Historie – Side 2 – blog.loneandrup.dk

Dumme mennesker

Det har længe været kendt blandt udviklingsbiologer og almindelige hundeejere, at tamhunden blot er en ubegavet, barnlig udgave af vildtlevende ulve.

Mange tamhunde er avlet til at ligne hvalpe eller unger med hængeører, store øjne og flad front. I modsætning til vilde, voksne individer, der ville have opretstående ører, lang snude og smalle øjne anbragt på hver side af et spidst ansigt. Desuden er en ulv nødt til at være mere end almindeligt snu for at overleve og formere sig i naturen.

Moderne hunde behøver ikke at bekymre sig om, hvor det næste måltid skal komme fra, for de har specialiseret sig i tilknytning til en anden art, mennesket, så de indirekte kan tjene til føden vha. nuttethed, vagt- og jagttjeneste og andre forefaldne, for hunden naturlige, opgaver, som fx som selskabsdyr eller ved sporsøgning. Visse hunderacer er nu så afhængige af menneskets indgriben, at de hverken kan parre sig eller føde på naturlig vis, men rutinemæssigt må hjælpes med kunstig befrugtning og planlagte kejsersnit.

Man har hævdet, at hunde er fint tilpassede parasitter, som lever af godmodige menneskers yngelplejeinstinkt og deres frygt for ensomhed.

Vi, som lever tæt sammen med hunde, og som har gjort det hele vores liv, ved, at der er en del sandhed i disse påstande, men der er også mange andre ting på spil i samlivet mellem mennesker og deres hunde. Hunden er fx − i lighed med et par misrøgtede potteplanter i vindueskarmen − i mange tilfælde vores sidste bånd tilbage til en mere naturlig levevis. − Jeg plejer at sige, at hvor der er godt at være for hunde, er der også godt at være for mennesker, for der er masser af grønt græs, ro, frisk luft, trafikløse vandrestier over større vidder og måske en svømmesø eller en strand. − Og så er hundens selskab aldrig i stedet for andre menneskers selskab, men et supplement til omgang med egne artsfæller. Man får nemlig hurtigt nye venner, når man færdes med en hund, både to- og firbenede, store og små, og af en eller anden grund forekommer hundemennesker ofte mere rummelige og venskabelige end ikke-hundemennesker. Hundeejere er i dagligdagen nødt til at sætte tempoet ned, de kan tolerere hundehår, ekstra rengøring og faste rutiner, hvor de må sætte sig selv til side, så deres hund kan få de lufteture, leg og øvrig pasning, den har krav på.

Men der er ingen tvivl om, at tamhunden er en mindre begavet udgave af sin vilde forfader. Det er nemlig også et for længst fastslået faktum, at alle tamdyr har mistet intelligens, når man måler dem i forhold til deres vilde ophav. Det gælder heste, køer, høns, får, geder osv. De har ikke brug for så mange intellektuelle færdigheder for at skaffe sig føden, for den bliver serveret for dem flere gange om dagen af mennesker. Tværtimod er overdreven intelligens en hæmsko i deres liv som domesticerede, indespærrede dyr. De skal blot være rolige, omgængelige, trække en vogn, producere mælk, æg, kød, uld eller andet. Hvis en ko forsøger at snige sig ud af stalden for at skabe sig et nyt og mere tilfredsstillende liv på egne præmisser, eller hvis den begynder at organisere et oprør mod moderne mælkeproduktion, så bliver den omgående gjort til bøffer og dermed taget ud af arvemassen. Kun de allerdummeste køer har overlevet bøndernes selektion igennem de seneste 10.000 år.

Det nyeste er så, at forskere har fremsat den teori, at moderne mennesker, analogt med tamdyrene, har mistet hjernemasse og intelligens. Bl.a. en canadisk-engelsk psykolog, Bruce Hood, som i foråret udsendte en tankevækkende bog: ’The Domesticated Brain’, hvori han anslår, at vi på 20.000 år har mistet helt op til 10 % i hjerneomfang, svarende til størrelsen på en tennisbold. Fordi vi så at sige har domesticeret os selv.

Hvis man tager et hurtigt blik omkring sig, så er man straks tilbøjelig til at give Mr. Hood ret. − Her kunne man fx fremhæve mængden af infantile programmer i tv, Min søsters børn eller Far til fire som de to valgmuligheder på de danske kanaler på en lørdag aften, og på de øvrige aftner lutter tingsgrådige indretnings-, auktions- og husprogrammer. Man kunne også specifikt nævne de to tilsyneladende evneløse individer, Thomas Skov og Emil Thorup, som man af en eller anden grund har sendt til Kina med et gammelkolonialistisk påskud om, at de er hvide … − HVIDE!!!??? Hvordan i alverden kan man finde på at tage race- og hudfarvebegrebet op i Danmark i år 2014? Selv om det muligvis er ment ironisk eller fnisende postironisk eller hvad ved jeg, så burde det nok ikke udspille sig på et gammelt kulturfolks bekostning og med et par hjernedøde, danske blegfjæs i forgrunden. − Er de kinesiske værter med på denne tankeløse spøg, fostret i et beskyttet og forkælet, dumt og diminutivt land på den anden side af jorden? Eller holder de bare gode miner, fordi de − i modsætning til de fleste unge danskere − er opdraget til at udvise høflighed, respekt og overbærenhed? − Og jeg tænker endvidere på dumheden, som den frit udfolder sig i ugebladene, internetchatrummene, kommentarsporene, frokostaviserne, uddannelses-institutionerne, og på gaderne med deres horder af uvenligt møvende, tomøjede mennesker, som trasker, flanerer, løber, stæser, cykler med propper i ørerne og en lille, flad maskine fast implanteret i venstre håndflade.

I vores kulturkreds bliver maden serveret for de fleste, uden at de gør sig særlige anstrengelser for at fortjene det. Man behøver heller ikke interessere sig for sin skole eller uddannelse, men kan blot sætte sig hen, skræppe op og forvente at få fordele serveret. Der er simpelthen ikke længere behov for så mange overlevelsesfærdigheder. De færreste kan i dag dyrke deres egne kartofler eller slagte en høne. Viden om jord, klima, årstider, planter, dyr og fysikkens større sammenhænge er særdeles sparsom. Det er endda de færreste, der kan læse, skrive og regne, når de forlader en dansk uddannelsesinstitution, endsige overskue deres eget budget; går det galt, får de hjælp af mor og far eller sagsbehandleren. Det er nok at kunne genkende en designerstol, barbere sig i skridtet, klæde sig lidt smart og tale indsmigrende sødladent og læspende, mens man socialisere med sine jævnaldrende, IRL og pr. elektronik. Det kan de fleste klare. Og på den måde kan moderne mennesker, i modsætning til mere naturligt levende, opføre sig som afhængige børn det meste af deres liv og formere sig − somme tider med lægens hjælp − selv om de er uegnede på den ene eller den anden eller måske på mange måder, eller hvis de mangler intelligens.

Man behøver bare at se på, hvad vi gør ved vores − eneste − jord i disse år: Vi formerer os fuldkommen hæmningsløst, verdens befolkning er tredoblet i min levetid, og i hvalpet grådighed − fordi vi synes, vi fortjener det − forurener vi jord, luft og vand i en grad, så der lever mennesker i Kina, der aldrig ser en blå himmel. Mon Skov og Thorup rapporterer meningsfuldt om det i næste afsnit?

Samtidigt går unge danske mødre rundt og føler sig hellige og martyragtige, mens de højlydt påkalder sig omgivelsernes opmærksomhed og støtte, fordi de føder og føjer endnu flere ressourceforbrugende børn til samfundet.

Tror vi på, at forureningen bliver i Kina? I Tjernobyl? I Stillehavet? Og på, at det hele ordner sig af sig selv, så vi og vore børn og børnebørn kan leve videre på en ren klode uden at tage skade? Eller fjoller vi rundt med fingre eller propper i ørerne, mens vi fortsætter med at rage til os?

Hvor begavet er det lige at skide i egen rede? Men så må vi også søbe den kål, vi selv har spyttet i. − Som vores måske mere intelligente forfædre så bramfrit formulerede det.

Kilder:

http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2384308/vores-hjerner-er-paa-skrump/

http://www.huffingtonpost.com/2012/11/13/humans-getting-dumber-stanford-study_n_2121823.html

http://www.bizjournals.com/sanfrancisco/blog/2012/11/stanford-university-researcher-says.html

Minggravens feng shui

Kejser Yongle, 1360 – 1424, Mingdynastiet.

Nord for Beijing ligger Mingkejser Yongles imposante gravanlæg smukt i en dal mellem bjergenes udløbere. Det var en diset formiddag i det tidlige forår, da vi ankom med vores søde guide, Candi. Kun ganske få andre turister havde fundet herop, og vi havde al tid i verden.

Mageligt slentrede vi op ad hovedaksen med mindre afstikkere til begge sider for at beundre de små vanddrager og det store haveanlæg.

Blomstrende buske, velformede træer, templer og bjerge fik os til at tro, at vi var havnet i et oldgammelt kinesisk maleri. Der var kvidrende fugle alle vegne, og som efter fælles aftale sænkede vi stemmerne, når vi talte.

Efter ganske kort tid følte vi os grebne af stedets ro. Velvære, mild søvnighed og slaphed bredte sig mærkbart, trods spændingen ved alt det nye, ud i alle dele af kroppen. Hjerteslag og puls faldt til et niveau mellem komatøs og skindød. Småsaligt smilende gik vi og sludrede om drager, om fuglelivet, om altrene, om kejser Yongle og om de små dyr på tagrygningernes svaj … Også Candi havde sluppet sin omsorgsfulde årvågenhed og virkede tilfreds med tingene, som de var.

Candi

Da nævnte hun feng shui. − Feng shui har altid stået for mig som et tåget begreb på linie med auralæsning, krystalhealing eller en slags voodoo, men ifølge Candi var det oprindeligt ikke andet end en måde at orientere grave på.

Traditionel kinesisk grav fotograferet i New Territories på fastlandet over for Hong Kong i december 1980.

Feng shui, fortalte hun, betyder ‘vind vand’. Allerede for knap 2000 år siden, hvor vi har skriftlige kilder til feng shui, men formentlig i hundreder af år før, var det vigtigt for kineserne at begrave deres forfædre rigtigt i forhold til verdenshjørnerne, bjerge og søer eller floder for at bevare deres energi bedst muligt til gavn for de levende efterkommere. God feng shui opnås ved at lægge sin grav eller sit hus på en akse med et bjerg eller en bakke i ryggen mod nord, ved høj beliggenhed, ved at være beskyttet mod vinden på begge flanker og ved at have udsigt mod syd, helst ud over vand, som inddæmmer og bevarer energien. − Mere indviklet er det ikke, påstod hun. − For at finde verdenshjørnerne kunne man anvende et kompas, som kineserne var de første til at opfinde, men ellers havde man ikke brug for udstyr. − At der ud over vand, bjerge og udsigt også skulle være natur i form af træer, buske, blomster, afgrøder, fugle og andre dyr, gav sig selv. Teorierne om feng shui blev dannet og nedskrevet på tidspunkter i historien, da natur stadig var naturgiven og ikke et restprodukt i periferien af de utallige, massive byer og vejanlæg, vi efterhånden omgiver os med, både i Kina og herhjemme.

Minggraven er anlagt som endepunktet på en akse, der fører begravelsesoptoget fra kejserpaladset i Beijing via Åndealléen med de smukke statuepar til gravhøjen foran bjergsiden.

Også i europæisk og dansk kultur ynder vi en præsentabel allé op til slottet, herregården eller blot til en jævn landejendom.

Kinesiske filosoffer skrev om og videreudviklede feng shui, og som med næsten al kinesisk kunst og kultur endte det i en uhyre kunstfærdigt opstillet og luftig teori, som kunne omfatte simpelthen alt: filosofi, religion, overtro, geografi, astrologi, lægekunst, legender osv., foruden, naturligvis, de allestedsnærværende, charmerende drager. Efterhånden kunne ingen hitte rede i det, og der blev skabt plads til de sædvanlige, udspekulerede og kyniske, charlataner, som aldrig har været for fintfølende til at slå plat på enfoldige og prisgivne menneskers ønsker om at sikre sig held og lykke i livet. Helt skørt blev det, da vestlige indretningsarkitekter overtog begrebet og solgte lykkedyr og farveblandinger og konsulentbistand til godtroende fjolser.

Efter en saliggørende og instruktiv spadseretur med Candi rundt i Mingkejserens gravanlæg, begyndte vi at forstå de basale principper i traditionel, kinesisk feng shui. Og pludselig kunne vi se paralleller.

Vi har før besøgt Sydeuropas forhistoriske huler, hvor neandertalere og andre af vore forfædre for 50 – 10.000 år siden sad højt oppe ved indgangen og kunne overskue hele dale og gøre sig parate til jagt, når rensdyr eller andre byttedyr i store flokke kom vandrende nordpå. De boede i de sydvendte grotter, hvor de med solid rygdækning fra bjerget kunne føle sig trygge og godt tilpas, når de i god tid og på lang afstand kunne opdage det, hvis evt. fjender nærmede sig.

Fx Grotta di Fumane i Norditalien, som ligger højt oppe på et alpeforbjerg, hvor man kan sidde foran huleåbningen og kigge langt ud over grønne dale med rislende bjergfloder, som på begge sider er beskyttet af alpernes lange udløbere.

Udsigten fra Grotta di Fumane, Norditalien.

Eller Cueva de la Pileta i Andalusien, som ligeledes var beboet i forhistorisk tid, og som er fyldt med smukke og bevægende vægmalerier af bl.a. en stor fladfisk og en gravid hoppe.

Indgangen til Cueva de la Pileta ved Ronda, Andalusien.

God feng shui er også vigtig for vore almindelige huse. Hvem drømmer ikke om et velproportioneret hus på en grøn bakke med vid udsigt ned over en sø eller havet? Om at bo i læ for vinden og med grøn frodighed og et springvand omkring sig? Eller i det mindste en altan på højhusets bjergmassiv, hvor man kan gå ud og overskue verden?

Haven, Den Forbudte By, Beijing.

Pagode, Sommerpaladset, Beijing.

Man behøver ikke at være kinesisk kejser eller at gå så vidt som at lave huller til forbiflyvende drager, som man gjorde med et højhus i Hong Kong, for at skaffe sig god feng shui i sin bolig. Det er langt hen ad vejen et spørgsmål om sund fornuft og en fornemmelse for elementer, der erfaringsmæssigt forhøjer menneskets velvære.

Lindarajahaven og Palacio del Partal, Alhambra, Granada.

Gode arkitekter og husbyggere har altid, med eller uden kompas, vidst at anbringe køkkenet mod nord, så fødevarerne kunne holde sig kølige og friskere længere, soverummene ligeledes i en kølig og rolig afdeling, og opholdsrum og veranda vendt mod udsigten, køligt eller lunt alt efter de klimatiske forhold. Havearkitekter, både kinesiske, arabiske og europæiske ved, at man får det godt i sjælen af at kigge på noget frodigt grønt, blomster, frugter og lytte til rislende vand. Hvis alt går op i en højere enhed, tiltrækkes fugle og andre dyr, og hvor de har lyst til at være, er det også godt at være menneske.

Kinesiske violer i en sprække mellem fliserne ved Mingkejser Yongles grav.

Historiefortælling

Denne familie sad på en kaffebar i Firenze få meter fra det berømte dåbskapel og havde en urolig ca. et-årig med sig, men alligevel sad de og sms’ede og opdaterede FB m.m., mens ungen vred sig som en orm. De sansede intet, heller ikke at jeg fotograferede dem, de gav bare den lille hans egen grønne baby-IPad …

Da vi fik et sprog, begyndte vi straks at fortælle hinanden historier: − Så gjorde jeg … Så sagde hun … Din bedstefar gik op på bjerget … Verden begyndte, da …

Eller man foredrog lange, syngende beretninger om aftenen, når flokken var mæt og samlet omkring bålet.

Derefter begyndte vi at opføre historier for hinanden: − Nu er jeg jægeren, og han er ræven, se, her kommer vi … Eller slapsticks og skæmtsomme dialoger mellem pigen og bejleren, manden og svigermoderen.

Man kunne tegne optrin, symboler, drømmesyn og andet på væggene i huler eller blot afsætte et aftryk af sin hånd for at vise, at man havde været der og havde sin helt egen plads i flokken.

De musisk følsomme kunne formidle historier, stemninger ved hjælp af sang, rytmer, instrumenter, hvoraf trommen og fløjten var blandt de første.

Skriftsproget kunne, udover at holde styr på kornsække og okser, også bruges til at fastholde historier, og med trykkekunsten blev historierne, i vores kulturkreds først biblen, vidt udbredt. Derefter kolporterede man en syndflod af nyheder, lærde betragtninger og fortællinger, i begyndelsen religiøse, senere særdeles verdslige.

Også billedkunsten gennemgik en eksplosiv udvikling, kvalitativt og kvantitativt, da den først slap religiøsitetens skørter og kunne boltre sig i de fængende historier fra mytologien, hvor der heldigvis ofte optrådte delvist afklædte personer. Derefter var slaget frit, og billedkunst og skulptur kunne være hvad som helst, bare nogen borgede for, at det var ‘kunst’.

Med ny teknologi kom filmen, den visuelle fortælling underlagt musik, som er meget effektfuld, fordi vi mennesker overvejende er visuelle dyr, som oplever intenst med synssansen. Film og tv har da også hurtigt fået den dominerende plads i vores massekultur. − Det er langt nemmere og hurtigere at se en film end at læse en bog, og film gør også normalt et større følelsesmæssigt indtryk.

Mere teknologisk udvikling bragte os smartphones og internettet, og nu deltager vi alle i den store kollektive fortælling med hver vores egen lille stump, som vi filmer, fotograferer, skriver og øjeblikkeligt uploader til vor egen blog eller til de store, fælles platforme, Twitter, Facebook, Instagram, Flickr, YouTube og hvad de ellers hedder …

Det flimrende lys fra skærme, larm og bippen fra alskens apparater, det lille rum, vi skaber os midt i den upersonlige flok ved at færdes med ørepropper, og et lydtapet, musik, nyheder, samtaler, vi selv vælger, isolerer os yderligere fra mennesker omkring os.

Der er ikke længere store samlende fortællinger, religiøse, mytologiske, psykologiske, men milliarder af små, personlige fortællinger: Ved at filme vores morgenmad, børn, skrivebord, opslagstavle, indretning eller påklædning viser vi verden, hvem vi er, fordi vi fortæller historien om os selv ved hjælp af vores forbrug: Hvis jeg lægger 800 kr. for denne parfume, så er jeg nok en helt speciel personlighed ligesom hende damen i filmen.

Vi er nemlig nu så mange mennesker på denne klode, at vi er begyndt at ligne hinanden enormt. Derfor bruger vi hele tiden ordet ’unik’ og forsøger at skille os ud på akkurat samme måde, som alle de andre i vores kulturkreds, aldersgruppe og økonomiske segment gør.

Så ytringsprocesserne er blevet demokratiserede, enhver kan ytre sig, uploade et foto af sig selv på ferie, af sin fotogene morgenmad med friske bær, af sin bedårende kat, af sine moderigtige børn og originale indretning, skrive om sine indtryk, men er der stadig nogen tilbage derude, der gider se, lytte, læse?

Balders bane – om mistelten

Når man interesserer sig for både have og historie, sker der af og til pudsige kortslutninger. Således hos mig, da jeg læste en spændende artikel om mistelten i det populære tidsskrift SKALK. Historier, der udgør en væsentlig del af vores kultur og tankegods, viser sig at kunne stamme fra en almindelig jagtpraksis i stenalderen.

Vi skal tilbage til den nordiske mytologi og de gamle gudesagn. Ethvert barn her i landet har forhåbentligt stiftet bekendtskab med den sørgelige fortælling om Balders død. − Den gode og rare Balder blev spået, at han ville omkomme ved sin broder, Høders, hånd, hvorefter gudinden Frigg personligt drog ud og bad alle ting sværge, at de ikke ville skade Balder. Da han således var usårlig, morede guderne sig med at skyde til måls efter ham med spyd, bue og pil, sten, og hvad de ellers havde ved hånden. Loke, som var misundelig på Balders popularitet, omskabte sig til en kvinde og udfrittede Frigg. Hun afslørede i samtalens løb, at hun havde taget alt i ed undtagen en uanseelig urt, der voksede vest for Valhal; den var så lille, at hun ikke havde fundet det umagen værd at opsøge den. Loke skynder sig hen og plukker misteltenen, og så får han lumskeligt den blinde Høder til at skyde på Balder med en pil, han har tilvirket af den. Til alles store bestyrtelse og sorg falder Balder død om, og guderne bereder Loke en frygtelig straf.

Sådan lyder historien i korte træk, og de fleste af os har hørt den fortalt således mange gange før, men vi har aldrig spekuleret over, hvordan det var muligt at tildanne en brugbar pil af den blødgrenede mistelten.

På latin hedder slægten Viscum, hvilket er det latinske ord for fuglelim, og det hentyder til de klistrede, hvide bær, som man brugte til at fange småfugle med, idet man strøg det på træernes grene, så fuglene hang fast, når de satte sig. Den art, vi kender herhjemme, hedder Viscum album, altså hvid fuglelim eller hvid klister.

Det danske navn, mistelten, er knap så romantisk, som de forestillinger vi ellers gør os om planten i dag: Omkring juletid findes misteltenen i mange hjem ophængt i røde bånd. – “Jeg står her under æ mistelten!” råbte den lidet kønne kone i De Nattergales julekalender, og vi forbinder dens smukke, tvedelte, stedsegrønne blade og de mathvide bær med engelske julecarols, med brunkager, kys og masser af fnis. Men “mist” er det gamle germanske ord for gødning, jævnfør ordet mistbænk, gødningsbænk, som måske endnu kendes af ældre haveejere, og “ten” betyder planteskud, så mistelten kunne på godt nudansk oversættes med “lorteskud”.

Man har diskuteret årsagen til dette navn. Nogle hævder, at det stammer fra den måde, misteltenen spredes på, nemlig ved hjælp af fugleekskrementer, navnlig fra drosler, mens andre påstår, at det nok snarere kommer af, at planten ligner et fremmedelement på det træ, den vokser på, så den minder om noget, der er tabt tilfældigt, ligesom en klat gødning. Mest hælder man dog til, at navnet skyldes, at bærrene indeholder en sej, ildelugtende substans, som altså er temmelig snasket og klistret.

Misteltenen er en stedsegrøn busk, der kan blive op til en meter i diameter, en halvsnylter, der suger vand og mineraler fra træer, hvorpå den er fæstnet med en hæfteskive og barkrødder, mens den selv kan danne sine øvrige fornødenheder; det er en dårlig snylter med meget ringe overlevelseschancer, der helt udsulter sin vært. Misteltenen findes i dag kun vildtvoksende få steder på Fyn og Sydsjælland, men den er udbredt i mange forskellige værtstræer, så snart man bevæger sig syd for den dansk-tyske grænse: Tyskland, Polen og store dele af Sydeuropa og Afrika, foruden nogle få arter i Asien. Vore blomsterhandlere importerer den væsentligst fra Frankrig.

Misteltenen har altid været kendt og skattet i folketroen og folkemedicinen. Tegneserielæsere ved, at den er en væsentlig ingrediens i den trylledrik, troldmanden Miraculix forsyner Asterix og de andre gæve gallere med. Misteltenen har været anset for at skærme mod onde ånder, og i nyere tid har man udnyttet dens indhold af lectin i kampen mod kræft. Den er giftig, overvejende på grund af stoffet viscotoxin, men giften er kun virksom, hvis den indgives under huden, ikke hvis man spiser af bær eller plantedele, så der er ingen grund til at undgå mistelten af den grund.

Artiklen i SKALK gætter sig frem til en ikke tidligere erkendt anvendelse af misteltenen. På baggrund af fundet af to urokser i sjællandske moser konkluderer forfatterne, at jagtmetoderne i løbet af stenalderen ændrede sig over et spand på tusind år. Den ældste urokse var forsøgt nedlagt ved hjælp af få, men meget store og kraftige flintepilespidser, som blev fundet omkring dyrets brystregion. Den yngste med mange, men små og spinkle, pile i baglårene. Efter at være blevet jaget og beskudt er begge urokser søgt ud i moseområder, hvor de er gået til bunds, så jægerne ikke havde mulighed for at bjerge dem, og så de senere kunne findes og undersøges af arkæologer. Man rejser i artiklen spørgsmålet om, hvordan stenalderjægerne har kunnet gøre sig forhåbninger om at nedlægge så vældigt et bytte som en urokse ved hjælp af en håndfuld bittesmå flintepilespidser i låret?

På de knap tusind år, der gik mellem jagten på de to okser, ændrede landskabet herhjemme sig i væsentlig grad. Lindetræet indvandrede og kom til at dominere i stedet for birk og fyr, som havde været fremherskende hidtil. Med lindetræerne kom formodentlig også misteltenen. Anvendelsen af pilegift er kendt over hele kloden, og man gætter på, at vore stenalderforfædre har udnyttet misteltenens gift, når de ville have kød på bordet. At de har sigtet mod dyrets vældige bagmuskler understøtter denne teori, også antallet af pile, fordi forsøg har vist, at der skulle forholdsvis store mængder til, før virkningen var dødelig. Den romantiske julepynt kan altså have været anvendt som en dødelig gift i jægerstenalderen.

Pga. forskydninger i klimaet blev misteltenen sjælden herhjemme, og omkring vikingetiden var den så godt som uddød. Men den levede videre i de sagn, man fortalte hinanden fra slægt til slægt. Da historien om Balders død blev nedskrevet, først i Vølvens Spådom ca. år 1000, senere i begyndelsen af 1200-tallet i Snorre Sturlassons Edda, var denne anvendelse af misteltenen ikke kendt, og man efterrationaliserede fortællingen således, at Balder blev skudt med en pil skåret af mistelten. Det er åbenbart, at misteltenen i sig selv også var ukendt for de islandske berettere, fordi enhver, der har prøvet at holde en gren af mistelten i hånden, kan se, at projektet ville være umuligt: Mistelten har tynde og bløde grene, der ikke kan tildannes som pile og slet ikke har kraft til at gennemtrænge huden på en mand. Men hvis man smører gift udvundet af mistelten på en pilespids, fæstnet på en mere holdbar træsort, giver historien mening.

Et ægte havemenneske får naturligvis straks lyst til at eje en plante med så spændende en historie. Man kan købe paradisæbletræer med velvoksende snyltere i form af mistelten. Men man kan også eksperimentere selv, hvis man er tålmodig og beredt på skuffelser.

For mere end ti år siden overtalte jeg efter jul min blomsterhandler til at overlade mig de sørgelige rester af en kasse fransk mistelten, og jeg forsøgte at så de hvide bær på mit eget paradisæbletræ. Det kom der ikke noget ud af. Nogle år senere besøgte jeg en haveejer, der havde en misundelsesværdigt stor mistelten på et æbletræ, og jeg tiggede en håndfuld bær, som jeg anbragte rundt om i grenkløfte på mine egne træer. − Intet skete …

Jeg havde glemt alt om mistelten og opgivet nogensinde at få én selv, da jeg her i vinter gik en tur igennem min frugthave og pludselig fik øje på en lille, men velvoksen, grøn plet mistelten på mit yndlingsæbletræ. En forsinket, men stor og glædelig julegave! − Muligvis vil solsortene, som jo er drosler, nu medvirke til at sprede Balders bane til den nærliggende skov og andre folks haver.

Litteratur:

SKALK nr. 6, 1995, Poul og Kristian Krabbe: Vest for Valhal

Nordiske gude- og heltesagn fortalt af Niels Saxtorph

Dansk Etymologisk Ordbog

Utænkeligt

● I USA har de for anden gang valgt en farvet præsident.

● I DK har vi en kvindelig statsminister.

● Da mit badeværelse skulle renoveres, gik den unge VVS’er på barsel.

I 70’erne, da vi sad og politiserede i basisgrupperne, troede ingen et sekund på, at vi ville komme til at opleve bare én enkelt af disse ting i vores levetid.

Men vi kunne heller ikke i vores vildeste fantasi forestille os at:

● DK ville deltage aktivt i flere krige mod muslimske lande.

● At vi i lange perioder ville være behersket af et afskyeligt vrængende fremmedfjendsk, såkaldt ”værdipolitisk”, klima.

● At stort set alle danske børn fra omkring etårsalderen skulle tilbringe hovedparten af deres vågne timer på opfostringsanstalter.

Historieløshed

Når man har passeret de 50, er der altså ting i tiden, der kalder på overbærende hovedryst:

Urban farming: Landbruget har sikret vores overlevelse igennem de seneste 10.000 år, men alligevel går unge kvinder i hysterisk selvsving over, at de kan dyrke lidt purløg − eller ramsløg, hvis det skal være fint − i en potte.

Street fishing: Fiskeriet er endnu ældre, men nu har unge mænd fundet ud af at kalde det noget smart, og så smider de snøren i vandet fra byernes havnekajer, ganske som deres forfædre altid har gjort det, og som folk i provinsen stadig gør rutinemæssigt, navnlig i silde- og hornfiskesæsonen.

Attached parenting: Fra tidernes morgen har mødre ammet deres børn, båret dem på kroppen og sovet sammen med dem, men først, når man finder på nogle amerikanske ord at hæfte på begrebet, bliver det salonfæhigt og anvendeligt for de unge mødre.

Hvordan forestiller unge sig, at menneskeheden kunne eksistere, hvis ikke deres forfædre op igennem tiderne havde skaffet sig mad på disse indlysende måder, og hvis de ikke havde været i stand til at tage sig af deres afkom?

Verden har faktisk eksisteret før i dag.

Vintersolhverv

Forum Romanum, Rom. Saturntemplet til højre.

I det gamle Egypten tilførte man året fem ekstra dage omkring vintersolhverv for at få kalenderen til at gå op. Disse dage udgjorde en skrækkelig og farlig tid, hvor dæmoner og andet utøj huserede, og menneskene måtte gøre sig al mulig umage for at overholde de foreskrevne, frelsende ritualer med det formål at slippe uskadt over på den anden side. ― Den gang havde man virkelig brug for ønsket: Godt nytår!

I det gamle Rom slap Saturnalierne deres løjer og alvor løs på befolkningen i en periode fra d. 17. til d. 23. december. Saturn var gud for frugtbarhed, og til hans ære ofrede man, gav gaver i overflod og byttede om på statusforholdene mellem herrer og tjenere.

For ca. 1500 år siden satte kristendommen sig på vintersolhvervet, men i sin grundsubstans var tidspunktet og formålet med en fest i den mørke tid uforandret.

Vore egne forfædre, vikingerne, drak jul, og i bondesamfundet, der fulgte dem, legede man julelege langt op i kristen tid, ja mine bedsteforældres generation huskede julelegene på gårdene.

I dag har vi nogle få, ydre tegn, fx julemand, nisse, grantræ, glaskugler, gavebånd, på julen, men tyngdepunktet ligger stadig på fester med en overdådighed af mad, drikke og masser af gaver.

Jul og nytår er en vanskelig tid for påvirkelige psyker. Det er årets mørkeste og koldeste tid, værre bliver det ikke. Der er sociale konventioner, forventninger og krav om gaver og festivitas, selv om man måske ikke har lyst. Det er dyrt, anstrengende og ikke altid særlig rart. Hen mod slutningen af juleugen slippes alle dæmonerne løs, og vi hengiver os kollektivt til druk, kransekage og fyrværkeri. ― Med et spædt »Vær velkommen Herrens år«, som sen tilkommen, religiøs fernis og legitimering ― hvis vi da husker det.

At pakke kufferten og tilbringe en uge eller to omkring vintersolhverv i et varmt og julemæssigt knap så sammenbidt fordrukkent og neurotisk land, er en luksus, som vi er begyndt at unde os. ― Det svarer til at tage en solskinspille, så man slipper let hen over en hovedpine.

Moderne slavehold

I Istanbul, fortalte vores guide, Kadir, os, holdt man slaver i sultanernes tid (1453 – 1922). Der var førhen store slavemarkeder i byen. H. C. Andersen besøgte faktisk sådan et i 1841 og fortæller om det i sine rejseberetninger.

Jeg svarede Kadir, at man skam også holder slaver i dag; man har bare fundet ud af at betale dem med penge i stedet for at holde dem som slaver i gammeldags forstand.

Med penge kan moderne slaver sørge for sig selv og deres familier, så godt de nu kan. Slaveejerne slipper således bekvemt for besværet med decideret at eje folk. I dag må arbejdere klare sig selv mht. bolig, mad, beklædning, hygiejne og vask, og i tilfælde af sygdom er de ikke længere arbejdsgiverens ansvar.

Specielt i vor del af verden lokker vi vore slaver til at arbejde for os med behovet for at bo. Et kreditforeningslån, eller blot en almindelig husleje, er en slavelænke om foden på alle voksne mennesker. Når man først har stiftet familie og bor, klapper fælden: Så vil man bygge om, bygge til, nyindrette… En naturlig grådighed sætter ind og fanger arbejderen i sit eget spind. Nu vil hun eller han have eget hus, bil, smart tøj, ferierejser, god mad, kaffemaskine, fancy lysestager og andre tåbelige pynteting, badebassin… Alt dette giver et voldsomt forbrug, som sikrer, at man sidder fast i trædemøllen hele sit voksne liv igennem. ― Man har endda overbevist unge mødre om, at de skal forlade deres små, prisgivne børn for at deltage i produktionen! Mere effektivt kunne ingen brutal slaveejer agere.

Dernæst har vi givet alle mennesker et skin af indflydelse med stemmeretten, en indflydelse, som de fleste helt åbenlyst ikke er i stand til at forvalte på fornuftig vis. Overbevist om, at de selv bestemmer, at de selv har valgt det, og at de arbejder for deres eget bedste, træller folk livet væk meget mere lystigt og produktivt, end hvis det havde været nødvendigt at lægge dem i lænker.