Offentlige sundhedshuse?

Hvornår har du sidst prøvet at komme i kontakt med din praktiserende læge? – Ofte kælent benævnt ’familielægen’?

– Og har siddet en time i telefonkø og lyttet til endeløse direktiver og forholdsordrer fra en usikker pigestemme om, hvad du skal, og hvornår du må, og hvad du ikke må … indtil du bliver smidt af linjen, fordi telefontiden udløb.

– Eller er mødt op i konsultationen til en skov af laminerede skilte om, hvad du skal, og hvad du må, og hvad du ikke må … fx må du ikke henvende dig unødigt i receptionen, for sekretærerne har også travlt, som der står på glasburet, eller tale om mere end en ting, når du omsider når frem til dine forhastede 10 minutter med en læge. – For det er bedre, at du går glip af to arbejdsdage og skal transportere dig to gange, end at lægen skal bruge 15 minutter i stedet for 10, når du nu er her.

– Eller ud fra en forvirrende hjemmeside har forsøgt at finde ud af, hvornår du må ringe til lægerne, til sygeplejerskerne, til sekretærerne, som alle har forskellige, korte telefontider og lange ventetider på mellem en halv og en hel time, hvis man overhovedet kan komme igennem.

– Eller har fundet selvbetjeningssiden på hjemmesiden og opdager, at der ikke er ledige tider de første måneder.

– Eller har modtaget et meget kortfattet og sjusket svar på en mail, så du alligevel skal igennem spidsroden med telefoner og tider og hele molevitten.

– Eller aldrig møder din ’familielæge’, men bliver talt ned til af en ganske ung lægepraktikant, når du møder op med smerter. En grundløst selvsikker studerende, som endnu ikke har lært at lytte, men som blindt følger protokollen og sender dig hjem med godtkøbsråd om Panodiler og ‘øvelser’, fordi hun HAR lært, at honoraret bliver lavere, hvis hun skal ryste op med en henvisning til en, der ved noget.

– Eller febrilsk har stået i en nødsituation i dagtimerne og forsøgt at finde et direkte nummer, der ikke umiddelbart fremgår af lægeklinikkens uhyre omfattende hjemmeside om alle reglerne og begrænsningerne for kontakt.

Vores læger er sikkert veluddannede medicinere, men langt fra alle har de lederevner og IT-kompetencer, der skal til for at organisere arbejdet på en klinik.

Hvorfor må en rask læge ikke sidde og vente i fem minutter på en patient, når en syg skolelærer skal vente i timer, dage og måneder på at se en læge? Enhver klinik med dyrlæger, massører, tandlæger eller fysioterapeuter kan finde ud af at bemande en reception og svare venligt med det samme og om nødvendigt finde en tid inden for en dag eller to … Hvad er der galt med vores privatpraktiserende læger? Sidder de fast i nogle uhensigtsmæssige honorarsystemer og har glemt, hvorfor de er der?

Var det ikke på tide at oprette offentlige, åbne og imødekommende, professionelt drevne sundhedsklinikker i hele landet med ansatte læger, sygeplejersker, jordemødre, laboranter, fysioterapeuter og veluddannede sekretærer?

Klinikker, der havde som formål at servicere syge borgere venligt og effektivt, og som ikke var oprettet og knopskudt for at værne om læger, sygeplejersker og sekretærers arbejdstider, honorarer og selvfølelse.

Klinikker, der kunne finde ud af at ansætte en håndfuld dygtige, sundhedsfagligt uddannede receptionister, der kunne tage imod borgerne både fysisk, elektronisk og telefonisk og skelne mellem fodvorter og blødende mavesår og få dem hurtigt ekspederet derefter.

– Så kunne det jo være, at folk holdt op med at kontakte vagtlæger og skadestuer med receptfornyelser og banale infektioner, og så kunne man også bedre holde øje med udgifterne:

‘Regioner får hård kritik af kontrol med lægers honorarer’

https://politiken.dk/indland/art9268934/Regioner-f%C3%A5r-h%C3%A5rd-kritik-af-kontrol-med-l%C3%A6gers-honorarer

Indtil da er mit forslag, at man sender en mail eller sms til patienten, hver gang en lægeklinik el.lign. har bedt om et honorar for en sundhedsydelse fra det offentlige.

***

Eksempel på tidsregler fra jysk lægehus’ hjemmeside … De kan notorisk ikke stave til ‘sygeplejerske’, og de har end ikke ulejliget sig med at anføre et telefonnummer:

‘Tidsbestilling

Tid Samme Dag (TSD) hos læger og sygeplejesker for alle konsultationer, som ikke kan forudbestilles – jf. nedenfor.

* Vi vil bestræbe os på at så mange som muligt får en tid på den ønskede dag – derfor afsættes kun 10 min. pr. konsultation incl. adminstrativt arbejde (journalføring, evt. henvisning mm).
* Ved personalemangel pga. sygdom, ferie, kursus m.v kan du blive bedt om at foretage ny booking en anden dag.
* Ved akut og uopsættelig sygdom vil man som hidtil altid kunne blive vurderet af læge.

Vi forventer at det vil blive lettest at få en tid midt på ugen, hvor der ofte er bedst tid – og tilsvarende forventer vi særlig travlhed efter helligdage.

Det er kun muligt at bestille 1 tid pr. dag.
Tiderne bestilles ENTEN elektronisk fra kl 12 dagen før, ELLER ved at du ringer samme formiddag indtil kl. 12. Der er flest til at besvare telefonerne fra kl. 8-8.30.
Det er ikke muligt elektronisk at bestille tider længere frem – dog vil visse konsultationstyper (se nedenfor) kunne bestilles højst 1 måned frem ved at kontakte personalet pr. mail eller telefon.

Forudbestilte tider hos læge kan være:

Børneundersøgelser, svangre kontroller, attester til kommune/forsikring,
alle kørekortsattester /helbredsbetinget fornyelse,
tolkede konsultationer samt øvrige konsultationer efter aftale.

Forudbestilte tider ved personalet kan være:
Planlagte blodprøver, kronikerkontroller, børneundersøgelser 2+3+4 år, vaccinationer,
p-pillekontroller, celleskrab, b-12 injektioner, INR samt øvrige konsultationer efter aftale.
I tidsrummet mellem 10-11 kan du få svar på korte helbredsmæssige spørgsmål samt prøvesvar i telefonen.

Hvorfor har vi indført konceptet Tid Samme Dag:
En del klinikker i Danmark bruger systemet og har gode erfaringer.
Fordelene for dig som patient og for os som klinik er frem for alt, at vi tilstræber:

at undgå uhensigtsmæssig ventetid
at nedsætte antallet af udeblivelser
at få større mulighed for at booke tid ved fast læge.

Vi håber at du vi tage godt imod det nye system

Mvh Læger og personale

Kontaktformer

Via hjemmesiden kan du foretage
Tidsbestilling til læger
Tidsbestilling til sygeplejerske
Tidsbestilling til blodprøver
Receptfornyelse
Email-konsultationer – også i udlandet
Email til afbestilling af tider og prøver.

Hastehenvendelser egner sig ikke til e-mail, men kræver telefonisk eller personlig kontakt.

Telefonisk
Mellem kl. 8.00-12.00:
Sundhedsfaglig rådgivning ved sygeplejerske mellem 10-11. Ved behov for at tale med læge kan dette aftales med sygeplejesken.
Recept-fornyelse via telefonsvarer hele døgnet.
Tidsbestilling samme dag fra kl 8.00

Middagslukket alle hverdage kl. 12.00-13.00. Onsdag dog fra kl. 12.00-14.30.

Konsultation i lægehuset

Planlagt konsultation
Forudgående tidsbestilling er nødvendig. Der kan bestilles tid til konsultation hos læger, sygeplejersker og klinikpersonale. Tiderne kan bookes ca 1 måned i forvejen til udvalgte konsultationstyper ellers bookes der tid samme dag. Se nærmere under ”Praksisinformation” samt ovenfor.

Lægevagt

70 150 300

Patientkontoret

Du kan henvende dig på Patientkontoret hvis du føler dig i klemme i sundhedssystemet. Patientkontoret kan ligeledes vejlede om adgang til udredningsgaranti mm.
Patientkontor Region Nord træffes på tlf. 97 648 010′

***

Tænk, hvis der ud over klinikkens telefonnummer og adresse og vagtlægens nummer og et akutnummer, bare stod:

‘Åbent mandag – fredag mellem kl. 8 og 16.’

Hvor vidunderligt ukompliceret ville det ikke være?

***

Jan. 2024 har regionerne fundet det påkrævet at irrettesætte læger, der ellers i grænseløs grådighed har hævdet, at man kun måtte tale om én ting pr. konsultation:

https://www.tv2nord.dk/nordjylland/laeger-faar-skideballe-efter-afsloering-stram-op-for-i-snyder-patienterne

Så hvis man både havde ondt i ryggen og en fodvorte, skulle man bestille to tider, tage fri, transportere sig og sidde i venteværelse to gange …

‘Patienten i centrum’ min bare …

Svinemonarkiet

Bananrepublik, kalder vi ofte lande på den varme del af kloden, hvor man dyrker bananer, og hvor landet styres dårligt og kaotisk af ofte korrupte og selvbegunstigende politikere.

Hvad skal vi kalde et koldt land, der er et konstitutionelt monarki, hvor man producerer en masse forurenende svin og gylle, og hvor

Man stuver svinene sammen på lastbiler og kører med dem i dagevis, så de kan blive slagtet i fx Polen.
Chefen for forsvaret har tilgodeset sin elskerinde på forskellige måder, bl.a. med attraktive uddannelser og jobs uden opslag, så andre ikke kunne søge.
En stor del af den medicin, folk skal bruge til daglig, ikke kan skaffes, hvilket i apotekernes nysprog hedder, at den er i ’restordre’.
Regeringen afskaffer magtens tredeling og lader en minister tage STATSBORGERSKABET fra folk rent administrativt … Det er temmelig bananrepublikagtigt. – Skal vi lige repetere? (Trump må gerne læse med) – I et demokrati er magten delt i tre, den lovgivende – folketinget, den udøvende – regeringen, og den dømmende magt – domstolene. Magten er tredelt, så de tre dele kan holde hinanden i skak, så ingen bliver magtfuldkomne, fx så politiet, der i vores demokrati er tildelt monopol på vold, ikke begynder at lave lovene, selv udøver dem med magt/vold og dømmer folk på stedet. Sommetider kalder man pressen for den fjerde statsmagt, fordi pressen, når den er bedst, uafhængigt holder øje med de tre andre.
Folks børn i vuggestuer og børnehaver sejler ulykkelige rundt imellem hinanden uden voksenkontakt, som dokumenteret ved flere videooptagelser og forskeres besøg.
Syge mennesker bliver nr. 32 i telefonkøen, hvis de ringer til deres praktiserende læge, skal vente 3 – 4 uger på en tid, som varer ca. 10 forhastede minutter, hvorunder lægen selvfølgelig ikke har tid til at læse journal og undersøge behandlingsmuligheder, og hvor hun/han kun kan tage sig af én ting – så hvis man både har fx dårlig ryg og fodsvamp, skal man igennem hele cirkusset igen med ventetid, tage en halv dag fri fra arbejde og hen og stå model til endnu en forhastet ’konsultation’ … Hvis lægen sender én videre til en speciallæge, kan man opleve 19 ugers ventetid, eller 25 uger, eller 1 – 2 års ventetid!
Politikere, der ikke bliver valgt til Folketinget, kan gå i op til to år med en månedsløn på over 50.000 kr. for ikke at lave noget.
Politikere, der danner deres eget parti, herefter kan hæve flere millioner pr. år til at holde partiet i gang – en sandsynlig forklaring på alle de nyskabte småpartier på højrefløjen, Klaus Riskær Pedersens m.fl.
Politikere i folketinget sidder og beslutter deres egen løn og pensionsforhold, hvilket nok kræver politikere af en anden kvalitet og støbning end dem, vi har haft de seneste 20 år.
Sygeplejersker o.m.a. går ned med stress, fordi de prøver at gøre deres arbejde under massivt politisk pres for at spare, spare, spare …
Børn og unge ikke lærer at læse og skrive og regne i skolerne.
Der er skåret så meget ned på uddannelser og universiteter, at fri forskning ikke eksisterer mere. Forskningen betales bl.a. af virksomheder og interesseorganisationer, som så får indflydelse på forskningsemnerne, forsøgstilrettelæggelsen og konklusionerne. Senest har den aggressive interesseorganisation ‘Landbrug & Fødevarer’ på Århus Universitet bestilt og betalt skandaløst positive forskningsrapporter om landbruget. Også medicinalfirmaer korrumperer læger, forskning og sygehusvæsen. Naturligvis ved at bestille og betale positiv ‘forskning’ om deres egne præparater, men også ved at undertrykke negative resultater og ved at stå for ‘efteruddannelse’ af læger, hvor de lærer dem at udskrive en masse recepter på lykkepiller, kolesterolpiller, blodtrykssænkende piller o.a., som er lønsomt for virksomhederne, og ved at rundsende ‘konsulenter’ med samme formål for øje.
Man er nødt til at skrive i busserne, at folk ikke må smide tyggegummi på gulvet eller sætte fødder med snavsede sko op på sæderne.
Cigaretpriserne er de laveste i Nordeuropa.
Det er tilladt at reklamere for kviklån til de økonomisk svageste, som derefter skal betale flere hundrede procent tilbage.
Skattevæsenet ikke fungerer. Opkrævningen af skat ikke fungerer. Kontrollen af skatteyderne ikke eksisterer. Og hvor man forærer milliarder af vores fælles velfærdspenge til udenlandske svindlere, fordi man i årevis har nedsparet hele organisationen med enorme kompetencetab til følge, naturligvis.
Noget så simpelt og elementært som at få vurderet landets boliger mhp. opkrævning af boligskatter har ikke fungeret i mange år og ser ikke ud til at komme til at fungere de næste mange år.
Togdriften har været upålidelig og til grin i tyve år eller mere. En ny letbane kan ikke køre i frostvejr. Og trafikpolitikken i øvrigt varetages af bøvede lokalpolitikere, der sørger for private, kostbare togstationer og unødvendige omfartsveje i deres eget område. På helhedens bekostning.
Fremmedhadet florerer. En provinsavis føler sig kaldet til at håne og spotte medmennesker af anden etnisk herkomst. Fjolser påberåber sig ‘ytringsfrihed’ til at brænde andre menneskers hellige bøger offentligt. En minister med titel af ‘integrationsminister’ fejrer med kager, at hun kan holde ulykkelige medmennesker i ulykkelighed og berøve dem håb, selvbestemmelse og ægtefæller i lejre, som hun gerne havde flyttet til en øde ø.
Vi fører krig mod folk langt borte i stedet for at hjælpe dem med rent vand, mad, sanitet, lægehjælp og undervisning.

Gamle damer i venteværelser

Hvad er der galt med alle de gamle damer, der sidder rundt omkring i lægernes venteværelser og blokerer vores sundhedssystem? Elsker de ventesale? Timelange telefonkøer? Hastigt og sjusket besvarede mails? Eller har de bare for god tid og ikke andet at lave?

– Naturligvis ikke. Ældre kvinder er lige så kloge, dumme, selvironiske, uvidende, uforstående, indskrænkede, fantasiløse, veluddannede og logisk tænkende, som alle andre mennesker.

Mange læger har svært ved at skjule, at de anser deres ældre, kvindelige patienter for småhysteriske. Men hvem tror i fuld alvor på, at en kvinde, der oplever smerter og andre gener fra sin krop, hellere vil løbe spidsrod gennem sundhedssystemets mange ydmygende forhindringer i håbet om en smule hjælp, forklaringer og lindring, når hun i stedet kunne gå en tur, sidde bekvemt derhjemme og sludre med en god ven eller læse en bog?

Nu, da jeg er nået over i den pensionsmodne del af befolkningen og har gjort mig mine egne erfaringer, er jeg klar til at dele mine tanker om ældre kvinder i sundhedssystemet:

Der sker det, når man passerer en vis alder, 40, 45, 50, senest 55, at ens ellers så velfungerende og lydefri krop ændrer sig. – Måske er vi ikke beregnet til at blive ret meget ældre end 35 – 40 år? I et stammeliv på savannen ville vi i den alder have fået de børn, vi skulle have, måske som 13 – 14-årige, og have nået at være en erfaren bedstemor i en årrække for vores børns børn. Vi ville have givet kultur, sprog og praktisk viden videre og kunne dø med fred i sindet.

Den lykke har vi sjældent i vores tid. Vi dør ikke. Vi lever videre og videre og bevidner vores egen krops forfald.

Det begynder med overgangsalderens velbeskrevne hormonelle forandringer og bliver kun værre og værre, efterhånden som årene går. Det er meget individuelt, hvad der rammer én. Det afhænger af genetisk disposition, livsførelse igennem det foregående halve århundrede og rent og skært held eller uheld. – I min familie har vi en ældre dame, der klarede sig selv og var frisk, nysgerrig og glad, til hun var midt i firserne, hvorefter hun blev ramt af en spritbilist i et gadekryds, brækkede en del knogler og de næste ti år måtte leve med indlæggelser, morfinpræparater og stort behov for hjælp.

For de fleste kommer lidelserne snigende og afskrives i begyndelsen som simple og forventelige aldersforandringer. Det kan være træthed, overvægt eller undervægt, søvnløshed, gigt og andre gener i bevægelsesapparatet, hovedpiner, hårtab, uforklarlige smerter, ubehag …

Men så bliver det alvorligere. Ødelægger ens livsrytme og livskvalitet. Mænd har færre nerver og receptorer i kroppen end kvinder. Mænd er mere funktionalistisk indrettet, enten virker det, eller også virker det ikke. Mænd har ikke i samme grad behov for vejledning fra en læge, bare fordi de har lidt ondt i hoften, når de går. Manden køber måske en knallert og forsøger at leve, som han plejer. Hans jævnaldrende kone har en langt større følsomhed, langt mere lydhørhed indad mod kroppen og dens signaler, så hun søger hjælp, når hun oplever nogle – måske diffuse – ændringer, fornemmelser, smerter i kroppen, for er det noget alvorligt? – Vi får altid at vide, at vi skal gå til læge i tide, så det ikke udvikler sig til noget værre. Og den leveregel overfører vi både på os selv og på de mænd, børn og dyr, vi føler ansvar for. Kvinder opfatter forandringer og interesserer sig for sundhed og helbred som en del af det ansvar for familiens trivsel, der traditionelt påhviler os.

Og så sidder hun der over for læger, der, enten fordi de ikke er kvinder eller ikke er gamle eller i værste fald ikke er nogen af delene, ikke forstår en fis af, hvad hun siger. Som de facto er komplet uvidende om, hvad der sker i kvindekroppen, og som slår det hele hen. – Og den almindelige reaktion, når der er noget, man ikke forstår, navnlig når man opfatter sig selv som både veluddannet og næsten alvidende, er at afskrive det hele som skørt. – De er skøre, alle disse jamrende kvindemennesker i konsultationerne.

Jeg tror, at vi er mange, der savner kvindelige forbilleder. Der efterspørger forståelse for og beskrivelser af de specielt kvindelige besværligheder, der opstår hen over årene, specielt dem, der ikke er direkte relateret til reproduktionsapparatet og hormonale udsving.

Kvinders reproduktion og de dertil beregnede organer har et speciale, gynækologi, som har tiltrukket både mænd og kvinder i mange år. Også overgangsalderen og dens hormonelle forandringer er velbeskrevne, bl.a. af medicinalfirmaer, der hjertens gerne sælger erstatningshormoner til kvinderne, så de kan fungere, som om de stadig var 40 år, selv om de er dobbelt så gamle.

Men den naturlige aldring. Livet efter overgangsalderen. De forventelige glæder og gener er ikke så godt undersøgt og beskrevet. Hjælpen er nærmest, hvis kvindens lidelser minder om mænds, dvs. hjerte-kar, kræft eller et dårligt knæ, men der er udsigt til en lang, ensom og smerteplaget ørkenvandring, hvis kvinden formaster sig til at lide af fx pludseligt opståede allergier, immundefekter, stofskiftesygdomme, uforklarlige smerter i de indre organer, i fødderne, hovedpiner …

De rådvilde læger i almindelig praksis, som er blevet bedt om at afskære disse horder af jamrende kvinder fra at træde længere ind i vores bekostelige sundhedsvæsen, forsøger sig i blinde med forskellige medikamenter, hormontilskud, antihistaminer, mavesyrehæmmende, smertestillende, lykkepiller, migrænepiller, kolesterol- og blodtrykssænkende piller – alt sammen til stor fordel for medicinalindustrien, men til stor skade for kvinderne, som oven i deres oprindelige lidelser nu må døje med ubehagelige bivirkninger af lægernes piller …

Som lærer- og præstegerningen er blevet kvindefag, således står også lægefaget over for en omfattende feminisering. Lad os gribe denne historiske chance til at udrydde den overlegne og ufølsomme, maskuline kultur i en branche, som igennem årtusinder har talt nedsættende om ’hysteri’, stammende fra kvindens livmoder, og lad os starte forskning i almindelig, forventelig aldring, så vi kan trøste og berolige de aldersramte og lindre gener, der med længere levealder ufravigeligt vil ramme større og større dele af befolkningen.

Så slipper vi måske for de utallige, frugtesløse besøg i kedsommelige venteværelser, timelange telefonkøer, virkningsløse, ofte oven i købet skadelige, medikamenter, fantasifulde og totalt ufunderede, eksperimenter med kost og motionsformer, timers jagt på nettet efter ’gode råd’ fra andre kvinder, der heller ikke ved noget, såkaldte naturlægemidler af forskellig art, fra de nyttesløse kalktabletter, solhatekstrakt, over ingefær, ioniseret sølv og tea tree-oil til hørfrø, zink, D-vitaminer og alt muligt andet, i heldigste fald uskadelige, i værste fald både bekostelige og helbredstruende, overtro.

Lad os bringe forskningen – også i kvinders normale aldring – ind i det tredje årtusind!

Kroniker

Da jeg var 51 år gammel, skulle jeg have fjernet galdeblæren. Umiddelbart før operationen blev jeg undersøgt og udspurgt af en ældre læge:

– Hvilken medicin tager du? spurgte han og holdt rutineret kuglepennen klar.

– Ikke noget, svarede jeg.

– Hvad? Han kiggede overrasket op.

På det tidspunkt var jeg – bortset fra en generende galdesten – rask og glad, aktiv og nogenlunde normalvægtig, og allerede samme dag kunne jeg tage hjem efter veloverstået indgreb. To dage efter gik jeg skovtur med min hund, som jeg plejer.

Men ingen passerer ustraffet halvtredsårsgrænsen. Nogle år efter holdt jeg op med at ryge og fik efterfølgende problemer med stofskiftet, hvilket kræver, at jeg tager en pille hver dag.

Nede i lægehuset måtte jeg så pludselig se mig rubriceret som ’kroniker’. – I al kommunikation, mundtlig og skriftlig, blev jeg omtalt som ’kroniker’ og oplyst om, hvad ’kronikere’ måtte og navnlig ikke måtte, når det gjaldt om at bruge lægens tid. – Det føltes, som om det offentlige sundhedssystem med ét påduttede mig et stort statustab og en umenneskelighed, som jeg ikke følte, at jeg fortjente.

Ordet ’kroniker’ lyder i mine ører som ’spasser’, ’krapyl’ eller ’krykhusar’. Det lyder grimt og nedværdigende. Det lyder, som om det er opstået i en intern sundhedsjargon, hvor man slår alle, mennesker med vitaminmangel, med forhøjet kolesterol, med lungesygdomme, epilepsi, diabetes og mange, mange andre længerevarende lidelser, sammen i én stor brokkasse, hvor fællesnævneren kun er, at de har et regelmæssigt behov for medicin og/eller anden behandling.

Til denne brokkasse kan man med de gængse definitioner henregne en tredjedel af den danske befolkning!

Når jeg nu ringer til det lokale apotek for at høre, om mine piller er kommet, og har trykket dit og dat, som man jo skal i disse år, så kan jeg vente en rum tid på betjening, mens jeg lytter til en indtalt besked om, at ’kronikere’ kan få en gratis samtale med en apoteker om deres medicin … Ja? – Hvis jeg henvender mig ved skranken for at hente mine piller, kan jeg også få ’en gratis samtale’. Det kan jeg også få med min læge. Det kan den unge pige med P-pillerne også, hende med kalktabletterne og alle vitaminerne, ham med hjertemedicinen og de blodtrykssænkende piller og hende, der er kommet for at købe vatpinde og to sutter.

Et apotek er vel en butik, der skal leve af at sælge medicin og alt muligt andet til folk? Mon det fremmer omsætningen, at man klistrer ubehageligt umenneskeliggørende mærkater på kunderne? – Hvor ville du handle, hvis bageren kaldte dig fed og sukkerafhængig? – Også selv om der ville være nogen sandhed i det? Måske er det på tide at ophæve apotekermonopolet fuldstændigt!

I stedet for ’kroniker’ ville jeg gerne, om nødvendigt, høre mig omtalt som et menneske med en stofskiftesygdom eller –lidelse. Men som hovedregel ville jeg foretrække, at sundhedspersonalet holdt deres interne jargon internt.

Selve ordet ’kroniker’ indikerer også, at lidelsen er fatal og uhelbredelig. Det kan godt være, at min lidelse er livslang, men med god behandling skulle jeg kunne leve mange år endnu, og man har da hørt om fx folk med sukkersyge, der træner og spiser sig ud af medicinforbruget. At sætte en så pessimistisk mærkat på syge mennesker fremmer næppe livsmodet og overlevelseschancen, også selv om man får tilbudt ’en gratis samtale’ med en ung dame henne på det lokale apotek.

● Udover læger, laboranter og apotekere, er der mange andre, der også profiterer af ’kronikere’:

Lægemiddelindustriforeningen skriver bl.a.

26-10-2015

’Hvordan gør vi dansk kronikerbehandling til internationalt forbillede?

Lif mener, at politisk og faglig prioritering samt en national handlingsplan er en del af løsningen.

Stigningen i antallet af danskere med kroniske sygdomme udgør en stor udfordring for danskernes sundhedstilstand og for det danske sundhedsvæsen.

I dag har flere end hver tredje voksne dansker mindst én kronisk sygdom, og 70-80 procent af udgifterne i det danske sundhedsvæsen anvendes til behandling af patienter med kroniske sygdomme. Prognoserne forudsiger, at det tal fortsat vil stige markant.’

http://lif.dk/tema/Sider/Kroniker-i-2025.aspx

Lavt stofskifte, kort fortalt

Hvad jeg gerne ville have vidst

Hypothyreose og myksødem er betegnelser for for lavt stofskifte. Sygdommen skyldes nedsat eller ophørt aktivitet i skjoldbruskkirtlen, der sidder foran på halsen.

Myksødem betyder opsvulmet væv. – Et af symptomerne på for lavt stofskifte er, at kroppen bliver fyldt med opsvulmet, vandfyldt væv. Fx under kæbelinien, i nakken, hen over maven, over skambenet, på overarmene, omkring knæled m.m. Det væv kan man ikke tabe, uanset hvor lidt man spiser. Men med god, medicinsk behandling kan man tabe noget af væsken.

For lavt stofskifte rammer flere kvinder end mænd, og mange bliver først – om overhovedet – opmærksomme på sygdommen, når de er over 40 – 50 år gamle. Symptomerne kan minde om almindelig aldring og slås ofte hen som ubetydelige af både den ramte selv og hendes læge(r). Inden en kvik person stiller diagnosen, kan man nå at opleve mange år – måske et halvt liv – med dårlig livskvalitet og funktion, og man kan have kostet sig selv, sin familie og samfundet dyrt i form af bekymringer, sygedage, manglende karriere og pensionsopsparing, hvortil kommer alle de spildte undersøgelser, lykkepiller, kolesterolpiller, smertestillende piller, operationer, vagtlæger, speciallæger o.m.a. – Alene mængden af symptomer, plager, lidelser, burde sætte én på sporet, men de fleste stofskifteramte, som oftest midaldrende kvinder, kommer til at føle sig som besværlige hypokondere. – Alle ved jo, at kvinder over en vis alder elsker at bruge hele og halve dage i telefonkøer og på at sidde i timevis i overfyldte venteværelser, så de kan opnå fem minutters resultatløs audiens hos en fortravlet læge. På et tidspunkt giver disse kvinder efter for magtesløsheden og familiemedlemmers gentagne, irriterede opfordringer til ’at prøve at tage sig lidt sammen’ og tager til sidst imod den hyppigt tilbudte recept på lykkepiller for derefter at sidde og dø langsomt uden at genere nogen.

Jeg er ikke læge, og næsten intet af det følgende har jeg hørt fra læger. Det stammer fra mine egne erfaringer, fra gode veninder, fra websider, fra stofskiftepatienters foreningssider, mange udenlandske, fra danske forfattere og bloggere, ofte stofskifteramte, fortvivlede kvinder og mænd uden relevant lægefaglig uddannelse, som af ren og skær desperation har måttet søge oplysninger på egen hånd. – Og tusind tak til dem, fordi de deler!

Mange læger, inklusiv de specialuddannede endokrinologer, ved kun det allermest basale om lavt stofskifte. De kan udelukkende tage blodprøver og regulere dosis. Og de gider ikke spilde tid med at lytte til din oplevelse af symptomer, måske fordi de på lægeskolen har lært, at de alle forsvinder, når blot den optimale dosis er nået. – Det passer nu ikke.

Efter mere end 5 års ’behandling’ har jeg det stadig ikke godt. Eller bare bedre. Her er, hvad lægerne ikke fortæller, og hvad jeg gerne ville have vidst for mange år siden om for lavt stofskifte.

Informationer, rettelser og kommentarer er mere end velkomne!

● Er der nogen i familien, der har haft problemer med stofskiftet? Så er det sandsynligt, at du kan få det

● Har du en autoimmun lidelse? Kronisk træthedssyndrom? Hyppige infektioner? Hjerteproblemer? Smertefuldt blæresyndrom? Galdesten? Overvægt? Misbrugsproblemer? Angst og uro i de unge år? Kraftige menstruationer? Problemer med at blive gravid? Med at føde? Cyster? Glemsomhed? Forvirring? Tarsal- og/eller karpaltunnelsyndrom (dvs. afklemning af nerver i ankler eller håndled) eller springfinger? Højt kolesterol? Hårtab? Fortykket og hård hud? Dobbelthage? Æbleform med smalle hofter og rund mave? Ømme muskler og uforklarlige ledsmerter? Opgivenhedsfølelse? Er du ofte frysende og kuldefølsom?

● Et pludseligt rygeophør kan bevirke en autoimmun reaktion, hvor kroppen angriber sig selv og ødelægger skjoldbruskkirtlen

● Normalt har nogle symptomer været til stede igennem hele livet, men selvmedicinering i form af rygning og alkohol, som sætter stofskiftet i vejret, eller et pillemisbrug kan have sløret den egentlige lidelse

● Det er skjoldbruskkirtlen, der regulerer stofskiftet. Når den ikke fungerer, frigøres der unormalt mange stofskiftehormoner, TSH, som skal stimulere skjoldbruskkirtlen, i blodet. Det er bl.a. niveauet af TSH = Thyroid Stimulerende Hormon, der måles ved blodprøver

● Medicinen (kunstige stofskiftehormoner) er: T4 = Euthyrox eller Eltroxin og evt. T3 = Liothyronin. Der findes også såkaldt naturlige stofskiftehormoner udvundet fra grise

● Der kan være behov for tilskud af D-vitamin 10 µg pr. dag, måske også jern, kalk og B12, men lad lægen rådgive efter blodprøver, og pas på med multivitaminpiller. Der er en formodet højere sygelighed og dødelighed hos kvinder, der tager vitaminpiller

● Stofskiftemedicin skal tages på tom mave, dvs. mere end en time før eller efter et måltid

● Euthyrox og Liothyronin må ikke tages sammen med kaffe, te, kalk eller jern. Disse ting kan ophæve virkningen. Tag fx medicinen om morgenen og mineraltilskud om aftenen sammen med hovedmåltidet. Men hvis du drikker kaffe om morgenen, skal du tage dine piller mindst en time før eller på tom mave ved sengetid.

● Hvis du tager flere dagsdoser stofskiftemedicin, så tag hovedparten om morgenen og kun en lille dosis før sengetid, da det giver bedre søvn uden ’huller’ i form af hyppige opvågninger

● Behandling med T4 og evt. T3 bør iværksættes med det samme. Dosis skal øges gradvist fra 25 µg til en slutdosis på 1,6 µg T4 pr. kg. kropsvægt pr. dag, evt. T3 skal udgøre 1/17 af totalmængden

● TSH m.m. kontrolleres med regelmæssige blodprøver, gerne hver tredje måned i de første år

● Blodprøver skal tages på samme tidspunkt af døgnet, fx om morgenen på fastende hjerte og før dagsdosis er taget, for at give et reelt billede af TSH-niveauet i kroppen

● TSH skal ideelt ligge mellem 0,5 og 1,5. – Ikke 2, 3 eller 4, som nogle læger påstår. Dette middeltal er udregnet på grundlag af en normalbefolkning, hvoraf mange har begyndende stofskifteinsufficiens uden at vide det

● For højt stofskifte (= for meget medicin) føles som hjertebanken, uro, varmebølger i kroppen, spændinger i hovedet, overfølsom hud, søvnproblemer (vågner for tidligt), tynd mave, muskel- og knoglesmerter

● For ældre, overvægtige kvinder kan det være fatalt at indtage for høje doser af stofskiftemedicin, da det kan udløse blodpropper og hjertestop

● Overvægt og for lavt stofskifte hænger sammen; sammenhængen kunne – ud over det dårlige stofskifte – også være, at trætheden og energiløsheden, som følger af for lavt stofskifte, får kroppen til at kræve energiholdig mad, sukker, mel og fedt – NU!

● Man skal ikke altid have kolesterolsænkende medicin, for et højt kolesteroltal kan være et symptom, der mindskes med god, medicinsk behandling af stofskiftet

● Man skal bestemt ikke have lykkepiller el. lign., for tristheden, sløvheden og ligegladheden er symptomer

● Man mærker effekt af medicinen med det samme: energi, væsketab m.m. Men der går 6 til 8 uger, før kroppen får fuldt udbytte af en dosisregulering, så lad mindst 2 måneder gå mellem hver regulering af dosis

● Der kan gå mange år, før man føler sig nogenlunde normal mht. energi, vægt, smerter m.m., og det er ikke sikkert, at det nogensinde bliver helt godt

Symptomer:

Et utilstrækkeligt stofskifte påvirker hele kroppen. Hvis muskler, knogler, hjerne, organer, blodårer, nerver, hår, tænder, negle og led ikke får næring nok, vil der selvfølgelig opstå lidelser. I princippet kan alt være påvirket, men de mest almindelige symptomer er:

● Træthed, energiforladthed, opgivenhed, glemsomhed, ligegladhed, kraftesløshed

● Kompetencetab, fx bilkørsel, manglende koncentrationsevne, overblik, interesse, ambitioner

● Lav kropstemperatur, dvs. tæt på 36 ° C, kolde fødder og hænder, kuldskær

● Overvægt, problemer med at tabe sig

● Voldsom sult, evt. afvekslende med madlede og synkebesvær

● Forstoppelse

● Tør, dårlig, evt. inficeret, hud, akne igennem hele livet. Hård hud, der skaller og revner på fødder og albuer

● Heler dårligt efter sår og operationer

● ’Tyndt’ blod, der har svært ved at koagulere

● Tendens til blodpropper og hjerteproblemer

● Væskeophobninger under fortykket hud, såkaldte ødemer = heraf navnet Myksødem – Vandfyldt slim. Bindevævet suger væske og svulmer op, så huden føles oppustet og fast. Disse væskefyldte ansamlinger kan findes alle vegne, inde i kroppen og udenpå. Typisk under kæbelinjen (en tyk, pølset dobbelthage), hen over øverste del af maven, inde i maven og på siden af overarmene

● Hyppige infektioner: ører, lunger, hals

● Uro og evt. angstlidelser i de unge år, når stofskiftesymptomerne tager til med opblussen af unormalt stofskifte og ubalancer med for mange stresshormoner i kroppen

● Dårligt nattesyn pga. af leverens manglende evne til at få A-vitaminer i form af caroten fra kosten

● Kraftige, smertefulde menstruationer, problemer med at blive gravid, manglende evne til at udvide sig under fødsel, langvarige veer, kejsersnit, livmoder forstørret af ophævet væv, endometriose, cyster

● Reflux, sur mave

● Hårtab, først det yderste af øjenbrynene, så en stor del af hovedhåret. Svinder med adækvat behandling, men det tager et år eller to at gendanne hovedhåret

● Tiltagende dårlige og skrøbelige tænder, blegt og dårligt tandkød, paradentose, tandtab

● Autoimmune reaktioner og sygdomme

● Skoliose (skæv ryg, pukkelryg)

● Ømhed i led og muskler, ryg, lænd, skulder, nakke, knæ, knoer, ankler, hænder, fødder

● Hovedpine 2 – 3 dage ca. hver tredje uge. Hos mig starter det med et pres i højre side af nakken, som en krampe eller en hård knude af ophovnet væv, der lukker for blodforsyningen. Smerten sidder bag højre øje under øjenbrynet ind mod næseryggen

● Galdesten og dårlig leverfunktion, så man ikke kan processere fx betacaroten i gulerødder, rødbeder, radisser, blommer m.m., som derfor kan give symptomer på øjenallergi, kløende, irriterede, røde og løbende øjne, ved koncentreret indtag af fx gulerodsjuice, gulerodssalat, rødbedesalat, rød peber, blommegrød eller en håndfuld friske radiser. (Kan lindres med en kold, våd klud)

● Højt kolesteroltal, svinder med adækvat behandling

● Overfølsom blære, smertefuldt blæresyndrom, PBS = Painful Bladder Syndrom: Føles som blærebetændelse, men uden bakterier. Slimhinderne på indersiden af blære og urinrør bliver røde og kraftigt irriterede af urinen, specielt hvis man indtager sure frugter og drikke: appelsinsaft, citronmarmelade, grape, lime, sodavand, grøn te, juice, cider

● Tarsal- og/eller karpaltunnelsyndrom, springfinger: Det hævede væv afklemmer nerver i knoer ved anklen og i hænderne og kan give først smerter siden mere permanent følelsesløshed i fødder, hæle og fingre

● Tidlig aldren, gråt, tyndt hår, træthed, ledsmerter, rynker, glemsomhed, opgivenhed

● Svaghedsfølelse, kraftesløshed, ugidelighed, afmagtsfølelse, forvirring, desorientering, uoverkommelighedsfølelse, intellektuel svækkelse og ligegladhed er de værste symptomer. Det kommer snigende umærkeligt, så man næsten ikke oplever forskel: Man bliver bare mere og mere gammel, dum, træt, tyk, øm og skrøbelig

Se evt.:

Den engelske patientforening: http://www.tpauk.com/main/article/myxoedemahypothyroid-symptoms/

’In 1878, Dr. William Ord performed an autopsy on a middle-aged woman who succumbed to hypothyroidism. Upon cutting into her skin, he saw tissues that were thickened and boggy. The tissues appeared to be waterlogged, but no water seeped from his incisions. Dr. Ord realized this disease was unique and previously unrecognized.

Dr. Ord summoned a leading chemist named Halleburton to help identify the substance causing the swelling. What they found was an abnormally large accumulation of mucin. Mucin is a normal constituent of our tissues. It is a jelly-like material that spontaneously accumulates in hypothyroidism. Mucin grabs onto water and causes swelling. Dr. Halleburton found 50 times the normal amount of mucin in the womans skin. Her other tissues also contained excess mucin.

The doctors coined the term myxedema. Myx is the Greek word for mucin and edema means swelling. Myxedema was adopted as the medical term for hypothyroidism.’

…

‘ Today’s doctors are not taught to examine for thickened skin or other physical manifestations of the illness. Sophisticated thyroid blood tests are purported to be the sole means for making the diagnosis of hypothyroidism. These tests have replaced the patients’ medical histories, complaints, and physical findings upon which the diagnosis was largely based for over half a century before the advent of blood tests.’

Se evt. også:

http://www.thyreoidea.dk/nyheder.html?news_id=118

http://www.stopthethyroidmadness.com/

http://lavtstofskifte.info/

http://lavtstofskifte.info/principiel-sag-kvinder-med-lavt-stofskifte-faar-en-million-i-erstatning/

http://videnskab.dk/kort-nyt/rygestop-kan-udlose-stofskiftesygdomhttp://

www.mivi.dk/mivi/stofskiftet/index.php

http://videnskab.dk/krop-sundhed/vitaminpiller-kan-sla-dig-ihjel

Det danske sygdomsvæsen

Hospitalets venterum er det limbo, hvor det danske sygdomsvæsen rutinemæssigt anbringer de syge. Måske ville det være mere formålstjenligt at forsøge med noget lægelig behandling?

Hvis der er det mindste i vejen med min hund, ringer jeg til min sympatiske dyrlæge, kommer igennem med det samme, får en god snak og om nødvendigt en tid samme dag. Hvis han skønner, at det er meget alvorligt, kommer han på akut hjemmebesøg.

Det er 30 – 40 år siden, mennesker i dette land kunne få samme service, hvis de skulle blive syge. Bortset fra nogle få indsatsområder, visse kræftformer og mænd med hjerte- karproblemer, sejler det danske sundhedsvæsen i tilfældige op- og nedprioriteringer, kontroller, endeløse, tidsforbrugende akkrediteringer, ubrugelige computersystemer, skemaer, uforståelige medicin- og tidsregler.

Et halvt år efter, jeg var holdt op med at ryge, fandt jeg mig selv tøffende omkring i joggingbukser og udtrådte sutsko, mange kilo tungere og lykkeligt ligeglad med alting. Denne tilstand var dog så ulig den energiske, idérige og foretagsomme person, jeg havde været de første 55 år af mit liv, at jeg sansede at bede min læge om et tjek. Lægen kunne fortælle, at mit stofskifte var for lavt.

For lavt stofskifte, ved jeg nu, er en sygdom, som kan have mange årsager, både arvelige og miljømæssige. Lægen forsikrede mig om, at det i hvert fald ikke havde noget med mit rygestop at gøre, og at det var let at behandle: Jeg skulle bare have en pille hver dag resten af mit liv.

Da man kun har ti minutter pr. konsultation og kun må tale om én ting ad gangen, og lægen først skulle afholde sin sommerferie, og der ikke var andre tider at få, så hengik der herefter tre lange sommermåneder med sløvhed, før jeg kunne begynde på en decideret behandling.

Jeg fik medicin, der stimulerer stofskiftet. En forsigtig begynderdosis. De årlige blodprøver viste, at niveauet af stofskiftehormoner i mit blod hermed skulle være tilstrækkeligt, og at alt burde være godt.

Jeg fik også en ganske kort opblomstring af energi og tabte et par kilo, men bedringen aftog gradvist, og efter et par måneder tøffede jeg rundt som før.

I de følgende år begyndte jeg at få mange forskellige, generende og smertefulde symptomer, som ingen, og da slet ikke jeg selv, satte i forbindelse med stofskiftet, for jeg var jo velbehandlet; det viste blodprøverne.

Jeg blev langsomt mere og mere træt, ligeglad, tyk, grå, ugidelig, glemsom, øm i alle led, immunforsvaret gik ned, selv smårifter var længe om at hele, mit hår faldt af i bekymrende totter, jeg fik kraftigt forhøjet kolesterol, hovedpiner, andre smerter og føleforstyrrelser i begge fødder og i maven, og mine øjne reagerede allergisk, uden at man kunne påvise allergener.

Hver gang, jeg fik et nyt symptom, opsøgte jeg min læge, og hvis der ikke var en oplagt specialist at henvise videre til, blev jeg tilbudt hormoner, stærke smertestillende midler, statiner, lykkepiller og ’livsstilsløsninger’, dvs. banale og intimiderende råd om at slanke sig, spise sundt, gøre ’øvelser’, indtage naturlægemidler og sørge for at få rigeligt med motion.

Hvis man vågner om morgenen og er dødsens træt, hvis ens muskler og hjerne ikke får næring nok, hvis pulsen er under 60 slag i minuttet, hvis alle led gør ondt, og kroppen langsomt henfalder, hvis man tager på, selv om man i uger ad gangen kun får lidt flydende kost, vand, kaffe, yoghurt, så begiver man sig ikke ud på en frisk løbetur før den sunde morgenmad med skyr og blåbær. Man slæber sig ind i sofaen med en enkelt kop kaffe …

Jeg kunne ikke arbejde, jeg orkede ikke at se nogen, jeg lagde ingen planer, men traskede bare rundt og forsøgte at overbevise mig selv om, at det var alderen, der trykkede. Jeg var 55 år og måtte påregne visse forandringer. Men samtidig havde jeg jævnaldrende og ældre venner og veninder, der trænede til halvmaratons og glade gik til gymnastik, svømning, fester og fitness. – Der var noget, der ikke passede, men hvis jeg forsøgte at forklare det for lægen, fik jeg tilbudt lykkepiller igen. – Dem tog jeg aldrig imod, men jeg forstår godt, at ulykkelige patienter efterhånden kan blive så deprimerede over manglende hjælp, at de griber efter de få midler, tidspressede, og måske oven i købet dårligt uddannede, læger kaster ud til dem. Knap 500.000 danskere er på lykkepiller i dag.

Tro det, eller lad være: Der findes læger i dette land, som føler sig provokeret af deres patienters ønske om at få det bedre, så for første gang i mit liv skiftede jeg og fandt til alt held en mere erfaren og fagligt funderet læge.

Et års tid efter lægeskiftet mødte jeg en gammel veninde, der også havde for lavt stofskifte. – Har du læst Helle Sydendals bog ’Få livet tilbage’? spurgte hun. Det havde jeg ikke, og hvilken åbenbaring. – Der var en forklaring på alt det, der plagede mig: Jeg havde stadig for lavt stofskifte og var simpelthen underbehandlet, selv om blodprøverne hvert år viste et tilstrækkeligt niveau af stofskiftestimulerende hormon. – Hvor mange stofskifteramte går underbehandlede rundt i dette land med forkerte diagnoser som fx fibromyalgi eller depression? Og bliver fyldt med smertestillende piller, statiner, lykkepiller og anden unødvendig medicin?

Så begyndte min kamp igen: Tid og ventetid hos lægen, forsøg med tilskud af anden medicin, som gav en lille bedring, men det ville en højere dosis måske også have gjort, eller et tilskud af vitaminer og mineraler.

Efter yderligere ventetid på tre måneder fik jeg omsider, med en frisk og omfattende blodprøve i baghånden, foretræde for en ung sygehusspecialist i endokrinologi … men hun kunne ikke bidrage med andet end at forhøre sig om mine symptomer og blodprøver, ting, som burde fremgå af journalen. Uden at tilbyde nogen form for hjælp, bestilte hun blot yderligere blodprøver og gav mig en ny tid ET HALVT ÅR SENERE. – Et halvt år er meget lang tid, når man næsten ingenting kan.

Jeg kunne have haft det dårligere, end jeg har det nu; jeg kunne have været holdt hen og bedøvet med alt det, jeg i løbet af årene havde afvist: statiner, lykkepiller, kraftige smertestillende piller, fem forskellige slags naturlægemidler, nyttesløse ’øvelser’ o.m.m. og alligevel ikke have vidst, hvad der plagede mig. Nu skal jeg bare ligge uvirksom på sofaen og vente i hele og halve år på, at det danske sundhedsvæsen kan afse en smule tid til at hjælpe mig.

Men er det rimeligt, at et dårligt fungerende sundhedsvæsen igennem så mange år skal være afgørende for, om jeg kan have en nogenlunde hverdag eller ej? Om jeg skal have kræfter til at passe mit arbejde, mine børnebørn, mit hus, mit liv? Om hele min krop, muskler, led, hjerte og hjerne, langsomt og måske uopretteligt skal henfalde, når en mere omhyggelig undersøgelse og medicinering måske kunne have forhindret det for mange år siden? Jeg er sikker på, at forholdene for syge mennesker er langt bedre alle andre steder i verden, Uganda, Portugal, Korea, end her i Danmark. Hvor ville man ellers bede syge mennesker om at vente i et halvt år på adækvat behandling og medicinering? Når det ville kunne ordnes på under en halv time af en veluddannet speciallæge på baggrund af en blodprøve?

Vores sundhedssystem er grebet af galopperende vanvid. – En smule rettidig omhu, en enkelt kvalitetsbåren specialistkonsultation ville have kunnet spare mig for megen bekymring, frugtesløse forsøg og ulejlighed og spekulationer og næsten fem års sløvhed, opgivenhed, smerter og generende følgesymptomer af alle slags.

– OG have sparet samfundet for utallige henvendelser til praktiserende læger, kostbare undersøgelser, indlæggelser, skopier, biopsier, scanninger, blodprøver, konsultationer hos de forkerte specialister, vagtlæger, mailkonsultationer, telefonopringninger, recepter og hundedyr, virkningsløs medicin til alle fejldiagnoserne.

Måske er løsningen selvbetaling? – Undervejs i min sygehistorie blev jeg bekymret for, om tilbagevendende øjensymptomer skulle have skadet mit syn, og i stedet for at vente to år på at komme til en øjenlæge, som var omfattet af det offentlige støttesystem, fandt jeg én, der tog imod privatbetalende patienter:

– Oh, hvilken fryd! – Klinikdamen tog telefonen MED DET SAMME! – Hun talte HØFLIGT til mig, i stedet for at lyde fortravlet fornærmet over, at jeg tillod mig at ringe og forstyrre midt i klinikkens telefontid, og hun tilbød mig en tid TO DAGE SENERE! – Hvor jeg ikke skulle sidde og vente en halv time med to fedtede og lasede, ældgamle ugeblade, men kom ind TIL DEN AFTALTE TID! – Til en sød og veluddannet læge, der tilsyneladende havde AL TID I VERDEN, UNDERSØGTE MINE ØJNE GRUNDIGT, OMHYGGELIGT FORKLAREDE MIG OM MINE SYMPTOMER OG DERES BETYDNING, BEROLIGEDE MIG mht. min frygt, gav mig et par VIRKSOMME LÆGEMIDLER OG GODE TIPS, og som ikke slap mig, før jeg glad og lettet selv rejste mig og gik. – For skallede 1000 kr., som jeg ellers kunne have soldet op på en formiddag.

– Men selvbetaling har alvorlig social slagside, ved vi, og vi har ikke lyst til at dele befolkningen op i A og B-mennesker, selv om det jo er det, der allerede er sket for længe siden: De, der har råd, tegner private sundhedsforsikringer og kommer til før alle andre eller tager til London, Tyskland eller Polen og bliver behandlet for de ting, det danske sundhedsvæsen ikke magter at tage sig af.

Jeg har lidt under mere end ti forskellige, afledte symptomer i muskler og led, mave og øjne, foruden hårtab, glemsomhed og en dødlignende ligegyldighed og træthed, som bestemt ikke er fremmende for et liv, hverken professionelt eller privat. Men det har vist sig umuligt at få ordentlig behandling. Ikke engang en beroligende snak eller en forklaring kunne det blive til.

Jeg er stadig underbehandlet og venter stadig i hele og halve år på næste resultatløse specialistkonsultation her fem år efter, at sygdommen blev konstateret. – Og det er et problem for måske ti tusindvis af borgere i dette land, et problem, der handler om et fallitbo af et uddannelsessystem og et bureaukratisk og tidsstyret, dansk sygdomsvæsen. – Uberørt af menneskehjerner og blottet for empati.

Mens dette kære væsen afsætter bunker af ressourcer på at kreere vammeltsøde slogans som ’Patienten i centrum’ og ’I gode hænder’, har nedskæringer og umenneskelig tidskontrol, der rent faktisk sætter nogle snærende skemaer i centrum, påført de mest samvittighedsfulde ansatte alvorlig stress og lader syge mennesker sejle i deres egen sø.

– Hvilket har affødt begrebet ’Den kompetente patient’. Det er hende, der selv finder sin diagnose på nettet, diskuterer den indgående med veninderne, hvorefter hun henter sin medicin i Matas. – Ganske som begrebet ‘Det kompetente barn’ for nogle år siden fritog forældre og pædagoger for ansvaret for tage sig af børnene, og begrebet ’Længst muligt i eget hjem’ blot blev et skalkeskjul for små kurser i ’tænd din egen støvsuger’ og ’pas dig selv!’ til syge og alderdomssvækkede mennesker, der havde hårdt brug for den hjælp, der var blevet stillet dem i udsigt.

Alligevel hører vi ustandseligt om, at vi lever i verdens bedste land med verdens bedste velfærds – og sundhedssystem. Kunne vi ikke i det mindste blive fri for den snak, indtil sagerne er bragt i orden?

http://videnskab.dk/kort-nyt/rygestop-kan-udlose-stofskiftesygdom

http://www.thyreoidea.dk/fakta/for-lavt-stofskifte.html

https://lavtstofskifteblog.wordpress.com/hvad-er-lavt-stofskifte-2/

Endnu en bemærkning om sygdomsvæsnet:

Nu har man regnet på, hvor mange tabte arbejdstimer trængslen på vejene koster samfundet.

Er der nogle af de dygtige DJØF’ere, der har regnet ud, hvor mange arbejdstimer trængslen i venteværelserne koster samfundet? Udover det allerede kendte problem, at mange mennesker går alt for længe og venter på behandling, så spilder samfundet en del arbejdstimer på, at de privatpraktiserende læger kun må tale om én ting ad gangen og kun må bruge 10 min. pr. patient pr. dag. Det giver jo et uhørt stort antal lægebesøg.

Masser af mennesker har to eller flere spørgsmål, når de dukker op til deres i god tid i forvejen bestilte tid hos lægen, og så må de bestille en ny tid og tage endnu en halv fridag og igen befordre sig et antal kilometer for at få snakket om problem nummer to. Nogle har endda tre eller flere ting, de har brug for at snakke med en læge om, prøvesvar o.lign., så konsultationerne kan strække sig over måneder. Hvor mange fridage koster det samfundet? Kunne det ikke betale sig at honorere lægen for yderligere fem-ti minutter, når man nu alligevel sidder der og snakker sammen?

Familielæge eller pølsefabrik?

Sådan et stykke papir kan man risikere at få stukket i hånden hos sin praktiserende læge i dag: Uvenligt, kommanderende og ikke engang forsynet med de gængse høflighedsfraser. − Hvad stiller gamle fru Larsen, som ikke ser så godt, eller hr. Hansen, som gik ud af skolen i syvende klasse lige før krigen, op med det? Forfatterne er de samme læger, som lige for tiden råber højt op om “familielægens” betydning for de danske patienter… Som jeg erindrer familielægerne før i tiden, kunne de ALDRIG finde på at bede syge mennesker, der søgte deres hjælp, om at tage hensyn til deres interne arbejdstids- og honoreringsregler.

Regionerne har opsagt overenskomsten med landets privatpraktiserende læger, fordi de er for dyre og for stejle, når det kommer til ledelsesretten. Lægerne ønsker ikke, at regionerne skal være med til at bestemme, hvor der skal oprettes lægehuse, selv om det er regionerne − dvs. os alle sammen − der betaler gildet og gerne vil sikre ensartet mulighed for lægehjælp − også til de knap så attraktive yderområder. Lægernes argument er, at lægerne selv er de bedste til at bestemme, ellers vil den klassiske familielæge være i fare for at uddø.

Mon ikke den klassiske familielæge uddøde for mange år siden? Der er stadig her i landet mange søde, dygtige og velmenende læger, der opfatter deres gerning som et kald, og som yder en god indsats i konsultationerne, men nogle læger kommer ud med en ny og langt mere selvretfærdigt krævende indstilling til, at patienterne skal nøjes med at blive syge, når det passer med deres arbejdstidsregler, og det kan desværre ikke altid lade sig gøre. Vi lidt ældre og bedre vante finder dem pressede, grådige, ubetænksomme og næsten umulige at få kontakt med. De er muligvis heller ikke uddannet til at lede og fordele opgaver, ikke engang i deres egne små lægehuse. Jeg vil gerne bidrage med en håndfuld eksempler fra de senere år, oplevet af mig og min nærmeste familie og venner.

Hvis vi bliver syge fx om natten og gerne vil have fat i ”familielægen” næste morgen, mødes vi af en telefonsvarer med en alenlang besked, der omfatter sekretærenes træffetider, laboranter, sygeplejersker m.m., som vi mere og mere hektisk lytter til. Så opgiver vi og går på nettet, hvor vi finder følgende letlæselige besked:

“Telefonisk

Mellem kl. 8.00-10.00:
Sundhedsfaglig rådgivning ved sygeplejerske (tast 1).
Recept-fornyelse via telefonsvarer (tast 3).

Mellem kl. 13.00.14.00:
Tidsbestilling ved sekretærer, onsdage undtaget.

Middagslukket alle hverdage kl. 12.00-13.00. Onsdag dog fra kl. 12.00-14.30.

KONSULTATION I LÆGEHUSET

Åben konsultation
Der er åben konsultation på alle hverdage kl. 8.30-9.30, primært for akut opståede helbredsproblemer. Dette kræver ingen tidsbestilling. Se nærmere under ”Praksisinformation”.

Planlagt konsultation
Forudgående tidsbestilling er nødvendig. Der kan bestilles tid til konsultation hos vores læger, sygeplejersker og vores klinikpersonale. Se nærmere under ”Praksisinformation”.”

Somme tider ønsker man jo, at man selv eller ens børn var så syge, at man helt ukompliceret blot kunne ringe efter en vagtlæge eller en ambulance.

Efter at have ventet, måske med smerter, i hvert fald med uro, indtil det er muligt telefonisk at bestille en tid, mødes man igennem en stiv klokketime af optagetsignalets enerverende dutten eller den forhåndsindtalte telefonbesked om, at alle linjer desværre er optagede, prøv igen senere.

Så forsøger man at bestille en tid via det komplicerede mailsystem og logger sig ind, for senere at opdage, at beskeden om tidsbestillingen til sekretæren klassificeres − og honoreres som? − en mailkonsultation.

Hvis man får kæmpet sig igennem alle gå-væk-telefonsvarerne og den labyrintiske hjemmeside − som man i øvrigt skal betale abonnement til et privat firma for, hvis man vil gemme de beskeder, man modtager fra sin egen læge − og finder den relevante information, tager man chancen og befordrer sig hen til lægehuset i den såkaldte ”akuttid”, hvis man da kan nå det, og hvor man sidder 2 – 3 timer i et fyldt venteværelse sammen med andre syge og måske smitsomme mennesker, inden man får foretræde for en læge, sjældent ens egen, hyppigere en praktikant eller en vikar.

Eller man bestiller en tid hos sin egen læge via hjemmesiden − den første ledige tid ligger sædvanligvis tre-fire måneder ude i fremtiden, så det gælder om at planlægge sine lidelser med omhu − og når man så, med en tre måneder gammel tidsbestilling i lommen, møder op i venteværelset, kommer man alligevel til at vente både hele og halve timer, før man bliver kaldt ind til sine afmålte otte minutters fortravlede konsultation. Og det er ikke pga. akutte henvendelser, som andre jo tager sig af i ”akuttiden” om formiddagen. De sidste tre gange, jeg i løbet af de seneste to år har haft en forudbestilt tid hos min læge, har jeg hver eneste gang siddet og ventet i 40 minutter efter den aftalte tid.

I løbet af en forhastet konsultation, som man således har ventet tre måneder og 40 minutter på, og hvor lægen sidder og kigger på sin computerskærm det meste af tiden, må man ikke søge råd om to forskellige ting på en gang, fx både ondt i ryggen og en mystisk vorte på den ene kind. Hvis man vil tale om andet end det, man har bestilt tiden til, får man besked på at reservere en ny tid. Efter yderligere tre måneders ventetid. Mange mennesker skal tage fri fra arbejde for at møde op gang på gang, så lægen kan hæve flere honorarer.

Det er således ikke underligt, at vagtlæger og skadestuer overrendes af syge mennesker, der bare gerne vil tale med en læge.

En gang, jeg sad i venteværelset i de obligatoriske 40 minutter efter min i god tid i forvejen reserverede konsultation ang. svar på nogle prøver, blev jeg højt og med fulde navns nævnelse kaldt op af sekretæren og afkrævet svar på, om resultatet af lungefunktionstesten eller hjerteundersøgelsen var vigtigst for mig? For lægen havde desværre ikke tid til at snakke med ”kronikere” om flere prøver i samme konsultation … Det var første gang, jeg hørte betegnelsen ”kroniker” anvendt om mig selv … Fra en lægesekretær med et urimeligt spørgsmål i et fyldt venteværelse, fordi et nyligt rygestop havde sænket mit stofskifte til et behandlingskrævende niveau … Jeg insisterede naturligvis på, inde hos lægen, at få svar på alle de prøver, der var blevet taget, før jeg gik derfra igen.

En anden sekretær havde for vane at sende mails ud til alle, der var tilknyttet hendes praksis, når hun og de andre sekretærer ændrede deres arbejdstider, eller når fordøren skulle repareres. Det var en speciel oplevelse at modtage en mail fra sit lægehus, at logge ind på den besværlige internetside med bankende hjerte og alle mulige tanker om alvorlige fund i blodprøver og deslige og omsider kæmpe sig frem til en besked om, at man pga. tømrerbesøg venligst skulle benytte en sidedør, hvis man påtænkte at aflægge besøg i lægehuset den dag …

Da min ven nogen tid efter alligevel sad inde hos sin egen læge, bad han hende snakke med sekretærerne om deres ligegyldige og forstyrrende massemails, men blev bedt, om han ikke selv ville snakke med sekretærerne om det, for det kunne lægen ikke tage sig af.

En dag mødte jeg forskrækket op i ”akuttiden” efter at have tisset blod en hel weekend. Jeg kom forholdsvis hurtigt til hos en yngre læge, jeg ikke havde mødt før. Da hun hørte om symptomet, udbrød hun: ”Det er nok kræft”. − Det var ikke den besked, jeg havde mest lyst til at høre i den situation, men hendes mistanke, som heldigvis viste sig at være forkert, sørgede for, at jeg hurtigt kom videre til mere kompetente, og ikke mindst empatiske, læger og undersøgelser.

Læger er traditionelt omfattet af stor respekt, og vi bærer gerne over med deres småfejl og særheder, hvis de står klar til at hjælpe os og er i stand til at stille almindelige diagnoser, når vi er ramt af sygdom og virkelig har brug for deres hjælp. Men når ens erfaringer fra de senere år omfatter en mand, der i årevis blev behandlet for mavesår, selv om han havde en anfaldsvoldende og betændt galdesten, en kone, der igennem et halvt år fik mavesyredæmpende midler, selv om det også viste sig at være en galdesten, da hun blev hasteindlagt med akut gulsot, en mand, der tre gange tilbydes lykkepiller mod en arbejdsskade i skulderen, og en veninde, der fik stillet en fantasifuld diagnose, vulvodyni, som indledning til et langvarigt behandlingsforsøg med hormoner og lykkepiller med den praktiserende læge som tovholder, da hun sandsynligvis var plaget af endometriose, så kan ens respekt for standen formentlig ligge på et meget begrænset område.

Måske burde regionerne overtage HELE ansvaret for de praktiserende lægers arbejde og blot ansætte dem i 37 timer ugentligt? Så kunne man sørge for ordnede forhold, passende efteruddannelseskurser og et professionelt kommunikationsniveau i forkontorerne. I så fald behøvede de praktiserende læger ikke længere at jamre over arbejdspres, papirarbejde, prioriteringer, ledelsesansvar og diverse klinikudgifter. Bemærk venligst, at denne jammer kommer fra læger, der har normale arbejdsuger, og som ifølge Ekstra Bladet, når alle udgifter til driften er betalt, tjener over en million kroner, mange over to millioner kroner, om året betalt af dig og mig over skatten.

Derudover kunne vi uddanne en masse nye læger, alle dem, der havde lyst og evner for faget, så der var mange at vælge og vrage imellem. Så kan de, der er utilfredse med forholdene, søge til mere lukrative steder og overlade “ydernumrene” til kollegaer, der både kan og vil yde en behjertet indsats til gengæld.

Det er tankevækkende, at jeg hos mit dygtige tandlæge-tandplejer-team, som jeg selv har valgt og selv betaler det meste til, altid bliver mødt med stor forståelse og omsorg og aldrig har måttet vente mere end højst fem minutter, heller ikke i telefonen, og da kun i nødssituationer og aldrig uden en høflig undskyldning og en forklaring.

(18. 5. 2013 ser jeg, at de privatpraktiserende læger samler underskrifter fra patienter i deres konsultationer. De har allerede ifølge Politiken.dk sikret sig 140.000. Dvs. at de læger, som p.t. ynder at kalde sig “familielæger”, udnytter prisgivne, syge menneskers behov for lægehjælp i deres bjergsomme arbejdskamp for deres egne, private virksomheder mod det offentlige, som i forvejen forgylder dem. Vore læger kaster i grådighed al etik og troværdighed over bord i disse år.)

Eftertanke:

Lærergerningen var førhen et kald. Læreren følte sig ansvarlig for sine elever, kunne lide børn, nød samfundets anerkendelse og oppebar gode arbejdstids- og lønforhold. Til gengæld lagde lærerne alle kræfter i jobbet, forberedte sig entusiastisk og uden vrøvl, tog eleverne med på udflugter, arrangerede skolekomedier, snakkede med børn og forældre, også i nødsituationer sent på aftenen, og de noterede det ingen steder; det var en helt naturlig del af faget. Så ødelagde man lærergerningen med bureaukratiske kontrolforsøg og inddelte lærernes arbejdstid i Ø-tid, U-tid og F-tid, således at ingen længere gad løfte en finger, selv om lille Ole tydeligt havde problemer, for al Ø-tiden var opbrugt. Man forvandlede læreren fra en begejstret ildsjæl til en tørt noterende bureaukrat.

Lægen var førhen en højt respekteret familielæge, der dukkede op, når familien var i nød, og gjorde hvad han kunne for at lindre og trøste. Han fik sin betaling pr. år pr. patient, og han holdt ikke regnskab med sin tid eller forlangte, at alvorligt syge mennesker selv skulle fragte sig hen i hans klinik.

I min levetid har lærer-, gymnasielærer-, læge-, og præstegerningen skiftet karakter og er blevet overvejende kvindefag, hvor kun hjemmehjælpere, pædagoger og sygeplejere var det før, hvilket måske har været medvirkende til, at alle disse fag nu er forvandlet fra vellønnede og højtrespekterede til lavt rangerede og overkontrollerede pølsefabrikker. De dygtige ug-piger har alt for travlt med at overholde reglerne og tør ikke sætte sig imod selv urimelige og ødelæggende krav fra den offentlige arbejdsgiver. Samtidig er vi blevet alt for mange mennesker med helt urealistisk høje forventninger til, hvad samfundet skal gøre for os, så udgifterne til den offentlige sektor er steget eksplosivt. Forskellige regeringer har på forskellig måde forsøgt at holde snor i ydelserne, men måske har man smidt barnet ud med badevandet? Mens de måler og kontrollerer, fordamper kerneydelsen i både børnepasning, undervisning, sundhed og religion, nemlig det medmenneskelige forhold. Tilbage står underligt forvirrede børn og unge, syge og gamle, søgende og troende og råber på mere, for de fik ikke, hvad de havde brug for. De fik ingen menneskelig kontakt og omsorg, men blev afvist af automatiske telefonsvarere eller puttet i kasser mærket “fri leg”, “længst muligt i eget hjem” eller “Ø-tid” og såkaldte “E-konsultationer” …

Kald eller kold ligegyldighed?

Når den nærmeste vennekreds omfatter et menneske, der går i halvandet år med ødelagt skulder og et brækket kraveben uden at få anden hjælp af det danske sundhedsvæsen end en henvisning til en psykiater, der straks udskriver lykkepiller. ― Når denne hårdt prøvede mand efter nævnte arbejdsskade bliver fyret fra sit job og sendt på jobtræning ― på lykkepiller med ødelagt skulder og et brækket kraveben — og truet på sit økonomiske liv, hvis han ikke søger fire jobs pr. uge og ulejliger lige så mange travle arbejdsgivere, for han kan naturligvis ikke påtage sig noget job.

Når andre venner har oplevet en operation, hvor et implantat åbenbart blev indsat uvasket og gav en alvorlig infektion, der bevirkede, at manden i familien måtte ligge trekvart år på et sygehus 100 km væk fra sine tre børn og en fuldtidsarbejdende kone, som ikke havde mulighed for at køre så langt for at besøge ham særlig ofte. ― Det bør man tage med i betragtning, når man sammenlægger sygehuse og rendyrker specialer: At de pårørende ikke regelmæssigt kan besøge slægtninge, hvis de er indlagt alt for langt væk, og at den syge dermed mister kontakt til familie og venner og risikerer en depression, som næppe fremmer helbredelsen.

Når folk kan gå i årevis uden diagnoser eller venter i mange måneder med livstruende sygdomme trods alle mulige garantier.

Når folk samler hundredtusinder af kroner sammen på Facebook og drager til fx Kina med deres syge børn for at få adækvat behandling.

— Så er der noget rivende ravende galt med vores såkaldte velfærdssystem!

I de seneste hundrede år så det ud til, at danskerne havde held med at kæmpe for at opnå en værdig levevis for alle borgere: Vi fik folkepension, alderdomshjem, hjemmehjælp, gratis uddannelse, offentlig sundhedsordning, pædagogisk forsvarlig børnepasning, naturligvis finansieret via skatter. Alt dette er nu blevet gennemhullet og nedbrudt, især og hurtigst igennem de seneste ti års borgerligt styrede skattestop.

Man lavede i 60’erne og 70’erne den aftale med landets kvinder, at hvis de ville tage ud på arbejdsmarkedet og give deres bidrag til bruttonationalproduktets vækst, så ville samfundet til gengæld tage hånd om deres syge, om deres børn og om deres gamle.

Kvinderne takkede ja. Ikke at de gik og danderede den før, kvinder har altid arbejdet hårdt, også ude på arbejdsmarkedet, men som oftest fungerede de i en usynlig økonomisk sammenhæng i hjemmene, egne eller andres, med vask, strygning, tekstilproduktion, ydmyge, men uundværlige sekretærfunktioner, rengøring, vedligehold, optænding, madlavning, indkøb, køkkenhave, dyrehold, børn, børnebørn, syge, unge, gamle…

Nu fik de chancen for at lave synligt arbejde og ikke mindst modtage anerkendelse og en regulær løn for det.

Kvinder blev alt muligt. Hvor de før passede deres egne børn, passer de nu en hel flok af andres. Eller gamle. Eller syge. Eller de gør rent på institutionerne. Eller de er lærere, professorer, fabriksarbejdere, direktører, læger, præster, PR-medarbejdere, tv-værter, kontorarbejdere, sangere …

Men det er jo dyrt at passe børnene, de syge og de gamle forsvarligt. Man kan ikke både indføre lavere skatter og samtidig overholde løftet til kvinderne. Man skærer en hæl og klipper en tå … for at »yde en bedre service«, som det kaldes, når man afskaffer en service af økonomiske grunde.

Hvor det førhen var et kald at passe en ældre medborger i vedkommendes eget hjem, er det nu et spørgsmål om at få fru Hansen ud af sengen, iført en ren ble og anbragt med sin morgenmad foran tv’et på syvethalvt minut, så man kan komme videre til den næste, og den næste, og den næste … Det er ikke ansvarligt plejearbejde, men tids- og lønpresset samlebåndsslaveri.

Hvor husmoderafløseren, hjemmehjælperen, før kom nogle timer hver dag og passede fru Hansen og fru Hansens hjem og sørgede for fru Hansens indkøb og for fru Hansens mad, når hun ikke længere kunne selv, så er der nu afsat en halv time hver tredje uge til SOSU-assistentens overfladiske rengøring, således at ethvert besøg hos en ældre medborger i eget hjem gøres gennem bunker af skidt, skrald, nullermænd, fedtet snask og i stanken af snavsede bleer.

Har man brug for lægehjælp, møder man ikke længere en person med et dybfølt kald til at lindre og trøste i form af en praktiserende læge, men en tidspresset lønslave, som ikke orker at tage ansvar, men som kæmper for at holde telefonkonsultationer, mailbesvarelser, receptudskrivninger, tests, laboratoriesvar, fysiske konsultationer, der kun gør langsomme indhug i det proppede venteværelse, inden for normal 8 – 16 arbejdstid.

Når en ældre, arbejdsløs mand, der har passet sit arbejde upåklageligt i over 40 år, men som blev fyret pga. alder ved seneste sparerunde, bliver sendt på jobtræningskursus, hvor han, med min skønne veninde Dortes ord, skal finde ud af, om han er en skumfidus eller en vingummibamse, så tager vi ærligt talt pis på folk i stedet for at hjælpe dem.

Når små børn stuves sammen i store institutioner med dårlig plads og ditto normeringer, så skader vi de kommende generationers psykiske velbefindende og opdrætter mennesker med alvorlige traumer, som ikke kan gå ind i samfundet og fungere som afbalancerede, ligeværdige borgere.

Når vi kun kan tilbyde en andenrangs folkeskole med så lidt undervisning, at de unge mangler års skolegang i forhold til andre landes unge, når de kommer ud, og vi kun kan give dem få ugers universitetsundervisning pr. semester, så får vi nok ikke det uddannelsessystem i verdensklasse, som vore ― dårligt uddannede? ― unge politikere fabler om.

Når vi dertil opretholder et landbrug og en pelsproduktion med masser af giftstoffer og helt uden dyrevelfærd, så millioner af dyr dagligt lider i stalde og bure ― der dør 25.000 svin HVER DAG i Danmark pga. sygdom og mistrivsel! 25.000!

Så er der noget galt… Hvad kan vi gøre for at ændre på det?