Politik – Side 8 – blog.loneandrup.dk

Terror i Paris

7. , 8. og 11. januar 2015:

Nedskydningen af 17 tegnere, redaktører, ansatte, politifolk, gidsler og tilfældige på Charlie Hebdo og andre steder i Paris er forfærdelig! − Al medfølelse må gå til de efterladte og andre, der blev direkte berørt.

Gerningsmændenes erklærede motiver implicerer ytringsfrihed, religionskrig og kulturkamp, men Pia Kjærsgaard og hele banden fra Trykkefrihedsselskabet og deres kumpaner, med samt alle de paranoide, højreorienterede diskussionslystne, som ser modsætninger, konkurrenter og krige overalt, burde alligevel forsøge at holde lav profil her midt i sorgen.

Ganske som utilpassede drenges skoleskyderier i USA ikke opfattes som en trussel mod retten til at modtage undervisning − endsige som en anledning til at genoverveje våbenloven, blev en gal mands angreb på Utøya, hvor uforståeligt og chokerende det end var, heller ikke set som en generel trussel mod forsamlingsfriheden i den vestlige verden. De forældreløse, marginaliserede og kriminelle stakler, der forøvede misgerningen i Paris, er ikke mere repræsentative for muslimer og den muslimske verden, end de amerikanske skoleskydere og Anders Breivik er det for vores kristne kulturkreds.

At statsoverhoveder fra mange lande − herunder Israel, som jo ikke kunne drømme om at undertrykke og marginalisere nogen − omgående rykkede ud og lod sig fotografere arm i arm foran millioner af borgere i Paris’ gader, har muligvis mere med hysteriet på de sociale medier og potentielle vælgere at gøre, end det er udtryk for en velovervejet reaktion og god og klog ledelse.

Der er absolut ingen undskyldning for at udøve vold. Og man skal naturligvis have lov til at sige, lige hvad man vil uden at frygte vold eller mord. Vold er altid sidste tilflugt for syge og/eller desperate individer. Det gælder også mobning. Det er alment accepteret, at normale, ligevægtige, dannede og velopdragne mennesker ikke mobber de svage, de anderledes, de syge eller handicappede eller folk med andre hudfarver, religioner eller overbevisninger.

Man kunne jo spekulere over, om det ikke er betydeligt lettere at udvise humoristisk overskud, når man selv er en rig, hvid mand, som føler sig ovenpå og ikke er hverken udskældt eller udskilt eller under angreb? Hvor mange muslimer var der blandt Jyllandspostens tegnere?

Og hvorfor er det ofte de tilsyneladende mest stive, sure, indebrændte, omstændelige og fornærede underskudsmennesker, Kjærsgaard, Hedegaard og Rose, der virker fuldkommen blottet for ethvert gran af humor og selvironi, der mest indædt insisterer på retten til at grine ad andre folkeslags dyrebare forestillinger? Uden at de i øvrigt er i stand til at sætte deres trang til at latterliggøre andre mennesker ind i hverken en snæver psykologisk eller en større historisk sammenhæng, der fx kunne indbefatte grænsedragningen efter de nylige verdenskrige, kolonialismen, korstogene…

− Hvordan ville alle disse grinebideres humoristiske sans have det, hvis en koalition af muslimske lande havde udråbt fx Grækenland og Spanien til fejlslagne stater og invaderet dem? Og bagefter hånede den kristne gud i sjove tegninger?

__________________________

Det forlyder, at Hollande bad Netanyahu om at blive væk:

Hollande asked Netanyahu not to attend Paris memorial march

Absence sought as part of attempt to keep Israeli-Palestinian conflict out of European show of unity; After Netanyahu insisted on coming, French made it clear Abbas would be invited as well.

http://www.haaretz.com/news/diplomacy-defense/.premium-1.636557

Måltidet

Vor nye fødevareminister, Dan Jørgensen, følte sig et halvt års tid efter sin tiltræden kaldet til at give nationen en blid opsang og påmindelse om, at vi burde spise mere sammen: − ”Et godt måltid mad er en social begivenhed, og vi ved, at man ofte spiser sundere, når man er flere om bordet. Derfor håber jeg også, at flere i fremtiden vil nyde gode måltider i fællesskab på tværs af generationer og gøre turen i køkkenet til en fælles oplevelse,” siger Dan Jørgensen.

For at fremme sine visioner om danskernes måltider − herboende fx svenskere, tyskere, indere og polakker er åbenbart ikke omfattet − har han nedsat en tænketank, ifølge Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris hjemmeside. Mindre kan ikke gøre det.

Vi er naturligvis mange ’danskere’, der er taknemmelige for Dan Jørgensens omsorg, når det gælder vore måltider. Også − og måske navnlig − de 40 % af os, der bor helt alene. Men, som en læserbrevsskribent i Politiken anførte, burde en fødevareminister have nok andet at se til med mishandlede svin i millionvis, resistente bakterier i danske svinestalde og de danske fødevarers generelt dårlige kvalitet.

Nogle få ville måske betegne hans omklamrende indblanding i folks privatliv og spisevaner som utidig og langt over grænsen for, hvad en folkevalgt politiker burde beskæftige sig med, andre ville måske blot betragte hans emission som en gratis omgang varm luft.

Dertil ville folk med historisk indsigt muligvis smile en smule, for har det ikke altid været det fælles måltids funktion at udøve social kontrol med fødeindtagelsen?

Der må være andre nulevende end mig, der kan huske familiemåltiderne i 50’erne, hvor husmoderen − også selv om hun var udearbejdende − stod med fad eller pande ved bordenden og sørgede for, at husfaderen fik den største bøf eller den sidste frikadelle. De ældste af os husker måske tillige folkestuen i landbohusholdningen, hvor madmor − bemærk navnet − omhyggeligt sørgede for at uddele et stykke flæsk eller en sild til hver karl, men hvor grød- eller kartoffelfadet nok kunne blive stående til fri afbenyttelse midt på bordet. Hun selv og pigerne spiste som oftest stående og ude i køkkenet, og de var sjældent blandt de magreste.

Historisk har det fælles måltid altid været betinget af kontrol. Når hjortestegen og vildsvinet skulle fordeles retfærdigt og suppleres med rødder, bær, korn og frugter, kunne man ikke sikre stammens overlevelse, hvis ikke jægerne fik næring nok til nye, succesfulde jagter, og i perioder med knaphed måtte de unge, stærke mænd fodres på bekostning af kvinderne, de gamle og de små.

Også i dag er det fælles måltid belagt med stærk, social kontrol, blæret demonstration af status, økonomisk formåen, og nogle gange kan det ligefrem forekomme betændt. − Det fælles måltid, som Dan Jørgensen så brændende ønsker at fremme, udarter hyppigt til en neurosernes holdeplads med spiseforstyrrelser og magtkampe som resultat.

Jeg har oplevet juleaftner i familier, hvor den smarte, unge mor affabelt smilende formanede sin femårige datter om ikke at tage anden gang af risalamanden, fordi hun risikerede at blive for tyk.

Når sådanne kvinder spiser sammen med andre, lader de alle som en, som om de slet ikke er sultne og viser sig frem ved at sidde og nippe koket til lidt salat og danskvand. Unge mødre spiser officielt overhovedet ikke, de er på efterfødselskur for at ’få deres skikkelse tilbage’, men de plaprer op om sukker, laktose, gluten, kulhydrater o.m.a., mens de propper sutteflasker med kunstig ernæring i de små. (Kun 13 % af danske børn ammes fuldt ud, til de er et halvt år gamle, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, iflg. de nyeste tal.)

Da Nicolas Sarkozy endnu var præsident i Frankrig, siges det, at han efter en middag med Tysklands forbundskansler, Angela Merkel − det største mandfolk i Europa − skulle have udtalt, at hun spiste overraskende meget, ja, hun havde ligefrem siddet og proppet sig, ifølge den sippede præsident, som åbenbart følte sig i sin gode ret til at kommentere et andet lands statsoverhoveds spisevaner!

Sarkozy er selv en lille fimset type, og han er som magtmenneske omgivet af åleslanke, kvindelige beundrere, der sikkert blot har siddet og nippet til salat og danskvand i hans selskab, ja, faktisk har han været gift med hele tre af slagsen plus det løse. At Angela Merkel har betragtet måltidet som en lejlighed til at indtage rigtig næring, mens hun var påtvunget Sarkozys selskab, har sikkert været en ny oplevelse for den gode franskmand. − Helmut Kohl, der i sandhed var en stor mand, behøvede ikke stå model til nedladende bedømmelser af sit madindtag.

Når selv en hårdtarbejdende og begavet, kvindelig leder med et uhyre stort ansvar ikke kan spise efter eget behov ukommenteret, så kan det ikke undre, at de fleste kvinder foretrækker smugspiseri i køkkenet, eller at mænd, der dagligt bliver heglet igennem af deres småsultne og bedrevidende koner/kærester/kollegaer, foretrækker at indtage pizzaen eller grillkyllingen med pommes frites alene i sofaen.

Hvor det førhen var et spørgsmål om at fordele den mad, der nu engang var, retfærdigt og hensigtsmæssigt, er det i dag vigtigere at holde sig slank og give indtryk af at spise meget lidt og meget sundt. − Men det sidste kan være vanskeligt i en tid med industrifremstillet mad, der indeholder alle mulige kemiske tilsætningsstoffer og bakterier, tænk fx på de nylige listeriafund i pålæg og sprøjtegiftrester i alt det ’sunde’ frugt og grønt.

I det komplicerede spil, der både omfatter historien, kønnet, ressourcerne, økonomien, hensynet til eksporten og konkurrencen, kulturen, kynismen og en god portion forfængelighed foruden psykologi, burde en lille dansk fødevareminister måske undgå uigennemtænkte forsøg på at score billige damepoints og koncentrere sig om at sikre os alle sunde − eller i det mindste ufarlige − fødevarer.

Budolfi Plads

Midt i Aalborg foran den gamle domkirke ligger Budolfi Plads, som i de seneste 60 år har været fyldt op af forskelligartede, kedsommelige nyttebyggerier, kontorhuse, P-pladser og et stort supermarked. Direkte over for kirken ligger et mørkt spejlende glas-betonbyggeri, en tidligere bankbygning, Nordeas Budolfihus, som Aalborg Kommune netop har erhvervet for 30 mio. kr.

Aalborg Kommune har i løbet af det seneste tiår fornyet byens fremtoning med bl.a. Nordkraft, Musikhuset og navnlig ved at nytænke hele havnefronten og give borgerne adgang til at samles, lege eller spadsere ad den fantasifuldt indrettede promenade med mulighed for havnebad i fjorden.

Nu får kommunen en enestående chance for at færdiggøre byforskønnelsen med en arkitektonisk og historisk gennemtænkt løsning på byens forsømte centrum.

I middelalderen var byernes kirketorve de naturlige samlings- og markedspladser. Aalborg kunne godt bruge en stor, centralt beliggende plads til karneval og andre byfester, koncerter, julemarked, optog, taler, demonstrationer m.m.

I København og i andre af Europas storbyer har man forsøgt at lokke folk ind til centrum og skabe markedsstemning ved at opføre boder, arkader og overdækkede handelsgader med lokale og etniske specialiteter, friske grøntsager, souvenirs, is, caféer og alle tænkelige markedsvarer fra alverdens lande. Lyde, farver og dufte, som blot behøver en veldesignet ramme for at fungere og trække masser af mennesker til byens midte.

Men Aalborg bør nok undgå den fælde, som det gamle grønttorv, det nuværende ’Torvehallerne’ på Israels Plads i hovedstaden faldt i: Nemlig at bygge så dyrt og så prætentiøst, at kun de allermest kostbare specialbutikker havde råd til at slå sig ned der. Nordjyder er for kløgtige til at bide på kraftigt overvurderet vin, et franskbrød til 85 kr. eller kostbare glas med italiensk pesto eller fransk andepostej, men vi ville elske småboder med et usædvanligt udvalg, nye smage og gode tilbud.

Kunne man forestille sig et tilpasset byggeri, måske med arkader, der både skabte spændende handelsliv OG mulighed for større forsamlinger på Budolfi Plads? − I så fald skal kommunen handle hurtigt, inden private investorer igen sætter sig tungt og uigennemtænkt på det fælles byrum.

August 2021:

Sådan kom ‘pladsen’ til at se ud. Nye, kommercielle bygninger dynget op foran kirken som tilfældigt tabte klodser af tilfældigt fundne materialer, et P-hus styltet op som en improviseret blomsteropsats med alt godt fra grøftekanten, øverst et minibjerglandskab med små gangstier dumpet ned midt i byen fra … ingen ved hvor.

Idéen kunne måske have forekommet sød og sjov, hvis det havde været en legeplads ved en børnehave, men på denne beliggenhed virker arrangementet fremmed og som en hån mod en ærværdig domkirke og byens mest centrale plads.

Ålborg Kommune gav sig selv en designpris for rodet. – Mens man forskertsede muligheden for med en imponerende, central plads at skabe et hårdt tiltrængt centrum og mødested i – og med respekt for – byen, dens borgere og gæster.

Den mest ødelæggende organisme

Selv på en flot, solrig dag i april er sigtbarheden over Huangpu-floden, der løber gennem Shanghai, kraftigt nedsat af forurening. Mange unge kinesere har aldrig set en blå himmel, vandet er udrikkeligt, jorden er giftig, og de har ikke længere tillid til deres fødevarer.

’Klimaet er en alvorlig trussel for menneskene’, stod der i min avis. Men ethvert tænkende væsen må erklære sig uenigt: − Det er i udpræget grad menneskene, der er den store trussel for klimaet.

De seneste to-trehundrede år har vi i indbildt kløgt spredt os som en kræftsygdom med et grimt, alvorligt udslæt ud over det meste af jordens overflade: Tænk på de afbrændte skove i Asien, Afrika og Sydamerika, på de træløse og eroderede bjerge i USA, Europa og alle mulige andre steder, på de opdyrkede sletter og savanner, overfiskede og affaldsbefængte have, møgbeskidte floder, forgiftet luft … Som metastaser breder byer, havne- og vejanlæg, skinner, broer, industrier, institutioner og landbrug sig ødelæggende længere og længere ud i den tilbageværende natur, så dyr, planter og menneskene selv er i overhængende fare for udryddelse. I løbet af de seneste godt 60 år er jordens befolkning tredoblet. Krige behersker en stor del af kloden. Flygtninge i millionvis strømmer ud i ørkner eller går til bunds i havene. Ødelæggende storme, oversvømmelser og andre klimaskabte naturkatastrofer sender yderligere 22 mio. på flugt.

Alligevel skriges der alle vegne på vækst, og danske politikere overvejer i fuldt alvor, hvordan de kan gøre det mere attraktivt for unge at få flere børn. − For det er OK, at kinesere og indere og afrikanere forsøger at begrænse sig, men danskere kan vi ikke få nok af eller hvad? Måske er pest, kolera, dysenteri, ebola, fugleinfluenza, salmonella, resistente svinebakterier m.m. ikke sygdomme, der truer mennesker, men jordens immunforsvar, der forsøger at slå tilbage og redde denne førhen så frodige, grønne og blå planet.

Se evt.:

http://aqicn.org/map/world/, der viser forureningen i realtid over det meste af verden

http://politiken.dk/viden/ECE2410140/halvdelen-af-verdens-vilde-dyr-er-forsvundet-paa-40-aar/

http://politiken.dk/oekonomi/ressourceoekonomi/ECE2410065/miljoebevidste-danskere-belaster-kloden-som-en-oliestat/

Danske værdier?

‘ … jeg er på mine børnebørns vegne bekymret over at være vokset op i en tid, der har haft selvtillid nok til i løbet af et par generationer at skille sig af med tusind års skik og brug. Ikke mindst fordi vi allerede længe har haft lejlighed til at vurdere, hvad der er kommet i stedet for.’ side 229, LIMFJORDEN I af Hans Edvard Nørregård-Nielsen

Der er megen snak om danske værdier for tiden, men jeg kan ærligt talt ikke se, hvad de skulle bestå i. Bortset, naturligvis, fra magten til at tvinge folk, der ikke bryder sig om det, til at æde svinekød allerede fra vuggestuealderen.

Vi er stolte af vores svinekød, som produceres og slagtes under kummerlige forhold med 25.000 selvdøde smågrise i staldene pr. dag, med enorme mængder af penicillin og multiresistente bakterier, som nu er begyndt at true vor egen sundhed i alvorlig grad.

Førhen var vi en fredsbevarende nation, der sendte observationsstyrker til Gazastriben, Cypern, Eksjugoslavien og andre brændpunkter, før vi under Anders Fogh Rasmussen pludselig blev en krigsførende nation, der uden FN-mandat løb i hælene på USA og sendte angrebstropper ind i Irak, senere Afghanistan og bombede Libyen.

Et af vore store provinsdagblade syntes for nogle år siden, at det tilkom dets kulturredaktør at tage et opgør med Islams tusind år gamle dogmer og lagde sig derved ud med ca. 1 mia. mennesker, som, ifølge avisen, skulle lære at kunne tåle spot og hån …

Vi sender vor gymnasieungdom til andre lande, hvor de mindreårige drikker sig fra sans og samling, brækker sig, laver ballade og raserer ærværdige kulturbyer iført tøj, hvis æstetik er lånt fra pornofilm. Forældre og lærere er tilsyneladende magtesløse, for de giver udtryk for, at det må være rejsebureauernes opgave at sørge for, at de unge opfører sig ordentligt og ikke kommer til skade. Dansk politi sender hjælpsomt fire betjente med de unge.

Vor statsminister repræsenterer landet ved at jage ’Sex and the City’-skuespilleres autografer og tage selfies af sig selv sammen med andre statsledere ved en mindeceremoni, der skulle have handlet om Nelson Mandela, en af de seneste hundrede års betydeligste mænd.

Hendes konkurrent til posten, formanden for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, genererer ustandseligt sager med sit private luksusforbrug for det offentliges penge, og så var han statsminister, da den ubehagelige skattesag opstod, hvor ministre og deres rådgivere, når det drejede sig om en førende oppositionspolitiker, havde mere end svært ved at skelne mellem lovgivende myndighed og udøvende skattevirksomhed, hvilket er ret pinligt i et vestligt demokrati, som gang på gang drog i krig mod arabiske lande angiveligt for at lære dem forskellen.

Vi siger ’fuck’ til alting i en sådan grad, at engelsktalende lande regelmæssigt kommenterer vore reklamefilm eller programtitler : ’So F…ing special’ o.l., som sikkert lyder smart i unge programmedarbejderes øren, men som er dybt pinlige, når de rammer et mere modent, sprogkyndigt publikum.

Så anbragte en kunstner nogle rådnende grise i montrer på et museum. Da reaktionerne stilnede af, proppede en anden et par guldfisk i en blender, og en tredje skabte en skulptur bestående af udstoppede hundehvalpe. Den zoologiske have i København toppede så her i vinterferien med, for øjnene af tusindvis af børn og voksne, at dræbe og partere giraffen Marius. Angiveligt som et ’pædagogisk projekt’, så ungerne kunne lære ’hvad der sker med overflødige dyr’ … Tv-billederne viser chokerede børneansigter, og for mange af dem bliver en hyggelig familieudflugt i zoo aldrig det samme igen.

Hvad sker der med os? Er intet helligt længere? − Børn må gerne se et dyr blive slagtet og parteret, men da ikke for sjovs skyld? For billetsalget, omtalen og underholdningens skyld? − Det er jo usømmelig omgang med lig! Og så havde dyret til overflod et navn. Marius. − Kom unger! Vi skal i zoo og se Marius blive skudt og kastet for løverne! − Minder det om noget? Panem et circenses? De offentlige opsprætninger af prostituerede, mordere og andre ulykkelige, afdøde fattige i de parisiske ’teatre’, som folk kunne købe billetter til? Udpakningen af egyptiske mumier under selskabelige former i den engelske overklasse?

Er der ikke længere voksne i blandt os? Ingen dømmekraft tilbage? Er vi kun ude på at sprænge tabuer og overskride grænser i pubertær vildskab og skaffe os dårlig omtale internationalt?

De unge, der tomlede eller interrailede sig igennem alverdens lande i 70’erne og 80’erne, var stolte af at være danskere, og de syede iøjnefaldende store, danske flag på deres rygsække. For som dansker blev man respekteret og godt modtaget allevegne. Det er vist definitivt slut. Nu vækker vi kun undren.

Børnenes lov

Jeg vil gerne overforsimple nogle grundlæggende lov- og samfundsmæssige forhold og forsøge at skitsere dele af en ny, letforståelig lovkontrakt for folk bosat i et fælles område, som fx Danmark.

Jeg vil gerne tage udgangspunkt i de svageste, først og fremmest børnene, men også de syge og de gamle, og samtidig rette nogle urimeligheder, fx monarkiet, statsreligionen og de voldsomme rationaliseringer og nedskæringer på den borgernære sundhed, ældrepleje og politiarbejdet. Med nogle enkle ændringer, som gjorde samfundsindretningen gennemskuelig for enhver, ville folk føle sig ligeværdigt behandlet og trygge nok til selv at tage hovedansvaret for deres liv tilbage, så vi slipper for det daglige, ydmygende syn af voksne mennesker, der ynkeliggør sig og jamrer offentligt, når livet kommer dem på tværs. For det vil livet gøre af og til; det er ikke nogens skyld, og når det sker, vil vi forsøge at hjælpe hinanden, så godt vi kan.

Velfærdssamfundet, som vi kender det, blev udformet i 1970’erne, da kvinderne for alvor var kommet ud på arbejdsmarkedet, og samfundsindretningen skulle tilpasse sig de nye forhold. Kvinder har altid arbejdet, men historisk set var det usædvanligt, at kvinder tog almindeligt arbejde uden for hjemmet for en løn svarende til mandens og på lige fod med ham. Kvinder passede hus, stald, marker, husdyr, køkkenhave, tøj- og madfremstilling, samtidig med at de tog sig af børn, syge, gamle og svage. De fleste og fattigste kvinder vaskede derudover for andre, gjorde rent for andre, arbejdede i andres marker og stalde og passede andres børn, gamle og syge.

Med bistandsloven fra 1976 blev det eksplicit, at staten ønskede alle kvinder ud på det normale arbejdsmarked. Til gengæld ville staten så påtage sig at passe disse kvinders børn, gamle og syge. I teorien ville hele samfundet nyde godt af den rationaliseringsgevinst, der opstod ved, at en kvinde kunne passe mange børn, gamle eller syge på en gang.

Der fulgte lange kampe om ligeløn, barselsordninger og kvaliteten af daginstitutioner, sundhedssystemer og ældreforsorg, men i hovedtrækkene blev vores samfund som helhed pga. kvindernes arbejde så rigt og velforsynet med alt, både nødvendigt og unødvendigt, at intet samfund i hele verdens historie kan måle sig med vores.

Men det har naturligvis vist sig, at de lovede goder blev alt for kostbare i drift, og at kun ganske få professionelle lønarbejdere magtede at varetage omsorg for børn, syge og gamle med samme omhu og indlevelse, kald det bare kærlighed, som en mor, hustru eller datter ville kunne gøre det.

Ikke alle kvinder er dog gode omsorgsgivere. Nogle gange ville man foretrække en institution eller en professionel SOSU-assistent. Men i langt de fleste tilfælde er det udartet til, at børnene får lov til at passe sig selv fx i SFO’ernes store, uregerlige flokke, og stakkels hr. Hansen på 87, som blev enkemand, får et tyve minutters kursus i at tænde for sin egen støvsuger og går derefter langsomt til i skidt, underernæring og magtesløs selvopgivelse.

Til gengæld har vi fået de yngre mænd på banen i omsorgsbranchen, og det er måske den største bedrift i nyere tid. Mænd tager i dag ansvar for børn på − næsten − lige fod med deres kvinder. Det betyder, at børnene får en time eller to også med far om aftenen efter en lang dag i skole og institution, og at de − og måske mandens gamle forældre, hvis de er heldige − får sporadisk glæde af ham i weekender og ferier.

Regeringen Helle Thorning Schmidt har gjort et forbløffende reformarbejde igennem det seneste halvår. Men jeg har endnu ikke fået øje på de store forkromede, samlende principper bag de mange huja-hovsa-arrangementer, som skal nedbringe de offentlige udgifter.

Regeringen har ret i, at vore love skal bringes i overensstemmelse med vore muligheder, og at befolkningen skal vænnes til at tage et større ansvar selv. Det er ikke klædeligt, når unge og voksne, raske mennesker går rundt og råber på alt det, samfundet burde gøre for dem.

Samtidig skal man passe på ikke at tage motivationen fra de store grupper af mennesker, der rent faktisk har valgt at arbejde med at hjælpe andre mennesker, og som for størstepartens vedkommende allerhelst vil have lov til at gøre deres bedste. Det drejer sig om bl.a. SOSU-assistenter, læger, socialrådgivere, pædagoger, dagplejere, lærere, sygeplejersker og jordemødre. Disse grupper har i høj grad brug for at få styrket deres faglige stolthed, og de burde snarere passes med god løn og tilsvarende arbejdsforhold, end, som vi ser det nu, mistænkeliggøres og kontrolleres og overdynges og bureaukratiseres i alle ender og kanter, så de forhindres i at gøre deres arbejde.

Med disse indledende betragtninger vil jeg gerne skitsere mine forslag til nye lovprincipper:

1. lov: − Vi er alle deltagere i et samfund, der yder os støtte, og som forventer vores støtte til gengæld. Skatten bør derfor i højere grad end i dag betragtes som et medlemsgebyr. Det betyder bl.a., at man i perioder kan udelukkes fra det offentlige fællesskab og hjælp, hvis man gentagne gange forsøger at snyde i skat eller platter sig til uberettigede ydelser. (Men der vil altid være en skønnet, skrabet minimumsydelse, hvis nogen står i fare for at miste al indtægt, for ingen er tjent med, at et menneske bliver frataget alt.)

2. lov: − En revideret og sprogligt opdateret form af Grundloven, som garanterer borgerne lige ret uanset køn, oprindelse, hud- og hårfarve, formueforhold, seksuel observans, intelligenskvotient m.m., herunder ytringsfrihed, religionsfrihed, privatlivets og ejendomsrettens ukrænkelighed. Vi adskiller kirke og stat, som alle andre sammenlignelige, moderne demokratier for længst har gjort det.

3. lov: − Vi opruster på det politimæssige område og styrker den borgernære indsats, således at vore betjente rent faktisk tager telefonen og hurtigt rykker ud, når folk har brug for det. − Ikke noget med at tage det med ro, fru Jensen, vi skal se, om vi når det på mandag…

4. lov: − Vi ønsker ikke længere at opretholde et anakronistisk kongehus, som kun tjener til underholdning for dem, der ikke selv kan finde ud af at få tiden til at gå. Når de efterhånden talrige medlemmer af vores nuværende, stærkt ynglende kongefamilie om forhåbentlig ganske få år bliver trætte af legen, og vi ikke længere orker at betale for urimelighederne, vil vi nådigst tillade dem at abdicere og fortsætte deres liv under mere menneskelignende forhold. Hvert femte år derefter vælger vi en fornuftig og kløgtig præsident M/K, som kan bebo vore fine gamle slotte og repræsentere os her og i udlandet.

5. lov: − Samfundet påtager sig at sørge for de syge, de fattige, de gamle, de små og dem, der af andre grunde ikke kan sørge for sig selv. Alle, der opholder sig i Danmark, og som er loyale over for fællesskabet, har ret til et levegrundlag, et sted at bo, et job, uddannelse eller en form for understøttelse og hjælp i tilfælde af sygdom.

6. lov: − Der er mennesker nok i verden. Vi er så mange nu, at vi i alvorlig grad belaster planeten, og derfor yder vi ikke særskilt støtte til børnefamilier, afhjælpning af barnløshed eller adoption. Vi betaler heller ikke for kostbare forebyggende behandlinger, medicinering eller vaccinationer af ellers raske mennesker. Det må for fremtiden stå for folks egen regning og prioritering. Men vi garanterer billig medicin-, læge-, jordemoder-, tandlæge- og psykologhjælp og gratis grund-, gymnasie- og universitetsuddannelse til alle mennesker, der bor her i landet.

7. lov: − Vi reviderer skattelovene, så alle − både virksomheder og privatpersoner − betaler en fast procentdel af deres indtægter, fx 30 %, i skat, uden andre fradrag end personfradraget. Vi tildeler ethvert menneske − også babyer og pensionister − et personfradrag på måske omkring 75.000 nutidskroner, og afskaffer samtidig børnepengene, som vi kender dem, og al hjælp til hjemmeboende unge. Hvis man har børn, et ungt menneske, en ægtefælle, en ven eller et ældre familiemedlem i sin husstand, og de tjener mindre end personfradraget pr. år, så kan man påtage sig forsørgerpligten og få det overskydende personfradrag som et fradrag i ens indtægt før skatten beregnes. Med egne børn under 18 år foregår denne overførsel af personfradraget automatisk. Det kan ske med 100 % til den ene forælder eller med 50 % til begge efter ønske. Med en ægtefælle sker overførslen også automatisk, så snart man har indgået ægteskab. Når det drejer sig om andre personer i ens husstand, som man ønsker at forsørge med sit arbejde, skal man sammen underskrive en, evt. tidsbegrænset, forsørgelsesattest for at sikre sig fradraget.

8. lov: − Børn er i princippet forældrenes ansvar, men vi tilpasser arbejdsmarkedet, således at to forældre hver har ret til et års barselsorlov på en passende grundsats for hvert barn, de får. Årene skal afholdes inden for de første to af barnets leveår. Pludselig at overlade børn under to år til timelang, daglig pasning hos vildtfremmede, som naturligvis opfatter pasningen som et arbejde og ikke som et kald, de udøver med kærlighed, kan være stærkt traumatiserende for barnet, og dermed yderst skadeligt og bør ikke opmuntres eller støttes af samfundet. Pasning af småbørn kan varetages af forældrene, bedsteforældrene, venner eller dagplejere på privat basis efter forældrenes ønske og fulde egenbetaling. Til gengæld garanterer samfundet et rimeligt tilskud til velbyggede, velnormerede og velfungerende børnehaver for de to til seksårige. Et toårigt barn tildeles dog et maksimalt antal timer, fx fire pr. dag det første år, stigende til fem det andet. Fire- og femårige vurderes at kunne klare seks timer pr. dag. Samfundet tilbyder også et måltid økologisk mad, der er tilpasset børnenes alder og familiens religiøse anskuelser − andre individuelle hensyn, udover evt. lægeattesterede allergier, tages derimod ikke − midt på dagen til alle børn i institutioner, samt naturligvis mælk, drikkevand og sunde snacks.

9. lov: − Folkeskolen begynder for barnets vedkommende det år, det fylder seks. Vi indretter skolen, således at den er hyggelig og hjemlig og åben fra klokken 7 til klokken 17 på ugens fem hverdage og skaber en glidende overgang, en indskoling, i forårsmånederne før skolestart. Fra klokken 8 til klokken 12 for de mindste klasser, stigende til klokken 14 eller 15 for de større klasser, er der deciderede undervisningsforløb, men både før og efter vil der være tilbud om voksenopsyn, lektiehjælp, sport og andre fritidsaktiviteter for dem, som har lyst eller brug for det. Vi tager med andre ord udgangspunkt i BARNETS hverdag og forsøger at skabe en helhed ved at samarbejde med de forskellige fritidstilbud i skolens regi, i stedet for at lade børn pendle alene mellem forskellige lavprispasningsordninger, sportsklubber, musikskoler og skolen, så forældrenes arbejdsdag kan foregå uforstyrret. Børn mellem seks og tolv år må dog maksimalt opholde sig otte timer i skolen pr. dag. Når undervisningsforløbet er forbi, står det forældrene frit for at tage barnet hjem, hvis de har lyst, så barnet kan tilbringe mere tid med sin egen familie, bedsteforældre eller venner. Forældre til hjemmeboende børn under 15 år får ret til at holde fri i hele juli måned, og skolerne, gymnasierne og børnehavernes sommerferie bliver begrænset til juli måned hvert år, hvor disse institutioner simpelthen er lukket. Det vil løse mange problemer med lærerne og pædagogernes arbejdstid og synkronisering med det øvrige arbejdsmarked og vil sikre stadigt opsyn med vore sårbare børn og unge. Alle ureglementerede såkaldte lukkedage afskaffes naturligvis omgående. − Udover en måneds sommerferie får forældre til børn under 15 år ret til de sædvanlige ferieuger i løbet af året, plus en ekstra uge, som kan anvendes efter behov som omsorgsdage, barnets sygedage el. lign. Det gælder både mødre og fædre, eller to forældre af samme køn i enkønnede forhold. Skolerne vil blive pålagt at koordinere efterårsferieugen og vinterferieugen indbyrdes, så de spredes ud over efteråret og foråret, så der ikke opstår flaskehalse, dyre rejseuger og myldretider. Det vil herefter blive forbudt at tage sit barn ud af skolens undervisningsforløb for at tage på ferie med det uden for de afsatte ferieuger. Skolen tilbyder lige som børnehaverne et måltid mad midt på dagen og måske morgenmad, hvor det lokalt skønnes gavnligt.

Med lov skal land bygges

(Af fortalen til Jyske Lov, 1241, citeret efter Skalk nr. 3, 2013)

…. Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden, den skal være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så alle kan vide og forstå, hvad loven siger.

Værdier

Aldrig har der været så megen snak om værdier, og aldrig har der været så lidt fælles forståelse af, hvad vore værdier − hyppigst benævnt som »de danske værdier« − i grunden består i.

Højreorienterede traditionalister, mange af dem organiserede i Dansk Folkeparti, slår i tide og utide på de »danske værdier«, som for dem betyder noget rodsammen af Gud, konge og fædreland, romantiseret historiefortegning, Dannebrog, Tivoligarden, overdreven sentimentalitet på nogle få kæledyrs vegne, ølvommet kolonihavefællesskab kun for de blegfødte danskere og muligheden for at tvinge mennesker med anden kulturbaggrund til at spise frikadeller og flæskesteg allerede i børnehaven.

Der er også de helt grundlæggende, almenmenneskelige værdier, som de fx kommer til udtryk i »De ti bud«, og som kan iagttages i de fleste samfund. Det kan være »Du må ikke slå ihjel« − Men dette bud, som alle andre leveregler, har sine undtagelser, som træder i kraft, hvis det drejer sig om de rige og magtfulde, herunder religionens håndhævere. Du må ikke slå ihjel, med mindre vi har besluttet at føre krig mod de muslimer, som tilfældigvis bor oven på klodens sidste oliereserver, eller det drejer sig om fremmede, der truer dine og din stammes ressourcer, eller om mennesker, der bekender sig til en anden tro/overtro og fører flag med andre farver end dit eget. Eller om medmennesker, der ved kriminalitet, sindssyge, overgreb eller på andre måder har sat sig uden for det menneskelige fællesskab.

Vi beundrer dem, der kan overvinde deres egen grådighed og magelighed, og som udsætter sig for risiko for at hjælpe andre mennesker, nok fordi de er uhyre sjældent forekommende. I virkeligheden findes der megen ondskab i verden, overgreb, mord, bortførelser, voldtægter, tortur, børne- og dyremishandling, overgreb på natur, dyreliv, planteliv, have, jord, luft og klima … Hovedparten forøvet af mænd, som er tankeløse, begærlige, ambitiøse, har levet under rædsomme vilkår eller som lider af hjernedefekter − eller flere af disse ting på en gang.

I almindeligt dagligliv i Danmark i dag er ondskab sjældent åbenlyst forekommende, men mange prætentioner om hjælpsomhed og medmenneskelighed er kastet over bord, og i det offentlige rum kan man iagttage en ubehagelig, selvpromoverende og møvende adfærd, som er meget lidt klædelig.

Politik handler fx ikke længere om almenvellet, men om, hvor meget vi hver især kan skrabe til os fra de offentlige kasser. Her, mens dagpengesatser og -perioder diskuteres, hører man mennesker, forældre til små og større børn, som uden blusel »truer« samfundet med, at de vil lade sig skille, så de kan opnå en social ydelse, for det er ikke muligt for dem at lade sig forsørge af deres mænd eller koner, som har job og tjener penge. De ser det tilsyneladende som deres gode ret at lade sig forsørge af os alle sammen, men ikke af det menneske, de − måske ved storslåede, højtidelige og kostbare ceremonier − har valgt at lade sig vie til og få børn med. − Hvad tror de så, at ægteskabet betyder? Om ikke et loyalt fællesskab i lyst og nød? − Det er heller ikke længere givet, at forældre er forpligtet til at forsørge deres egne børn. Hvis de har et handicap eller er over en vis alder, er det alment accepteret, at man bare kan rende det offentlige på dørene og forlange fx en bil, tøjpenge pga. større slitage eller et månedligt underhold. I vores moderne samfund kan man i fuldt alvor forlange, at det offentlige passer og/eller forsørger ens børn, eller man kan forvente et passende honorar for at passe dem selv.

Som midaldrende menneske opdager man, at værdier, som ud over pligt og ansvarlighed, også omfatter fx storsindethed, hjælpsomhed og hensyn til andre, er gået tabt, hvilket kan observeres, når man begiver sig ud i det offentlige rum. På en bustur, hvor en ganske ung pige har sladret højt om sit pivende trivielle privatliv i telefonen i 25 minutter. Hvor ingen gør mine til at rejse sig og overlade et sæde til en ældre, tydeligt gangbesværet mand. Hvor man får butiksdøren i hovedet, fordi ingen gider kigge sig tilbage og holde den for de næste, og hvor man selv kommer til at stå og holde dør en hel eftermiddag, fordi alle tager det for givet, at andre holder døre for dem og går durk igennem uden så meget som et høfligt takkenik.

Man behøver bare at tage på en udflugt syd for grænsen, eller til Sverige, London eller Sydeuropa, for at opdage, at alle andre steder end her i vores lille, mudrede, danske andedam forstår folk at opføre sig med høflighed og levemåde.

Så de »danske værdier« består nu i, at vi selvretfærdigt, rethaverisk og rent ud sagt uopdragent, både åndeligt og helt bogstaveligt, støder ind i hinanden i køerne, på fortovet, over hækkene, og forsøger at tilrane os goder på bekostning af de flinke naboer eller på den evige jagt efter byens sidste parkeringsplads. − Og der er ikke andre regler end en mig-først- og mig-have-attitude og en underliggende aggression, som bobler op ved mindste anledning.

Har vi selv sat vore hidtidige værdier over styr ved at afbryde forbindelsen mellem generationerne og overlade vore børn og unge til at lære opførsel og sprog af hinanden? Forældrene har for travlt med sig selv til at tage sig af deres egne unger, og pædagoger og lærere er blevet lavtuddannet, halvvejs modvillig lavstatusarbejdskraft, som ikke formår at give voksne værdier videre og være rollemodeller for deres opmærksomhedsforsømte elever.

Børn kan ikke lære børn ret meget. Alle børn og unge har brug for tid med betænksomme voksne mennesker, som stilfærdigt kan vise dem, at man rejser sig for den handicappede i bussen, at man ikke sætter sine snavsede sko på sæder, hvor andre mennesker skal sidde, at man hjælper sidemanden og sine naboer, at man ikke ytrer sig højlydt krænkende om andre mennesker, at man ikke smider sit affald på gaden eller i naturen, at man holder til højre på fortovet og holder sin plads i køen, at man ikke afbryder, når andre taler, og at man i det hele taget forsøger at vise den pæneste og mest velopdragne side udadtil, for vi skal være her alle sammen. − Er det ikke gode værdier, som vi kunne være stolte af at kalde danske?

Familielæge eller pølsefabrik?

Sådan et stykke papir kan man risikere at få stukket i hånden hos sin praktiserende læge i dag: Uvenligt, kommanderende og ikke engang forsynet med de gængse høflighedsfraser. − Hvad stiller gamle fru Larsen, som ikke ser så godt, eller hr. Hansen, som gik ud af skolen i syvende klasse lige før krigen, op med det? Forfatterne er de samme læger, som lige for tiden råber højt op om “familielægens” betydning for de danske patienter… Som jeg erindrer familielægerne før i tiden, kunne de ALDRIG finde på at bede syge mennesker, der søgte deres hjælp, om at tage hensyn til deres interne arbejdstids- og honoreringsregler.

Regionerne har opsagt overenskomsten med landets privatpraktiserende læger, fordi de er for dyre og for stejle, når det kommer til ledelsesretten. Lægerne ønsker ikke, at regionerne skal være med til at bestemme, hvor der skal oprettes lægehuse, selv om det er regionerne − dvs. os alle sammen − der betaler gildet og gerne vil sikre ensartet mulighed for lægehjælp − også til de knap så attraktive yderområder. Lægernes argument er, at lægerne selv er de bedste til at bestemme, ellers vil den klassiske familielæge være i fare for at uddø.

Mon ikke den klassiske familielæge uddøde for mange år siden? Der er stadig her i landet mange søde, dygtige og velmenende læger, der opfatter deres gerning som et kald, og som yder en god indsats i konsultationerne, men nogle læger kommer ud med en ny og langt mere selvretfærdigt krævende indstilling til, at patienterne skal nøjes med at blive syge, når det passer med deres arbejdstidsregler, og det kan desværre ikke altid lade sig gøre. Vi lidt ældre og bedre vante finder dem pressede, grådige, ubetænksomme og næsten umulige at få kontakt med. De er muligvis heller ikke uddannet til at lede og fordele opgaver, ikke engang i deres egne små lægehuse. Jeg vil gerne bidrage med en håndfuld eksempler fra de senere år, oplevet af mig og min nærmeste familie og venner.

Hvis vi bliver syge fx om natten og gerne vil have fat i ”familielægen” næste morgen, mødes vi af en telefonsvarer med en alenlang besked, der omfatter sekretærenes træffetider, laboranter, sygeplejersker m.m., som vi mere og mere hektisk lytter til. Så opgiver vi og går på nettet, hvor vi finder følgende letlæselige besked:

“Telefonisk

Mellem kl. 8.00-10.00:
Sundhedsfaglig rådgivning ved sygeplejerske (tast 1).
Recept-fornyelse via telefonsvarer (tast 3).

Mellem kl. 13.00.14.00:
Tidsbestilling ved sekretærer, onsdage undtaget.

Middagslukket alle hverdage kl. 12.00-13.00. Onsdag dog fra kl. 12.00-14.30.

KONSULTATION I LÆGEHUSET

Åben konsultation
Der er åben konsultation på alle hverdage kl. 8.30-9.30, primært for akut opståede helbredsproblemer. Dette kræver ingen tidsbestilling. Se nærmere under ”Praksisinformation”.

Planlagt konsultation
Forudgående tidsbestilling er nødvendig. Der kan bestilles tid til konsultation hos vores læger, sygeplejersker og vores klinikpersonale. Se nærmere under ”Praksisinformation”.”

Somme tider ønsker man jo, at man selv eller ens børn var så syge, at man helt ukompliceret blot kunne ringe efter en vagtlæge eller en ambulance.

Efter at have ventet, måske med smerter, i hvert fald med uro, indtil det er muligt telefonisk at bestille en tid, mødes man igennem en stiv klokketime af optagetsignalets enerverende dutten eller den forhåndsindtalte telefonbesked om, at alle linjer desværre er optagede, prøv igen senere.

Så forsøger man at bestille en tid via det komplicerede mailsystem og logger sig ind, for senere at opdage, at beskeden om tidsbestillingen til sekretæren klassificeres − og honoreres som? − en mailkonsultation.

Hvis man får kæmpet sig igennem alle gå-væk-telefonsvarerne og den labyrintiske hjemmeside − som man i øvrigt skal betale abonnement til et privat firma for, hvis man vil gemme de beskeder, man modtager fra sin egen læge − og finder den relevante information, tager man chancen og befordrer sig hen til lægehuset i den såkaldte ”akuttid”, hvis man da kan nå det, og hvor man sidder 2 – 3 timer i et fyldt venteværelse sammen med andre syge og måske smitsomme mennesker, inden man får foretræde for en læge, sjældent ens egen, hyppigere en praktikant eller en vikar.

Eller man bestiller en tid hos sin egen læge via hjemmesiden − den første ledige tid ligger sædvanligvis tre-fire måneder ude i fremtiden, så det gælder om at planlægge sine lidelser med omhu − og når man så, med en tre måneder gammel tidsbestilling i lommen, møder op i venteværelset, kommer man alligevel til at vente både hele og halve timer, før man bliver kaldt ind til sine afmålte otte minutters fortravlede konsultation. Og det er ikke pga. akutte henvendelser, som andre jo tager sig af i ”akuttiden” om formiddagen. De sidste tre gange, jeg i løbet af de seneste to år har haft en forudbestilt tid hos min læge, har jeg hver eneste gang siddet og ventet i 40 minutter efter den aftalte tid.

I løbet af en forhastet konsultation, som man således har ventet tre måneder og 40 minutter på, og hvor lægen sidder og kigger på sin computerskærm det meste af tiden, må man ikke søge råd om to forskellige ting på en gang, fx både ondt i ryggen og en mystisk vorte på den ene kind. Hvis man vil tale om andet end det, man har bestilt tiden til, får man besked på at reservere en ny tid. Efter yderligere tre måneders ventetid. Mange mennesker skal tage fri fra arbejde for at møde op gang på gang, så lægen kan hæve flere honorarer.

Det er således ikke underligt, at vagtlæger og skadestuer overrendes af syge mennesker, der bare gerne vil tale med en læge.

En gang, jeg sad i venteværelset i de obligatoriske 40 minutter efter min i god tid i forvejen reserverede konsultation ang. svar på nogle prøver, blev jeg højt og med fulde navns nævnelse kaldt op af sekretæren og afkrævet svar på, om resultatet af lungefunktionstesten eller hjerteundersøgelsen var vigtigst for mig? For lægen havde desværre ikke tid til at snakke med ”kronikere” om flere prøver i samme konsultation … Det var første gang, jeg hørte betegnelsen ”kroniker” anvendt om mig selv … Fra en lægesekretær med et urimeligt spørgsmål i et fyldt venteværelse, fordi et nyligt rygestop havde sænket mit stofskifte til et behandlingskrævende niveau … Jeg insisterede naturligvis på, inde hos lægen, at få svar på alle de prøver, der var blevet taget, før jeg gik derfra igen.

En anden sekretær havde for vane at sende mails ud til alle, der var tilknyttet hendes praksis, når hun og de andre sekretærer ændrede deres arbejdstider, eller når fordøren skulle repareres. Det var en speciel oplevelse at modtage en mail fra sit lægehus, at logge ind på den besværlige internetside med bankende hjerte og alle mulige tanker om alvorlige fund i blodprøver og deslige og omsider kæmpe sig frem til en besked om, at man pga. tømrerbesøg venligst skulle benytte en sidedør, hvis man påtænkte at aflægge besøg i lægehuset den dag …

Da min ven nogen tid efter alligevel sad inde hos sin egen læge, bad han hende snakke med sekretærerne om deres ligegyldige og forstyrrende massemails, men blev bedt, om han ikke selv ville snakke med sekretærerne om det, for det kunne lægen ikke tage sig af.

En dag mødte jeg forskrækket op i ”akuttiden” efter at have tisset blod en hel weekend. Jeg kom forholdsvis hurtigt til hos en yngre læge, jeg ikke havde mødt før. Da hun hørte om symptomet, udbrød hun: ”Det er nok kræft”. − Det var ikke den besked, jeg havde mest lyst til at høre i den situation, men hendes mistanke, som heldigvis viste sig at være forkert, sørgede for, at jeg hurtigt kom videre til mere kompetente, og ikke mindst empatiske, læger og undersøgelser.

Læger er traditionelt omfattet af stor respekt, og vi bærer gerne over med deres småfejl og særheder, hvis de står klar til at hjælpe os og er i stand til at stille almindelige diagnoser, når vi er ramt af sygdom og virkelig har brug for deres hjælp. Men når ens erfaringer fra de senere år omfatter en mand, der i årevis blev behandlet for mavesår, selv om han havde en anfaldsvoldende og betændt galdesten, en kone, der igennem et halvt år fik mavesyredæmpende midler, selv om det også viste sig at være en galdesten, da hun blev hasteindlagt med akut gulsot, en mand, der tre gange tilbydes lykkepiller mod en arbejdsskade i skulderen, og en veninde, der fik stillet en fantasifuld diagnose, vulvodyni, som indledning til et langvarigt behandlingsforsøg med hormoner og lykkepiller med den praktiserende læge som tovholder, da hun sandsynligvis var plaget af endometriose, så kan ens respekt for standen formentlig ligge på et meget begrænset område.

Måske burde regionerne overtage HELE ansvaret for de praktiserende lægers arbejde og blot ansætte dem i 37 timer ugentligt? Så kunne man sørge for ordnede forhold, passende efteruddannelseskurser og et professionelt kommunikationsniveau i forkontorerne. I så fald behøvede de praktiserende læger ikke længere at jamre over arbejdspres, papirarbejde, prioriteringer, ledelsesansvar og diverse klinikudgifter. Bemærk venligst, at denne jammer kommer fra læger, der har normale arbejdsuger, og som ifølge Ekstra Bladet, når alle udgifter til driften er betalt, tjener over en million kroner, mange over to millioner kroner, om året betalt af dig og mig over skatten.

Derudover kunne vi uddanne en masse nye læger, alle dem, der havde lyst og evner for faget, så der var mange at vælge og vrage imellem. Så kan de, der er utilfredse med forholdene, søge til mere lukrative steder og overlade “ydernumrene” til kollegaer, der både kan og vil yde en behjertet indsats til gengæld.

Det er tankevækkende, at jeg hos mit dygtige tandlæge-tandplejer-team, som jeg selv har valgt og selv betaler det meste til, altid bliver mødt med stor forståelse og omsorg og aldrig har måttet vente mere end højst fem minutter, heller ikke i telefonen, og da kun i nødssituationer og aldrig uden en høflig undskyldning og en forklaring.

(18. 5. 2013 ser jeg, at de privatpraktiserende læger samler underskrifter fra patienter i deres konsultationer. De har allerede ifølge Politiken.dk sikret sig 140.000. Dvs. at de læger, som p.t. ynder at kalde sig “familielæger”, udnytter prisgivne, syge menneskers behov for lægehjælp i deres bjergsomme arbejdskamp for deres egne, private virksomheder mod det offentlige, som i forvejen forgylder dem. Vore læger kaster i grådighed al etik og troværdighed over bord i disse år.)

Eftertanke:

Lærergerningen var førhen et kald. Læreren følte sig ansvarlig for sine elever, kunne lide børn, nød samfundets anerkendelse og oppebar gode arbejdstids- og lønforhold. Til gengæld lagde lærerne alle kræfter i jobbet, forberedte sig entusiastisk og uden vrøvl, tog eleverne med på udflugter, arrangerede skolekomedier, snakkede med børn og forældre, også i nødsituationer sent på aftenen, og de noterede det ingen steder; det var en helt naturlig del af faget. Så ødelagde man lærergerningen med bureaukratiske kontrolforsøg og inddelte lærernes arbejdstid i Ø-tid, U-tid og F-tid, således at ingen længere gad løfte en finger, selv om lille Ole tydeligt havde problemer, for al Ø-tiden var opbrugt. Man forvandlede læreren fra en begejstret ildsjæl til en tørt noterende bureaukrat.

Lægen var førhen en højt respekteret familielæge, der dukkede op, når familien var i nød, og gjorde hvad han kunne for at lindre og trøste. Han fik sin betaling pr. år pr. patient, og han holdt ikke regnskab med sin tid eller forlangte, at alvorligt syge mennesker selv skulle fragte sig hen i hans klinik.

I min levetid har lærer-, gymnasielærer-, læge-, og præstegerningen skiftet karakter og er blevet overvejende kvindefag, hvor kun hjemmehjælpere, pædagoger og sygeplejere var det før, hvilket måske har været medvirkende til, at alle disse fag nu er forvandlet fra vellønnede og højtrespekterede til lavt rangerede og overkontrollerede pølsefabrikker. De dygtige ug-piger har alt for travlt med at overholde reglerne og tør ikke sætte sig imod selv urimelige og ødelæggende krav fra den offentlige arbejdsgiver. Samtidig er vi blevet alt for mange mennesker med helt urealistisk høje forventninger til, hvad samfundet skal gøre for os, så udgifterne til den offentlige sektor er steget eksplosivt. Forskellige regeringer har på forskellig måde forsøgt at holde snor i ydelserne, men måske har man smidt barnet ud med badevandet? Mens de måler og kontrollerer, fordamper kerneydelsen i både børnepasning, undervisning, sundhed og religion, nemlig det medmenneskelige forhold. Tilbage står underligt forvirrede børn og unge, syge og gamle, søgende og troende og råber på mere, for de fik ikke, hvad de havde brug for. De fik ingen menneskelig kontakt og omsorg, men blev afvist af automatiske telefonsvarere eller puttet i kasser mærket “fri leg”, “længst muligt i eget hjem” eller “Ø-tid” og såkaldte “E-konsultationer” …