Forfatter: Lone Andrup

Hjerter i flødesovs

Persillen stod usædvanligt frodigt og krusede sig i køkkenhaven, og da jeg havde frosset en pæn del ned til vinteren, fik jeg lyst til at anvende resten til en af mine yndlingsretter: Hjerter i flødesovs. − Man får mundvand bare ved tanken.

Men i lang tid så det ud til, at projektet måtte blive der, i tanken, for man kunne ikke købe hjerter i vore nærmest liggende dagligvarebutikker. − Jo, grisehjerter ville supermarkedets unge slagter gerne hente ude bagved til os, men når man har set de forhold, vore grise fødes og opfostres under, har man ikke lyst til at spise deres indvolde, de medicinbefængte levere og de små, ulykkelige hjerter.

Da vi plagede, skaffede Brugsens slagter os dog et par velvoksne kalvehjerter, som lige nu står og småsimrer i piskefløde, fyldt til bristepunktet med persille. Måske vokser kalve i dag op under lige så hjerteskærende forhold som grise? Man tiltror jo dansk landbrug det værste efterhånden, men jeg ved det heldigvis ikke.

Hvad gør de af hjerterne og de andre indvolde? Ender det hele, på nær lidt lever til traditionalisterne, i dyrefoder? Eller bliver det eksporteret til kineserne, som altid har vidst at sætte pris på de lækreste fødevarer? Og hvad med det vidt berømmede, nye nordiske køkken? Har de hjerter i flødesovs på menuen?

Det er synd, at smagen for indvolde går tabt. I disse fedtforskrækkede tider burde tunge, hjerte og lever være eksklusive delikatesser, men sig det ikke til nogen. Vi, der sætter pris på den slags, kan stadig få et godt måltid til næsten ingen penge.

Jeg husker, at vi fik nyrer, hjerter og lever mindst en gang om ugen i min tidligste barndom i de nøjsomme 50’ere, tunge var fin søndagsmad, og vi drak kærnemælk til. Det var i de år, mine søskende og jeg fik en citronsodavand til deling lørdag aften.

Fra ca. midt i 60’erne eksploderede økonomien, så der altid var sodavand i kassevis i hjemmene, vin i glassene og røde bøffer på tallerknerne.

Men sommetider, midt i al overfloden, ind imellem bøfferne, stegene, kyllingerne, sushien, pizzaerne, pastaen, tærterne, risene, nudlerne, kan man godt få lyst til hjerter i flødesovs. − Men vi bliver sikkert sidste generation med sådanne præferencer.

Undværlig kunst

Kunst beriger os og udvider verden og vores opfattelse af den. Kunst fortæller os noget, vi ikke vidste, om det at være menneske. Kunst frembringer hjerneforbindelser, der ikke var der før. − God kunst, altså.

Men sommetider farer der selvlærte emsigheder, som ikke har begreb skabt om, hvad kunst er eller kan være, rundt og fylder det offentlige rum med rædsler.

Sommetider har forældre og pædagogers overdrevne ros, og egen ukorrigerede selvopfattelse, ført til ulykkelige skæbner, der opfatter sig selv som kunstnere, men som var bedre tjent med at have fået helt andre livsdrømme installeret i en tidligere alder.

Sommetider kan såkaldt kunst være så dårlig, så meget spild af plads og ressourcer, at man ville ønske, de ville lade være.

Sommetider opstilles der kun »kunst«, fordi man lige havde midten af en rundkørsel til overs, eller fordi »kunstneren« var fætter til borgmesterens onkel.

To vanddryppende, lortelignende snegle på en knæhøj sten midt i indgangen til Aalborg Universitetshospital Nord. − Et sted, der dagligt passeres af tusindvis af mennesker, som i forvejen ikke har det særlig godt.

Wellness som autoerotisk skue- og rollespil

Helt grotesk bliver det jo, når man betaler andre for at spule sig i rumpen.

Traditionen tilsiger, at når mænd skal hygge sig, så kigger de på damer, gerne i flok og meget gerne med en øl i hånden. Sommetider betaler de damerne for yderligere betjening, tænk på Spies’ morgenbolledamer og Berlusconis mindreårige, nordafrikanske prostituerede. For at bevare lidt selvrespekt midt i al forstillelsen og ikke lade sig mærke med, at det i virkeligheden drejer sig om magt og penge, kalder mændene sjældent de således købte kvinder for ludere eller prostituerede, men for strippere, dansere, værtinder, call girls ol. eufemismer.

Nu har kvinderne også fået deres egne penge og tid, og når kvinder rigtig skal hygge sig, nusser de autoerotisk om sig selv. De gør sig lækre efter, hvad de forestiller sig er, mandens smag og forbereder sig på hans blik. Eller de betaler nogen for at nusse om sig, hvis de kan. De kalder det ikke autoerotisk betalingsnusseri, men wellness. − Og de synes helt bestemt, at de har »fortjent det«, når de har passet deres børn og deres job igennem en periode.

Vi har overleverede beretninger om rige og magtfulde kvinder, som fx Cleopatra, der efter sigende lod sine slavinder bade sig i æselmælk, mens hun nød et glas vin med opløste perler i.

I dag kæler forbrugersamfundet for de fleste individer i den brede mellemklasse og bilder dem ind, at de ved at spendere deres surt optjente penge kan føle sig som grever og baroner med uforskammet kostbare tasker, tøj og sko, ure for hundredetusindvis af kroner, biler i millionklassen, og de kan således udstyret indlogere sig på herregårde og slotte eller i luksushotellernes sjælløse øde, hvor de kan lege velhavere for en weekend, og hvor mænd kan ringe efter dyre og villige damer, men hvad gør damerne?

Damer kan dyrke selvoptaget kropspleje og autoerotisk velvære, og nu er det blevet helt almindeligt at flytte seancen ud af ens private badeværelse og betale andre for at iscenesætte det varme bad. Man køber sig til meget intime servicehandlinger, så som at nogen lægger varme sten på ens ryg, smører en ind i mudder eller duftevand, klør en på ryggen, masserer en i nakken, nusser en om fødderne, smører creme på ens kinder, sætter ens hår, lakerer ens negle… alt imens man ligger og stritter akavet med et glas billig, alt for sød »champagne« og forsøger at ligne noget i glittet dameblad.

Enhver skolelærer, kontormus eller SOSU-assistent kan bruge sin løn på at føle sig som Cleopatra. − Og de gør det! − Men uanset hvad de end er i stand til at bilde sig selv ind, forbliver de Gurli i baronens seng, en Gurli, der bliver nusset for penge af en troskyldig Bettina.

Mange ture til fx Thailand går ud på at lade sig betjene af de lokale. Når man har brug for at skelne det blide nusseri fra købesex, kalder man det wellness, massage eller afslapning, og så kan enhver være med uden at rødme. Men det er et købeforhold, hvor køberen selv skal pukle i timer for at betale en yder for at klø sig på ryggen.

Hvad er der i vejen med vore kvinder nu til dags? Har de ikke varmt vand i hanerne og sæbe derhjemme? Et badekar? En sofa at ligge og slappe af på? Mangler de berøring? Er de hudsultne? Omsorgssvigtede?

Kompenserer de for stress, hverdagens mangfoldige krav, manglende hensyntagen, kæl, forkælelse og berøring ved at gå til wellness? − Der så bliver til mild prostitution henvendt til småsaligt nydende kvinder? Eller spiller de en slags rollespil for at føle sig rige og forkælede? Cleopatra for en dag? Et rollespil, der brat falder til jorden i samme øjeblik, kvinderne vender hjem til deres treværelses, hvor opvask og snavsebleer hober sig op. Men så må de jo bare pukle videre og tjene til en omgang mere, eller finde et billigt tilbud på Spotdeal.

Det er afstressende, siger de. Men hvis de arbejdede mindre og lagde sig en time hjemme i deres egen balje i stedet, ville det være både billigere og meget mindre stressende, for der var ikke aftaler, der skulle indgås, tider, der skulle passes og udgifter, der skulle dækkes. Det ville dog ikke tage sig så misundelsesværdigt ud på Facebook at skrive:

− Er stresset og træt. Jeg tager et langt, varmt bad og lægger mig med en god bog på sofaen bagefter.

I stedet for:

− Juhuuu…..Hurrah!!!! Skal til champagne brunch og well ness med veninderne!!!!!!

Og disse lumre reklamebrøl for et tilsyneladende vellykket liv er måske i virkeligheden meningen med det hele?

Hvad er der tilbage til de stakkels mænd?

I de fleste samfund op til i dag har der været skarpe, kulturelt opdelte skel mellem mands- og kvinde­arbejde. Som i hønse-, løve-, ulve- og hundeflokke har mennesker instinktivt opretholdt to adskilte hie­rarkier: et mandehierarki og et kvindehierarki. Det sikrer, at der ikke op­står di­rekte spændin­ger og konfrontationer mellem de to køn. Det er nemlig bedre for artens overle­velse, at de to køn samarbejder fredsommeligt om at formere sig og få afkommet godt i vej, end at de konkurrerer om, hvem der er bedst til husbygning, jagt, landbrug, tekstilforarbejd­ning, madlavning og barnepleje eller strides om de samme jordstykker og bestyrelsesposter. Samfundene og familiestrukturerne har hidtil hvilet på et solidt fundament af kønsopdelt ar­bejde.

Ligestillingen mellem kønnene i vore dage i vor del af verden har bevirket, at unge mænd kan få proble­mer med deres kønsidentitet, fordi grænserne mellem mandligt og kvindeligt er ud­viskede, og kvinder efterhånden er trængt ind på alle mændenes traditionelle »maskuline« enemærker. Uanset hvor meget de unge mænd forsøger at klæde sig ud, så de ligner deres bedstefædre med store skipperskæg, vansirende tatoveringer, enorme mo­debril­ler, den fysisk arbejdende mands jeans, bekvemme sko og stramme T-shirt, så er de hen­vist til en sta­tistrolle som klapvognschauffører i deres kvinders enemægtige livsindretning med IKEA-ture, pæne hvide vægge, nips og pastelfarvede puder, yndigt babytøj, regler for sex og anden omgang, in­klusiv kedsommelige parmiddage med det allernyeste inden for eksotiske råvarer.

Kvinder har kort sagt sejret ad helvede til. − De har lagt mændene fuldkommen ned og konkur­rerer nu på lige fod, med stor succes og med lige løn, i skolerne, bankerne, på universiteterne, som lærere, læger, kontorfolk og præster. Kvinder kører bil, anlægger haver, bliver tato­veret, styrer fabrik­ker o.m.a., og mændene har skullet lære at begå sig i de beskæftigel­ser, der hidtil var forbe­holdt kvinder: mode og tøj, babypleje, syge- og ældrepleje, som pædagoger, med ind­retning og i hele forfængeligheds­industrien med al dens overdrevne kropspleje, hårfjernings­projekter, fodnus, selvpåført sult og i mere ekstrem form også med målrettet træning, medici­nering og operative overgreb.

Ingen ønsker det gammeldags rigide, kønsopdelte samfund tilbage. I modsætning til de få til­bagevæ­rende primitive samfund og de stærkt religiøse, der har dannet sig i andre af verdens mange lande, sætter vi i vor kulturkreds pris på den frihed for den enkelte, mand eller kvinde, som vi har opnået, og som for en stor dels vedkommende har bibragt os vores næsten uan­stændige overforbrug og velstand. Det skete bl.a. fordi arbejdsstyrken med et slag blev for­doblet, pengerigeligheden tilsvarende stor og det påfølgende forbrug astronomisk.

Men hvad er der tilovers til vore unge mænd af det specifikt maskuline domæne, hvor de kunne danne broderskaber, ud­styre sig med tatoveringer, sære kropspiercinger og andre sym­boler på det mandlige fælles­skab, og gå og dunke hinanden i ryggen, mens de fortæller platte vittigheder og hyggekonkur­rerer i fred?

Mænd har sportens verden, hvor kvinder stadig ikke kan kæmpe og deltage helt på lige fod, uanset hvor meget de anstrenger sig − »Der er så meget, kvinder ikke forstår«, som ønske­tænkningen med stor gennemslagskraft formuleres i en kendt tv-annonce. Kvinder er nemlig ikke, som mænd, født med en forståelse af, hvorfor nogle tilsyneladende fjollede og totalt lige­gyl­dige sportspræstationer kan betyde alt for udøvernes tilhængere. Ja, hvorfor nogle mænd overho­vedet føler det nødvendigt at erklære sig som fan af et sportshold. Kvinder er so­ciale væsener, og de kan nyde at deltage i store sportsbegivenheder, hvor de spejler mæn­denes op­hidselse og gruppeadfærd, men de vil aldrig føle sig personligt amputeret af et nederlag i tiden mellem kampene, ligesom de heller aldrig kan lære at forstå symbolikken i, at sejr­herren står og sprøj­ter med en fallosformet champagneflaske ud over kammerater, konkurrenter og kønne præ­miepiger på podiet bagefter.

Ud over sportsverdenen, som fan eller deltagende udøver, kan mændene dyrke det mand­lige fællesskab i pubertær stand up og de deraf afledte idiotiske film for drenge­røve. På bøve­de drukture og i barer. I rollespil og i computerverdenen. I motorcykelklubber og andre for­enin­ger, der er defineret af en interesse for teknik, vovemod og transportmidler, fx tog, vete­ran­biler, svævefly, faldskærme, traktortræk og surfing. Mænd kan blive soldater, rigtige soldater eller i hjem­meværnet, i kriminelle bander, spejderlignende friluftsfællesskaber eller i korps. Mænd kan blive rockmusikere, actionfilmstjerner, landmænd, piloter og andre slags chauffø­rer, poli­timænd eller parkeringsvagter, eller de kan intellektualisere deres potens og konkur­rencetrang og slå hinanden i hovederne med abstrakte argumenter som prædikanter, fore­dragsholdere, reklameartister, kunstnere, politikere, journalister, historikere, anmeldere, filo­soffer, forfattere, forskere inden for stort set alle fag- og emnekredse, men ofte bliver de trængt af kvinder, som ikke forstår nødvendig­heden af, eller spilder deres energi på, at »vinde« diskussioner og imaginære magtkampe, men blot samvittighedsfuldt gør deres daglige arbejde.

Jeg vil gerne slå et slag for en gammeldags, særdeles maskulin beskæftigelse, som kan tilfreds­stille de fleste mænds instinktive forkærlighed for faglig stolthed, broderskaber, sære indviel­ses- og optagelsesritualer, maskuline hierarkier, intern og ekstern konkurrence, barsk senti­mentalitet (eller sentimental barskhed), groft, indforstået sprog, plat hu­mor, teknik og løs­ningsorien­teret arbejde, nemlig håndværket.

Som murer, maler, tømrer, snedker, elektriker, VVS’er, mekaniker m.m. kan enhver ung mand finde det maskulint betonede fællesskab, det fysiske og resultatorienterede arbejde − og en pæn hyre ovenikøbet − som han kunne ønske sig. Han kan endda gå videre og blive selvstæn­dig mester, entreprenør, arkitekt, konstruktør eller ingeniør, hvis det skulle vise sig, at han be­sid­der lysten og evnerne til det. − Problemet er bare, at vi igennem årtier har nedprioriteret, un­dervurderet, udsultet, udliciteret, bogliggjort og snakkesaligt feminiseret fagskolerne, mes­terlæren og ad­gangen til praktikpladserne, så det kun er en håndfuld hashomtågede taber­typer med tynde overarme og kikset hår, der frivilligt kunne drømme om at søge ind.

Lad os arbejde på at få mesterlæren og de fagligt velfunderede håndværkeruddannelser til­bage. Lad os give vore unge mænd de pålidelige og kompetente rollemodeller, den sunde selvfølelse og gode træthed efter dagens ar­bejde, som de fortjener, og lad kvinderne beundre dem for deres evner til at bygge og reparere ting og hem­meligt misunde dem deres fællesskaber. Det vil komme os alle til gode på langt sigt.

Børnenes lov

Jeg vil gerne overforsimple nogle grundlæggende lov- og samfundsmæssige forhold og for­søge at skitsere dele af en ny, letforståelig lovkontrakt for folk bosat i et fælles om­råde, som fx Danmark.

Jeg vil gerne tage udgangspunkt i de svageste, først og fremmest børnene, men også de syge og de gamle, og samtidig rette nogle urimeligheder, fx monarkiet, statsreligionen og de vold­somme rationaliseringer og nedskæringer på den borgernære sundhed, æld­repleje og politi­arbejdet. Med nogle enkle ændringer, som gjorde samfundsindretningen gennemskuelig for enhver, ville folk føle sig ligeværdigt behandlet og trygge nok til selv at tage hovedansvaret for deres liv tilbage, så vi slipper for det daglige, ydmygende syn af voksne mennesker, der ynke­liggør sig og jamrer of­fent­ligt, når livet kommer dem på tværs. For det vil livet gøre af og til; det er ikke nogens skyld, og når det sker, vil vi for­søge at hjælpe hinanden, så godt vi kan.

Velfærdssamfundet, som vi kender det, blev udformet i 1970’erne, da kvinderne for al­vor var kommet ud på arbejdsmarkedet, og samfundsindretningen skulle tilpasse sig de nye forhold. Kvinder har altid arbejdet, men historisk set var det usædvan­ligt, at kvinder tog almindeligt ar­bejde uden for hjemmet for en løn svarende til man­dens og på lige fod med ham. Kvinder pas­sede hus, stald, marker, husdyr, køkkenhave, tøj- og madfremstil­ling, samtidig med at de tog sig af børn, syge, gamle og svage. De fleste og fattigste kvin­der vaskede derudover for andre, gjorde rent for andre, arbejdede i andres marker og stalde og passede andres børn, gamle og syge.

Med bistandsloven fra 1976 blev det eksplicit, at staten ønskede alle kvinder ud på det nor­male ar­bejdsmarked. Til gengæld ville staten så påtage sig at passe disse kvinders børn, gamle og syge. I teorien ville hele samfundet nyde godt af den rationaliserings­gevinst, der opstod ved, at en kvinde kunne passe mange børn, gamle eller syge på en gang.

Der fulgte lange kampe om ligeløn, barselsordninger og kvaliteten af daginstitutioner, sund­heds­systemer og ældreforsorg, men i hovedtrækkene blev vores samfund som hel­hed pga. kvindernes arbejde så rigt og velforsynet med alt, både nødvendigt og unød­vendigt, at intet samfund i hele verdens historie kan måle sig med vores.

Men det har naturligvis vist sig, at de lovede goder blev alt for kostbare i drift, og at kun gan­ske få profes­sionelle lønarbejdere magtede at varetage omsorg for børn, syge og gamle med samme omhu og indle­velse, kald det bare kærlighed, som en mor, hustru eller datter ville kunne gøre det.

Ikke alle kvinder er dog gode omsorgsgivere. Nogle gange ville man foretrække en insti­tution eller en profes­sionel SOSU-assistent. Men i langt de fleste tilfælde er det udartet til, at bør­nene får lov til at passe sig selv fx i SFO’ernes store, uregerlige flokke, og stak­kels hr. Hansen på 87, som blev enkemand, får et tyve minutters kur­sus i at tænde for sin egen støvsuger og går derefter langsomt til i skidt, underernæring og magtesløs selv­opgivelse.

Til gengæld har vi fået de yngre mænd på banen i omsorgsbranchen, og det er måske den stør­ste bedrift i nyere tid. Mænd tager i dag ansvar for børn på − næsten − lige fod med deres kvinder. Det betyder, at bør­nene får en time eller to også med far om afte­nen efter en lang dag i skole og institution, og at de − og måske mandens gamle foræl­dre, hvis de er heldige − får sporadisk glæde af ham i weekender og ferier.

Regeringen Helle Thorning Schmidt har gjort et forbløffende reformarbejde igennem det sene­ste halvår. Men jeg har endnu ikke fået øje på de store forkromede, samlende prin­cipper bag de mange huja-hovsa-arrangementer, som skal nedbringe de offentlige udgif­ter.

Regeringen har ret i, at vore love skal bringes i overensstemmelse med vore muligheder, og at befolkningen skal vænnes til at tage et større ansvar selv. Det er ikke klædeligt, når unge og voksne, raske mennesker går rundt og råber på alt det, samfundet burde gøre for dem.

Samtidig skal man passe på ikke at tage motivationen fra de store grupper af menne­sker, der rent faktisk har valgt at arbejde med at hjælpe andre mennesker, og som for størstepartens vedkom­mende allerhelst vil have lov til at gøre deres bedste. Det drejer sig om bl.a. SOSU-assi­stenter, læ­ger, socialrådgivere, pædagoger, dagplejere, lærere, sy­geplejersker og jordemødre. Disse grupper har i høj grad brug for at få styrket deres fag­lige stolthed, og de burde snarere passes med god løn og tilsvarende arbejdsforhold, end, som vi ser det nu, mistænkeliggøres og kontrolleres og over­dynges og bureaukrati­seres i alle ender og kanter, så de forhin­dres i at gøre deres arbejde.

Med disse indledende betragtninger vil jeg gerne skitsere mine forslag til nye lovprincip­per:

1. lov: − Vi er alle deltagere i et samfund, der yder os støtte, og som forventer vores støtte til gengæld. Skatten bør derfor i højere grad end i dag betragtes som et medlems­gebyr. Det bety­der bl.a., at man i peri­oder kan udelukkes fra det offentlige fællesskab og hjælp, hvis man gen­tagne gange forsøger at snyde i skat eller platter sig til uberettigede ydelser. (Men der vil altid være en skønnet, skrabet minimumsydelse, hvis nogen står i fare for at miste al indtægt, for ingen er tjent med, at et menneske bliver frataget alt.)

2. lov: − En revideret og sprogligt opdateret form af Grundloven, som garanterer bor­gerne lige ret uanset køn, oprindelse, hud- og hårfarve, formueforhold, seksuel obser­vans, intelligenskvo­tient m.m., herunder ytringsfrihed, religionsfrihed, privatlivets og ejendomsrettens ukrænke­lighed. Vi adskiller kirke og stat, som alle andre sammenligne­lige, moderne demokratier for længst har gjort det.

3. lov: − Vi opruster på det politimæssige område og styrker den borgernære indsats, således at vore be­tjente rent faktisk tager telefonen og hurtigt rykker ud, når folk har brug for det. − Ikke noget med at tage det med ro, fru Jensen, vi skal se, om vi når det på mandag…

4. lov: − Vi ønsker ikke længere at opretholde et anakronistisk kongehus, som kun tje­ner til un­derholdning for dem, der ikke selv kan finde ud af at få tiden til at gå. Når de ef­terhånden talrige medlemmer af vores nuværende, stærkt ynglende kongefamilie om forhåbentlig ganske få år bli­ver trætte af legen, og vi ikke længere orker at betale for urimelighederne, vil vi nådigst tillade dem at abdicere og fortsætte deres liv under mere menneskelignende forhold. Hvert femte år derefter vælger vi en fornuftig og kløgtig præsident M/K, som kan bebo vore fine gamle slotte og re­præsentere os her og i udlan­det.

5. lov: − Samfundet påtager sig at sørge for de syge, de fattige, de gamle, de små og dem, der af andre grunde ikke kan sørge for sig selv. Alle, der opholder sig i Danmark, og som er loyale over for fællesskabet, har ret til et levegrundlag, et sted at bo, et job, ud­dannelse eller en form for un­derstøttelse og hjælp i til­fælde af sygdom.

6. lov: − Der er mennesker nok i verden. Vi er så mange nu, at vi i alvorlig grad belaster plane­ten, og derfor yder vi ikke særskilt støtte til børnefamilier, afhjælpning af barnløs­hed eller adoption. Vi betaler heller ikke for kostbare forebyggende behandlinger, medi­cinering eller vaccinationer af ellers raske mennesker. Det må for fremtiden stå for folks egen regning og prioritering. Men vi ga­ranterer billig medicin-, læge-, jordemoder-, tandlæge- og psykologhjælp og gratis grund-, gymna­sie- og universitetsuddannelse til alle mennesker, der bor her i landet.

7. lov: − Vi reviderer skattelovene, så alle − både virksomheder og privatpersoner − be­taler en fast pro­centdel af deres indtægter, fx 30 %, i skat, uden andre fradrag end per­sonfradraget. Vi til­deler ethvert menneske − også babyer og pensionister − et person­fradrag på måske omkring 75.000 nu­tidskroner, og afskaffer samtidig børnepengene, som vi kender dem, og al hjælp til hjemmebo­ende unge. Hvis man har børn, et ungt menneske, en ægtefælle, en ven eller et æl­dre familie­medlem i sin husstand, og de tje­ner mindre end personfradraget pr. år, så kan man påtage sig for­sørgerpligten og få det overskydende person­fradrag som et fradrag i ens indtægt før skat­ten be­regnes. Med egne børn under 18 år foregår denne overførsel af personfradraget automa­tisk. Det kan ske med 100 % til den ene forælder eller med 50 % til begge efter ønske. Med en æg­tefælle sker overførslen også automatisk, så snart man har indgået ægteskab. Når det drejer sig om andre per­soner i ens husstand, som man ønsker at forsørge med sit ar­bejde, skal man sam­men underskrive en, evt. tidsbegrænset, forsørgelsesattest for at sikre sig fradra­get.

8. lov: − Børn er i princippet forældrenes ansvar, men vi tilpasser arbejdsmarkedet, så­ledes at to forældre hver har ret til et års barselsorlov på en passende grundsats for hvert barn, de får. Årene skal afholdes inden for de første to af barnets leveår. Pludselig at overlade børn under to år til time­lang, daglig pasning hos vildt­fremmede, som natur­ligvis opfatter pasningen som et arbejde og ikke som et kald, de udøver med kærlig­hed, kan være stærkt traumatiserende for barnet, og der­med yderst ska­deligt og bør ikke opmuntres eller støttes af samfundet. Pasning af småbørn kan varetages af forældrene, bedsteforældrene, venner eller dagple­jere på privat basis efter foræl­drenes ønske og fulde egenbetaling. Til gengæld garanterer samfundet et ri­meligt tilskud til vel­byggede, velnormerede og velfun­gerende børnehaver for de to til seks­årige. Et toårigt barn tilde­les dog et maksimalt antal timer, fx fire pr. dag det første år, stigende til fem det andet. Fire- og femårige vurderes at kunne klare seks timer pr. dag. Samfundet til­byder også et måltid økologisk mad, der er tilpasset børnenes alder og familiens religiøse an­skuelser − andre individuelle hen­syn, udover evt. lægeattesterede allergier, tages derimod ikke − midt på dagen til alle børn i institutio­ner, samt naturligvis mælk, drikkevand og sunde snacks.

9. lov: − Folkeskolen begynder for barnets vedkommende det år, det fylder seks. Vi ind­retter skolen, såle­des at den er hyggelig og hjemlig og åben fra klokken 7 til klokken 17 på ugens fem hverdage og skaber en glidende overgang, en indskoling, i forårsmåne­derne før skolestart. Fra klokken 8 til klokken 12 for de mindste klasser, stigende til klok­ken 14 eller 15 for de større klas­ser, er der deciderede undervisningsforløb, men både før og efter vil der være tilbud om voksen­opsyn, lektiehjælp, sport og andre fritidsaktivi­teter for dem, som har lyst eller brug for det. Vi ta­ger med andre ord udgangspunkt i BARNETS hverdag og forsøger at skabe en helhed ved at sam­arbejde med de forskellige fritidstilbud i skolens regi, i stedet for at lade børn pendle alene mel­lem forskellige lav­prispasningsordninger, sportsklubber, musikskoler og sko­len, så forældrenes arbejds­dag kan foregå uforstyrret. Børn mellem seks og tolv år må dog maksimalt opholde sig otte timer i skolen pr. dag. Når undervisningsforløbet er forbi, står det forældrene frit for at tage bar­net hjem, hvis de har lyst, så barnet kan tilbringe mere tid med sin egen familie, bedsteforældre eller venner. Forældre til hjemmeboende børn under 15 år får ret til at holde fri i hele juli måned, og skolerne, gymnasierne og børnehaver­nes sommerferie bli­ver begrænset til juli måned hvert år, hvor disse institutioner simpelthen er lukket. Det vil løse mange problemer med læ­rerne og pæ­dagogernes arbejdstid og synkroni­sering med det øvrige ar­bejdsmarked og vil sikre stadigt opsyn med vore sårbare børn og unge. Alle uregle­menterede så­kaldte lukkedage afskaffes naturligvis omgående. − Udover en måneds sommer­ferie får forældre til børn under 15 år ret til de sædvan­lige ferieuger i løbet af året, plus en eks­tra uge, som kan an­vendes efter behov som omsorgs­dage, bar­nets sygedage el. lign. Det gæl­der både mødre og fædre, eller to forældre af samme køn i en­køn­nede forhold. Sko­lerne vil blive pålagt at koordinere efterårsferieugen og vinter­ferieugen ind­byrdes, så de spredes ud over efteråret og foråret, så der ikke opstår flas­kehalse, dyre rejseuger og myldretider. Det vil herefter blive forbudt at tage sit barn ud af skolens undervisningsforløb for at tage på ferie med det uden for de afsatte ferieuger. Skolen tilbyder lige som børnehaverne et måltid mad midt på dagen og måske morgen­mad, hvor det lokalt skønnes gavnligt.

Med lov skal land bygges

(Af fortalen til Jyske Lov, 1241, citeret efter Skalk nr. 3, 2013)

…. Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden, den skal være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så alle kan vide og forstå, hvad loven siger.

Småtterier

Løfte om inspiration på gemen sukkerpose.

● I dag er det ikke kun kunstnere, der skal inspireres. Ordet, som betyder at blæse (guddom­melige idéer) ind i, er blevet skamredet og devalueret af varehuse, damebladsskribenter, rejsebureauer, supermar­keder, lavprismøbelhandlere og isenkræmmere. Alle mu­lige udbydere af trivielle forbrugsgoder smigrer skamløst de paphoveder, der går igennem livet uden en eneste original tanke og ikke ejer et nok så beskedent ta­lent, med: »Kom og bliv inspireret!« − Og de kommer lydigt faren­de i store hor­der og køber de samme idiotiske ting og føler sig som kunstnere, når de fx over­plastrer deres stuer med forvredne vaser og skåle, slæber endnu en ny, orangefarvet kaffekande hjem eller hænger usandsynligt grimme gardiner op.

● Jeg tror ikke, at alting har en mening, men jeg har en ubegrænset tiltro til men­neskets evne til at skabe mening i alting.

● Alder er, når man ikke længere har travlt med at ekspandere og lægge planer for fremti­den, men er glad, blot tingene kan fungere som hidtil.

● Husk nu redningsvest, cykelhjelm, sololie, kondom, sikkerhedssele, tandtråd! Spis 6 om dagen! Spis fisk … nå nej, spis ikke så meget fisk… − Gå i skygge! Tag hat på! Hold op med at ryge! Hold dig fra sukker og fedt! Lad være med at drikke! Gør dine øvelser! Se dig for! Gå kun ud til navlen! Motionér! − Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvor langt statsmagtens forlængede arm i form af »De omklamrende kællingers klub M/K« vil gå ind i folks liv med banale og selvindlysende på­bud. Samtidig med at rejsebranchens billige solferier året rundt, bilindustriens hurtige og stærkt for­urenende produkter, supermarkedernes bugnende udvalg af både billige og dår­lige fødevarer modarbejder de samme råd, så skismaet mellem betalelige og til­gængelige varer og mulige og eftertragtede aktiviteter og så alle de omklamren­des gode råd bebyrder hvert ene­ste individ i dette land.

● En kvinde, der er optaget af sit helbred, er en hypokondrisk, opmærksomheds­krævende hy­stade. En mand, der er optaget af sit helbred, er klog.

● De største problemer, forurening, mangel på rent vand, luft og mad i tilstrække­ligt omfang, dårlige fødevarer, krige, flygtningestrømme, fysiske og psykiske syg­domme, skyldes overbe­folkning. Alene i min levetid er jordens samlede befolkning næsten tredoblet! − Alligevel går unge mødre stolte rundt med barnevognene og føler, at de bidrager til fællesskabet og fortje­ner vores støtte, fordi de følger hor­monernes bud og sætter børn i verden. Alligevel arbejder både politikere og øko­nomer for fortsat vækst, selv om man allerede i begyndelsen af 70’erne var klar over, at der var »Grænser for vækst«.

● Man bruger sit liv på at gøre sig parat til en fest, der aldrig kommer.

● Hvem er det, der ikke kan købe et kalenderlys uden omfattende hjælp fra avi­sernes livs­stils­sektioner eller fra damebladene?

● Første halvdel af vores liv er vore tanker og gerninger styret af hormoner. Når de begynder at dampe af, kan vi bruge anden halvdel på at forsøge at gøre det godt igen.

● Tilstedeværelsen af hunde, haver og gamle potteplanter gør det moderne liv mere udhol­de­ligt.

● De gamle romeres kloge ord om at pacificere masserne ved at give dem »Brød og skuespil« er i dag blevet til »Chips og sport«.

● Unge mennesker i dag er fuldt opdaterede med de nyeste, amerikanske slang­udtryk, og de føler sig hjemme på Manhattan og shopper hjemmevant i Berlin, London og Paris, men de ved intet som helst om fx dansk landbrug eller om dyr og planter i dansk natur.

● Hvad er der galt med blot at hvile på laurbærrene?

● Piloten siger, at mindst fem ting skal gå galt, før en katastrofe indtræffer, og den ene fejl­kilde er normalt menneskelig. Der er ingen enkle skyldsspørgsmål og årsagsforklaringer.

● Det ser ikke godt ud, når vore unge kvinder frejdigt går og svinger med kunstigt påsat hår fra døde og/eller fattige tredjeverdenskvinder, mens de læspende selv­iscenesættende taler om nødhjælp, dyrevel­færd, spelt og CO2.

● Mht. astrologi, tarot o.lign. er det min klare fornemmelse, at skæbnen siger: »Don’t call us, we’ll call you!« — Og det gør den så, før eller siden.

● »De« og »dem« – Pas på disse ord! − I samme øjeblik man anvender ordene »de« og »dem« om en gruppe mennesker, har man allerede lagt afstand og er tæt på at underkende grup­pens ligeværd og med­menneskelighed. Det være sig børn eller ældre medborgere, kvin­der, patienter, kunder, klienter, naboer, folk fra andre byer, religioner, landsdele, lande … Or­dene er naturligvis nødvendige og skal bruges af og til, men med måde, for de tyder på en re­spektløs tænkning i »dem« og »os« og kan i værste fald udarte til for­agt, tingsliggørelse, psy­kisk og fysisk mishandling, i sidste ende måske regulær forfølgelse og folkedrab.

● Ved forkølelser og andre virusinfektioner er der intet, der hjælper. Kamillete med eller uden honning og/eller ci­tron, appelsi­ner, Strepsiler, varm hyldebær­suppe … Den gode husmor ryk­ker naturligvis ud med hele arsenalet, så snart no­gen giver sig til at hoste lidt, men hvis infek­tionen først er gået i gang, tager det den tid, det tager. De forskellige remedier kan dog lindre og trøste, og det er også noget værd, og så giver det en god fornem­melse af at GØRE noget.

● Når vi står ved Skt. Peters port og gerne vil ind, så er små børns latter den va­luta, vi kan be­tale entréen med.

● Der er absolut ingen grund til ikke at springe over, hvor gærdet er lavest.

● Man undrer sig jo hyppigt over, at folks tøj, fx bukser, deres tasker, sko, lam­per, halstør­klæder, støvsu­gere, skærebrætter, møbler, salatsæt og vaser hedder noget, fx Louis Vuitton, Burberry, UGG, Eva Trio, PH, Arne Jacobsen… ja, selv de­res KØKKENER hedder noget … Min hund hedder noget, men den kommer også, når jeg kalder.

● Vi bærer denne enorme byrde af os selv og alt, hvad vi har været udsat for, oplevet, hørt, set, mærket, sagt, gjort, igennem livet. Hvem der kunne glemme, smide ud, begynde forfra… Sækken bliver for tung… På et tidspunkt må det briste, og vi styrter under vægten. Dét er vel alderdom og død?

● Verden er for mænd − It’s a Man’s World. Prøv at forestille jer, hvilken ballade, der ville være, hvis der var babypleje, mad, mode og strikkeopskrifter på alle ka­naler fra morgen til af­ten, og at det fyldte et kvarter af enhver seriøs nyhedsud­sendelse? Men når det er sport, så er det helt OK, at vi skal høre rygter om træ­ner­skifte eller have en udenlandsk fodboldspillers forvredne ankel minutiøst be­skrevet i alle detaljer midt i nyheder om krig, død, ulykker, stor­finans og politik hver evige eneste dag året rundt. I stedet for at henvise disse fuldkommen peri­fere ikke-hændelser til særskilte programmer og kanaler.

● De fleste mænd minder om gammeldags biltelefoner: − En ordentlig kasse at slæbe rundt på og over­ordentlig svær at få forbindelse med. − Man skal først have den manøvreret i rette po­sition og tjekke, at den har antennen ude, før man kan kommunikere.

● Når han ligger på sygehuset og flere gange dagligt sms’er til »Hej alle!« med info om samt­lige blod- og andre prøver, der er taget i løbet af formiddagen, om afføringens konsistens, om stuegangen, sygeplejer­skernes humør, maden og prognoserne i øvrigt, så kan man vel roligt gå ud fra, at det ikke er synderligt al­vorligt fat?

● Sommetider, når man læser sin avis eller ser dansk tv, får man lyst til at råbe: Er der en hjerne til stede?

● At gå hjem fra skovturen med lommen fuld af anemoner ♥

● Sammenlagt har jeg nok brugt et år af mit liv på at stryge strygefri skjorter.

● Et barns langsomme opvækst, vejret og årstidernes skiften er variation nok.

● Tiden under Fogh først i 2000-årene vil jeg altid huske for det skamløse forbrug, der mani­festerede sig i en paddehatteagtig vækst af blå plasticbassiner og tram­poliner på folks græs­plæner, og i skraldecontainere proppet til randen med de samme ting i blåt plastic på »gen­brugspladserne« i tiden umiddelbart efter.

● Sorte, blanke, stramtsiddende læderbukser til mange tusinde kroner… og hun kører ikke på motorcykel, hun er ikke rockstjerne, hun er ikke milliardær, hun er en grå og halvtrist SOSU-assistent på 43 år, bredrøvet, fantasiløs degnedatter fra Varde… og nu skal hun i byen med veninderne.

● Verden ville være et bedre sted, hvis flere mennesker ville nøjes med at brodere korssting og passe deres have.

● De hedder noget fint og sammensat, de har egen hjemmeside med hundreder af opstil­lede, semiprofes­sionelle fotos af sig selv, et alenlangt CV, hvor de også hus­ker at anføre fri­tidsjob og navnet på deres kat, de er 25 år gamle og kan hverken læse eller skrive dansk eller føre et almindeligt hus­holdningsregnskab.

● Folk får ikke længere gæster, de får publikum.

● Rygning:

· Der går 3 dage, før man har fået nikotinen ud af kroppen

· Der går 3 uger, før man kan tænke på andet end smøger

· Der går 3 måneder, før man har fået omlagt sine vaner

· Der går 3 år, før man har glemt, hvordan det i grunden var at være ryger

● Forleden udtalte en økonomiprofessor, at god tid, ro og omsorg ville blive de nye, efter­trag­tede værdier. Det ses allerede nu. Folk mangler tid og omsorg, og så fiser de på storbyfe­rier, kroweekender, wellnessop­hold o.lign. og bliver stressede af det, udgifterne og alle tids­planerne og aftalerne, i stedet for at geare ned der­hjemme i millionvillaerne, hvor der sikkert også er både mad, senge og badevæ­relser.

● Jeg holdt op med at ryge, og nu kan jeg forstå, at de resterende problemer i mit liv med et slag kunne løses, hvis jeg også holdt op med at spise.

● Hvis man køber kongelige porcelænstallerkner til 24 personer til 500 kr. stykket, 12 Y-stole til spisestuen, biler i ½ eller 1 mio. kroners klassen eller ansigtscreme til 1500 kr. for en lille dåse, så har man for mange penge, og så burde man afle­vere dem til en brønd, en skole, me­dicin, vaccinationer og mad til en afri­kansk landsby eller andre trængende.

● Mange mennesker klæder sig ikke på − de klæder sig ud.

● Spørger du, om jeg ikke nok vil gøre mig selv lidt mindre, så du kan få lov at føle dig større?

● Der findes på dansk tre udtryk for det at bringe ting i orden: at »rode op«, som en af mine venner altid både siger og skriver, at »rytte op«, som de fleste siger, og så at »rydde op«, som var det korrekte i gamle dage.

● Er jeg den eneste, der bliver utryg, når jeg passerer en bil med påskriften: »Center for døv­blinde og høre­tab«? Og umiddelbart bagefter ser en kraftig BMW, hvor føreren, en mand, sty­rer med den ene albue, mens han med blikket rettet mod sin smartphone sms’er som en gal?

● Det er til jul og fødselsdag, man viser folk, hvor meget man påskønner dem. Men vi er alle så rige nu, at vi ikke har brug for gaver længere. Vi vil selv købe alle vore ting og irriteres over dem, faster Gerda, som gerne vil vise os sin op­mærksomhed, har købt billigt i Netto og om­hyggeligt pak­ket ind i gammelt gen­brugsga­vepapir. Vi vil selv be­stemme, hvad der skal ind i vore overde­signede huse. Så vi ofrer gladeligt soci­ale forbindelser for at sidde i stilrene stuer.

● De fleste af de problemer, man kan have med andre mennesker, skyldes ganske simpelt, at man overvurderer dem. Man forestiller sig helt automatisk, at de taler og handler ud fra en logisk, menneskevenlig og velgennemtænkt synsmåde, og at de har samme grad af selvindsigt − og indsigt i det hele taget − som man selv møjsommeligt har erhvervet sig.

● Vore moderne, industrialiserede samfund, demokratiske eller ej, udnytter sne­digt folks egen grådighed til at gøre dem til slaver i langt højere grad og meget mere effektivt, end æl­dre samfunds pisk og lænker kunne gøre det. Grådigheden efter ting, oplevelser og status får for­bløffende nok mennesker til at forlade deres småbørn og andre kære, til at ofre velbefin­dende og sjælero og undergive sig transport, stress, stø­jende og svinende produktionsfor­hold, stor­rumskontorer, kollegial mobning og stupide ledere… med glæde!

● Forbløffende mange mennesker lever som blinde orme i en labyrint: Vi møver os rundt på lykke og fromme og forsøger at orientere os en smule efter lys og skygge og duften af mad.

● »Små ting er ikke altid småting« … Joakim Garff i sin store Kierkegaardbiografi, SAK.