker kan man ikke gå tur, men blot stå og kigge på sin hund, der heller ikke helt ved, hvad den skal stille op med sig selv, hvis der ikke tilfældigvis er andre hunde at lege med den dag. Hunde er som os skabt til at strejfe. Men i ’hundeskovene’ deci­me­res selv de voksne individer, ligesom fx MTB-mændene, til legende hvalpe. – Det er dyremishandling at holde en hund i snor altid, så den aldrig får lov at springe hen over en grøft, løbe efter en pind eller hoppe af livsglæde hen over højt græs. Selv ikke en bevisligt vel­opdragen hund må færdes snorefrit i tæt kontakt med sin ejer, mens den snuser og afmærker og følger sin egen, na­turlige gangart.

Hvis man antræffes med en løs hund, står man til en bøde på flere tusinde kroner. Også selv om man har gået på den samme vej hver eneste dag igennem et halvt århundrede med en veltrænet hund, som aldrig har generet nogen. Også selv om hunden er så tilvænnet til turene, at den aldrig går mere end nogle få meter væk og til stadighed holder øje med sin ejer og vejen og selv går på plads, hvis den møder andre mennesker eller dyr.

Sådanne hunde er en undtagelse i dag. Og man gør ikke undtagelser. For så tror det naturfremmede unge par med de to moderigtige racehunde, som normalt henslæber en kummerlig tilværelse som fanger i en to­værelses i midtbyen, at de også må slippe deres utrænede og understimulerede vildbasser løs, og så tager det dem resten af dagen at få dem fanget ind igen, hvis det da ikke ender med hjemmeprintede efterlys­ninger på supermarkedets opslagstavle, og hvem ved, hvad de ulykkelige og tumpede dyr når at få ødelagt og skambidt imens?

Den sidste løse og lykkelige hund, jeg kendte, var en overvægtig dansk-svensk gårdhund, som boede hos en gangbesværet, ældre dame længere nede ad vejen, skråt over for skolen. Normalt lå han på en pude i vin­dueskarmen, altid parat til at springe op og gø ad folk, der passerede forbi ude på fortovet. Men når han skulle ud, lukkede damen blot døren op, så han kunne gøre, hvad hunde nu gør, når de skal, i haven eller langs de to villaveje, der udgjorde hans territorium. Hvis vi kom kørende sent om aftenen, så vi ofte den lille tyksak med en cykellygte bundet i halsbåndet passere gaden foran os, og fordi vi – og sikkert også by­ens øvrige bilister – forventede at møde ham, var vi altid, dag og nat, parate til at sænke farten og lade ham krydse ve­jene. – Hvilket også kom skolebørnene til gode.

Det er mere end ti år siden, jeg sidst så den gamle dames hund. Hendes hus blev solgt og moderniseret. Der er ikke længere hunde i gaderne eller løse børn på skolevejen, men hundreder af biler, der ræser af sted i alle retninger med børn og voksne og cykler og hunde, og som ikke levner meget plads til strejfere.

Hvilket er et – måske af de fleste upåagtet – kolossalt stort tab af livsværdi for os, der kan huske tiden før. De fleste har ingen anelse om, hvad de har mistet.

Den mest ødelæggende organisme

Selv på en flot, solrig dag i april er sigtbarheden over Huangpu-floden, der løber gennem Shang­hai, kraftigt nedsat af forurening. Mange unge kinesere har aldrig set en blå himmel, vandet er udrik­keligt, jor­den er giftig, og de har ikke længere tillid til deres fødevarer.

’Klimaet er en alvorlig trussel for menneskene’, stod der i min avis. Men ethvert tænkende væsen må er­klære sig uenigt: − Det er i udpræget grad menneskene, der er den store trussel for klimaet.

De seneste to-trehundrede år har vi i indbildt kløgt spredt os som en kræftsygdom med et grimt, al­vorligt udslæt ud over det meste af jordens overflade: Tænk på de afbrændte skove i Asien, Afrika og Sydamerika, på de træløse og eroderede bjerge i USA, Europa og alle mulige andre steder, på de op­dyrkede sletter og savanner, overfiskede og affaldsbefængte have, møgbeskidte floder, forgiftet luft … Som metastaser breder byer, havne- og vejanlæg, skinner, broer, industrier, institutioner og landbrug sig ødelæggende længere og længere ud i den tilbageværende natur, så dyr, planter og menneskene selv er i overhængende fare for ud­ryddelse. I løbet af de seneste godt 60 år er jordens befolkning tredoblet. Krige behersker en stor del af kloden. Flygtninge i millionvis strømmer ud i ørkner eller går til bunds i havene. Ødelæggende storme, oversvømmelser og andre klimaskabte naturkatastrofer sen­der yderligere 22 mio. på flugt.

Alligevel skriges der alle vegne på vækst, og danske politikere overvejer i fuldt alvor, hvordan de kan gøre det mere attraktivt for unge at få flere børn. − For det er OK, at kinesere og indere og afrikanere forsøger at begrænse sig, men danskere kan vi ikke få nok af eller hvad? Måske er pest, kolera, dy­senteri, ebola, fugle­influenza, salmonella, resistente svinebakterier m.m. ikke sygdomme, der truer mennesker, men jordens immunforsvar, der forsøger at slå tilbage og redde denne førhen så frodige, grønne og blå planet.

Se evt.:

http://aqicn.org/map/world/, der viser forureningen i realtid over det meste af verden

og

http://politiken.dk/viden/ECE2410140/halvdelen-af-verdens-vilde-dyr-er-forsvundet-paa-40-aar/

og

http://politiken.dk/oekonomi/ressourceoekonomi/ECE2410065/miljoebevidste-danskere-belaster-kloden-som-en-oliestat/

Omtanke

Keine Hexerie: En ganske almindelig kompostbunke bortskaffer tungt, vådt, organisk affald fra have og køkken og forvandler det i løbet af et års tid til næringsrig have- eller pottemuld.

Pludselig slog det mig: Hele min farmors lejlighed kunne være inde i min stue! I de to små væ­relser i Arbej­dernes Boligforening i Fredericia opdrog hun og farfar tre børn. Da hun flyttede på plejehjem, var skabene proppet med billige viskestykker fra Schous Sæbehus, tre stk. for en tier, som hun havde hamstret, fordi hun kunne huske en tid, hvor man ikke kunne få hverken nye, lækre viskestykker eller andre stoffer.

Siden farmor i 60’erne hamstrede viskestykker, er forbruget i vor lille del af verden steget fuld­kommen ukontrollabelt. Med det resultat, at den menneskeskabte opvarmning af kloden har nået faretruende høj­der. Det viser helt nye målinger, som de fleste har travlt med at ignorere. De holder sig for ørerne og råber: LALALALALALALA eller skyder skylden på andre. Helst de pri­vate husholdninger.

Her i huset nægter vi at påtage os mere end vor rimelige del af skylden. Vi lever på mange flere kvadrat­meter, end min farmor nogensinde fik mulighed for, men vi tilhører den sidste genera­tion, der lærte at slukke for fyret om sommeren, det vil i dag sige fjernvarmen, som sammen med elpumpen lukkes ned fra maj til oktober.

Vi har aldrig ejet en tørretumbler. Vi har ikke så travlt, at vi ikke kan lade tiden og solen og vin­den tørre tøjet på den udendørs tørresnor. Når det ikke kan lade sig gøre pga. regn og kulde, har vi snore og bøjler inde i bryggerset. For ikke at risikere alt for megen fugt inden døre, fik vi skå­ret et lavpraktisk ventilationshul i taget og kan lave gennemtræk, når vi har brug for det.

Vi belaster ikke klimaet med for meget affald, kan kun knapt fylde en halv skraldesæk om ugen, for vores forbrug er lavt, og vi har i mere end 30 år haft kompostbunke med små, røde møddingsorm til at tage det vådeste og tungeste affald: haveaffald, kålblade, skaller, skrog, skræller, filterposer o.l. Vi afleverer glas for sig og papir for sig og de større ting til genbrug. Vi kunne naturligvis ikke drømme om at smide affald på vejen eller i naturen, som yngre menne­sker helt automatisk gør nu.

Vi køber ikke ofte nyt, men bruger tøj, sko, tasker, møbler, køkkengrej m.m., til det er slidt op.

Vi er ikke til brug og smid-væk, heller ikke når det gælder vore potteplanter, som er ældgamle, pålidelige og lette at opformere, som fx klivia og pelargonie. Så man skal ikke dyrke blomster i drivhuse, vande dem med dyrebart drikkevand og bagefter flyve dem op til mig.

Vi samler regnvand og bruger det til at vande med.

Vi spiser sjældent grisekød, for vi bryder os ikke om den måde, man producerer svin på i dag. Derimod kø­ber vi en halv økologisk tyrekalv, et lam, en gås, to ænder og alle vore æg og andre hønseprodukter på smågårde i nærheden, hvor dyrene har det godt og lever og spiser så na­turligt som muligt.

Man taler meget om det enorme madspild, der foregår i samfundet, men det må være i butik­kerne, på institutioner og i andre menneskers køkkener, det foregår, for vi er fra en tid, hvor man bare ikke smed mad ud. Vi køber sjældent for meget mad, er gode til at beregne portio­ner, også når vi har gæster, eller til at strække maden til to eller flere dage. Vi er verdens­mestre i at bruge rester. Mange måltider begynder med et kig i køleskabet: Kolde kartofler fra i går, et stort løg og en halv chorizopølse kan blive til en herlig biksemad. Hvis æggene er ved at blive gamle, er det måske tid til en æggekage. Hvis der ligger et hvidkål, kunne det blive til brunkål eller stuvet hvidkål. Derudover har vi både hund og kompost, så det er kun nogle få skiver muggent franskbrød, der en sjælden gang ryger ud, hvis ikke engang de vilde fugle vil have det.

Vi er omhyggelige med at slukke for elforbrugende apparater, stand-by-funktioner, vandhaner, og vi skruer ned for radiatorerne, når vi lufter ud. Vi fylder både opvaskemaskine og vaske­maskine helt op, før vi starter dem, og vasker ved lavest forsvarlige temperatur. Vi lader frostvarer tø langsomt op i køleskabet, og vi kan lune brød og madretter på brændeovnen, hvis der alligevel er tændt op.

Vi samler vore ærinder og indkøb, så vi ikke behøver at handle så tit og køre så langt.

Vi flyver ikke hvert år, og i givet fald ikke særlig langt. Vi er derimod hyppige gæster i den øv­rige kollektive transport og kan stadig både benytte gåben eller en cykel, hvis det skal være.

Vi kunne ikke drømme om at gå rundt i T-shirt om vinteren, men tager naturligvis en sweater på. Og i bade­værelset skal der ikke partout være 28° og høj luftfugtighed året rundt.

Vi køber aldrig de sure, kunstigt store, indfløjede og importerede jordbær om vinteren, men bruger af vore egne fra fryser eller marmeladeglas, laver gerne rødgrød til senere brug og får for en stor dels vedkom­mende krydderurter, rabarber, ribs, blåbær, solbær, jordbær, stikkels­bær, æbler, pærer, kirsebær, blom­mer, hindbær, tomater og kartofler fra egen have. Svampe finder vi i skoven og tørrer overskuddet til vinte­ren.

Vi lever ikke spartansk, tværtimod lever vi særdeles godt, og vi er langt fra helgener, men vi er farmors bør­nebørn. Vi tilhører en efterkrigsgeneration, der blev opdraget til omtanke og omhu med de sparsomme ressourcer.

Når man selv gør sit bedste, er det derefter op til politikerne at sætte grænser, både for de storforbru­gende, upersonlige virksomheder og institutioner og for de private.

Selv populære og velmenende kendisser, som har installeret muldlokum for ikke at forurene kloden mere end højst nødvendigt, mener tankeløst, at de hvert år fortjener en ferie i Thai­land, for de har »brug for at være sammen med familien«. − Mage til hykleri skal man vist lede længe efter.

Folk i vor kulturkreds har ikke fortjent en skid. De er født ind i en tidsalder og i et geografisk rum, hvor leve­vilkårene er næsten utænkeligt mere gunstige, end nogen levende skabninger på denne jord hidtil har op­levet det. Naturligvis skal man til tage til Thailand, hvis man kan og vil, men man skal ikke forsøge at retfær­diggøre det på luskede måder. Vi bør alle færdes en smule ydmygt og taknemmeligt her i overfloden og ikke hyle op om, at vi fortjener mere end andre.

Der er stadig milliarder af mennesker, der mangler næsten alt, og som ville give en arm eller mere for at leve, som vi gør. − Jeg læste en gang, at hvis alle mennesker i verden skulle have samme velfærd og rigelig­hed af alt som os, så ville der skulle mindst tre jordkloder til at dække behovet. − Og at USA’s forbrug af strøm bare til aircondition langt overstiger, hvad en milliard kinesere forbruger I ALT, inklusiv den tunge industri. Så vi fortjener ikke mere, men burde må­ske overveje, om vi kunne klare os med mindre.

Alle de blå plastictrampoliner, som opsvinget og overfloden for ti år siden og frem plantede som champig­noner i de danske forhaver, står alle ubrugte hen … Man ser aldrig nogen hoppe i dem. Mens vi kigger på de tomme trampoliner, kan vi jo overveje, om de var hele kloden og alt det levende liv værd.

Skoven

Mountainbikere kan på forbløffende kort tid forvandle en idyllisk skovsti til en pløjemark.

Skoven er Hammer Bakker. Otte km nordøst for Danmarks tredjestørste by, Ålborg. Et omtrent 1800 ha stort naturområde, en bakkeø, gennem­skåret af smukke smeltevandsdale, dannet i sidste istid og tilplantet omkring år 1900. Her er lyng­bakker, gravhøje, langdysser, søer, moser, kilder, kirker, truede dyrearter og planter, fredsskov med gamle bøge, foruden træproduk­tionens mono­kulturer af altid grønne juletræer og højloftede, mørke granplantager. Bortset fra korte perioder, mens jeg som ungt menneske studerede og rejste, har jeg igennem næsten 50 år dagligt gået ture med hunden her.

Skoven er ikke længere en skov. Hvor man indtil for kort tid siden kunne gå i timevis på næsten ube­trådte, tilgroede mosstier mellem træer eller hen over bakker og bronzealderhøje uden at møde et menneske, ligger der i dag én stor befærdet og oppløjet motionsbane, der zigzagger mellem over­proportio­nerede pri­vate og kommunale anlæg og byggerier og de dertil nødvendige, nu stærkt trafikerede, hullede og mudrede adgangsveje.

I dag skal hunden og jeg ustandseligt springe af vejen for kørende, cyklende, løbende og store flokke af vandrende, når vi vover os ind i bakkerne. Hvor vi førhen kunne gå i skovens ro, må vi nu vogte os for mo­tionister på cykler eller løbeben, der med muzakpropper i ørerne, så de ikke kan høre hverken vinden i træ­erne eller fuglenes sang, og med begge øjne stift rettet mod uret, pru­stende og storsvedende, ikke formår at slå et sving uden om en ældre dame og en hund.

På få år er Hammer Bakker omdannet fra naturområde til byggeplads og træningsfacilitet.

I dag slides skoven intensivt, ikke kun af de mange private ejeres skovdrift og Ålborg kommunes ekspansive institutionsbyggerier og øvrige anlæg, perso­nale, beboere og besøgende, men i høj grad også af almindelige mennesker i tusindvis, der parkerer deres biler langs skovvejene og dan­ner snakkende, råbende, løbende, cyklende eller vandrende flokke, som maser rundt i krattet for­synet med kurve eller kikkerter. De seksuelt eksperimenterende, som i ugebladene har læst, at det sætter fut i forholdet at parre sig i det fri, er også blevet en betydelig og grænseoverskridende skare, som det kan være endog særdeles ubehageligt at støde ind i midt på ens sædvanlige skov­tur.

Der er tilmed opstået interessegrupper med det ene formål at udnytte et i forvejen begrænset, nedslidt og overrendt skovareal til endnu flere ”aktiviteter” … Men hvis man ikke kan samle en flok på 20 eller 200 vandrere, løbere, mountainbikere, jægere, fuglekiggere eller svampeplukkere, kan man altid spæne en tur alene eller pløje de små skovveje op med sin smarte 10.000 kr.’s cy­kels pigdæk og råbe utålmodigt ad de andre skovgæster og skovejerne, når man er ved at køre dem ned.

Og så mødte vi den lille, vrede skovfoged, som intimiderende kunne fortælle, at han skam godt vid­ste, hvor jeg boede, og at han ville sende mig politiet på nakken, fordi min hund, som fred­sommeligt fulgte mig i hælene, gik uden snor. − Så kommer politiet og afliver den, truede han. − Det nytter ikke at forklare en regelrytter, at hunden er specielt trænet igennem mange år til at færdes i skoven. At den selv går på plads, når vi møder andre, mennesker eller dyr.

Selv sad han på en larmende og pruttende ATV med anhænger. Men det er den gamle hund og mig, der er problemet, ikke skovens egne folk med larmende motorsave, pruttende køretøjer, enorme robotagtige træfældningsmaskiner, der stamper jordbunden til en kompakt masse, hvor intet kan gro de næste 100 år, de store jagtselskaber, de kørende juletræskunder og alle dem, der skræller skovbunden for mos til dekora­tioner … Det er heller ikke børnehaverne, motionsklub­berne, løberne, svampeplukkerne, drengene på moto­crossere, de uvidende amatørhundeejere, der lukker to-tre uopdragne storbyhunde ud af bagage­rummet, og derefter må rende rundt i ti­mevis for at fange dem, eller krybskytterne… som hunden og jeg alle møder på vores vej.

Lige nu, mens vi er på vej hjem fra skovturen, må vi springe til side, op ad skråninger, ned ad skrænter, for ikke at blive ramt af de mange biler og minibusser, der fragter skoven og institutio­nernes brugere og bor­gere til og fra i al for høj fart, og for de damer, der netop har fået fri fra in­stitutionsarbejdet, og som i deres små biler speeder hjem ad den smalle, hullede, regnvåde asfalt­vej med en smøg i den ene hånd, en mobil­telefon i den anden, totalt blinde for, at de oversprøj­ter, og risikerer at ramme, spadserende damer, hunde, cykler, barnevogne, børn …

Det er naturligvis dejligt, at så mange mennesker har lyst til og fornøjelse af at færdes i skoven. Undersøgel­ser viser, at danskernes foretrukne fritidsbeskæftigelse er en skovtur, og vi giver i stort omfang denne glæde videre til vores børn.

Problemet består i, at vi efterhånden er blevet så mange — Danmark og verdens be­folkning er næsten tredoblet i min levetid — at de få træklædte oaser, som vi alle sammen holder forfærdeligt meget af at færdes i, bliver overrendt af entusiastiske naturelskere med al deres kostbare legetøj i form af firhjuls­trækkere, minitraktorer, rideheste, sportscykler, ski, knallerter, ATV’ere osv.

Alle elsker naturen, men ved at overudnytte de få tilbageværende, naturlignende steder til institu­tions-, underholdnings- og motionsformål ødelægger vi netop det, vi holder af. Vi tramper det ned som molboer med alt for store fødder. Spolerer det, vi alle sammen gerne vil i skoven for at op­leve. Det skrøbelige, dyre­livet, det naturlige, roen …

Det er ikke den lille, gamle dame med den velopdragne hund, der skræmmer vildtet. Tværtimod gider de små rådyrflokke knap flytte sig, når vi kommer. Men dyrene vælter skrigende og brægen­de af skræk og nød ud fra skovbrynet, når der er Nytårsmarch, Limfjordsløb, jagter, skovfældning, mountainbikere, oriente­ringsløb, ”naturvandringer” eller store byggeprojekter.

I stedet for at bygge, anlægge, køre og motionere i et lille, sårbart naturområde, burde man må­ske have opret­holdt fredningen af Hammer Bakker og bygget institutioner og motionsbaner ude på de enge og mar­ker, der omgiver de skovklædte bakker?

Måske er det tid at tage hele skovbegrebet op til overvejelse endnu en gang? Skal skoven være til for træ­produktionen og jægernes skyld? For det vilde dyre- og planteliv? For de spadserende? De løbende, cyklen­de, kørende? De kopulerende? Hundelufterne? Børnelufterne? Fuglekiggerne? Blomster- og bærplukkerne? Mosskraberne? Svampesamlerne? Motionisterne? − Eller skulle vi opføre specielle baner til de mest lar­mende, slidende og hensynsløse sportsfolk? Ligesom vi har indhegnede områder til de utrænede og ustyr­lige hunde?

Vore få tilbageværende skov- og naturområders skæbne er alt for betydningsfuld for de kom­mende gene­rationer til at blive overladt til private lodsejere, kortsigtede kommunale beslutninger og tilfældige sam­menrend af pensionister, motionister og sportsfolk.

Danskernes ferie

De senere år har jeg ikke kunnet tage et foto af himlen, uden der kom flystriber med. Den in­tensive lufttrafik er medvirkende årsag til de våde, kolde, danske somre, som folk føler sig tvunget til at flygte fra … i fly.

Nu har vi knoklet (næsten) et helt år på jobbet, og så har vi KRAV på godt vejr i ferien. Når regnen siler ned, og det blæser en halv pelikan, så kan man naturligvis ikke holde ferie i Dan­mark.

Så der er kamp om billetterne, og lavprisselskaberne flyver mine medborgere i hundred­tusindvis ud af landet. Det er blevet en menneskeret at holde ferie på en solbeskinnet strand, gerne ”all inclusive”, så man kan forsyne sig med pommes frites, softice og kulørte drinks ad libitum, mens man branker sig i solen.

Sydeuropas øer og strandnære områder er i sommermånederne forvandlet til betonbadelande for blege, ædende, drikkende og solbadende nordeuropæere. De modigste pakker deres små­børn og tager til Thailand eller andre mere eksotiske strande; flyveturen er længere, men prin­cippet er det samme.

En stor del af ferieglæden består tilsyneladende i den moderne version af postkortet, nemlig at hjemsende mobilsnapshots af sig selv i liggestolen. Til glæde for hvem? Hvem standser op og spørger om meningen med al denne rejsen, samtidigt med at man forholder sig til et mere eller mindre indbildt publikum hjemme? De fleste er jo ude på deres egen tur og travlt be­skæftigede med at uploade mobilfotos af sig selv.

På trods af knokleriet, og al den omhu og alle de ressourcer vi hælder i vores boliger, der ef­terhånden alle sammen har samtalekøkkener, wellnessbadeværelser, designermøbler (Vis mig et møbel, der ikke er designet!) og adskillige kubikmeter andet, overflødigt bras, kan vi ikke holde ud at tilbringe to-tre ugers ferie hjemme. Ikke engang hvis vi har store, velindrettede haver og husdyr, der skal passes.

Hjemme på vejen kunne ungerne løbe rundt og bruge tid på at finde kammerater og skabe deres egne lege uden institutionernes overopsyn og struktur. De voksne kunne give sig tid til at lave god mad med altanens krydderurter eller høste, sylte eller nedfryse havens overskud af jordbær, hindbær, solbær, kirsebær, bønner, ærter … Vi kunne omsider få ryddet op på loftet eller invitere familie og venner til lange besøg, samvær og gode snakke … Eller vi kunne gå på opdagelse i nærmeste skov eller på stranden iført praktisk tøj og vandrelyst. Måske er der ovenikøbet et par seværdigheder og et sommerland i nærheden, som hele familien kunne have fornøjelse af?

Resten af året gør vi os til af vores økologiske og miljøbevidste valg, hvis vi fx cykler til arbej­det i sommerhalvåret, men af en eller anden uforståelig grund gælder det ikke som ferie, hvis det ikke starter med en flyvetur, til nød en laaaaang køretur i bil.

Resten af året høres ikke andet end beklagelser over, hvor lidt tid der er til at ordne ting i hjemmet og til at se familie og venner, men når så muligheden opstår, flygter vi ud til de syd­europæiske betonhotellers forlorne folklore.

Måske er vi blevet så vant til faste rammer, at ferieugernes tomhed og nærmest uendelige muligheder skræmmer os?

Fordelen ved al rejseriet er, at der bliver bedre plads herhjemme, mere fred og ro til dem, der har indset, at ferie kan være andet end at klemme sig ind i iltfattige, tyve år gamle, raslevorne flyvemaskiner, for derefter at lægge sig fladt ned ved en pool eller på en strand i et stegende varmt og tørt land mellem tre og sytten timers flyrejse væk.

At sommervejret i Danmark gentagne år i træk er så rædsomt vådt med skybrud og over­svømmede kældre har garanteret ikke noget med al det flyveri at gøre, vel?