Dyr – Side 4 – blog.loneandrup.dk

Gylleramt

Det er en lys aften i maj. Solsortene synger, haven står forårsfrodigt med duftende syrener, valmuer, tulipaner og overdådigt blomstrende frugttræer. På den anden side af vejen står skoven nyudsprungen, frisk og lysegrøn. – Men næserne advarer os: De kører gylle ud – igen!

Vi går ind og lukker alle vinduer og døre, men alligevel sniger den sig langsomt ind på os, gyllestanken, gennem små sprækker og ventilationskanaler. Efter en times tid er lugten i stuen så dårlig, at øjnene løber i vand, og svælget svier.

Næste morgen er det stadig slemt. De har formentlig brugt natten til at komme af med det mest ildelugtende, gamle, gærede gylle fra i vinters. I håbet om regn. Men regnen kommer ikke, hele byen er indhyllet i klæbrig stank, og man kan ikke lufte ud, hænge vasketøj ud eller bare nyde at gå i sin have. Børn på vej til skole holder sig for næsen.

Vi bor ikke langt ude på landet omgivet af gyllegårde, men i en forstad til Ålborg lige i kanten af et større skovareal. Vi har boet her i næsten et halvt århundrede og har altid sat stor pris på den friske luft, skoven og fjordens nærhed bevirkede. Nu er hele området infesteret af gyllestank, der trænger ind i butikkerne – hvem køber mad eller nyt tøj, når det hele stinker? – i villakvarteret, haven, huset, stuen, køkkenet, soveværelset, ind i alle vores ting, sofaen, tæpper, tøj, duge, køkkenredskaber, klistrer sig til hud og hår … intet sted er luften længere sund og frisk at indånde.

En enkelt svinegård nogle kilometer herfra har udvidet aktiviteterne, så i en radius på 5 – 10 km omkring hans gylletanke og marker – et område på henved 50 – 100 km2 afhængigt af vinden og dens retning – er alt nu gennemtrængt af modbydelig stank. En stank, der generer titusindvis af mennesker næsten dagligt fra februar måned og hele vejen igennem have-, konfirmations-, grill- og bryllupssæsonen til hen i november, når loven og vinteren sætter en stopper for hans forurenende aktiviteter.

Hvornår var det lige, at vi blev enige om at omdanne dette smukke land til et grisetoilet? At vi besluttede, at vi havde lyst til at vade rundt i regulært lort i de varmeste og smukkeste tre fjerdedele af året? At vi ville overlade jord, luft og livskvalitet til svineproducenter med alt for store, subsidierede besætninger af mishandlede dyr? Til private virksomheder, der ikke engang, så vidt jeg forstår tallene, bidrager afgørende til samfundsøkonomien, men alligevel uhindret kan ødelægge vores fælles luft? Hvad betyder det for vores livsglæde, at selve luften, vi og vores børn indånder, stinker klæbrigt og vammeltstærkt? Hvad betyder det for vores helbred? For øjne og lunger?

Ved middagstid kommer der 2 mm regn. Nu lugter hele byen af våd gylle. – Der må være andre måder at gøre det på, så både de stakkels grise og vi stakkels mennesker kan leve i samme land.

Invasive arter

Jeg bor på nordsiden af Limfjorden, og jeg så den første dræbersnegl i år 2000. Sammen med en vrimmel af brune fætre kravlede den på de fugtige skovstier omkring et nærliggende gartneri.

Nu er de uhyre talrige, man vader i dem på våde dage, og de har udbredt sig til alle vore haver og i hele vores skov. Helt inde i midten og i alle kanter af det ca. 20 km2 store naturområde påtræffes de i år, og de udgør en alvorlig trussel mod diversiteten, mens de gnasker løs af floraen, heriblandt de gode spisesvampe, karljohanner og kantareller, før disse kan nå at modne og sprede sig.

Dræbersneglene har for længst blandet sig med, og er ved at udkonkurrere, de røde skovsnegle, som oprindeligt blev hjemført fra Harzenområdet, og de hjemmehørende sorte, så skoven overalt vrimler med rødbrune og brunsorte, slimede fyre, der er godt rustede til at overvintre i det danske klima.

Omkring 2005 skulle jeg opbevare nogle møbler for en berejst dame, bl.a. et skuffedarium, som hun havde hjemført fra Belgien. På de forløbne ti år har den midt- og sydeuropæiske mejeredderkop indtaget alle hjørner af mit hjem og udkonkurreret den gode gamle husedderkop:

Det er kun to arter, på kun 15 år, og det er kun i mit hus og baghave.

Dårlig opdragelse

Newfoundlænderen gennemførte senere alle hundetræningens tre klasser og blev, i modsætning til mange af de mennesker, der omgav den, særdeles velopdragen.

Det er omtrent 15 – 20 år siden, jeg første gang stødte på fænomenet:

Min lille newfoundlænderhvalp var blevet et halvt år gammel og kunne nu tages med på lidt længere ture, så vi trissede ned til Brugsen, hvor jeg satte dens snor fast i hundekrogen og næsten løb ind til køledisken og greb en liter letmælk. Jeg husker endnu, at jeg havde aftalte småpenge parat i hånden.

Der var stille i butikken, det var sidst på formiddagen, og der var kun en kasse åben. Foran mig i køen stod en lav, kraftigt bygget mand i midttrediverne. Hans hår var farvet lidt for sort, men han var pænt klædt. I sin topfyldte indkøbsvogn havde han stablet engangsservice og vin, spiritus, kød, salat, kartofler, limefrugter, tomater, eddike, olie, servietter, lys, frosne flutes m.m. op, så han ville kunne servere herremiddag i det grønne for mindst tyve personer.

– Må jeg lige smutte foran? spurgte jeg og viste ham mælkekartonen og de aftalte mønter.

– Nej, svarede han bare og begyndte at losse sine indkøb op på båndet.

Så fik jeg den. Den pæne mand, der var i fuld gang med at forberede en overskudsaften med vennerne, kunne ikke forestille sig, at damen bag ham kunne have sine gode grunde til at spørge. Jeg blev så overrasket over det uventet uforskammede svar, at jeg ikke kunne finde på noget at sige.

Mens jeg i laaaaang tid trippede og ventede og havde ondt i maven af bekymring for min lille hvalp, der for første gang var overladt til sig selv et fremmed sted med tæt trafik af cykler, biler, fremmede mennesker og hunde, tænkte jeg også, at det var takken for de hundredvis af gange, hvor jeg af mig selv havde bedt folk gå først, hvis de kun havde få ting i kurven, og jeg havde vognen fuld. På de gange jeg havde overladt min plads til en ældre, en gravid, en ung småbarnsmor eller en handicappet, på de utallige gange jeg havde holdt døre, høfligt holdt mig tilbage og i øvrigt holdt min kæft i det offentlige rum.

Det er siden blevet helt almindeligt, at yngre mennesker – og midaldrende byfolk, som gerne vil illudere ung med de yngre – møver sig tanke- og hensynsløst frem i køer, ikke giver andre plads, ikke takker, når de får tilsendt en gave, en buket, en hilsen, et svar på et tilsendt spørgsmål, eller når de modtager andre former for opmærksomhed. Og man kan ikke altid regne med, at folk sender afbud, hvis de bliver forhindret i at overholde en aftale, at de uopfordret leverer en lånt bog, film eller cd tilbage eller takker for en middag eller anden sammenkomst, man har arrangeret for dem, eller blot lader én vide, at de er kommet godt hjem, hvis de har haft langt at køre.

Den fundamentalistiske kassekømand skulle til at læsse sine fjorten brugsposer ind bag i sin sorte firhjulstrækker, da jeg omsider reddede min lille hund fra krogens ubehageligheder. Det, der skulle have været en fredsommelig indlæring og tilvænning, blev i stedet en mildt traumatiserende oplevelse for den lille fyr, som altid siden frygtede byturene og hundekrogene.

Omtrent samtidigt meldte min mand og jeg os til et førstehjælpskursus. Vi boede ved et befærdet kryds, hvor der ofte skete uheld, og vi var flere gange styrtet til ved lyden af det voldsomme brag af glas og metal og havde stået hjælpeløse og set på blødende folk i smadrede biler. – Nu skulle det være. Vi ville lære, hvordan vi bedst kunne forholde os.

Til den afsluttende prøve sad jeg udenfor og røg, mens jeg ventede på min tur. Jeg faldt i snak med en medkursist, en ganske ung mand, som var tydeligt nervøs og forklarede, at han var bjergklatrer og havde brug for et førstehjælpsbevis, så han kunne komme med på en tur til Norge. – Vi talte derefter om vigtigheden af at kunne hjælpe hinanden, men så nikkede han mod min cigaret og sagde, at han fandt det urimeligt, at vores fælles sundhedsvæsen skulle belastes af omkostninger til de sygdomme, som rygere pådrog sig. – Det ville han i hvert fald ikke betale til.

Det var en både skråsikker og uvenlig bemærkning at stikke ud til en dame, som tog et kursus – ikke for at kunne deltage i en spændende udflugt, men for at kunne yde hjælp til andre, når det var påkrævet. Og så fra en ganske ung knægt, der formentlig tog det som en given ting, at fællesskabet ville træde til, hvis han faldt ned fra en bjergside i Norge og kom til skade, ganske som samfundet træder til, hvis folk vælter på cykel, kommer galt afsted på ski eller drikker sig i hegnet og falder om på gaden.

Var det lige dér, for henved 15 år siden, at begreber som solidaritet og hjælpsomhed i de gyldne opgangstider umiddelbart før finanskrisen blev erstattet af en ’mig-først’ og ’kun-mig’-holdning blandt alt for forkælede, yngre mennesker? Indtil da kunne vi godt vente 30 sekunder på vores tur, mens damen betalte for sin mælk, og vi spurgte ikke til graden af egen skyld eller så på, om folk var værdigt trængende, før vi rykkede ud med nødvendig hjælp.

At dræbe dyr for sjov

Denne guldfisk døde helt af sig selv i havebassinet en smuk forårsmorgen og måtte til familiens sorg fiskes op og smides væk.

Så har vi balladen igen. En radiovært bankede for åben mikrofon en nuttet kanin ihjel med en cykelpumpe, angiveligt for ’at skabe refleksion og debat omkring dyrevelfærd’. (BT 25.5.2015)

Det lyder skørt at slå nogen ihjel som protest imod, at andre bliver behandlet dårligt. Det ville være som at sejle ud og skyde bådflygtninge for at gøre verden opmærksom på deres situation.

Og folk blev forudsigeligt rasende. Også i udlandet. Selv om den unge gut forklarer og forklarer sit påståede formål med den brutale aflivning. For det er de gode til, de unge mænd uden virkelige udfordringer: at forklare. De har svævet igennem deres vatindpakkede, små liv og er nødt til at aflive dyr for at få lidt opmærksomhed og en følelse af, at de lever.

I 1970 aflivede og syltede Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen en stakkels udtjent hest på en mark i Hornsherred.

I 1994 anbragte Christian Lemmerz døde, rådnende grise i montrer på Esbjerg Kunstmuseum.

Michael Brammer var hurtig til at følge op på succesen, også i 1994, da han købte, aflivede og udstoppede hundehvalpe til sin skulptur: ‘Tro, håb og kærlighed med venner’.

I 2000 anbragte Marco Evaristti levende akvariefisk i blendere, som folk kunne aktivere, på sin udstilling på Trapholt i Kolding.

Og i 2014 aflivede Københavns Zoologiske Have en giraf ved navn ’Marius’ og lod den sprætte op som underholdning på den første søndag i vinterferien.

Hver eneste gang har selve handlingen, den brutale, overlagte, offentliggjorte aflivning af dyr, uagtet alle postulerede gode formål, skabt stor opmærksomhed om drabsmanden, dvs. radioværten, kunstneren eller en forlystelseshave med dyr, og genereret forudsigeligt meget PR og indtjening, mens næsten ingen har hørt og forstået ophavsmandens meget tynde (bort)forklaringer.

Hvorfor nu det?

Fordi mange mennesker stadig har deres naturlige instinkter i behold. Fordi de fleste ved, at vi hver dag slagter masser af dyr for at spise dem og godt kan forestille sig, hvordan det er, selv om de måske ikke har prøvet det selv.

De fornemmer, at liv trods alt er værdifuldt. Alle liv. De tænker intuitivt som indianerne, der bad dyrets sjæl om tilgivelse, fordi de var nødt til at dræbe det for at skaffe mad til deres familier. Som plantede et agern, hver gang de fældede et træ.

Dyr er underlagt menneskers forgodtbefindende, ganske som små børn. De unge, mandlige dyreslagtere har magten over dyret, og netop derfor burde de passe på det og ikke misbruge deres overlegenhed til gustne formål, såsom penge og selvpromovering.

Alle levende væsener har krav på respekt. Man slår ikke ihjel for sjov, og man udstiller ikke lig for egen vindings skyld. I et sundt samfund behandler man afdøde med taknemmelighed og værdighed.

Det har de forstået i udlandet, men i dette lille velfærdsland er det generationer siden, vore unge mænd oplevede virkelige udfordringer, så nu er de nødt til at skabe dem selv.

Se evt., hvordan John Oliver fremstiller de danske zoologiske haver i sit fremragende satireshow, Last Week Tonight, 2. sæson, afsnit 31 på HBO.

At strejfe

Jeg har altid strejfet. Lige så længe jeg kan huske tilbage. Først i den store, skrånende villahave, der for en to-treårig var enorm og uoverskuelig som en eventyrpark. Derefter på villavejene og i kvarterets ubebyggede og tilgroede friarealer. Senere ud over marker og i skove til fods, til hest eller på cykel, som oftest fulgt af familiens hund, der ikke ejede en snor, måske ikke engang et halsbånd.

Jeg er stadig så privilegeret, at jeg kan strejfe hver eneste dag. Fulgt af familiens hund. Men de strejfeegnede områder er stærkt indskrænkede, siden jeg for 60 år siden begyndte at gå på opdagelse i denne verden.

Man kan ikke længere begive sig ud over markerne. Hverken til fods, til hest eller på cykel. Hvor marker førhen var små og omgivet af brede grøfter og læhegn, kantet af stier eller kørefaste markveje, som gav god plads til vandringsfolk, ryttere og cyklister, plus eventuelle medfølgende hunde og børn, foruden alle de vilde blomster og buske, sommerfugle, rådyr, harer og fuglevildt, er marker nu om dage nærmest uendelige. Og man går ikke ind i korn eller andre afgrøder; ikke kun fordi det er uspændende at traske hen over sprøjtet, gold jord med kun en enkelt, kunstig afgrøde, men også fordi vi jo har lært, at det er mad og værdier for bonden, ganske som vi ikke gerne ser omstrejfere i vore egne jordbærbede.

Også skoven er efterhånden bebygget, oppløjet, opkøbt, privat, oversprøjtet, overudnyttet. De kæmpemæssige skovmaskiner høster graner så let, som en mejetærsker tager byggen, og de efterlader den mere end hundred år gamle, mosbegroede, duftende skovvej, hvor man før gik så let og blødt, som ét stort, fasttrampet og tilmudret øde.

Man risikerer hvert andet øjeblik at blive væltet over ende af en sammenbidt motionsløber eller kørt ned bagfra af en af disse voksne mænd og familiefædre, der netop har genopdaget glæden ved at cykle. Disse nye cykelentusiaster lader jo ikke Audien stå for at cykle til arbejdet på en almindelig cykel. Næh, de har ’valgt at prioritere sig selv’, som det hedder i tidens åndløse reklamejargon, med specialiseret og kostbart MTB-grej, som de spænder bag på bilen. Den parkerer de så på en idyllisk skovvej, hvorefter de – gerne i større, råbende flokke – begiver sig hæsblæsende rundt i det, der før deres ankomst var en slags stilfærdig, ubetrådt natur.

Også de efterhånden talrige fritidsjægere tramper skovstierne flade klædt ud i fleece og camouflage med mange lommer, og de fylder deres lejede skovstykker med jagttårne og blå foderplastictønder og halvtag, og de føler sig i deres gode ret til at irettesætte gennemstrejfende ældre kvinder med medfølgende hunde.

For selv ikke hunde må strejfe længere. I min kommune må hunde kun færdes uden snor i de dertil indrettede ’hundeskove’, dvs. små områder, der er indhegnede, så de kunne holde en King Kong ude. På disse diminutive jordstykker kan man ikke gå tur, men blot stå og kigge på sin hund, der heller ikke helt ved, hvad den skal stille op med sig selv, hvis der ikke tilfældigvis er andre hunde at lege med den dag. Hunde er som os skabt til at strejfe. Men i ’hundeskovene’ decimeres selv de voksne individer, ligesom fx MTB-mændene, til legende hvalpe. – Det er dyremishandling at holde en hund i snor altid, så den aldrig får lov at springe hen over en grøft, løbe efter en pind eller hoppe af livsglæde hen over højt græs. Selv ikke en bevisligt velopdragen hund må færdes snorefrit i tæt kontakt med sin ejer, mens den snuser og afmærker og følger sin egen, naturlige gangart.

Hvis man antræffes med en løs hund, står man til en bøde på flere tusinde kroner. Også selv om man har gået på den samme vej hver eneste dag igennem et halvt århundrede med en veltrænet hund, som aldrig har generet nogen. Også selv om hunden er så tilvænnet til turene, at den aldrig går mere end nogle få meter væk og til stadighed holder øje med sin ejer og vejen og selv går på plads, hvis den møder andre mennesker eller dyr.

Sådanne hunde er en undtagelse i dag. Og man gør ikke undtagelser. For så tror det naturfremmede unge par med de to moderigtige racehunde, som normalt henslæber en kummerlig tilværelse som fanger i en toværelses i midtbyen, at de også må slippe deres utrænede og understimulerede vildbasser løs, og så tager det dem resten af dagen at få dem fanget ind igen, hvis det da ikke ender med hjemmeprintede efterlysninger på supermarkedets opslagstavle, og hvem ved, hvad de ulykkelige og tumpede dyr når at få ødelagt og skambidt imens?

Den sidste løse og lykkelige hund, jeg kendte, var en overvægtig dansk-svensk gårdhund, som boede hos en gangbesværet, ældre dame længere nede ad vejen, skråt over for skolen. Normalt lå han på en pude i vindueskarmen, altid parat til at springe op og gø ad folk, der passerede forbi ude på fortovet. Men når han skulle ud, lukkede damen blot døren op, så han kunne gøre, hvad hunde nu gør, når de skal, i haven eller langs de to villaveje, der udgjorde hans territorium. Hvis vi kom kørende sent om aftenen, så vi ofte den lille tyksak med en cykellygte bundet i halsbåndet passere gaden foran os, og fordi vi – og sikkert også byens øvrige bilister – forventede at møde ham, var vi altid, dag og nat, parate til at sænke farten og lade ham krydse vejene. – Hvilket også kom skolebørnene til gode.

Det er mere end ti år siden, jeg sidst så den gamle dames hund. Hendes hus blev solgt og moderniseret. Der er ikke længere hunde i gaderne eller løse børn på skolevejen, men hundreder af biler, der ræser af sted i alle retninger med børn og voksne og cykler og hunde, og som ikke levner meget plads til strejfere.

Hvilket er et – måske af de fleste upåagtet – kolossalt stort tab af livsværdi for os, der kan huske tiden før. De fleste har ingen anelse om, hvad de har mistet.

Dumme mennesker

Det har længe været kendt blandt udviklingsbiologer og almindelige hundeejere, at tamhunden blot er en ubegavet, barnlig udgave af vildtlevende ulve.

Mange tamhunde er avlet til at ligne hvalpe eller unger med hængeører, store øjne og flad front. I modsætning til vilde, voksne individer, der ville have opretstående ører, lang snude og smalle øjne anbragt på hver side af et spidst ansigt. Desuden er en ulv nødt til at være mere end almindeligt snu for at overleve og formere sig i naturen.

Moderne hunde behøver ikke at bekymre sig om, hvor det næste måltid skal komme fra, for de har specialiseret sig i tilknytning til en anden art, mennesket, så de indirekte kan tjene til føden vha. nuttethed, vagt- og jagttjeneste og andre forefaldne, for hunden naturlige, opgaver, som fx som selskabsdyr eller ved sporsøgning. Visse hunderacer er nu så afhængige af menneskets indgriben, at de hverken kan parre sig eller føde på naturlig vis, men rutinemæssigt må hjælpes med kunstig befrugtning og planlagte kejsersnit.

Man har hævdet, at hunde er fint tilpassede parasitter, som lever af godmodige menneskers yngelplejeinstinkt og deres frygt for ensomhed.

Vi, som lever tæt sammen med hunde, og som har gjort det hele vores liv, ved, at der er en del sandhed i disse påstande, men der er også mange andre ting på spil i samlivet mellem mennesker og deres hunde. Hunden er fx − i lighed med et par misrøgtede potteplanter i vindueskarmen − i mange tilfælde vores sidste bånd tilbage til en mere naturlig levevis. − Jeg plejer at sige, at hvor der er godt at være for hunde, er der også godt at være for mennesker, for der er masser af grønt græs, ro, frisk luft, trafikløse vandrestier over større vidder og måske en svømmesø eller en strand. − Og så er hundens selskab aldrig i stedet for andre menneskers selskab, men et supplement til omgang med egne artsfæller. Man får nemlig hurtigt nye venner, når man færdes med en hund, både to- og firbenede, store og små, og af en eller anden grund forekommer hundemennesker ofte mere rummelige og venskabelige end ikke-hundemennesker. Hundeejere er i dagligdagen nødt til at sætte tempoet ned, de kan tolerere hundehår, ekstra rengøring og faste rutiner, hvor de må sætte sig selv til side, så deres hund kan få de lufteture, leg og øvrig pasning, den har krav på.

Men der er ingen tvivl om, at tamhunden er en mindre begavet udgave af sin vilde forfader. Det er nemlig også et for længst fastslået faktum, at alle tamdyr har mistet intelligens, når man måler dem i forhold til deres vilde ophav. Det gælder heste, køer, høns, får, geder osv. De har ikke brug for så mange intellektuelle færdigheder for at skaffe sig føden, for den bliver serveret for dem flere gange om dagen af mennesker. Tværtimod er overdreven intelligens en hæmsko i deres liv som domesticerede, indespærrede dyr. De skal blot være rolige, omgængelige, trække en vogn, producere mælk, æg, kød, uld eller andet. Hvis en ko forsøger at snige sig ud af stalden for at skabe sig et nyt og mere tilfredsstillende liv på egne præmisser, eller hvis den begynder at organisere et oprør mod moderne mælkeproduktion, så bliver den omgående gjort til bøffer og dermed taget ud af arvemassen. Kun de allerdummeste køer har overlevet bøndernes selektion igennem de seneste 10.000 år.

Det nyeste er så, at forskere har fremsat den teori, at moderne mennesker, analogt med tamdyrene, har mistet hjernemasse og intelligens. Bl.a. en canadisk-engelsk psykolog, Bruce Hood, som i foråret udsendte en tankevækkende bog: ’The Domesticated Brain’, hvori han anslår, at vi på 20.000 år har mistet helt op til 10 % i hjerneomfang, svarende til størrelsen på en tennisbold. Fordi vi så at sige har domesticeret os selv.

Hvis man tager et hurtigt blik omkring sig, så er man straks tilbøjelig til at give Mr. Hood ret. − Her kunne man fx fremhæve mængden af infantile programmer i tv, Min søsters børn eller Far til fire som de to valgmuligheder på de danske kanaler på en lørdag aften, og på de øvrige aftner lutter tingsgrådige indretnings-, auktions- og husprogrammer. Man kunne også specifikt nævne de to tilsyneladende evneløse individer, Thomas Skov og Emil Thorup, som man af en eller anden grund har sendt til Kina med et gammelkolonialistisk påskud om, at de er hvide … − HVIDE!!!??? Hvordan i alverden kan man finde på at tage race- og hudfarvebegrebet op i Danmark i år 2014? Selv om det muligvis er ment ironisk eller fnisende postironisk eller hvad ved jeg, så burde det nok ikke udspille sig på et gammelt kulturfolks bekostning og med et par hjernedøde, danske blegfjæs i forgrunden. − Er de kinesiske værter med på denne tankeløse spøg, fostret i et beskyttet og forkælet, dumt og diminutivt land på den anden side af jorden? Eller holder de bare gode miner, fordi de − i modsætning til de fleste unge danskere − er opdraget til at udvise høflighed, respekt og overbærenhed? − Og jeg tænker endvidere på dumheden, som den frit udfolder sig i ugebladene, internetchatrummene, kommentarsporene, frokostaviserne, uddannelses-institutionerne, og på gaderne med deres horder af uvenligt møvende, tomøjede mennesker, som trasker, flanerer, løber, stæser, cykler med propper i ørerne og en lille, flad maskine fast implanteret i venstre håndflade.

I vores kulturkreds bliver maden serveret for de fleste, uden at de gør sig særlige anstrengelser for at fortjene det. Man behøver heller ikke interessere sig for sin skole eller uddannelse, men kan blot sætte sig hen, skræppe op og forvente at få fordele serveret. Der er simpelthen ikke længere behov for så mange overlevelsesfærdigheder. De færreste kan i dag dyrke deres egne kartofler eller slagte en høne. Viden om jord, klima, årstider, planter, dyr og fysikkens større sammenhænge er særdeles sparsom. Det er endda de færreste, der kan læse, skrive og regne, når de forlader en dansk uddannelsesinstitution, endsige overskue deres eget budget; går det galt, får de hjælp af mor og far eller sagsbehandleren. Det er nok at kunne genkende en designerstol, barbere sig i skridtet, klæde sig lidt smart og tale indsmigrende sødladent og læspende, mens man socialisere med sine jævnaldrende, IRL og pr. elektronik. Det kan de fleste klare. Og på den måde kan moderne mennesker, i modsætning til mere naturligt levende, opføre sig som afhængige børn det meste af deres liv og formere sig − somme tider med lægens hjælp − selv om de er uegnede på den ene eller den anden eller måske på mange måder, eller hvis de mangler intelligens.

Man behøver bare at se på, hvad vi gør ved vores − eneste − jord i disse år: Vi formerer os fuldkommen hæmningsløst, verdens befolkning er tredoblet i min levetid, og i hvalpet grådighed − fordi vi synes, vi fortjener det − forurener vi jord, luft og vand i en grad, så der lever mennesker i Kina, der aldrig ser en blå himmel. Mon Skov og Thorup rapporterer meningsfuldt om det i næste afsnit?

Samtidigt går unge danske mødre rundt og føler sig hellige og martyragtige, mens de højlydt påkalder sig omgivelsernes opmærksomhed og støtte, fordi de føder og føjer endnu flere ressourceforbrugende børn til samfundet.

Tror vi på, at forureningen bliver i Kina? I Tjernobyl? I Stillehavet? Og på, at det hele ordner sig af sig selv, så vi og vore børn og børnebørn kan leve videre på en ren klode uden at tage skade? Eller fjoller vi rundt med fingre eller propper i ørerne, mens vi fortsætter med at rage til os?

Hvor begavet er det lige at skide i egen rede? Men så må vi også søbe den kål, vi selv har spyttet i. − Som vores måske mere intelligente forfædre så bramfrit formulerede det.

Kilder:

http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2384308/vores-hjerner-er-paa-skrump/

http://www.huffingtonpost.com/2012/11/13/humans-getting-dumber-stanford-study_n_2121823.html

http://www.bizjournals.com/sanfrancisco/blog/2012/11/stanford-university-researcher-says.html

Instinkter

Vi plejer at sige, at det, der adskiller mennesker og dyr, bl.a. er menneskets evne til logisk tænkning, til medfølelse og godhed, til at tænke på både fortid, nutid og fremtid, hvorimod dyr blot er instinktdrevne og lever i nuet, og vi tilkender dem endda sjældent evnen til at nære følelser, til at være triste eller glade eller til at nære forventninger til fremtiden.

Det er alt sammen løgn. Mennesker er i nær familie med dyr, naturligvis nærmest de større pattedyr. Vi er selv uhyre instinktdrevne; det meste af vores vågne tid går med at efterstræbe mad og materielle goder, vi tænker på magt, indflydelse, sex, afkom og personlig vinding før alt andet, men vi er gode til at pakke det ind i sprogets tågeslør: − Det er for hans egen skyld. − Jeg fortjener en ferie. − Børn har godt af at være sammen med andre voksne og børn. − Han kan bedre tilfredsstille mine behov, siger vi, når vi handler i uskøn egeninteresse.

I modsætning til os er dyr langt mere ærlige og hensigtsmæssige i deres opførsel. Min hund kan regne den hurtigste vej mellem to punkter ud langt hurtigere, end jeg kan. Også hvis ruten kræver overblik over skoven, haven eller husets grundplan. En kat går rundt og er aldeles glimrende til at være kat, hvis vi ikke holder den indespærret under kunstige forhold i en lille lejlighed, men sætter en lem i døren og accepterer, at den bruger natten på at holde nærområdet muse- og rottefrit. En naturligt træt kat vil hygge sig med dig i hvilestunderne og opfatte dig som en omsorgsfuld forældreskikkelse. Høns går rundt og hønser, hvis de får chancen og ikke bliver stuvet sammen 20.000 ad gangen, og de kan sagtens lære at lægge vejen forbi havedøren ved sekstiden hver aften, hvis man på det tidspunkt plejer at håndfodre dem med rester fra aftensmaden. Skulle man have glemt det en enkelt aften, sidder der pludselig høns i havemøblerne og kagler spørgende ind til os gennem stuevinduet. Hunde, der er flokdyr ligesom os, kan udvise både glæde, stolthed, ivrighed, arbejdsglæde, forventning, tilfredshed, omsorg, angst, savn og meget, meget mere, hvis vi bare har sans for at aflæse det og lytte til dem. − Min ven fik en ’brugt’ hund, en 3-årig tæve, og han påstår, at ’hun eeeeelsker at køre i bil’. Men hun reagerer på alle biler i nærheden. Hun har en historie med mange omflytninger, og hver gang hun hører en bil, prøver hun at komme ind i den, for den vil sikkert køre hende hjem, hvor hun hørte til i første omgang. Er den hund ulykkelig? − Hvor lang tid går der, før hun falder til og indser, at dette er hendes blivende sted? Har vi lov at omplacere hunde på den måde? Børn? − Jeg havde en stor og kluntet Newfoundlænder, som knap kunne se ud under pandehåret, men en gang havde vi havde besøg af en tante, der netop havde mistet sin mand, og som sad og græd i vores sofa, mens ingen af os anede, hvordan vi skulle reagere. Så gik dyret bare hen og lagde sit store hoved i hendes skød og kiggede op på hendes tårefyldte ansigt med sine blide, brune øjne. Hun begyndte at grine og græde på samme tid og krammede dyret længe.

Vi, der har naturlige instinkter i behold, bryder os fx ikke så meget om at flyve, om at omgås slanger og edderkopper, om at aflevere vore hjælpeløse småbørn til fremmede, om at hænge i en klokkestreng dag ud og dag ind, om at bo på betonhylder og færdes i gåsegang på asfalt, når vi går ud. Vi bryder os heller ikke om død, ligdele, fækalier og sygdom. − Vi kan håndtere de fleste forekomster i et menneskeliv ved hjælp af forstanden, men vi opsøger ikke disse ting, hvis vi kan undgå dem. Det lader vi fagfolk om. Dyrlæger, læger, bedemænd, sygeplejersker, forældre, landmænd, slagtere, hjemmehjælpere, Falckfolk, politimænd, brandmænd, soldater m.fl. lærer at omgå instinkterne og udføre ubehagelige opgaver, og det er vi dem yderst taknemmelige for.

Tag giraffen Marius: En zoologisk havemand, som er tilvænnet døde dyr og deres indvolde, programsætter skydning og offentlig dissekering af en rask, sød og uskyldig giraf til den første søndag i vinterferien, idet han forestiller sig, at det er godt for en masse børn og voksne at lære noget om giraffers indre. Hvis han selv og haven kunne få en smule opmærksomhed i den anledning, ville han sikkert også være tilfreds.

Fik han så den eftertragtede opmærksomhed?

Drengerøvskulturen, som er opstået i et trygt og sikkert samfund, hvor raske unge mænd får alting serveret uden de store, sjælsrørende udfordringer, tilsiger mange af dem at opsøge disse grænseoverskridende oplevelser, og de tager gladeligt deres børn med. Børnene vender sig væk med afsky, for de har stadig visse instinkter i behold.

Først er vi ved at falde over hinanden for at fordømme ufølsomheden i at gøre obduktionen af en giraf til underholdning, men da vi pludselig ser, at UDLANDET angriber zoo for akkurat det, så adlyder vi nogle andre instinkter og begynder at forsvare vore landsmænd, stammefrænder, mod de fremmede … Ork, hvor forudsigeligt og dyrisk.

Grænsen mellem dyr og mennesker går helt åbenlyst ikke ved medfølelse, ved værdighed, anstændig omgang med lig, tidsfornemmelse, logisk tænkning eller ved andet af det, vi plejer at hævde. Den går heller ikke ved sproget, for ethvert dyr kan meddele sig. Ingen er i tvivl om det, hvis en gris er bange, ked af det eller glad. Eller hvis et barn væmmes over at blive udsat for indvolde i overstørrelse på sin første feriedag. Grænsen mellem dyr og mennesker går, for mig at se, ved evnen til at lyve for sig selv.

Danske værdier?

‘ … jeg er på mine børnebørns vegne bekymret over at være vokset op i en tid, der har haft selvtillid nok til i løbet af et par generationer at skille sig af med tusind års skik og brug. Ikke mindst fordi vi allerede længe har haft lejlighed til at vurdere, hvad der er kommet i stedet for.’ side 229, LIMFJORDEN I af Hans Edvard Nørregård-Nielsen

Der er megen snak om danske værdier for tiden, men jeg kan ærligt talt ikke se, hvad de skulle bestå i. Bortset, naturligvis, fra magten til at tvinge folk, der ikke bryder sig om det, til at æde svinekød allerede fra vuggestuealderen.

Vi er stolte af vores svinekød, som produceres og slagtes under kummerlige forhold med 25.000 selvdøde smågrise i staldene pr. dag, med enorme mængder af penicillin og multiresistente bakterier, som nu er begyndt at true vor egen sundhed i alvorlig grad.

Førhen var vi en fredsbevarende nation, der sendte observationsstyrker til Gazastriben, Cypern, Eksjugoslavien og andre brændpunkter, før vi under Anders Fogh Rasmussen pludselig blev en krigsførende nation, der uden FN-mandat løb i hælene på USA og sendte angrebstropper ind i Irak, senere Afghanistan og bombede Libyen.

Et af vore store provinsdagblade syntes for nogle år siden, at det tilkom dets kulturredaktør at tage et opgør med Islams tusind år gamle dogmer og lagde sig derved ud med ca. 1 mia. mennesker, som, ifølge avisen, skulle lære at kunne tåle spot og hån …

Vi sender vor gymnasieungdom til andre lande, hvor de mindreårige drikker sig fra sans og samling, brækker sig, laver ballade og raserer ærværdige kulturbyer iført tøj, hvis æstetik er lånt fra pornofilm. Forældre og lærere er tilsyneladende magtesløse, for de giver udtryk for, at det må være rejsebureauernes opgave at sørge for, at de unge opfører sig ordentligt og ikke kommer til skade. Dansk politi sender hjælpsomt fire betjente med de unge.

Vor statsminister repræsenterer landet ved at jage ’Sex and the City’-skuespilleres autografer og tage selfies af sig selv sammen med andre statsledere ved en mindeceremoni, der skulle have handlet om Nelson Mandela, en af de seneste hundrede års betydeligste mænd.

Hendes konkurrent til posten, formanden for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, genererer ustandseligt sager med sit private luksusforbrug for det offentliges penge, og så var han statsminister, da den ubehagelige skattesag opstod, hvor ministre og deres rådgivere, når det drejede sig om en førende oppositionspolitiker, havde mere end svært ved at skelne mellem lovgivende myndighed og udøvende skattevirksomhed, hvilket er ret pinligt i et vestligt demokrati, som gang på gang drog i krig mod arabiske lande angiveligt for at lære dem forskellen.

Vi siger ’fuck’ til alting i en sådan grad, at engelsktalende lande regelmæssigt kommenterer vore reklamefilm eller programtitler : ’So F…ing special’ o.l., som sikkert lyder smart i unge programmedarbejderes øren, men som er dybt pinlige, når de rammer et mere modent, sprogkyndigt publikum.

Så anbragte en kunstner nogle rådnende grise i montrer på et museum. Da reaktionerne stilnede af, proppede en anden et par guldfisk i en blender, og en tredje skabte en skulptur bestående af udstoppede hundehvalpe. Den zoologiske have i København toppede så her i vinterferien med, for øjnene af tusindvis af børn og voksne, at dræbe og partere giraffen Marius. Angiveligt som et ’pædagogisk projekt’, så ungerne kunne lære ’hvad der sker med overflødige dyr’ … Tv-billederne viser chokerede børneansigter, og for mange af dem bliver en hyggelig familieudflugt i zoo aldrig det samme igen.

Hvad sker der med os? Er intet helligt længere? − Børn må gerne se et dyr blive slagtet og parteret, men da ikke for sjovs skyld? For billetsalget, omtalen og underholdningens skyld? − Det er jo usømmelig omgang med lig! Og så havde dyret til overflod et navn. Marius. − Kom unger! Vi skal i zoo og se Marius blive skudt og kastet for løverne! − Minder det om noget? Panem et circenses? De offentlige opsprætninger af prostituerede, mordere og andre ulykkelige, afdøde fattige i de parisiske ’teatre’, som folk kunne købe billetter til? Udpakningen af egyptiske mumier under selskabelige former i den engelske overklasse?

Er der ikke længere voksne i blandt os? Ingen dømmekraft tilbage? Er vi kun ude på at sprænge tabuer og overskride grænser i pubertær vildskab og skaffe os dårlig omtale internationalt?

De unge, der tomlede eller interrailede sig igennem alverdens lande i 70’erne og 80’erne, var stolte af at være danskere, og de syede iøjnefaldende store, danske flag på deres rygsække. For som dansker blev man respekteret og godt modtaget allevegne. Det er vist definitivt slut. Nu vækker vi kun undren.