Snerydningsbluf

De senere års milde vintre har åbenbart fremelsket en ny form for kreativt bondefangeri: Snerydningsblufnummeret.

For to år siden tegnede vi abonnement hos et lille enmandssnerydningsfirma i Nørresundby. Abonnementet gjaldt saltning og snerydning af vores fortov fra november til marts, begge måneder inklusive, og vi forudbetalte aftalen med knap 1000 kr.

Det blev, som alle vist husker, en hård vinter, men vores fortov blev kun ryddet en eneste gang, derefter så vi ikke mere til snerydningsfirmaet.

Gentagne gange ringede vi for at høre, hvad der foregik, men de fleste gange tog den unge snerydningsmand ikke sin telefon. Når vi omsider kom igennem, havde han alle mulige forklaringer, f.eks. at maskinen var gået i stykker, eller at han var på vej, hvilket han ikke var.

Efter en tid, hvor vi stadig ikke havde set noget til ham, ringede han pludselig til os og bad om flere penge. Det nægtede vi naturligvis med henvisning til den indgåede aftale og den manglende snerydning. Vi spurgte ham, hvad der var gået galt, og han forklarede uden blusel, at han ikke havde regnet med, at det ville blive snevejr…

Det grinte vi en del af, selv om det vel må betegnes som bedrageri? Vi forstod på det hele, at fyren havde smidt håndklædet i ringen og havde lukket sit firma. Derfor gjorde vi ikke mere ved sagen.

Ikke desto mindre eksisterer firmaet stadig og tilbyder snerydning i annoncer i vore lokale aviser. Ovennævnte erfaringer bør nok indgå i evt. nye kunders vurdering af firmaets vederhæftighed før indgåelse af kontrakt.

En snerydningsmand, der kun gider udføre sit arbejde, hvis det bliver en mild vinter uden sne er åbenlyst ikke meget bevendt.

50 års vejr

Endnu en sommer fløj forbi uden at lande. Den druknede i voldsomme regnskyl, og en af mine Facebookvenner satte som kommentar til vejret sin vandspreder til salg. I sommeren 2011 havde ingen af os behov for at vande haven, jeg fik ikke brune ben, og vi kom ikke ud at bade i havet. Til gengæld har der været flere kantareller i skoven, end vi gad slæbe hjem.

Med al den usikkerhed, der er forbundet med gamle menneskers hukommelse, husker jeg fra 50’erne og 60’erne uendelige somre, hvor vi hver dag kunne bade i Lillebælt. Jeg husker sne- og isvintre helt frem til begyndelsen af 80’erne, hvor alt frøs til i månedsvis, jeg blev god til skøjteløb, og isbryderne var på hårdt arbejde.

Vi lærte af vore fædre, at bøgen sprang ud den 9. maj, at man ikke såede bønner, før kirsebærtræerne blomstrede, og at man ikke satte frostfølsomme planter, som fx georginer, stedmoderblomster, tagetes, petuniaer m.fl., ud før Grundlovsdag d. 5. juni, og vi tog dem ind igen omkring d. 1. september af frygt for nattefrost. Da vi fik indlagt centralvarme i huset, slukkede vi for fyret d. 1. maj og lukkede op igen 1. oktober.

De seneste tyve år har alle disse regler været ophævet: Jeg kunne sætte myrten og appelsintræerne ud sidst i april og lade dem stå ude til langt hen i oktober. Sønnike fik aldrig lært at stå på hverken ski eller skøjter. Bøgen sprang ud to-tre uger før normalt. Grundlovsdag kunne vi spise de første kartofler af egen avl fra friland. Min rosmarinbusk blev mere end ti år gammel og en meter høj, selv om jeg ikke tog den ind om vinteren, og isbryderne kom aldrig ud at sejle, hvorfor man overvejer at skrotte dem helt.

Og nu er der så sket endnu en forandring: Vi har haft sne i metertykke lag to vintre i træk, den store rosmarinbusk gik ud, somrene og kældrene drukner i regn og voldsomme tordenbyger, og både kartofler, kirsebær, blommer og tomater på friland rådner, før de modner. Politikerne forsøgte med forventet ringe held at lovgive efter vejret og flyttede sommerferien efter nogle solskinsdage året før.

I 30 år har jeg haft hund, ikke den samme, men tre forskellige, og derfor har jeg gået ca. fem kvarter i den nærliggende skov hver eneste dag året rundt. Der er ingen grund til at have ondt af mig, jeg elsker skovturene, hunden er kun påskud og selskab, og jeg plejer at sige, at den er ansat til at lufte mig. I de 30 år er det næsten altid lykkedes mig, de senere år med DMI’s hjælp, at finde et tidspunkt på dagen, hvor vi kunne gå i skoven uden at blive våde. Måske kun fem dage om året regnede det så meget og så langvarigt, heldagsregn, at vi var nødt til at gå ud i det. I år er vi kommet drivvåde hjem mindst 15 gange allerede!

Vi er underlagt kræfter, vi ikke kan styre, både menneskeskabt global opvarmning og måske også andre uberegnelige udsving i klodens uhyre komplicerede meteorologi. Kun en ting er helt sikker: Så længe vi lever med vejret, løber vi ikke tør for samtaleemner.

Følelsesnasseri

Første gang, jeg blev opmærksom på fænomenet, var, da Lady Diana omkom i en trafikulykke i Paris i august 1997. Det var en tragisk slutning på en sympatisk og smuk, ung kvindes liv, og medierne var fulde af begivenheden i ugevis. I London samlede folk sig spontant på gaderne, tudede foran kameraerne og lagde blomster. Det var alt sammen forventelige reaktioner i et land, hvor hun havde været prinsesse, men jeg blev overrasket over, hvor mange mennesker her i Danmark, der tilsyneladende havde et personligt forhold til hende. For også i København og i de øvrige, større byer myldrede unge kvinder på gaden med blomster og katolske gravlys(!) og lod sig filme til tv med tårerne strømmende ned over kinderne. Det var en rent ud sagt forbløffende og uprotestantisk demonstration af sorg over en uvedkommende dames død. En engelsk halvkongelig, som for længst havde forladt sin stilling, sin mand og sine børn, og som nu turede rundt i udlandet med en rigmandssøn på stoffer… Hvordan kunne hun vække så mange følelser i tusindvis af danske kvinder, der aldrig havde kendt hende?

Efterhånden som dagene gik, og det grådkvalte hysteri bredte sig sammen med bunker af blomster, lys og barnlige, håndskrevne afskedsbreve på fortovene, gik det op for mig, at noget nyt og hidtil udansk havde manifesteret sig: ― Den offentlige, gratis, udadvendte sorg. Hvor vi førhen, både i engelsk og nordisk kultur, havde lagt vægt på at kontrollere vores adfærd, sorg og glæde, NAVNLIG i det offentlige rum, var bøtten nu vendt, og foran tv-kameraerne opstod der en regulær konkurrence om at producere tårer for en dame, som kun ganske få kendte fra andet end mediernes fortegnede skyggebillede.

Det nærmest sammenlignelige fænomen, der randt mig i hu, var Tines fødselsdag. ― På Skjoldborgvejens Skole i Fredericia, første klasse i efteråret 1962, var jeg inviteret til fødselsdag hjemme hos Tykke Tine, som fyldte syv år. Alle pigerne fra klassen var samlet, og vi legede godt, sådan husker jeg det, lige indtil Tynde Tine, som plejede at være centrum for pigernes opmærksomhed, fik ondt i hovedet. Tykke Tines mor tog hende omsorgsfuldt med ind i soveværelset, trak persiennerne ned og serverede boller og kage for hende på natbordet. ― Ingen af os småpiger, alle født i 50’erne, havde nogensinde oplevet, at så meget hensyn og omsorg blev ødslet på os, så samtlige Tykke Tines fødselsdagsgæster begyndte pludselig at agere medfølende hofdamer i det mørkelagte rum. Efter kort tid bredte hysteriet sig, og de fik alle ondt i hovedet, migræne, kvalme eller var besvimelsen nær. Tykke Tine og jeg stod ude på græsplænen, hvor al leg var gået i stå, og jeg mærkede selv hovedpinen komme i længslen efter at sidde inde i det rare, mørklagte soveværelse, omgivet af medfølende veninder og opvartet med boller, kage og omsorg af en voksen kvinde. Måske var jeg oven i købet ved at besvime?

Vi led alle af hysteri, kort sagt, infantilt, smitsomt hysteri og en overvældende trang til opmærksomhed.

Med internettet, flere tv-kanaler, Facebook, You Tube m.m. har hysteriet og opmærksomhedstrangen bredt sig umådeligt. Når en lille dreng bliver væk, når en hund er fundet mishandlet, når der går rygter om glasskår i supermarkedets babymad, når en syg mand går amok med bomber og våben i Norge, så står hundredetusinder af udenforstående, specielt yngre kvinder, klar til at sørge udvendigt og offentligt.

Nogle få personligt involverede forsøger at hjælpe, hvor de kan, mens de direkte berørte må klare sig igennem sorg, tab og vrede i en diffus sky af totalt fremmede, der nasser på deres sorg ved at tage en helt omkostningsfri tur i den følelsesmæssige rutsjebane, der opstår efter tragedien, som om de var tilskuere til en film. De sætter flag på deres profilbilleder, tænder et hav af virtuelle lys og snadrer rundt i alle aspekter af begivenheden i den vildfarelse, at det kunne have noget med dem at gøre.

Vi himler kollektivt op, når en kvinde dør i trafikken i Paris, men når et par millioner medmennesker står over for sultedøden i Afrika, er der bemærkelsesværdigt stille, bortset fra et par tv-shows fyldt med håbefulde kunstnere. ― Vil vi kun give, hvis det kan foregå i fuld offentlighed? Og vil vi kun vise medfølelse, hvis vi som drama-queens kan kaste os selv i grams ― SPLASK ― ned midt i andre menneskers tragedier?

Der er i min opfattelse stor forskel på at vise medfølelse, diskret at støtte økonomisk, praktisk og /eller følelsesmæssigt, hvor det kan lade sig gøre og falder naturligt, og så at nasse på vildtfremmede menneskers tragedier og sorg og forsøge at sætte sig selv i centrum for begivenhederne.

For en, der er født i 50’erne, og som har oplevet Tynde Tines hovedpine sabotere Tykke Tines fødselsdagsfest, forekommer det både uværdigt og usmageligt.

Ikke hjemme

I gamle dage ― for bare ti år siden ― gik man ikke rundt med telefonen i lommen, og hvis den ringede midt i maden, i arbejdet eller midt i en god samtale, lod man den være og kunne i påkommende tilfælde undskylde sig med, at man ”ikke var hjemme”. ”Ikke hjemme” kunne også betyde ude i haven, i bad eller på en smuttur med hunden.

At have en mobiltelefon i lommen er et stort fremskridt og en rar tryghed, men den har fået lov til at dominere for meget. Jeg hader at sidde i en bus og lytte til andre passagerers tåbelige samtaler. Det er pinagtigt at sidde i haven med en god bog og være tvangsindlagt til naboernes højrøstede telefonsnak med familie og venner. Og jeg bliver decideret utryg, når jeg ser bilister med tomme øjne styre hen over fodgængerovergange fyldt med små skolebørn, mens de er langt væk i telefonsnak.

I dag er det svært at skaffe sig et telefonfrit rum. Man kan ikke ”ikke være hjemme”, når telefonen ligger i lommen eller i håndtasken. Gode venner, der gerne vil snakke i halve timer, er svære at afvise, hvis man da vil beholde dem som venner, for deres navne popper op på displayet, og det mindste, man kan gøre, når man får fingre i telefonen igen, er at ringe tilbage for at høre, hvad de ville.

Venner kan man dog bede om at sende en sms i stedet, for de små tekstbeskeder forstyrrer meget mindre og kan læses og besvares, når man har tid og lyst til at gøre det. Det er værre med ”Privat nummer”-opringningerne, for det kan både være vigtigt eller åndsbollede, unge telefonsælgere, som siger: ”Heejhh, Lone”, med falsk og klæbrig intimitet og ikke er til at tvinge ud af røret igen.

Den indbyggede telefonsvarer er et irritationsmoment i sig selv… Hvorfor skal jeg ringe op til et nummer, trykke på tast et, to eller tre og lytte til uendelige sløjfer af maskinstemmer for at høre Margrethe sige, at hun har ringet, når der tydeligt står på mit display, at Margrethe har ringet, og når Margrethe bare kunne sende mig en sms, en mail, eller sågar et brev, hvis hun havde mere at tilføje?

Jeg er begyndt at lade telefonen ligge. Den kommer ikke med alle vegne, og jeg svarer ikke, hvis jeg går på gaden, sidder i en bus, står i en butik, sidder i godt selskab, er i gang med en ny tanke… Jeg vil gerne have min ”ikke hjemme”-telefonfri tid tilbage, så jeg kan fordybe mig i gøremål og ikke altid være parat til at skifte tankebaner og stemning, blot fordi nogen får lyst til at ringe.

Men det kræver jo, at man har indset, at selve LYKKEN ikke pludselig melder sig via en telefonsamtale, at vigtige informationer nok skal nå frem på den ene eller anden måde, og at man har nået en alder, hvor andre mennesker ikke er totalt afhængige af, at man prompte svarer sin telefon.

Alder og laurbær

Når man har passeret de 50 år, mærker man den for alvor, alderen. Kroppen forfalder langsomt, man taber hår, tænder, sanser og sine velerhvervede færdigheder én efter én. Fra højdepunktet midt i trediverne går tingene kraftigt ned ad bakke, navnlig efter de 50, alt imens livvidden øges.

Vi er formentlig ikke bestemt til at leve længere end ca. 35 år. Med tidlig børneavl, i 12-14-års alderen for pigernes vedkommende i de oprindelige stammesamfund på Afrikas savanner, kunne man nå at følge et par børnebørn på vej med sin både overleverede og dyrekøbte erfaring, før man udåndede i god tid inden det fyldte fyrretyvende år.

Alderens fysiske ulemper kan man i dag blot forsøge at ignorere, evt. i samarbejde med det stedlige læge­hus, som foreskriver dagligt pilleindtag for både det ene og det andet, opfølgende blodprøver, tests, kost-, ryge-, drikke- og motionsråd, som ingen alligevel kunne drømme om at følge ud over de, der er dispone­rede for at gøre deres egen krops bevarelse langt ud over alle rimelige grænser til et absurd og indholdsløst livsindhold.

Alderens psykiske element er derimod langt mere uerkendt. Det tomrum, der opstår, når det for et begavet menneske står lysende klart, at man ikke længere er på vej fremad, opad i sit liv, men er godt i gang med at lukke butikken ned. At man kort sagt har mistet sin fremdrift, fordi det forekommer meningsløst at stræbe længere. Man har opnået det personligt mulige. Man har prøvet de fleste ønskværdige ting af. Herefter synes hovedparten af livets tilskikkelser blot at være yderligere mere af den samme gamle, velkendte og allerede afprøvede surdej.

Som over 50-årig har man som oftest fundet den (eller de) ægtefælle(r), man skal have. Man har fået de børn, man skulle have, og har forhåbentlig sendt dem godt i vej. Man har haft sin karriere, sine afstikkere og sidespring, og i bedste fald har man nået sine egne, realistiske mål. Man bor godt efter eget ønske, hjemmet er veludstyret med alskens tingeltangel og bekvemmeligheder, og man har en velordnet og uan­strengt økonomi. De fleste af os er kort sagt nået i mål. … Og hvad så?

Det er her, tomrummet opstår, for hvad er der mere at stræbe efter? ― Blot at gå og håbe på at tingene vedbliver med at være, som de hidtil har været? At det ikke bliver værre? At man ikke bliver syg, arbejdsløs, ensom, fattig? Det er næppe muligt for et menneske at leve sådan. Når man har mistet sin fremdrift, kan man sagtens komme til at flyde lidt tilfældigt og rådvildt omkring. Det er naturligvis kun en overgang. Inden man ankommer til pensionsalderen, har de fleste resigneret og afviklet alle en­gagementer og burde heref­ter kunne sætte sig roligt ned i kakkelovnskrogen og nyde synet af legende børnebørn.

Det gør kun de færreste. Hvorfor?

Hvorfor går så mange i panik og melder sig til gymnastik, stavgang, læsegrupper, kunsthisto­rie, bibellæs­ning, blomsterbinding, foredrag, selskabsrejser? Hvordan kan tænkende væsner bilde sig selv ind, at fx en ugentlig spadseretur med andre, halvpaniske, helgamle stavgængere kan erstatte selve menin­gen med livet, eller at en grupperejse til Madeira kan, når meningen med livet helt klart er at være på vej fremad, at dygtiggøre sig, at finde og betrygge sit virke, sin bolig, sin by, sit folk, sin ægtefælle og at få og opfostre børn og børnebørn.

Problemet er ikke stavgang, oliemaling, Madeira, foredrag, museumsbesøg eller andet, problemet består i, at vi lever dobbelt så længe, som vi var forudbestemt til at gøre, og at alle vore pålagte opgaver bliver af­viklet i løbet af første halvdel af livet.

Grækerne siges at have sagt, at man ikke skal hvile på sine laurbær, så længe de kan vindes. Nu siger jeg, at når vi HAR vundet vore laurbær, så burde vi også kunne lære os at hvile på dem!

Nag

Du skal ikke bære nag! Sådan kunne det 11. bud have heddet. I hvert fald siger folk det ustandseligt til hinanden, hvis der er én, der har lidt uret og føler sig såret over det. Men det ville da være tåbeligt ikke at føle nag, ikke?

Hvis nogen har hugget din tegnebog, er det vel sundt at huske det og bære rundt på en vis portion nag og ikke stole så meget på tyven, at man betror ham sine penge igen? Eller hvad?

Selv den dummeste høne husker, hvem der har trådt på den og sørger omhyggeligt for at komme af vejen næste gang.

At bære nag, dvs. at huske hvem, der har behandlet dig ilde eller ligefrem har forsøgt at skade dig, er en simpel mekanisme, der har sikret vores overlevelse indtil nu. Man ville være idiot, hvis man glemte det og anbragte sig i situationer, hvor de samme individer kunne komme til at træde på én på samme måde igen.

Så næste gang bør vi rettelig sige: ― Husk, at bære nag! Underforstået, så du ikke lider skade på ny.

Moderne slavehold

I Istanbul, fortalte vores guide, Kadir, os, holdt man slaver i sultanernes tid (1453 – 1922). Der var førhen store slavemarkeder i byen. H. C. Andersen besøgte faktisk sådan et i 1841 og fortæller om det i sine rejse­beretninger.

Jeg svarede Kadir, at man skam også holder slaver i dag; man har bare fundet ud af at betale dem med penge i stedet for at holde dem som slaver i gammeldags forstand.

Med penge kan moderne slaver sørge for sig selv og deres familier, så godt de nu kan. Slaveejerne slipper således bekvemt for besværet med decideret at eje folk. I dag må arbejdere klare sig selv mht. bolig, mad, beklædning, hygiejne og vask, og i tilfælde af sygdom er de ikke længere arbejdsgiverens ansvar.

Specielt i vor del af verden lokker vi vore slaver til at arbejde for os med behovet for at bo. Et kreditfore­ningslån, eller blot en almindelig husleje, er en slavelænke om foden på alle voksne mennesker. Når man først har stiftet familie og bor, klapper fælden: Så vil man bygge om, bygge til, nyindrette… En naturlig grå­dighed sætter ind og fanger arbejderen i sit eget spind. Nu vil hun eller han have eget hus, bil, smart tøj, ferierejser, god mad, kaffemaskine, fancy lysestager og andre tåbelige pynteting, badebassin… Alt dette giver et voldsomt forbrug, som sikrer, at man sidder fast i trædemøllen hele sit voksne liv igennem. ― Man har endda overbevist unge mødre om, at de skal forlade deres små, prisgivne børn for at deltage i produktionen! Mere effektivt kunne ingen brutal slaveejer agere.

Dernæst har vi givet alle mennesker et skin af indflydelse med stemmeretten, en indflydelse, som de fleste helt åbenlyst ikke er i stand til at forvalte på fornuftig vis. Overbevist om, at de selv bestemmer, at de selv har valgt det, og at de arbejder for deres eget bedste, træller folk livet væk meget mere lystigt og produktivt, end hvis det havde været nødvendigt at lægge dem i lænker.