At spille kostbar

Da jeg var seks år gammel og begyndte i første klasse, kaldte vi det at ’spille kostbar’. Når én af pigerne blev spurgt, om hun kunne lege, og hun med næsen i sky svarede, at det vidste hun sandelig ikke, for hun skulle måske lege med Joan eller Connie … Så stod man der og trådte sig selv over tæerne og følte sig en smule afvist og udenfor.

Senere fandt man jo ud af, at de ’kostbare’ bare kunne lege med sig selv, for man havde det i virkeligheden sjovere med Per og Søren, Tine og Bente, som ikke var så beregnende og opsatte på at virke omsværmede, men bare gerne ville lege.

Jeg har et levende minde om min svigermor, der af sin datter blev spurgt, om hun kunne passe de to børnebørn en tirsdag aften, da datteren, en enlig mor, skulle deltage i en kursusaften på jobbet. – Svigermor, der havde været pensionist i en 10 – 15 år på det tidspunkt, rankede ryggen, stak næsen i sky og hentede sin kalender, som hun længe stod og bladrede i, mens hun opregnede alle sine aftaler for den næste måned: læseklubben onsdag, kaffe med Anna lørdag eftermiddag, bibelmøde henne i sognegården torsdag i næste uge … Foran hele selskabet af familie og de stakkels børn selv. Med højtidelig mine og spidset blyant slog svigermor ned på tirsdag og bekendtgjorde, at det kunne hun godt, hvis det ikke kunne være anderledes, mens hun med sin modvillighed lod forstå, at det var nødtvungent, at hun så havde strakt sig langt, og at det ville komme til at koste i form af taknemmelighed og gentjenester senere.

Engang havde jeg tilsvarende en veninde, der, hver gang hun blev inviteret til noget, om det så bare var en kop kaffe, formeligt skrev dagbog på én, mens hun opremsede alle sine banale gøremål.

Og en anden der, da hun blev inviteret til en middag, indtil sidste øjeblik lod forstå, at hun da gerne ville komme, men at hun jo kunne blive kaldt på arbejde hvad øjeblik, det skulle være. – Så kunne man hænge der med madbestilling, bordplaner, hensynet til de øvrige gæster og dem, man ville have inviteret i stedet for den vankelmodige, kostbare. Og man blev i ugevis afkrævet alt for mange, overdrevent smigrende forsikringer om, at netop hun var vigtig, at det ikke ville blive det samme uden hende, at man ville blive meget, meget ked af det, hvis hun ikke kom … – Hendes arbejde var med helt almindelige arbejdstider og omfattede ikke på nogen måde en akut tilkaldeordning.

Og en tredje, der i anledning af sin runde fødselsdag blot var hemmelighedsfuld, når nogen spurgte til det, og som tog i sommerhus dagen før uden at sige det til nogen, hvilket jo udløste en del irritation i bekendtskabskredsen, hvoraf mange havde sendt blomster, andre gaver, og en del tog forbi for at aflægge en lykønskningsvisit og fandt et tomt hus.

– Hvem har ikke som barn gemt sig og siddet i en mørk og hemmelig krog og ventet på, at forældrene skulle begynde at savne én? Måske endda lede med ulykkelige kald? Hvor er lille Ida? Vi kan slet ikke undvære lille Ida? – Hvorefter lille Ida springer frem med et: Her er jeg! Og familien genforenes under stor glædesjubel og tilfredsstillende dramatik. – Efter min erfaring sker det dog meget sjældent, at folk, familie, venner begynder at savne én som voksen og laver et større nummer ud af det. Tværtimod bliver de som oftest irriterede over alle gemmelegene og begynder at trække sig. – Du kommer bare, hvis du kan, siger de kort for hovedet og fortsætter deres egne, travle gøremål.

Al mystikken omkring min venindes runde dag medførte, at fødselaren fik skrabet en del, halvirriteret opmærksomhed sammen – oven i det naturlige og forventede. – Så hun måtte maile, skrive, ringe med dusinvis af mennesker, der bare ville være søde, mange gange hen over flere dage for at forklare sig. – Derudover boede hun langt ude på landet, og ingen ville have gjort sig den ulejlighed at køre ud til hende, hvis hun bare havde givet besked. En råkold weekend i et lejet sommerhus synes at være en høj pris for at kunne få lov til at spille kostbar over for en ellers trofast og velmenende vennekreds.

Hvad blev der af: Al opmærksomhed frabedes – bortrejst på dagen? Som folk skrev i små annoncer førhen, når de ikke orkede at beværte nogen. Det er OK at tage væk, hvis man har lyst og skønner det nødvendigt, men man giver familie og venner besked, så man ikke påfører andre dum ulejlighed og unødvendige udgifter. Man kan ikke både ‘være bortrejst på dagen’ OG samtidig indkassere blomster, chokolade, gaver og opmærksomhed.

At spille kostbar, at være unødigt hemmelighedsfuld, at spille spil med andre giver ofte bagslag. For hvem gider at invitere én igen? Eller planlægger godhjertet opmærksomhed på en rund dag?

Det er så uendeligt meget lettere at sige ’ja’ eller ’nej’, eller ’jeg ønsker ikke opmærksomhed’ – OG MENE DET – i god tid, så folk ved, hvad de har at holde sig til. – Men det giver selvfølgelig langt mindre drama og opmærksomhed 😊

Tolerance i toget

Da min søn var en tre-fire-fem år, kørte vi hvert år med tog fra Ålborg til København for at holde sommerferie hos familien. Pengene var små dengang først i 80’erne, men han ville altid besøge Danmarks Akvarium i Charlottenlund og Zoologisk Museum i Universitetsparken, og så plejede vi at slutte ferien af med en Tivolitur.

Men også selve rejsen var spændende for en lille fyr. Alt i alt plejede den at vare det meste af en dag begyndende og sluttende med en halv time i bus og en lang spadseretur med oppakning. Men navnlig elskede sønnike toget, lokomotiver og at sidde ved vinduet og se landskabet fare forbi. Dengang blev togvognene rangeret op på færgen ved Storebælt, og den oplevelse har han også stadig levende erindringer om.

Jeg husker nu bedst den sommerdag med rockerne og deres hunde.

På den tid blev togstammen trukket af et kraftigt, dieseldrevet, rødt MZ-lokomotiv, og vognene var indrettet med kupéer. Alting lugtede af jern og gammel tobak. Hver kupé havde to brune, aflange sæder med hvide nakkepuder over for hinanden og et brunt klapbord i midten under vinduet. Min søn og jeg havde reserveret pladser på det ene sæde, sønnike ved vinduet, og over for ham sad en høj dame, en bibliotekartype, hvis man fordomsfuldt skulle gætte, halvlang tweednederdel med klantern, tykke brune strømper, fodformede sko og en fornuftig cardigan over en højhalset bluse. Hun løftede ikke blikket fra sin bog, da vi indtog vores pladser og fik stuvet bagagen af vejen, tasker, kuffert, saftevand, madpakker, billedbøger, så vi hilste ikke, men vi sad jo over for hinanden hele vejen ned igennem Jylland, så der var god tid til at betragte hende i det skjulte.

Da vi nåede Horsens, var jeg i gang med at læse ’Peter Pedal’ højt for min søn, da der blev lidt opstandelse ude på den snævre gang, hvor to hærdebrede og højrøstede mænd i læderjakker og i følge med to store, løse og overstadige schæferhundeblandinger trængte sig frem mellem de af- og påstigende.

De rev i døren til vores kupé, og hundene myldrede ind, undersøgte alting på et sekund og stak snuderne helt op under skørtet på den pæne, læsende dame, der blev temmelig forskrækket.

Der var en del snak:

– Her er sgu’ plads, kom!

– Åh for satan, Michael, se nu den hund.

– Kom her!

Hundene var ude af kontrol, men venligtsindede, og sønnike, der var vant til hunde hjemmefra, klappede glad dem begge på hovederne og fik et vådt slik over leverpostejsresterne på kinderne til gengæld.

Den ene af mændene hev en flaske med noget stærkt orange, der lignede blommesnaps eller abrikoslikør, op af en inderlomme og satte sig tungt på en plads ved døren. Kammeraten, som han, efter deres oprømte samtale at dømme, lige havde hentet i Horsens – dengang var fængslet stadig fængsel, satte sig overfor, og de tog begge nogle gedigne hiverter af flasken, før de bød den ikke længere læsende, men ret panikslagne dame ovre på vinduespladsen:

– Du trænger også til en tår, søster, brummede den ene, mens han holdt flasken helt hen under næsen på hende. – Til at slappe lidt af på …

Overraskende hurtigt kom hun på benene, samlede sine ting og flygtede ud af kupéen.

– Hun var nok ikke tørstig, sagde den anden og skubbede døren i efter hende. Og så bød de mig.

Jeg afslog smilende og pegede på min søn. – Det går nok ikke, vi har en lang tur.

– Nå, ja, for satan. Damen har jo et barn med, mand. – Jamen, så skål!

– Hej, bettemand, hvad er du for én? spurgte den anden venligt.

Bettemanden svarede for sig, og så læste vi ’Peter Pedal’ færdig, mens han kløede den ene hund bag ørerne, og de to velvoksne herrer begyndte at småsnorke henne på deres pladser på hver side af døren, mens den anden hund lå vagt midt på gulvet med kæmpehovedet opmærksomt vendt mod gangen.

Ingen vovede sig ind i vores kupé, ikke engang kontrolløren, under hele resten af turen til Hovedbanegården i København, og vi kunne brede os på sæderne, optage begge vinduespladser, hvis vi ville, klappe hunde og sludre med deres ejere, når de ind imellem vågnede op for at tage en tår mere, og sønnike og jeg har aldrig, hverken før eller siden, haft så behagelig og tryg en rejse med offentlig transport.

Valg 2022

– for begyndere. En fuldkommen upartisk fremstilling af dansk politik i dette efterår 😊

Der er mange håbefulde kandidater at vælge imellem.

Solidaritet, tankevirksomhed og konsistens er tilsyneladende en mangelvare i den danske befolkning i dag.

Jeg har voksne venner, der siger, at de hellere må tage en ’kandidattest’ på nettet, for ellers ved de ikke, hvem de skal stemme på.

Hvem er blevet myndig uden at vide, hvor på det politiske spektrum de hører hjemme? – Taler folk ikke længere sammen? Med forældre? Bedsteforældre? Lærere? Venner? Læser aviser? Bøger?

Det er jo ikke så svært. Enten er man rød eller blå. Man er social eller egoistisk i sin grundindstilling:

Man går ind for at dele ressourcerne, for at beskytte klima og miljø, for menneskerettigheder, ligestilling, for at opkræve skatter og bruge dem til at tage vare på de små, de svage, de syge, de gamle, fællesskabet og planetens andre beboere – og så er man på den røde side.
Eller man går ind for, at pengene ligger bedst i borgernes egne lommer, at skatten skal ned, den offentlige service lige så, så vi får flere ’valgmuligheder’, men kun for de rige, selvfølgelig, flere privathospitaler, privat hjemmehjælp, man må køre hurtigt i store, stærkt forurenende biler, flyve verden rundt, hvis man har lyst og råd, udsulte den offentlige transport og bygge motorveje for pengene, drive landbrug med giftsprøjter og dyremishandling, slå indvandrere voldsomt og ondsindet oven i hovedet, så de ikke kan besætte alle de stillinger, vi har så meget brug for at få besat … sygeplejersker, læger, ingeniører, landbrugsmedhjælpere, SOSU-assistenter, butiksmedhjælpere, pædagoger, arbejdsmænd, håndværkere osv.

Derefter er det bare et spørgsmål om, hvor rød eller blå man er og vælge et parti derefter. Men husk:

Venstrefløjen har ingen sager om korruption, om uretmæssigt statsbetalte lejligheder på Christiansborg, om betalte underbukser og jakkesæt for over 150.000 kr., skattesnyd, fiflen med hemmelige donorer til ens valgkamp, flybilletter på 1. klasse på miljøets regning, fadøl og pornofilm på det offentliges, sommerhuse, ferierejser m.m. som gaver fra private virksomheder og kvotekonger.

Venstrefløjen har p.t. ingen straffede, eller anklagede i straffesager, og dermed ingen uværdige kandidater.

Venstrefløjen har ikke modarbejdet vacciner, mundbind og andre, rimelige sundhedsforanstaltninger i en truende epidemisituation.

Venstrefløjen har ikke lukket Irak-kommissionen ned.

Venstrefløjen vil ikke sælge vores store energivirksomheder til private eller til udlandet.

Venstrefløjen har ikke indført årlige 2 %’s nedskæringer i det offentlige, der naturligvis fik som resultat, at skattevæsnet brød sammen af tids- og personalemangel og kom til at forære milliarder af danske skattekroner væk til smarte udlændinge. Eller at privathospitaler, private firmaer og privatpraktiserende læger kan score kassen betalt af os alle, at bl.a. indsatsen for klima og miljø, menneskerettigheder, folkeskoler, børneinstitutioner, ældrepleje, psykiatri og sundhedsvæsen nu kører på pumperne og ikke længere er et civiliseret land værdigt – 10 timers ventetid på en skadestue for en lille dreng med brækket håndled! Folk, der får savet benene unødigt af! Eller venter flere år på diagnoser og behandling! Ældre mennesker, der ligger hjælpeløse i deres eget møg!

Venstrefløjen har ingen rødhårede eller lækkert blonde politikere, der vælter rundt og gør sig til i ko- eller svinestalde, mens de aber efter Trump og gladeligt fyrer op under konspirationsteorier, ‘fake news’, aggressioner, angreb og splittelser i en vanskelig tid med krig, epidemi, inflation og store forsyningsusikkerheder.

De blå partier arbejder både aktuelt og traditionelt for de rige og privilegerede. – Og Løkke Rasmussen, som var medvirkende til at køre bl.a. vores skattevæsen og sundhedsvæsen i sænk, vil nu meget gerne stille sig til rådighed for endnu en skamfuld omgang i manegen *.

Og husk:

De radikale er et blåt parti med en blå økonomi – når de ellers kan blive enige med sig selv.

Vanopslagh er blot en charmerende TIK TOK-klovn med en møgsag om boligsnyd.

Der ER ingen minksag. Vi har love, der tilsiger, at man må slå smittede besætninger ned. Det var udelukkende et spørgsmål om afstande mellem smittede besætninger og ikke-smittede. Og nu ved vi jo, at minkavlerne bedrog os alle med falske blodprøver fra nedfrosne, raske mink, med sort, udenlandsk arbejdskraft, der drog fra farm til farm og formentlig tog minksmitten med sig, mens avlerne febrilsk forsøgte at give mågerne eller sågar sundhedsmyndighederne skylden. Det kostede med stor sandsynlighed flere liv i Nordjylland … Mens de hylede op og kørte i traktor til København, og hver især bliver belønnet med ufatteligt mange millioner af vores fælles penge, som kunne være gået til syge, gamle, institutioner, grøn omlægning, uddannelse, forsvar …

En statsminister SKAL være ’magtfuldkommen’! Hun er valgt til at bruge vores fælles magt til det fælles bedste. Ingen har sagt om de egoistiske statsministre fra partiet Venstre, at de var magtfuldkomne, selv om de bl.a. brugte magten til deres egen og vennernes fordel.

De fleste love, som blev vedtaget i løbet af Mette Frederiksens regeringsår, blev vedtaget med bred støtte fra alle dele af Folketinget.

Stort set alle partier af nogen betydning i Folketinget går i dag ind for EU, Nato og et fælles forsvar.

Da statsministerposten og retten til at danne regering går til lederen af det største parti i den blok, højre eller venstre, der får flest stemmer, så støtter du efter al sandsynlighed en socialdemokratisk ledet regering og en venstreorienteret politik, hvis du stemmer på Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Alternativet eller de Frie Grønne.

Mens hvis du stemmer på Nye Borgerlige, Kristendemokraterne, Danmarksdemokraterne, LA, Venstre, Konservative, DF, støtter du formentlig Jakob Ellemann som statsminister og en højreorienteret, blå økonomisk politik med privatiseringer og ’frit valg’ for de rigeste.

Hvis du stemmer på Moderaterne eller på de radikale, ved du ikke, hvad du får. Hvis Løkke Rasmussen får stemmer nok, vil han sikkert meget gerne selv til fadet.

Og hvis du stemmer på et parti, der ikke kommer over spærregrænsen, kan din stemme være spildt, og du kan have gavnet den fløj, du netop ikke ville støtte. – Det bliver et tæt valg i år.

Man behøver ikke at indgå i et følelsesfuldt forhold til en kandidat, men kan holde hovedet koldt og bare stemme på det parti, der deler ens vigtigste værdier, fx socialt sindelag, ærlighed, ordentlighed og handlekraft på de svage, freden, klimaet og miljøets vegne.

Men tag bare en ’kandidattest’ og se, om der er nogen, der vil love dig lavere skat, højere SU, bedre sundhed, flere kattehjem og gratis penge til alle dine private behov …

Godt valg i morgen!

*Løkkes møgsager, Politiken 22.10. 2022

https://politiken.dk/indland/politik/folketingsvalg_2022/art9039093/10-%C3%A5r-med-L%C3%B8kke-M%C3%B8gsager-har-igen-og-igen-v%C3%A6ret-en-del-af-hans-politiske-karriere

Se evt.: https://blog.loneandrup.dk/2015/06/20/valg-262/

Og så vil jeg gerne henvise til DR’s fremragende og pædagogiske sider om valget: https://www.dr.dk/feature/alt-om-valget

Småtterier XIII

● Vi burde alle stemme på Mette Frederiksen denne gang, fordi hun er en god statsminister med handlekraft og overblik, men også fordi hun bliver mobbet af alle de uduelige mænd – og medløbere – i Folketinget og i pressen.

Som tingene ser ud, er hun den bedste statsminister, vi kan få. Alternativerne er et par sølle eksemplarer uden overblik og beslutningskraft. – Både Jakob Ellemann og Søren Pape fremstår negative, tvære, uduelige, forfjamskede og ukonstruktive. Mette Frederiksen fortjener vores opbakning, fordi det tjener vores egen interesse bedst med et begavet menneske, der kan holde hovedet koldt og hjertet varmt i krisesituationer.

På den anden side kunne det jo være, at hun sprudlede så meget af næsten Obamask overskud, da hun holdt sin flotte tale her til Folketingets åbning, fordi hun efter fire hårde år omsider kunne slappe af og regnede med, at hun snart ville slippe for politiker- og mediemøllen herhjemme og kunne smutte hen et sted, hvor hendes kvaliteter ville blive værdsat. – Hvem udsætter sig frivilligt for voksenmobning, heksejagt og kvindehad? – Hvorfor skulle gode kvinder lade sig trampe ned af gæs?

● Jeg går ind for gratis tandlæge til alle, selvfølgelig gør jeg det, men hvis det betyder, at patientbehandlingen bliver lige så elendig, som hos de gratis, praktiserende læger, så kan det være det samme.

Hos tandlægen:

Tager de telefonen, når man ringer, uanset hvornår. Der er ikke kun en times telefontid pr. dag, hvor det i praksis er umuligt at komme igennem.
De svarer altid venligt og hjælpsomt.
Der er altid akuttider og gode råd at få.
Der er stort set ingen ventetid, og de er ikke stressede eller har rod i deres tider og aftaler.
Tandlægen og hans personale har god tid og lytter og forklarer tingene for én.
Tandlægen og hans personale er kompetente, erfarne og kender til de nyeste teorier og teknikker.
Tandlægen og hans personale opfatter én som et menneske, ikke bare som en forstyrrelse på samlebåndet, som man hurtigst muligt skal have ryddet af vejen.

Også dyrlæger er flinkere, har bedre tid og er tusind gange lettere at komme i kontakt med end de offentligt betalte menneskelæger. – Og så har jeg ikke nævnt skadestuer med 10 timers ventetid, Flextransport, der bare kører rundt med syge mennesker på må og få i hele og halve dage, så de ikke når deres aftaler, og folk, der får benene savet af uden grund. Eller kæmpesygehuse, der på helt grotesk vis overskrider tids- og budgetplaner, og som formentlig kommer til at stå tomme, fordi personalet flygter fra de ekstremt dårlige forhold i sundhedssektoren.

● Svømmehallerne er truet af energikrisen – Men det er en menneskeret at plaske rundt i varmt vand om vinteren, ikke? Ellers rejser vi bare langt i fly ned til noget varmt vand …

‘Energipriser er et koldt gys til selvejende haller: Vi er på spanden

Stigende priser til el og varme presser økonomien i de selvejende haller i Thisted Kommune.’

Nordjyske. net 25.10.22.

● Hvor mange danske korndyrkere, mælkeproducenter, svinebønder og minkfarmere tror de, der kommer til ’Holistisk Høstmarked’ i Ålborg? – Eller er det måske målrettet godtroende, naturfremmede fjolser inde i byen?

● Småkælne sms’er og mails fra firmaer, der går ud fra, at de kender vores følelsesliv – og villigt deler deres eget, selv når det bare handler om en pakke bøger. – Så megen intimitet og glæde:

Saxo.com 2022:

‘Din pakke er på vej!

Kære XXX

Din bog-pakke #18255224 har forladt vores lager. Derfor skal du snart ikke vente længere på læsestoffet til efterårets hyggestunder. Det betyder også, at vi har tilladt os at trække pengene på din konto.

Din pakke sendes med PostNord pakkeboks/posthus og du kan holde øje med bøgernes vej hen til dig ved hjælp af trackingnummeret: 00357124720019965865.

Vi kan godt forstå, at du glæder dig til at modtage din pakke, men der kan altså gå op til 24 timer, før der kommer trackinginformation fra fragtfirmaet.

Vi glæder os over hver eneste bog, vi sender af sted – og al den læseglæde, som litteraturen skaber.

God læselyst!‘

● John Oliver sagde i et af sine uforlignelige ’Last Week Tonight’-shows – citeret efter hukommelsen, at hvis ikke Facebook fandtes, ville vi være nødt til om morgenen, når vi havde fotograferet vores morgenmad, at printe fotoet i flere hundrede eksemplarer, putte dem i kuverter, skrive adresse på, frankere, sende med posten eller gå, køre eller cykle rundt med dem til alle vores venners postkasser …

● Inger Støjberg er en kvindelig Trump: Mærkeligt hår, mærkelige, uunderbyggede meninger, inkompetent til sit job, i konflikt med straffeloven og næsten ufatteligt uvidende om verden og de faktiske forhold.

● Mænd tager deres egne og vennernes interesser og gøremål uhyre alvorligt, om det er Pokémonkort, fodbold, programmering eller musik. Måske har mænd en medfødt viden om, at hvis de vil blive til noget, have høj status og tiltrække kvinder, så de kan få afkom, så er de nødt til at dygtiggøre sig. – Så de unge mænd øver sig i timevis hver dag på fx guitar, med en fodbold, sidder og roder rundt i computerens indre, eller diskuterer bands med kammeraterne.

Al den tid som unge piger bruger på at forskønne sig selv, barbere ben, farve hår, sprøjte sig med botox, vælge modetøj og indstudere attituder sammen med veninderne.

Begge strategier fremmer forplantningen og videreførelsen af egne gener bedst muligt.

Mænd bruger deres energi på at beherske et fag, kvinder på at gøre sig lækre.

Mændene kan som oftest veksle deres indsats til gode job med god løn i hyggelige og støttende, forstående mandefællesskaber, mens kvinder ikke altid tages alvorligt som arbejdskraft eller ledere, men kan blive eftertragtede som partnere og/eller sexobjekter.

Så der er gode forklaringer på, at kvinder ikke føler, at de bliver taget alvorligt – det bliver de nemlig ikke, og at mænd har en klar fornemmelse af berettigelse, selv når det drejer sig om at forklare og fortolke fx kvinders oplevelser og andre ting, de ikke har forstand på.

Mænd fokuserer på opgaverne og bliver automatisk respekteret vidt og bredt. Kvinder har et mere omfattende udsyn og interessefelt, der også rummer andre mennesker, børn og deres egen stilling midt iblandt dem, og det bringer dem ingen anerkendelse i en verden indrettet og styret af mænd.

https://videnskab.dk/kultur-samfund/hvorfor-er-saa-mange-mesterkokke-maend

https://nyheder.tv2.dk/politik/2022-09-27-mette-frederiksen-om-magtkritik-det-har-at-goere-med-at-jeg-er-kvinde

● Sygeplejersken, socialdemokraten Flemming Møller Mortensen er meget glad for sig selv, sin veltrænede krop, sit pæne tøj, sin mand, sin høje stilling og sin bopæl på Ålborg Kloster. Så derfor har han fået partikassen til at betale en ven, der kan tegne, for nogle idiotiske, selvrosende plakater … Ingen kender Flemming Møller Mortensens synspunkter, og ingen ved, hvorfor han vil vælges, ud over at det formentlig ser godt ud på hans cv og de næste valgplakater. – Livet er en fest for mig personligt … Hul i samfundet, kriserne og politikken!

Lev med det

Drømmen om en shampoo, der pludselig og på magisk vis giver mig langt, tykt, skinnende og bølgende hår.

Jagten på den creme, der fjerner alle rynker, hængemuler, bumser og gamle ar.

Det håbefulde indkøb af piller og kosttilskud, bøger om diæter, træning og mindfulness, der absolut, denne gang, vil forandre mig for evigt.

Damefrisørbesøget, der forvandler mig til min kønne veninde, pigen i reklamen eller en skuespiller, jeg har set i en film.

Den nye kjole, der burde sidde lige så smukt på mine 1,65 m, som på den mere end 2 m høje plasticmodel i vinduet.

Drømmeferien, hvor ingen bliver uvenner, sure, syge, hvor flyet afgår til tiden, hvor omgivelserne er lige så smukke og rene som på billederne.

De nye møbler, gardiner, tæpper, puder, der tryller min kedelige, brugte og af levende liv rodede dagligstue om til et foto i et udstillingskatalog …

Alle de urealistiske forestillinger, som udgør en stor del af vores liv, og som – kraftigt næret af både skjulte og åbenlyse reklamer – styrer os udefra til at købe, købe, købe, for i nogle få øjeblikke at kunne leve i håbet i stedet for i den virkelige verden.

Energi og penge spenderet på ingenting, hvor man kunne have brugt sin tid og sine ressourcer langt bedre på sundere interesser.

Jeg vil gerne citere vores handlekraftige statsminister og opfordre alle til at lære at leve med det, for der kommer ikke (altid) nogen og redder dig.

Ihukommende den gamle filosofs råd om at se tingene i øjnene og ønske sig:

Mod til at ændre det, der kan ændres
Sindsro til at udholde det, der ikke kan ændres
Og navnlig: Visdom nok til at kunne skelne imellem de to ting

Det lange, seje træk, hvor vi vender os indad og gradvist accepterer os selv, vores omgivelser, familie og venner, som vi/de er, kræver mere end et hurtigt overtræk på kontoen. Det kræver uddannelse, øvelse og først og fremmest tid.

Farfars leksikon

Et eksemplar mage til farfars leksikon: Mentors Konversationsleksikon fra 1958 indbundet i samme røde bind, som farfar fik sine løsblade indbundet i. Efter igennem flere år at have samlet og læst det hele forærede han det indbundne leksikon til sit ældste barnebarn, da hun skulle borgerligt konfirmeres. – En mere passende gave kunne man ikke tænke sig dengang. Hele verden i en bog!

Det var en tid, før de fleste kunne komme på gymnasiet. Før alle kunne få SU og havde råd til at læse videre. Før velforsynede, offentlige biblioteker og internettet kunne tilvejebringe al den viden, man kunne ønske sig, på kort tid og med meget ringe ulejlighed. Det var en tid, hvor bøger var bekostelige, og tiden til at læse dem i var knap.

Min farfar, Harry Jensen, som ung kaldet Smukke-Harry, var arbejdsmand, men først var han en tid hotelkarl på Sjælland, hvor han mødte en sød, svensk stuepige, som senere blev min farmor, Lilly Lilja.

De slog sig ned i Fredericia, for krisen i begyndelsen af 1930’erne var hård. Heldigvis kunne min oldefar, havneformand Peter Jensen, skaffe dem forpagtningen af havnekiosken, der lå, hvor Stribfærgen lagde til. – Det blev en kort fornøjelse dog, for allerede i 1935 åbnede Lillebæltsbroen, som med både kørebaner og togskinner ledte det meste af trafikken uden om Fredericia og farfars kiosk på havnen.

Så blev farfar arbejdsmand på elværket. Som han selv sagde, så havde han det meste af sit liv arbejdet på et større værk … Fredericia Elektricitetsværk. – Da jeg kendte ham fra årene lige før 1960, var han sjakbajs for et hold stærke mænd, der kørte rundt og rejste elmaster i Fredericia kommune. I pauserne fik de en Star pilsner fra arbejdernes eget bryggeri, Stjernen. Det var utænkeligt at drikke andet.

Han og farmor boede i Arbejdernes Boligforening, i en lille toværelses i Dronningensgade, hvor de opfostrede tre børn. Farmor stod op ved fem-tiden om morgenen og gik ud og gjorde rent for folk, senest i en tandlægeklinik henne i Kongensgade, og hun havde maden klar, fx medisterpølse, sovs og kartofler og måske rabarber- eller jordbærgrød til dessert, når farfar ved sekstiden kom træt hjem.

Farmor som ældre i en karakteristisk positur i sit vindue, Dronningensgade 84 i Fredericia.

Efter aftensmaden satte farfar sig i sin gode stol med avisen, som selvfølgelig var Fredericia Dagblad, fagbladet eller med de løse indstikssider, der samlet udgjorde ’Mentor Konversationsleksikon’, som man igennem fagbladet kunne abonnere på i en årrække fra slutningen af 1950’erne. Han læste om jordens opståen, om himmelrummet, om geografi, kunst, psykologi, biologi og historie.

Bøger var sjældne i arbejderhjemmene. Bag farfars stol i den lille reol stod ’Lystige viser’ – han var en habil mandolinspiller og kunne de fleste viser udenad. Og de hvepsestribede udgaver af ’Hvem Hvad Hvor’, som vi gav ham i julegave hvert år. Men tørsten efter viden var stor, så farfar læste hver eneste side i sit løsbladsleksikon, når de kom, og hørte som et ritual alle sine børnebørn i den nyerhvervede viden, som han elskede at dele ud af. Fx er ingen af os endnu i dag i tvivl om, hvad hovedstaden i Det Ydre Mongoli hedder. Når han spurgte, stod vi nærmest ret og råbte ’Ulan Bator’ uden at ane, hvad Det Ydre Mongoli var, men vi elskede farfar og hans altid smitsomme, gode humør.

Han holdt meget af at læse om rejser. Om ekspeditioner. Om andre lande langt borte. Han var nysgerrig efter at se verden. Og han var sjov og jovial at have med på udflugter fx til København, Odense, Malmø eller Helsingborg og kom altid godt ud af det med folk. Også selv om han ikke talte andet end et flot arbejderdansk. Men han kom kun ud på én længere udlandsrejse i sit liv.

Engang midt i tresserne havde vi ham med på familiebiltur til Gardasøen, og han udpegede elmasterne højt oppe på Alpernes stejle bjergsider for os og udtrykte sin dybeste respekt for de østrigske kollegaer. – I det lejlighedskompleks ved søen, som vi boede i, blev farfar gode venner med opsynsmanden, Antonio, og hans kone, Antonia. Om morgenen gik han op til deres lille butik ved vejen og sad en halv times tid med en kop stærk, italiensk kaffe, som Antonia bragte dem, og en smøg på bænken sammen med Antonio, begge iført kasket, grå bukser, brune slippers og hvid undertrøje, og de to ældre gentlemen diskuterede de forbipasserende og verdens gang på hvert deres sprog, men med stor, gensidig forståelse, før farfar trissede tilbage til lejligheden med friske morgenbrød til os alle.

Om aftenen, når farfar var på vej hjem fra arbejdet på elektricitetsværket, plejede han at cykle ned omkring havnen i Fredericia med de tomme ølflasker og en ligeledes tom aluminiumsmadkasse i sin slidte mappe, der hang i en snorehank på bagagebæreren. Han fik sig en lille sludder med søfolkene, der kom med kul og koks, og var en levende illustration af Osvald Helmuths ’Havnen’*, en vise, farfar også kunne fremføre med stor indføling, og han drømte om at tage hyre som kok på et skib og sejle verden rundt, så snart han kunne gå på pension. Det skulle dog ikke ske. Farfar blev alvorligt syg af lungekræft umiddelbart efter sin pensionering.

Farfar elskede viden! – Hvis han var født i dag, ville han nok have læst og rejst i stedet for at rejse elmaster. Men han havde den glæde at se, at to af hans egne børn blev lærere, og flere af hans børnebørn kom på universitetet.

Mentors Konversationsleksikon i samlesæt var datidens kilde til viden, hvis man ikke havde råd til at købe et af de store, færdigsamlede og allerede indbundne, leksikonværker, Salmonsens eller andre, hvilket kun de færreste havde. Fagbevægelsen var en vigtig faktor, når kundskaber skulle udbredes, også til de klasser, der normalt ikke havde adgang til omfattende bogværker.

For nogle år siden, i en kort, fredelig periode i europæisk historie efter Den Kolde Krig og umiddelbart før den russiske besættelse af Krim og nu her senest forsøget på at indtage resten af Ukraine, fløj jeg i et SAS-fly hen over hele det udstrakte Rusland fra vest mod øst på vej til Beijing. Jeg vågnede ved mit lille, kolde flyvindue i den klare martsmorgen og så solen stige hurtigt og orange op imod os. Nedenunder lå de enorme gulorange, øde bjerg- og steppeområder, og dér, pludselig, en kæmpestor, tilsyneladende moderne by med masser af elektrisk lys i det dæmrende morgenlys … Ifølge kortet på flyets lille skærm over mit hoved var det hovedstaden i Det Ydre Mongoli, Ulan Bator! – Da ønskede jeg, at farfar var med mig.

* https://www.youtube.com/watch?v=6Qh99OQXOMU

Mænd forlanger smilende, varme og empatiske kvinder

Selv i dag! I 2022!

Politikens chefredaktør roser på forsiden d. 5.10. 2022 statsministeren for ‘varme og empati’ dagen efter, at hun leverede Danmarkshistoriens ypperste åbningstale i Folketinget.

Ekstrabladet i dag d. 8. 10. 2022 – Og kvinder må ikke være kolde og kyniske, for, som alle ved, er de karaktertræk jo forbeholdt mænd. Måske specielt mænd på Ekstrabladet?

En statsminister besidder landets højeste embede og burde indgyde respekt. Men de selvovervurderende, små mænd, der har tiltaget sig ytringsretten i landets aviser, synes stadig, at de kan tillade sig at uddele karakterer for kvinders personlighed og væremåde og kræve, at de som Marilyn Monroe-dukker skal være søde, blide, smilende, føjelige, varme, empatiske … Selv når disse kvinder leder landet igennem krisetider.

Jeg husker ikke, at mandlige chefredaktører opfordrede Poul Schlüter til at udvise mere empati, da han indførte ‘Kartoffelkuren’ i 1986? Eller bad Anders Fogh om at være varmere og ikke så kold og kynisk i 2003, da han sendte danske soldater ind i Irak?

Men jeg husker, at Trump angreb Greta Thunberg, da hun af ’Times Magazine’ i 2019 blev kåret til ’Person the Year’ for sin vigtige kamp for klimaet – og han ikke blev kåret til noget som helst, men offentligt tweetede, at hun burde tage at slappe noget mere af …

Hvem er det lige, der skal slappe af? Lægge låg på egne primitive instinkter? Og holde sig inden for almindelige, rimelige grænser, når det gælder vurdering af andre mennesker?

Det er kun på baggrund af den evigt latente misogyni, magtmisundelse og klippefaste, gammeldags forestillinger om kønsroller, at myter om en statsministers ‘magtfuldkommenhed’ – Som STATSMINISTER! Med et folketingsflertal bag sig i alle beslutninger! – kan få lov at brede sig som skimmelsvamp igennem en mentalt dårligt udluftet befolkning.

********************

Hvad en (kvindelig) statsminister skal finde sig i – og smile ovenikøbet!

Tilføjet 18.10. 2022 , klip fra Nordjyske.dk – Cykelhandler fra Aalborg beder statsministeren om at smile noget mere:

Tilføjet nov. 2022:

Og Jesper Tørnkvist, sælger, synes, at TV-journalisten, Anja Westphal, skal smile noget mere, selv når hun bliver klemt af Inger Støjbergs bil:

Hindbær i oktober

Da vi gjorde køkkenhaven ældrevenlig, fyldte vi et højbed med efterårshindbær, ’Autumn bliss’, og jeg skal love for, at de trives. Hver dag i denne tid kan vi fylde en skål med friske hindbær til morgenmaden, og det bliver ved, indtil frosten sætter ind.

De er ikke solkoncentrede og parfumerede i smagen, som nogle sommerhindbær kan være det, til gengæld er de store og friske og kommer på et tidspunkt, hvor der ikke er så mange andre bær.

Og da de også blomstrer nu, er planterne fulde af liv! Bier, hvepse, svirrefluer og andre flyvende insekter tager for sig af retterne, og det er godt at kunne fodre alle sine nyttige bier før vinteren.

Den sene blomstring betyder også, at man undgår orm i bærrene, fordi hindbærbillen lægger sine æg i hindbærblomsterne i maj måned. – Nye frugtfluer er dog på vej med det varmere klima sydfra. Vi kan nok aldrig få vores afgrøder helt for os selv, med mindre vi bruger gift, hvilket man jo ikke gør i sin egen lille have.

– Så vi må nøjes med at gøre haven lækker for bier, hvepse, svirrefluer, alle de andre insekter og dermed også de småfugle, som lever af dem og hjælper os med at holde skadevoldere nede.