Forleden smuttede jeg ind i Føtex efter et par ting, mælk og bananer, og jeg gik der i de brede gange fyldt med ting og blev pludselig overvældet af, hvor privilegerede vi i grunden er i dette lille, beskyttede land:
Vi kan hver dag gå ind i sådanne haller fyldt til randen med overflødigheder og vælge frit mellem kød, æg, mel, brød, frugt, grønt, fisk, strømper, legetøj, kopper, kander, servietter, smertestillende medicin, slik, kager, sodavand, vin, tørret ris, pasta og dåser med ting fra fjerne lande og meget, meget mere. Det er bare at skovle ned i sin trillevogn og vise et plastickort ved udgangen.
Bagefter satte jeg mig ud i min velkørende og praktiske Toyota og kørte på brede motorveje, hurtigt og sikkert, til mit hjem med de ganske få indkøb.
Hjemme placerede jeg mælken i det store køleskab og bananerne i frugtskålen midt på spisebordet sammen med en ananas og de røde, økologiske æbler, der lå der i forvejen.
Mit hjem er tæt og lyst, velindrettet, der er varme i gulvene, vand i hanerne, el i kontakterne, grønne planter i vindueskarmene, mad, rent tøj og sengetøj, sæbe og wc-papir i skabene og alt, hvad man som menneske i øvrigt kunne få brug for i form af veludstyrede badeværelser, køkken med røgfri ovn og komfur, arbejds-, senge- og hyggepladser. Udenom ligger en grøn og blomstrende have, som fuglene og naboernes katte elsker, og som enhver arabisk poet ville misunde os. Vi har bøger, musik, kommunikationsmidler, spil, film og nyheder, som vi kan benytte os af, ganske som vi lyster.
Enhver person fra alle andre perioder i jordens historie, stenalder, middelalder, renæssancen, ja, endda det 20. århundredes begyndelse eller en fra et af vor tids mindre privilegerede lande, der pludselig dukkede op og så leveforholdene i dagens Danmark, ville vel knap tro sine egne øjne!
Men så ville hun meget hurtigt opdage, at vi mangler noget vigtigt. At vi er udgået for samvær og omsorg. At der ikke længere er tryghed og tillid til, at nogen griber os, når vi er børn i skoler og institutioner, eller når vi får smerter, bliver syge, gamle, hjem- eller arbejdsløse.
Hun ville notere sig, at vi mangler tid, at der aldrig er ro og stille omkring vores boliger, og at der ikke længere findes natur. Ren og velfungerende natur i balance, med fisk i vandet og insekter i græsset – ikke blot i de små haver, men også derude på de mere end 60% af landets areal hvor landbruget hærger med gylle og gift og behandler dyrene svinsk. – Hun ville opdage, at vi har sat det allermest nødvendige, menneskeligheden og den fælles klodes overlevelse, over styr i vores jagt på materiel overflod.
Og hun ville ganske givet finde, at prisen for gulvvarme og det store udvalg af mere og navnlig mindre nødvendige forbrugsgoder er for høj. – Man kunne måske have klaret sig med mindre.
Jeg blev behandlet med antibiotika, Dalacin, og opdagede, fordi jeg er intolerant over for visse farvestoffer, at tilsætningsstoffer i kapslerne i sig selv kunne være sygdomsfremkaldende. Ud over laktose, som mange ikke tåler, indeholder selve kapselmaterialet blandt meget andet Titandioxid E 171, som nu er forbudt i EU* for sin giftighed.
Hvorfor skal medicinpiller/kapsler være røde, gule, grønne, blå eller lilla? Hvis farverne risikerer at gøre yderligere skade? Vi er vel ikke legesyge børn, der skal gøres glade med friske farver, når vi er syge?
Heller ikke de såkaldte ‘naturidentiske’ farvestoffer er sikre. Jeg tåler fx ikke koncentreret gulerods-, rødbede-, paprika- og chilifarver, alle E-numrene 100, 160, 161 og 162, som man efterhånden putter i alting: is, brød, slik, ost, kager, æg …. foruden invertsukker, som ikke en kat aner, hvad er.
Dalacin 300 mg indeholder et antibiotikapulver tilsat talkum – som, man nu ved, ofte indeholder asbest, foruden andre tilsætningsstoffer, og selve kapslen er farvet med:
Erythrosin E127
Indigotin (indigocarmin) E132
Jernoxider og jernhydroxider E172
Titandioxid E171
Mængderne er formentlig små, men det ene med det andet. I løbet af et langt liv udsættes vi for så meget, at det til sidst summer op, og vi kender ikke skadevirkningerne ved stoffernes eventuelle interaktioner i kroppen.
Og hvorfor giver man i det hele taget farvestoffer, talkum o.a. til syge mennesker? Og hvorfor kommer man så mange uspiselige ingredienser i mad og medicin?
Industrien har givetvis et hav af forklaringer, der alle har at gøre med holdbarhed, konsistens, emballage, transport, såkaldt ’forbrugervenlighed’ m.m., men de burde bare holde op.
Dalacin C indeholder: Aktivt stof: Clindamycin 300 mg som clindamycinhydrochlorid.
Øvrige indholdsstoffer: Lactosemonohydrat, vegetabilsk magnesiumstearat, majsstivelse, talcum, titandioxid (E171), indigotin I (E132), erythrosin (E127) Gelatinekapsel: Sort trykblæk; sort jernoxid (E172).
Ifølge Dansk Erhverv er det dog stadig tilladt at sælge allerede producerede varer, så vi har, trods EU-forbud, ingen garanti for, at vi ikke også næste gang, vi bliver syge, bliver forgiftet af en tankeløst grådig medicinalindustri. – Og hvad gør alle de andre farvestoffer, Erythrosin E127, Indigotin (indigocarmin) E132, Jernoxider og jernhydroxider E172 i vores kroppe?
Et rod-sammen af billige råvarer tilsat bl.a. bambus, sulfit, metylcellulose, carrageenan, kaliumklorid, bønneprotein, sukker, salt, natriumdiacetat, kaliumsorbat og naturlige aromaer, som jo kan være hvad som helst … Skal det forestille mad? Til mennesker?
I Kina tilsatte de giftstoffer til babymælkepulver, fordi rigtig mælk var for dyrt, og babyerne døde jo … for profittens skyld.
Men vi kan bare undgå de færdiglavede og ultraforarbejdede fødevarer med alle tilsætningsstofferne, kan vi ikke? [1]
Nej, det kan vi ikke. De rene, naturlige fødevarer, frugt, grønt, mejeriprodukter, kød, fisk og æg, findes stort set ikke længere.
Vores grøntsager kommer hovedsageligt fra enorme drivhuse i Andalusien, hvor de aldrig har set jord eller frisk luft. De vandes med det vand, som ellers skulle komme befolkningen, dyrene og beskyttede naturområder til gode i et land, der under klimaforandringerne oplever, at deres vandressourcer hastigt udtømmes. Og de gror i et kunstigt voksemedie og vandes med kunstgødning, indtil de plukkes af illegale indvandrere fra det afrikanske kontinent, der lever under uhumske og knapt menneskeværdige forhold.[2]
Køer får ikke længere græs, men fodres bl.a. med inddampede og yderst koncentrerede ’græspiller’.[3] Når køerne forvandles til industrielle maskiner, der kun gives ultraforarbejdet og kunstigt foder, betyder det noget for deres og vores sundhed og sikkerhed, men måske opdager vi det først om 20 år, når vores børn er vokset op og udviser nye, besynderlige symptomer.
Svin fodres med alt, der er billigt, og holdes indeklemte, transporteres langt, bliver slået under lastning og losning, og ender deres liv udmattede og skrigende på beskidte slagterier i fx Polen.
Nordjyske 5.2.24
Kødkvæg opdrættes bl.a. i Sydamerika, hvor de store flokke holdes på den jord, regnskoven stod på, før den blev brændt af. Dyrene slagtes, fryses og sendes med forurenende skibe til burger- og steakrestauranter, industrikøkkener og almindelige supermarkeder overalt i verden.
Fisk uddør hurtigt nu i vores have, men man holder kunstigt opdrættede og fodrede laks i store, forurenende havanlæg og giver dem sundhedsskadelige farvestoffer og medicin i deres daglige foder for at efterkomme ‘forbrugernes ønsker’.
Det samme sker herhjemme i de store ægproduktioner – også de økologiske! – hvor hønernes foder er fyldt med farvestoffer, som kan give pinefulde allergier, og andre uvedkommende stoffer, fx dioxin. Farven i form af carotenoider tilsættes ‘for forbrugernes skyld’, fordi mørkegule æggeblommer ser mere sunde og appetitlige ud … [4]
Så vi kan ikke selv sørge for at styre uden om kunstige og skadelige madvarer ved at vælge de rene, de uforarbejdede, ikke engang ved at vælge økologisk[5]:
Ville man tilsætte rødt farvestof til køernes foder, så kødet blev fint rødt og appetitligt, og mælken blev lyserød? Og stadig kalde det god mad og godt landmandskab?
Hvis vi ikke får udryddet os selv med krige og atomvåben, med overdreven brug af fossile brændstoffer og dermed opståede klimaforandringer, med fældning af træerne og rydning af store dele af jordens naturlige biotoper, så klarer vi det også glimrende ved at producere ikke-mad til os selv og vores børn.
Så fine og sunde æg får man fra nordjyske havehøns i marts måned, hvis man kun giver dem korn og adgang til selv at finde græs, mælkebøtter, orme, biller og larver. – Æglæggende høner i de store, industrialiserede æggeproduktioner må fodres med forfærdende, sørgelige og unaturlige råvarer, hvis deres æg har brug for kunstig farve!
[4]Dioxin kommer i æggene via opkoncentreret paprika- eller blomsterfarve fra Kina og Indien. Hvis man fravælger disse farvestoffer pga. risikoen for forgiftninger af forbrugerne, kan man i stedet tilsætte såkaldte ’naturidentiske’ farvestoffer, som ikke har meget med natur at gøre, men som i koncentreret form farver tilstrækkeligt.
[5]Karotenoider/carotenoider er ikke et uskadeligt, naturligt plantefarvestof. I større og koncentrerede mængder ophobes de i leveren og kan give alvorlig A-vitaminforgiftning og livslange allergier og intolerancer. Jeg pådrog mig en intolerance over for carotenoider og betacaroten, da jeg glad bællede to glas friskpresset gulerodssaft for min sundheds skyld. Nu får jeg ugelange og smertefulde øjensymptomer og træthedsfølelse, hvis jeg spiser en gulerod, en blomme i madeira lidt laks eller et æg, når fiskene og hønerne har fået carotenoider i foderet. Vi tåler ikke de kraftige koncentrater, som teknologien nu muliggør, og som industri og også sundhedsindustrien opfordrer os til at indtage. Vi er ikke skabt til koncentreret ‘naturmedicin’ i pilleform, som afkog eller kraftig te, til smoothies, grøntsagsjuicer o.l. – Fordi, som man var klar over førhen: For lidt og for meget fordærver alt.
Disse farvestoffer – og sikkert alt muligt andet, som jeg heldigvis ikke ved noget om – bør undgås i foder til mennesker og dyr:
Hollandsk Gaudaost med tilsat konservereringsmiddel og skadeligt farvestof, E160a, som er syntetisk betacaroten, der plager allergikere – og det er helt unødvendigt! – Gode ostemagere kan fremstille de bedste og mest velsmagende oste helt uden unaturlige tilsætninger. Farvestof og konserveringsmidler i almindelig ost er en falliterklæring! – Før i tiden lavede man ost for at konservere mælken, så den kunne gemmes!
Bagværk, Bilkas morgenstang, med betakaroten som farvestof og mange andre tilsætningsstoffer, beskrives som klassisk, dansk wienerbrød, men er i virkeligheden et stykke ufordøjeligt kemi:
Ingredienser:
‘Vand, HVEDEMEL, vegetabilsk fedt og olie (palme, raps, kokos), sukker, ÆG, fortykningsmiddel (E 1414), gær, vallepulver (fra MÆLK), abrikoskerner, salt, stabilisatorer (E 401, E 440, E 450, E 516), emulgatorer (E 471, E 472e), naturlige aromaer, maltpulver (BYG), farvestoffer (E 170, E 160a), glukosesirup, SØDMÆLKSPULVER, majsstivelse, surhedsregulerende middel (E 330), MÆLKEPROTEIN, enzymer (XYLANASE (HVEDE), ALFA- AMYLASE (HVEDE)), vitamin A. Topping: Hvid glasur (flormelis, vand), kakaoglasur (flormelis, vand, kakaopulver).
leveret til os frossen og rå. Tøet op, bagt og pyntet i vores bageri.’
STOLTE DANSKE HÅNDVÆRKSTRADITIONER, har de den frækhed at skrive! Læs listen over e-numre og andre besynderlige indholdsstoffer!
Og Nettos ØGO Hamburgerryg med tilsat rødbedepulver, som nogle ikke tåler:
Hvad laver rødbedefarve i kød?
OG HVAD tænker vores politikere på? Er de der for at beskytte befolkningen eller for at beskytte en skadelig industri, der truer med at gøre os alle syge med kunstig ikke-mad?
Nogle venner, som gerne ville bo roligt og naturskønt, kiggede på huse i udkanten af Dronninglund Storskov, men kunne udpege mindst fire store gyllefabrikker inden for en enkelt marks afstand … Hvem vil bo der? (Udsnit fra Boliga.dk)
Man vågner en smuk sommerdag i juni … og – Addr! – hele ens verden hørmer fælt af klistret, overgemt gylle, svinepis og lort, som nogen har listet ud i ly af nattemørket.
Svinebaronernes håndlangere har kørt stinkende gammel, gæret gylle igennem vores gader og har spredt det ud over markerne omkring byen, så ingen med en næse kan trække vejret – i dagevis! Og al denne gyllegødning ødelægger vores jord og beskyttet natur med kvælstofforurening:
Politiken d. 24. 6. 23
Hvor længe endnu skal det være tilladt at tilsvine andre menneskers liv og vores fælles land på denne måde?
Slagteriet i Sæby er lige lukket, og 2 mio. svin skal nu køres her fra Nordjylland til videre opdræt eller slagtning i Tyskland eller Polen, hvor svineavlerne får mere for pengene. – Det er næppe dyrevenligt at transportere intelligente og følsomme dyr så langt på vejene, stuvet tæt sammen i lastbiler:
Vi mangler modige politikere, der kan trække en streg og bestemme, at vores land er for lille til alle de svin, at vi ikke vil bo i et svinelokum, at vi ikke kan leve med så mange mishandlede dyr i danske stalde, og at vi skal nøjes med på en ordentlig måde kun at producere cirka det, vi selv kan spise, så jorden, luften og vandet omkring os igen kommer i balance.
Hvis de vil spise svin i andre lande, må de selv lægge jord til gyllen. – Vi har været for godtroende og for føjelige, og hele landet har tabt på det. – Ingen køber længere frivilligt hus i landområder, hvor svinebaronerne hersker. Og hvor vil man helst holde ferie? I et stinkende gylleland eller i fx Provence, der lugter af lavendler?
Og er det i øvrigt betryggende, at det er de uanstændigt rige, dyrplagende, jord-, luft- og vandforurenende svinebaroner, der opkøber en stor del af vores slotte og herregårde og nu forvalter både den fælles jord og kulturarven? Hvornår blev det besluttet? – Hvad er deres uddannelse, viden og adkomst til det?
Kunne de ikke giftsprøjte nogle kartofler i stedet?
Til min seneste fødselsdag fik jeg udbetalt en lille pensionsopsparing, som jeg omgående investerede i et længe næret ønske: et par ægte tæpper, knyttet af rigtige menneskehænder.
Efter adskillige besøg hos tæppehandlere af mange slags endte vi hos en rar mand i Bazar Vest i Århus, der fremtryllede de mest bedårende, persiske tæpper, som ovenikøbet var til at betale.
Tæpperne var slet ikke, som jeg havde forestillet mig. Hverken i farver eller tekstur. – De var noget meget, meget bedre: De åndede! Det var, som om den tid, tradition og omhu, der var nedlagt i dem, smittede af på min stue. – De var levende! Tykke og både flammende og beroligende. De indtog rummet med et eget liv og lå og glødede, selv på triste, overskyede dage. – De var kvalitet! – Usammenlignelige med de metervis af maskinvævede plasticfibre med gummibagsider, der før havde ligget døde hen på mine gulve.
Genbrug er ikke opfundet i dag, det var altid et livsvilkår: – Mine bedste pudseklude til spejle o.l. stammer fra et par sæt sengetøj, min mor bestilte fra et jysk væveri ca. 1960. Da jeg fik min søn 20 år senere, blev de syet om til fire dynebetræk i barnestørrelse, som efter endnu knap 30 år blev brugt igen til børnebørnene, når de var på besøg, før de nu, hvor børnebørnene har dyner i voksenstørrelse, tjener som klude.– Men kvaliteten til et sådant genbrug findes ikke mere i almindelig handel.
Som næsten 70-årig har man oplevet en del. Eksisteret igennem perioder og tidsaldre og kan sammenligne. Det, der slår mig allermest nu i modsætning til fx 1960’ernes gyldne og håbefulde opgangstider, er, at vi nu er så rige og så mange, at vi har alle muligheder og en milliard ting, men at vi alligevel ikke formår at værdsætte og opretholde en bare nogenlunde acceptabel kvalitet. Kvalitet i betydningen omtanke, omhu, tradition og tid.
Det gælder den fysiske kvalitet med dårlige, præfabrikerede og rungende betonhuse i fantasiløse og u-hyggelige industri-, handels-, bolig- og villakvarterer.
Det gælder den endeløse strøm af maskiner og elektronik, der højst fungerer et par år.
Bøger og andre kulturprodukter stort set uberørt af tænkende menneskehjerner.
En bakke danske jordbær fra GASA, Odense, købt i REMA 1000 for 27 kr. En tredjedel er rådne og mugne.
Vi producerer og sælger dårlig mad til hinanden. Og stof, tøj, møbler og de fleste andre brugsting, som ingen har gidet lægge bare et minimum af tid eller omhu i.
Vi omgiver os med haver, der kun består af fliser, træterrasser, kinesiske granitskærver, tørt græs og spildte muligheder for at dyrke blomster til bierne og frugt og grønt til os selv.
Vi lever gladeligt i en fysisk uæstetisk ørken fyldt med larm og møg. Skovene består af træproduktion i mørke, lige rækker. Parkerne er nedtrådte stier fyldt med hundelorte, affald fra fastfood, engangsbægre og cigaretskod. Vandområder er døde, grumsede og ofte sundhedsskadelige. Næsten to tredjedele af vores land er optaget af giftsprøjtede og gyllebefængte planteavlsarealer uden solitærtræer, små lunde, frodige læbælter, vandhuller eller fugtige engområder. Langs motorvejene breder triste betonbygninger sig som et kræftudslet ud i vores sparsomme natur. De smukke strande er plastret til med grimme sommerhuse – hvem har brug for to huse? – Havene tømmes for fisk og andet liv, dræbt af overfiskeri, gylle og giftstoffer. Og i byer og boligkvarterer accepterer vi et tårnhøjt, forurenende og nervebelastende trafik- og støjniveau.
Men det værste – og farligste – er efter min mening den manglende kvalitet og omhu i vores omgang med hinanden. For det rammer det dybeste og vigtigste i livet: Vores menneskelige værdighed.
På det store plan er det uprovokerede invasioner af andre lande og områder, noget vi efter 2. Verdenskrig ikke havde troet muligt i vores nærhed, men også trusler om invasioner eller overfald, tilranen sig magt og berigelse på andres bekostning og en udtalt følelsesløshed over for de millioner af mennesker, der flygter fra krig, udnyttelse, tørke, oversvømmelser og politisk ustabilitet.
Men tættere på os selv kunne det fx være fænomenet ’true crime’ – dokumentarer om virkelige forbrydelser, jo mere spektakulært bloddryppende og seksuelt eksplicit, jo bedre – som er blevet en stor underholdningsindustri, og den utidige nyfigenhed smitter af på alvorlige, danske kriminalsager, u-bådsmordet, en psykisk syg drengs skyderi i et indkøbscenter, Emilie Meng- og Mia-sagerne fx, som sælger mange klik på internettet. Vi er også blevet skamløse nok til at stille os op og glo eller holde i kigge-køer ved ulykker. Folk kaster sig hovedløst ind i retssager og begivenheder, der ikke rager dem, men som giver en gratis tur i den følelsesmæssige rutsjebane. Mens ofrene og deres pårørende betaler prisen for massernes utidige nysgerrighed.
Man møder ikke længere sin partner i nattelivet, til fester, på job eller uddannelser, men installerer en app på sin håndholdte computer og swiper – kasserer eller accepterer – andre mennesker ud fra et foto og en kort selvbeskrivelse. Eller man kan med få tryk på en skærm overvære voldsom pornografisk udnyttelse af andre mennesker, som oftest fattige kvinder og børn … – Mere instrumentaliseret bliver det ikke.
Hvis man gerne vil opsøge lidt international kultur og beundre tidligere tiders omhu og kvalitet, skal man først igennem en anstrengende rejse fyldt med ventetider i trængsel og kunstige omgivelser. Hvorefter man går gåsegang i mængden af andre turister i fx Uffizierne i Firenze, Louvre i Paris eller V&A i London og først bliver trådt over tæerne af en kraftig, solskoldet russer, så rammes man i hovedet af en rygsæk derefter en albue tilhørende en ung, shortsklædt mand, der maser sig foran for at se bedre, og til sidst bliver man eftertrykkeligt pandet ned af en lille sej, kinesisk bondekone med en tung selfiestang. De berømte kunstværker får man kun et stjålent glimt af ind imellem alle de andres skuldre og hoveder.
I dagliglivet hjemme, i butikker, på restauranter og ved henvendelse til supportere, bliver man spist af med mindst mulig, mekanisk og ofte uvenlig, kontakt, ofte også banaliteter og tøsefornærmede ikke-svar, som om ingen tager deres eget job alvorligt. – Har alle meget vigtigere ting at tænke på end at være til stede og udføre de handlinger, de bliver betalt for?
Buschauffører kører som død og helvede for at opfylde køreplanen og kan ikke tage sig af, at ældre mennesker og klapvogne tumler rundt i midtergangen, eller at andre trafikanter bringes i fare.
Læger har i deres konsultationer installeret effektive afvisningssystemer, som gør det til et lotterispil, om man overhovedet kan komme i kontakt med dem i en nødsituation. – Hvis man efter dage, uger eller måneder når frem til en knap ti minutters audiens, har de ikke tid til at lytte eller hjælpe, men holder gladeligt alenlange foredrag for syge og smerteplagede patienter om deres private holdninger til fx brugen af smertestillende midler, så lægen selv kan føle sig bestyrket og vigtig, og de syge må gå uhjulpne bort.
Så mens de udsatte skal kæmpe i time- eller dagevis for at få kontakt med et ikke-fungerende sundhedssystem, kan de rige og dem med arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer nyde godt af en billet til et fast track, der udelukker andre, som måske havde større behov.
Børn bliver passet af mobiltelefonopslugte, fraværende forældre og afleveret til fremmede længe før, de er klar til det. Separationsangste småbørn efterlades i underdimensionerede og underbemandede dagplejer eller institutioner uden at ane, om de nogensinde ser deres forældre og tryghedspersoner igen.
Skolebørn tilbringer lange dage i selskab med ’lærere’, der ikke selv ved noget*, og som ikke griber ind over for mobning eller andre problemer i de propfyldte klasser. Unge henvises til store, mistrivelige flokke, hvor en del af dem alt for tidligt skilles ud fra fællesskabet, måske med en diagnose, og føler sig mislykkede og anderledes resten af deres liv. Hvilket ikke gør dem nyttige i det større, samfundsmæssige perspektiv.
Gamle trilles i bedste fald ind på underbemandede institutioner, hvor kun de mest basale behov imødekommes af stadigt mere pressede, forråede plejepersoner. Eller de efterlades uden hjælp i deres egen triste og upassede, møgbeskidte bolig, mens vi venter på, at de kradser af og sparer os for flere udgifter.
Hvis vi på nogen måde kan opnå en gevinst, personligt eller på samfundsplan, ved at sprøjte gift ud på marker, plage dyr, sende CO₂ ud i atmosfæren, snyde, udnytte eller ignorere syge, svage eller tillidsfulde medborgere eller ødelægge jordens fælles ressourcer, så gør vi det gerne. Og vi sender også villigt bortforklaringer, løgne og frit opfundne anklager og skældsord ud i offentligheden uden at opleve sanktioner eller bare en korrektion.
Vi er på snart sagt alle livets områder blevet syntetiske. Overfladiske, grådige, egenkærlige og materielle, også i omgangen med hinanden. Vi opfatter andre mennesker som følelsesløse ting, der kan udnyttes, som postpakker, der bare skal ekspederes – eller vente. Vi vurderer hinanden på rigdom, magt og udseende. Og at sammenligne og nedgøre mennesker fx på de sociale medier er blevet en folkesport.
Politikere, både på landsplan og lokalt, er som oftest grundløst selvsikre og ambitiøse nullerter, som mest er i faget for egen vinding og egne ambitioners skyld, og de magter ikke at arbejde for et bedre, sikrere, renere og mere retfærdigt samfund for alle.
I disse år decimerer vi helt automatisk andre mennesker til blot at være en ansigtsløs masse af publikum for vores eget iscenesatte liv, enten når vi møder dem i forbindelse med vores job, når vi gerne vil vælges til noget, sælge dem noget, eller når vi forsøger at skille os ud fra mængden i det offentlige rum, ofte via de efterhånden utallige sociale medier.
Vi ser ikke længere medmennesker som mennesker med samme ret til et fuldt liv og en værdig behandling, som vi selv gerne ville ses. – Kvaliteten i de mellemmenneskelige forhold er styrtdykket i de sidste 20 – 30 år, hvorimod interessen for penge, indflydelse og dyre statussymboler er steget helt enormt.
Min svigerfar var et af disse veluddannede, eftertænksomme, beskedne, venlige, rummelige og vise, ældre mennesker, der som oftest lever uværdsatte, stille liv, men som savnes overmåde, når de ikke længere findes iblandt os. Han var altid glad for at se os. Havde altid tid. Var altid klar til en snak om dette og hint. Parat til at lytte og generøst dele ud af sin egen livserfaring. Under en af vores mange samtaler introducerede han mig til Løgstrup og ’Den etiske fordring’, hvilket har gavnet mig i alle årene efter.
K. E. Løgstrup (1905 – 1981), var en dansk filosof og teolog, og i sin bog, ’Den etiske fordring’, skrev han bl.a.:
“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.”
Løgstrup forudså også, at studenteroprøret i 1960’erne med dets forkastning af viden, erfaring, traditioner, dannelse, god opførsel og respekt for andre ville ende i en slags pøbelvælde, i det, han kaldte ’dilettantokrati’ – hvor magten blev lagt i hænderne på de uvidende og uuddannede. Her kunne man nævne Trump, men der er også rigeligt med hjemlige eksempler at tage af.
Løgstrup – og svigerfar – døde, før internettet og alle dets markskrigeriske kanaler var en daglig realitet, der smittede af på selv seriøse aviser, journaliststanden, politikerne, embedsmænd, litteraturen, tv-stationer og hele den offentlige samtale.
De nåede ikke at opleve at skulle tilbringe deres sidste dage i køer lyttende til åndløse telefonsvarere uden mulighed for hjælp.
Og de skulle ikke døje med massesamfundets oceaner af værdiløse frembringelser, populærkulturen, institutionerne, grimhederne og den manglende tryghed i medmenneskelig omsorg og velfærd.
Men det er det resultat, Løgstrups forudsete ’dilettantokrati’, sammen med et sammenbrud i uddannelsessystemerne, globaliseringen og overbefolkningen, har frembragt.
De seneste årtier med stor økonomisk fremgang, liberal filosofi med besparelser, skattelettelser for enhver pris og daglig chikane og obstruktion af de velmenende ’hænder’, som politikere ynder at benævne hårdtarbejdende mennesker i sundheds- og plejesektoren, har kun skaffet os dårlig kvalitet, fysisk såvel som psykisk.
Ærter fra Føltved: ‘FRISKE ÆRTER, VORES ÆRTER DYRKES KUN AF DE MEST SMAGFULDE SORTER, OG HÅNDSORTERES INDEN PAKNING. SÅDAN SIKRER VI OS AT DU FÅR DEN BEDST MULIGE KVALITET. VELBEKOMME’ – Nogle er for gamle og melede, nogle alt for tynde og umodne, og alle er de plettede og slimede af overgemthed. Men der er ingen orm, for de er grundigt sprøjtede. Der er meget sjusk, ligegyldighed og sprogligt skønmaleri i omløb. Ingen påtaler det, og det får tilsyneladende kun yderst sjældent konsekvenser. Vi har vænnet os til – og forventer – dårlig kvalitet af danske fødevarer.
Oh, at flyve … I begyndelsen af 1960’erne, hvor en flybillet fra Ålborg til København kostede en månedsløn. Hvor stewardesserne sødt smilende tilbød kaffe, te, juice, og hvor vi børn fik legetøj, brocher med forgyldte flyvinger og blev inviteret med ud i cockpittet – på hver eneste flyvning – hvor piloterne hilste og smilede og forklarede, hvad de gjorde. – Vi var stolte som konger og dronninger, når vi gik ned ad trappen med smil og opmærksomhed og mange gaver og indtryk i bagagen.
I tresserne og halvfjerdserne, når vi skulle på ferie sydpå, og ferien begyndte i flyet med drinks og champagne, opvartning, serveringer og masser af smil og imødekommenhed.
Eller i begyndelsen af firserne på langdistanceruter, fx med Thai Airways, hvor personalet i Kastrup hjalp os med billetter, check in, kufferter og med stor venlighed viste os den rette vej ud til flyet. Hvor hele kabinen duftede af blomster, når man kom ind, der sad orkidéer fast på alle nakkestøtterne, vi blev mødt af smilende stewarder og stewardesser i thailandske dragter, der rakte os koghede, hvide vaskeklude med pebermynteduft, så vi kunne friske os op, inden rejsen begyndte. – Der var goood plads, også til benene, bløde, hvide hovedpuder og lette, rene og lækre tæpper til nattesøvnen, te, kaffe, juice, drinks, udsøgte snackserveringer og gaver til børnene, legetøj og små souvenirs fra Thailand.
Og det var ikke 1. klasse, men almindelig turistklasse, jeg taler om!
Vi har lige været udenlands. Med fly fra Ålborg til København og derfra til Gatwick … Jeg havde efter tre coronaår uden flyrejser glemt alle de nervebelastende procedurer:
Allerede under billetbestillingen hjemme på computeren bliver vi forvirrede over de mange tilvalgsmuligheder, der alle koster ekstra … Den første pris er uden kuffert, opdager vi. – Hvem rejser en uge på ferie uden kuffert? – Hvad må den veje? Hvad med håndbagage? Hvad må vi have med? Shampoo? Creme? Håndsprit? Computer? Telefon? Medicin? Hvilke pladser får vi? Er det muligt at få et glas vand om bord? Skal vi betale ekstra, hvis vi vil have frokost? – Man er febrilsk og hektisk og i dagevis bange for, at man har trykket noget forkert. – Der er ingen hjælp at få. Alt er på egen computerhånd uberørt af menneskehjerner og totalt blottet for tryghed. Og prisen ender selvfølgelig ikke på det beløb, vi blev lovet i starten, men med flere tusinde kroner oveni …
Vi bor ti minutter fra Ålborg Lufthavn, men skulle møde op to timer før afgang, dvs. kl. 4.30. På det tidspunkt af natten er jeg ikke klar til at lægge arm med indtjekningsmaskiner, der på uforståeligt maskinsprog vil have mig til at gøre ting og trykke på fedtede skærmknapper, som jeg ikke kan forstå eller finde.
Jeg behersker engelsk til almindeligt brug, men når skærmen beordrer mig til at indtaste numre, jeg ikke aner, hvor findes, eller siger, at jeg skal scanne mit pas, ved jeg ikke hvordan, hvilken side? Og i hvilken sprække, skal jeg lægge det? Efter flere forgæves forsøg på at imødekomme den dumme maskines forlangender, får jeg omsider udprintet to tynde stykker boardingpapir og en lang strimmel, som der står, jeg skal fastgøre til min kuffert …. Men hvordan? Og hvad med de løse klistermærker? Skal de også på kufferten? Hvor?
Efter ca. 20 minutters morgenforvirret fumlen får jeg krøllet min selvklæbende kuffertstrimmel sammen omkring håndtaget og bugserer min således ureglementeret mærkede bagage over til indtjekningstransportbåndet, hvor den bliver lyst på, målt og vejet og sendt af sted i et ryk, og jeg er syg af bekymring for, om jeg nogensinde får den at se igen. – Hvad ville det koste at sætte et par flinke folk til at klare bagageindtjekning og billetkontrol, som man altid gjorde det før? Vi rejsende bruger hver især mellem 10 og 20 minutter, hvor et erfarent menneske kunne betjene os på 3, tror jeg. – Og så ville kuffertstrimlen ikke krølle.
Vi har ved andre lejligheder oplevet at stå i en lufthavn med et fly, der er forsinket eller aflyst, og panikken breder sig hurtigt: Hvad med barnebarnet, der står og venter i den anden ende? Hvad med forbindelsen til Skt. Petersborg eller Beijing? – Man ringer anspændt til et opgivet nummer og støder igen på maskiner og maskinsnak. Tryk dit og dat – på engelsk – og kommer efter lang tids insisterende venten med dut-dut og syntetiske stemmer til at tale med et rigtigt menneske, en venlig dame, der siger, at hun sidder i Polen og intet kan gøre …
Så snegler man sig igennem security. Vi er kun få rejsende her til morgen, men vi skal alligevel vandre i en lang labyrint af blå snore, frem og tilbage, frem og tilbage, før ydmygelsen med små flasker i gennemsigtige plasticposer, afklædning af ens person, gennemlysning af ting og krop og gendannelsen af ens pæne og praktiske rejsepåklædning fulgt af indsamling af habengut fra bakker og transportbånd.
Og så sidder man som en uafhentet pakke i halvanden time og har ikke andet at gøre end at drikke dyr og dårlig kaffe eller at bese udvalget af stærkt lugtende toiletartikler, parfumer, cremer og tørklæder, der koster en blinkende formue, og slik, vin, spiritus m.m., som man bare ved, man ikke får igennem security i Kastrup.
I Kastrup løber man en halvmaraton gennem uendelige gange, spidsrod med elektrisk, opretstående hår forbi hylder med stærkt lugtende toiletartikler, parfumer, cremer, tørklæder, der koster en blinkende formue, slik, vin, spiritus m.m.m., lugten af bagværk, friture og dårlig mad, ud i lange, lange fingre … hvor man igen kan sidde i lange, lange timer, mens man forsøger at detektere, hvad stemmerne i højttalerne forsøger at fortælle os.
På flyet videre er pladsen særdeles trang, man må klemme sig sidelæns ind, stå med bøjet hoved inde foran et sæde og vente på, at medpassagererne møjsommeligt får bagagen proppet ind i de lavtsiddende bagagerum og derefter får sig skruet ned på de ca. 14 kvadrattommer, der er afsat til hver enkelt af os. Nussede 14 kvadrattommer. Der ligger krummer på sæderne, brugte servietter i lommerne foran os og ulækkert madpapir og sammenkrøllede juicekartoner på gulvet. Et ældre ægtepar ser ud, som om de er ved at besvime. Lejrskoleungerne foran hyler og hviner og styrter rundt, og mens de undersøger deres muligheder, vipper de sæderne frem og tilbage, frem og tilbage, så jeg må trække maven ind, mens min mands knæ får alvorlige skrammer.
Da vi endelig sidder, er vi bange for, at vi aldrig nogensinde får os klemt ud igen, og da slet ikke i en nødsituation, hvor alle vil prøve at mase sig ud på samme tid. Vi er dømt til at forblive fastklemte i denne snævre skruestik, der hurtigt kan blive en dødens kiste, hvis noget skulle ske.
Den situation forsøger en modvillig steward at forberede os på: Han opfører sin lille sikkerhedspantomime ude i midtergangen, og man har lyst til at række fingeren i vejret og spørge, om han ikke lige vil gentage passagen med, hvordan man spænder sikkerhedsselen, bare for at trøste ham og vise, at der i hvert fald var én, der fulgte opmærksomt med.
Man kan ikke andet end at gøre sig meget lille i sit sæde, lytte til motorerne lige uden for vinduet og babyen bagved, der får propper i de små ører og skriger i vilden sky.
Vi får ikke mad eller drikke, men vi kan få lov at købe noget i farten – og også ure, legetøj, parfume, bælter, tørklæder o.m.a. til uforskammede priser, når stewardesserne kører salgsvognen forbi ens sæde.
Den, der opfinder et højttaleranlæg, der kan formidle menneskestemmer i hørbar og forståelig form i lufthavne og fly, bliver en rig mand eller kvinde! – Ikke en eneste gang lykkes det mig på fire flyveture og i tre forskellige lufthavne at forstå noget som helst, der kommer ud af en højttaler. – Ikke afgangstiderne, ikke gatenumrene, ikke sikkerhedsprocedurerne, ikke stewardessernes formaninger, ikke piloternes peptalk om vejret og flyveturens længde. Det er på alle sprog kun skrat skratterat bla bla skrat bla og spild af tid og støj. Vi havde været ilde stedt, hvis vi ikke kunne læse.
Det er ikke udelukkende glæden ved at se ens destination, der melder sig, når flyet lægger an til landing hen over Englands blidt bølgende og frodigt grønne landskab. Det er lettelsen over at have overlevet maskinerne, security, ventetiderne, parfumelugten, den sammenpressede tilstand og den paniske angst for ikke at kunne komme ud af denne flyvende sardindåse og ikke at have fået sin kuffert med det krøllede kuffertmærke med …
En dejlig uge i engelsk forår og kulturlandskab senere sidder vi igen i Kastrup. Lettere traumatiserede efter flyveturen, men har trods alt overlevet alle maskinerne, ydmygelserne i security, de ørkesløse ventetider, parfumelugten, friturestanken, den sammenpressede tilstand, den paniske angst for ikke at kunne komme ud af den flyvende sardindåse igen og for ikke at have fået sin kuffert med det krøllede kuffertmærke og alle de fine souvenirs med sig hjem …
Der er flere timer til det sidste fly hjem til Ålborg, så vi beslutter os for at spise en god middag og udsøger os en restaurant i lufthavnen. Men så går det op for os, at der ikke er rigtige mennesker ansat, og at vi kun kan få mad, hvis vi scanner menuen på bordet og bestiller via smartphone eller trykker på billedet af en pizza på en fedtet skærm … – Det orker vi ikke, så vi nøjes med en pakke engelske kiks og en kop dårlig kaffe og sætter os ved gaten helt ude i fingeren. – Hvorefter gaten TRE GANGE bliver ændret, så vi – i stedet for at slappe af med kiks og kaffe – må bruge ventetiden på forpustet at løbe en helmaraton fra den ene ende af lufthavnen til den anden, og kort efter tilbage igen, og kort efter tilbage igen …
I løbet af den sidste halve times flyvetid hen over Danmark sidder jeg og tænker på, hvordan det var at flyve i begyndelsen af 1960’erne, hvor en flybillet fra Ålborg til København kostede en månedsløn. Hvor stewardesserne sødt smilende tilbød kaffe, te, juice, og hvor vi børn fik legetøj, brocher med forgyldte flyvinger og blev inviteret med ud i cockpittet – på hver eneste flyvning – hvor piloterne hilste og smilede og forklarede, hvad de gjorde. – Vi var stolte som konger og dronninger, når vi gik ned ad trappen med smil og opmærksomhed og mange gaver og indtryk i bagagen.
Vi var ikke forvirrede, forklemte, forslåede, møgbeskidte, sultne, tørstige, psykisk udmattede og opgivende, og vi havde ikke disse påtrængende tanker om at blive hjemme resten af vores liv, fordi vi ikke magter at udsætte os for den behandling, man efterhånden får i fly og lufthavne.
Og det ville jo være godt for miljøet og klimaet, hvis vi blev hjemme, men der er alligevel, kan jeg se, horder af andre, der står klar ved maskinerne og i securitykøerne …
Myrer: Hvert år i det tidlige forår, mens det stadig er koldt udenfor, finder myrerne en underjordisk tunnel ind i mit hus, hvor jeg må gå og støvsuge de små kravl dagligt.
Igennem 50 år har jeg prøvet alting: kanel, myrelokkedåser, spray, at gøre ingenting … resultatet er hvert år det samme: Lige så snart det bliver lunt forår udenfor, forsvinder myrerne igen, uanset hvad jeg gør.
Men fabrikanter og forhandlere af alle tænkelige myremidler tjener kassen imens. For man ser jo, at deres dyre produkter efter en tid får myrerne til at forsvinde. At de forsvinder af sig selv under alle omstændigheder, når vejret bliver varmere, opdager man kun efter mange år.
Men nu ved jeg det: Med mindre jeg ligefrem fodrer myrerne med honningmadder eller andet myreguf inde i mit hus, gider de slet ikke at være her, når vejret tillader dem at være ude, hvor de naturligt hører hjemme og gør god gavn.
Alger: Det samme gælder algebelægninger på udendørs fliser og havegange. Der er efterhånden mange firmaer, der lever godt af at rense havefliser for de grønne alger, der uvægerligt gror frem på fliser og belægninger, der henligger i fugtig skygge.
Specielt i vinterhalvåret er der gode vilkår for de grønne vækster, og lige her i forårsmånederne er der mange, der gerne vil hjælpe dig af med dine penge for en gang afrensning.
Men kraftig rensning af fliser og belægninger svækker dem, så algerne gror bedre næste, milde vinter. Og hvis du bare venter, så vil sol og sommer hurtigt tørre dem op for dig, så algerne ikke kan gro.
Cremer: Siden dronning Kleopatra badede i æselmælk, og formentlig længe før, har kvinder forsøgt at holde deres hud ung og frisk med plejemidler. Olier, mælk, muddermasker … Og i dag er skønhedscremer til kvinder en million-milliardindustri.
Vi er så overtroiske, at vi tror på, at jo dyrere en creme er, jo bedre virker den. Vi betaler for dyre tryllemidler for at holde os unge og smukke.
Men i virkeligheden viser det sig, at man ikke kan påvirke hudens strukturer udefra. Man kan blødgøre sin hud med lidt madolie eller et andet billigt fedtemiddel, og så kan man sørge for at drikke vand nok, så kroppen holdes hydreret, men at huden bliver tyndere og mere rynket, jo længere du lever, kan en creme – være den nok så kostbar – ikke ændre ret meget på.
Hjernestyrkende drikke falbydes til pæne priser allevegne nu, og unge mennesker, der skal til eksamen, der spiller koncentrationskrævende spil eller har krævende hjernearbejde – og hvem har ikke det? – er lette ofre for de videnskabeligt udseende reklamer for produkterne.
Men er det så let at drikke sig til en bedre hjernefunktion? Som med din krop i øvrigt har din hjerne brug for lødige, langsomt optagelige kulhydrater, og dem behøver du ikke drikke dig til i dyre domme. Det ville være fint blot at drikke noget vand og dertil spise en tyk skive, groft rugbrød, evt. med fiskepålæg eller leverpostej, og/eller en tallerken grov kål, bønner, broccoli, rosenkål, hvidkål eller grønkål.
Så har du sørget godt for både hoved og krop.
Er der flere moderne snake oil-produkter derude? – Ja, jeg har ikke nævnt hele det enorme marked for unødvendige vitaminer og i bedste fald virkningsløse, sommetider skadelige, kosttilskud – Vi er for nemme at narre.
‘no one ever went broke underestimating the intelligence of…’
The full saying is “No one ever went broke underestimating the intelligence of the American people/public,” or some variation thereof, meaning that people being swindled won’t realize or question it, which makes them a prime source of income for others. It is likely derived from the related quote typically attributed to writer H.L. Mencken: “No one in this world […] has ever lost money by underestimating the intelligence of the great masses of the plain people.”A: “We can’t sell this shoddy product to people!” B: “Oh please, no one ever went broke underestimating the intelligence of the American people.”
Hos Arla® går vi skridt for skridt mod en bæredygtig fremtid, så du stadig kan nyde din mælk med god samvittighed. 30%* mindre CO2e i 2030. CO2e neutral mælk i 2050.
Arlas vamle reklamer, hvor de påstår at ville passe på jorden, modsiges på det mest hjerteskærende af deres nylige tiltag – tilbageskridt for tilbageskridt, om man vil, hvor de forsøger at overtale deres mælkeproducenter til at gå bort fra økologi og tilbage til gift-, soya- og dyrplagende mælkeproduktion, fordi de ikke længere kan få overpris for økologiske produkter.
