Privatiseret lidelse

For første gang i menneskeslægtens 2,5 mio. år lange historie lever mennesker (i de udviklede lande) omkring 80 år i gennemsnit. − Det er en hidtil uhørt middellevetid, næsten en fordobling i løbet af de seneste 200 år, og det ser ud til, at kurven stadig stiger.

Alligevel hører man snart sagt ikke om andet end sygdomme og tidlig død. Aviser, blade, internet og tv er proppet med sygdomssnak. Venner og veninder kagler om sygdomme. De yngre aldersklasser snakker om kost- og sportsrelaterede lidelser, de ældre om blodtryk, D-vitamin og kolesterol. − Hvis man tænker på, at ½ mio. danskere dagligt tager en kolesterolpille til knap 10 kr. pr. stk., så forstår man, at der er store interesser i at holde folk hen i bekymring.

Hvis man er syg, fylder det hele ens bevidsthed − ”Den raske har mange ønsker”, siger et gammelt mundheld, ”den syge har kun ét” − og så skal man naturligvis snakke om det. Men at raske mennesker i alle aldre i hidtil uhørt omfang snakker om og læser om og bekymrer sig om alle mulige sygdomme, som de kan risikere at få, er for længst blevet for meget. Alt for meget for meget!

Med nærmest religiøs nidkærhed forestiller vi os, at vi kunne leve for evigt, hvis vi overholder FORSKRIFTERNE, dvs. måler blodtryk hver morgen, spiser spartansk hver eneste dag og dyrker svømning om mandagen, gymnastik om tirsdagen, cykler en time onsdag og fredag, går til stavgang torsdag, sveder i fitnesscentret om lørdagen og løber en lang tur om søndagen.

Almindelig venindesnak og aviser og dameblades sundhedsbrevkasser, der mærkeligt nok altid handler om sygdom, er fulde af lange beretninger fra damer, der opregner, hvor sundt de spiser og hvor meget motion, de dyrker. Som i en skriftestol fortæller disse damer stolt om deres fromhed til medsøstres beundring og misundelse og angler efter brevkassebestyrerens syndsforladelse og implicitte løfte om, at de aldrig, aldrig bliver syge og dør.

Der er tilsyneladende ingen overvejelser om, hvorvidt man skal holde sig i live blot for at kunne spise salat og dyrke motion, så man kan holde sig i live.

Når mennesker gør det til et livsindhold at overholde forskrifter, der er strenge som i klostrene i meget gamle dage, og nogle går for vidt og udvikler deciderede spise- og motionsforstyrrelser, kommer de naturnødvendigt til at synde ind imellem. Så mens kirkerne står tomme, er det moderne menneske spændt ud mellem synd, anger og tilgivelse i egen indbildning og over for nutidens præsteskab i form af bedrevidende veninder, livsstilscoaches, brevkassebestyrere, bestsellerforfattere og andre amatørsundhedsrådgivere.

Lægerne smider tørt brænde på bålet med deres lukrative og hyppige tests af blodtryk, blodsukker, D-vitaminniveau og kolesteroltal, og det er både godt og skidt. Al denne opmærksomhed på forebyggelse har jo, sammen med kloakering og sund og rigelig mad, været med til at bringe vores levealder i vejret, men samtidigt har ingen spurgt sig selv, hvad vi skal stille op med alle de gamle, som så charmerende betegnes ”ældrebyrden”, og hvad det betyder for den enkelte at tilbringe de sidste tyve-tredive år af livet som unyttig, venne- og familieløs, gamling.

På trods af al ihærdigheden rammes vi naturligvis på et tidspunkt af sygdom og død. Hvor det før var banale infektioner, barsel og spædbørnedød, er det nu gammelmandssygdomme som hjerte-karlidelser, kræft og sukkersyge, der slår befolkningen ihjel, men på et langt, langt senere tidspunkt.

Selvfølgelig sætter vi meget ind på at forebygge og behandle. Det skal vi også. Men er det rimeligt at benævne disse reservedødsårsager, der blot har taget over, efter at vi har bekæmpet sult, infektioner og ulykker, som livsstilssygdomme? Og mobbe dem, der spiser for meget og motionerer for lidt og hænge dem ud på tv? Hvilken livsstil er det i så fald, vi taler om? Det moderne, vestlige liv, hvor vi har nok af alt? Er det folks egen skyld, at de efter 80 år dør af fx et hjerteslag? Var det bedre, hvis de døde af luftforurening? Af natarbejde? Af kræftfremkaldende stoffer i miljøet? Af hærdet fedt og tilsætningsstoffer i industriel mad? Af genetiske svagheder? Stress? Er nogle dødsårsager finere end andre? Og kan den afdøde i så fald ikke være ligeglad?

Hvor vi førhen så skævt til syndere i religiøs forstand og lagde afstand til dem ved at kalde deres ulykkelige skæbner for Guds straf, så opfatter vi nu lidelse og sygdomme på akkurat samme måde og råber de ulykkelige lige ind i ansigtet, at det er deres egen skyld. Hvis vi kunne være det bekendt, ville vi brænde dem på bålet, eller i det mindste spare behandlingsudgifterne til dem, der er ramt af sygdomme, som vi på mere eller mindre videnskabeligt grundlag synes, de selv har været ude om at pådrage sig. − Men endnu har jeg ikke hørt, at klatrere, skiløbere, fodboldspillere og folk, der kører for hurtigt i bil, bebrejdes, at det er deres egen skyld, at de belaster sundhedssystemet. Det er kun de tykke, de dovne, de madglade og rygerne, der oven i evt. sygdomme må udholde omgivelsernes tydelige foragt og lytte til mere eller mindre eksplicitte beskyldninger om, at de selv har været ude om det. Bare spørg en stakkels ikke-ryger med KOL.

Hvorfor opfører vi os så primitivt, når vi stilles over for (andres) sygdom og død?

Det gør vi i forsøget på at holde sygdomme og katastrofer væk fra os selv. Når vi hører om en ulykke, fx et barn, der falder ud ad et vindue og slår sig ihjel, så skynder vi os at tænke, at det må være forældrenes egen skyld, at de ikke passede nok på barnet og ikke havde sikret deres vinduer ordentligt. Hvis det er de specifikke forældres skyld, så har vi fastslået en ÅRSAG, og så kan vi tage vores forholdsregler og sikre os, at ulykken ikke rammer os selv.

Når vi hører om et menneske, der er ramt af en dødelig sygdom, bliver vi så forskrækkede, at vi ikke kan rumme tanken om, at det måske kunne være os selv, og så skynder vi os tankeløst at fastslå, at det må være hans egen skyld, fordi han røg, drak eller glemte at motionere. Når vi således har placeret ansvaret for sygdommen på den syge selv, har vi privatiseret lidelsen. Samtidig har vi fjernet muligheden for, at vi eller vores nærmeste kan blive ramt, for vi overholder jo − så vidt muligt − de rituelle FORSKRIFTER.

Og så kan vi ikke dy os for at give hinanden besværgende og ondtafværgende lektier for: diæter, kosttilskud, øvelser m.m. Prøv i et selskab at nævne, at du har ondt i ryggen, så skal du bare høre…

At sværge til hybenpulver, helende krystaller eller positiv tænkning er ikke meget anderledes end at bære lykkebringende amuletter. Kirken og præsterne har ikke længere magt til at definere tro og overtro, hvilket, navnlig på sundhedsområdet, har bevirket en vildtvoksende og frodig underskov af moderne overtro. Og det foregår lige her hos os, på de såkaldte helsemesser, i lokalaviserne, i store danske dagblade, mande- og dameblade, på nettet, og allermest ude blandt folk på arbejdspladser og ved sammenkomster i hjemmene. Det foregår hele tiden midt i et af de mest veloplyste og veluddannede, moderne og teknologiske samfund. − Det var nok en tanke værd.

Hvad er et menneske?

Når man lever tæt sammen med dyr, begynder man på et tidspunkt at genkende sig selv i dem og omvendt. − Det gælder naturligvis ikke i særlig høj grad for fx bænkebidere, som jo er små krebsdyr, men de hunde, heste og høns, som mit liv har været beriget med, og som er flokdannende dyr, lige som vi er, har lært mig meget om mennesker.

Man kan genkende de basale udviklingstrin, følelser og adfærdsformer i sin hund: tilknytning, leg, indlæring, glæde, hilseritualer, ophidselse, angst, forventning, resignation, vrede, trusler, hengivenhed, nysgerrighed, vagtsomhed, parringsadfærd, yngelpleje osv. Derfor passer hunde og mennesker så godt sammen. Vi forstår intuitivt hinanden.

Når man beskriver en dyrearts adfærd, benytter man nogle specifikke, operationelle kategorier. Hvis man skulle anvende metoden på mennesker, kunne det måske komme til at se nogenlunde sådan her ud:

Mennesket er et flokdyr

Én høne er ingen høne, siger zoologerne. Alle høns’ adfærdsformer, såsom lyde og positurer, er beregnet på at agere i en flok, at kommunikere med andre individer. Det giver ingen mening at tale om blot en enkelt høne i dyreadfærdsforskningen. Alle hendes små lyde, bevægelser og kald ville være absurde, hvis der ikke var andre høns i nærheden. På samme måde må det gælde mennesker, at ét menneske er intet menneske. Der er mange ting udover de rent biologiske funktioner, der overhovedet ikke giver mening, hvis der ikke var andre mennesker i verden, fx at tale, skrive, plukke øjenbryn, kropssprog, designermøbler m.m.

Vi er i udpræget grad flokdyr, og det kan du se, når du sidder og taler med din veninde, og hendes mobiltelefon pludselig ringer: De færreste kan ignorere et kald fra en artsfælle.

På de rumænske børnehjem sygnede småbørn hen og døde, hvis ingen tog dem op, så dem i øjnene, rørte ved dem og snakkede med dem. Og det, selv om de fik mad og væske nok.

Nogle mennesker er så meget flokdyr, at de udelukkende lever for at gøre indtryk på, og høste billigelse fra, andre mennesker − selv vildt fremmede, som de kan risikere at passere på en gade. Vi er alle kendetegnet ved forskellige grader af indre- eller ydrestyrethed.

Moderne sprogbrug, hvor vi formodes at gå rundt og ”sende signaler” som en anden radiomast, viser netop, hvor meget vi konstant indregner andre mennesker. Måske mere, jo flere vi er, og jo flere nye mennesker vi dagligt møder i de store byer? I de gamle landsbysamfund nyttede det ikke meget at flashe eksotiske tatoveringer eller tage en stor, rød hat på for ligesom at vise, hvem man var; alle og enhver vidste jo, at du bare var bagerens Anna. Da var man født til sin plads i flokken og slap almindeligvis for at vælge livsstil og tilhørsforhold.

Det er i øvrigt besynderligt, at man lader sig tatovere eller påfører sig kunstigt hår fra afdøde, fattige kvinder for at skille sig ud fra mængden, der også alle sammen lader sig tatovere og påsætter kunstigt langt hår. Vi vil alle skille os ud på den samme måde. Vi vil være en del af flokken, også når vi forsøger at være særegne.

Selv Robinson Crusoe måtte have sig et medmenneske, som han nedværdigende kaldte Fredag efter den ugedag, han mødte ham. − Jeg har altid spekuleret på, hvad Fredag i sit stille sind kaldte Robinson? Handlingen i Robinson Crusoe består i hans overlevelseschancer i ufrivillig isolation fra flokken, som så ofte før og siden symboliseret ved en øde ø.

Ensomhed, isolation, psykisk eller fysisk afsondrethed er en straf i menneskenes verden, og det er det også i hønsenes, hundenes og alle de andre flokdyrs verden. Husk det, når du køber en hvalp og lader den være alene hjemme syv, otte eller ni timer om dagen, eller når du afleverer dit lille barn til fremmede, mens du går på arbejde, eller ”putter” det i et værelse afskåret fra resten af flokken og ignorerer dets naturlige angstskrig, fordi ”hun skal jo lære at sove selv”.

Mennesket er et hierarkisk dyr

Når vi er flokdyr, følger det automatisk, at vi danner hierarkier. Det gør både hunde og høns også. Hierarkiet forebygger evindelige stridigheder og kampskader på individerne, som kunne koste flokken værdifulde ressourcer. Hvis vi slås indbyrdes, kan vi ikke jage effektivt.

Når man først har fået øje på menneskets hierarkiske strukturer, kan man se dem alle vegne, selv om vi i vores moderne demokrati har en kraftig tendens til at fornægte deres eksistens. Det indiske kastesystem og det engelske klassesystem er hierarkier i ren form. Men det findes også hos os:

Hvis du ankommer til en butik i pels og limousine, får du automatisk en bedre behandling af ekspedienten, end hvis du kommer til fods i slidte jeans og gummistøvler. Pelse, biler, mærkevaretøj og sko, guldure og smykker er alt sammen statustegn, som vi anvender til at fortælle andre, at vi er rigere end dem og derfor bør rangere over dem i hierarkiet.

At vinde en diskussion, at få det sidste ord, at være klog, sjov, høj, giver status, hvis du er en mand. Symmetriske, og dermed smukke, træk, velklædthed, rigdom, ejendom og ejendele, ro, dygtighed, sociale færdigheder, god smag, charme, flok- og familietilhørsforhold giver status til begge køn. Der er næsten ikke den ting, vi ikke kan bruge til at signalere status med.

Mænd og kvinder har parallelle hierarkier. Mænd har deres egne koder og konkurrerer som oftest mest med andre mænd, ligesom kvinder noget mere fordækt konkurrerer med hinanden. De to køn går kun i indbyrdes konkurrence, hvis deres områder overlapper, hvis de sidder i samme bestyrelse, vil opstilles i samme valgkreds, er kollegaer på samme trin, eller hvis de begge i hjemmet har rengøring som dagligt ansvarsområde, madlavning, barnepleje, havearbejde, husreparationer, vedligeholdelse og reparation af bilen.

Normalt vil der i et givet samfund være en strikt arbejdsdeling mellem mænd og kvinder, så de ikke kommer i direkte konkurrence og dermed karambolage med hinanden. − Det er vi så ved at ophæve i vores del af verden, og det er meget spændende at betragte de krumspring, vi gør for at undgå problemer med kønnenes sammenfaldne interesser.

Det ser ud til, at de fleste mænd vælger at forlade de erhverv, hvor kvinderne begynder at gøre sig gældende: lærere, præster, tandlæger, læger, dyrlæger… Når mændene bakker ud, taber fagene prestige, og efterhånden bliver der meget få maskuline erhverv tilbage, direktør, mekaniker, nogle få håndværk og gangsterrollen er endnu tilbage.

Mennesket er et visuelt dyr

Hunde oplever verden som dufte. Store dele af hundens hjerne er beregnet på at modtage duftindtryk, og de kender hinanden på lugten. En hanhund kan blive seksuelt ophidset, hvis han kan lugte, at en tæve i løbetid har passeret fortovet et par timer før.

Mennesket er i modsætning til hunden et visuelt dyr, og vi kender hinanden på ansigtstrækkene. Vores øjne og hjerner er specielt udformede til at opfange og behandle synsindtryk. Få timer efter fødslen kan vi genkende vores mors træk. Vi er simpelthen forudprogrammeret til at skelne artsfæller, dyr, planter, landskaber og meget andet, ved hjælp af synet.

Vi kan både høre og lugte, og vores følesans er også OK, men det er synet, der er essentielt for vores overlevelse. Tænk, hvis vi ikke kunne se rovdyrene, byttedyrene, frugterne, vejen hjem eller vores egne børn. Navnlig ting i bevægelse reagerer vi lynhurtigt på. Derfor er vi mere tilbøjelige til at sidde passivt og se dårligt tv, end vi er til at sidde med en bog, som måske er mere interessant, men mindre stimulerende for synet. Da vi er flokdyr, foretrækker vi også fælles aktiviteter, fx film- eller tv-kigning, frem for læsning i ensomhed.

Menneskemænd kan lade sig ophidse til at udføre parringsakten alene ved hjælp af billedpornografi i form af lumre postkort, glittede blade, ”naturfilm” eller internettets vidtstrakte underskov af pornosider. Og et uopslideligt fænomen som striptease − afklædningsdril − er i højeste grad henvendt til synssansen (mænds).

Kvinder bruger deres 180°’s bredsyn til fx at holde øje med børnene, der leger tæt på ildstedet eller afgrunden, og deres øjne er beregnet til at skelne de små farvenuancer, der fortæller, om bær og frugter er spiseklare eller ej. Blot en grøn skygge på en kartoffel, som mænds grovere synssans måske ikke opfatter, fortæller kvinden, at denne kartoffel har fået lys og nu er giftig.

Mennesket er et meningsskabende dyr

Mennesket er født med en trang til at søge meningen bag fænomener. Det har sikkert gavnet vores overlevelse, at vi kunne regne årsagssammenhænge ud. Fx at mørke skyer betyder regn, at bær modner om efteråret, at hjortene trækker nordpå om foråret, og at der kan slås gnister med en flintesten. Denne videnstrang har bragt os hen til, hvor vi er i dag, i et højteknologisk, meget kontrolleret og trygt samfund − i vores lille del af verden. Og vi forsker stadig for at opnå endnu større viden. Menneskets nysgerrighed har tilsyneladende ingen grænser.

Der var så ting, vi førhen ikke kunne regne ud, fx hvorfor det lynede, eller hvorfor der pludselig stod en regnbue på himlen, eller det helt store spørgsmål: Hvorfor skal vi dø? − Derfor skabte vi vores egen mening: Thor, der drønede hen over himlen i sin bukkevogn, Gud, der gav Noa et tegn på, at der aldrig ville komme en stor oversvømmelse igen, og vi opfandt genopstandelsen og Paradiset, hvor alle de døde kunne gå rundt i evig lyksalighed.

Hvis vores viden ikke rækker, udfylder vi altså hullerne med selvskabte, fantasifulde konstruktioner, sommetider rene tåbeligheder, religion eller overtro. Det er vigtigt at holde sig dette for øje. For først når vi erkender vores arts tilbøjelighed til at skabe mening selv i meningsløse begivenheder, kan vi gennemskue de konventionelle usandheder, gisninger og bedrag.

Det tog mig mange år at lure de efterrationaliseringer, som vi alle hyppigt benytter os af. Fx taler vi meget om, at vores børn har godt af at være sammen med andre børn og voksne, når det passer i vores eget kram at få dem passet ude af dagplejere eller pædagoger. Alle undersøgelser viser, at børn helst skal have et fast sted og deres primære omsorgspersoner, dvs. mor, far, bedsteforældre, om sig konstant i de første tre leveår, men hvis jeg gerne vil begynde at arbejde, begrunder jeg barnets lange, traumatiske og opslidende dage i vuggestuen med barnets eget behov. − Smart, ikke?

Først da jeg læste om nogle forsøg med hypnose, gav min egen og mine medmenneskers adfærd mening. Man gav under hypnose en række forsøgspersoner besked på at gå hen og åbne vinduet, når forsøgslederen knipsede med fingrene, hvorefter man vækkede personerne op igen. Da han så knipsede midt i en samtale, rejste de sig og gik hen og åbnede vinduet. Adspurgte, havde de alle tilsyneladende rationelle, men jo helt selvopfundne begrundelser, for handlingen, at der var varmt i rummet, at de havde hørt noget usædvanligt nede fra gaden el. lign.

Dette har lært mig at tage alle begrundelser, også mine egne, med en stor spiseskefuld salt. Fx når jeg får lyst til en ferie og over for mig selv og andre begrunder min rejse med, at det er længe siden, jeg har besøgt min ven, at jeg ikke kunne sige nej til en invitation, at jeg har haft en hård periode på jobbet og FORTJENER et break, at det vil være godt for børnene med noget sol og varme, at det er godt for familielivet, at vi tilbringe lidt tid sammen på et badested, eller tværtimod, hvis det passer mig bedre, at vi tilbringer tid hver for sig, kort sagt: bortforklaringer i form af tilsyneladende rationelle begrundelser ad nauseam.

I VIRKELIGHEDEN tager vi de fleste beslutninger nede i maven eller omme i krybdyrhjernen, og så bruger vi den senere udviklede, mere rationelle del af hjernen til at efterrationalisere de opboblende, lystfyldte beslutninger.

Hvad motiverer et menneske?

Vi er alle, kvinder såvel som mænd, hovedsageligt motiveret af følgende faktorer:

Mad

Sex

Magt

Grådighed

Bekvemmelighed

Vi søger føde. Vi spiser for meget, hvis vi kan. Mad er grundlaget for vores overlevelse. Vi tænker ikke meget på det til daglig i vores del af verden, men hvis maden mangler, kommer det til at fylde alt!

Muligheden for sex er dernæst den mest motiverende faktor i menneskets liv. På grund af muligheden for sex vil mænd tage på lange rejser, udkæmpe drabelige slag, plyndre, drive handel for at berige sig, fabrikere udsøgt kunst eller musik eller udholde langvarige uddannelser og andre pinsler for at opnå prestige. Kvinder tilbringer timer hver dag med personlig pleje, makeup, barbering her og der, hårfarvning, øvelser, tøjvalg, for at være attraktive i mænds øjne. De vil endog balancere omkring på unaturligt høje hæle og udholder smerterne, mens deres fødder efterhånden forkrøbles. De er villige til at lade såkaldte læger indoperere eller indsprøjte fremmedlegemer i deres kroppe for at fremhæve de sekundære kønskarakterer. De vil gøre sig selv smukkere, blidere og dummere for at opnå den mest attraktive mands interesse.

Den mest attraktive mand i kvinders øjne er ham med den højeste status, læreren, chefen, kursuslederen, den bedste beskytter med mest styrke og beslutningsdygtighed, og den med det bedste forsørgerpotentiale, dvs. rigdom.

Den mest attraktive kvinde i mænds øjne er ung, frugtbar og frodig de rigtige steder, og så er hun blid, smilende og beundrende.

Over for kønsfæller kan kvinder derimod være stride. Som vi allerede har nævnt, er mennesket et hierarkisk dyr, og muligheden for at opnå større magt, prestige, status, indflydelse er en højt motiverende faktor. Se blot på det sørgelige udvalg af små, hidtil oversete mandslinge og arrige kvindemennesker, der forsøger sig i politik i disse år, tilsyneladende uden andet formål med opstillingen end at fremme egne ambitioner om magt.

Når vores behov for mad, sex og magt så vidt muligt er opfyldt, så får vi behov for bekvemmelighed. Velisolerede og velindrettede huse, biler og fly, så vi hurtigt og med mindst mulig ulejlighed kan komme omkring, bløde stole, sofaer og senge. Varme tæpper, dyner, rum. − Vi vil til enhver tid vælge den korteste vej mellem A og B. Vi brokker os over, at vi skal vente tre timer i lufthavnen, så det tager 30 timer at komme hjem fra den anden side af jorden i stedet for 27. Selv når jeg går en lang tur i skoven for motionens skyld, skyder jeg genvej, hvor det er muligt.

I hverdagenes små og store valgsituationer vil vi mennesker ligesom dyr være tilbøjelige til at gå efter den mulighed, der omgående giver os mad, sex, magt eller bekvemmelighed. For at nå længere end det mest primitive stade, har vores hjerner udviklet regulerende strukturer, der kan fortælle os, at det på længere sigt vil tjene os bedst, hvis vi får noget hø kørt ind, selvom vi hellere ville ligge på stranden, at vi ikke må spise sædekornet, selvom vi er sultne, at vi er nødt til at røre os en times tid hver dag, at vi skal være høflige over for andre mennesker, at vi ikke må køre for hurtigt i trafikken, at vi ikke må overspise, at vi ikke kan parre os med tilfældige, hvis vi gerne vil bevare vores ægteskab osv.

Så hvis din gode veninde beder dig om at følge dit hjerte, lytte til din intuition, mærke efter hvad du har lyst til, så bør du skynde dig væk. I virkeligheden retfærdiggør hun med disse idiotiske råd blot sin egen bekvemme trang til at nøjes med at tænke med krybdyrhjernen og derved følge sin egen umiddelbare, egoistiske lyst og koble alle de mere avancerede, senere tilkomne hjernestrukturer, pandelapperne, der kan tænke etisk, logisk, rationelt og beregne konsekvenser, fra.

Hvis du hoppede på den, ville du tilbringe størstedelen af din tid med at æde, parre dig, forsøge at dominere dine omgivelser og derudover så vidt muligt ligge på en blød sofa under en varm dyne. − Minder det måske en smule om dit normale weekend- og ferieprogram?

Og nu kommer vi vist frem til det, som filosofferne normalt plejer at definere et menneske med, nemlig dets sprog, dets abstraktionsevne, evnen til at udsætte egne, umiddelbare behov for et større, individuelt eller samfundsmæssigt, gode, og dets moral. − Skulle vi ikke prøve at arbejde os derhen? Selvom det er svært?

Nordjyske køer

For mange år siden abonnerede vi på Aalborg Stiftstidende, som avisen hed dengang. Dette varede, lige indtil en overskrift på forsiden med katastrofebogstaver proklamerede:

»Nordjyske køer døde i flyulykke«

Nede i teksten fremgik det, at køerne var købt af en saudiarabisk mejerivirksomhed, at det arabiske fly var forulykket i ørkenen kort før landing, og at fem-seks besætningsmedlemmer var omkommet ved samme lejlighed. Men da det jo var arabere, valgte Stiften, som avisen vist stadig hedder i folkemunde, den meget lokale vinkel med de nordjyske køer, snarere end at beklage, at en hel flybesætning og et antal mennesker, der skulle tage sig af køerne, var omkommet på tragisk vis.

Det var naturligvis synd for køerne, som jo ikke havde bedt om at komme ud på en lang flyvetur, men herefter behøver vi blot at sige »Nordjyske køer«, hvis en nyhed er vinklet så stupidt provinsielt, at det er pinligt. Fx. sportskampe, hvor Danmarks repræsentanter kommer ind på en »suveræn andenplads«, hvilket jo er noget vrøvl. Eller som her for nylig hvor en dansk skuespillerelev fik en, sikkert fuldt fortjent, sølvbjørn, men hvor man skulle til udenlandske medier for at få at vide, hvem der på Berlinalen 2012 fik en guldbjørn for bedste film, for det fremgik hverken af tv’s nyhedsudsendelser, af de danske netaviser eller tekst-tv.

Det gjorde den italienske film: »Cæsar skal dø« af Paolo og Vittorio Taviani.

Floskler og dårligt sprog

Iagttagelser vedrørende brugen af det danske sprog efter år 2000

Sproget ændrer sig, og det har ældre sprogbrugere altid haft vanskeligt ved at acceptere. Men sprog skal selvfølgelig ændre sig. Vi får hele tiden brug for nye ord til nye opfindelser og begreber, og om vi importerer dem fra tysk, polynesisk, engelsk eller henter dem ud af den blå luft, er ligegyldigt. I en befolkning på godt fem millioner mennesker ville det også være mærkeligt, hvis der ikke var en håndfuld fantasifulde sprogfornyere, som fra tid til anden legede med sproget til fornøjelse og gavn for os alle.

Denne 56-årige, danske sprogbruger har dog svært ved at forlige sig med dele af yngre menneskers sprog, fordi det synes, som om ændringerne foregår hurtigere og hurtigere, og som om de sker af uvidenhed om sprogets grundregler og grammatik og af ren og skær dumhed ― også fra forældre og dansklæreres side ― snarere end som en bevidst videreudvikling af sproget på sprogets præmisser.

Det forekommer mig, at man i opvæksten og i uddannelsessystemet har opgivet at lære børn og unge sproget. I stedet for at udvikle deres sprog og rette deres sproglige fejl og misforståelser ved at tilbringe tid med dem, ved at tale tydeligt med dem, ved at give dem rigelige mængder af én-til-én-tid med en sprogligt velfungerende voksen, overlader man dem til asiatiske au pair-piger, lavtuddannede dagplejere eller underbemandede vuggestuer, hvorefter de selv må tilegne sig en slags sprog i børnehaver, folkeskoler og andre institutioners råbende flokke af jævnaldrende, lige så uvidende børn.

Bl.a. derfor får ord og udtryk helt nye betydninger: Børn aner ikke, hvad en bjørnetjeneste er, de kender ikke Æsops fabler, der er ingen voksne til stede, som kan fortælle dem det, og da mennesket er et meningsskabende dyr, opfinder de selv en plausibel forklaring og kommer derved til at tillægge ordet den stik modsatte betydning, fordi de »ligesom synes, at en bjørnetjeneste lidt lyder som en enorm stor tjeneste«.

Således går der kuk i kommunikationen. Vi gør vore børn og unge en bjørnetjeneste, fordi vi ikke orker at tilbringe tid med dem, men overlader det til dem selv at uddanne sig, også sprogligt. Børn er jo kompetente, som det bekvemme mantra lyder i dag. Derfor bliver det efterhånden svært at forstå hinanden, for vellykket kommunikation kræver nogenlunde enighed om de grundliggende regler. Afvigelser distraherer og kan i værste fald skabe faretruende situationer.

Der er også tusinde gange flere sprogbrugere i det offentlige rum i dag, end der var for blot 25 år siden, før alle tv-kanalerne, før lokalradioerne, før internettet og alle de hurtigt trykte foldere, reklamer, gratisaviser, livsstilsmagasiner, bøger … I dag kan enhver udtrykke sig offentligt, hvilket man benytter sig af med stor entusiasme, og da skolelærerne for længst har opgivet at lære nogen skriftligt og mundligt dansk, men blot har opmuntret og bifaldet enhver ytring, er sprogbrugerne slet ikke klar over, hvor dårligt deres sprog er, og de søger derfor ikke sagkyndig bistand. En virksomhed betaler gladeligt millioner for hjælp til idéudvikling, reklametryk og distribution, design af hjemmesider og evt. filmoptagelser, men rent sprogligt kommunikerer mange, også de virksomheder, der lever af det, som fx. forlag, mediebureauer o.lign., på et særdeles primitivt niveau.

Alt det dårlige sprog, der på denne måde sendes ud i verden ad mange kanaler, virker tilbage på sprogbrugerne og forstærker dårligdommene, fordi de bliver normale. Man kan have det så dårligt, at man slet ikke kan huske, hvordan det var at have det godt. Dårligdommen, dvs. det upræcise, ukorrekte, barnlige og floskelprægede sprog, bliver normalen.

Når jeg skriver ukorrekt, så mener jeg ikke alle de sjove påfund og fantasifulde udtryk, som ofte beriger vores fælles sprog, men sprogbrug, fx. usikker brug af præpositioner og usammensatte sammensatte navneord, der strider imod selve fundamentet i det danske sprogs grammatik.

Når jeg opfatter disse ændringer i sproget, tror jeg, at det hænger sammen med en medfødt højere følsomhed for sprog. Jeg forestiller mig, at meget musikalske mennesker bliver ubehageligt til mode, når de hører dårlig musik og folk, der ikke kan synge. På samme måde går det mig på nerverne, så det næsten gør ondt, når jeg hører eller læser et sprog fuldt af mislyde.

Når jeg laver sproglige fejl, så bær over med mig; sproget er en levende organisme, og vi er alle kun mennesker med menneskets talent for fejltagelser.

Udtale:

Det er blevet moderne, også blandt unge og knap så unge nyhedsoplæsere på de to store, seriøse danske kanaler, at tale som læspende børn med tyk tunge hængende langt ud af munden. I mine ører lyder det tuttenuttet og malplaceret, og det skærer skingert i sjælen, når nyhederne handler om død og ulykker, hvilket nyheder desværre ofte gør. Det begyndte med TV 2’s kanal Zulus kokette lillepigestemme, og dette barnagtige tonefald er siden blevet imiteret også af voksne kvinder og mænd.

D’erne: Redde, frede, fredelig, bede, bedre, billeder … udtales alle med bred, slap tunge: Rrrædddddde. Som vi i gamle dage vrængende ville udtale »rædderlig«.

Æ forvanskes til A i mange ord: Træet bliver til traet, rumæner bliver romaner, dræbt og dræbe bliver til drabt og drabe.

E bliver til A: Ret bliver til rat, frem til fram.

Mediesprog:

Udover det vrængende, barnlige tonefald, lufter nyhedsværter på tv hyppigt den interne jargon foran kameraet. Hvis min datter var blevet skudt på Utøya, ville jeg føle mig dybt krænket over at høre tragedien omtalt som en »historie« af en kæk, yngre oplæser.

Knap så krænkende, men irriterende i en sådan grad, at man helt glemmer at høre efter indholdet, er den hyppige brug af stedord umiddelbart efter, at grundleddet er nævnt, fx.: Konen, hun … Manden, han … Bilen, den…

Kommatering:

Ingen, jeg gentager, ingen, udover måske fem professorer og pedanter, kender reglerne for kommatering på dansk.

Sin eller hans:

Er ét stort rod, og ingen synes at kende reglen, som lyder, at man bruger sin/sit, når ordet henfører til sætningens grundled.

»Han tog hans pistol og skød ham«, betyder noget andet end »Han tog sin pistol og skød sig«, der igen er noget andet end »Han tog hans pistol og skød sig«, og endelig »Han tog sin pistol og skød ham«. Man kan godt håne folk, der er omhyggelige med sproget, og påstå, at de går op i ligegyldige bagateller, men hvis vi ikke kan gøre os forståelige for hinanden, mister kommunikation al mening, og i fx. en retssal ville forskellen på disse fire udsagn have vidtrækkende betydning.

Anglicismer:

Tale-, skrive- og stavemåder, som ukritisk er overtaget fra engelsk, fx. apostrof foran s i ejefald, alle ord i titler og overskrifter skrevet med stort begyndelsesbogstav, fx. »Ældre Sagen«, som også er ukorrekt pga. det usammensatte navneord, dertil kommer et udvalg af bandeord og andre ord og udtryk, som er fremmede i dansk.

På dansk skrives sammensatte navneord sammen, deraf navnet:

Godt hjulpet af engelsk, amerikansk og diverse såkaldte stavekontroller i mobiltelefoner og på computere kan ingen længere skrive sammensatte navneord sammen. En »anden plads« er noget helt andet end en »andenplads«.

Bydemåder i det offentlige rum:

Det er fornærmende at blive udsat for jublende banale, bedrevidende bydemåder i det offentlige rum. Her følger nogle eksempler taget fra dagspressen; livsstilsmagasiner og deciderede reklamer er som oftest værre:

Her skal du snorkle i 2011

Det må du ikke gå glip af i Kairo

Pluk skovens svampe og brug dem i din mad

Lav lækre julekager i weekenden

Få styr på opskrifterne til julens kager

Tag i Bilka på søndag og få en gratis sodavand

Min automatreaktion er altid: Gu’ vil jeg ej!

I gamle dage, da man kunne åbne vinduerne i togene, havde DSB opsat små messingskilte med teksten: Læn Dem ikke ud. ― De skilte respekterede jeg. De var stilfærdige advarsler mod en aktivitet, som erfaringsmæssigt indebar en vis risiko.

Dramatisk nutid:

Brugt som effekt på upassende steder, fx. i en lille notits i Politiken, 6.2.2012, side to:

Kronprinsepar i flydrama – nu på Twitter, »Da flyet kører ud ad landingsbanen … … Passagererne gennes ud af nødudgangene og bliver noget forsinkede.«

Bemærk venligst: Det er ikke Herman Bangs reportage fra Christiansborgs brand, der er tale om, men en simpel notits om lidt røglugt i et fly, der aldrig kom i luften.

Dramatisk nutid er et udmærket stilistisk greb, blandt mange andre i drevne skribenters arsenal, hvis man vil aktualisere og levendegøre en fortælling, men det skurrer i min sprogsans, når journalister bruger dramatisk nutid i simple omtaler af begivenheder, som de ikke selv har haft nogen del i, men blot er sat til at referere. Man kunne få den mistanke, at de ikke behersker ellers almindelige datidsformer.

Dramatisk nutid kan være anstrengende at læse, men det generer specielt meget, hvis en journalist uden selv at have været til stede forsøger at overdramatisere hændelser, der har haft tragiske omkostninger for nogle mennesker, der efterfølgende ville kunne føle sig stødt over den sensationslystne tone, fx. i omtaler af store skibsforlis eller terrorhandlinger.

Vilkårlig brug af præpositioner:

Brugen af i, om, på, til, over osv. synes i dag helt tilfældig. Det offentlige rum er fuldt af usikre sprogbrugere. Det forekommer hyppigt selv i seriøse aviser.

Eksempler på floskler:

Lidt ― som i: Og så følte jeg lidt, at jeg ligesom… Feminin nedgørelse af eget udsagn, som også hyppigt bruges af mænd, et forbehold på forhånd, usikkert og tankeløst; enten følte man det, eller også følte man det ikke. Man kan godt føle noget lidt en gang imellem, men ikke så ofte, som brugen af ordet tyder på.

Rigtig ― i forstærkende betydning, i stedet for »meget«, fx.: Det betyder rigtig, rigtig meget for mig.

Unik ― om alt muligt, der ikke er specielt enestående, fx.: En unik ferieoplevelse i det dejlige Toscana.

Danne ramme om ― bare noget man siger, når man gerne vil lyde smart. Er ofte overflødigt, fx.: Bellacentret dannede i weekenden ramme(n) om et stort modeshow. En mere mundret og floskelfri sætning ville helt enkelt være: I weekenden var der et stort modeshow i Bellacentret.

I retning af ― endnu en moderigtig fyldfloskel, som sagtens kan undværes eller udtrykkes mere præcist.

I forhold til ― fx.: Vi er klar til at tage forholdsregler i forhold til den nye situation, hvilket jo er noget bavl. Man kunne blot skrive »Vi er parate (el. klar) til den nye situation«.

Fremadrettet ― en grim, forslidt floskel. Kan erstattes af fx. »med tiden« eller »i fremtiden«.

Og så videre ― noget, folk siger, når de ikke kan finde på mere. Meningsløst.

Et eller andet sted ― Altså, et eller andet sted er jeg enig med dig, men… Tåbelig, upræcis og søgende floskel, som ingen betydning har udover at signalere usikkerhed. Hvis man virkelig er så usikker, burde man holde sin mund.

På sigt, på den lange/korte bane ― forslidt, find på noget andet!

Sætte på Danmarks- el. verdenskortet ― ditto

Utrolig ― i forstærkende betydning, i stedet for »meget«, fx.: Der er kommet utrolig mange ledere sammenlignet med gamle dage. Leif Søndergaard, Dansk Magisterforening, citeret i Politiken 30.5.2011. ― Formentlig ikke utroligt mange ledere, der er sikkert tal på dem, og jeg ville tro på tallet, hvis jeg hørte det.

Genial ― som ovenfor. Bliver ustandseligt brugt om banale ting. Hvad skal vi sige, når der kommer en ny Einstein? Hvilke ord har vi tilbage, hvis alt er utroligt og genialt og fantastisk?

Fokus på ― grim floskel. Bør ikke bruges de næste hundrede år.

Helt sikkert/Det er helt sikkert ― floskel, som folk fyrer af, når de ikke er helt sikre, eller når de ikke lige ved, hvad de ellers skal sige i en pause i samtalen. Jysk?

Skarp på ― som i: Vi er skarpe på økonomiområdet. Underlig konstruktion. Speciel grim er en »skarp pris«, ejendomsmæglersprog, når det er værst.

Omkring ― som i: Vi har brug for mere information omkring badesikkerhed. Hvornår blev det »omkring« i stedet for blot »om«?

Kommentere på ― hold op med det! Det hedder at kommentere, slet og ret.

Tiltag ― floskel. Find synonymer, fx. initiativer, påfund.

P.t. ― bruges for meget p.t., og de fleste af brugerne (fortrinsvis sportsfolk) aner garanteret ikke, hvad udtrykket dækker over.

Straffe ― fx. »Ny lov straffer bilejere«. Det er sådan et selvretfærdigt, forurettet tonefald, som man kunne høre i en børnehave. Det er udtryk for umoden og barnlig tankegang at tro, at fx. skattelovgivningen ikke er til for at regulere samfundet til alles bedste, men i stedet er beregnet på at straffe bestemte befolkningsgrupper.

Ekstremt ― fjollet forstærker i stedet for »meget«. Ekstremt, utroligt, fatalt, helt vildt, mega, giga, fantastisk o.lign. bør forbeholdes ekstreme situationer.

Eksempler:

Lærer Bo Bernes bruger ’vandhulspædagogik’ på at bringe virkeligheden tæt på sine elever Politiken 7.2.12

Forlag og biblioteker har i denne uge lukket en aftale om betaling til udlån af ebøger. Dansk Forfatterforening på Facebook.

Kæmperoman fortæller om forfølgelser på muslimer Politikens netavis

Er du medlem i den rigtige fagforening? Skærmreklame i bus

Så glæder jeg mig til, at fordybe mig på min uddannelse de to næste dag. Facebook

… at formulere en problemstilling inden i det emne; debat, Politiken 13.6.11

Tager til Ålborg og glæder sig til en dag i dejligt selvskab og med lækker mad. Facebook

Har endelig fundet en frisør, som lytter på hvilket et slags hår man gerne vil have og som tør klippe “ikke efter bogen”. Facebook

Her er lidt billeder fra Birgitte og mit smykke projekt! dette er det gladsblæste smykke. Facebook

Uhmmm … friskbagt kanel stang med stabilisator Politiken 21.11.11

For intelektuel for mig … Veninde i privat mail

hmm, skulle man da ikke være en doven snog, hvis man ikke kunne magte en middag lur ? Facebook

nu glæder jeg mig til, at komme ud. Facebook

Det er naturligvis ufint at hænge sine venner ud. Og det store antal eksempler fra Politiken skyldes udelukkende, at det er den avis, jeg holder mest af og læser dagligt. Politiken har et tårnhøjt sprogligt niveau og er normalt en fornøjelse at læse.

Køn og respekt

Vi var på svampetur med familien. Jeg har samlet svampe i den samme skov i 45 år, og endnu er ingen blevet syge, men alligevel beder den søde svigerdatter min mand, som ikke aner en pind om svampe, om at tjekke svampene for sig. Hun kunne ikke af sig selv få den tanke, at det var kvinden, dvs. mig, der vidste noget, og som kunne kende en kantarel fra en fluesvamp.

Jeg har af og til videregivet idéer eller råd til familie og venner, og når de så efter en tid omtaler sagen, tilskriver de fuldkommen tankeløst enten sig selv eller også min kloge mand æren for eventuelle gode resultater.

I min barndom havde vi en gåde med en far og hans søn, der kommer ud for en trafikulykke. Faderen omkommer, mens drengen ilde tilredt bliver bragt på hospitalet, hvor overlægen forfærdet udbryder: ― Jeg kan ikke operere! Det er min søn!

I årtier har folk grublet over, hvordan det nu kan hænge sammen, indtil det går op for dem, at en overlæge sagtens kan være en kvinde og altså drengens mor.

Det ligger i baghovedet på os alle, at mænd må være klogere end kvinder. De må være født klogere. Navnlig kvinder ville så gerne have, at deres mænd og sønner var lige så kloge og kompetente, som vore fædre forsøgte at være, når de var sammen med os. Det gør os trygge, for vi er ikke i konkurrence med mændene omkring os.

Det er vi derimod med kvinderne: Hvis andre kvinder er kloge (smukke, tynde, sjove, gode mødre, gode kokke, velklædte osv.), sammenligner vi os og føler mindreværd, så vi forsøger instinktivt at decimere de kvinder, vi omgås, til overkommelig størrelse. Det gør mænd også, for så kan de føle sig større og mere kompetente selv. Jo klogere kvinde, jo større tryk er nødvendigt for at holde hende nede.

Hvis en mand beslutter sig for at bruge sit liv, sit intellekt og sin gode uddannelse på at sidde hjemme og skrive, så bliver han alle vegne mødt med beundring og respekt, for han er jo en MAND og dermed FORFATTER, og han opgiver formentlig en glorværdig karriere og en anseelig indkomst for at kunne følge sit talent til glæde for alle os andre. Hans kone vil sikkert vimse om ham og tysse på børnene for at skaffe ham arbejdsro.

Hvis en kvinde vælger at bruge sit liv på at skrive, betragtes hun, i hvert fald i begyndelsen, og hvis hun ikke hurtigt bliver anerkendt, rig og berømt, som en lidt for følsom hobbyskribent, og hun kan ikke regne med ro, før hun har fodret mand, husdyr og børn og gjort hele huset rent. Virginia Woolf har beskrevet dette så glimrende i ”A Room of One’s Own” fra 1928, og det er stadig relevant. Desværre. Ro, respekt og anerkendelse eksisterer naturligvis alle vegne, men er hyppigere goder i det mandlige end i det kvindelige univers. Der er meget få kvinder, der nyder godt af at have en hengiven hustru.

Selv hvis en mand går i hundene, er han både i vore forestillinger, i film og i litteraturen meget mere storslået og interessant end en forsumpet kvinde, der blot betragtes som ulækker, som en hån mod vore begreber om, hvad en kvinde bør være.

Der er altså et pres fra mange sider for at formindske kvinder og forstørre mænd. Nogle kvinder formår at ignorere presset og rage op alligevel, og nogle kvinder og mænd formår at respektere alle lige meget, men krav og forventninger til kvindernes ydelser er næsten altid mange gange højere end til mænd. Navnlig når det gælder omsorg:

En mand, jeg kender som en dedikeret familiefar og trofast husbond, kunne ikke drømme om at ringe til nogen, ikke engang til sin egen familie, for at høre, om de har det godt, om at sige noget venligt for at holde en samtale i gang, om at sørge for, at gæster har kaffe i kopperne eller vin i glassene, om at sende et fødselsdagskort, en buket, købe en gave, invitere nogen, arrangere en sammenkomst eller en ferie eller tilbyde nogen sin hjælp. Hvis han gør det alligevel, er det 99 % sikkert, at konen har bedt ham om at gøre det. Ikke desto mindre forguder alle HAM og synes, at han er sådan en rar, omsorgsfuld og betænksom fyr. ― Det er han også. Man skal bare huske at fortælle ham, hvad han skal gøre for at være det.

I en anden familie, jeg kender, betragtes broderen som klog. Sådan ser han også på sig selv, og han er altid parat med gode råd til alle. At hans søstre, som også er særdeles veluddannede, kunne besidde nogle få øer af viden selv midt i al deres kvindelige dumhed, og at de måske kunne have nogle få kompetencer, falder ingen ind. Han er jo DRENGEN, så rollerne i den familie blev fordelt, allerede da han blev født, og de er ikke til at rokke, selv om familien sammen med resten af landet og verden er gået ind i det tredje årtusind efter vor tidsregnings begyndelse.

Jeg har ringet efter en vagtlæge til min mand, når han lå og vred sig med galdestenssmerter, og lægen tog det meget alvorligt og kom efter et kvarter med en smertestillende sprøjte og et venligt ord. Jeg har også prøvet at ringe efter en læge, når jeg selv lå og vred mig med galdestenssmerter, og lægen kom først efter fem timer, da min mand var kommet hjem og også havde ringet, og lægen var oven i købet vrissen og småsur, da han omsider dukkede op med sin velgørende sprøjte. ― Det var fem meget lange timer, som jeg kun nødigt tænker tilbage på.

Min erfaring er også, at hvor mænd får hurtig og adækvat behandling, når de henvender sig til sundhedspersonale med et problem, så kan det være vanskeligt at være et (ældre) damemenneske med diffuse symptomer. Kvinders sygdomme er simpelthen ikke så velundersøgte, som mænds, og i mangel af reel viden om kvindekroppen sidder fx. hormoner og lykkepiller så løst på receptblokkene, at man skal være endog særdeles bestemt for at undgå dem.

For en halv snes år siden var jeg indlagt på et sygehus efter en operation, og de tre gange pr. dag, madvognen dukkede op ude på gangen, var de kvindelige sygehjælpere og sygeplejersker meget omhyggelige med at besøge alle stuer med indlagte mænd: ― Nå, Hansen, hvad kunne du så tænke dig til frokost? spurgte de omsorgsfuldt, rystede puder og dyner og hentede mad og drikke til hr. Hansen, Keld og Kenneth, hvorimod de hyppigt i travlheden glemte Marie, Caroline og fru Jørgensen, der lå med slanger og katedere inde på næste stue. Hvis ikke fjerdemanden, dvs. den fjerde kvinde på stuen, havde været i stand til at gå ud og hente, ville ingen derinde have fået noget som helst.

Kort sagt: Hvis du fødes som mand, får du på forhånd tildelt en gratis bonus på mindst dobbelt så meget respekt ― og dermed højere status og alle mulige andre udtryk for dine medmenneskers opfattelse af din værdi som menneske, end hvis du fødes som kvinde. Sådan er det.

Unge kvinder, som bader sig i muligheder, kan ikke få øje på den store forskel, men den respekt, de nyder, gælder ikke så meget dem, som deres fødedygtige, attraktive ungdom, og når de efterhånden indser, at deres livsindsats, både på arbejdsmarkedet og med hjem, familie, venner, egne og andres børn, ikke står mål med deres livsindkomst, og når de får øje på den manglende respekt, de bliver mødt med efter at have arbejdet hårdt i mange årtier, så bliver nogle af dem en smule bitre.

Man kan så sige, at for de højtrespekterede mænd er der længere at falde, hvis de ikke kan leve op til manderollens allermest basale krav om autonomi og loyalitet. Min yndlingsscene er fra Godfatherfilmen, 2. del fra 1974, hvor den ældre bror, Fredo Corleone, som blev forbigået af sin yngre bror og ikke fundet værdig til godfathertitlen, mere og mere panisk skriger:

― It ain’t the way I wanted it! I can handle things! I’m smart! Not like everybody says… like dumb… I’m smart and I want respect! … For kort efter at blive sejlet ud på søen og skudt.

Man kan skrige på respekt, men man bliver dumpet i havet, med mindre tiden, heldet, generne, talentet, personligheden, kønskromosomerne og omgivelserne er med en. Det er langtfra nok at være dygtig, klog, omhyggelig, rar, generøs, hjælpsom og betænksom, og hvilke andre positive betegnelser, man kan finde på at hæfte på en person. Hvis man ikke lige er en Fredo, hjælper det også gevaldigt at være en mand.

Skræmmende badeænder

Kvinder med silikoneindlæg i læberne er ikke smukke. De der betuttede, fremskudte læber, der inviterer til jeg-ved-ikke-hvad, ser tåbelige ud og minder mest af alt om næbbet på en badeand.

Hvad kvinder (og mænd) fjerner fra eller propper ind i kroppen andre steder, er ikke så åbenlyst, i hvert fald ikke her om vinteren, men at det turde være helt unødvendigt, og desuden giver store helbredsmæssige problemer, er vist efterhånden indlysende for enhver.

Når man på disse omkringvandrende zombier ovenikøbet påsætter langt hår, taget fra fattige, døde kvinder i Ulande, så får man et virkelig skræmmende syn!

Vintersolhverv

Forum Romanum, Rom. Saturntemplet til højre.

I det gamle Egypten tilførte man året fem ekstra dage omkring vintersolhverv for at få kalenderen til at gå op. Disse dage udgjorde en skrækkelig og farlig tid, hvor dæmoner og andet utøj huserede, og menneskene måtte gøre sig al mulig umage for at overholde de foreskrevne, frelsende ritualer med det formål at slippe uskadt over på den anden side. ― Den gang havde man virkelig brug for ønsket: Godt nytår!

I det gamle Rom slap Saturnalierne deres løjer og alvor løs på befolkningen i en periode fra d. 17. til d. 23. december. Saturn var gud for frugtbarhed, og til hans ære ofrede man, gav gaver i overflod og byttede om på statusforholdene mellem herrer og tjenere.

For ca. 1500 år siden satte kristendommen sig på vintersolhvervet, men i sin grundsubstans var tidspunktet og formålet med en fest i den mørke tid uforandret.

Vore egne forfædre, vikingerne, drak jul, og i bondesamfundet, der fulgte dem, legede man julelege langt op i kristen tid, ja mine bedsteforældres generation huskede julelegene på gårdene.

I dag har vi nogle få, ydre tegn, fx julemand, nisse, grantræ, glaskugler, gavebånd, på julen, men tyngdepunktet ligger stadig på fester med en overdådighed af mad, drikke og masser af gaver.

Jul og nytår er en vanskelig tid for påvirkelige psyker. Det er årets mørkeste og koldeste tid, værre bliver det ikke. Der er sociale konventioner, forventninger og krav om gaver og festivitas, selv om man måske ikke har lyst. Det er dyrt, anstrengende og ikke altid særlig rart. Hen mod slutningen af juleugen slippes alle dæmonerne løs, og vi hengiver os kollektivt til druk, kransekage og fyrværkeri. ― Med et spædt »Vær velkommen Herrens år«, som sen tilkommen, religiøs fernis og legitimering ― hvis vi da husker det.

At pakke kufferten og tilbringe en uge eller to omkring vintersolhverv i et varmt og julemæssigt knap så sammenbidt fordrukkent og neurotisk land, er en luksus, som vi er begyndt at unde os. ― Det svarer til at tage en solskinspille, så man slipper let hen over en hovedpine.