Kategori: Politik

• 

• 

Foranlediget af krisen, der fulgte efter Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammedteg­ningerne i september 2005, oversatte jeg Lawrence of Arabias 27 artikler om omgang med arabere fra 1917 og forsynede dem med indledning og noter.

Vi vesterlændinge har brug for andre vesterlændinges beretninger, før vi kan forstå og føle med andre kulturer. Eksemplificeret ved den begejstrede modtagelse af Thorkild Hansens ’Det lykkelige Arabien’ og nyoversæt­telsen af Carsten Niebuhrs store rejseberetning fra Arabien og omliggende lande. Og i alvorligere grad af krisen efter Jyllands-Postens offentliggørelse af 12 tegninger af profeten Muham­med.

Min personlige mening om offentliggørelsen er, at det nok ikke er hensigtsmæssigt, at netop en dansk provinsavis påtager sig ansvaret for at indlede et opgør med grundfæstede, arabiske, reli­giøse dogmer. Det er altid langt mere frugtbart at rydde op i sit eget hus, før man bevæger sig over til den langt større nabo for at kritisere forhold, som man dybest set ikke kender baggrunden for. Derudover kan det forekomme uklædeligt, når magelige velfærdsdanskere har skråsikre meninger om andre, knap så mageligt stillede samfund ude i verden. – Det første, vi lærer vores børn umiddelbart efter, at vi har lært dem at tale, og de ved familiemiddagen råber, at onkel Halfdan har en stor, rød næse, og at tante Henrietta er meget, meget tyk, er, at holde deres mund. – Vi har ret til at ytre os, men vi har ikke pligt til at ytre os om alting, specielt ikke, hvis vi dermed sårer andre mennesker unødigt med vores uvidenhed og uopdragenhed.

Thomas Edward Lawrence, af eftertiden hædret med tilnavnet Lawrence of Arabia, levede fra 1888 til 1935. Som ung student befandt han sig ved 1. Verdenskrigs udbrud på en ar­kæologisk udgravning i Syrien, og da han havde lært sig arabisk, blev han hentet til det britiske mi­litære ho­vedkvarter i Kairo, hvor han gjorde tjeneste som efterretningsofficer. I forhandlingerne med araber­ne, og det efterfølgende, britiske forsøg på at inddrage dem i kampen mod det tyrkiske rige, fik Lawrence en rolle blandt beduinernes hærstyrker på Den Arabiske Halvø.

Han var en glimrende forfatter, og han beskrev selv sine tanker og oplevelser i bogen ”Vis­dommens syv søjler” fra 1926. I 1962 blev hans ry genoplivet, da instruktøren David Lean udøde­liggjorde hans navn og indsats i storfilmen ”Lawrence of Arabia”.

Lawrences liv var spændende, især når han selv og andre vesterlændinge skulle be­rette om det. I Albert Houranis bog ”De arabiske folks historie” er hans indsats under krigen dog kun værdi­get nogle få linier. Ikke desto mindre interesserede han sig for arabere og ulejligede sig med at lære deres sprog og skikke at kende, før han udtalte sig.

I Lawrences biografi har jeg fundet og i al hast oversat de 27 artikler om omgang med ara­bere, som Lawrence i sin egenskab af efterretningsofficer nedskrev som en hjælp til andre, der skulle have med arabere at gøre. Jeg faldt fuldstændig for den allerede dybt forældede, imperiale tone, for den unge mands charmerende overvurdering af egen betydning og for den respekt, forstå­else og ligefrem forelskelse i araberne, der alligevel pibler frem mellem linierne.

Her vil jeg i særdeleshed fremhæve artikel 15, som englændere, franskmænd, amerikanere og nu også danskere burde brodere i korssting og hænge op over deres senge. Man kunne også henlede Jyllands-Postens kulturredaktørs opmærksomhed på artikel 21.

Hvis jeg havde Steven Spielbergs telefonnummer, ville jeg ringe ham op og foreslå, at han lavede en nyindspilning af ”Lawrence of Arabia”. En moderne version, hvor araberne blev spillet af arabere, som talte ara­bisk, og som selv befriede deres land fra tyrkerne med den lille Thomas som interesseret observatør. En storfilm, der gengav araberne deres værdighed på den internationale scene. Her kunne Hollywood virkelig komme til at spille en rolle som formidler af forståelse mel­lem kulturerne, hvilket i høj grad ville fremme den gensidige respekt og formindske fjendskabet.

Syvogtyve artikler af T. E. Lawrence, august 1917

‘De følgende noter er formuleret som bud for klarheds og kortheds skyld. De er dog kun mine egne personlige slutninger, opnået gradvist mens jeg arbejdede i Hejaz[1] og nu skrevet ned som en slags ABC for begyndere i de arabiske hære. De er kun beregnet på beduiner; byfolk eller syrere kræver en helt anderledes behandling. De passer naturligvis ikke til alles behov, og de kan heller ikke au­tomatisk overføres på alle situationer. At styre Hejaz-arabere er en kunst, ikke en eksakt viden­skab, med masser af undtagelser og ingen indlysende regler. Briterne har et stort potentiale i dette områ­de: Sheriffen[2] har tillid til os og har givet os den position (i forhold til sin regering), som tysker­ne ønskede at opnå i Tyrkiet. Hvis vi udviser takt, kan vi på én gang bevare hans velvilje og gøre vores arbejde – men for at opnå succes må vi investere al vores indflydelse, energi og evner.

1. Tag det med ro de første uger. Det er vanskeligt at råde bod på en dårlig begyndelse, og ara­berne dan­ner sig en mening ud fra ydre former, som vi er helt uvidende om. Når man er kommet ind i en stammes inderste cirkel, kan man opføre sig, som man vil.

2. Lær alt, hvad du kan, om Ashraf[3] og beduiner. Gør dig bekendt med deres familier, klaner og stammer, venner og fjender, brønde, bakker og veje. Det skal du gøre ved at lytte og ved indirekte undersøgelser. Stil ikke spørgsmål. Sørg for at tale deres arabiske dialekt, ikke din. Undgå dybere samtaler, indtil du forstår deres skjulte betydninger, ellers falder du igennem. Vær lidt bestemt til at be­gynde med.

3. I arbejds medfør skal du kun henvende dig til den øverstbefalende over hæren, kolonnen eller den enhed, du gør tjeneste i. Du må aldrig udstede ordrer til nogen som helst, og dine direktiver eller råd skal udelukkende forbeholdes den øverstbefalende, uanset hvor stor fristelsen er (for ef­fektivitetens skyld) til at henvende sig direkte til hans underordnede. Din opgave er rådgivende, og dine råd til­kommer kun den øverstbefalende. Lad ham se, at dette er din opfattelse af din opgave, og at hans er at være den eneste udøver af jeres fælles planer.

4. Sørg for at opnå og bevare din leders fortrolighed. Styrk hans prestige på din egen bekostning i andres nærvær, når du kan. Du må aldrig afvise eller nedgøre planer, som han måtte foreslå, men du må sikre dig, at de altid forelægges dig først, når I er i enrum. Bifald dem altid, og når du har rost, så kan du ændre dem umærkeligt, således at forslagene kommer fra ham, indtil de stemmer overens med din egen vurdering. Når du er kommet så langt, så hold ham fast på det, styrk hans intentioner, og skub ham fremad så bestemt som muligt, men i al hemmelighed så ingen ud over ham selv (og da kun vagt) er klar over presset.

5. Hold forbindelsen til din leder så konstant og upåfaldende, som det er dig muligt. Lev sammen med ham, sådan at du under måltider og audienser helt naturligt opholder dig sammen med ham i hans telt. Formelle visitter i den hensigt at give råd er ikke så godt som uophørlig påvirkning i al­mindelig samtale. Når fremmede sheiker[4] for første gang kommer ind for at sværge troskab og til­byde deres tjeneste, skal du forlade teltet. Hvis deres første indtryk er, at sheriffen viser udlændin­ge fortrolighed, kan det skade den arabiske sag betydeligt.

6. Vær tilbageholdende med alt for tætte forhold til de underordnede på en mission. Stadigt sam­vær med dem vil gøre det umuligt for dig at undgå at gå enten imod eller længere end de ordrer, som den øverste, arabiske officer har givet dem på dit råd, og ved således at afsløre svagheden i hans position, ødelægger du din egen fuldstændigt.

7. Du skal forholde dig roligt og neutralt til de underordnede officerer i din styrke. På den måde hæver du dig over deres niveau. Hvis lederen er en sherif, skal du behandle ham med respekt. Så vil han behandle dig på samme måde, og du og han bliver ligemænd og hævet over de øvrige. Forrang har stor betydning blandt arabere, og det skal du opnå.

8. Den ideelle position er, hvis man er til stede, men ikke bliver bemærket. Man må ikke blive for intim, for fornem eller for ærlig. Man bør undgå at blive set for længe eller for ofte sammen med nogen af stammernes sheiker, selv hvis han skulle være den øverstbefalende på missionen. For at kunne ud­føre sit arbejde må man være hævet over jalousi, og man taber prestige, hvis man bliver identificeret med en enkelt stamme eller klan og dens uundgåelige fejder. Sheriffer er hævet over alle blodfejder og lokal rivaliseren og udgør det eneste symbol på enhed blandt arabere. Sørg derfor for, at dit navn altid forbindes med en sherifs, og del hans holdning til stammerne. Når hand­lingens tid kommer, så stil dig offentligt under hans kommando. Så vil beduinerne følge trop.

9. Du skal forstørre og videreudvikle den voksende opfattelse af sherifferne som arabernes aristo­krati. Jalousi mellem stammerne gør det umuligt for en sheik at opnå en førende position, og det eneste håb om at forene det nomadiske Arabien består i, at Ashrafferne overalt bliver accepteret som den herskende klasse. Sheriffer er halvt bymennesker, halvt nomader, både i opførsel og livs­form, og de besidder lederinstinkter. Almindelige fortjenester og penge er langt fra nok til at opnå en sådan anerkendelse, men arabernes respekt for stamtavler og profeten nærer håbet om Ash­raffer­nes endelige succes.

10. Kald din sherif ”Sidi”[5] både offentligt og privat. Kald andre mennesker med deres almindelige navne uden brug af titel. Kald sheikerne ”Abu Annad”, ”Akhu Alia” eller lignende tilnavne i for­trolig samtale.

11. Udlændinge og kristne er ikke synderligt populære i Arabien. Uanset hvor venligt og utvunget man bliver behandlet, må man ikke glemme, at man bevæger sig på tynd is. Vift en sherif foran dig som et banner og skjul dine egne hensigter og din person. Hvis det lykkes, får du hundreder af ki­lometer land og tusinder af mænd under din kommando, og for alt dette er det vel værd at give af­kald på sin ydre fremtoning.

12. Forlad dig på din humoristiske sans. Man får brug for den hver dag. Tør ironi er den mest an­ven­delige form, og en personlig, men ikke vulgær, slagfærdighed vil fordoble ens indflydelse på anfø­rerne. Man kommer meget længere og med et mere holdbart resultat med en irettesættelse, der er pakket ind i et smil, end med selv den mest ildfulde tale. Evnen til at efterabe eller parodiere er værdifuld, men brug den sparsomt, for vid er værdigere end morskab. Gør aldrig nar ad en she­rif, undtagen i et selskab af lutter sheriffer.

13. Du må aldrig lægge hånd på en araber; det falder tilbage på dig selv. Måske tror du, at den åbenlyst større, udvendige respekt, der følger umiddelbart efter, er til din fordel, men i virkeligheden har du blot rejst en mur imellem dig og deres indre følelser. Det kan være svært at forholde sig i ro, når alting bliver gjort forkert, men jo mindre du taber tålmodigheden, desto mere vinder du. Også ved at du ikke selv bliver vanvittig.

14. Beduiner er vanskelige at drive fremad, men de er lette at lede, hvis man har tålmodighed med dem. Jo mindre åbenlyst man blander sig, jo større indflydelse får man. De følger gerne et råd og gør, hvad man ønsker, men de vil ikke have, at nogen opdager det. Det er først, når mængden af besværligheder er overstået, at man virkelig får lov at fornemme alle de gode viljer.

15. Lad være med at forsøge at gøre alting selv. Det er bedre, at araberne gør det mådeligt, end at du gør det perfekt. Det er deres krig, og du er der for at hjælpe dem, ikke for at vinde den for dem. Det forholder sig faktisk også sådan, at under de helt specielle, arabiske omstændigheder vil din praktis­ke indsats formentlig ikke engang være halvt så god, som du selv tror, den er.

16. Prøv om du, uden at ødsle for meget, i forvejen kan indkøbe nogle gaver. En velanbragt gave er for det meste effektivt, når en skeptisk sheik skal vindes over på din side. Du må aldrig modtage en gave uden at give rigeligt til gengæld, men du kan udsætte gengælden (mens du lader forstå, at den helt sikkert kommer på et tidspunkt), hvis du har brug for en speciel tjeneste fra giveren. Tillad dem ikke at bede om ting, for så vil de i deres grådighed udelukkende opfatte dig som en malkeko.

17. Brug det arabiske hovedklæde, når du opholder dig hos en stamme. Beduiner har ondsindede fordomme mod hatte og tror, at vores insisteren på at bære dem (formentlig blot det sædvanlige, britiske stiv­sind) skyldes et eller andet umoralsk eller antireligiøst bagvedliggende princip. Et kraf­tigt hovedklæde yder god beskyttelse mod solen, og hvis du bærer en hat, vil selv dine bedste ara­biske venner være flove over at vise sig sammen med dig.

18. Forklædning er ikke tilrådelig. Med undtagelse af særlige områder må du klart lade alle forstå, at du er en britisk officer og kristen. Iført arabisk klædedragt kan man imidlertid ude hos stammer­ne opnå en langt højere grad af tillid og fortrolighed, end hvis man var i uniform. Dette er dog både farligt og vanskeligt. De tager ikke særlige hensyn til en, hvis man er klædt som dem. Etikettebrud, som en udlænding ikke ville blive bebrejdet, bliver aldrig tilgivet, hvis man optræder i arabisk dragt. Man skal i så fald, som en skuespiller i et udenlandsk teater, spille sin rolle dag og nat i må­nedsvis uden pause, og prisen er evindelig uro. Fuldkommen succes, som når araberne glemmer din fremmedar­tethed og taler helt naturligt i dit nærvær og regner dig som en af deres, kan måske kun opnås i denne rolle, mens en halv succes (som er alt, hvad de fleste af os håber på – det andet er for kræ­vende) er lettere at opnå i britisk udrustning, og du holder selv læn­gere, fysisk og mentalt, med den tryghed, som det giver. Så bliver du heller ikke hængt af tyrkerne, når de fanger dig.

19. Hvis du bærer arabisk klædedragt, så vælg det bedste. Tøj har stor betydning blandt stammer­ne, og du skal bære noget passende og se ud, som om du befinder dig godt i det. Klæd dig som en sherif – hvis de tillader dig det.

20. Hvis du klæder dig arabisk, så gå linen helt ud. Efterlad dine engelske venner og vaner på kys­ten og overgiv dig fuldstændigt til arabisk levemåde. Ved således at gå ind på deres præmisser er det muligt for en europæer at slå araberne på deres egen banehalvdel, for han er langt mere moti­veret og gør sig flere anstrengelser, end de gør. Hvis han kan overgå dem, har han gjort et kæmpe­skridt i retning mod den fuldkomne succes, men udmattelsen ved at leve og tænke på et fremmed og kun halvt forståeligt sprog, den barbariske føde, det mærkelige tøj og endnu mærkeli­gere skikke, sammen med en total mangel på privatliv og ro og umuligheden af nogensinde at slække på over­vågningen af de andre i måneder uden ophør, tilføjer så meget stress til de almin­delige vanskelighe­der med beduinerne, klimaet og tyrkerne, at denne metode kun kan tilrådes efter seriøse overvejel­ser.

21. Religiøse diskussioner opstår hyppigt. Sig, hvad du vil, om dine egne forhold og undgå at kriti­sere deres, med mindre du er sikker på, at sagen udelukkende handler om ydre ting, og du derved måske kan stige betragteligt i deres agtelse ved at påvise det. Blandt beduinerne er islam så alt­gen­nemtrængende, at de kun har meget få religiøse følelser, meget lidt ildhu og overhovedet ingen ære­frygt for ydre ting. Du må ikke på grundlag af deres opførsel antage, at de er ligeglade. Over­bevis­ningen om deres tros sandhed og dens andel i enhver gerning og tanke og regelsæt i deres daglige liv er dem så nært forbundet og stærk, at den er ubevidst, med mindre den bliver vækket af mod­stand. Deres religion er lige så stor en del af deres natur som mad og søvn.

22. Du skal ikke forsøge at drage fordel af din viden om kamp. Hejaz-araberne står helt uforståen­de over for normal taktik. Lær beduinernes måde at føre krig på så godt og så hurtigt, som du kan, for indtil du kender den, er dine råd ikke til nogen nytte for sheriffen. Utallige generationers stamme­krige har lært dem mere om visse sider af håndværket, end vi nogensinde kommer til. I kendte om­givelser kæmper de godt, men uforudsete hændelser skaber panik. Hold dine enheder små. Deres kampenheder er normalt på mellem hundrede og tohundrede mand, og hvis du samler en større ho­ben, bliver de bare forvirrede. Sheikerne, som er beundringsværdige gruppeførere, er alt for ind­groede i deres vaner til at lære at føre, hvad der svarer til, bataljoner og regimenter. Lad være med at indlade dig på utraditionelle forehavender, med mindre de appellerer til den sports­ånd, som be­duiner besidder i overordentlig grad, eller hvis chancen for succes ligger lige for. Hvis formålet er godt (bytte), vil de angribe med djævelsk styrke: De er fremragende spejdere, deres mobilitet giver dig præcis det fortrin, der skal til at vinde denne regionale krig, de er gode til at ud­nytte deres lokal­kendskab (tag aldrig stammemænd med til steder, de ikke kender), og gazellejæ­gerne, som hører til blandt de bedste mænd, er dygtige skarpskytter, når det drejer sig om synlige mål. En sheik fra den ene stamme kan ikke give ordrer til mænd fra en anden: Der skal en sherif til at befale over en blan­det stammehær. Hvis der er udsigt til bytte, og hvis chancerne i øvrigt er lige­ligt fordelt, vinder du. Du skal ikke spilde beduiner på at angribe skyttegrave (de tåler ikke tab) eller på at holde en stil­ling, for de kan ikke forholde sig afventende uden at blive sløsede. Jo mere uor­todoks og arabisk du fører dig frem, jo mere sandsynligt er det, at du får ram på tyrkerne, for de mangler initiativ og for­venter det fra dig. Der er ingen grund til at tage overdrevne sikkerhedshen­syn.

23. Den åbenlyse grund, beduiner fremfører for at gå i aktion eller for at forholde sig passivt, kan være sand, men der er altid bedre begrundelser, som du er overladt til at gætte. Du skal finde disse indre begrundelser (de vil blive benægtede, men er ikke desto mindre virkningsfulde), før du skær­per dine argumenter i den ene eller den anden retning. Hentydninger virker bedre end logiske for­klaringer; de bryder sig ikke om klar tale. Deres hoveder fungerer akkurat ligesom vores, men under andre be­tingelser. Der er intet ulogisk, uforståeligt eller uudgrundeligt over araberne. Erfa­ring i om­gang med dem og viden om deres fordomme hjælper én til at kunne forudse deres hold­ninger og bevæggrunde i næsten alle tilfælde.

24. Du må ikke forveksle beduiner med syrere eller uddannede mænd med stammemænd. I så fald får du intet ud af nogen af dem, for de hader hinanden. Jeg har aldrig oplevet en vellykket, kombi­neret operation, men mange fejlslagne. Eksofficerer fra den tyrkiske hær, uanset hvor ara­biske de er i sprog og afstamning, er i særdeleshed håbløse sammen med beduiner. De er småt kørende taktisk, ude af stand til at omstille sig til irregulær krigsførelse, klodsede når det drejer sig om arabisk eti­kette, opblæste i en sådan grad at de ikke kan vise høflighed over for en stamme­mand i mere end nogle få minutter ad gangen, utålmodige og som regel hjælpeløse både på march og i kamp. Dine be­falinger (hvis du skulle være så uklog at give nogen) ville snarere blive adlydt af beduinerne end af disse muhamedanske, syriske officerer. Arabiske byfolk og arabiske stammefolk betragter gensi­digt hinanden som fattige slægtninge – og fattige slægtninge støder én langt mere end fattige frem­mede.

25. Undlad at følge det normale arabiske eksempel og lad være med at tale alt for frit om kvinder. Det er lige så vanskeligt et emne som religion, og deres normer er så forskellige fra vore, at en be­mærkning, der ville være helt uskyldig på engelsk, måske forekommer dem lige så uforskam­met, som nogle af deres udtalelser ville forekomme os, hvis de blev oversat bogstaveligt.

26. Vær lige så omhyggelig med dine tjenere, som med dig selv. Hvis du vil have en raffineret tje­ner, bliver du nok nødt til at tage en egyptisk eller en sudanesisk, og, med mindre du er meget hel­dig, vil han ganske givet undervejs ødelægge alt det gode, du så omhyggeligt har bygget op. Ara­bere koger ris og laver kaffe til dig, og de forlader dig, hvis de bliver sat til umandige sysler såsom at pudse støvler eller gøre rent. De går kun an, hvis du er arabisk udstyret. En slave, som er opvok­set i Hejaz, er den bedste tjener, men det er forbudt for britiske undersåtter at eje dem, så man er nødt til at låne sig frem. Hvis man skal ind i landet, skal man sørge for at have en eller to Agey­lier[6] med sig. De er de bedste guider i Arabien, og de har forstand på kameler.

27. Først og sidst drejer hemmelig føring af arabere sig om at studere dem utrætteligt. Vær altid på vagt; fremsæt aldrig uoverlagte bemærkninger eller foretag unødvendige handlinger; vær altid op­mærksom på dig selv og dine følgesvende; lyt til alt, find ud af, hvad der foregår under overfladen, aflæs deres personligheder, opdag deres smag og deres svagheder, og behold det hele for dig selv. Begrav dig i arabisk omgangskreds, hav hverken interesser eller tanker ud over den opgave, du er i færd med at udføre, således at din hjerne er fyldt til randen med kun denne ene sag, og du forstår din rolle godt nok til at undgå de små fejltrin, som ellers ville ødelægge ugers arbejde. Gra­den af succes er ligefrem proportional med den mængde af mental energi, som man lægger i det.’

Kilder:

Wilson, Jeremy: Lawrence of Arabia, the authorised biography of T. E. Lawrence, Minerva, 1989/1990. De 27 artikler side 960-965.

Lawrence, T.E.: Visdommens syv søjler, Gyldendal, 1962

Lawrence of Arabia, 1962, film/DVD, David Lean

Hourani, Albert: De Arabiske Folks Historie, Gyldendal 1991

---

[1] El Hedjaz: Vestprovinsen, den nordvestlige del af Den Arabiske Halvø.

[2] Sheriffen, på det tidspunkt af slægten Ashraf, mentes at nedstamme fra Muhammeds efterkommere og havde derfor den højeste autoritet som beskytter af de to hellige byer, Mekka og Medina, i Hejaz.

[3] Ashraf betyder ”Den mest ærefulde”, og slægten menes at nedstamme fra Muhammeds efterkommere.

[4] En sheik var normalt leder af en enkelt stamme.

[5] ”Herre”, høflig arabisk tiltaleform til fornem person.

[6] Mænd fra Ageylistammen.