Børn – Side 3 – blog.loneandrup.dk

Pinocchio og andre børn

Da jeg fik min søn, syntes jeg straks, at han mindede om Pinocchio. Det var ikke blot hans smukke lød og de dybe, brune øjne − Pinocchio er italiensk og betyder ’pinjeøje’, det stærkeste træ i midten af fyrretræet − Det var også det lille barns manglende evne til at klare noget som helst selv.

Et nyfødt barn er som en nyskåret marionetdukke: Det kan ikke holde sig selv oppe.

Som Geppetto omhyggeligt måtte fastgøre snore til sin dreng og styre ham, måtte jeg i et års tid agere stillads og bære min, mens han langsomt lærte sig at holde hovedet selv, at vende sig, at række ud efter noget, at sidde, at kravle, for til sidst at tage sit første skridt.

Jeg havde ham i armene i næsten hele det første år af hans levetid, i de næste par år var han ved mig, legede ved siden af mig eller gik lange skovture med mig i hånden, og det første han så, når han vågnede efter en god nattesøvn eller en lille middagslur, var mors smilende ansigt.

Jeg ammede ham, til han blev to, puttede ham aldrig, men badede ham og læste en godnathistorie med ham i sofaen, hvor han fik lov at døse hen, indtil jeg forsigtigt lagde ham ind i hans egen lille seng, der stod lige ved siden af min. Først som fire-femårig var han stolt med til at indrette sit eget værelse med køjeseng og bilsamling.

Da han fyldte tre, begyndte han i børnehave, og det var en vanskelig overgang for både mor og barn, selv om han havde glædet sig til at blive så stor, at han kunne komme i børnehave lige som alle de andre børn, og selv om jeg var hos ham meget af tiden i begyndelsen for at gøre overgangen lettere.

Men pædagoger er ikke altid særlig pædagogiske. En af de første dage, min søn var i børnehaven uden sin mor, gik hele hans stue en tur i skoven, men da de skulle hjem, begyndte en yngre pædagog at lave sjov med, at de var faret vild, og at hun ikke kunne finde vejen hjem. Min søn blev meget ulykkelig, og det var svært for mig at overtale ham til at tage hen i børnehaven igen næste dag. – Hvorfor skulle han stole på voksne, der ikke kunne finde vej i en skov? Hvor trygt er det?

Selv om han vænnede sig til børnehaven og godt kunne lide både pædagogerne og de andre børn, var han udmattet, når jeg hentede ham ved tretiden om eftermiddagen. Han var pylret, grådlabil og trængte i høj grad til ro og moderlig omsorg.

Jeg forestillede mig altid, at han var en lille Pinocchiomarionetdukke, der skulle holde sig selv oppe i sine egne snore en hel lang dag i børnehaven og først kunne slippe grebet og lade sig holde oppe af sin mor, da hun dukkede op igen.

Børn har brug for en stabil voksen om sig HELE tiden i de første mange år.

Når man afleverer dem i dagplejer, vuggestuer, børnehaver eller hos tanter og veninder, inden de er store nok til at have udviklet et sprog, en forståelsesverden og en konsistent personlighed, giver man dem små og store traumer og andre skader, som kan mærke dem for resten af livet.

Små børn, dvs. under tre-fire år, kan ikke klare mere end ganske få timer uden deres primære omsorgsperson. Deres verden bryder simpelthen sammen, og de kan ikke holde sig selv oppe og få samling på tingene igen.

Børn, der ikke får deres basale behov for god pleje, nærvær og tryghed opfyldt, skal selv holde sig oppe, og det kræver så mange kræfter af dem, at de ikke kan lære fx dansk og matematik. De lever et spinkelt liv på randen af sammenbrud.

Hvis man ikke fylder dem med tryghed, nærvær og omsorg, mens de er helt små, får man alle mulige problemer siden: Børn, der skriger på nærvær. Der skranter psykisk såvel som fysisk. Der tisser i sengen. Får anfald af natteangst. Der ikke kan tale rent selv i skoleårene. Der gør sig alle mulige forkrampede forsøg på at opnå nogens opmærksomhed. Voldsomme, uopdragne, støjende, forstyrrende, krævende, grådige børn.

Over 90 % af vore småbørn bliver hver eneste dag afleveret i dagplejer eller i institutioner.

Kun 13 % af vore småbørn bliver ammet i de første seks måneder, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.

En bekymrende og voksende mængde helt små børn, 30 % af de treårige, skal leve skiftevis en uge hos mor og en uge hos far efter forældrenes skilsmisse. Hvordan overlever så små børn at undvære deres mor (eller far, hvis han er den primære omsorgsperson) i en hel uge og skifte hjem og omgivelser, bare fordi den anden forælder har RET til samværet?

Hvorfor i alverden får vi børn, hvis vi ikke gider være sammen med dem, men blot deler dem, som om de var en sofagruppe?

Hvorfor i alverden får vi børn, når vi alligevel hellere vil holde jul i Thailand, fejre deres fødselsdag hos svigerinden i Spanien eller spise på restaurant med kæresten uden børn?

Når vi ikke kan give dem omsorg, nærvær, trygge hjem, forudsigelige hverdage og årligt tilbageværende højdepunkter? Når vi ikke, i deres eget, naturlige tempo, magter at lære dem, hvordan de skal holde sig selv oppe, men brutalt smider dem ud af reden, før de kan tale og gå selv?

I de seneste 60-70 år er Danmark og verdens befolkning tredoblet. Vi er ved at udrydde alt liv på jorden med vores ressourceforbrugende svineri. Som for mange guldfisk i et for lille akvarium er vi ved at ødelægge levevilkårene både for os selv, vore børn, andre dyr og alle planter på denne planet. Dumt! − Man burde lade være med at formere sig, hvis man ikke magter at sørge ordentligt for sit afkom og blot skaber endnu flere opmærksomhedsskrigende og utilpassede børn, der af bare angst ikke kan lære de mest basale ting.

At vi har brug for flere børn for at sikre væksten er hovedløs og selvmorderisk snak. Vi er mennesker nok. Millioner af mennesker og deres børn flygter i disse år fra krig og sult, og vi står vagt ved alle grænser og vil ikke have dem ind, selv om de kunne sikre os vækst i mange, mange år fremover.

Nogen skal jo være de voksne

Scene: Andelslejlighed på Vesterbro. Søndag formiddag. Den nybagte mormor er på besøg hos datter, svigersøn og to måneder gamle Victor. Hun sidder i de ombetrukne genbrugsmøbler, der i uhyggelig grad minder om dem, hun voksede op i, og nipper til det glas mælkekaffe med laktosefri skummetmælk, datteren har givet hende.

Datter: Se den plet! Hun stikker det meste af pegefingeren ind i Victors lille mund. Hvad kan det være?

Svigersøn: Det ved jeg sgu’ ikke …

Mormor: Må jeg se?

Datter: Der! På tungen! Det er helt hvidt.

Mormor: Det kan være noget svamp eller noget …

Datter: Det ser ikke godt ud. Hun tager telefonen. Jeg ringer lige til lægevagten. – Hvis det da er til at komme igennem. Traver utålmodigt op og ned ad gulvet. Åhhh, nej. De svarer aldrig! Der er kø… Tydeligt irriteret. Tag nu den telefon, for pokker …

Mormor: Der er vel ingen grund til at ringe til lægevagten. Du kan få en tid hos lægen i morgen …

Datter: I morgen har jeg ikke tid. Vi skal til Mettes babyshower … Tag den telefon! … Jeg er nummer seks … Hvad LAVER de?!

Svigersøn: Og det betaler vi skat til!

Mormor: Er der ikke et apotek med døgnvagt i nærheden? Hvis det bare er lidt svamp, ved de sikkert, hvad man kan gøre.

Mormor får lov at holde lille Victor, mens både datter og svigersøn leder efter apoteker og ’hvide pletter’ på hver deres IPads. Da datteren omsider kommer igennem til en sygeplejerske, beder denne datteren om at kontakte egen læge næste dag.

Mormor har født og opfostret tre børn. Hun er 57 år gammel og har oplevet lidt af hvert, også trøske i mundhulen hos spædbørn. Alligevel er datteren uvillig til at lytte til hende og tage hendes råd for gode varer.

Datteren har været i vuggestue fra hun var et halvt år gammel, derefter i børnehave, skole, fritidshjem, gymnasium, handelshøjskole og på kontor. Hun har lært at stole på sig selv, på sine veninder og på internettet. Op igennem de 27 leveår har hendes sociale liv udspillet sig i store grupper af jævnaldrende. Selv nu, hvor hun har sin egen familie, er hun til stadighed omgivet af veninder i akkurat samme situation. På barsel. De mødes dagligt på en café med børn og barnevogne. Hun har lært det meste af det, hun ved, af andre piger på samme alder. Med sporadiske konsultationer hos skiftende professionelle, pædagoger, lærere, vejledere af alle slags, fitnessinstruktører, psykologer, astrolog, auralæser, doula, jordemoder, praktiserende læge, vagtlæger, sundhedsplejerske, dameblade, mentorer, rygter, chatforums, Facebookopslag. Og så bruger hun naturligvis google flere gange dagligt.

Vi lever i en aldrig set før tid. En tid, hvor man har ladet de opvoksende generationer passe og opdrage i bunkevis af ganske få lønnede voksne, mens man selv passede sit arbejde, og hvor samfundet som helhed bejler til de unge som forbrugere og bilder dem ind, at de er i stand til at tage store beslutninger om deres liv udelukkende i kraft af banale forbrugsvalg.

Unge mennesker tror fuldt og fast på, at de er klogere end deres egne forældre. Og det gør de, selv om de er i gang med at gentage forældrenes fejltagelser: De uddelegerer pasningen af deres børn igennem størstedelen af barndommen og går glip af chancen for at tilbringe tid med dem og præge dem med et godt sprog, viden om menneskelivets vilkår og nogle almengyldige værdier.

Så lille Victor kommer heller ikke til at respektere sin mor, når han vokser op, og han vil aldrig tage hendes velmente råd for gode varer. Han vil også belaste det skattebetalte sundhedssystem med ligegyldige henvendelser, når han får sit første barn, selv om hans mor sidder lige midt i hans stue med et glas af et eller andet ildesmagende foran sig. – For hun var der jo ikke, da han selv var lille og havde brug for hende, så han ved ikke, hvad hun kan.

I mange år havde vi en lille hønseflok gående frit i haven. Jeg fulgte levende med i hønsenes liv, men aldrig nogensinde så jeg en gul kylling ignorere det, når dens mor ville lære den, hvordan man spiste, hvordan man drak vand, hvor man støvbadede, hvor man sov, hvilke farer man skulle dukke sig for, hvilke fødevarer der var spiselige og hvilke, der var giftige, eller hvordan man skulle få varmen igen, når man frøs. Hønemor var den mest opmærksomme og påpasselige mor for alle sine dunede unger. Hun puffede dem blidt ind under sine varmende vinger og videregav omhyggeligt alt, hvad hun selv havde modtaget fra sin mor, så alle præcist vidste, hvordan man gebærdede sig mest hensigtsmæssigt i haven. Meget praktisk.

En pige på 27 år har erfaring med, og kan huske, hvordan det er, når man fx er 5 år, 10 år, 15 år og 25 frem til 27 år gammel.

Hendes mor har prøvet akkurat det samme, men hun har tillige oplevet, hvordan det er at være 30, 40, 50 og 57 år. Hun har mere end dobbelt så megen erfaring, og med en smule hukommelse og empati er hun udmærket klar over, hvordan datteren har det som nyslået mor.

Hun ved sikkert også mere end dobbelt så meget som datteren: Hvis man antager, at et almindeligt nysgerrigt, opmærksomt og læsende menneske lærer en ny ting hver dag – i nogle perioder kan man faktisk lære ti eller flere nye ting pr. dag – så har moderen lært mere end 20.800 ting, hvorimod datteren kun har lært omkring 9850 ting.

Ja, ja, men ny teknologi, hvad med det? De gamle aner jo ikke en pind om computere og smartphones …

Årh, hold op!

Computere har været en del af vores hverdag i 30 år, mobiltelefoner i mindst 20. Mormor har arbejdet med computere dagligt siden 1986, flere år før datteren blev født. Hun har lært sin egen mor at bruge både mobiltelefon, mail, netbank, internethandel, E-boks og Facebook. I mange år spillede hun computerspil med stor entusiasme, når hun havde et øjeblik til overs, og hun konkurrerede med andre spillere på nettet. – Hvor svært er det? Det er kun de senile, de debile og de allermest stædige bagstræbere, der endnu ikke er trådt ind i den digitale verden. Giv en gammel kone et barnebarn i Australien, så skal I se, hvor hurtigt hun får sig koblet på Instagram, Facebook, mail, Facetime og Skype. Hele det digitale udtræk.

Det virkeligt svære var at styre og ramme rigtigt på en gammel IBM-skrivemaskine med kuglehoved, farvebånd og slettelak. For gjorde man flere fejl, skulle hele papirarket smides væk, et nyt sættes i, og alt skulle skrives om. Hurtigt. Sammenlignet med det, er det ren barneleg at skrive på en computer med stavekontrol, automatisk lay out, vælg-, træk-, erstat- og søgefunktioner. Det var også uhyre vanskeligt at huske alle koderne til det første, almindeligt udbredte skriveprogram, WordPerfect, der bestemt ikke var hverken perfekt eller brugervenligt. Der fulgte papskilte med, som skulle stilles over tastaturet, så man kunne se, hvilke knapper, der gjorde hvad. – I dag kan selv en toårig ubesværet bruge smartphones og tablets. – Hvorfor skulle ældre pludselig blive dummere end ganske små børn?

Det bliver de heller ikke. De unge, derimod, bliver mere og mere uvidende og historieløse, for vi har selv brudt erfaringskæden og deponeret vore små i institutioner, hvor fortravlede halvprofessionelle skulle overvåge dem. De kommer sjældent ligefrem fysisk til skade, børnene, i institutionerne, men de gør dem heller ikke meget godt.

Det er voldsomt traumatiserende at blive afleveret et fremmed sted til fremmede voksne, når man endnu ikke har udviklet et sprog. Din etårige ved jo ikke, at hun bliver hentet igen. Det skal hun først lære efter mange dage måske ugers fortvivlelse.

Hun har end ikke adgang til et fast, første kærlighedsobjekt i form af en amme eller en barnepige, som småbørn havde i de velhavende hjem før i tiden. Hun er anbragt i et discountsystem med et utal af skiftende personale og lærer kun en eneste ting: at stole på sig selv og sine små lidelsesfæller.

Fra disse dystopiske anstalter udklækkes små overgearede, selvusikre og historieløse børn og unge, som allerede fra børnehavealderen bliver effektive forbrugsrobotter i et sindssygt eskalerende forbrugs- og vækstsamfund.

Styret af bebrillede, lige så overgearede, selvusikre og historieløse politikerkonfirmander, der har egen position, egen vinding og deres egne små magtkampe som absolut førsteprioritet, og som fniser uforstående og foragteligt uden for kamera, når begreber som almenvellet bliver nævnt.

Man kunne ønske sig, at den nuværende forældregeneration ville tage ansvaret for næste generation på sig. Livet er i bund og grund ikke meget anderledes i dag, end det var for 1000, for 10.000 eller for 100.000 år siden. Livet er ikke ét stort, egoistisk forbrugende selvrealiseringsprojekt, der partout skal gennemføres på bekostning af dine børn. Det består nu, som altid, af ganske få naturgivne vilkår, som de fleste gennemfører i samme rækkefølge: Man fødes, vokser op, uddanner sig, finder en partner, bygger rede, formerer sig, ældes, bliver syg og dør. – Der er ikke noget unikt i det. – Om væggene er hvide eller abrikosfarvede, om du drikker kaffelatte eller dyr chai, og om du får svømmet ved Maldiverne, betyder ikke en hujende fis i det store og hele. Det er kun vigtigt for dem, der vil leve af at sælge dig maling, kaffe eller te og ferierejser.

Så se at få hovedet ud af skærmen, både den store og den lille skærm, og snak med dine børn og dine gamle, mens du endnu har muligheden for at blive klogere.

Fagre nye børneverden

Tante Gru og tante Død på besøg i børnehaven, Vodskov Avis 23.6.-15

Hvad skal vi med monstre, Bøhmanden og børnelokkere, når Kræftens Bekæmpelse har ansat to hvide knokkeldamer til at tage rundt til landets børnehaver og skræmme de små rollinger, så de ikke tør gå ud i solen? – Hvis den skulle vove at vise sig her på vore breddegrader?

Prøv at se drengene yderst til venstre, de kommer aldrig mere til at nyde en skøn sommerdag. Man må gå ud fra, at forældrene er blevet spurgt, før man iværksatte denne kampagne, for solbeskyttelse burde da om noget være forældrenes ansvar – ikke de 3 til 5-åriges.

Lever vi allerede i en grim fremtidsverden, hvor børn skal lære at opholde sig indendørs, i institutioner, på kontorer og i samlehaller, og ikke længes ud i den livgivende sol? Og af pædagoger og interesseorganisationer fra 3-årsalderen indoktrineres til at indtage den rette kost og den rette omgang med sol? Og gå hjem og belære forældrene efterfølgende?

Historiefortælling

Denne familie sad på en kaffebar i Firenze få meter fra det berømte dåbskapel og havde en urolig ca. et-årig med sig, men alligevel sad de og sms’ede og opdaterede FB m.m., mens ungen vred sig som en orm. De sansede intet, heller ikke at jeg fotograferede dem, de gav bare den lille hans egen grønne baby-IPad …

Da vi fik et sprog, begyndte vi straks at fortælle hinanden historier: − Så gjorde jeg … Så sagde hun … Din bedstefar gik op på bjerget … Verden begyndte, da …

Eller man foredrog lange, syngende beretninger om aftenen, når flokken var mæt og samlet omkring bålet.

Derefter begyndte vi at opføre historier for hinanden: − Nu er jeg jægeren, og han er ræven, se, her kommer vi … Eller slapsticks og skæmtsomme dialoger mellem pigen og bejleren, manden og svigermoderen.

Man kunne tegne optrin, symboler, drømmesyn og andet på væggene i huler eller blot afsætte et aftryk af sin hånd for at vise, at man havde været der og havde sin helt egen plads i flokken.

De musisk følsomme kunne formidle historier, stemninger ved hjælp af sang, rytmer, instrumenter, hvoraf trommen og fløjten var blandt de første.

Skriftsproget kunne, udover at holde styr på kornsække og okser, også bruges til at fastholde historier, og med trykkekunsten blev historierne, i vores kulturkreds først biblen, vidt udbredt. Derefter kolporterede man en syndflod af nyheder, lærde betragtninger og fortællinger, i begyndelsen religiøse, senere særdeles verdslige.

Også billedkunsten gennemgik en eksplosiv udvikling, kvalitativt og kvantitativt, da den først slap religiøsitetens skørter og kunne boltre sig i de fængende historier fra mytologien, hvor der heldigvis ofte optrådte delvist afklædte personer. Derefter var slaget frit, og billedkunst og skulptur kunne være hvad som helst, bare nogen borgede for, at det var ‚kunst‛.

Med ny teknologi kom filmen, den visuelle fortælling underlagt musik, som er meget effektfuld, fordi vi mennesker overvejende er visuelle dyr, som oplever intenst med synssansen. Film og tv har da også hurtigt fået den dominerende plads i vores massekultur. − Det er langt nemmere og hurtigere at se en film end at læse en bog, og film gør også normalt et større følelsesmæssigt indtryk.

Mere teknologisk udvikling bragte os smartphones og internettet, og nu deltager vi alle i den store kollektive fortælling med hver vores egen lille stump, som vi filmer, fotograferer, skriver og øjeblikkeligt uploader til vor egen blog eller til de store, fælles platforme, Twitter, Facebook, Instagram, Flickr, YouTube og hvad de ellers hedder …

Det flimrende lys fra skærme, larm og bippen fra alskens apparater, det lille rum, vi skaber os midt i den upersonlige flok ved at færdes med ørepropper, og et lydtapet, musik, nyheder, samtaler, vi selv vælger, isolerer os yderligere fra mennesker omkring os.

Der er ikke længere store samlende fortællinger, religiøse, mytologiske, psykologiske, men milliarder af små, personlige fortællinger: Ved at filme vores morgenmad, børn, skrivebord, opslagstavle, indretning eller påklædning viser vi verden, hvem vi er, fordi vi fortæller historien om os selv ved hjælp af vores forbrug: Hvis jeg lægger 800 kr. for denne parfume, så er jeg nok en helt speciel personlighed ligesom hende damen i filmen.

Vi er nemlig nu så mange mennesker på denne klode, at vi er begyndt at ligne hinanden enormt. Derfor bruger vi hele tiden ordet ’unik’ og forsøger at skille os ud på akkurat samme måde, som alle de andre i vores kulturkreds, aldersgruppe og økonomiske segment gør.

Så ytringsprocesserne er blevet demokratiserede, enhver kan ytre sig, uploade et foto af sig selv på ferie, af sin fotogene morgenmad med friske bær, af sin bedårende kat, af sine moderigtige børn og originale indretning, skrive om sine indtryk, men er der stadig nogen tilbage derude, der gider se, lytte, læse?

Hvorfor skriger de små piger?

Børnefødselsdag anno 1962: Selv om drengene løb rundt og løftede op i pigernes pæne kjoler, mens de var i gang med en sangleg, var der ingen, der kunne drømme om at skrige højt eller løbe hovedløst omkring.

Ude ved busstoppestedet stod en lille, køn pige på ca. 8 år og skreg. Hun skreg og hoppede og hylede overgearet. Hun var ikke kommet til skade. Hun var ikke udsat for overgreb. Hun var bare glad og højrøstet og spillede fuldkommen uhæmmet op til mig og hunden, så jeg måtte gelejde det foruroligede dyr i en stor bue udenom. Udover tilfældige forbipasserende havde pigen som publikum to jævnaldrende drenge. Vi kunne høre hendes hæmningsløse hvinen i endnu ti minutter, indtil bussen kom og tog hende væk.

Min ven og jeg sad i nærheden af en have, hvor der helt åbenlyst var børnefødselsdag. Pigefødselsdag. Pludselig blev en horde 8 – 10-årige, hysterisk skrigende piger lukket ud på græsplænen, og her skreg, hylede, løb og hvinede de sanseløst omkring i to stive klokketimer. Ingen greb ind. Ingen voksne fandt det nødvendigt at dæmpe pigerne og måske arrangere en leg, selv om deres små kroppe og stemmer helt åbenlyst var presset til det yderste. Min ven og jeg kunne ikke høre, hvad vi selv sagde, selv om vi sad 50 m borte bag hække og hegn, men vi kunne jo bare gå ind og lukke døre og vinduer bag os. Det kunne småpigerne og deres forældre ikke.

Hvis jeg havde skreget sådan på et offentligt sted eller til en børnefødselsdag, da jeg i begyndelsen af 1960’erne var på disse pigers alder, ville jeg have fået et par på hovedet. Omgående. Enten af mine forældre eller af andre voksne. Der var dengang nul tolerance over for små piger, der ’skabte sig’, var ’hysteriske’ og ’gjorde sig til’.

Da vi vidste, at vi ikke kunne opnå noget ved at hyle op, snakkede eller legede vi for det meste stilfærdigt og pænt og lærte også at underholde os selv fx med en bog i længere tidsintervaller. Skulle der skriges igennem, havde vi altid en rummelig baghave, en mark eller et stykke skov, hvor vi kunne være alene uden de voksnes overvågning, men jeg erindrer ikke noget behov for at erstatte meningsfuld leg med formålsløst skrigeri.

Når småpiger i dag rutinemæssigt stiller sig op og skriger som slagtesvin, hvordan er lydniveauet så i børnehaverne? I skolernes frikvarterer? I klasselokalerne? På gangene? I pasningsordningerne? Er det langsomt skredet, så de voksne, der dagligt omgås børn, dvs. forældre og pædagoger, har vænnet sig til lydniveauet og blot anskaffer høreværn til de mest sensible småbørn og til dem med diagnoser? Hvordan kan forældre, bedsteforældre og pædagoger holde ud at høre på dem? Hvad gør det ved børnenes psyke og kroppe, at de kører på så højt et stressniveau i timevis måske hver eneste dag i årevis? Hvorfor er der ingen, der griber ind? Stopper dem? Viser dem, hvordan man kunne opføre sig, og strukturerer deres aktiviteter til glæde for alle parter?

Hvad gør drengene? Skriger de også? Eller slår de? Eller lukker de sig inde i sig selv med noget elektronik?

Man har overladt børn for meget til den bestialske alles kamp mod alle i grupper af andre børn uden forældre eller andre engagerede voksnes moderation, interesse og kærlighed, lige fra de var helt små. Vore pigebørn har skullet skrige sig til en smule opmærksomhed i konkurrence med alt muligt andet og de andre, så nu er det ikke længere muligt at få ørenlyd.

Hvilken slags mennesker kommer der ud af det, når vore kære små uophørligt befinder sig i den højeste grad af ophidselse?

Spisevægring by Proxy

En besynderlig lidelse ser ud til at have bredt sig blandt navnlig yngre mødre. Man kunne følge det internationale diagnosesystem, ICD-10, og navngive fænomenet EDbP — Eating Disorder by Proxy. EDbP handler tilsyneladende om at kunne kontrollere sit fuldkommen raske barns fødeindtag ned til mindste bid og derved anbringe det i en ubekvem position uden for alle gængse, sociale sammenhænge, hvor spisning som regel indgår: institution, skole, børnefødselsdage og fælles måltider med familie og venner.

Der er ikke tale om almindelige forskrifter for sund levevis, som vi kender dem fra diverse kampagner, men om en bekenden sig til hjemmestrikkede, sekteriske spiseregler, ofte helt uden videnskabeligt belæg eller blot med et gran af opsnappet rationale, som bliver rodet sammen i forvirrede hoveder til letfattelige dogmer. Det kan være ”spis efter din blodtype”, stenalderdiæten, sukkerfri diæt, kødfri, mælkefri, fedtfri, kulhydratfri eller, som jeg så i tv, en hollandsk mor, der håndhævede en streng rå, vegetarisk diæt for sig selv og sin ti år gamle søn.

Lad os tage det hollandske eksempel: Moderen hævdede, at tilberedt mad var unaturligt, fedende og kræftfremkaldende. For en million år siden, sagde hun, havde mennesker ikke ild og kunne derfor hverken koge eller stege fødevarer. — Nej, hun har ret, men vore daværende, menneskelignende forfædre levede formodentlig heller ikke særlig længe, og de brugte størstedelen af deres vågne tid på at søge efter mad og gnaske, hvad de nu kunne finde, f.eks. hårde rødder, bark og blade. Moderen pressede appelsiner til sin søn og fodrede ham i øvrigt med bananer, æbler, nødder, spiret hvede, salat og mangoer. For bare hundrede år siden ville ingen af hendes foretrukne fødevarer have været til at opdrive i Holland om vinteren. Hun og hendes stakkels forsøgskanin af en søn ville dø af sult i løbet af de første måneder på denne diæt.

Denne mor, og andre fødevarekorsriddere, mangler enhver form for historisk bevidsthed. Grunden til, at vi overhovedet eksisterer i dag, er, at vore forfædre spiste varieret og som hovedregel ikke lod sig styre af kræsenhed og fikse idéer.

Problemet i vores lille, forkælede del af verden er nu, at der er en overproduktion og et overforbrug af underlødige fødevarer, som gør os tykke og syge. Vores fødevarer er ganske rigtigt mishandlede, alt for gamle og proppede med gift og kemikalier. Det er et reelt problem. Men vi bliver alligevel omkring firs år gamle i gennemsnit, hvilket er enestående i menneskehedens historie. I vores kulturkreds lever i disse år de første generationer i hele jordklodens beståen, som er sikre på, at de kan spise sig mætte hver dag! — Derfor er det mig en gåde, at nogle forholdsvis veluddannede, yngre kvinder − og nogle få mænd − i et moderne, verdsligt samfund reagerer med spiseforstyrrelser, som kunne minde om religiøst betingede fasteregler og forbud mod bestemte fødevarer.

Hvilke kostregler, voksne mennesker pålægger sig selv, kommer ikke andre ved. Men at gøre det sociale liv besværligt for sine egne børn pga. uvidenskabeligt vrøvl er et alvorligt anliggende. Hvad er formålet? At opnå indirekte opmærksomhed? På en forkvaklet måde at demonstrere, at man er en god mor? At kompensere for sin egen manglende prioritering af barnet, der bliver overladt til fremmede voksne og store grupper af andre børn det meste af dagen? At kæmpe for at bevare en rest af personlig kontrol i et stressende og ukontrollérbart miljø med partikelforurening, usundt indeklima, dårlige madvarer og en truende miljøkatastrofe?

Vi er alle bekymrede for verdens skæve gang, men ikke alle vælger uhensigtsmæssige individuelle løsninger, som f.eks. spisevægring pr. stedfortræder, i denne sammenhæng spisevægring på børnenes vegne, for mange af disse unge mødre undser sig ikke for selv at tage en kage til kaffen henne på kontoret. Den hollandske mor i tv-udsendelsen var tilsyneladende alene med sin søn, og vha. sine strikte regler for madindtag kunne hun effektivt isolere og kontrollere den unge mand, der var i hendes varetægt, og som var helt afhængig af hendes accept og — i dette tilfælde særdeles betingede — kærlighed.

Hun fremstod som et grelt eksempel på en ulykkelig, individuel protest mod moderne mad. Før denne tendens breder sig yderligere, vil jeg gerne slå et slag for en mere rationel og nyttig, politisk og demokratisk kamp for bedre fødevarer, det være sig i institutioner såvel som i hjemmene, i Danmark, såvel som i verden ude omkring os.

(Bragt første gang i Politiken d. 2. 2. 2010)

De unge pariaer

Børn og unge er overflødige i vores nuværende samfund. Børn bliver passet i ’institutioner’ − alene ordet giver myrekryb − og Folkeskolen har de senere år, bl.a. med diskussionerne om heldagsskolen og de stadigt mere dybtgående besparelser, åbent måttet erkende, at alle pædagogiske prætentioner blot er et tyndt lag fernis hen over et umådeligt pasningsbehov.

For bare 50 år siden passede man sine børn selv, og når de begyndte i skole, havde de allerede indbygget tidens normer for god opførsel og var vant til at hjælpe til i hjemmet. Før da fik flertallet en nødtørftig skolegang og blev sendt ud at tjene efter konfirmationen. Børn og unge var en nødvendig del af samfundsøkonomien. Selv de mere velaflagte bønder ’byttede børn’, så de unge karle og piger kom i tjeneste på nye gårde, lærte nye mennesker at kende og tilegnede sig nye måder at gøre tingene på. Eller de fik et højskoleophold, som kom til at præge deres tankesæt for resten af livet.

Mens moderne forældre har travlt med at få afsat deres helt små børn til pasning uden for hjemmet, så ligger mere end hundredtusind spleenramte 15+-årige fra den velbjergede middelklasse fuldkommen ørkesløse hen på deres IKEA-senge midt imellem bunker af kostbar elektronik, ditto mærkevaretøj og diverse accessories.

Små ærteprinser og -prinsesser, der er overladt til sig selv og ligestillede jævnaldrende en stor del af dagen, og som har masser af tid til at udvikle og nurse alle mulige humørsvingninger, spiseforstyrrelser, anden selvskadende virksomhed og uvaner. Som blot skal tage stilling til, hvilken fest, de vil deltage i torsdag, fredag og lørdag aften, hvilken sprut eller andet stof, de vil blæse deres i forvejen sparsomme teenagehjerner ud med, hvilket tøj de skal have på, hvilke piercinger og tatoveringer, de skal påføre sig, og hvilket flatterende selvportræt, de nu skal uploade på nettets sociale sider. Helst med glinsende trutmund eller ditto mavemuskler i en æstetisk form, de hormonalt udfordrede unge har lånt fra pornografien.

Af og til beærer de familie og uddannelsesinstitutioner med deres sure og vrangvillige tilstedeværelse, men oftest kun for et syns skyld. De vil hellere sole deres små hungrende egoer i andre fora og drømme om berømmelse, ikke for nogen speciel kunnen, bare berømmelse for berømmelsens egen skyld − ligesom alle dem i fjernsynet, som heller ikke kan noget, Emil, Felix, Gustav, Amalie m.fl. … Med dette ædle formål for øje plejer de hver især selvoptaget deres egen unikke, ydre fremtræden, ’stil’ og udseende og kommer derved til at ligne alle de andre. De har oparbejdet et enormt lager af overflødige forbrugsgenstande OG en afgrundsdyb mangel på ubetinget kærlighed.

De hæver kolde kontanter ved kasse et, drikker sig sanseløst berusede i byen, i Europas gamle kulturbyer eller ved billige strande sydpå. Lommepengene sidder løst, det gør de offentlige ydelser også. Alle har dårlig samvittighed over at have overladt dem til traumatiserende opbevaring i bundter, da de var alt for små, og mor hellere ville pleje sin karriere og tage på storbyferie, wellnessophold eller kæresteweekend med en mand end tage endnu en skrigetur med sin toårige …

Mens rengøringskonen ordner hele huset, vasker tøjet og lægger rent på de unges senge, sidder moderen, når hun er hjemme, på sin kondicykel og snakker i telefon, sms’er eller ser lidt tv indimellem. Far er naturligvis på forretningsrejse. Maden bliver hentet i nærmeste pizzeria, grillbar, sushi- eller delikatessebutik. De veludstyrede hjem er tømt for indhold og naturgivne opgaver.

Stærke, velfodrede og energiske unge i deres bedste alder bliver betalt for at ligge hen med tomme øjne foran skærme i stedet for at deltage i livet. De får ikke lov at yde. Der bliver ikke stillet krav. De bliver decimeret til en snylterklasse, der shopper for andres penge. Evindeligt forurettede over alt det, de ikke får.

Det er ikke udelukkende forældrenes skyld; det er et resultat af vores samfundsindretning, og som sådan kan det rettes op. I virkeligheden burde vi vende vores behandling af børn og unge på hovedet og tage os masser af tid til dem, mens de er små og sårbare, og så udlicitere dem, når de fylder 15. Nedlægge vuggestuer, standse offentlig støtte til pasning af de under-treårige og investere midlerne i de strukturelt overflødige, ensomme, deprimerede og ugidelige unge.

Kunne vi ikke genopfinde begrebet ungdomsskoler? − Kald det gerne noget smart og amerikansk som fx ’Colleges’ − Med masser af udfordringer, som den unge kan vælge iblandt, både praktiske, boglige og sociale. Der må gerne være morgensang og aftengymnastik. Eller omvendt. Murer- og tømrerværksteder. Film- og teaterkurser. Militær træning til dem, der måtte ønske det. Bilværksted. Sport og fitness. Musik. Kunst. Oldtidskundskab, teknik og studierejser UDEN druk. En masse faglighed OG kreativitet OG fysisk arbejde. De unge skal hele paletten rundt. Prøve sig selv af på så mange områder som muligt. − Forbud mod røg, druk og stoffer. Mulighed for eftertænksom ensomhed og masser af vennesamvær. Tilgængelige voksne, der spiller voksne og ikke prøver at være unge med de unge, hverken i sprog, opførsel eller udklædning. − Der er i forvejen masser af pædagogisk ekspertise på vore efterskoler, højskoler og kostskoler. Tilsæt forskere, socialrådgivere, læger, psykologer og andet sundhedsfagligt personale, ernæringseksperter, kokke, sexologer, filosoffer, mekanikere, litterater, fiskere, typografer, landmænd og bygningshåndværkere, så får man et frugtbart miljø for et ungt menneske at udvikle sig i.

Og så skal de unge som en selvfølge gøre rent, vaske tøj, lave mad, passe dyr, vaske op, dyrke grøntsager, sylte, fælde træer, bygge en ny fløj med plads til heste, male vægge, skrive sange … En træt ung er en glad ung, der sover godt om natten.

Når vi alligevel ikke har fantasi, kræfter eller tid til at beskæftige os med vore hjemmeboende unge, så burde det være obligatorisk med et treårigt ophold på skoler, der kunne være en kombination af gymnasium, HTX, HF − og hvad det ellers hedder − fagskoler, kostskoler og efterskoler. Så ville de komme ud til de videregående uddannelser, boglige såvel som praktiske, med større selverkendelse, selvtillid og faglig kunnen − Måske ville de ovenikøbet få lært at regne, læse og skrive? De ville blive en generation af velforberedte og kvalitativt bedre voksne end de nuværende. Og så kunne mor og far måske overkomme at udskyde ’kæresteturene’, til deres børn var optaget på disse skoler og store nok til at tåle det.

Også unge fra de knap så privilegerede klasser kunne have stort udbytte af et ungdomskoleophold, som her beskrevet: Det er svært at føle sig udenfor, marginaliseret, forsømt, vred og fx gå til i stoffer eller lade sig rekruttere til en kriminel bande, når man er optaget af sit eget band og sine venner på en skole i Vestjylland.

Hvilken ung ville ikke glæde sig til et ophold på sit helt eget Hogwarts? Og hvilken smart, ungdommelig mor ville ikke elske at stå og luftkysse sin 15-årige og affabelt forsikre ham/hende om, at ’mor elsker dig, skat, vi ses’ … inden hun drager af i Audien med kurs mod sit eget interessante liv? − Men det ville naturligvis gå hårdt ud over de kyniske forhandlere af juleøl, Bacardi Breezers, drukrejser, cigaretter, upraktisk modetøj, læbestifter, hash, energidrikke, skønhedsoperationer, elektronik, underholdning, tatoveringer o.m.a., og derfor bliver det ikke realiseret.

Se, mor! Helt uden bøger!

Mit barnebarn viser stolt sin skoletaske frem, men den kostbare taske er tom på nær et par krøllede mapper og naturligvis det overmåde veludstyrede penalhus. I mapperne ligger løse ark, gråligt slørede, skæve prints af tekstbidder og sange, som hun selv kan farvelægge, hvis hun gider.

Min niece har italiensk i gymnasiet, og som gammel italiensklærer beder jeg hende tage lærebogen med, så jeg kan se, hvad man bruger nu om dage. − Jeg har ingen bog, faster. Vi får sådan nogle papirer af læreren, men det meste foregår på computer, siger hun.

Min udenlandske ven går på universitetet sammen med studiekammerater, der ikke møder op og ofte ikke laver deres ting, ja, ikke engang gider undskylde for det. De har to lektioner om ugen med en uddannet lærer i det første semester, der strækker sig fra 1. september til ca. 1. december. Han har heller ingen bøger, og ingen aner, hvad faget, studiet, forløbet egentlig drejer sig om og skal munde ud i.

Uden at ville påstå, at alting var bedre i stenalderen, har jeg svært ved at forestille mig, hvordan man kan få overblik over og tilegne sig et nyt stof uden et velgennemtænkt lærebogssystem. Et system, der ikke bare eksisterer inde i hovedet på læreren, men som har en fysisk form, så alle straks kan se, hvor man har været, hvor man er, og hvor man skal hen.

Vi andre fik en duftende og stoflig bog udleveret, og vi vidste, at når vi var igennem den, så havde vi lært, hvad vi skulle, på den dertil afsatte tid. Bøgerne strukturerede stoffet for os. Kravene var ikke diffuse eller uendelige. Der var en håndgribelig bog med en begyndelse, en midte og en slutning.

Også læreren havde et godt hjælpemiddel. Bogen eller lærebogssystemet var den røde snor igennem undervisningsforløbet, som han/hun kunne holde sig til og med det som målestok sikre sig, at ingen sakkede hjælpeløst agterud.

I dag har både forældre, lærere, børn og unge svært ved at strukturere et forløb, holde koncentrationen, forstå kravene, sætte sig et mål og bestræbe sig på at leve op til det.

Når man alligevel sidder med computeren og plukker vilkårligt fra internettets bundløse, flimrende, flakkende dyb, tjekker man selvfølgelig mail og Facebook også. Kammeraterne sender en filmbid med en syngende kat rundt, og Natascha inviterer til fest i weekenden, for hendes forældre er ikke hjemme.

Når man ikke aner, hvad, hvordan og hvor meget, man skal lære, og der ingen ende eller åbenbar struktur er på stoffet, kan det hele nemt blive lige meget, for man føler sig utilstrækkelig under alle omstændigheder.

Når man ikke har et tydeligt forløb, kan man aldrig billedligt talt smække bogen i med en tilfredsstillende fornemmelse af at have været igennem noget. At have udrettet noget. At have nået et mål.

Det begyndte med lilla, spritduftende stencils og kopimaskiner og er åbenbart fortsat ud i det absurde.

Foregår al undervisning i dag på denne sjuskede, fragmenterede måde? Har ’ansvar for egen læring’, ’det kompetente barn’, ’differentieret undervisning’, dårlig uddannelse, urimelige sparekrav og falden på halen for ny teknologi indgået en uhellig alliance om at undergrave vore børn og unges sjælsro og indlæringsstruktur?

Det er nok ikke en frugtbar vej …