Ude i verden rammes millioner af mennesker i disse dage af naturkatastrofer, bomber, krig, sult, sygdomme, men her i Sommerdanmark er det ulykker i rutsjebaner og andre forlystelser, der fylder medierne …
I Bagdad ligger børn på gaden blandt afrevne lemmer, mens omkringstående vidner i Tivoli Friheden i Århus tilbydes psykologhjælp.
Bilkøer, check-in-køer, overfyldte, ulideligt varme busser, gader og strande, ikke mig. Hvorfor tage hjemmefra, når her endelig er til at være? I haven, i skoven og ved stranden. Lige her i nabolaget.
Haven står på sit højeste med roser, stauder og frugt. De nye fugleunger, solsorte, musvitter, rødstjerter, tumler kluntet om benene på os. Og juli måned er høsttid. Nu sanker vi – ikke i lade, men i fryser og syltetøjsglas. Har formentligt arvet et hamstergen fra forfædrene.
Rabarber, jordbær, hindbær, solbær, ribs, kirsebær, ærter, kvæder, blommer og brombær i haven.
Blåbær, hindbær, tyttebær i skoven. Og snart kommer:
Ind i mellem ligge i en hængesofa med en god bog. Så kan vi se Alhambra, når de andre turister er taget hjem, og det regner herhjemme.
Fig. 1.
Med mine kun godt 160 cm har jeg brug for noget at stå på for at nå de øverste hylder i køkkenet. Så jeg troede, at jeg var snedig, når jeg til det formål anskaffede mig en køkkenstige (Fig. 1) i det nærliggende Kvickly X. Men jeg havde forregnet mig, opdagede jeg, da vi pakkede den ud og fik øje på en advarselsmærkat, af hvilken det (Fig. 2) fremgår, at
1. Stigen må ikke bruges til at stå på.
2. Man må heller ikke sidde på stigen.
3. Det er også forbudt at kravle på den, hvis der opholder sig andre personer i rummet.
4. Den må faktisk slet ikke klappes ud!
Fig. 2.
Skal jeg levere den tilbage eller blot beholde den som skulptur?
– og den nye børnekarakter
Med ugers mellemrum opstår debatten om den såkaldte „nye børnekarakter” i medierne. Senest et indlæg i Politiken fra en dramalærer, der var chokeret efter mødet med en 5.-klasse. – Det var umuligt at skaffe ro. Alle unger havde behov for at udtrykke hver en tanke omgående. De var søde, motiverede og ville gerne sætte et teaterstykke op, men de kunne ikke holde kæft eller holde sig i ro et minut ad gangen.
For et par år siden skulle jeg hente en venindes søn i skolens pasningsordning. Jeg fandt stedet, et stort, rungende, forhenværende sikringsrum i kælderen under klasseværelserne. Knap hundrede børn for omkring på skateboards, rulleskøjter, kondisko i alle rum og gange. Det var som at træde ind i dødsdromen i gamle dage på Hjallerup Marked! Larm, ekko, omkringfaren, råb … Ungerne var alle vegne! Op ad vægge, i de højtsiddende vindueskarme, i gardinerne … Jeg måtte holde mig for ørerne. Først efter lang tid lykkedes det mig at lokalisere en enkelt pædagog, en næsten voksen. Hun måtte også holde sig for ørerne, hvilket besværliggjorde kommunikationen mellem os en del. Jeg spurgte efter min venindes søn, og pædagogen slog op i sine papirer, hvorefter hun pure nægtede, at et barn med dette navn var indskrevet i pasningsordningen! Heldigvis kom fyren sejlende forbi på sit skateboard i det samme, så jeg hapsede ham og tog ham med hjem til te, boller og et spil Settlers i min stues velsignede ro, indtil hans mor kunne hente ham et par timer senere.
Denne dreng og næsten alle andre drenge og piger i dette land, for ikke at nævne de stakkels pædagoger og lærere, skal i størstedelen af deres vågne tid opholde sig i mere eller mindre rungende lokaler, hvor alt for mange børn er stuvet sammen. Det starter allerede omkring etårsalderen i vuggestuen og fortsætter med børnehave, skole, fritidsordning, ungdomsklub, SFO, DUS, og hvad det hedder alt sammen. Der er ingen tvivl om, at personalet gør deres bedste. Det ved jeg, at de gør! – Men de bedste bliver slidt op i løbet af få år, og resten bliver naturnødvendigt sløve og ligeglade. Ingen offentligt ansat kan som individ fungere bedre, end samfundets rammer og normeringer tillader.
Før SFO’erne og de andre institutioner blev opfundet, tilbragte de fleste danske førskolebørn det meste af deres tid i hjemmene. På den billøse gade udenfor var der andre børn i forskellige aldre at lege med. Når de blev sultne, bange eller kedede sig, gik børnene hjem, hvor deres mor normalt opholdt sig, og når de kom længere væk hjemmefra end deres egen gade, var det med en voksen ved hånden. Denne voksne ville stilfærdigt fortælle børnene, at man holder til højre på et fortov, så man ikke støder ind i andre fodgængere. At man tager hænderne op af lommen og hilser pænt, når man møder en bekendt. At man ikke sætter fødderne på sædet i toget eller bussen, for der kunne komme en anden bagefter og få tilsmudset sin pæne frakke. Alle sådanne bekvemme leveregler, plus mange bonusinformationer om hvad man nu så på vejen OG et passende talesprog, blev uden dramatik og temadage overført blot ved at have en voksen for sig selv i et længere tidsrum.
En af mine venner fik sidste år en hund mage til min, men hans havde tilbragt sine første 7 – 8 måneder i en stor kennel, hvor den størstedelen af tiden var lukket inde i et bur i en stald sammen med mange andre hunde. Hver gang jeg møder min vens hund, springer den op i ansigtet på mig af henrykkelse. Alting går på den: halen, benene, ja hele kroppen dirrer, hvis man hilser den med et venligt ord eller et lille klap, og den kan ikke falde til ro igen bagefter. Den ville følge med enhver, der ofrede den lidt venlig opmærksomhed. Min hund, derimod, som blev hentet otte uger gammel, og som er vokset op i et roligt hjemmemiljø, kommer stilfærdigt og lægger snuden på mine knæ, hvis den trænger til et lille kæl. Når kæleriet er forbi, går den roligt hen og lægger sig. Vi tør næsten ikke kontakte min vens hund, fordi vi ved, at den bliver så frygteligt ophidset og aldrig kan få nok. Hundeejere har et ord for denne lidelse: „Kennelkuller”, kalder vi det.
Efter at have tilbragt en barndom i højtråbende, institutionaliserede flokke kan det ikke undre, at børnene i en 5.-klasse ikke kan sidde stille og holde kæft, mens dramalæreren forklarer dem, hvordan de skal forholde sig på scenen. De vil alle sammen være på! Her, nu, omgående! Det er disse generationer, der håbefuldt liner op til X-Factor, udbreder sig om sig selv i fuld offentlighed på Internettets forskellige sider :-), larmer og fylder op i det offentlige rum på alle tænkelige måder. De har lært sprog og opførsel af hinanden i mangel af tilstrækkelig voksenkontakt, og det bliver de 3 til 12-åriges normer, den stærkes ret, manglende evne til behovsudskydelse, kravet om opmærksomhed på mig! Mig! MIG!, der kommer til at beherske dem langt op i voksenalderen, selv når de bliver forældre. Det er min påstand, at vi er i fuld gang med at opfostre nye generationer af danske børn med kennelkuller.
Det er anstændighed, vi mangler. Vidt og bredt. I betydningen „det, der anstår sig”, „det, der er passende”, „det, vi anser for rimelig opførsel”.
I en årrække har det offentlige rum været forurenet af uanstændigheder, så som hurtig og tankeløs indgriben fra lovgivernes side på baggrund af populære enkeltsager, skingre og fornærmende angreb på etniske grupper, som forsøger at leve side om side med os, mennesker dør af sygdomme, som kunne behandles eller udsættes, mens de venter på tid i det offentlige sundhedssystem, slagtedyr stuves sammen, pines og plages og transporteres over lange afstande, offentligt ansatte presses urimeligt af nedskæringer og kontrolforanstaltninger, skolerne er ulækre og nedslidte, asylansøgere og deres børn lever fortsat i ødelæggende uvished om deres fremtid, fortsæt selv listen …
Langt hen ad vejen er sådan et offentlige klima vel kun, hvad man kunne forvente under en borgerlig-liberal regering, understøttet af Dansk Folkeparti, som et flertal har stemt på. Men hvor er oppositionen?
Det er en falliterklæring fra anderledes tænkende, at en borgerlig politiker, som Birthe Rønn Hornbech, skal have patent på anstændighed. Vi kender alle Birthe Rønn Hornbech, og vi respekterer hende højt, men hun er, trods al sin anstændighed, på regeringens side og bliver banket på plads, hver gang anstændigheden går imod den siddende regerings politik.
Her er en niche, en anstændig, gammeldags humanistisk niche, hvor modige folk burde træde frem og klart sige fra, når nok er nok. Her er i anstændighedens navn masser af plads at boltre sig på for de radikale, socialdemokraterne, SF og Enhedslisten. Kun de sidste pipper af og til regeringen imod.
De radikale høres næsten ikke. De nye, unge socialdemokrater roder stadig rundt mellem hinanden i sandkassen og leder efter en politik. SF’s Villy Søvndal lader sig overgivent rive med af fremgang og forsøger at overdøve regeringen med uanstændige udmeldinger, jvf. det nylige angreb på tørklædebærende kvinder.
Er der virkelig ikke andre muligheder end at helgenkåre den begavede Johanne Schmidt-Nielsen som anstændighedens nye klippe?
Det lokale bibliotek åbnede igen efter en større ombygning, og jeg skulle selvfølgelig hen og se alle de annoncerede, nye tiltag.
Til min store overraskelse viste det sig, at det nye består i, at man har fjernet de fleste bøger og sat sofaer ind i stedet! De få, tilbageværende bøger står utilnærmeligt med ryggen til langs væggene. – Så kan vi lære det, kan vi! Alle vi, der blot holder af bøger, og som elsker at gå på opdagelse i reolerne efter bøger, vi ikke vidste, vi havde lyst til at læse.
Mine venner og jeg sidder hjemme omkring havebordet, og det viser sig, at de alle havde den samme, forbløffede og skuffede oplevelse efter ombygningen. Vi bliver enige om for eftertiden at låne bøger af hinanden i stedet eller tage ind til de nærliggende byers biblioteker, indtil de også bliver enten lukket eller forvandlet til tomme dansesale eller varmestuer, for vi går normalt på biblioteket for at låne bøger – Sofaer, det har vi hjemme …
1981: Min farmor med sit første oldebarn i haven en forårsdag. Hun kunne ikke drømme om at gå ud uden hat eller i det mindste et tørklæde.
Det er så tåbeligt et emne, at jeg længe har forsøgt at lade være med at gå ind i diskussionen og blot har ventet på, at det drev over af sig selv, men når nu også Villy Søvndal begynder at mene noget om andre menneskers påklædning og kaster yderligere kvas på det ubehagelige heksebål, er nogen nødt til at træde på bremsen.
Det var det samme med Muhammedtegningerne. Man forsøgte at sælge ren chikane af en udsat befolkningsgruppe som et slag for ytringsfriheden. Det var virkelig ondsindet gjort! Ja, vi har ytringsfrihed, men det første vi lærer vore børn, lige så snart de har lært at tale, og når de til familiefesten højlydt råber, at onkel Børge har en stor, grim næse, det er at holde deres mund, med mindre de har noget pænt at sige. Man sårer ikke folk unødigt. Der er ytringsfrihed, men ikke ytringspligt. (Se evt. http://www.loneandrup.dk/research.htm )
Vi skal naturligvis ikke blande os i folks påklædning! Det er en ren hetz mod muslimske kvinder! Hvis vi endelig ville mene noget om, hvordan andre mennesker går klædt, så var det da mere oplagt at kaste sig over danske teenagernes uanstændigt bare maver og lavtsiddende bukser, der på obskøn vis lader underbukserne fornærme andre i det offentlige rum. Eller metaltingeltangel i næser og ører, tatoveringer eller hvide sokker i sanddaler? Hvorfor nydelige og særdeles anstændige tørklæder?
Min farmor, født 1900, kunne ikke drømme om at gå ud med skraldespanden uden at tage et tørklæde om sit hår. Når hun skulle ned til købmanden var det iført hat og handsker. Når hele højrefløjen, Kvinder for frihed (?) og Villy Søvndal nu begynder at råbe op om tørklæder, så viser det en eklatant mangel på historisk og kulturel forståelse. Der er ingen logik i den hetz.
Hvis man går en tur eller kører med taxa i London, møder man uvægerligt sikher med turban. Endnu har jeg ikke hørt påstået, at disse nordindiske mænd er udsat for undertrykkelse, fordi de dækker deres hår af religiøse eller kulturelle årsager. Hvorfor skulle dette argument så gælde for muslimske kvinder?
Den korteste vej til frigørelse for alle, også muslimske kvinder, er gennem uddannelse og job. Hvis man pga. af deres påklædning udsteder berufsverbot, så er man da helt sikker på at holde dem i undertrykkelse! De danskere, der skingrer op om, at de vil frigøre tørklædebærende kvinder, bør undersøge deres egne motiver grundigt. Der er intet rimeligt forhold mellem sagen og den energi, den bliver fremført med.
Og at formanden for SF, der ellers i min optik var ved at placere sig som det nye Socialdemokrati, nu løber med på antidemokratisk forfølgelse af et kulturelt mindretal, minder mig om en lille dreng, der har fået alt for meget opmærksomhed og som råber mere og mere absurde ting endnu højere i ren overgearethed.
Hvad skal denne tankegang ende med? Tørklædepoliti på alle offentlige steder? Vi er et land i krig. Vore ambassader bliver bombet, vort flag afbrændt. Konturerne af en alvorlig global fødevarekrise og økonomisk afmatning er ved at tegne sig. De offentligt ansatte strejker. Sygehusvæsnet, uddannelserne og det kulturelle liv er undergravet efter en årrække med VKO-flertal. Hold nu kæft med de tørklæder og koncentrer jer om noget konstruktivt!
Nu vi er ved indretning: En større ombygning efterlod en særdeles kedelig, fem meter lang væg i den ene af husets gange. Jeg gloede på miseren og tænkte, så det knagede. – Hvad gør man? Forfattergerningen er ikke just vellønnet, så i min branche farer man ikke ud og køber fem meter kunst.
I samråd med maleren lavede vi en stor, grøn firkant, som jeg siden har haft meget sjov af at dekorere. Der er alle de familiebilleder, vi ellers ikke ville have haft stående fremme. Der er gengivelser af mine yndlingskunstneres værker. Der er egne fotos af elskede steder, landskaber og blomster, og nederst en gruppe med små dyr, grise, kyllinger, lam, lige i barnebarnets næsehøjde. Det hele printet på almindeligt kopipapir og sat op med tapetklister. – Og der er stadig plads til flere børnebørn …
I den anden gang anbragte vi nerien, som i denne tid fylder hele arealet med sin søde, sydlandske duft.
