I de mørke coronaaftner forsøger tv at underholde os med glimt af de riges liv. Der er serier i bedste sendetid om de dyreste hoteller i London, en serie alene om Hotel Savoy og også kedsommelige udsendelser om det hjemlige Ruths Hotel i Gammel Skagen, hvor folk kører op, viser sig selv og deres biler frem, mens de vælter sig i drinks, rosé og skaldyr …
Som om det rager os.
Det er jo ikke ligefrem spændende mennesker, der befolker de uanstændigt kostbare etablissementer. Det er sælgertyper, netbutiksejere, swimmingpoolssælgere, ejendomshandlere … Folk, der ikke bestiller andet end at tænke på penge døgnet rundt. Udstyret med en fantasi, der kun rækker til at sælge eller købe ting og vise dem frem for hinanden. Tomt. Ting … Ofte smagløse og unødvendige.
Efter en smule sofaresearch nåede jeg hurtigt til den konklusion, at meget rige mennesker lever meget kedelige liv. – De er måske rige på penge, men fattige på fantasi.
Hvorfor skal det være så ens? Så udvendigt? Ligegyldigt? Så forudsigeligt, selvimponeret og kedeligt? Hvem har bestemt, at fx en flaske champagne, som der fremstilles titusinder af hvert eneste år, er ensbetydende med en dyr fest? – Hvorfor kunne en smagfuld, hjemmelavet saft ikke være en fest? Eller gode samtaler med livskloge venner, måske fra andre kulturer? En udflugt med et opvakt barn?
At betale eksorbitante priser for grimt tøj, tasker, sko, skinnende smykker, prangende biler, både og fly, kulørte drinks, mad, magelig jagt på sagesløse dyr og rejser på 1. klasse til byer og ophold på hoteller med lagner til 10.000 kr. pr. stk. – Sover man bedre af det? – der alle ligner hinanden, og hvor man kan ‘shoppe’ de samme ting og møde de samme mennesker, som hjemme, mens man hele tiden er omgivet af grådige spytslikkere, der slesk hopper og springer, taler kunderne efter munden og må konsultere deres noter for at kunne lade som om de kender dem og bekymrer sig om deres familie og velbefindende.
Hvis jeg pludselig blev rig, ville jeg ikke hælde mine penge ned i lommerne på bilforhandlere eller sykofanter på Savoy. – Jeg ville heller ikke drage på turisttur ud i rummet.
Jeg ville finde steder på jorden, hvor mine penge kunne komme til nytte. Købe regnskov, udvikle ren energi, frede øer, kulturhistoriske bygninger og miljøer, skaffe vand til landsbyer, skoler til børn, hospitaler til syge mennesker og dyr. Jeg ville bygge mig et hobbithus på en fredelig plet og begynde at dyrke solsikker og holde frilandsgrise. Eller noget. – Og ingen ville høre om det eller se mig i snagevorne udsendelser om de riges liv.
Der har altid været dumme mennesker til. Overtroiske, mistroiske, uvidenskabelige, selvovervurderende, højtråbende, følelsesstyrede, påståelige, faktaresistente … – De dumme har vel altid været i overtal. Men førhen holdt de klædelig, lav profil, når de talte med de klogere, de uddannede, eksperterne, med offentligheden, myndighederne, herremanden, præsten, degnen eller skolelæreren.
De dumme vidste, at de var dumme. Man havde ingen problemer med at fortælle en idiot*, at han var en idiot. – Man havde ikke i samme omfang noget, man gerne ville sælge til de uuddannede masser, ingen clickbaits, intet stemmefiskeri, ingen indsamlinger til tvivlsomme formål, ingen formiddagsaviser, uvirksomme skønhedscremer, vitaminpiller eller naturlægemidler. Så ingen havde fordel af at snakke idioterne slesk efter munden.
De dumme kunne indebrændt sidde og kæfte op ude i de små, mørklagte landsbyer eller på tilrøgede værthuse med sjatter på gulvet. De befandt sig i afskærmede afkroge, i lukkede kredse, hvor de kun kunne råbe ganske få, andre mennesker op. – Og i øvrigt havde de nok at gøre med at tjene til den næste bajer, til dagen og vejen for dem selv og deres familier.
I dag har vi internettet, som vi alle har stor gavn af, men det fungerer også som et ufatteligt stort, globalt forum for idioter og idiotiers udbredelse. Drevet frem af pornografi, handel, lyssky foretagender, konspirationsteorier, sociale medier, spil og andre fornøjelser, er nettet også blevet den verdensomspændende ladvogn, hvor enhver idiot kan stille sig op og udbrede sine private idiosynkrasier. Man kan med ringe ulejlighed og helt uden belæg bekendtgøre for alverden, at dommedag nærmer sig, at en pandemi eller klimaforandringer blot er løgn og latin, at vaccinationer er skadelige og ikke virker, eller at et stort, demokratisk parti ledes af pædofile, og – navnlig – kan man blive hørt af andre, godtroende fjolser i tusind- eller måske millionvis.
I dag føler de dumme sig ikke alene. Og de føler sig ikke dumme, for de har opdaget, at de ikke er et mindretal, men at mange bejler til dem, fordi de udgør majoriteten med stor købekraft og demokratisk ret til at vælge eller ansætte de allerdummeste på vigtige poster i samfundet:
En folkevalgt i EU, der angiveligt svindlede med EU-midler og forfalskede underskrifter, men som alligevel er populær, mens han lusket lyver sig fra det hele og med bred støtte i sit menneskefjendske parti stiller op som formandskandidat.
Et større, dansk dagblad ansætter en redaktør, der er dømt for ulovlig indhentning – og misbrug – af kendtes kreditkortoplysninger.
Vi har en tidligere minister, som på ulovlige måder bekæmpede indbildte ’barnebrude’ – ikke af omsorg for unge flygtninge, tværtimod, men for at indhente ’likes’ og stemmer fra følgere på sociale medier.
En amerikansk præsident, der brugte magten til egen fordel og berigelse, og som med uhyrlige påstande opildnede sine bøvede følgere til at angribe de institutioner, som bragte ham til magten, da han mistede den igen ved et nyt, demokratisk valg. Denne tidligere præsident overtog uimodsagt et gammelt, ellers respektabelt, parti og er nu i fuld gang med at samle støtte til næste præsidentvalg.
En britisk premierminister, der blev valgt til at udelukke Storbritannien fra alle fordelene ved det europæiske fællesskab, og som ikke tog en pandemi alvorligt, men nægtede at holde fysisk afstand, at bruge mundbind, og som, selv efter at han personligt var igennem et alvorligt sygdomsforløb, stadig fandt det hele ustyrligt morsomt og samlede folk til drukfester i residensboligen.
Og så har vi derudover den store hær af fortrinsvist midaldrende mænd, der ikke fatter en skid, men som sidder i køkkenkrogen med en bærbar og føler sig opstemt magtfulde, mens de øser galde ud over alle velmente moderniseringer af vores fælles samfund, ud over forsøg på at kontrollere epidemien, ud over mennesker med rødder uden for Danmark og ud over kvinder.
* Idiot er her brugt i den gamle, græske betydning, som iflg. ‘Den Danske Ordbog’ på nettet er: ‘ … fra græsk idiotes ‘privatmand, udannet person’ – dvs. mennesker uden særlige forudsætninger.
Hvordan er det lykkedes dele af befolkningen, godt hjulpet af journalister med og uden relevant uddannelse, at få det indtryk, at en verdensomspændende epidemi er regeringens skyld og ansvar?
Specielt en forhenværende kuglestøder fortsætter ufortrødent sin optræden på tv-transmitterede pressemøder som totalt uforberedt og uvidende om de presserende sundhedsspørgsmål. Alligevel prøver han desperat at fremstå som en bidsk og kritisk intimiderende udspørger af landets statsminister. Hans ikke synderligt begavede spørgsmål fremføres med krigstrommer: Kunne I ikke have gjort mere? Bedre? Før? Hurtigere? Anderledes? … Tja, øhh, for regeringen får i modsætning til alle andre åbenbaringer om fremtiden, så de kan handle korrekt og i tide og i alle situationer? – Den aggressive attitude er ikke særlig nyttig i en krisesituation, og det er pinligt som seer at sidde og se på. – Velbegrundet, kritisk journalistik over for magthaverne er altid godt. Men ubegrundet intimidering af mennesker, der gør deres absolut ypperste, så man selv kan føle sig som en voksen, ’kritisk’ journalist, mens man spilder alles tid, er bare dumt … Og dumhed har desværre mange følgere her for tiden.
Dumheden kryber frem fra alle sider her, hvor vi befinder os i en epidemisk nødsituation, der ikke er set mage til i 100 år, med et udsultet og nedslidt sundhedssystem og udbredt mangel på solidaritet og hensyn til fællesskabet i en egoistisk og materielt indstillet befolkning uden fælles værdier. Hvor vi har højtråbende og truende ’antivaxxere’. Hvor folk insisterer på store sammenkomster, koncerter, fester, rejser, gudstjenester, men alligevel efterspørger retningslinjer fra myndighederne og ikke, selv efter to års erfaringer med coronasmitte, kan tænke en smule selv. Hvor sygeplejerskerne strejker, mens syge gamle, unge, børn ikke kan blive behandlet. Hvor tusindvis af mennesker snyder med den coronakompensation, som fællesskabet venligt har stillet til rådighed, fordi vi befinder os i en force majeure-situation. Hvor minkavlere gemmer smittefarlige mink i hundredvis, mens de hæver gyldne kompensationer fra fælleskassen. – Hvor pengene ellers langt bedre kunne bruges på sygeplejersker, sundhed, tests, vaccinationer og behandling af syge og sårede.
Men regeringen kan kun, ligesom de fleste andre mennesker i verden, forlade sig på veluddannede eksperter, på rapporter fra andre steder på kloden, på den samlede forskning i en sygdom, der først opstod i et fjerntliggende land for to år siden.
Den forhenværende kuglestøder er ikke den eneste småt kørende journalist i dette land. Mange af de andre følger trop, aggressive, men uden retning, grundlag, viden og pointer. Kun en enkelt nordmand brillerede ved at være vidende, høflig og velforberedt med spørgsmål, som ikke var beregnet på at få ham selv til at tage sig ud som en fejlavlet dræberhund uden hjerne, men som det rent faktisk også var interessant for andre at høre svarene på.
Hvor dum, uuddannet og uvidende skal man være for at blive journalist i dette land? – Jeg tror, at mange af vores problemer efterhånden kan henføres til en uddannelsesmæssig krise, der begyndte, da vi sparede på læreruddannelserne og lod åbenlyst inkompetente passere som ’lærere’. Da vi proppede for mange elever ind i klasserne og ikke gad ulejlige os med at rette deres stile og øvrige opgaver, men bare sagde ’fint!’, hvis de afleverede en halv sides copy-paste fra Wikipedia. – Og så brugte vi ressourcerne på at teste eleverne regelmæssigt i stedet for at lære dem noget.
Nu har vi et samfund, hvor de færreste kan skelne mellem videnskab og tro, fakta og følelser …
Samtidig klager restauratører, teaterdirektører, sportsarrangører, ejere af zoologiske haver, som de har fyldt med lyskæder i bestræbelserne på at lokke folk ind – uden at det fremgår klart, hvad det kunne have med eksotiske dyrs velbefindende at gøre – og mange, mange andre over, at de ikke må tjene penge på at samle folk til supersprederbegivenheder.
Vi har igen de forgyldte, men forurettede minkavlere, som føler sig personligt forfulgt af ’Mette F.’, som de vredt anklager for kun at være ude efter dem personligt og deres forretning … At de med deres illegale, omkringrejsende, østeuropæiske ansatte* medvirkede til at sprede smitte mellem farmene og dermed i hele landet, rager dem ikke en bønne.
– Eller hvad med de andre landmænd, kvotefiskere og andre, der lever godt af mishandling af dyr, overudnyttelse af fælles naturressourcer og snyd med offentlige midler. En fisker, der er blevet mangemillionær på ulovlige stråmændskonstruktioner, råbte ad dommeren og kaldte ham for dum, da han selv blev dømt for sine svindlerier …
Eller Inger Støjberg, der har fungeret som minister uden at respektere magtens tredeling og ulovligt har forsøgt at gennemtvinge sine egne, hjemmelavede ’love’ i den danske administration, hvilket hun nu – helt berettiget – er idømt ubetinget fængsel for. Hun forsvarer sig stadig med, at hun blot ville forhindre ’barnebrude’ og pædofili, som ved nærmere undersøgelser udelukkende fandtes i hendes egen og hendes ufatteligt mange følgeres slibrige fantasi.
Eller alle de partier og folketingsmedlemmer, der skulle bruge flere dage på at indse, at Inger Støjberg efter at have brudt landets love som minister ikke var værdig til at fortsætte som valgt folketingsmedlem. Vore folkevalgte kan ikke selv længere skelne sikkert mellem ret og vrang, lov og uret …
Men prøv nu alligevel at have en rigtig glædelig jul med masser af mad, gaver og overforbrug her midt i dumhedens lille dronningerige …
Landets statsminister, regeringen, støttepartierne, embedsmænd, råd og styrelser har efter bedste evne forsøgt at få os igennem en verdensomspændende epidemi og minimere tabene, både de menneskelige og de økonomiske. – Og det er faktisk gået relativt godt indtil nu.
Man bør være taknemmelig for, at det er Mette Frederiksen, og ikke den tidligere statsminister, der står på broen i denne storm. Hvor Mette Frederiksen og hendes regering synes at have det fælles bedste for øje, var den tidligere statsminister som oftest fokuseret på, hvad han personligt kunne få ud sin politiske stilling; vi husker alle underbukserne, fadøl, pornofilm og rygerrengøring på hoteller, dyre førsteklasses flybilletter på miljøets regning, gratis sommerhus, luksusautocamper m.m. Og nu ser det på hans desperate forsøg på at promovere sig selv med ligegyldige sejlture og dårligt skrevne bøger ud til, at han endegyldigt har tabt sutten og værdigheden. Hans afløser som venstres formand forekommer stadig usikker og lidt famlende betuttet.
Vi har åbenlyst den bedste statsminister, vi kunne ønske os i denne situation. Ikke perfekt, overhovedet ikke, der er forekommet en del skævere, men Mette Frederiksen er klart den bedst mulige under omstændighederne. Men de aggressive forfølgelser og nedrige angreb på hendes person vil ingen ende tage:
På pressemøder om tiltag for at sikre befolkningens sundhed går små journalister arrigt som terriere, der lugter rotter, til statsministeren med perfidt udtænkte spørgsmål om alle mulige, helt uvedkommende sager, som om hun var hovedanklaget i en større kriminalsag: Om mink, sms’er, hvem vidste hvad hvornår … Stop jer selv! – Man undergraver ikke sin kompetente, lovligt valgte leder i en krisesituation på et pressemøde, der handler om noget helt andet og meget mere presserende!
– Selvfølgelig skal enhver statsminister og regerings embedsførelse undersøges nøje, og alle regler skal følges. Men der er allerede nedsat en kommission til at undersøge minksagen, og man må formode, at alle disse vrede og aggressive, ledende spørgsmål kunne vente til de pressemøder, der er bestemt til at handle om minksagen. I stedet overfalder man statsministeren og generer 1,7 mio. af landets befolkning på det groveste i den bedste sendetid. Alle os, der har tændt for tv’et, fordi vi gerne ville vide noget om smittesituationen og påtænkte tiltag, sidder og spilder tid og krummer tæer, fordi nogle journalister kidnapper begivenheden og forsøger at søsætte deres helt egen magtdagsorden. I et grimt, vredt anklagende og intimiderende sprog. Hvad er de så vrede over? – At stå over for en sikker og handlekraftig kvinde? Set hjemme fra sofaen ligner det umiskendeligt indædt og vildt flagrende misogyni. Sådan har jeg endnu aldrig set journalister behandle en mandlig statsminister, selv ikke de små og fjottede af slagsen.
Med så mange utilstedelige og nedrige personangreb kunne statsministeren for længst have pakket sine ting og have forladt kontor, embede og politik. For altid. Og når ingen ordentlige mennesker vil være i politik, så bliver vi overladt til de små selvoptagne mænd …
Også højre side i Folketinget er på krigsstien: mink, sms’er, hvem vidste hvad hvornår … Og de bebrejder statsministeren hendes selvbevidste handlekraft! – Er det, fordi statsministeren er en kvinde? – Er selvbevidst handlekraft ikke netop det, vi har brug for i en krisesituation? Ville man bebrejde en mandlig leder i en krisesituation, at han viste mod og handlekraft og ikke var bange for at bruge magten til alles bedste? Kan nogen bebrejde Mette Frederiksen, at hun har brugt magt til egen fordel? Tøjkøb? Rygerrengøring? Gratis ferier? Pornofilm? Havde hun et personligt udestående med mink og minkavlere, eller ville hun bare komme smittespredningen i forkøbet?
Så vis dog lidt respekt! Hold en ordentlig tone! Hold jer til sagen!
Alt skal nok blive undersøgt, konklusioner draget og konsekvenser taget. På rette tid og sted.
Men lad være med at slå politisk mønt på nogle skævere, mens vi alle burde have vigtigere ting at bekymre os om. Enhver sømand og soldat ved, at i krig og storm holder man sammen og slutter op om den udpegede leder. Det gælder også, når lederen er en stærk, selvsikker, rolig og kompetent kvinde!
For at det ikke skal være løgn, forsøger landets sygeplejersker – midt i århundredets største sundhedskrise! – at afpresse fællesskabet for flere penge. – Opmuntrede af et sentimentalt medløb, af at folk takkede dem og klappede dem igennem første coronasmittebølge i foråret 2020, skiftevis surmulede og strejkede de sig igennem anden og nu tredje smittebølge i håbet om at veksle sympatien til personlige fordele i stedet for at passe deres arbejde. – Hvem uddanner sig til et samfundsnyttigt job i sundhedssektoren blot for at rømme skuden, når det brænder på?
Selvfølgelig skal vi forkæle og sørge godt for vores sygeplejersker, som står i første række ved alvorlig sygdom, ulykker og epidemier. De skal have ordentlige løn- og arbejdsforhold! – Ingen tvivl om det! – Og det er jeg helt sikker på, at den nuværende regering er meget mere optaget af, end de foregående regeringer var. – Men vi skal have en gennemtænkt, samlet lønreform, der også tilgodeser de pædagoger, der tager sig af vores børn og handicappede borgere. SOSU’er og plejehjemsansatte, der tager sig af de syge og ældre. Brandmænd og redningsarbejdere, der træder til, når uheldet er ude osv. – Ligesom vi i halvandet hundrede år har (over)forkælet vores læger med både penge og prestige, så nogle af dem nu tror, at fælleskassen er et tag selv-bord!
… Men vi skal lige ride stormen af først. Og så kan vi kigge på de store problemer, der rent faktisk er, med grel uligeløn og underbetalt omsorgsarbejde.
I mellemtiden må vi forvente, at hver mand og kvinde bliver på deres pladser og gør deres pligt! – Der er mennesker, børn, unge, voksne og ældre, med kræft, knoglebrud, andre alvorlige og måske ovenikøbet smertefulde tilstande, som ligger hjemme og venter på operationer og behandling, mens sygeplejerskerne står foran hospitalerne og råber op om egne forhold.
Hvad ville de gøre, hvis politikerne pakkede sammen og forlod jobbet midt i krisen? Sundhedsmyndighederne? – Hvis politibetjentene satte sig surmulende ned på fortovet? Lastbilschaufførerne? Lærerne? Brandmændene? De butiksansatte? Lægerne? Poderne? Eller de hotel- og restaurationsansatte, som er dem, der oftest bliver smittet? – Hvorfor tror sygeplejerskerne ikke på, at regeringen nok skal kigge på deres løn- og ansættelsesforhold sammen med forholdene for alle de andre omsorgs- og pædagogfag, når der bliver en pause i pandemien, sådan som de er blevet lovet?
Ingen kommer godt igennem denne truende vinter, hvis alle kun tænker på sig selv.
Folk, der ikke tør eller ikke kan overskue at lade sig vaccinere, udspreder på nettet og ved private sammenkomster alle mulige, ufunderede rygter om vaccinernes skadelige virkninger. Bl.a. at vaccinen, i stedet for at beskytte den samlede befolknings helbred, er et led i en større sammensværgelse med uklart formål udtænkt af regeringen … Gak gak. – Hvorfor skulle et demokratisk lands ledelse dog ønske at føre folk bag lyset i en epidemisituation, hvor vi alle er afhængige af korrekt, videnskabeligt baseret information og vores medborgeres hensynsfulde opførsel?
Nu er jeg netop stødt på nye rygter, nemlig at sortering af affald i bedste fald er omsonst, i værste fald skader miljøet, så vi kan lige så godt lade være med at gå og affaldssortere ude i hjemmene … Fordi det hele alligevel blandes sammen og fyres af i store affaldsforbrændingsanlæg med udslip af giftig røg til følge … Kilden kender nogen, der kender nogen, der har arbejdet på et kommunalt affaldssorteringsanlæg.
Sorteret affald i gaderne, Zabaleen i bjergene øst for Kairo.
– Der er ingen tvivl om, at vi kom alt for sent i gang med at affaldssortere, og at vi ikke har gjort meget for at forhindre PRODUKTIONEN af affald, bl.a. ved at lovgive om emballage og varer, fx plasticdippedutter, legetøj, møbler, tøj, elektronik, hvidevarer m.m., med alt for kort holdbarhed og levetid.
Der kan heller ikke herske skyggen af tvivl om, at vores nuværende affaldshåndteringssystemer ikke er perfekte; man kan sommetider hverken afhænde eller udnytte det sorterede affald. – Men man skal vist være mærkeligt indrettet i hovedet for at påstå, at det at gøre noget, bare en lille smule, er værre end at lade stå til og gøre ingenting.
Nordjysk families affaldscontainere. –Kan man producere nye affaldsposer og containere af plasticaffaldet?
Affaldssortering, Solfatara ved Napoli.
Og så kom jeg i tanke om de krogede gulerødder.
Fra slut 60’erne og op i 70’erne, da biodynamisk landbrug – det vi i dag ville kalde økologi – begyndte at slå mere bredt igennem, var der også traditionelt indstillede mennesker, der ikke så nogen grund til at ændre deres levevis. Navnlig i forældregenerationen fortalte man altid over håndbajerne og sjusserne, at man kendte nogen, der kendte nogen, der arbejdede på et gartneri, og der blev de sat til at sortere alle de konventionelt dyrkede gulerødder i to bunker: De lige og pæne blev solgt som almindelige gulerødder, mens de krogede og på andre måder misdannede blev solgt til dobbelt pris som biodynamiske … Ha ha ha ha … Skål! – Alt er godt, og vi behøver ikke at ændre vaner, for der er bare ’nogen’, der er ude på at snyde os.
Landbrug & Fødevarer opgjorde i 2019, at Danmark nu er verdensmestre i økologi, at 12,1 % af vores fødevarer er økologiske, og at vi er det folk i verden, der bruger flest penge på økologi. – På verdensplan er salget af økologiske fødevarer, drevet af bl.a. forbrugerne i USA og Kina – begge pænt store markeder – steget med 72 mia. fra 2018 til 2019 – Man anslår, at salget af økologi er steget med godt 15 % blot i løbet af det seneste år …
Så hvem griner nu? De brovtende bagstræbere og bodegatyper, der genfortæller løse rygter og vandrehistorier? Den vaccinefornægter, der selv eller hvis nære pårørende bliver indlagt med et alvorligt Covid-19-forløb? Eller den landmand, der klogt lagde om til økologi i tide?
Første gang, jeg fik øje på fænomenet, var, da jeg for små tyve år siden så filmen ’High Fidelity’ med bl.a. John Cusack.
Cusack spillede indehaveren af en lille pladebutik, og han og hans nørdede medhjælper gjorde alting op i lister, fx de ti bedste sangere, rocknumre eller guitarister. Det brugte de meget tid på, og det var først og fremmest musikken, de således bedømte og indrangerede, men også meget andet, de stødte på i deres små liv.
Det forekom besynderligt, denne trang til at putte omverdenen ind i et prioriteret skema. Og endnu mærkeligere var det, at disse yngre mænd, der åbenlyst var uden større, egne fortjenester, følte sig berettiget til at dømme alt omkring sig helt uden at tvivle på egne beføjelser og kompetencer.
Nu ser jeg fænomenet overalt: Mænd, der føler sig kaldet til at vurdere alt. – Bedste fodboldspiller. Bedste vin. Bedste kunstværk. Bedste bikini-babe. Bedste rockgruppe. Bedste tv-vært. Bedste James Bond-film. Bedste burgerrestaurant. Bedste foredrag. Bedste bryster … – Eller værste. Der bliver brugt meget tid på fx portvinssmagning eller Ekstrabladets side 9-piger med tilhørende diskussioner og karaktergivning i mandegruppen. Det kan være ligefrem kvalmt at bevidne denne indbildt selvfølgelige ret til at give alting karakter. Udelukkende baseret på egne præferencer og følelser.
I arrangerede sportskampe, skakdyster, traktortræk, dansestævner, dyrskuer, er det naturligt at give karakterer og kåre vindere, så man kan overrække første-, anden- og tredjepræmier, og der er et forbløffende stort marked for enorme og smagløse pokaler til uddeling i alle disse konkurrencer.
Men hvem har bedt mænd om at vurdere deres kvindelige bekendte, kollegaer eller skolekammeraters udseende? Eller som denne verdens udkårne overdommere på nettet at udskrige deres private mening om andre? Herunder fx fremtrædende, kvindelige politikere eller andre offentlige personers kropslige fortrin? – Det er temmelig sygt. – Hvem er de, at de skal dømme?
Fra mine år som ung pige og studerende har jeg ingen erindring om, at vi kvinder nogensinde vurderede vores kammerater eller lærere på denne næsvise og utidige facon. – Jo, vi kunne fnise over en flot fyr, selvfølgelig kunne vi det, men vi følte os ikke specielt berettiget til højlydt at uddele ris og ros til alt og alle omkring os på samme måde, som drenge og mænd – også de voksne – vedblivende tydeligvis gør.
Faktisk fylder alle disse små, men i egen optik yderst berettigede, mænd alt for meget i det offentlige rum. Vi er hierarkiske dyr, meget bevidste om rangorden. Måske får en lille mand givet sig selv lidt ekstra status blandt andre mænd ved at vurdere, bedømme og rangordne fx ølmærker? Eller ved at tale ned om en ellers sød pige, der aldrig ville se til hans side?
Det er det gamle problem: Manden er subjektet, personen, normen. Kvinden er objektet, tingen, undtagelsen. – Fra opmærksomhed på andres fremtræden, til vurdering og karaktergivning, og til gramsning og øreslik og det, der er værre, er der kun en kort vej for disse mænd, der må føle sig som Guds udvalgte ejere af verden og alt, hvad der er i den.
Når kvinder opnår en mere naturlig ret og selvfølelse, skal vi huske ikke at begå de samme, blindt bøvede fejl. Øl og film er ligeglade, men man skal ikke gå og vurdere sine medmennesker ud fra privat smag og behag. – Og selv en såkaldt kompliment er en vurdering. Måske ovenikøbet fra et fjols.
——————
NOTE: Mandens guddommelige ret til at dominere og definere alting fremgår bl.a. af bibelen, Det gamle testamente, 1. Mosebog, kapitel 2, vers 18 – 23 – Her betyder ’Mennesket’ udelukkende ’manden’, kvinden kom, som skrevet står, først til senere:
’Gud Herren sagde: »Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.« Så formede Gud Herren alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord, og han førte dem til mennesket for at se, hvad han ville kalde dem, og det, mennesket kaldte de levende væsener, blev deres navn. Sådan gav mennesket alt kvæget, himlens fugle og alle de vilde dyr navn, men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham.
Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød. Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam. Da sagde Adam:
Jeg BRYDER mig ikke om at modtage massemails, der på forhånd har bestemt, hvem jeg er.
Fx nemlig.com’s idiotiske reklamemail med en emnelinje, der overfriskt gjalder: ’På med forklædet Lone!’.
Det generer mig, fordi de antager:
at de kender mig
at vi er på fornavn som gamle venner
at jeg har brug for deres opmuntring for at bage
at jeg er så dum, at jeg hopper med på et måske unødvendigt mersalg
Hvis de virkelig kendte mig, ville de vide:
at jeg HADER at blive talt ned til
at jeg kender dansk retskrivning og allerede ved det manglende komma mellem ’forklædet’ og ’Lone!’ betragter afsenderen som en uuddannet person, hvis råd og opfordringer jeg aldrig ville følge
at jeg tilhører en generation, der blev opdraget til – og normalt foretrækker – en smule distance og venlig respekt mellem mennesker, der kun har en forretningsmæssig forbindelse med hinanden
at jeg i mere end 25 år har bagt alt mit brød og alle mine kager selv og går med forklæde til daglig
at jeg er et tænkende menneske, der godt kan se forskel på en maskinel massemail og en henvendelse fra en ven, der vil mig noget godt
Jeg har ikke handlet hos nemlig.com, siden denne mail ramte min indbakke. Derefter kom alle sagerne med de pressede og underbetalte chauffører frem i offentligheden. Så måske burde man svare: ’På med overenskomsterne, nemlig.com!’
Misbrug af e-boks og kommunale midler:
Aalborg Kommune har netop sendt mig en besked i e-boks, som jeg naturligvis straks loggede ind og åbnede, blot for at se mig selv placeret i en kasse med skrøbelige ældre, gamlinge og oldinge, der skal bekymre sig om ’Sund aldring’ – hvordan det så end skulle kunne lade sig gøre; alle erfaringer siger, at det fra cirka min alder og frem kun går én vej rent helbredsmæssigt, og det er ned ad bakke.
Og det kan en kommunalt arrangeret og betalt ’inspirerende livsstilsmesse sund aldring’ nok ikke lave om på, hvor velment det end kunne forekomme.
Hvorfor tror de, at netop jeg ikke har noget bedre at foretage mig end at lade mig indfange af boder, oplæg ved tv-lægen Peter Qvortrup Geisling ’om Sund aldring med humor og nordjysk islæt’, eftermiddagskaffe, en forfriskning, en god oplevelse og konkurrencer med flotte præmier’?
SÅ god tid har jeg ikke. – Har jeg betalt for det pjank over kommuneskatten?
Man gennemskuer jo, at kommunevalget nærmer sig, at borgmesteren, som skal åbne arrangementet, gerne vil vise sig godgørende og for kommunale midler uddele lystige foredrag, gode råd, kaffe og præmier til kommunens ældre vælgere, og at kommunen måske forestiller sig, at man på længere sigt kunne spare nogle sundhedsudgifter, hvis man kunne få alle gamle til at klæde sig varmt på og motionere og spise sundt og gå tidligt i seng, men findes der tal, der kan påvise en sådan effekt? Har man undersøgt det? Og kan en livstilsmesse af denne karakter virkelig sætte et skred hen imod ‘sund aldring’ i gang?
Hvis kommunen har så god tid og så mange penge at drysse ud over os ældre medborgere, så kunne de jo sørge for, at man kunne få fat på en læge, når man havde brug for en. Eller for, at der var god pleje at få og plads på hospitalet til de alvorligt syge. Eller at de mange hjemmeboende, svækkede ældre fik lækker og sund mad hver dag. Eller den nødvendige genoptræning. Eller de kunne sørge for, at hjemmehjælpen virkelig kom og hjalp én hjemme, hvis man ikke kunne klare det selv, i stedet for som nu, at der ofte kommer et utal af forskellige, mere eller mindre ligeglade og stressede personer farende syv minutter om morgenen og måske fem minutter igen om aftenen. Og ens rengøring begrænser sig til 20 minutter hver tredje uge. … Se, det ville give en reelt sundere og tryggere aldring … Nå, er det forskellige offentlige kasser, der betaler for læger, sygehuse, hjemmehjælp, genoptræning m.m.?
Jamen, så var det måske her, der skulle tages fat! – Så kan tv-lægen med sin ’humor og nordjysk islæt’ blive inde i fjernsynet, og så slipper jeg for at blive talt ned til i min egen e-boks af folk, der tydeligvis ikke kan finde på noget mere fornuftigt at lave og bruge vores fælles penge på.
– Er det i øvrigt helt gennemtænkt i en coronatid at indkalde en stor mængde ældre til indendørs stande, kaffe og foredrag? Aalborg Kommune risikerer jo, i sin iver efter at nå en masse vælgere før kommunalvalget, at påføre netop dem, de ønsker en ‘sund aldring’, en potentielt livstruende sygdom!
Nede under alle plusordene – godhed, civilisation, ridderlighed, høflighed, velfærd, lighed, menneskerettigheder, nede under alle idealerne, ønsketænkningen, forskønnelserne, eufemismerne, er der ved at tegne sig et mønster, ikke sandt?
Hvornår begynder vi at tale om det? Hvornår bliver vi i stand til at se det i øjnene? Og erkender realiteterne om vores egen race.
– Vi er aber. Og udviklingsmæssigt er det ikke ret længe siden, vi kravlede ned fra træerne.
Man behøver ikke stå mange øjeblikke foran abeburet i zoo, før man observerer eksempler på dominerende parring. At alfahannen går rundt og dingler med dilleren og med jævne mellemrum udøver sin ret til at bestige hunnerne, både de små, de unge og de ældre, sådan nærmest i forbifarten. Også de underordnede hanner bliver besteget, bare som en markering af hvem der bestemmer.
Vores egen historie er fuld af sådanne magtdemonstrationer, der som oftest, men ikke udelukkende, går ud over kvinder og børn:
I populærkulturen ses stenaldermanden med køllen i den ene hånd trække sin kvinde hjem til hulen ved håret.
Gamle, græske mænd, velhavende, lærde samfundsstøtter, havde inderlige og seksuelle forhold til deres unge elever. Deres olympiske guder snød og voldtog snart sagt hvem som helst, hvilket der kom mange besynderlige skabninger ud af.
Herremanden havde førhen ret til brudenatten med alle unge brude på sit gods og tilhørende huse og hytter. Og mangen ung pige på mindre gårde, i huse og i bylejligheder har op igennem historien måttet lægge krop til manden eller sønnens seksuelle lyster.
I enhver krig var vinderens gevinst adgang til at massevoldtage kvinder og børn. Ofte efterfulgt af makabre lemlæstelser og slagtninger.
’Sabinerindernes rov’ er en kendt, kulturel reference, et pikant motiv, som handler om, at romerne havde behov for nyt blod, nye, unge kvinder, og bare drog på rov i de nærmeste bjerglandsbyer.
Den katolske kirke, som har tiltusket sig magt og moralsk herredømme over store dele af kloden, har bygget sit profitable imperium bl.a. på cølibatiske præster, der op igennem tiderne har tiltvunget sig seksuelt samkvem på alle måder med måske hundredtusindvis af børn af alle køn.
I totalitære regimer, i Sydamerika, Egypten, Mellemøsten, hvor folk uden videre kan bortføres, arresteres og tortureres, er seksuelt betonet tortur meget udbredt, viser de beretninger og ganske få romaner, der undslipper den totalitære kontrol.
Udstationerede tropper, selv FN’s fredsbevarende soldater i fx Afrika eller udenlandske redningshold på Haiti, har taget for sig af de lokale småpiger og skabt udbredt prostitution og misbrug blandt den befolkning, de egentlig skulle hjælpe.
I de store, umenneskelige flygtningelejre på Afrikas nordlige kyster, er slavegørelse og seksuelle overgreb begået af lokale, uuddannede vogtere angiveligt dagligdag.
Længere nede i Afrika bortfører selvbestaltede militser børn til soldatermateriale, og de kidnapper hele pigeskoler, når de føler trang til kvindeligt selskab.
I Irak myrdede IS-soldater mændene og bortførte kvinderne fra mindre, religiøse sekter, bl.a. yazidierne, og brugte dem som sexslaver. Det er ikke mange år siden …
Vi har herhjemme Tøndersagen, hvis detaljer, som omfattede en far, hans venner, lystne købere og to små piger, er kvalmende. Vi har flere sager, der minder om den.
Der er til stadighed disse ulykkelige sager, hvor pædagoger, lærere, ridelærere o.a. har misbrugt deres stilling og børn helt ned til etårsalderen. – Og korledere i det prestigiøse pigekor i Danmarks Radio opførte sig tilsyneladende, som om de søde, unge piger alle tilhørte deres private harem! Man væmmes …
Incest, voldtægt af egne børn, drenge og piger, sker hver dag. Ofrene er mærkede for resten af livet; nogle få har beriget os med beretninger, der er så hjerteskærende, at vi ikke længere kan lukke øjnene for, at disse overgreb faktisk foregår. Også i Danmark! I dag! Jævnligt!
Kvinder fra ikke så privilegerede samfundsgrupper eller lande narres eller bortføres til prostitution og fastholdes med nødvendigheden af at tjene penge, med gæld, trusler, magt eller ligefrem vold. Adgang til kvinder, prostituerede, handlede kvinder, tjenestepiger, slavekvinder, har altid været den magtfulde mands ret, og mangen et ‘forretningsmøde’ er henlagt til stripperbarer, hvor ‘forretningsmænd’ for penge kan nyde synet af afklædte kvinder.
Mennesket er et visuelt dyr, og først tegninger, malerier, fotos, pornoblade og senest internettet har gødet mændenes dyriske lyster: Man kan nu søge på forskellige perversiteter og sidde og se på, at kvinder og børn bliver misbrugt, udnyttede og molesterede. En dansk mand i 60’erne er dømt for gentagne gange at have betalt for og udvirket overgreb på meget små, filippinske piger, overgreb, som blev filmet og transmitteret … Ja, man fatter ikke, at synet af børns lidelse kan være til fornøjelse for nogen og noget, man betaler for. – Men selv lille Jonas eller Emil kan sidde hjemme i skærmens lys og belure eller træffe aftaler med alfonser og deres kvinder om at få adgang til kvindekroppe.
Kvinder og unge piger bliver myrdet på udpenslede og pirrende måder i populære film, tv-serier og krimier som underholdning til aftenskaffen og fredagsslikket. Ingen finder det ækelt, uhyggeligt eller bare mærkeligt. Og ingen kæder det sammen med antallet af mord på kvinder, vold og voldtægter, ofte udøvet af deres partnere eller eks’er. – Det accepteres fuldstændigt som en del af vores kultur.
Denne kultur medfører, at det er ydmygende, og af og til også dødsensfarligt, at være kvinde. Vi taler normalt ikke om det som et generelt problem, men kvinder alle vegne har lært at holde et ekstra vågent øje med deres døtre, børnebørn og veninder.
Mænd har altid udnyttet magt, muligheder og privilegier til at tage for sig af de unge kvinder. Som alfahannerne blandt vores nærmeste slægtninge i dyreriget får de automatisk ‘ret’ til at parre sig i flæng, hvis de når et vist niveau i hierarkiet. Hvis deres stilling i samfundet bevirker, at de får magt over yngre, attraktive kvinder. – Lavere rangerende må nøjes med et stjålent knald i udkanten af gruppen – eller drømme foran computerskærmen. – Romantik og gensidig frivillighed er en forholdsvis ny ting i menneskehedens historie. Når en mand havde klaret en svær opgave, vandt han ’prinsessen og det halve kongerige’. Eventyrene fortæller ikke, om prinsessen altid var glad for at være en del af præmien.
Der er ikke langt til de labre ’præmiepiger’ i cykelløb og andre mandesportsgrene. Kvinder som belønning og staffage.
Magtfulde mænd synes også i dag at føle, at der, ud over penge, magt og privilegier, også hører fri adgang til yngre kvinder med til deres gudgivne rettigheder. Frivilligt eller ej. De fleste af disse misdædere hører vi ikke om, men nogle sager, som omfatter mænd, som vi beundrede og havde tillid til og aldrig troede kunne sætte en fod forkert, er kommet til offentlighedens kendskab her de senere år. Man bliver lige chokeret hver gang:
Bill Cosby, Roman Polanski, Harvey Weinstein, prins Andrew, Bill Clinton, Jes Dorph Petersen, Frank Jensen, Nasser Khader, Morten Østergaard, Berlusconi – nå, ja, hans overgreb var måske ikke så stor en overraskelse, men senest er Bob Dylan – nobelpristageren, der sang så smukt om lighed og retfærdighed, kommet med i det dårlige selskab pga. anklager om ’grooming’ og seksuelle overgreb på en på daværende tidspunkt 12 årig pige.
#Metoo har buldret frem, og mange kryb er tvunget ud af deres polstrede skjulesteder. Med års forsinkelse nåede bølgen også til Danmark, hvor vi ellers havde haft en selvforståelse af, at sådan noget gør vi ikke, mens det naturligvis forekom her blandt os i samme udstrækning som i alle andre lande, bare fornægtet og i skjul.
Mange af de afslørede, små- og storklamme mænd, aner ikke, hvad der ramte dem, og de føler sig stadig uretfærdigt behandlet. Der er en del danske mænd, der forsøger at få det hele til at handle om, at de er ofre for ’uretfærdigheder’, hvis de bliver grebet i overgreb og oplever sanktioner. – Ikke dødsstraf eller fængsel, næ, gudbevares, blot et midlertidigt bump i karrieren …
Ud over krænkelser, overgreb, voldtægter og almindelige tilråb og nedvurderinger er mord og vold også kommet på dagsordenen med ’kom sikkert hjem’-kampagner efter mordet på en yngre kvinde i London. Et mord, som viste sig at være begået af en politimand.
Mon ikke mænd bare er mænd med maskuline hormoner susende rundt i kroppen? Hanaber? Vilddyr? Liderlige? Somme tider også voldelige? Som gør, hvad de lyster, stræber efter magt og behovstilfredsstillelse, hvis de kan, hvis de er stærke og ambitiøse nok? – NOGLE mænd, ikke alle, selvfølgelig ikke alle. Nogle af mine bedste venner er mænd, jeg er både datter af, gift med og mor til en mand, og de kunne/kan alle sagtens holde sig i skindet og opføre sig ordentligt over for både kvinder og børn.
Men lejlighed gør tyv, siger man. Parringsdriften er formentlig den stærkeste drift, vi har, og hjernens pandelapper, der regulerer vores adfærd og beregner konsekvenser, kom først sent til i løbet af menneskets udvikling. Ikke alle har lært at bruge dem hensigtsmæssigt endnu.
Når selv tilsyneladende bløde, normaldanske mænd, som fx Morten Østergaard og Frank Jensen, uønsket gramsede og slikkede på kvinder som en del af deres magtberuselse, viser det, at trangen til at demonstrere dominans ved at rage på kvinder stikker dybt. Og når nogle mænd opnår en magtposition, går det ud over hushjælpen, døtrene, eleven, sekretæren, praktikanten, den ansatte, partifællerne … Det ved vi jo godt. Og hidtil er de sluppet af sted med det.
– ’Alt i verden handler om sex, undtagen sex. Sex handler om magt’, menes Oscar Wilde at have sagt. Han har ganske givet ret. Magt, sex og vold synes ofte at være sammenkædet.
Så længe det hovedsageligt er mændene, der sidder på magten, så vil det også være dem, der begår overgrebene – og beskytter andre mænd mod evt. sanktioner. Mænd er subjekter med ret til at agere frit i fællesskabet med andre mænd. Kvinder og børn bliver decimeret til objekter for mændenes ageren. – Men jeg er ikke det mindste i tvivl om, at også nogle kvinder ville være i stand til at begå overgreb, måske andre slags overgreb, hvis de besad den berusende magt. Vi er alle af abeslægt.
I vores nuværende kultur er overgreb på kvinder udført af mænd dog helt åbenbart en tilbagevendende, almindelig og strukturel praksis. Og det fortsætter blandt de yngre generationer, viser horrible beretninger fra de såkaldte ’puttefester’ for gymnasieelever i det nordlige København og fra kampråb på barer og i omklædningsrum under større mandesportsbegivenheder. Vores samfund lider tilsyneladende af en tiltagende, ikke en aftagende, pornoficering og dertil hørende nedgørelse af kvinder – jeg har ingen erindringer om så udpræget objektgørelse af kvindekønnet fra min ungdom og skolegang i 1970’erne.
Jeg håber, at vi stadig formår at få vendt den udvikling, så mine efterkommere ikke skal tvinges til at underlægge sig abelignende magtmænd, klassekammerater, trænere, chefer, ægtemænd, fædre, brødre, venner, fremmede og udsættes for psykiske og fysiske overgreb og uretfærdigheder.
Klø på, kvinder og sympatisører af alle køn! Vi skal se tingene i øjnene og have disrespekt, vold og overgreb frem i lyset, så vi kan erkende, at det findes! Ellers kan vi ikke gøre noget ved det.
Det er ikke en forbrydelse at snakke om det. Lad os kalde trolden ved det rette navn: Abepsyken tilsiger magtmennesket, at han ikke behøver at lægge bånd på sine lyster og behov, fordi han har en naturgiven ret til alle jordens ressourcer, herunder også andre mennesker, specielt attraktive kvinder og børn.
