Valg 2022

– for begyndere. En fuldkommen upartisk fremstilling af dansk politik i dette efterår 😊

Der er mange håbefulde kandidater at vælge imellem.

Solidaritet, tankevirksomhed og konsistens er tilsyneladende en mangelvare i den danske befolkning i dag.

Jeg har voksne venner, der siger, at de hellere må tage en ’kandidattest’ på nettet, for ellers ved de ikke, hvem de skal stemme på.

Hvem er blevet myndig uden at vide, hvor på det politiske spektrum de hører hjemme? – Taler folk ikke længere sammen? Med forældre? Bedsteforældre? Lærere? Venner? Læser aviser? Bøger?

Det er jo ikke så svært. Enten er man rød eller blå. Man er social eller egoistisk i sin grundindstilling:

Man går ind for at dele ressourcerne, for at beskytte klima og miljø, for menneskerettigheder, ligestilling, for at opkræve skatter og bruge dem til at tage vare på de små, de svage, de syge, de gamle, fællesskabet og planetens andre beboere – og så er man på den røde side.
Eller man går ind for, at pengene ligger bedst i borgernes egne lommer, at skatten skal ned, den offentlige service lige så, så vi får flere ’valgmuligheder’, men kun for de rige, selvfølgelig, flere privathospitaler, privat hjemmehjælp, man må køre hurtigt i store, stærkt forurenende biler, flyve verden rundt, hvis man har lyst og råd, udsulte den offentlige transport og bygge motorveje for pengene, drive landbrug med giftsprøjter og dyremishandling, slå indvandrere voldsomt og ondsindet oven i hovedet, så de ikke kan besætte alle de stillinger, vi har så meget brug for at få besat … sygeplejersker, læger, ingeniører, landbrugsmedhjælpere, SOSU-assistenter, butiksmedhjælpere, pædagoger, arbejdsmænd, håndværkere osv.

Derefter er det bare et spørgsmål om, hvor rød eller blå man er og vælge et parti derefter. Men husk:

Venstrefløjen har ingen sager om korruption, om uretmæssigt statsbetalte lejligheder på Christiansborg, om betalte underbukser og jakkesæt for over 150.000 kr., skattesnyd, fiflen med hemmelige donorer til ens valgkamp, flybilletter på 1. klasse på miljøets regning, fadøl og pornofilm på det offentliges, sommerhuse, ferierejser m.m. som gaver fra private virksomheder og kvotekonger.

Venstrefløjen har p.t. ingen straffede, eller anklagede i straffesager, og dermed ingen uværdige kandidater.

Venstrefløjen har ikke modarbejdet vacciner, mundbind og andre, rimelige sundhedsforanstaltninger i en truende epidemisituation.

Venstrefløjen har ikke lukket Irak-kommissionen ned.

Venstrefløjen vil ikke sælge vores store energivirksomheder til private eller til udlandet.

Venstrefløjen har ikke indført årlige 2 %’s nedskæringer i det offentlige, der naturligvis fik som resultat, at skattevæsnet brød sammen af tids- og personalemangel og kom til at forære milliarder af danske skattekroner væk til smarte udlændinge. Eller at privathospitaler, private firmaer og privatpraktiserende læger kan score kassen betalt af os alle, at bl.a. indsatsen for klima og miljø, menneskerettigheder, folkeskoler, børneinstitutioner, ældrepleje, psykiatri og sundhedsvæsen nu kører på pumperne og ikke længere er et civiliseret land værdigt – 10 timers ventetid på en skadestue for en lille dreng med brækket håndled! Folk, der får savet benene unødigt af! Eller venter flere år på diagnoser og behandling! Ældre mennesker, der ligger hjælpeløse i deres eget møg!

Venstrefløjen har ingen rødhårede eller lækkert blonde politikere, der vælter rundt og gør sig til i ko- eller svinestalde, mens de aber efter Trump og gladeligt fyrer op under konspirationsteorier, ‘fake news’, aggressioner, angreb og splittelser i en vanskelig tid med krig, epidemi, inflation og store forsyningsusikkerheder.

De blå partier arbejder både aktuelt og traditionelt for de rige og privilegerede. – Og Løkke Rasmussen, som var medvirkende til at køre bl.a. vores skattevæsen og sundhedsvæsen i sænk, vil nu meget gerne stille sig til rådighed for endnu en skamfuld omgang i manegen *.

Og husk:

De radikale er et blåt parti med en blå økonomi – når de ellers kan blive enige med sig selv.

Vanopslagh er blot en charmerende TIK TOK-klovn med en møgsag om boligsnyd.

Der ER ingen minksag. Vi har love, der tilsiger, at man må slå smittede besætninger ned. Det var udelukkende et spørgsmål om afstande mellem smittede besætninger og ikke-smittede. Og nu ved vi jo, at minkavlerne bedrog os alle med falske blodprøver fra nedfrosne, raske mink, med sort, udenlandsk arbejdskraft, der drog fra farm til farm og formentlig tog minksmitten med sig, mens avlerne febrilsk forsøgte at give mågerne eller sågar sundhedsmyndighederne skylden. Det kostede med stor sandsynlighed flere liv i Nordjylland … Mens de hylede op og kørte i traktor til København, og hver især bliver belønnet med ufatteligt mange millioner af vores fælles penge, som kunne være gået til syge, gamle, institutioner, grøn omlægning, uddannelse, forsvar …

En statsminister SKAL være ’magtfuldkommen’! Hun er valgt til at bruge vores fælles magt til det fælles bedste. Ingen har sagt om de egoistiske statsministre fra partiet Venstre, at de var magtfuldkomne, selv om de bl.a. brugte magten til deres egen og vennernes fordel.

De fleste love, som blev vedtaget i løbet af Mette Frederiksens regeringsår, blev vedtaget med bred støtte fra alle dele af Folketinget.

Stort set alle partier af nogen betydning i Folketinget går i dag ind for EU, Nato og et fælles forsvar.

Da statsministerposten og retten til at danne regering går til lederen af det største parti i den blok, højre eller venstre, der får flest stemmer, så støtter du efter al sandsynlighed en socialdemokratisk ledet regering og en venstreorienteret politik, hvis du stemmer på Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Alternativet eller de Frie Grønne.

Mens hvis du stemmer på Nye Borgerlige, Kristendemokraterne, Danmarksdemokraterne, LA, Venstre, Konservative, DF, støtter du formentlig Jakob Ellemann som statsminister og en højreorienteret, blå økonomisk politik med privatiseringer og ’frit valg’ for de rigeste.

Hvis du stemmer på Moderaterne eller på de radikale, ved du ikke, hvad du får. Hvis Løkke Rasmussen får stemmer nok, vil han sikkert meget gerne selv til fadet.

Og hvis du stemmer på et parti, der ikke kommer over spærregrænsen, kan din stemme være spildt, og du kan have gavnet den fløj, du netop ikke ville støtte. – Det bliver et tæt valg i år.

Man behøver ikke at indgå i et følelsesfuldt forhold til en kandidat, men kan holde hovedet koldt og bare stemme på det parti, der deler ens vigtigste værdier, fx socialt sindelag, ærlighed, ordentlighed og handlekraft på de svage, freden, klimaet og miljøets vegne.

Men tag bare en ’kandidattest’ og se, om der er nogen, der vil love dig lavere skat, højere SU, bedre sundhed, flere kattehjem og gratis penge til alle dine private behov …

Godt valg i morgen!

*Løkkes møgsager, Politiken 22.10. 2022

https://politiken.dk/indland/politik/folketingsvalg_2022/art9039093/10-%C3%A5r-med-L%C3%B8kke-M%C3%B8gsager-har-igen-og-igen-v%C3%A6ret-en-del-af-hans-politiske-karriere

Se evt.: https://blog.loneandrup.dk/2015/06/20/valg-262/

Og så vil jeg gerne henvise til DR’s fremragende og pædagogiske sider om valget: https://www.dr.dk/feature/alt-om-valget

Småtterier XIII

● Vi burde alle stemme på Mette Frederiksen denne gang, fordi hun er en god statsminister med handlekraft og overblik, men også fordi hun bliver mobbet af alle de uduelige mænd – og medløbere – i Folketinget og i pressen.

Som tingene ser ud, er hun den bedste statsminister, vi kan få. Alternativerne er et par sølle eksemplarer uden overblik og beslutningskraft. – Både Jakob Ellemann og Søren Pape fremstår negative, tvære, uduelige, forfjamskede og ukonstruktive. Mette Frederiksen fortjener vores opbakning, fordi det tjener vores egen interesse bedst med et begavet menneske, der kan holde hovedet koldt og hjertet varmt i krisesituationer.

På den anden side kunne det jo være, at hun sprudlede så meget af næsten Obamask overskud, da hun holdt sin flotte tale her til Folketingets åbning, fordi hun efter fire hårde år omsider kunne slappe af og regnede med, at hun snart ville slippe for politiker- og mediemøllen herhjemme og kunne smutte hen et sted, hvor hendes kvaliteter ville blive værdsat. – Hvem udsætter sig frivilligt for voksenmobning, heksejagt og kvindehad? – Hvorfor skulle gode kvinder lade sig trampe ned af gæs?

● Jeg går ind for gratis tandlæge til alle, selvfølgelig gør jeg det, men hvis det betyder, at patientbehandlingen bliver lige så elendig, som hos de gratis, praktiserende læger, så kan det være det samme.

Hos tandlægen:

Tager de telefonen, når man ringer, uanset hvornår. Der er ikke kun en times telefontid pr. dag, hvor det i praksis er umuligt at komme igennem.
De svarer altid venligt og hjælpsomt.
Der er altid akuttider og gode råd at få.
Der er stort set ingen ventetid, og de er ikke stressede eller har rod i deres tider og aftaler.
Tandlægen og hans personale har god tid og lytter og forklarer tingene for én.
Tandlægen og hans personale er kompetente, erfarne og kender til de nyeste teorier og teknikker.
Tandlægen og hans personale opfatter én som et menneske, ikke bare som en forstyrrelse på samlebåndet, som man hurtigst muligt skal have ryddet af vejen.

Også dyrlæger er flinkere, har bedre tid og er tusind gange lettere at komme i kontakt med end de offentligt betalte menneskelæger. – Og så har jeg ikke nævnt skadestuer med 10 timers ventetid, Flextransport, der bare kører rundt med syge mennesker på må og få i hele og halve dage, så de ikke når deres aftaler, og folk, der får benene savet af uden grund. Eller kæmpesygehuse, der på helt grotesk vis overskrider tids- og budgetplaner, og som formentlig kommer til at stå tomme, fordi personalet flygter fra de ekstremt dårlige forhold i sundhedssektoren.

● Svømmehallerne er truet af energikrisen – Men det er en menneskeret at plaske rundt i varmt vand om vinteren, ikke? Ellers rejser vi bare langt i fly ned til noget varmt vand …

‘Energipriser er et koldt gys til selvejende haller: Vi er på spanden

Stigende priser til el og varme presser økonomien i de selvejende haller i Thisted Kommune.’

Nordjyske. net 25.10.22.

● Hvor mange danske korndyrkere, mælkeproducenter, svinebønder og minkfarmere tror de, der kommer til ’Holistisk Høstmarked’ i Ålborg? – Eller er det måske målrettet godtroende, naturfremmede fjolser inde i byen?

● Småkælne sms’er og mails fra firmaer, der går ud fra, at de kender vores følelsesliv – og villigt deler deres eget, selv når det bare handler om en pakke bøger. – Så megen intimitet og glæde:

Saxo.com 2022:

‘Din pakke er på vej!

Kære XXX

Din bog-pakke #18255224 har forladt vores lager. Derfor skal du snart ikke vente længere på læsestoffet til efterårets hyggestunder. Det betyder også, at vi har tilladt os at trække pengene på din konto.

Din pakke sendes med PostNord pakkeboks/posthus og du kan holde øje med bøgernes vej hen til dig ved hjælp af trackingnummeret: 00357124720019965865.

Vi kan godt forstå, at du glæder dig til at modtage din pakke, men der kan altså gå op til 24 timer, før der kommer trackinginformation fra fragtfirmaet.

Vi glæder os over hver eneste bog, vi sender af sted – og al den læseglæde, som litteraturen skaber.

God læselyst!‘

● John Oliver sagde i et af sine uforlignelige ’Last Week Tonight’-shows – citeret efter hukommelsen, at hvis ikke Facebook fandtes, ville vi være nødt til om morgenen, når vi havde fotograferet vores morgenmad, at printe fotoet i flere hundrede eksemplarer, putte dem i kuverter, skrive adresse på, frankere, sende med posten eller gå, køre eller cykle rundt med dem til alle vores venners postkasser …

● Inger Støjberg er en kvindelig Trump: Mærkeligt hår, mærkelige, uunderbyggede meninger, inkompetent til sit job, i konflikt med straffeloven og næsten ufatteligt uvidende om verden og de faktiske forhold.

● Mænd tager deres egne og vennernes interesser og gøremål uhyre alvorligt, om det er Pokémonkort, fodbold, programmering eller musik. Måske har mænd en medfødt viden om, at hvis de vil blive til noget, have høj status og tiltrække kvinder, så de kan få afkom, så er de nødt til at dygtiggøre sig. – Så de unge mænd øver sig i timevis hver dag på fx guitar, med en fodbold, sidder og roder rundt i computerens indre, eller diskuterer bands med kammeraterne.

Al den tid som unge piger bruger på at forskønne sig selv, barbere ben, farve hår, sprøjte sig med botox, vælge modetøj og indstudere attituder sammen med veninderne.

Begge strategier fremmer forplantningen og videreførelsen af egne gener bedst muligt.

Mænd bruger deres energi på at beherske et fag, kvinder på at gøre sig lækre.

Mændene kan som oftest veksle deres indsats til gode job med god løn i hyggelige og støttende, forstående mandefællesskaber, mens kvinder ikke altid tages alvorligt som arbejdskraft eller ledere, men kan blive eftertragtede som partnere og/eller sexobjekter.

Så der er gode forklaringer på, at kvinder ikke føler, at de bliver taget alvorligt – det bliver de nemlig ikke, og at mænd har en klar fornemmelse af berettigelse, selv når det drejer sig om at forklare og fortolke fx kvinders oplevelser og andre ting, de ikke har forstand på.

Mænd fokuserer på opgaverne og bliver automatisk respekteret vidt og bredt. Kvinder har et mere omfattende udsyn og interessefelt, der også rummer andre mennesker, børn og deres egen stilling midt iblandt dem, og det bringer dem ingen anerkendelse i en verden indrettet og styret af mænd.

https://videnskab.dk/kultur-samfund/hvorfor-er-saa-mange-mesterkokke-maend

https://nyheder.tv2.dk/politik/2022-09-27-mette-frederiksen-om-magtkritik-det-har-at-goere-med-at-jeg-er-kvinde

● Sygeplejersken, socialdemokraten Flemming Møller Mortensen er meget glad for sig selv, sin veltrænede krop, sit pæne tøj, sin mand, sin høje stilling og sin bopæl på Ålborg Kloster. Så derfor har han fået partikassen til at betale en ven, der kan tegne, for nogle idiotiske, selvrosende plakater … Ingen kender Flemming Møller Mortensens synspunkter, og ingen ved, hvorfor han vil vælges, ud over at det formentlig ser godt ud på hans cv og de næste valgplakater. – Livet er en fest for mig personligt … Hul i samfundet, kriserne og politikken!

Lev med det

Drømmen om en shampoo, der pludselig og på magisk vis giver mig langt, tykt, skinnende og bølgende hår.

Jagten på den creme, der fjerner alle rynker, hængemuler, bumser og gamle ar.

Det håbefulde indkøb af piller og kosttilskud, bøger om diæter, træning og mindfulness, der absolut, denne gang, vil forandre mig for evigt.

Damefrisørbesøget, der forvandler mig til min kønne veninde, pigen i reklamen eller en skuespiller, jeg har set i en film.

Den nye kjole, der burde sidde lige så smukt på mine 1,65 m, som på den mere end 2 m høje plasticmodel i vinduet.

Drømmeferien, hvor ingen bliver uvenner, sure, syge, hvor flyet afgår til tiden, hvor omgivelserne er lige så smukke og rene som på billederne.

De nye møbler, gardiner, tæpper, puder, der tryller min kedelige, brugte og af levende liv rodede dagligstue om til et foto i et udstillingskatalog …

Alle de urealistiske forestillinger, som udgør en stor del af vores liv, og som – kraftigt næret af både skjulte og åbenlyse reklamer – styrer os udefra til at købe, købe, købe, for i nogle få øjeblikke at kunne leve i håbet i stedet for i den virkelige verden.

Energi og penge spenderet på ingenting, hvor man kunne have brugt sin tid og sine ressourcer langt bedre på sundere interesser.

Jeg vil gerne citere vores handlekraftige statsminister og opfordre alle til at lære at leve med det, for der kommer ikke (altid) nogen og redder dig.

Ihukommende den gamle filosofs råd om at se tingene i øjnene og ønske sig:

Mod til at ændre det, der kan ændres
Sindsro til at udholde det, der ikke kan ændres
Og navnlig: Visdom nok til at kunne skelne imellem de to ting

Det lange, seje træk, hvor vi vender os indad og gradvist accepterer os selv, vores omgivelser, familie og venner, som vi/de er, kræver mere end et hurtigt overtræk på kontoen. Det kræver uddannelse, øvelse og først og fremmest tid.

Farfars leksikon

Et eksemplar mage til farfars leksikon: Mentors Konversationsleksikon fra 1958 indbundet i samme røde bind, som farfar fik sine løsblade indbundet i. Efter igennem flere år at have samlet og læst det hele forærede han det indbundne leksikon til sit ældste barnebarn, da hun skulle borgerligt konfirmeres. – En mere passende gave kunne man ikke tænke sig dengang. Hele verden i en bog!

Det var en tid, før de fleste kunne komme på gymnasiet. Før alle kunne få SU og havde råd til at læse videre. Før velforsynede, offentlige biblioteker og internettet kunne tilvejebringe al den viden, man kunne ønske sig, på kort tid og med meget ringe ulejlighed. Det var en tid, hvor bøger var bekostelige, og tiden til at læse dem i var knap.

Min farfar, Harry Jensen, som ung kaldet Smukke-Harry, var arbejdsmand, men først var han en tid hotelkarl på Sjælland, hvor han mødte en sød, svensk stuepige, som senere blev min farmor, Lilly Lilja.

De slog sig ned i Fredericia, for krisen i begyndelsen af 1930’erne var hård. Heldigvis kunne min oldefar, havneformand Peter Jensen, skaffe dem forpagtningen af havnekiosken, der lå, hvor Stribfærgen lagde til. – Det blev en kort fornøjelse dog, for allerede i 1935 åbnede Lillebæltsbroen, som med både kørebaner og togskinner ledte det meste af trafikken uden om Fredericia og farfars kiosk på havnen.

Så blev farfar arbejdsmand på elværket. Som han selv sagde, så havde han det meste af sit liv arbejdet på et større værk … Fredericia Elektricitetsværk. – Da jeg kendte ham fra årene lige før 1960, var han sjakbajs for et hold stærke mænd, der kørte rundt og rejste elmaster i Fredericia kommune. I pauserne fik de en Star pilsner fra arbejdernes eget bryggeri, Stjernen. Det var utænkeligt at drikke andet.

Han og farmor boede i Arbejdernes Boligforening, i en lille toværelses i Dronningensgade, hvor de opfostrede tre børn. Farmor stod op ved fem-tiden om morgenen og gik ud og gjorde rent for folk, senest i en tandlægeklinik henne i Kongensgade, og hun havde maden klar, fx medisterpølse, sovs og kartofler og måske rabarber- eller jordbærgrød til dessert, når farfar ved sekstiden kom træt hjem.

Farmor som ældre i en karakteristisk positur i sit vindue, Dronningensgade 84 i Fredericia.

Efter aftensmaden satte farfar sig i sin gode stol med avisen, som selvfølgelig var Fredericia Dagblad, fagbladet eller med de løse indstikssider, der samlet udgjorde ’Mentor Konversationsleksikon’, som man igennem fagbladet kunne abonnere på i en årrække fra slutningen af 1950’erne. Han læste om jordens opståen, om himmelrummet, om geografi, kunst, psykologi, biologi og historie.

Bøger var sjældne i arbejderhjemmene. Bag farfars stol i den lille reol stod ’Lystige viser’ – han var en habil mandolinspiller og kunne de fleste viser udenad. Og de hvepsestribede udgaver af ’Hvem Hvad Hvor’, som vi gav ham i julegave hvert år. Men tørsten efter viden var stor, så farfar læste hver eneste side i sit løsbladsleksikon, når de kom, og hørte som et ritual alle sine børnebørn i den nyerhvervede viden, som han elskede at dele ud af. Fx er ingen af os endnu i dag i tvivl om, hvad hovedstaden i Det Ydre Mongoli hedder. Når han spurgte, stod vi nærmest ret og råbte ’Ulan Bator’ uden at ane, hvad Det Ydre Mongoli var, men vi elskede farfar og hans altid smitsomme, gode humør.

Han holdt meget af at læse om rejser. Om ekspeditioner. Om andre lande langt borte. Han var nysgerrig efter at se verden. Og han var sjov og jovial at have med på udflugter fx til København, Odense, Malmø eller Helsingborg og kom altid godt ud af det med folk. Også selv om han ikke talte andet end et flot arbejderdansk. Men han kom kun ud på én længere udlandsrejse i sit liv.

Engang midt i tresserne havde vi ham med på familiebiltur til Gardasøen, og han udpegede elmasterne højt oppe på Alpernes stejle bjergsider for os og udtrykte sin dybeste respekt for de østrigske kollegaer. – I det lejlighedskompleks ved søen, som vi boede i, blev farfar gode venner med opsynsmanden, Antonio, og hans kone, Antonia. Om morgenen gik han op til deres lille butik ved vejen og sad en halv times tid med en kop stærk, italiensk kaffe, som Antonia bragte dem, og en smøg på bænken sammen med Antonio, begge iført kasket, grå bukser, brune slippers og hvid undertrøje, og de to ældre gentlemen diskuterede de forbipasserende og verdens gang på hvert deres sprog, men med stor, gensidig forståelse, før farfar trissede tilbage til lejligheden med friske morgenbrød til os alle.

Om aftenen, når farfar var på vej hjem fra arbejdet på elektricitetsværket, plejede han at cykle ned omkring havnen i Fredericia med de tomme ølflasker og en ligeledes tom aluminiumsmadkasse i sin slidte mappe, der hang i en snorehank på bagagebæreren. Han fik sig en lille sludder med søfolkene, der kom med kul og koks, og var en levende illustration af Osvald Helmuths ’Havnen’*, en vise, farfar også kunne fremføre med stor indføling, og han drømte om at tage hyre som kok på et skib og sejle verden rundt, så snart han kunne gå på pension. Det skulle dog ikke ske. Farfar blev alvorligt syg af lungekræft umiddelbart efter sin pensionering.

Farfar elskede viden! – Hvis han var født i dag, ville han nok have læst og rejst i stedet for at rejse elmaster. Men han havde den glæde at se, at to af hans egne børn blev lærere, og flere af hans børnebørn kom på universitetet.

Mentors Konversationsleksikon i samlesæt var datidens kilde til viden, hvis man ikke havde råd til at købe et af de store, færdigsamlede og allerede indbundne, leksikonværker, Salmonsens eller andre, hvilket kun de færreste havde. Fagbevægelsen var en vigtig faktor, når kundskaber skulle udbredes, også til de klasser, der normalt ikke havde adgang til omfattende bogværker.

For nogle år siden, i en kort, fredelig periode i europæisk historie efter Den Kolde Krig og umiddelbart før den russiske besættelse af Krim og nu her senest forsøget på at indtage resten af Ukraine, fløj jeg i et SAS-fly hen over hele det udstrakte Rusland fra vest mod øst på vej til Beijing. Jeg vågnede ved mit lille, kolde flyvindue i den klare martsmorgen og så solen stige hurtigt og orange op imod os. Nedenunder lå de enorme gulorange, øde bjerg- og steppeområder, og dér, pludselig, en kæmpestor, tilsyneladende moderne by med masser af elektrisk lys i det dæmrende morgenlys … Ifølge kortet på flyets lille skærm over mit hoved var det hovedstaden i Det Ydre Mongoli, Ulan Bator! – Da ønskede jeg, at farfar var med mig.

* https://www.youtube.com/watch?v=6Qh99OQXOMU

Mænd forlanger smilende, varme og empatiske kvinder

Selv i dag! I 2022!

Politikens chefredaktør roser på forsiden d. 5.10. 2022 statsministeren for ‘varme og empati’ dagen efter, at hun leverede Danmarkshistoriens ypperste åbningstale i Folketinget.

Ekstrabladet i dag d. 8. 10. 2022 – Og kvinder må ikke være kolde og kyniske, for, som alle ved, er de karaktertræk jo forbeholdt mænd. Måske specielt mænd på Ekstrabladet?

En statsminister besidder landets højeste embede og burde indgyde respekt. Men de selvovervurderende, små mænd, der har tiltaget sig ytringsretten i landets aviser, synes stadig, at de kan tillade sig at uddele karakterer for kvinders personlighed og væremåde og kræve, at de som Marilyn Monroe-dukker skal være søde, blide, smilende, føjelige, varme, empatiske … Selv når disse kvinder leder landet igennem krisetider.

Jeg husker ikke, at mandlige chefredaktører opfordrede Poul Schlüter til at udvise mere empati, da han indførte ‘Kartoffelkuren’ i 1986? Eller bad Anders Fogh om at være varmere og ikke så kold og kynisk i 2003, da han sendte danske soldater ind i Irak?

Men jeg husker, at Trump angreb Greta Thunberg, da hun af ’Times Magazine’ i 2019 blev kåret til ’Person the Year’ for sin vigtige kamp for klimaet – og han ikke blev kåret til noget som helst, men offentligt tweetede, at hun burde tage at slappe noget mere af …

Hvem er det lige, der skal slappe af? Lægge låg på egne primitive instinkter? Og holde sig inden for almindelige, rimelige grænser, når det gælder vurdering af andre mennesker?

Det er kun på baggrund af den evigt latente misogyni, magtmisundelse og klippefaste, gammeldags forestillinger om kønsroller, at myter om en statsministers ‘magtfuldkommenhed’ – Som STATSMINISTER! Med et folketingsflertal bag sig i alle beslutninger! – kan få lov at brede sig som skimmelsvamp igennem en mentalt dårligt udluftet befolkning.

********************

Hvad en (kvindelig) statsminister skal finde sig i – og smile ovenikøbet!

Tilføjet 18.10. 2022 , klip fra Nordjyske.dk – Cykelhandler fra Aalborg beder statsministeren om at smile noget mere:

Tilføjet nov. 2022:

Og Jesper Tørnkvist, sælger, synes, at TV-journalisten, Anja Westphal, skal smile noget mere, selv når hun bliver klemt af Inger Støjbergs bil:

Hindbær i oktober

Da vi gjorde køkkenhaven ældrevenlig, fyldte vi et højbed med efterårshindbær, ’Autumn bliss’, og jeg skal love for, at de trives. Hver dag i denne tid kan vi fylde en skål med friske hindbær til morgenmaden, og det bliver ved, indtil frosten sætter ind.

De er ikke solkoncentrede og parfumerede i smagen, som nogle sommerhindbær kan være det, til gengæld er de store og friske og kommer på et tidspunkt, hvor der ikke er så mange andre bær.

Og da de også blomstrer nu, er planterne fulde af liv! Bier, hvepse, svirrefluer og andre flyvende insekter tager for sig af retterne, og det er godt at kunne fodre alle sine nyttige bier før vinteren.

Den sene blomstring betyder også, at man undgår orm i bærrene, fordi hindbærbillen lægger sine æg i hindbærblomsterne i maj måned. – Nye frugtfluer er dog på vej med det varmere klima sydfra. Vi kan nok aldrig få vores afgrøder helt for os selv, med mindre vi bruger gift, hvilket man jo ikke gør i sin egen lille have.

– Så vi må nøjes med at gøre haven lækker for bier, hvepse, svirrefluer, alle de andre insekter og dermed også de småfugle, som lever af dem og hjælper os med at holde skadevoldere nede.

Gibellina og ’Mindesmærket for Europas myrdede jøder’ i Berlin

Så kom vi omsider til Berlin. Vi boede bekvemt i Nikolaiviertel og havde let adgang til Nefertiti på Neues Museum. En audiens med denne egyptiske dronnings berømte buste havde stået på min ønskeseddel i mere end 30 år.

Og nu vi var der, skulle vi selvfølgelig indoptage alle de andre seværdigheder og attraktioner, kulturelt og historisk, og der var nok at tage af.

Det var juni måned, lindetræerne blomstrede overalt og stænkede deres sødmefyldte parfume over hele den energiske by, dens indbyggere og gæster.

Ved Brandenburger Tor gik vi på eftertænksom opdagelse i det monumentale ’Denkmal für die ermordeten Juden Europas’, opført 2003-2005 som store betonsarkofager efter tegninger af arkitekten Peter Eisenman til minde om de jøder, der blev dræbt under holocaust. Hele mindesmærket fylder knap 20.000 m2 og består af 2711 forhøjninger, kaldet ’steler’.

Vi havde kun lige bevæget os ind i mindesmærkets gader, da jeg blev ramt af et voldsomt flashback. – Pludselig var vi på Sicilien, i det gamle Gibellinas genopførte vejforløb.

Gibellina, navnet kommer fra arabisk: Gebel, som betyder bjerg, og betegner altså et lille bjerg, ligger i den sydvestlige del af det store, vidunderlige Sicilien.

For små 20 år siden havde vi lejet et hus højt oppe på en bjergskrænt ud mod Siciliens nordvestlige bugt, Golfo di Castelammare, ikke langt fra den lille by Scopello og naturreservatet Lo Zingaro.

I en lejet Fiat Panda – farven blev i papirerne beskrevet som ’romantisk blå’ – futtede vi rundt på øen i ugevis og måbede over alle dens vidundere.

En dag fandt vi ved et lykketræf Gibellina og fik byens historie fortalt af en ingeniør fra Norditalien, som vi mødte på en kaffebar.

Den oprindelige by, Gibellina, var blevet jævnet med jorden af et jordskælv i 1968, og op imod 500 mennesker omkom her og i to andre småbyer. Ruinerne lå i mange år urørte hen, mens man opførte en helt ny by, Gibellina Nuova, til de hjemløse indbyggere.

Som en gestus til de hårdt ramte Gibellinere drog arkitekter og kunstnere fra alle dele af Italien til området, skabte en helt ny by og byplan 11 km fra den ødelagte by og donerede et hav af kunstværker, stjerner, søjler og hemmelige haver til de overlevendes nye by:

Og i 1985 påtog kunstneren Alberto Burri sig opgaven med at dække den ødelagte bys ruiner med cement, som samtidigt genoprettede og markerede de oprindelige torve, pladser og gadeforløb, så de overlevende fordrevne kunne opsøge deres gamle gader og kvarterer og udpege det hele for børn, børnebørn og hinanden.

Hele den således indkapslede by kendes nu som ’Cretto di Burri’, Burris sprække.

Det var meget rørende at bevæge sig rundt mellem byens cementformationer og følge de gamle gader, der fremstod som sprækker eller revner, mens man uvilkårligt blev ramt af tanken om alle de mennesker, der havde levet deres liv og fandt deres død her.

Måske har man forsøgt at skabe samme følelse med ‘Denkmal für die ermordeten Juden Europas’?

Stjernen ved indfaldsvejen til Gibellina Nuova

Gibellinas kirkegård

Kilder:

Wikipedia

https://www.berlin.de/sehenswuerdigkeiten/3560249-3558930-holocaust-mahnmal.html

Kunsten at rette ind

– Tænk, hvilket ramaskrig, der ville rejse sig, hvis en ny ejer i Nyhavn fik den fikse idé at omgive sin ejendom med en rød murstensskalmur i et forsøg på at virke ’moderne’, eller hvis han rev den ned og byggede et tårn af glas og stål midt i rækken af de berømte, kulørte huse?

Trangen til at skille sig ud og råbe højt om, hvor ’unik’ man er, og hvor god og moderne en smag, man selv har, er gået for vidt. Små og store parcelhusklovne opslår hovedkvarter i ellers æstetisk velfungerende områder og formår i løbet af ganske kort tid at ødelægge indtrykket for andre.

Hvis man indgår i en helhed, som del af et korps, et kor, et firma eller andet, møder man ikke op i afvigende, hjemmehæklet dragt som en anden Jacob Haugaard-entertainer. Og hvis man er brudepige for sin veninde og har fået udleveret en silkekjole og matchende hårbånd, som er farvekoordineret med de andre brudepigers kjoler og hårbånd og hele arrangementet i øvrigt, så møder man ikke op med kulørt narrehat og bjælder og ødelægger dagen for alle med sin dårlige dømmekraft.

På samme måde hvis man bor smukt op ad fx en bøgeskov, som man gør mange steder i Nordsjælland eller omkring Dyrehaven nord for København, og alle naboerne forlænger naturen ind i deres haver med græsplæner, bøgetræer og/eller bøgehække, så er det decideret dumt at forsøge sig med sit eget, private valg og plante fx rækker af fyrretræer, spiræa, pampasgræs, kirsebærlaurbær eller liguster som hæk ud mod vejen. – Det kommer aldrig til at se ’unikt’ ud. – Det trækker blot hele området ned.

At sætte et blomstrende træ i forhaven er derimod helt i orden, for på det neutrale, ensartede bagtæppe af bøg og græs kan enhver tilføje noget særligt: et japansk kirsebærtræ, en hibiscus, æbletræer, en stor rosenbusk, en skulptur eller et bed med dagliljer og iris. – Hvis det gøres med smag, kan man sagtens sætte sit eget præg på matriklen, samtidig med at man retter ind, så områdets egenart bevares til alles fordel. Men hvis man blot planter tilfældigt, rodet, billigt og uden omtanke, så går det ud over hele kvarterets æstetiske værdi, og alle kan så let som ingenting udpege klovnen.

Man kan heller ikke flytte ind fra landet og lade opføre en prangende, fake funkis-villa i beton komplet med plasticstakit og træterrasse med havesofaer og alt det nyeste i Weber-grilludstyr midt på en gammel bys hovedgade. Trukket tilbage fra de andre byhuses byggelinje, så der bliver god plads til både terrasse, staudebede, perlegrus og plaskende “Manneken Pis” – for at det ikke skal være løgn. Og skære alle de gamle, høje træer, der stod på grunden, midt over, som man plejede at gøre hjemme, når man trimmede sine læhegn. Halve træer og nyopslået villakvarter midt på hovedgaden er en vederstyggelighed.

Rækkehuse og villakvarterer fungerer på samme måde. Nogle af vores største arkitekter, P. V. Jensen-Klint og C. F. Møller, tegnede henholdsvis Grundtvigskirken i 1920’erne og Århus Universitet i 1930’erne. Og de demonstrerede overbevisende, at dansk tegl og gule mursten kunne bruges på et internationalt meget højt, arkitektonisk plan.

Andre arkitekter videreførte med deres egne fortolkninger denne fornemme arkitektur i villaer, skoler, institutioner, boligejendomme og rækkehuse op igennem 50’erne og 60’erne, og mange af deres bygninger besidder endnu i dag de bedste kvaliteter fra den tid.

Hvis fx en rækkehusbebyggelse er tegnet af en god arkitekt, grundmuret i kulbrændte, håndstrøgne, gule mursten uden sokler og sålbænk og med råt og bredt, sort bræddetræværk på hoveddør, omgivende hegn og garage, så falder det langt uden for god byggeskik at begynde at pudse facaderne, at opføre plasticcarporte, opsætte udhæng eller markiser, lukke huller med moderne, smalle træinddækninger i hvidmalet træ og indsætte småsprossede, måske endda kulørte, vinduer med udragende sålbænke. – Hele rækken taber i arkitektonisk værdi, hvis blot en enkelt beboer glemmer at rådføre sig med en bygningskyndig før renovering.

Romerhusene i Helsingør, en stor og smuk gårdhavebebyggelse i gule mursten i et naturskønt, kuperet område, blev i årene lige inden 1960 tegnet af Jørn Utzon. Husene er i dag under Real Danias beskyttelse efter en fredning af hele området i 1987. – Det er muligvis det smukkeste boligbyggeri i Danmark, og husene er eftertragtede og handles til pæne priser.

I andre byer har man opført lignende byggerier inspireret af Romerhusene og anden god, dansk arkitektur, men mange steder har man undladt at indskærpe ejerne, at de bør forsøge at holde en ensartet stil udadtil for hele områdets pengemæssige og æstetiske værdiers skyld.

På billedet kan man se, at en beboer i en nyere atriumbebyggelse et sted i Nordjylland har plastret de gule mursten til med gråt cementpuds, en anden har brugt hvid, en tredje har tilsyneladende opført en rød skalmur, og trailerparkering, stilladsopbevaring, faldefærdige plankeværker og skæve gyngestativer er med til at understrege det sølle og slidte i hele bebyggelsens nuværende udseende.

Hvad man gør i sin egen baghave, rager ikke nogen, men ud mod gaden bør man som husejer rette ind efter fællesskabet, hvis man bor i et område med særlige værdier.

Huse i Nyhavn og på Burano bør være farvestrålende inden for den fastlagte skala.

I Skagen, Sæby og Fåborg har byhusene deres eget, attraktive præg, og de fleste indordner sig under helheden. For det er helhedspræget, der giver hele området værdi.

I vores mange år som husejere har vi af kloge mennesker lært én ting: At kigge på omgivelserne og at rådføre os med eksperter før større forandringer. – Hvis man gerne vil have oplagsplads, halve træer og pølsevognsarkitektur omkring sig, skal man længere ud på landet.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/kulturhistorie/dette-er-en-historie-om-mursten

https://www.arkitekturbilleder.dk/bygning/aarhus-universitet/

https://realdania.dk/projekter/romerhuset