Kategori: Samfund

Rigtig unik

Det er en gammel sandhed, at det, der tales mest om i et givet samfund på et givet tidspunkt, er det, der findes mindst af.

Der var en tid, hvor alt skulle dreje sig om sex, samtidig med at alle undersøgelser viste, at vi som flest havde for travlt eller på anden vis var forhindrede i at dyrke aktiviteten selv. Det var før Viagrapillen.

Ordet frihed har været i vælten i mange historiske perioder, og retfærdighed, solidaritet, tolerance, velfærd. Formentlig i perioder, hvor man har savnet de begreber, ordene dækker.

Lige for tiden er det ordet unik, der høres i hver anden sætning, og det i en yderst homogen befolkningsgruppe, hvor alle prøver på at ligne hinanden i alt og fiser rundt i det samme daglige hamsterhjul på arbejde, på indkøb, og for at det ikke skal være løgn, rejser alle de samme steder hen, når de har ferie. Fx til New York, hvor man har lært sig at sige junik i stedet for det fine danske ord enestående.

Og det moderne liv er naturligvis kunstigt i alle aspekter: Vi lever på små hylder i store bygninger, afleverer vore småbørn til fremmede, arbejder med naturødelæggende aktiviteter, læser i glittede magasiner om andres kunstige liv, er fyldt med silikone, får fedtsuget, opereret, klæder os ud, lægger makeup, fjerner hår, tager i Tivoliland og i Lalandia, hvor vi er omgivet af asfalt, beton, maskiner, larm og tusindvis af ukendte mennesker… Der er ikke noget, der er rigtigt, og derfor har vi brug for at sige rigtig rigtig mange gange.

Prøv at lægge mærke til det! Det kan ødelægge enhver samtale eller dansk tv-udsendelse, når man først får øre for det.

Syg år 2010

Man får nogle gener, f.eks. i maven, gener, der af og til er smerter. Det er umuligt at komme igennem til det lokale lægehus pr. telefon. Via en kompliceret internetside forsøger man at bestille en tid hos den praktiserende læge, men det fremgår, at hun ingen tider har før om to måneder. Så tager man chancen, pakker avis og bøger og sætter sig i lægehusets venterum i den såkaldte akuttid.

Der sidder i forvejen knap 20 mennesker, mange med småbørn. Luften er indelukket og formentlig fuld af sygdomsfremkaldende mikrober. De små, hostende og nysende børn deler legetøj og kravler rundt på gulvet med snottet som et slimspor efter sig. Nogle forsøger at rejse sig med støtte på ens knæ, og mødrene smiler bredt og forstår ikke, at de øvrige ventende måske ikke er henrykte ved udsigten til at få en infektion oveni, mens de forsøger at få hjælp til det oprindelige problem.

Efter 1 ½ time bliver man omsider kaldt ind i de hellige haller. Lægen sender en videre til en specialist.

Her går så hen ved 6 uger, før man omsider får foretræde for en sådan. Specialisten beslutter efter en kort undersøgelse at udskrive nogle piller.

Der går 3 til 4 måneder, før effekten af pillerne viser sig, dvs. før generne aftager en smule. Er det pillerne, eller er det tilfældigt?

Efter et år er generne tilbage, endda værre end før. Det er umuligt at få kontakt med den praktiserende læge pr. telefon, men via mail svarer hun, at man blot skal sætte dosis op.

Efter yderligere ½ år beder man om endnu en henvisning til specialisten, for den forøgede dosis har intet betydet for generne, der nu har fyldt meget i ens liv i 2 år og har forårsaget et par resultatsløse henvendelser til vagtlæge og yderligere et par konsultationer i akuttiden.

For at få denne henvisning bliver man igen beordret til at møde op i akuttiden, hvor man sidder en times tid blandt andre syge og kraftigt inficerede mennesker.

Der er 2 måneders ventetid hos specialisten. Efter en kort og smertefuld undersøgelse henviser han en til yderligere undersøgelse på sygehuset.

Der er mange måneders ventetid på sygehuset, viser det sig. Men hvis man ringer til et specielt telefonnummer og beder om at komme til hurtigere, så bliver man henvist videre til et privathospital, hvor lægen er den samme som på sygehuset. Nu er der kun et par ugers ventetid.

Lægen på privathospitalet finder ikke noget og henviser videre til en kollega på det offentlige sygehus. Denne speciallæge har 3 måneders ventetid, og denne undersøgelse kan ikke laves i privat regi. Nu er der gået 3 samfulde år uden diagnose og relevant behandling… Tænk, hvis det er noget alvorligt?

Det er syge mennesker, vi jager rundt i systemet på denne måde! Jeg tør ikke tænke på, hvor lang ventetiden er, hvis der skulle blive tale om en operation. Man skal virkelig være stærk for at være syg i Danmark i år 2010, for der er arrogante telefondamer, forjagede, overfladiske og/eller desperate læger og andet sundhedspersonale, indviklede systemer, proforma opdeling mellem offentlig og privat med de samme penge og de samme personer.

Kunne man forestille sig et sygehus, hvor den syge, evt. efter henvisning fra egen læge, kom ind med sit problem, og hvor konsultationer, prøver, undersøgelser m.m. blev foretaget samme dag og med udgangspunkt i patienten og IKKE i et sygt systems tids- og ressourcekrævende papirnusseri, irrelevant skelnen mellem offentlig og privat, henvisninger, telefonopkald, mails og ventelister før hver eneste blodprøve, undersøgelse, konsultation? Jeg er overbevist om, at det ville spare os alle for meget, både økonomisk, samfundsmæssigt og bekymringsmæssigt.

Påske

Umiddelbart kunne man tro, at det fremmeste formål med påsken var at sende manden i huset ud på genbrugspladsen med traileren fuld af afsavede grene, brækkede kælke, ditto ski og vakkelvorne, umoderne havemøbler.

Som verdslig indbygger i et overvejende areligiøst velfærdssamfund i år 2010 kan det være vanskeligt at opfatte påsken som andet end en række kærkomne fridage. Det samme med jul, pinse, bededag, Skt. Hans m.m. Hvad skal vi stille op med disse overleverede helligdage?

Holde fri, naturligvis, rydde op i hus og have, gøre rent, lave mad, samle familien og spise noget godt, men hvad med indholdet? Betydningen?

Som midaldrende kan man blot holde fri, nyde naturens forårsgrøde med god samvittighed, måske rydde op i haveskuret og sende manden af sted med traileren, men i børnefamilier er det vigtigt også at skabe et indhold, så de opvoksende generationer får en naturlig fornemmelse af årets og livets gang og mærkedage. Der skal være forskel på hverdag og helg! Det giver tryghed i en ellers forvirret og rodløs hverdag at have tilbagevendende ritualer.

Om man er religiøs eller ej, bør ungerne hvert eneste år høre fortællingen om Jesus, om Palmesøndag, Skærtorsdag, Langfredag og Påskedag. Hvad der, ifølge den kristne tro, skete på hver af disse dage. — Jeg møder hyppigt unge mennesker, der ikke aner noget om indtoget i Jerusalem, om den sidste nadver, om Judas’ forræderi, om korsfæstelsen — og hvorfor der flages på halv alle vegne, og om opstandelsen, og det er en skam, for det er skønne fortællinger, som er helt afgørende for vores fælles, kulturelle grundlag. Derefter kan man snakke om jødernes udvandring fra Egypten, men også om hønsenes overflod af æg i denne tid, om de nye påskelam, om harernes parringsritualer — er der mulighed for at besøge en gård eller Zoologisk Have for at se disse dyr? Deres frugtbarhed omkring påsketid er et af de smukkeste forårstegn.

For tredive år siden, da sønnike var lille, etablerede jeg vore egne påsketraditioner. Palmesøndag gik vi i skoven og fandt blødt mos, som vi lagde i en lille kurv til en påskerede. Så hårdkogte vi et antal æg, malede dem og lagde dem i kurven sammen med små, gule piberenserkyllinger. Så var påsken ligesom skudt i gang med en god skovtur og en hyggelig aktivitet, hvorunder det faldt naturligt at snakke om, hvorfor vi i grunden fejrer påske.

Påskesøndag var den store dag i sønnikes barndom, for da havde påskeharen aflagt besøg og gemt chokoladeæg i hele huset. Så snart han vågnede, måtte han op og lede. De var i alle størrelser, flest små, med kulørt metalpapir omkring, og påskeharen kunne gemme dem i tandkruset på badeværelset, i havregrynspakken, i skoletasken, i en sko eller lomme, frugskål, potteplante, køleskab …

Da han var meget lille, to-fire år, eller hvis vi vidste, at f.eks. mormor ville give ham et stort påskeæg, sørgede vi for, at påskeharen kun bragte ham små æg, men da han var 15 år eller deromkring og en smule for blasert til at styrte rundt og lede efter småæg, havde påskeharen efterladt et æg på ½ m midt på stuebordet, som han ingen vanskeligheder havde ved at finde.

Grunden til, at jeg sidder og tænker på påskeharen og påskeæggene nu, er, at vi lige har haft besøg af sønnike og hans lille familie, og at jeg havde den store glæde at kunne tage barnebarnet i hånden og finde mos med hende, male æg, lave en påskerede og se hendes store begejstring, da det gik op for hende, at nogen, angiveligt en slags hare, havde gemt små chokoladepåskeæg til hende over hele huset.

Når bare mor er glad…

Igen og igen hører jeg denne sætning sagt af yngre mødre for at legitimere, at de følger deres egne behov for »voksentid«, overarbejde, deltagelse i konferencer, en venindeweekend i Paris, en bytur eller et par timers wellness.

I sin helhed lyder sætningen: Når bare mor er glad, så bliver børnene også glade. Underforstået er vist, at en glad mor automatisk frembringer glade børn. — Det er jo naturligvis noget vrøvl.

Hvis man skulle tage udsagnet for pålydende, så kunne mor i teorien sidde og grine med en kulørt drink ved en pool på Mallorca, mens ungen hænger forladt og alene i en hoppegynge hjemme i lejligheden.

At være mor betyder ikke, at man skal gå storgrinende omkring dagen lang.

Efter min begrænsede erfaring, et stk. afkom, så gælder det omvendte derimod: Hvis ungen er glad, så kan mor være glad.

Hvis ungen er tryg, rolig, med god tilknytning og basal tillid til verden, når den vågner med et smil og med fornøjelse lader sig følge hen til en GOD institution, så kan mor slappe af og får mere tid til sig selv, end hvis ungen er utryg, skriger på opmærksomhed og hele tiden lurer på, om nu mor er ved at gå.

Børn skal ikke skrige på opmærksomhed — De skal have al den opmærksomhed, de kan rumme, helt gratis og helt frivilligt. For når de får nok, trækker de sig tilbage til deres egne lege og lader mor være i fred.

(De mødre og fædre, der skumler over, at jeg skriver »mor« og ikke »far«, får her ni »far« og et enkelt »fædre«: far fædre far far far far far far far far, som de, om ønsket, selv kan indsætte i teksten.)

Gylleland

Som en klam, stinkende kåbe sænker gyllestanken sig over byen. Vi bor i en forstad til Danmarks tredje-fjerdestørste by. Højt på bakken troner en majestætisk, hvid kirke, derom breder sig et nydeligt villakvarter, og så har vi skoven. Lutter træer og natur. Der er en kilometer til nærmeste mark. Alligevel stinker her klæbende og vammelt af gylle en almindelig eftermiddag i september!

Jeg skynder mig at redde vasketøjet ind, men det er allerede for sent. I løbet af aftenen tager stanken til. Kører de gylle igennem byen i åbne vogne? Spreder de møg på egne marker et sted langt herfra, og så er vi bare uheldige med vindretningen? Jeg ved det ikke. Under alle omstændigheder virker det lusket, at det skal foregå efter mørkets frembrud. Næsen er ikke afhængig af sollys, den sladrer selv om natten.

Min næse er i øvrigt ikke sart. Jeg arbejdede som ung på gårde og kørte dagligt møg ud på møddingen i trillebør. Komøg, hestemøg, fåremøg og grisemøg. Friskt blandet dyremøg lugter ikke ubehageligt, men ren svinemøg, der oven i købet er lagret igennem mange måneder, forekommer mig unaturligt og ækelt.

I foråret var vi belemret med samme stank i måneder, og da ikke blot om natten. Der kom klager fra England, som blev indhyllet i gylleskyer i en periode, hvor vinden stod i øst. Turisterhvervet jamrer over manglende gæster. Helt ærligt: Ville du betale for at holde din surt optjente ferie i et lorteland?

Svin er renlige dyr. Hvis en gris får muligheden, dvs. pladsen til det, vil den besørge i et hjørne langt fra spise- og sovestederne. Dertil kommer, at de er begavede, nysgerrige, legesyge og venlige dyr. Svinene lider, når de skal leve deres korte, sørgelige liv under stank og snævre forhold.

Og det er jo ikke just Parmaskinker, de producerer, svinefabrikkerne, som har taget hele befolkningen som gidsler og omdannet landet til en mødding. De udtjente fødesvin med skuldersår ender f.eks. som trestjernet salami. Hvem køber dog det? Og SPISER det?

Da jeg var barn, elskede jeg hamburgerryg så meget, at det altid blev serveret med grøntsager på min fødselsdag. Det er mere end ti år siden, jeg sidst har købt en dansk hamburgerryg, eller skinke for den sags skyld, for jeg erfarede jo efterhånden, at når man har kogt »kødet«, smager selv kogevandet bedre…

Vi bor knap 5,5 mio. mennesker på 43.000 km2. — 7000 svinebaroner producerer 30 mio. svin pr. år. — Det er fem et halvt svin pr. dansker pr. år… Men grunden til, at vi indtil nu har tilladt dette økologiske overtræk på vort sparsomme areal, ligger formentlig i eksportindtægten på 30 mia. kr., som denne produktion indbringer.

— Så er det kun rimeligt, at vi skal bo i en svinelatrin, ikke?

Hvad blev der af Emma Gad?

Ved en af sommerens hyggelige grillaftner hos gode venner faldt snakken pludselig på danskernes opførsel i det offentlige rum. Vi havde alle været i udlandet, England, Frankrig, Tyskland, Spanien, Italien, Polen, Tjekkiet, Rumænien, Grækenland, USA, Mellemøsten, Egypten, Thailand, Kina, Indien, Sydamerika var blandt de steder, som gæsterne tilsammen havde besøgt igennem årene, og alle vegne, var vi enige om, gebærdede folk sig påfaldende høfligt, smilende og hensynsfuldt sammenlignet med, hvad vi nu ser i de danske byer.

Blandt gæsterne var der flere udlændinge: en englænder, en italiener og en franskmand, der alle havde boet i Danmark i årevis, og da der først var gået hul på snakken, fandt de i stor lettelse sammen om, høfligt, at påpege, at danskernes adfærd mange gange havde forundret dem.

Englænderen var, som man kunne forvente, rystet over danskernes mangel på køkultur, og hun så sjældent danskere rejse sig for ældre og svagelige medborgere i offentlige transportmidler eller give en hånd til en ung mor med en barnevogn. Derudover havde hun utallige gange oplevet at få døre smækket i hovedet, når hun var på vej ind i en butik. Ingen kiggede bagud og holdt døren for den næste. Til at begynde med havde hun altid, som hjemme, holdt døre for andre, men det stoppede, da hun erfarede, at danskerne bare vadede igennem uden smil eller tak, og navnlig uden at afløse hende, så hun kunne stå og agere dørmand ved indgangen til et af vore stormagasiner en hel eftermiddag …

Italieneren var forfærdet over vor trafikale adfærd (!). Ingen smidighed, ingen gav plads for andre, cyklister masede sig aggressivt frem, og man kunne ikke regne med, at nogen ville holde ved en fodgængerovergang. Og han blev forskrækket, da han første gang oplevede en flok unge, berusede danskeres voldsomme fremfærd gennem gågaden en fredag aften og så svineriet, de og andre havde efterladt.

Franskmanden blev rasende, når folk stødte ind i ham uden et lille høfligt »undskyld«. Den første tid, han tilbragte her i landet, troede han i ramme alvor, at de uvenlige fodgængere var ude på at slås med ham. Han havde også haft en del ubehagelige sammenstød med sin danske nabofamilie, der mente, at de ejede hele opgangen og havde ret til at definere støjniveauet for alle seks familier, samtidigt med at al oprydning, vedligeholdelse og rengøring påhvilede de andre. Og han væmmedes dybt over vor såkaldte humor, der brutalt og uklædeligt selvretfærdigt gør sig lystig over andre folkeslag og herboende minoriteter af alle slags.

Hvad er der sket? Hænger velfærd og egoisme sammen? Kan gentlemanagtig opførsel ikke forenes med dansk demokrati? Har vi glemt at vise vore børn og unge, hvordan man gebærder sig? Eller er det i skoler og institutioner, det går galt, fordi vore børn vænnes til at færdes i store, hensynsløse og larmende horder?

Der har været megen snak om danske værdier her det sidste tiår. Alt for meget! For værdierne har været defineret fjendtligt i opposition til andre kulturer. Vi har åbenlyst ikke så meget at byde på i forhold til omverdenen, heller ikke når det kommer til almindelig menneskelig hensynstagen. Næste gang, vi skal diskutere danske værdier, kunne vi måske begynde med at kigge på danskerne? Emma Gad er vel også en del af det danske værdigrundlag.

Gud, konge og fædreland

Mange har ikke opdaget det endnu, men i vor del af verden er det ved at være endegyldigt slut med begreberne gud, konge og fædreland.

På et bjerg øst for Kairo besøgte jeg engang en ubeskriveligt fattig landsby, der levede kummerligt af storbyens affald. Indbyggerne var koptere, oprindelige egyptiske kristne, og der skete af og til mirakler i de nærliggende kirkegrotter, fortalte de mig (Se note 1), hvilket fik mig til at konkludere, at mirakler opstår der, hvor der er størst behov for dem. I et moderne velfærdssamfund, som det danske, beder vi ikke længere en gud om at udvirke mirakler, hvis vi kommer ud i problemer, men henvender os til den praktiserende læge, til en kommunal sagsbehandler, eller vi skriver et klagebrev til en relevant, offentlig myndighed. Kirken står tilbage som ritualiseret pynt, som vi benytter os af, når vi føler behov for en større ramme omkring iscenesættelsen af de menneskelige overgangsriter: fødsel, indtrædelse i de voksnes række, giftemål og død, men ritualerne er indholdstomme floskler. Kun få etniske danskere har i dag en oprigtig tro. Vi sammensætter hver især en personlig tro med en smule barnlig kristendom, lidt damebladsastrologi, lidt reinkarnation, et drys skæbnetro og måske en smule buddhisme. En lokal, forhenværende præst beskrev for nylig Folkekirken som et „oppegående dødsleje”.

Kongehuset har længe været en farce, om end underholdende, med medlemmernes fusken med kunst, deres bryllupper, selvmedlidenhed, arrogance, børneavl, skilsmisser og hjernedøde omgangskreds, og det sælger jo ugeblade, formiddagsaviser og tv-reklamer. Farcen stod senest i fuldt flor her ved EU-valget, hvor folkevalgte politikere, der mente, de var kloge, narrede knap 60 % af de stemmeberettigede til valglokalerne, fordi det lykkedes dem at piske en stemning op omkring et irrelevant spørgsmål om tronfølgerloven. Et værdigt demokrati og reel ligestilling udelukker eksistensen af et kongehus, og som en kommentator fra Politiken udtrykte det: „Vi har valgt stadig at være undersåtter.”

Fædrelandet er nok en af de største myter, som vi, på linje med julemanden, præsenterer vore børn for. Det tager flere minutter at finde lille Danmark på en globus, vi er kun 5,5 mio. mennesker, talentmassen er åbenlyst begrænset, landet er blot en flad tap ud for Nordtyskland, et naborige, som de seneste par hundrede år har bestemt vores udenrigspolitik. Vikingernes erobringer, som vi er så stolte af, blev hovedsageligt udført af nordmænd og svenskere. Danmark var IKKE det første land til at afskaffe handlen med slaver, som jeg lærte i skolen, men blandt de allersidste, og nogle af de mest markante, ældre bygninger i København og herregårde på Sjælland er finansieret af penge tjent på slavernes sukkerproduktion. Siden 1973 har vi — uomgængeligt, landets størrelse, indflydelse og økonomi taget i betragtning — været medlem af EU, hvor de væsentligste politiske beslutninger tages, alligevel er der dagligt medieskvalder fra lokale, indskrænkede politikere, der prøver at tage sig ud, som om deres mening betød noget som helst.

Mange af os hopper på det gang på gang. Vi tager stilling, forarges, skriver læserbreve, møder op til valg … Og det er alt sammen sikkert depressionsforebyggende foranstaltninger i et lille, betydningsløst land med otte måneders mørke.

Men hvorledes man forestiller sig, at en jysk avis, bakket op af både regering og et bagstræberisk, nationalromantiserende folkeparti, har adkomst til at udfordre og kritisere troen hos vore 1,2 mia. muslimske naboer og medborgere, går endnu over min forstand, og jeg er flov. Det har i min levetid altid været regnet for klædeligt at feje for egen dør, før man går over og kritiserer naboen, som måske ikke har de samme privilegier, forsyningssikkerhed og frie valg, som vi har vænnet os til at have. — Lad os derfor tage diskussionerne om gud, konge og fædreland herhjemme, før vi opkaster os til dommere over alverden.

1) Jeg fik endda lov at fotografere et mirakel. Foto og beskrivelser i bogen: Rejse i Egypten — en klassisk rejsebeskrivelse fra det moderne Egypten, forlaget ANKH 2005.

Farvel Fogh

De seneste års overflod har vist, at folk, der har alt, blot vil have mere. Flere biler og også gerne en motorcykel, flere huse, sommerhuse, ferielejligheder, nyt køkken, så udekøkken, så udebadeværelse, trampolin og swimmingpool. To ferierejser, så tre, så fire, plus et par weekendophold i europæiske storbyer … Bankerne stod i kø for at låne os penge til umådeholdent forbrug, og nu står de i kø for at opnå statstilskud, så de kan overleve deres egen uforstand. Den afgåede statsminister tager æren af at have opdraget den danske befolkning til selv at tage ansvar for eget liv … Der er tilsyneladende ingen ende på menneskets dårskab, selvbedrag og grådighed.