Kategori: Psykologi

Putning og pasning

Lige nu er der megen snak om, hvordan man putter børn. Der er alle mulige teorier og forslag, og der er endda skrevet bøger om putteteknikker.

Men små børn skal da ikke puttes!

Børn burde være højt skattede familiemedlemmer, som man tager sig af, og som man giver tryghed. At lægge nye, små, bange individer til at sove alene i et rum uden flokken om sig er ren og skær mishandling, selv om det efterhånden er blevet en social konvention. Enhver abemor er klogere end som så.

Der er ingen af os, der ville anskaffe en hundehvalp for så, når klokken bliver syv om aftenen, at lukke den inde alene i et rum, fordi vi gerne vil have stuen for os selv, så vi kan ”slappe af” og sidde og se tv i fred. Hvalpen får naturligvis lov at ligge og sove i en krog, så den kan hente tryghed i flokken, og så vi kan holde øje med den direkte uden elektroniske dingenoter.

At kæmpe imod småbørns naturlige trang til tryghed og kropskontakt giver timevis af gråd og kampe rundt om i danske hjem hver eneste aften ved sengetid.

På samme måde er det blevet en konvention, at man helt selvfølgeligt afleverer førsproglige småbørn til fremmede. Fremmede, som ”passer” dem for pengenes skyld, og som ingen interesse har i netop disse børn. Børnene er så små, at de ikke kan fortælle, hvordan de har haft det igennem de lange, psykisk hårde dage, så forældrene må stole på, at de fremmede voksne vil børnene det godt.

Det vil de fleste af dem, heldigvis, men selv blandt uddannede pædagoger findes der dovne, selviske og uinteresserede mennesker, som forråes i omgangen med andre menneskers krævende småbørn.

Det bevirker, at der med regelmæssige mellemrum dukker skrækhistorier op om vantrivsel og misbrug, som forældrene, oven i alt det andet, også er nødt til at fortrænge.

Senest en forsker, Ole Henrik Hansen, der har observeret ni vuggestuer i Storkøbenhavn og foretaget godt 8000 observationer, og som i følge DR, d. 29.4. 2012 konkluderer: − Danske vuggestuer er så elendige, at en stor del af dem burde lukke. Han beskriver børnene som ”sanseløse pingviner”, fordi de lukker af for deres følelser, og fordi manglen på voksenkontakt hæmmer deres hjerner.

Hvilke mennesker skaber vi, når vi på denne måde gør vold på naturen dag ud og dag ind igennem barnets første, følsomme leveår? Hvilke diagnoser får vi, udover alle dem vi med rund hånd uddeler i forvejen, brug for fremover?

Måske er mange vuggestuer elendige, og det bør der gøres noget ved, men man kunne også til en forandring ganske enkelt påpege, at ansvaret for småbørns udvikling og trivsel ligger på de forældre, der har valgt at bringe dem til verden. I udlandet anerkender man stadig al den forskning, der viser, at børn under tre år har bedst af at være hjemme med de primære tryghedspersoner, dvs. far og/eller mor, til nød en bedstemor, om sig.

− Enhver so holder mest af sine egne grise, siger et gammelt ordsprog, og det kan nok så kostbare pædagoguddannelser, institutioner og forældres ønsketænkning om at få puttet og passet de kære små, så snart de har fået dem, ikke lave om på.

Privatiseret lidelse

For første gang i menneskeslægtens 2,5 mio. år lange historie lever mennesker (i de udviklede lande) omkring 80 år i gennemsnit. − Det er en hidtil uhørt middellevetid, næsten en fordobling i løbet af de seneste 200 år, og det ser ud til, at kurven stadig stiger.

Alligevel hører man snart sagt ikke om andet end sygdomme og tidlig død. Aviser, blade, internet og tv er proppet med sygdomssnak. Venner og veninder kagler om sygdomme. De yngre aldersklasser snakker om kost- og sportsrelaterede lidelser, de ældre om blodtryk, D-vitamin og kolesterol. − Hvis man tænker på, at ½ mio. danskere dagligt tager en kolesterolpille til knap 10 kr. pr. stk., så forstår man, at der er store interesser i at holde folk hen i bekymring.

Hvis man er syg, fylder det hele ens bevidsthed − ”Den raske har mange ønsker”, siger et gammelt mundheld, ”den syge har kun ét” − og så skal man naturligvis snakke om det. Men at raske mennesker i alle aldre i hidtil uhørt omfang snakker om og læser om og bekymrer sig om alle mulige sygdomme, som de kan risikere at få, er for længst blevet for meget. Alt for meget for meget!

Med nærmest religiøs nidkærhed forestiller vi os, at vi kunne leve for evigt, hvis vi overholder FORSKRIFTERNE, dvs. måler blodtryk hver morgen, spiser spartansk hver eneste dag og dyrker svømning om mandagen, gymnastik om tirsdagen, cykler en time onsdag og fredag, går til stavgang torsdag, sveder i fitnesscentret om lørdagen og løber en lang tur om søndagen.

Almindelig venindesnak og aviser og dameblades sundhedsbrevkasser, der mærkeligt nok altid handler om sygdom, er fulde af lange beretninger fra damer, der opregner, hvor sundt de spiser og hvor meget motion, de dyrker. Som i en skriftestol fortæller disse damer stolt om deres fromhed til medsøstres beundring og misundelse og angler efter brevkassebestyrerens syndsforladelse og implicitte løfte om, at de aldrig, aldrig bliver syge og dør.

Der er tilsyneladende ingen overvejelser om, hvorvidt man skal holde sig i live blot for at kunne spise salat og dyrke motion, så man kan holde sig i live.

Når mennesker gør det til et livsindhold at overholde forskrifter, der er strenge som i klostrene i meget gamle dage, og nogle går for vidt og udvikler deciderede spise- og motionsforstyrrelser, kommer de naturnødvendigt til at synde ind imellem. Så mens kirkerne står tomme, er det moderne menneske spændt ud mellem synd, anger og tilgivelse i egen indbildning og over for nutidens præsteskab i form af bedrevidende veninder, livsstilscoaches, brevkassebestyrere, bestsellerforfattere og andre amatørsundhedsrådgivere.

Lægerne smider tørt brænde på bålet med deres lukrative og hyppige tests af blodtryk, blodsukker, D-vitaminniveau og kolesteroltal, og det er både godt og skidt. Al denne opmærksomhed på forebyggelse har jo, sammen med kloakering og sund og rigelig mad, været med til at bringe vores levealder i vejret, men samtidigt har ingen spurgt sig selv, hvad vi skal stille op med alle de gamle, som så charmerende betegnes ”ældrebyrden”, og hvad det betyder for den enkelte at tilbringe de sidste tyve-tredive år af livet som unyttig, venne- og familieløs, gamling.

På trods af al ihærdigheden rammes vi naturligvis på et tidspunkt af sygdom og død. Hvor det før var banale infektioner, barsel og spædbørnedød, er det nu gammelmandssygdomme som hjerte-karlidelser, kræft og sukkersyge, der slår befolkningen ihjel, men på et langt, langt senere tidspunkt.

Selvfølgelig sætter vi meget ind på at forebygge og behandle. Det skal vi også. Men er det rimeligt at benævne disse reservedødsårsager, der blot har taget over, efter at vi har bekæmpet sult, infektioner og ulykker, som livsstilssygdomme? Og mobbe dem, der spiser for meget og motionerer for lidt og hænge dem ud på tv? Hvilken livsstil er det i så fald, vi taler om? Det moderne, vestlige liv, hvor vi har nok af alt? Er det folks egen skyld, at de efter 80 år dør af fx et hjerteslag? Var det bedre, hvis de døde af luftforurening? Af natarbejde? Af kræftfremkaldende stoffer i miljøet? Af hærdet fedt og tilsætningsstoffer i industriel mad? Af genetiske svagheder? Stress? Er nogle dødsårsager finere end andre? Og kan den afdøde i så fald ikke være ligeglad?

Hvor vi førhen så skævt til syndere i religiøs forstand og lagde afstand til dem ved at kalde deres ulykkelige skæbner for Guds straf, så opfatter vi nu lidelse og sygdomme på akkurat samme måde og råber de ulykkelige lige ind i ansigtet, at det er deres egen skyld. Hvis vi kunne være det bekendt, ville vi brænde dem på bålet, eller i det mindste spare behandlingsudgifterne til dem, der er ramt af sygdomme, som vi på mere eller mindre videnskabeligt grundlag synes, de selv har været ude om at pådrage sig. − Men endnu har jeg ikke hørt, at klatrere, skiløbere, fodboldspillere og folk, der kører for hurtigt i bil, bebrejdes, at det er deres egen skyld, at de belaster sundhedssystemet. Det er kun de tykke, de dovne, de madglade og rygerne, der oven i evt. sygdomme må udholde omgivelsernes tydelige foragt og lytte til mere eller mindre eksplicitte beskyldninger om, at de selv har været ude om det. Bare spørg en stakkels ikke-ryger med KOL.

Hvorfor opfører vi os så primitivt, når vi stilles over for (andres) sygdom og død?

Det gør vi i forsøget på at holde sygdomme og katastrofer væk fra os selv. Når vi hører om en ulykke, fx et barn, der falder ud ad et vindue og slår sig ihjel, så skynder vi os at tænke, at det må være forældrenes egen skyld, at de ikke passede nok på barnet og ikke havde sikret deres vinduer ordentligt. Hvis det er de specifikke forældres skyld, så har vi fastslået en ÅRSAG, og så kan vi tage vores forholdsregler og sikre os, at ulykken ikke rammer os selv.

Når vi hører om et menneske, der er ramt af en dødelig sygdom, bliver vi så forskrækkede, at vi ikke kan rumme tanken om, at det måske kunne være os selv, og så skynder vi os tankeløst at fastslå, at det må være hans egen skyld, fordi han røg, drak eller glemte at motionere. Når vi således har placeret ansvaret for sygdommen på den syge selv, har vi privatiseret lidelsen. Samtidig har vi fjernet muligheden for, at vi eller vores nærmeste kan blive ramt, for vi overholder jo − så vidt muligt − de rituelle FORSKRIFTER.

Og så kan vi ikke dy os for at give hinanden besværgende og ondtafværgende lektier for: diæter, kosttilskud, øvelser m.m. Prøv i et selskab at nævne, at du har ondt i ryggen, så skal du bare høre…

At sværge til hybenpulver, helende krystaller eller positiv tænkning er ikke meget anderledes end at bære lykkebringende amuletter. Kirken og præsterne har ikke længere magt til at definere tro og overtro, hvilket, navnlig på sundhedsområdet, har bevirket en vildtvoksende og frodig underskov af moderne overtro. Og det foregår lige her hos os, på de såkaldte helsemesser, i lokalaviserne, i store danske dagblade, mande- og dameblade, på nettet, og allermest ude blandt folk på arbejdspladser og ved sammenkomster i hjemmene. Det foregår hele tiden midt i et af de mest veloplyste og veluddannede, moderne og teknologiske samfund. − Det var nok en tanke værd.

Hvad er et menneske?

Når man lever tæt sammen med dyr, begynder man på et tidspunkt at genkende sig selv i dem og omvendt. − Det gælder naturligvis ikke i særlig høj grad for fx bænkebidere, som jo er små krebsdyr, men de hunde, heste og høns, som mit liv har været beriget med, og som er flokdannende dyr, lige som vi er, har lært mig meget om mennesker.

Man kan genkende de basale udviklingstrin, følelser og adfærdsformer i sin hund: tilknytning, leg, indlæring, glæde, hilseritualer, ophidselse, angst, forventning, resignation, vrede, trusler, hengivenhed, nysgerrighed, vagtsomhed, parringsadfærd, yngelpleje osv. Derfor passer hunde og mennesker så godt sammen. Vi forstår intuitivt hinanden.

Når man beskriver en dyrearts adfærd, benytter man nogle specifikke, operationelle kategorier. Hvis man skulle anvende metoden på mennesker, kunne det måske komme til at se nogenlunde sådan her ud:

Mennesket er et flokdyr

Én høne er ingen høne, siger zoologerne. Alle høns’ adfærdsformer, såsom lyde og positurer, er beregnet på at agere i en flok, at kommunikere med andre individer. Det giver ingen mening at tale om blot en enkelt høne i dyreadfærdsforskningen. Alle hendes små lyde, bevægelser og kald ville være absurde, hvis der ikke var andre høns i nærheden. På samme måde må det gælde mennesker, at ét menneske er intet menneske. Der er mange ting udover de rent biologiske funktioner, der overhovedet ikke giver mening, hvis der ikke var andre mennesker i verden, fx at tale, skrive, plukke øjenbryn, kropssprog, designermøbler m.m.

Vi er i udpræget grad flokdyr, og det kan du se, når du sidder og taler med din veninde, og hendes mobiltelefon pludselig ringer: De færreste kan ignorere et kald fra en artsfælle.

På de rumænske børnehjem sygnede småbørn hen og døde, hvis ingen tog dem op, så dem i øjnene, rørte ved dem og snakkede med dem. Og det, selv om de fik mad og væske nok.

Nogle mennesker er så meget flokdyr, at de udelukkende lever for at gøre indtryk på, og høste billigelse fra, andre mennesker − selv vildt fremmede, som de kan risikere at passere på en gade. Vi er alle kendetegnet ved forskellige grader af indre- eller ydrestyrethed.

Moderne sprogbrug, hvor vi formodes at gå rundt og ”sende signaler” som en anden radiomast, viser netop, hvor meget vi konstant indregner andre mennesker. Måske mere, jo flere vi er, og jo flere nye mennesker vi dagligt møder i de store byer? I de gamle landsbysamfund nyttede det ikke meget at flashe eksotiske tatoveringer eller tage en stor, rød hat på for ligesom at vise, hvem man var; alle og enhver vidste jo, at du bare var bagerens Anna. Da var man født til sin plads i flokken og slap almindeligvis for at vælge livsstil og tilhørsforhold.

Det er i øvrigt besynderligt, at man lader sig tatovere eller påfører sig kunstigt hår fra afdøde, fattige kvinder for at skille sig ud fra mængden, der også alle sammen lader sig tatovere og påsætter kunstigt langt hår. Vi vil alle skille os ud på den samme måde. Vi vil være en del af flokken, også når vi forsøger at være særegne.

Selv Robinson Crusoe måtte have sig et medmenneske, som han nedværdigende kaldte Fredag efter den ugedag, han mødte ham. − Jeg har altid spekuleret på, hvad Fredag i sit stille sind kaldte Robinson? Handlingen i Robinson Crusoe består i hans overlevelseschancer i ufrivillig isolation fra flokken, som så ofte før og siden symboliseret ved en øde ø.

Ensomhed, isolation, psykisk eller fysisk afsondrethed er en straf i menneskenes verden, og det er det også i hønsenes, hundenes og alle de andre flokdyrs verden. Husk det, når du køber en hvalp og lader den være alene hjemme syv, otte eller ni timer om dagen, eller når du afleverer dit lille barn til fremmede, mens du går på arbejde, eller ”putter” det i et værelse afskåret fra resten af flokken og ignorerer dets naturlige angstskrig, fordi ”hun skal jo lære at sove selv”.

Mennesket er et hierarkisk dyr

Når vi er flokdyr, følger det automatisk, at vi danner hierarkier. Det gør både hunde og høns også. Hierarkiet forebygger evindelige stridigheder og kampskader på individerne, som kunne koste flokken værdifulde ressourcer. Hvis vi slås indbyrdes, kan vi ikke jage effektivt.

Når man først har fået øje på menneskets hierarkiske strukturer, kan man se dem alle vegne, selv om vi i vores moderne demokrati har en kraftig tendens til at fornægte deres eksistens. Det indiske kastesystem og det engelske klassesystem er hierarkier i ren form. Men det findes også hos os:

Hvis du ankommer til en butik i pels og limousine, får du automatisk en bedre behandling af ekspedienten, end hvis du kommer til fods i slidte jeans og gummistøvler. Pelse, biler, mærkevaretøj og sko, guldure og smykker er alt sammen statustegn, som vi anvender til at fortælle andre, at vi er rigere end dem og derfor bør rangere over dem i hierarkiet.

At vinde en diskussion, at få det sidste ord, at være klog, sjov, høj, giver status, hvis du er en mand. Symmetriske, og dermed smukke, træk, velklædthed, rigdom, ejendom og ejendele, ro, dygtighed, sociale færdigheder, god smag, charme, flok- og familietilhørsforhold giver status til begge køn. Der er næsten ikke den ting, vi ikke kan bruge til at signalere status med.

Mænd og kvinder har parallelle hierarkier. Mænd har deres egne koder og konkurrerer som oftest mest med andre mænd, ligesom kvinder noget mere fordækt konkurrerer med hinanden. De to køn går kun i indbyrdes konkurrence, hvis deres områder overlapper, hvis de sidder i samme bestyrelse, vil opstilles i samme valgkreds, er kollegaer på samme trin, eller hvis de begge i hjemmet har rengøring som dagligt ansvarsområde, madlavning, barnepleje, havearbejde, husreparationer, vedligeholdelse og reparation af bilen.

Normalt vil der i et givet samfund være en strikt arbejdsdeling mellem mænd og kvinder, så de ikke kommer i direkte konkurrence og dermed karambolage med hinanden. − Det er vi så ved at ophæve i vores del af verden, og det er meget spændende at betragte de krumspring, vi gør for at undgå problemer med kønnenes sammenfaldne interesser.

Det ser ud til, at de fleste mænd vælger at forlade de erhverv, hvor kvinderne begynder at gøre sig gældende: lærere, præster, tandlæger, læger, dyrlæger… Når mændene bakker ud, taber fagene prestige, og efterhånden bliver der meget få maskuline erhverv tilbage, direktør, mekaniker, nogle få håndværk og gangsterrollen er endnu tilbage.

Mennesket er et visuelt dyr

Hunde oplever verden som dufte. Store dele af hundens hjerne er beregnet på at modtage duftindtryk, og de kender hinanden på lugten. En hanhund kan blive seksuelt ophidset, hvis han kan lugte, at en tæve i løbetid har passeret fortovet et par timer før.

Mennesket er i modsætning til hunden et visuelt dyr, og vi kender hinanden på ansigtstrækkene. Vores øjne og hjerner er specielt udformede til at opfange og behandle synsindtryk. Få timer efter fødslen kan vi genkende vores mors træk. Vi er simpelthen forudprogrammeret til at skelne artsfæller, dyr, planter, landskaber og meget andet, ved hjælp af synet.

Vi kan både høre og lugte, og vores følesans er også OK, men det er synet, der er essentielt for vores overlevelse. Tænk, hvis vi ikke kunne se rovdyrene, byttedyrene, frugterne, vejen hjem eller vores egne børn. Navnlig ting i bevægelse reagerer vi lynhurtigt på. Derfor er vi mere tilbøjelige til at sidde passivt og se dårligt tv, end vi er til at sidde med en bog, som måske er mere interessant, men mindre stimulerende for synet. Da vi er flokdyr, foretrækker vi også fælles aktiviteter, fx film- eller tv-kigning, frem for læsning i ensomhed.

Menneskemænd kan lade sig ophidse til at udføre parringsakten alene ved hjælp af billedpornografi i form af lumre postkort, glittede blade, ”naturfilm” eller internettets vidtstrakte underskov af pornosider. Og et uopslideligt fænomen som striptease − afklædningsdril − er i højeste grad henvendt til synssansen (mænds).

Kvinder bruger deres 180°’s bredsyn til fx at holde øje med børnene, der leger tæt på ildstedet eller afgrunden, og deres øjne er beregnet til at skelne de små farvenuancer, der fortæller, om bær og frugter er spiseklare eller ej. Blot en grøn skygge på en kartoffel, som mænds grovere synssans måske ikke opfatter, fortæller kvinden, at denne kartoffel har fået lys og nu er giftig.

Mennesket er et meningsskabende dyr

Mennesket er født med en trang til at søge meningen bag fænomener. Det har sikkert gavnet vores overlevelse, at vi kunne regne årsagssammenhænge ud. Fx at mørke skyer betyder regn, at bær modner om efteråret, at hjortene trækker nordpå om foråret, og at der kan slås gnister med en flintesten. Denne videnstrang har bragt os hen til, hvor vi er i dag, i et højteknologisk, meget kontrolleret og trygt samfund − i vores lille del af verden. Og vi forsker stadig for at opnå endnu større viden. Menneskets nysgerrighed har tilsyneladende ingen grænser.

Der var så ting, vi førhen ikke kunne regne ud, fx hvorfor det lynede, eller hvorfor der pludselig stod en regnbue på himlen, eller det helt store spørgsmål: Hvorfor skal vi dø? − Derfor skabte vi vores egen mening: Thor, der drønede hen over himlen i sin bukkevogn, Gud, der gav Noa et tegn på, at der aldrig ville komme en stor oversvømmelse igen, og vi opfandt genopstandelsen og Paradiset, hvor alle de døde kunne gå rundt i evig lyksalighed.

Hvis vores viden ikke rækker, udfylder vi altså hullerne med selvskabte, fantasifulde konstruktioner, sommetider rene tåbeligheder, religion eller overtro. Det er vigtigt at holde sig dette for øje. For først når vi erkender vores arts tilbøjelighed til at skabe mening selv i meningsløse begivenheder, kan vi gennemskue de konventionelle usandheder, gisninger og bedrag.

Det tog mig mange år at lure de efterrationaliseringer, som vi alle hyppigt benytter os af. Fx taler vi meget om, at vores børn har godt af at være sammen med andre børn og voksne, når det passer i vores eget kram at få dem passet ude af dagplejere eller pædagoger. Alle undersøgelser viser, at børn helst skal have et fast sted og deres primære omsorgspersoner, dvs. mor, far, bedsteforældre, om sig konstant i de første tre leveår, men hvis jeg gerne vil begynde at arbejde, begrunder jeg barnets lange, traumatiske og opslidende dage i vuggestuen med barnets eget behov. − Smart, ikke?

Først da jeg læste om nogle forsøg med hypnose, gav min egen og mine medmenneskers adfærd mening. Man gav under hypnose en række forsøgspersoner besked på at gå hen og åbne vinduet, når forsøgslederen knipsede med fingrene, hvorefter man vækkede personerne op igen. Da han så knipsede midt i en samtale, rejste de sig og gik hen og åbnede vinduet. Adspurgte, havde de alle tilsyneladende rationelle, men jo helt selvopfundne begrundelser, for handlingen, at der var varmt i rummet, at de havde hørt noget usædvanligt nede fra gaden el. lign.

Dette har lært mig at tage alle begrundelser, også mine egne, med en stor spiseskefuld salt. Fx når jeg får lyst til en ferie og over for mig selv og andre begrunder min rejse med, at det er længe siden, jeg har besøgt min ven, at jeg ikke kunne sige nej til en invitation, at jeg har haft en hård periode på jobbet og FORTJENER et break, at det vil være godt for børnene med noget sol og varme, at det er godt for familielivet, at vi tilbringe lidt tid sammen på et badested, eller tværtimod, hvis det passer mig bedre, at vi tilbringer tid hver for sig, kort sagt: bortforklaringer i form af tilsyneladende rationelle begrundelser ad nauseam.

I VIRKELIGHEDEN tager vi de fleste beslutninger nede i maven eller omme i krybdyrhjernen, og så bruger vi den senere udviklede, mere rationelle del af hjernen til at efterrationalisere de opboblende, lystfyldte beslutninger.

Hvad motiverer et menneske?

Vi er alle, kvinder såvel som mænd, hovedsageligt motiveret af følgende faktorer:

Mad

Sex

Magt

Grådighed

Bekvemmelighed

Vi søger føde. Vi spiser for meget, hvis vi kan. Mad er grundlaget for vores overlevelse. Vi tænker ikke meget på det til daglig i vores del af verden, men hvis maden mangler, kommer det til at fylde alt!

Muligheden for sex er dernæst den mest motiverende faktor i menneskets liv. På grund af muligheden for sex vil mænd tage på lange rejser, udkæmpe drabelige slag, plyndre, drive handel for at berige sig, fabrikere udsøgt kunst eller musik eller udholde langvarige uddannelser og andre pinsler for at opnå prestige. Kvinder tilbringer timer hver dag med personlig pleje, makeup, barbering her og der, hårfarvning, øvelser, tøjvalg, for at være attraktive i mænds øjne. De vil endog balancere omkring på unaturligt høje hæle og udholder smerterne, mens deres fødder efterhånden forkrøbles. De er villige til at lade såkaldte læger indoperere eller indsprøjte fremmedlegemer i deres kroppe for at fremhæve de sekundære kønskarakterer. De vil gøre sig selv smukkere, blidere og dummere for at opnå den mest attraktive mands interesse.

Den mest attraktive mand i kvinders øjne er ham med den højeste status, læreren, chefen, kursuslederen, den bedste beskytter med mest styrke og beslutningsdygtighed, og den med det bedste forsørgerpotentiale, dvs. rigdom.

Den mest attraktive kvinde i mænds øjne er ung, frugtbar og frodig de rigtige steder, og så er hun blid, smilende og beundrende.

Over for kønsfæller kan kvinder derimod være stride. Som vi allerede har nævnt, er mennesket et hierarkisk dyr, og muligheden for at opnå større magt, prestige, status, indflydelse er en højt motiverende faktor. Se blot på det sørgelige udvalg af små, hidtil oversete mandslinge og arrige kvindemennesker, der forsøger sig i politik i disse år, tilsyneladende uden andet formål med opstillingen end at fremme egne ambitioner om magt.

Når vores behov for mad, sex og magt så vidt muligt er opfyldt, så får vi behov for bekvemmelighed. Velisolerede og velindrettede huse, biler og fly, så vi hurtigt og med mindst mulig ulejlighed kan komme omkring, bløde stole, sofaer og senge. Varme tæpper, dyner, rum. − Vi vil til enhver tid vælge den korteste vej mellem A og B. Vi brokker os over, at vi skal vente tre timer i lufthavnen, så det tager 30 timer at komme hjem fra den anden side af jorden i stedet for 27. Selv når jeg går en lang tur i skoven for motionens skyld, skyder jeg genvej, hvor det er muligt.

I hverdagenes små og store valgsituationer vil vi mennesker ligesom dyr være tilbøjelige til at gå efter den mulighed, der omgående giver os mad, sex, magt eller bekvemmelighed. For at nå længere end det mest primitive stade, har vores hjerner udviklet regulerende strukturer, der kan fortælle os, at det på længere sigt vil tjene os bedst, hvis vi får noget hø kørt ind, selvom vi hellere ville ligge på stranden, at vi ikke må spise sædekornet, selvom vi er sultne, at vi er nødt til at røre os en times tid hver dag, at vi skal være høflige over for andre mennesker, at vi ikke må køre for hurtigt i trafikken, at vi ikke må overspise, at vi ikke kan parre os med tilfældige, hvis vi gerne vil bevare vores ægteskab osv.

Så hvis din gode veninde beder dig om at følge dit hjerte, lytte til din intuition, mærke efter hvad du har lyst til, så bør du skynde dig væk. I virkeligheden retfærdiggør hun med disse idiotiske råd blot sin egen bekvemme trang til at nøjes med at tænke med krybdyrhjernen og derved følge sin egen umiddelbare, egoistiske lyst og koble alle de mere avancerede, senere tilkomne hjernestrukturer, pandelapperne, der kan tænke etisk, logisk, rationelt og beregne konsekvenser, fra.

Hvis du hoppede på den, ville du tilbringe størstedelen af din tid med at æde, parre dig, forsøge at dominere dine omgivelser og derudover så vidt muligt ligge på en blød sofa under en varm dyne. − Minder det måske en smule om dit normale weekend- og ferieprogram?

Og nu kommer vi vist frem til det, som filosofferne normalt plejer at definere et menneske med, nemlig dets sprog, dets abstraktionsevne, evnen til at udsætte egne, umiddelbare behov for et større, individuelt eller samfundsmæssigt, gode, og dets moral. − Skulle vi ikke prøve at arbejde os derhen? Selvom det er svært?

Følelsesnasseri

Første gang, jeg blev opmærksom på fænomenet, var, da Lady Diana omkom i en trafikulykke i Paris i august 1997. Det var en tragisk slutning på en sympatisk og smuk, ung kvindes liv, og medierne var fulde af begivenheden i ugevis. I London samlede folk sig spontant på gaderne, tudede foran kameraerne og lagde blomster. Det var alt sammen forventelige reaktioner i et land, hvor hun havde været prinsesse, men jeg blev overrasket over, hvor mange mennesker her i Danmark, der tilsyneladende havde et personligt forhold til hende. For også i København og i de øvrige, større byer myldrede unge kvinder på gaden med blomster og katolske gravlys(!) og lod sig filme til tv med tårerne strømmende ned over kinderne. Det var en rent ud sagt forbløffende og uprotestantisk demonstration af sorg over en uvedkommende dames død. En engelsk halvkongelig, som for længst havde forladt sin stilling, sin mand og sine børn, og som nu turede rundt i udlandet med en rigmandssøn på stoffer… Hvordan kunne hun vække så mange følelser i tusindvis af danske kvinder, der aldrig havde kendt hende?

Efterhånden som dagene gik, og det grådkvalte hysteri bredte sig sammen med bunker af blomster, lys og barnlige, håndskrevne afskedsbreve på fortovene, gik det op for mig, at noget nyt og hidtil udansk havde manifesteret sig: ― Den offentlige, gratis, udadvendte sorg. Hvor vi førhen, både i engelsk og nordisk kultur, havde lagt vægt på at kontrollere vores adfærd, sorg og glæde, NAVNLIG i det offentlige rum, var bøtten nu vendt, og foran tv-kameraerne opstod der en regulær konkurrence om at producere tårer for en dame, som kun ganske få kendte fra andet end mediernes fortegnede skyggebillede.

Det nærmest sammenlignelige fænomen, der randt mig i hu, var Tines fødselsdag. ― På Skjoldborgvejens Skole i Fredericia, første klasse i efteråret 1962, var jeg inviteret til fødselsdag hjemme hos Tykke Tine, som fyldte syv år. Alle pigerne fra klassen var samlet, og vi legede godt, sådan husker jeg det, lige indtil Tynde Tine, som plejede at være centrum for pigernes opmærksomhed, fik ondt i hovedet. Tykke Tines mor tog hende omsorgsfuldt med ind i soveværelset, trak persiennerne ned og serverede boller og kage for hende på natbordet. ― Ingen af os småpiger, alle født i 50’erne, havde nogensinde oplevet, at så meget hensyn og omsorg blev ødslet på os, så samtlige Tykke Tines fødselsdagsgæster begyndte pludselig at agere medfølende hofdamer i det mørkelagte rum. Efter kort tid bredte hysteriet sig, og de fik alle ondt i hovedet, migræne, kvalme eller var besvimelsen nær. Tykke Tine og jeg stod ude på græsplænen, hvor al leg var gået i stå, og jeg mærkede selv hovedpinen komme i længslen efter at sidde inde i det rare, mørklagte soveværelse, omgivet af medfølende veninder og opvartet med boller, kage og omsorg af en voksen kvinde. Måske var jeg oven i købet ved at besvime?

Vi led alle af hysteri, kort sagt, infantilt, smitsomt hysteri og en overvældende trang til opmærksomhed.

Med internettet, flere tv-kanaler, Facebook, You Tube m.m. har hysteriet og opmærksomhedstrangen bredt sig umådeligt. Når en lille dreng bliver væk, når en hund er fundet mishandlet, når der går rygter om glasskår i supermarkedets babymad, når en syg mand går amok med bomber og våben i Norge, så står hundredetusinder af udenforstående, specielt yngre kvinder, klar til at sørge udvendigt og offentligt.

Nogle få personligt involverede forsøger at hjælpe, hvor de kan, mens de direkte berørte må klare sig igennem sorg, tab og vrede i en diffus sky af totalt fremmede, der nasser på deres sorg ved at tage en helt omkostningsfri tur i den følelsesmæssige rutsjebane, der opstår efter tragedien, som om de var tilskuere til en film. De sætter flag på deres profilbilleder, tænder et hav af virtuelle lys og snadrer rundt i alle aspekter af begivenheden i den vildfarelse, at det kunne have noget med dem at gøre.

Vi himler kollektivt op, når en kvinde dør i trafikken i Paris, men når et par millioner medmennesker står over for sultedøden i Afrika, er der bemærkelsesværdigt stille, bortset fra et par tv-shows fyldt med håbefulde kunstnere. ― Vil vi kun give, hvis det kan foregå i fuld offentlighed? Og vil vi kun vise medfølelse, hvis vi som drama-queens kan kaste os selv i grams ― SPLASK ― ned midt i andre menneskers tragedier?

Der er i min opfattelse stor forskel på at vise medfølelse, diskret at støtte økonomisk, praktisk og /eller følelsesmæssigt, hvor det kan lade sig gøre og falder naturligt, og så at nasse på vildtfremmede menneskers tragedier og sorg og forsøge at sætte sig selv i centrum for begivenhederne.

For en, der er født i 50’erne, og som har oplevet Tynde Tines hovedpine sabotere Tykke Tines fødselsdagsfest, forekommer det både uværdigt og usmageligt.

Alder og laurbær

Når man har passeret de 50 år, mærker man den for alvor, alderen. Kroppen forfalder langsomt, man taber hår, tænder, sanser og sine velerhvervede færdigheder én efter én. Fra højdepunktet midt i trediverne går tingene kraftigt ned ad bakke, navnlig efter de 50, alt imens livvidden øges.

Vi er formentlig ikke bestemt til at leve længere end ca. 35 år. Med tidlig børneavl, i 12-14-års alderen for pigernes vedkommende i de oprindelige stammesamfund på Afrikas savanner, kunne man nå at følge et par børnebørn på vej med sin både overleverede og dyrekøbte erfaring, før man udåndede i god tid inden det fyldte fyrretyvende år.

Alderens fysiske ulemper kan man i dag blot forsøge at ignorere, evt. i samarbejde med det stedlige læge­hus, som foreskriver dagligt pilleindtag for både det ene og det andet, opfølgende blodprøver, tests, kost-, ryge-, drikke- og motionsråd, som ingen alligevel kunne drømme om at følge ud over de, der er dispone­rede for at gøre deres egen krops bevarelse langt ud over alle rimelige grænser til et absurd og indholdsløst livsindhold.

Alderens psykiske element er derimod langt mere uerkendt. Det tomrum, der opstår, når det for et begavet menneske står lysende klart, at man ikke længere er på vej fremad, opad i sit liv, men er godt i gang med at lukke butikken ned. At man kort sagt har mistet sin fremdrift, fordi det forekommer meningsløst at stræbe længere. Man har opnået det personligt mulige. Man har prøvet de fleste ønskværdige ting af. Herefter synes hovedparten af livets tilskikkelser blot at være yderligere mere af den samme gamle, velkendte og allerede afprøvede surdej.

Som over 50-årig har man som oftest fundet den (eller de) ægtefælle(r), man skal have. Man har fået de børn, man skulle have, og har forhåbentlig sendt dem godt i vej. Man har haft sin karriere, sine afstikkere og sidespring, og i bedste fald har man nået sine egne, realistiske mål. Man bor godt efter eget ønske, hjemmet er veludstyret med alskens tingeltangel og bekvemmeligheder, og man har en velordnet og uan­strengt økonomi. De fleste af os er kort sagt nået i mål. … Og hvad så?

Det er her, tomrummet opstår, for hvad er der mere at stræbe efter? ― Blot at gå og håbe på at tingene vedbliver med at være, som de hidtil har været? At det ikke bliver værre? At man ikke bliver syg, arbejdsløs, ensom, fattig? Det er næppe muligt for et menneske at leve sådan. Når man har mistet sin fremdrift, kan man sagtens komme til at flyde lidt tilfældigt og rådvildt omkring. Det er naturligvis kun en overgang. Inden man ankommer til pensionsalderen, har de fleste resigneret og afviklet alle en­gagementer og burde heref­ter kunne sætte sig roligt ned i kakkelovnskrogen og nyde synet af legende børnebørn.

Det gør kun de færreste. Hvorfor?

Hvorfor går så mange i panik og melder sig til gymnastik, stavgang, læsegrupper, kunsthisto­rie, bibellæs­ning, blomsterbinding, foredrag, selskabsrejser? Hvordan kan tænkende væsner bilde sig selv ind, at fx en ugentlig spadseretur med andre, halvpaniske, helgamle stavgængere kan erstatte selve menin­gen med livet, eller at en grupperejse til Madeira kan, når meningen med livet helt klart er at være på vej fremad, at dygtiggøre sig, at finde og betrygge sit virke, sin bolig, sin by, sit folk, sin ægtefælle og at få og opfostre børn og børnebørn.

Problemet er ikke stavgang, oliemaling, Madeira, foredrag, museumsbesøg eller andet, problemet består i, at vi lever dobbelt så længe, som vi var forudbestemt til at gøre, og at alle vore pålagte opgaver bliver af­viklet i løbet af første halvdel af livet.

Grækerne siges at have sagt, at man ikke skal hvile på sine laurbær, så længe de kan vindes. Nu siger jeg, at når vi HAR vundet vore laurbær, så burde vi også kunne lære os at hvile på dem!

Nag

Du skal ikke bære nag! Sådan kunne det 11. bud have heddet. I hvert fald siger folk det ustandseligt til hinanden, hvis der er én, der har lidt uret og føler sig såret over det. Men det ville da være tåbeligt ikke at føle nag, ikke?

Hvis nogen har hugget din tegnebog, er det vel sundt at huske det og bære rundt på en vis portion nag og ikke stole så meget på tyven, at man betror ham sine penge igen? Eller hvad?

Selv den dummeste høne husker, hvem der har trådt på den og sørger omhyggeligt for at komme af vejen næste gang.

At bære nag, dvs. at huske hvem, der har behandlet dig ilde eller ligefrem har forsøgt at skade dig, er en simpel mekanisme, der har sikret vores overlevelse indtil nu. Man ville være idiot, hvis man glemte det og anbragte sig i situationer, hvor de samme individer kunne komme til at træde på én på samme måde igen.

Så næste gang bør vi rettelig sige: ― Husk, at bære nag! Underforstået, så du ikke lider skade på ny.

Infantilisering

De klæder sig praktisk til leg i cowboybukser og gummisko eller klæder sig ud, fx som småprinsesser med tyl og masser af simili, som hip hop’ere, skatere, gother, pornostjerner m.m. Nogle prøver endda at ligne voksne med velplejede skæg, stribede sweaters og briller fra tresserne, men kigger man godt efter, har de lyserøde flodheste på strømperne.

De taler let læspende som kokette småbørn med masser af charmerende tale- og sprogfejl.

De er ikke i tvivl om, at de er geniale, hvis de forsøger sig med at synge, male, fotografere, spille musik, skrive eller danse.

De spiller elektroniske spil, ser underlødige tv-programmer, læser tegneserier, sms’er, så de håndholdte telefoner gløder, færdes overalt med ørepropper og musik, løber, spiller og leger i det offentlige rum.

De foretager sig lystbetonede ting, fordi »det ser godt ud på cv’et«.

De er altid parate til uopfordret at afpladre hjernedøde kommentarer på Facebook eller i andre offentlige eller halvoffentlige fora, overbeviste, som de er, om, at præcis deres mening er et originalt og værdifuldt bidrag til enhver debat, selv om de mener akkurat det samme, som de 169 foregående, men det hverken kunne eller gad de læse.

De betragter hele verden som deres legitime legeplads indrettet pædagogisk med lande, hvor man kan bade eller dykke om vinteren, andre lande, hvor man kan stå på ski, lande, hvor man kan vandre, feste, drikke sig stangstiv… Hvis de oprindelige beboere i disse legelande rammes af katastrofer, betragter de besøgende det som en fornærmende afbrydelse af deres velfortjente ferie.

De er historieløse, tingsgrådige, flagrende, selvcentrerede nydelsesjægere.

Men de er IKKE tre år gamle. De er over 30, og de er forældre til den opvoksende generation.