Kvalitet II

Til min seneste fødselsdag fik jeg udbetalt en lille pensionsopsparing, som jeg om­gående in­vesterede i et længe næret ønske: et par ægte tæpper, knyttet af rigtige menneskehæn­der.

Efter adskillige besøg hos tæppehandlere af mange slags endte vi hos en rar mand i Bazar Vest i Århus, der fremtryllede de mest bedårende, persiske tæpper, som ovenikøbet var til at betale.

Tæpperne var slet ikke, som jeg havde forestillet mig. Hverken i farver eller tekstur. – De var noget meget, meget bedre: De åndede! Det var, som om den tid, tradition og omhu, der var nedlagt i dem, smittede af på min stue. – De var levende! Tykke og både flam­mende og be­ro­ligende. De indtog rummet med et eget liv og lå og glø­dede, selv på triste, overskyede dage. – De var kvalitet! – Usammenlignelige med de metervis af maskinvæ­vede plasticfibre med gummibagsider, der før havde ligget døde hen på mine gulve.

Genbrug er ikke opfundet i dag, det var altid et livsvilkår: – Mine bedste pudseklude til spejle o.l. stammer fra et par sæt sengetøj, min mor bestilte fra et jysk væveri ca. 1960. Da jeg fik min søn 20 år senere, blev de syet om til fire dynebetræk i barnestørrelse, som efter endnu knap 30 år blev brugt igen til børnebørnene, når de var på besøg, før de nu, hvor børnebørnene har dyner i voksenstørrelse, tjener som klude. – Men kvaliteten til et sådant genbrug findes ikke mere i almindelig handel.

Som næsten 70-årig har man oplevet en del. Eksisteret igennem perioder og tidsal­dre og kan sammenligne. Det, der slår mig allermest nu i modsætning til fx 1960’er­nes gyldne og håbe­fulde opgangstider, er, at vi nu er så rige og så mange, at vi har alle muligheder og en milliard ting, men at vi alligevel ikke formår at værdsætte og opretholde en bare nogen­lunde acceptabel kvalitet. Kvalitet i be­tyd­ningen omtanke, omhu, tradition og tid.

Det gælder den fysiske kvalitet med dårlige, præfabrikerede og rungende beton­huse i fan­ta­siløse og u-hyggelige industri-, handels-, bolig- og villakvarterer.

Det gælder den endeløse strøm af maskiner og elektronik, der højst fungerer et par år.

Bøger og andre kulturprodukter stort set uberørt af tænkende menneskehjerner.

En bakke danske jordbær fra GASA, Odense, købt i REMA 1000 for 27 kr. En tredjedel er rådne og mugne.

Vi producerer og sælger dårlig mad til hinanden. Og stof, tøj, møbler og de fleste andre brugsting, som ingen har gidet lægge bare et mini­mum af tid eller omhu i.

Vi omgiver os med haver, der kun består af fliser, træterrasser, kinesiske granit­skærver, tørt græs og spildte muligheder for at dyrke blomster til bierne og frugt og grønt til os selv.

Vi lever gladeligt i en fysisk uæstetisk ørken fyldt med larm og møg. Skovene be­står af træ­produktion i mørke, lige rækker. Parkerne er nedtrådte stier fyldt med hunde­lorte, af­fald fra fastfood, engangsbægre og cigaretskod. Vandområder er døde, grumsede og ofte sundheds­skadelige. Næsten to tredjedele af vores land er optaget af giftsprøjtede og gyl­lebe­fængte planteavlsarealer uden solitærtræer, små lunde, frodige læbælter, vandhuller eller fugtige eng­områder. Langs motorve­jene bre­der triste betonbygninger sig som et kræftudslet ud i vores sparsomme na­tur. De smukke strande er plastret til med grimme sommerhuse – hvem har brug for to huse? – Havene tøm­mes for fisk og andet liv, dræbt af overfiskeri, gylle og gift­stoffer. Og i byer og boligkvarterer ac­cepterer vi et tårnhøjt, for­urenende og nervebelastende trafik- og støjniveau.

Men det værste – og farligste – er efter min mening den manglende kvalitet og omhu i vores omgang med hinanden. For det rammer det dybeste og vigtigste i livet: Vores men­neskelige værdighed.

På det store plan er det uprovokerede invasioner af andre lande og områder, noget vi ef­ter 2. Verdenskrig ikke havde troet muligt i vores nærhed, men også trusler om invasioner eller overfald, tilranen sig magt og berigelse på andres bekostning og en udtalt følelses­løshed over for de millioner af mennesker, der flygter fra krig, ud­nyt­telse, tørke, oversvøm­melser og po­litisk ustabilitet.

Men tættere på os selv kunne det fx være fænomenet ’true crime’ – dokumentarer om vir­ke­lige forbrydelser, jo mere spektakulært blod­dryppende og seksuelt ekspli­cit, jo bedre – som er blevet en stor underholdningsindustri, og den utidige nyfi­genhed smitter af på alvorlige, danske kriminalsager, u-bådsmordet, en psykisk syg drengs skyderi i et indkøbs­center, Emi­lie Meng- og Mia-sagerne fx, som sælger mange klik på in­ternettet. Vi er også blevet skamløse nok til at stille os op og glo eller holde i kigge-køer ved ulykker. Folk kas­ter sig hovedløst ind i retssager og be­gi­venheder, der ikke rager dem, men som giver en gratis tur i den følel­sesmæssige rutsjebane. Mens ofrene og deres pårørende betaler pri­sen for massernes utidige nysgerrighed.

Man møder ikke længere sin partner i nattelivet, til fester, på job eller uddan­nelser, men in­stallerer en app på sin håndholdte computer og swiper – kasserer eller ac­cepterer – an­dre mennesker ud fra et foto og en kort selvbeskrivelse. Eller man kan med få tryk på en skærm overvære voldsom pornografisk udnyttelse af andre men­nesker, som oftest fattige kvinder og børn …  – Mere instrumentaliseret bliver det ikke.

Hvis man gerne vil opsøge lidt international kultur og beundre tidligere tiders omhu og kva­li­tet, skal man først igennem en anstrengende rejse fyldt med ven­te­tider i trængsel og kunstige omgi­velser.  Hvorefter man går gåsegang i mæng­den af andre turister i fx Uffizi­erne i Firenze, Louvre i Paris eller V&A i London og først bliver trådt over tæerne af en kraftig, sol­skoldet russer, så rammes man i ho­vedet af en rygsæk derefter en albue tilhørende en ung, shorts­klædt mand, der maser sig foran for at se bedre, og til sidst bliver man eftertrykkeligt pandet ned af en lille sej, kinesisk bonde­kone med en tung selfiestang. De berømte kunstværker får man kun et stjå­lent glimt af ind imel­lem alle de andres skuldre og hoveder.

I dagliglivet hjemme, i butikker, på restauranter og ved henvendelse til supportere, bliver man spist af med mindst mulig, mekanisk og ofte uvenlig, kontakt, ofte også banaliteter og tøse­fornærmede ikke-svar, som om ingen tager deres eget job al­vor­ligt. – Har alle me­get vigti­gere ting at tænke på end at være til stede og udføre de handlinger, de bliver be­talt for?

Buschauffører kører som død og helvede for at opfylde køreplanen og kan ikke tage sig af, at ældre mennesker og klapvogne tumler rundt i midtergangen, eller at an­dre trafikanter brin­ges i fare.

Læger har i deres konsultationer installeret effektive afvisningssystemer, som gør det til et lotterispil, om man overhovedet kan komme i kontakt med dem i en nød­situa­tion. – Hvis man efter dage, uger eller måneder når frem til en knap ti minut­ters au­diens, har de ikke tid til at lytte eller hjælpe, men holder gladeligt alenlange foredrag for syge og smertepla­gede patien­ter om deres private holdninger til fx bru­gen af smertestillende midler, så læ­gen selv kan føle sig bestyrket og vigtig, og de syge må gå uhjulpne bort.

Så mens de udsatte skal kæmpe i time- eller dagevis for at få kontakt med et ikke-funge­rende sundhedssystem, kan de rige og dem med arbejdsgiverbetalte sund­hedsforsikringer nyde godt af en billet til et fast track, der udelukker andre, som måske havde større behov.

Børn bliver passet af mobiltelefonopslugte, fraværende forældre og afleveret til fremmede længe før, de er klar til det. Separationsangste småbørn efterlades i un­derdimensionerede og underbemandede dagplejer eller institutioner uden at ane, om de nogensinde ser de­res for­ældre og tryghedspersoner igen.

Skolebørn tilbringer lange dage i selskab med ’lærere’, der ikke selv ved noget*, og som ikke griber ind over for mobning eller andre problemer i de propfyldte klasser. Unge hen­vises til store, mistrivelige flokke, hvor en del af dem alt for tidligt skilles ud fra fællesska­bet, måske med en diagnose, og føler sig mislykkede og anderle­des resten af deres liv. Hvilket ikke gør dem nyttige i det større, samfundsmæssige perspektiv.

Gamle trilles i bedste fald ind på underbemandede institutioner, hvor kun de mest basale be­hov imødekommes af stadigt mere pressede, forråede plejepersoner. Eller de efterlades uden hjælp i deres egen triste og upassede, møgbeskidte bolig, mens vi venter på, at de kradser af og sparer os for flere udgifter.

Hvis vi på nogen måde kan opnå en gevinst, personligt eller på samfundsplan, ved at sprøjte gift ud på mar­ker, plage dyr, sende CO₂ ud i atmosfæren, snyde, udnytte eller ig­norere syge, svage eller tillidsfulde med­borgere eller ødelægge jordens fælles res­sourcer, så gør vi det gerne. Og vi sender også villigt bortforklaringer, løgne og frit opfundne ankla­ger og skældsord ud i of­fentlig­heden uden at opleve sanktioner eller bare en korrektion.

Vi er på snart sagt alle livets områder blevet syntetiske. Overfladiske, grådige, egenkærlige og materi­elle, også i om­gangen med hinanden. Vi opfatter andre mennesker som fø­lelsesløse ting, der kan udnyttes, som postpakker, der bare skal ekspederes – eller vente. Vi vurderer hin­anden på rigdom, magt og udseende. Og at sammenligne og nedgøre mennesker fx på de sociale me­dier er blevet en folkesport.

Politikere, både på landsplan og lokalt, er som oftest grundløst selvsikre og ambiti­øse nul­ler­ter, som mest er i faget for egen vinding og egne ambitioners skyld, og de magter ikke at ar­bejde for et bedre, sikrere, renere og mere retfærdigt samfund for alle.

I disse år decimerer vi helt automatisk andre mennesker til blot at være en ansigts­løs masse af publi­kum for vores eget iscenesatte liv, enten når vi møder dem i for­bindelse med vores job, når vi gerne vil vælges til noget, sælge dem noget, eller når vi forsøger at skille os ud fra mængden i det of­fentlige rum, ofte via de efter­hånden utallige so­ci­ale me­dier.

Vi ser ikke længere medmennesker som mennesker med samme ret til et fuldt liv og en vær­dig behandling, som vi selv gerne ville ses. – Kvaliteten i de mellem­men­neskelige for­hold er styrt­dykket i de sidste 20 – 30 år, hvorimod interessen for penge, indflydelse og dyre status­symboler er steget helt enormt.

Min svigerfar var et af disse veluddannede, eftertænksomme, beskedne, venlige, rumme­lige og vise, ældre mennesker, der som oftest lever uværdsatte, stille liv, men som savnes over­måde, når de ikke længere findes iblandt os. Han var altid glad for at se os. Havde al­tid tid. Var altid klar til en snak om dette og hint. Pa­rat til at lytte og generøst dele ud af sin egen livserfaring. Under en af vores mange sam­taler introducerede han mig til Løgs­trup og ’Den etiske fordring’, hvilket har gavnet mig i alle årene efter.

K. E. Løgstrup (1905 – 1981), var en dansk filosof og teolog, og i sin bog, ’Den eti­ske for­dring’, skrev han bl.a.:

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagt­hed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være for­færdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”

Løgstrup forudså også, at studenteroprøret i 1960’erne med dets forkastning af vi­den, er­fa­ring, tradi­tioner, dannelse, god opførsel og respekt for andre ville ende i en slags pøbel­vælde, i det, han kaldte ’dilettantokrati’ – hvor magten blev lagt i hæn­derne på de uvi­dende og uud­dannede. Her kunne man nævne Trump, men der er også rigeligt med hjem­lige eksempler at tage af.

Løgstrup – og svigerfar – døde, før internettet og alle dets markskrigeriske kanaler var en daglig realitet, der smittede af på selv seriøse aviser, journaliststanden, poli­tikerne, em­bedsmænd, litteraturen, tv-stationer og hele den offentlige sam­tale.

De nåede ikke at opleve at skulle tilbringe deres sidste dage i køer lyttende til ånd­løse te­le­fonsvarere uden mulighed for hjælp.

Og de skulle ikke døje med massesamfundets oceaner af værdiløse frembringelser, popu­lærkul­turen, institutionerne, grimhederne og den manglende tryghed i med­menneskelig omsorg og vel­færd.

Men det er det resultat, Løgstrups forudsete ’dilettantokrati’, sammen med et sam­men­brud i uddannelsessystemerne, globaliseringen og overbefolkningen, har frem­bragt.

De seneste årtier med stor økonomisk fremgang, liberal filosofi med besparelser, skattelet­telser for enhver pris og daglig chikane og obstruktion af de velmenende ’hænder’, som poli­ti­kere ynder at benævne hårdtarbejdende mennesker i sund­heds- og ple­jesek­toren, har kun skaffet os dårlig kvalitet, fysisk såvel som psykisk.

Ærter fra Føltved: ‘FRISKE ÆRTER, VORES ÆRTER DYRKES KUN AF DE MEST SMAGFULDE SORTER, OG HÅNDSORTERES INDEN PAKNING. SÅDAN SIKRER VI OS AT DU FÅR DEN BEDST MULIGE KVALITET. VELBEKOMME’ – Nogle er for gamle og melede, nogle alt for tynde og umodne, og alle er de plettede og slimede af overgemthed. Men der er ingen orm, for de er grundigt sprøjtede. Der er meget sjusk, ligegyldighed og sprogligt skønmaleri i omløb. Ingen påtaler det, og det får tilsyneladende kun yderst sjældent konsekvenser. Vi har vænnet os til – og forventer – dårlig kvalitet af danske fødevarer.

* https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art9375810/Jeg-har-kolleger-der-mel­der-sig-syge-n%C3%A5r-de-har-v%C3%A6ret-i-byen

Se evt.:

https://loegstrup.au.dk/om-ke-loegstrup/loegstrups-liv-vaerk-og-virkning

Opmærksomhed

Igen igen er der debat om børns brug af skærme … I skolen, i hjemmet, på tur, altid er de på de tidsrøvende elektroniske medier, for det er en del af det sociale fælles­skab, når man er ung i dag.

Det synes jo indlysende, at voksne må prøve at sætte rammer for det futile tidsfor­brug og lære børn og unge, at det er ok at kede sig, at være alene, at læse en bog eller en avis, at konversere andre mennesker, at finde på en leg, et spil, at tænke, kort sagt, at være til stede i nuet, alene eller sammen med andre.

Men hvem skal rette på de voksne?

I dag kan man snakke med sine venner, sende dem en flod af sms’er, købe ind, se film og se­rier, lytte til podcasts, krimier, nyheder, tjekke sociale medier, Aula eller arbejdsmails, ordne tidsbestillinger, aftaler, ajourføre huskesedler, lægge en rute, holde øje med, hvor andre er henne, og meget, meget mere, alt sam­men mens man er på farten. Kun de færreste afsætter en time morgen eller aften til det, men klarer det hele, lige når impulsen, sms’en eller opringnin­gen, bip-lyden, kedsomheden eller behovet mel­der sig.

I bussen sidder en ung mor over for sin ca. femårige datter, og de siger ikke et ord til hinan­den på hele turen. Moderen sidder med næsen i sin mobil, datteren kigger ud ad vinduet, og hun mister her en lejlighed til at skabe bånd til sin mor, til at høre og tale dansk og til at lære om det, de kører forbi.

Ved udgangen står en ung mand og spærrer alt for alle andre med sine brede skuldre, mens han højlydt diskuterer med nogen i sin mobiltelefon og har mistet for­nemmelsen af tid og sted, og hvad der sømmer sig, når man befinder sig i det offentlige rum. Jeg forsøger at sige, at jeg skal af. Bag mig står to-tre andre, der også skal af her, og til sidst må jeg tage ham om skuld­rene og blidt forsøge at fjerne ham fra rejsekortmaskinen og døren.

På fortovet går en ung mor med AirPods i ørerne og er fjern i ansigtet, mens hun skubber en klap­vogn med en ca. toårig, som er anbragt, så han ikke kan se sin mor, men kun kan kigge fremad, lige ind i folks lår og bagdele. – Heller ikke han får lært sit moders­mål ved denne lej­lighed, og han får heller ikke et beroligende smil eller ord, hvis han ser noget, der bekymrer ham. Han er an­bragt i et isoleret, fremadvendt rum, hvor han ikke kan forstyrre sin mors vig­tige lytteoplevelse.

En far i supermarkedet har sin baby i en sele og konen eller kæresten i mobilen, så han kan modtage direktiver, mens han fylder indkøbsvog­nen. Baby dingler akavet med ryggen til far, og i stedet for tryghed ved fars kropsvarme, hæn­ger den lille forsvars­løst udsat for de mange indtryk, larm og an­dre mennesker, som fars færden fører dem ind i.

På cykelstien kommer en anden far susende på én af de der smarte, elektriske vare­cyk­ler, hvor man putter to-tre børn ned i en lukket kasse, så man selv kan sidde og snakke i mobil i fred, mens man fragter dem som postpakker el­ler købmandsvarer hen til in­stitutionen og tilbage igen.

I et lille skovstykke går en ung dame med to hunde i snor. Hundene trækker og snuser og er ved at vælte alt og alle i deres ivrighed efter at fornemme verden på deres korte luftetur. Men deres ejer er opslugt af lyden, musik, tale, historier, i sit smarte, orange headset, hun styrer dem ikke, deler ikke deres begejstring og er tabt for alle kontaktforsøg.

I busskuret står en ung mand og taler med sig selv. Han slår ud med armene og rå­ber vredt … Før i tiden ville vi have ringet efter den blå vogn*, hvis vi så nogen stå og tale opbragt med sig selv. I mobiltelefonalderen er det dog et helt almindeligt syn, og in­gen løfter et øjenbryn af den grund. Alle opfører sig som galninge.

Hjemme gør mor rent og vasker tøj, mens hun lytter til en krimi.

Far slår græsset eller vasker bil og lytter til sportsnyhederne.

Ungerne sidder med hvert deres apparat, PlayStation, mobil og tv-skærm. – Midt på dagen.

De elektroniske medier er virkelig smarte, også jeg bruger dem meget. Men jeg vok­sede op i en anden tid, så jeg kan godt lægge dem til side uden at gå i panik, når jeg færdes i det of­fentlige rum, når jeg er sammen med andre mennesker, når jeg skal koncentrere mig om no­get, eller når jeg bare vil nyde foråret, fuglene og stilheden.

* for unge, der måske ikke kender begrebet:

den blå vogn

blåmalet vogn som sindssyge personer blev hentet i

De har lige været her med den blå vogn og hentet ham. Findsen, den magre gymna­stiklærer HeHøjl89

https://ord­net.dk/ddo/ordbog?subentry_id=59012184&query=den+bl%C3%A5+vogn

Droneoverflyvning

I går, 2. pinsedag, ca. ti minutter i et, gik vi og arbejdede i vores have i det smukke majvejr, da en lyd som af en stor sværm metalliske insekter fik os til at kigge op. I lav højde blev vi overfløjet af en metalskinnende drone, vel på størrelse med en øl­kasse. Den kom fra syd og forsvandt kort efter mod nordøst.

Vores have er meget privat: Vi er omgivet af høj hæk og hegn hele vejen rundt, så indkig er normalt umuligt, og vi plejer at kunne færdes i haven helt uden nysger­rige blikke.

Dronen skræmte mig en smule; man ved ikke, om det er russere, kinesere, en uti­digt nysger­rig nabo eller en dum drengestreg. Men man kigger ikke ind i folks pri­vate haver uden at være inviteret.

Og man flyver slet ikke sin drone hen over andre mennesker og deres grund, overvåger og fotograferer dem, hvis man ikke udtrykkeligt har fået lov.

Jeg kunne have ligget og taget solbad, børnebørnene kunne have pjasket halv­nøgne i sop­pebassinet, eller vi kunne have foretaget os andre ting, som ikke rager uvedkommende.

Det er forbudt at gå ind til andre mennesker uden deres tilladelse, og man må heller ikke stå og kigge igennem vinduer, låger og hække eller klatre over hegn – sådan en adfærd er der lidet flat­terende navne for og love imod.

Hvorfor tror folk så, at det er OK, hvis det er teknologisk luren, udspionering og vindueskiggeri?

Vi er i forvejen udsatte, vores privatliv er truet af computere, Google, sociale me­dier og smartphones mv., men når det gælder droner, er bestemmelserne ifølge trafik­styrelsens drone­regler klare:

https://www.droneregler.dk/overblik-over-dronereglerne:

(Min fremhævelse af punkt 7 og 10)

‘Overblik over reglerne

  • Læs dronens brugermanual
  • Tegn en droneforsikring
  • Tag det korrekte dronecertifikat
  • Max. højde: 120 meter over jordniveau
  • Hold sikkerhedsafstand på 1:1 af flyvehøjden (50 m højde=50 m af­stand)
  • Flyv aldrig udenfor synsvidde
  • Flyv ikke over mennesker eller forsamlinger af menne­sker
  • Orienter dig om, hvor du må flyve og ikke må flyve på www.dronezoner.dk
  • Flyv ikke over offentlige veje, hvor hastighedsgrænsen er over 70 km/t.
  • Du skal have lov til at flyve over folks private grund, hvis den er omkranset af hegn, hæk og mur
  • Hvis der ikke er hegn, hæk eller mur, må du ikke flyve tæt­tere på bygninger end 2,5 meter’

Og Bolius, d. 7. oktober 2022:

Så jeg ringede med det samme og anmeldte overflyvningen til politiet.

At flyve

Oh, at flyve … I begyndelsen af 1960’erne, hvor en flybillet fra Ålborg til København kostede en månedsløn. Hvor stewardesserne sødt smilende tilbød kaffe, te, juice, og hvor vi børn fik legetøj, brocher med forgyldte flyvinger og blev inviteret med ud i cockpittet – på hver ene­ste flyvning – hvor piloterne hilste og smilede og for­klarede, hvad de gjorde. – Vi var stolte som konger og dronninger, når vi gik ned ad trappen med smil og opmærksomhed og mange gaver og indtryk i bagagen.

I tresserne og halvfjerdserne, når vi skulle på ferie sydpå, og ferien begyndte i flyet med drinks og champagne, opvartning, serveringer og masser af smil og imøde­kommenhed.

Eller i begyndelsen af firserne på langdistanceruter, fx med Thai Airways, hvor per­sonalet i Kastrup hjalp os med billetter, check in, kufferter og med stor venlighed viste os den rette vej ud til flyet. Hvor hele kabinen duftede af blomster, når man kom ind, der sad orkidéer fast på alle nakkestøtterne, vi blev mødt af smilende ste­warder og stewardesser i thailandske dragter, der rakte os koghede, hvide vaske­klude med pebermynteduft, så vi kunne friske os op, inden rejsen begyndte. – Der var goood plads, også til benene, bløde, hvide hovedpuder og lette, rene og lækre tæpper til nattesøvnen, te, kaffe, juice, drinks, udsøgte snackserveringer og gaver til børnene, legetøj og små souvenirs fra Thailand.

Og det var ikke 1. klasse, men almindelig turistklasse, jeg taler om!

Vi har lige været udenlands. Med fly fra Ålborg til København og derfra til Gatwick … Jeg havde efter tre coronaår uden flyrejser glemt alle de nervebelastende procedurer:

Allerede under billetbestillingen hjemme på computeren bliver vi forvirrede over de mange til­valgsmuligheder, der alle koster ekstra … Den første pris er uden kuffert, opdager vi. – Hvem rejser en uge på ferie uden kuffert? – Hvad må den veje? Hvad med håndbagage? Hvad må vi have med? Shampoo? Creme? Håndsprit? Compu­ter? Telefon? Medicin? Hvilke pladser får vi? Er det muligt at få et glas vand om bord? Skal vi betale ekstra, hvis vi vil have frokost? – Man er febrilsk og hektisk og i dagevis bange for, at man har trykket noget forkert. – Der er ingen hjælp at få. Alt er på egen computerhånd uberørt af menneskehjerner og totalt blottet for tryg­hed. Og prisen ender selvfølgelig ikke på det beløb, vi blev lovet i starten, men med flere tusinde kroner oveni …

Vi bor ti minutter fra Ålborg Lufthavn, men skulle møde op to timer før afgang, dvs. kl. 4.30. På det tidspunkt af natten er jeg ikke klar til at lægge arm med indtjek­ningsmaskiner, der på uforståeligt maskinsprog vil have mig til at gøre ting og trykke på fedtede skærmknapper, som jeg ikke kan forstå eller finde.

Jeg behersker engelsk til almindeligt brug, men når skærmen beordrer mig til at indtaste numre, jeg ikke aner, hvor findes, eller siger, at jeg skal scanne mit pas, ved jeg ikke hvordan, hvilken side? Og i hvilken sprække, skal jeg lægge det? Efter flere forgæves forsøg på at imø­dekomme den dumme maskines forlangender, får jeg omsider udprintet to tynde stykker boardingpapir og en lang strimmel, som der står, jeg skal fastgøre til min kuffert …. Men hvordan? Og hvad med de løse klister­mærker? Skal de også på kufferten? Hvor?

Efter ca. 20 minutters morgenforvirret fumlen får jeg krøllet min selvklæbende kuf­fertstrim­mel sammen omkring håndtaget og bugserer min således ureglementeret mærkede bagage over til indtjekningstransportbåndet, hvor den bliver lyst på, målt og vejet og sendt af sted i et ryk, og jeg er syg af bekymring for, om jeg nogen­sinde får den at se igen. – Hvad ville det koste at sætte et par flinke folk til at klare bagageindtjekning og billetkontrol, som man altid gjorde det før? Vi rejsende bru­ger hver især mellem 10 og 20 minutter, hvor et erfarent men­neske kunne betjene os på 3, tror jeg. – Og så ville kuffertstrimlen ikke krølle.

Vi har ved andre lejligheder oplevet at stå i en lufthavn med et fly, der er forsinket eller aflyst, og panikken breder sig hurtigt: Hvad med barnebarnet, der står og ven­ter i den anden ende? Hvad med forbindelsen til Skt. Petersborg eller Beijing? – Man ringer anspændt til et opgivet nummer og støder igen på maskiner og maskin­snak. Tryk dit og dat – på engelsk – og kom­mer efter lang tids insisterende venten med dut-dut og syntetiske stemmer til at tale med et rigtigt menneske, en venlig dame, der siger, at hun sidder i Polen og intet kan gøre …

Så snegler man sig igennem security. Vi er kun få rejsende her til morgen, men vi skal allige­vel vandre i en lang labyrint af blå snore, frem og tilbage, frem og tilbage, før ydmygelsen med små flasker i gennemsigtige plasticposer, afklædning af ens person, gennemlysning af ting og krop og gendannelsen af ens pæne og praktiske rejsepåklædning fulgt af indsamling af habengut fra bakker og transportbånd.

Og så sidder man som en uafhentet pakke i halvanden time og har ikke andet at gøre end at drikke dyr og dårlig kaffe eller at bese udvalget af stærkt lugtende toi­letartikler, parfumer, cremer og tørklæder, der koster en blinkende formue, og slik, vin, spiritus m.m., som man bare ved, man ikke får igennem security i Kastrup.

I Kastrup løber man en halvmaraton gennem uendelige gange, spidsrod med elek­trisk, op­retstående hår forbi hylder med stærkt lugtende toiletartikler, parfumer, cremer, tørklæder, der koster en blinkende formue, slik, vin, spiritus m.m.m., lugten af bagværk, friture og dårlig mad, ud i lange, lange fingre … hvor man igen kan sidde i lange, lange timer, mens man for­søger at detektere, hvad stemmerne i højt­talerne forsøger at fortælle os.

På flyet videre er pladsen særdeles trang, man må klemme sig sidelæns ind, stå med bøjet hoved inde foran et sæde og vente på, at medpassagererne møjsomme­ligt får bagagen proppet ind i de lavtsiddende bagagerum og derefter får sig skruet ned på de ca. 14 kvadrat­tommer, der er afsat til hver enkelt af os. Nussede 14 kvadrattommer. Der ligger krummer på sæderne, brugte servietter i lommerne foran os og ulækkert madpapir og sammenkrøllede juicekartoner på gulvet. Et ældre æg­tepar ser ud, som om de er ved at be­svime. Lejrskoleungerne foran hyler og hviner og styrter rundt, og mens de undersøger deres muligheder, vipper de sæderne frem og tilbage, frem og tilbage, så jeg må trække maven ind, mens min mands knæ får alvorlige skrammer.

Da vi endelig sidder, er vi bange for, at vi aldrig nogensinde får os klemt ud igen, og da slet ikke i en nødsituation, hvor alle vil prøve at mase sig ud på samme tid. Vi er dømt til at forblive fastklemte i denne snævre skruestik, der hurtigt kan blive en dødens kiste, hvis noget skulle ske.

Den situation forsøger en modvillig steward at forberede os på: Han opfører sin lille sikker­hedspantomime ude i midtergangen, og man har lyst til at række finge­ren i vejret og spørge, om han ikke lige vil gentage passagen med, hvordan man spænder sikkerhedsselen, bare for at trøste ham og vise, at der i hvert fald var én, der fulgte opmærksomt med.

Man kan ikke andet end at gøre sig meget lille i sit sæde, lytte til motorerne lige uden for vinduet og babyen bagved, der får propper i de små ører og skriger i vil­den sky.

Vi får ikke mad eller drikke, men vi kan få lov at købe noget i farten – og også ure, legetøj, parfume, bælter, tørklæder o.m.a. til uforskammede priser, når stewardesserne kører salgs­vognen forbi ens sæde.

Den, der opfinder et højttaleranlæg, der kan formidle menneskestemmer i hørbar og forståe­lig form i lufthavne og fly, bliver en rig mand eller kvinde! – Ikke en eneste gang lyk­kes det mig på fire flyveture og i tre forskellige lufthavne at forstå noget som helst, der kommer ud af en højtta­ler. – Ikke afgangstiderne, ikke gatenumrene, ikke sik­kerhedsprocedurerne, ikke stewardes­sernes formaninger, ikke piloternes peptalk om vejret og flyveturens længde. Det er på alle sprog kun skrat skratterat bla bla skrat bla og spild af tid og støj. Vi havde været ilde stedt, hvis vi ikke kunne læse.

Det er ikke udelukkende glæden ved at se ens destination, der melder sig, når flyet lægger an til landing hen over Englands blidt bølgende og frodigt grønne land­skab. Det er lettelsen over at have overlevet maskinerne, security, ventetiderne, parfumelugten, den sammenpres­sede tilstand og den paniske angst for ikke at kunne komme ud af denne flyvende sardindåse og ikke at have fået sin kuffert med det krøllede kuffertmærke med …

En dejlig uge i engelsk forår og kulturlandskab senere sidder vi igen i Kastrup. Let­tere trau­matiserede efter flyveturen, men har trods alt overlevet alle maskinerne, ydmygelserne i se­curity, de ørkesløse ventetider, parfumelugten, friturestanken, den sammenpressede tilstand, den paniske angst for ikke at kunne komme ud af den flyvende sardindåse igen og for ikke at have fået sin kuffert med det krøl­lede kuffertmærke og alle de fine souvenirs med sig hjem …

Der er flere timer til det sidste fly hjem til Ålborg, så vi beslutter os for at spise en god mid­dag og udsøger os en restaurant i lufthavnen. Men så går det op for os, at der ikke er rigtige mennesker ansat, og at vi kun kan få mad, hvis vi scanner me­nuen på bordet og bestiller via smartphone eller trykker på billedet af en pizza på en fedtet skærm … – Det orker vi ikke, så vi nøjes med en pakke engelske kiks og en kop dårlig kaffe og sætter os ved gaten helt ude i fingeren. – Hvorefter gaten TRE GANGE bliver ændret, så vi – i stedet for at slappe af med kiks og kaffe – må bruge ventetiden på forpustet at løbe en helmaraton fra den ene ende af lufthavnen til den anden, og kort efter tilbage igen, og kort efter tilbage igen …

I løbet af den sidste halve times flyvetid hen over Danmark sidder jeg og tænker på, hvordan det var at flyve i begyndelsen af 1960’erne, hvor en flybillet fra Ålborg til København kostede en månedsløn. Hvor stewardesserne sødt smilende tilbød kaffe, te, juice, og hvor vi børn fik legetøj, brocher med forgyldte flyvinger og blev inviteret med ud i cockpittet – på hver ene­ste flyvning – hvor piloterne hilste og smilede og forklarede, hvad de gjorde. – Vi var stolte som konger og dronninger, når vi gik ned ad trappen med smil og opmærksomhed og mange gaver og indtryk i bagagen.

Vi var ikke forvirrede, forklemte, forslåede, møgbeskidte, sultne, tørstige, psykisk udmattede og opgivende, og vi havde ikke disse påtrængende tanker om at blive hjemme resten af vo­res liv, fordi vi ikke magter at udsætte os for den behandling, man efterhånden får i fly og lufthavne.

Og det ville jo være godt for miljøet og klimaet, hvis vi blev hjemme, men der er alligevel, kan jeg se, horder af andre, der står klar ved maskinerne og i securitykøerne …

Hvem ejer jorden og luften og vandet?

Læserbrev, Politiken, 30. 4. -23 om PFAS og landbruget

● Må et firma pumpe vores rene drikkevand op af undergrunden, hælde det på flasker og tjene formuer på at sælge det til os selv? Hvem giver dem lov til det? – Og hvad får de ud af det?

Må landmænd tage vores grundvand og sprøjte det langt op i luften og ud over deres marker i strålende sol på 25 – 30 grader varme som­merdage? Hvor meget af det gode vand fordamper, før det rammer jorden, og meget lidt når ned til planternes rød­der. – En sådan vildt sprøjtende vandpumpe midt på en solhed dag i en længere tørkeperi­ode, hvor vi alle sammen kan komme til at mangle rent drikkevand, er et provokerende syn. Nogle fø­ler sig åbenbart berettiget til at ødsle med de fælles ressourcer. Ovenikøbet blot for at vande græs, korn til svinefoder eller kar­tofler til kartoffelmelsfabrikken. Ikke essentielle fødevarer til mennesker. – De kunne i det mindste vente med at vande til ef­ter solnedgang …

● Må en lufthavn sælge tilladelser til små og store fly, så fritidsflyverne kan brumme for­måls­løst rundt over hovederne på folk som luftens irriterende knallerter og med deres unødvendige støj ødelægge de få smukke udedage, vi har? Eller lade store flyselskaber træne start og landin­ger dag og nat? Meget lavtgående og larmende starter og landinger ud i én køre? Mens de bræn­der en masse usundt brænd­stof af, der hvor folk bor, arbejder, er gamle, går i skole, i kirke, er syge, måske døende, leger, træner, læser, uddanner sig – lever på alle de måder, mennesker kan leve på – lige nedenunder? Er luften lufthav­nens? Og må de sælge an­dres ro og hel­bred for penge?

● Må en cementfabrik grave kvadratkilometer store og dybe huller ud af vores jord, så de kan bruge enorme energiressourcer på at brænde cement og sælge det til andre lande? Så de selv kan blive enormt rige? Og så alle naboer indånder cementstøv, bor i hvide, nøgne, landskaber og ser jorden forsvinde under sig, mens luften forure­nes? Cementfabrik­ker er de største CO₂-syndere, vi har. Hvem har givet dem lov til det? At stjæle jorden under os og ødelægge det fælles miljø og klo­dens klima for egen vinding?

● Må en stat vende det blinde øje til, mens landbruget – det er altid landbruget! – hælder gift og lort – sprøj­temid­ler med PFAS og koncentreret svinegylle fyldt med tungmetaller, ud på markerne, så det svider jorden og siver ned og ud hvor det ødelægger vores drikkevand, vandløb og havmiljø?

● Og blot se opmuntrende til, mens fiskerne helt bogstaveligt skraber bunden og tom­fisker vores fjorde og have, mens de giver de stakkels sæler og skarver skyl­den for mang­len på fisk?

● Og må kommunale entreprenører og kirkegårdsgartnere køre rundt og larme og svine i dagevis der, hvor folk bor? Med så kraftigt materiel, at ruder og porce­lænet i skabene klir­rer, og ingen kan være hjemme, mens arbejdet står på? Må offentlige og private, små og store virksomheder larme og svine lige op ad folks private huse? Hvor har man ret til fred om ikke i sit eget hus? Der, hvor man bor?

Tilhører jorden, luften og vandet ikke os alle?  – Er frodighed, stilhed og renhed ikke en men­neskeret? Jorden, dens klima og alle dens beboere, mennesker, dyr og planters, ret? – Som ikke kan sælges til højestbydende og udnyttes af de rige­ste? Det burde ingen re­geringer, præsidenter, politikere, kommunale bykon­ger, sognerådsformænd, luft­havns­direktører, usma­geligt velhavende ce­ment­fabriks­ejere, virksomheds­ledere, land­mænd, fis­kere o.a. kunne lave om på. Men det har de gjort. – Tiltaget sig ret­ten til at udnytte og sælge det fælles arve­gods, det eneste vi har, jorden, luften og vandet … Til egen fordel. På alle andres bekost­ning. Og ingen gør vrøvl.

Småtterier XVII

● Vi er meget optagede af kvinders vilkår i alle mulige andre lande, men kvinder ri­sikerer også liv og legeme, karriere og værdighed i Danmark. – Jeg husker ikke, at vi førhen hørte så meget om modbydelige kvindemord, bortførelser, vold og voldtægter … Er det inter­nettets evindelige pirring af de laveste lyster og nem adgang til stoffer af alle slags, der gør det lettere (for mænd) at overskride grænsen mellem uskadelige fantasier og forfærdelige gernin­ger?

TV2 22. 4. 2023

● Når man sms’er med mennesker, der er yngre end 60 – 70 år, skal man begrænse sig til én information pr. sms  – ellers bliver det ikke læst og opfattet.

● Hvis du vil vinde en af de prestigefyldte, internationale pressefotokonkurrencer – så skal du bare finde nogle fattige, desperate, dødssyge, døde og/eller sultende men­nesker, gerne storøjede børn eller rynkede gamlinge, i fattige, krigshærgede og sul­tende lande –  og hvis du kan skabe en lyssætning á la Rembrandt, det gør sig altid på billeder – så vil re­sultatet blive påskønnet af mænd fra velbjærgede lande, hvor de eksistentielle pro­blemer er mere diffuse, og det er jo dem, der er dommerne i disse konkurrencer.

● Mennesker fra andre lande er jo vores slaver, ikke?

’Regeringen vil indføre arbejdspligt på 37 ti­mer om ugen

Det vil være godt for ikke-vestlige kvinder, deres børn og for samfundet, mener statsminister Mette Frederiksen.

Kvinder med ikke-vestlig baggrund skal stå op om mor­genen, smøre en madpakke og cykle afsted på arbejde. Det er godt for dem selv, for deres børn og for samfun­det.

Det er budskabet fra statsminister Mette Frederiksen (S), som nu er klar til at uddybe regeringens forslag om at indføre en så­kaldt “arbejdspligt”.’

https://nyheder.tv2.dk/politik/2023-04-24-regeringen-vil-indfoere-arbejdspligt-paa-37-ti­mer-om-ugen

● Når vi dør, modtages vi i himlen af de børn, dyr, syge og gamle, som vi har haft ansva­ret for. – Og jeg vil meget nødigt være minkavler, ægge- eller kyllingeprodu­cent, grise­plager, alt for travl og selvoptaget forælder eller hende, der aldrig kunne finde tid til at be­søge sine gamle forældre.

Den kinesiske præsident, Xi Jinping, og andre håbefulde fredsstiftere har haft te­lefon­samtaler med præsidenten for Ukraine, Volodymyr Zelenskyj, om en fred mel­lem Putins grænseløst barbariske Rusland og Ukraine. – Ukraine skal bare lige afgive nogle store landområder i syd og sydøst … – Det er jo som at bede en fanget og dag­ligt tortureret per­son om lige at afgive et ben, en arm og et par ribben, så skal vi nok slippe dig fri igen. – Det kan ingen være bekendt at forlange! – Alle gode kræfter skulle samles om at hjælpe fangen fri, så hurtigt som muligt! – Ikke på hans vegne holde dum palaver om, hvor meget han kan undvære af sig selv.

Politiken 21 .4. 2023

● Coop er muligvis den mest udygtige dagligvarekæde i dette land, og de har lige lukket et gammelt og hæderværdigt kvalitetsbutikskoncept – Irma.  –  Men man kan jo altid skyde skylden på konkurrenterne.

● En af de store glæder i livet er nok den at blive gammel og opdage, at der ikke er mere, man skal nå, ikke flere ambitioner at stræbe efter; man har kort sagt ikke læn­gere noget at sælge, men kan bare slappe af.

● Elsker konsekvens:

Politiken 30. 3. 2023

Politiken 18. 4. 2023

● Jeg havde en dansk murer, der i tre uger stod i ly i min garage, mens han højlydt snak­kede i mobiltelefon og gjorde sig til gode med al den kaffe og kage, jeg bar ud til ham for at muntre ham op. Han kom og gik på besynderlige tidspunkter uden at sige hverken goddag eller farvel, gemte sig for sin mester, pissede i mit staudebed, efter­lod alt i et syndigt rod, fejede murbrokker og plasticaffald ind under hækken eller ig­norerede det, så jeg hver dag måtte ud og feje og rydde op, når han var stukket af.

Og jeg havde en dansk vinduespudser, der, hvis jeg ikke holdt øje med ham, stak af uden at pudse mine vinduer, der sprang hvert andet vindue over, ridsede eller stri­bede resten og hele vejen igennem brokkede sig over, hvor hårdt et arbejde, han havde.

Og så havde jeg to polske murere, der på to dage ordnede alt det, den danske murer ikke havde overkommet, og som lavede førsteklasses arbejde og ovenikøbet ryddede pænt op efter sig, kom ind med kaffebakken, takkede for kaffen, roste kagerne og sagde pænt farvel og på gensyn efter arbejdsdagens ophør.

● Usund mad/ forarbejdede fødevarer

Videnskab.dk 23. APR. 2023

Sådan spotter du ultraforarbejdede fødevarer

Her er 8 helt almindelige fødevarer, som, du måske ikke ved, kan være ultra­forarbej­dede.

Videnskab.dk nævner morgenmadsprodukter, protein- og myslibarer, plantebaseret ‘mælk’, brød, yoghurt, færdiglavede saucer og krydderiblandinger, forarbejdet kød og margarine.

Jeg vil gerne tilføje, at man tilsætter farvestof til hønsefoder, så man med æggeblom­mer kommer til at indtage farvestoffer, karotenoider, som nogle mennesker er aller­giske over­for – Man kan ikke engang regne med at få rene, uforarbejdede fødevarer, når man køber æg!

Danægs hjemmeside – De skriver plantestoffarver, men de fleste farvestoffer til indu­strielle fødevarer – og foder – er jo industrielt fremstillet.

● En ung pige bliver bortført, og vores børn og unge ringer op og generer de pårø­rende! – I en situation, hvor man ikke ved, om de har mistet deres datter, eller hvad der over­hovedet er sket! – Det er så afskyeligt uhyggeligt, at jeg ikke kan beskrive det! – Sådanne unge mennesker må jo være totalt afkoblet det menneskelige sam­fund og fællesskab:

DR 17. 4.2023

● Hvorfor bruger unge fire timer om dagen på at se små videoer på fx TikTok? Må­ske fordi de aldrig har været overladt til sig selv, til deres eget selskab, de har aldrig fundet de­res egne ressourcer, egne interesser, de har aldrig erfaret, at de kan starte noget selv, læse en bog, åbne en limonadebutik eller et loppemarked, undersøge et vandhul for haletudser, lege med deres hund. De har hele deres liv været opbevaret i jævnaldrendes selskab, i dag­pleje, vuggestue, børnehave, skole, på uddannelser og har fået sat rammerne for, hvad de skal foretage sig. Hjemme stod forældrene klar med udflugter, Tivoliture, Experimenta­rium, Den Blå Planet, sommerlande, legelande eller vandlande … I pauserne tager de unge bare deres telefon og ser det, gør det, som alle de andre gør. – De voksne gør det i øvrigt også, tjekker sociale medier, mails og sms’er ustandseligt, og går og lytter til noget i høre­telefonerne, mens de går på gaden, sidder i bus eller tog, kører bil, mens de gør rent, lufter hund, slår græs … In­gen kan jo tænke eller formulere en sammenhængende, selvstændig tanke længere.

● Når man vågner, har ens computer flyttet rundt på tingene, så man ikke længere kan finde sine dokumenter …

Eller den har skiftet farve fx til en grim pink på noget, man bruger hver dag, eller har over­plastret ens omhyggeligt indrettede kommandolinje med tåbeligheder: billeder, ’nyheder’, pakket ind i højt larmende og forstyrrende reklamer … Hvordan kan man arbejde under så lovløse omstændigheder? – Hvorfor skal et par computerdrenge be­stemme, hvordan vi an­dre skal arbejde med vores egne computere? De kunne i det mindste spørge først!  – Hvad ville vi sige, hvis nogen om natten sneg sig ind og flyt­tede rundt på vores ting på vores skri­veborde?

Og en skønne morgen, når man vil læse sin e-avis på IPad’en, har de samme alt for smarte og alt for hurtige drenge, der formentlig aldrig har læst en avis i hele deres liv, lavet ’smarte’ features, så teksten er dækket af sidetal og andre navigationsknapper, og samtidig har de gjort spalterne så brede, at de ikke længere kan rummes på en al­mindelig IPad eller mobil …

Eller fjernsynet har opdateret sig selv i løbet af natten, så alle ens indstillinger er gået tabt, og intet længere virker …

● Mange kvinder tilbringer en stor del af deres liv som handikaphjælpere for alvor­ligt fø­lelsesmæssigt handikappede mennesker af hankøn.

● Vis mig den skriggule eller knaldrøde bil, og jeg skal vise dig narcissisten, psykopaten eller histrionikeren.

● Igen igen:

Videnskab.dk 20. 4.2023

Hvor begavet er det at slå sig selv og hele ens art, plus alle andre arter på jorden, ihjel?

Penge er en meget dårlig målestok

TV2 net 22.4.23: Milliardærer midt i krigen.

Vi har i årtusinder brugt penge som værdimåler for stadigt flere mellemmenneskelige for­hold. Det var praktisk at kunne bytte en lille gris for et kvart sølvstykke, som man så kunne købe bom­uldsstof til en kjole for.

Men penge kunne – ud over den rene bytteværdi – også akkumuleres og bruges til at købe al­verden for, fx våben, soldater, slaver, jord og vand.

Man kunne faktisk købe sig magt over andre mennesker. Folk, der ikke var blege for at røve og plyndre, eller som var heldige i byttehandler, kunne købe sig hustruer og andre slaver.

Penge gav og giver stor magt over områder og medmennesker. De fleste steder holder man ikke læn­gere sla­ver, men lønslaver er vel også en slags slaver? En arbejdsgiver, der styrer penge­strøm­men ned i din lomme er vel også en slags slaveejer? I er i hvert fald ikke ligevær­dige men­nesker, der deltager i fælles projekter til alles bedste.

Nogle smarte fyre kan blive så rige, at de kan købe sig mere eller mindre villige kvinder og mænd i alle aldre, menneskelige organer til transplanta­tioner og andre helbredsmæssige for­dele, op­vartning på alle måder, rum­raketter, enorme land­områder, øer, paladser og kørende, fly­dende el­ler fly­vende luksusfartøjer. Nogle er nu så rige på penge, at de snart ikke ved, hvad de skal stille op og køber sig til alle mulige ting og fordele, som de knapt gider at have.

Pengeværdi er nu globaliseret. Vi er nået til et umenneskeligt punkt, hvor det ikke går læn­gere:

I jagten på penge producerer vi menneskemad fuld af giftstoffer.

Vores landbrug og industri forurener jorden, vandet og luften, så denne planet hurtigt bliver ubeboelig for levende væs­ner.

Og skovfældning, jagt og fiskeri udsletter vores medskabninger, dyr og planter, i et uhygge­ligt højt tempo.

Vi udnytter andre mennesker.

Vi invaderer andre folks lande i jagten på ressourcer.

Vi spekulerer i energi og råstoffer for profittens skyld, og det giver en uhensigtsmæssig forde­ling af go­derne.

Vi udvander vores fødevarer med farve- og andre tilsætningsstoffer, tørrede sø­stjer­ner, mu­ler, yvere m.m. i et forsøg på at se, hvor elendige fødevarer vi kan slippe af sted med at sælge til folk.

Vi fremstiller unødvendig og dårlig medicin til de rige, fx opioider og slankemidler, og lader de syge, de fattige og de sultne sejle i deres egen sø.

Bjerge af tøj til ‘genbrug’ i en chilensk ørken, DR net 26.7.2023

Vi fremstiller dårlige produkter, der hurtigt bliver umoderne eller går i stykker efter kort tids brug, og som belaster miljøet ved fremstilling, transport, brug og bortskaffelse.

Og vi lader syge, børn og gamle passe på samlebånd i en evig konkurrence om, hvor lidt vi kan yde. Meget små børn tonser fortvivlede rundt og skriger, mens ingen hører dem, gamle ligger med smerter i deres eget møg, og de syge bliver kun sygere af ventetider, fortravlet­hed og dår­lige omgivelser.

Jorden og alt levende lider under vores grådighed. En grådighed, der forurener vores hjer­ner. Man kan ikke bruge penge som værdimåler, når det drejer sig om planetens overlevelse eller om mellem­menneskelige forhold, pasning af børn, af gamle, af syge, men vi gør det alligevel, og det bliver gro­tesk, når vi skal måle, hvor mange børn, vi kan opbevare og skifte ble på for færrest mu­lige lønkroner. El­ler hvor mange syge, vi kan be­handle på en time. Eller hvor få lærere, vi kan nøjes med i sko­lerne el­ler pleje­personer på et hjem for handikappede, gamle og syge.

Det er heller ikke OK at spise folk af med telefonsvarere, venteværelser, maskinsvar på mails, selvbetje­ningsløsninger uberørte af menneskehjerner … Hverken i det private eller det offent­lige! – Vi har aldrig været så mange menne­sker. Vi har aldrig været så rige. Vi kan sagtens indrette os humant, venligt og værdigt. Hvis vi vil.

Hvorfor bliver vi så ved med at bruge penge som målestok også i for­hold, der handler om jor­dens overlevelse og vores mellemmenneskelige transaktioner? Når vi kunne bruge tid, kvalitet, trivsel, glæde, fro­dig­hed, velbefindende, taknemmelighed, omsorg, samvær, nydelse i stedet? – Er det mangel på fantasi?

Var det ikke muligt at sætte en grænse for, hvor meget et menneske må eje? Af penge, jord osv. – For i virkeligheden kan man jo ikke eje jorden og dens råstoffer. Jorden, luften og van­det og alt det andet naturlige, der omgiver os, må være fælleseje for alle levende væsner på planeten. Herunder planterne. Vi kan ikke tiltage os retten til for penge at udnytte og ødelægge de om­gi­velser, vi alle skal leve i og af.

For penge er en meget luftig værdi, der kun fungerer som sådan, fordi vi har besluttet, at det skal være sådan. Penge er ikke anderledes end de muslingeskaller, nogle stammer brugte som bytte- og betalingsmidler førhen. – Vand, ren jord, sund mad, omsorg og tid er meget mere værd end penge, men det er jo sværere at stille op i formaliserede bytteforhold.

Alting er i virkeligheden kun til låns. Man kan låne et stykke land og dyrke det, hvis man be­handler det or­dentligt. Man kan bo i et hus, hvis man passer på det. Man kan holde dyr, hvis man behand­ler dem ordentligt. Man må besøge et sted, hvis man færdes hensynsfuldt.

Vi lever jo ikke evigt, så selve livet er kun en midlertidig gave, og vi burde le­vere alting tilbage i samme eller bedre stand, end vi fik det overleveret.

Som tingene er nu, har selve jorden og mange, mange dyr, planter og mennesker det dårligt, arter ud­dør hurtigere, end vi kan nå at tælle dem, og millioner af mennesker flygter fra vand­man­gel, krig og sult. I vores bedrestillede lande mistrives børn og unge, og de voksne går ned med stress. Vi skal finde en anden måde at måle værdi på, for ingen er rigtigt glade, og intet fungerer hensigtsmæssigt, sådan som tingene er nu.

Man kan ikke for penge købe en ny jord med nye mennesker på, når vi nu snart har ødelagt den gamle.

https://www.sst.dk/da/Nyheder/2022/Det-gaar-den-forkerte-vej-med-unges-sundhed

Mumier i fuglekassen

– og katakomber i Palermo

Skovspurvene overtog mejsekassen i det gamle kvædetræ. Her opfostrede de mange gene­rationer, men et år var kassen tilsyneladende tom. Da jeg gik nær­mere for at undersøge sa­gen, hørte jeg en dyb summen og fik øje på de små, travle hushumlebier, der fløj til og fra.

Det er dejligt, når bierne føler sig hjemme og bygger bo i ens have, så vi lod dem selvfølgelig være i fred og fulgte bare med på afstand. Indtil den dag hvor kassen tilsynela­dende var tom igen.

Da vi tog den ned for at undersøge sagen, opdagede vi til vores store forfær­delse, at voks­møl var flyttet ind i humleboet og havde spundet bierne ind i deres net, hvor de hang og dinglede, døde, som voksagtige mumier.

Det er det, de uanseelige, grå voksmøl gør. De lægger deres æg i bibo, så lar­verne kan æde biernes vokstavler. Bierne blev fanget i det seje spind og hang hjælpeløse, mens deres bo, æg og larver forsvandt under dem, og de selv langsomt tørrede ind til mumier. – Naturen kan være grusom.

Men det mindede mig om noget.

I Palermo, ved kirken, Santa Maria della Pace, ligger det gamle kapucinerkloster. I gangene under klosteret har munkene igennem flere hun­drede år an­bragt byens velhavende døde sammen med deres egne, afdøde brødre. Man mente, at man ville komme tættere på Paradis og Gud, hvis man blev stedt til hvile sammen med de hellige munke under klosteret.

Hernede ligger og hænger lig i tusindvis, lufttørrede eller balsa­merede med større eller mindre held, nogle klædt i deres dagligtøj fra det 17., 18. eller 19. år­hundrede.

Når man går rundt dernede og ser på de opløste ansigter, der ligner uhyggelige, forvrængede og grinende tea­termasker, ved man bare, hvor alle horrorinstruktørerne har fået deres ideer fra. – Det er et rædselsvækkende syn.

Postkort fra Catacombe dei Cappuccini i Palermo.

Men smertefuldt rørende er det at se den lille Rosalia Lombardo, en af de sidste, der i 1920 blev balsa­meret. Når man får øje på den yndige pige i barnesengen blandt alle de liggende og hængende død­ninge, hopper ens hjerte højt i brystet.

Postkort fra Catacombe dei Cappuccini i Palermo.

Vi mennesker er også natur.

Catacombe dei Cappuccini

Piazza Cappuccini, 1 – 90129 PALERMO – Italy

https://www.palermocatacombs.com/

https://en.wikipedia.org/wiki/Catacombe_dei_Cappuccini

https://www.wondersofsicily.com/palermo-capuchin-catacombs.htm