Kategori: Samfund

Hvad blev der af Emma Gad?

Ved en af sommerens hyggelige grillaftner hos gode venner faldt snakken pludselig på danskernes opførsel i det offentlige rum. Vi havde alle været i udlandet, England, Frankrig, Tyskland, Spanien, Italien, Polen, Tjekkiet, Rumænien, Grækenland, USA, Mellemøsten, Egypten, Thailand, Kina, Indien, Sydamerika var blandt de steder, som gæsterne tilsammen havde besøgt igennem årene, og alle vegne, var vi enige om, gebærdede folk sig påfaldende høfligt, smilende og hensynsfuldt sammenlignet med, hvad vi nu ser i de danske byer.

Blandt gæsterne var der flere udlændinge: en englænder, en italiener og en franskmand, der alle havde boet i Danmark i årevis, og da der først var gået hul på snakken, fandt de i stor lettelse sammen om, høfligt, at påpege, at danskernes adfærd mange gange havde forundret dem.

Englænderen var, som man kunne forvente, rystet over danskernes mangel på køkultur, og hun så sjældent danskere rejse sig for ældre og svagelige medborgere i offentlige transportmidler eller give en hånd til en ung mor med en barnevogn. Derudover havde hun utallige gange oplevet at få døre smækket i hovedet, når hun var på vej ind i en butik. Ingen kiggede bagud og holdt døren for den næste. Til at begynde med havde hun altid, som hjemme, holdt døre for andre, men det stoppede, da hun erfarede, at danskerne bare vadede igennem uden smil eller tak, og navnlig uden at afløse hende, så hun kunne stå og agere dørmand ved indgangen til et af vore stormagasiner en hel eftermiddag …

Italieneren var forfærdet over vor trafikale adfærd (!). Ingen smidighed, ingen gav plads for andre, cyklister masede sig aggressivt frem, og man kunne ikke regne med, at nogen ville holde ved en fodgængerovergang. Og han blev forskrækket, da han første gang oplevede en flok unge, berusede danskeres voldsomme fremfærd gennem gågaden en fredag aften og så svineriet, de og andre havde efterladt.

Franskmanden blev rasende, når folk stødte ind i ham uden et lille høfligt »undskyld«. Den første tid, han tilbragte her i landet, troede han i ramme alvor, at de uvenlige fodgængere var ude på at slås med ham. Han havde også haft en del ubehagelige sammenstød med sin danske nabofamilie, der mente, at de ejede hele opgangen og havde ret til at definere støjniveauet for alle seks familier, samtidigt med at al oprydning, vedligeholdelse og rengøring påhvilede de andre. Og han væmmedes dybt over vor såkaldte humor, der brutalt og uklædeligt selvretfærdigt gør sig lystig over andre folkeslag og herboende minoriteter af alle slags.

Hvad er der sket? Hænger velfærd og egoisme sammen? Kan gentlemanagtig opførsel ikke forenes med dansk demokrati? Har vi glemt at vise vore børn og unge, hvordan man gebærder sig? Eller er det i skoler og institutioner, det går galt, fordi vore børn vænnes til at færdes i store, hensynsløse og larmende horder?

Der har været megen snak om danske værdier her det sidste tiår. Alt for meget! For værdierne har været defineret fjendtligt i opposition til andre kulturer. Vi har åbenlyst ikke så meget at byde på i forhold til omverdenen, heller ikke når det kommer til almindelig menneskelig hensynstagen. Næste gang, vi skal diskutere danske værdier, kunne vi måske begynde med at kigge på danskerne? Emma Gad er vel også en del af det danske værdigrundlag.

Gud, konge og fædreland

Mange har ikke opdaget det endnu, men i vor del af verden er det ved at være endegyldigt slut med begreberne gud, konge og fædreland.

På et bjerg øst for Kairo besøgte jeg engang en ubeskriveligt fattig landsby, der levede kummerligt af storbyens affald. Indbyggerne var koptere, oprindelige egyptiske kristne, og der skete af og til mirakler i de nærliggende kirkegrotter, fortalte de mig (Se note 1), hvilket fik mig til at konkludere, at mirakler opstår der, hvor der er størst behov for dem. I et moderne velfærdssamfund, som det danske, beder vi ikke længere en gud om at udvirke mirakler, hvis vi kommer ud i problemer, men henvender os til den praktiserende læge, til en kommunal sagsbehandler, eller vi skriver et klagebrev til en relevant, offentlig myndighed. Kirken står tilbage som ritualiseret pynt, som vi benytter os af, når vi føler behov for en større ramme omkring iscenesættelsen af de menneskelige overgangsriter: fødsel, indtrædelse i de voksnes række, giftemål og død, men ritualerne er indholdstomme floskler. Kun få etniske danskere har i dag en oprigtig tro. Vi sammensætter hver især en personlig tro med en smule barnlig kristendom, lidt damebladsastrologi, lidt reinkarnation, et drys skæbnetro og måske en smule buddhisme. En lokal, forhenværende præst beskrev for nylig Folkekirken som et „oppegående dødsleje”.

Kongehuset har længe været en farce, om end underholdende, med medlemmernes fusken med kunst, deres bryllupper, selvmedlidenhed, arrogance, børneavl, skilsmisser og hjernedøde omgangskreds, og det sælger jo ugeblade, formiddagsaviser og tv-reklamer. Farcen stod senest i fuldt flor her ved EU-valget, hvor folkevalgte politikere, der mente, de var kloge, narrede knap 60 % af de stemmeberettigede til valglokalerne, fordi det lykkedes dem at piske en stemning op omkring et irrelevant spørgsmål om tronfølgerloven. Et værdigt demokrati og reel ligestilling udelukker eksistensen af et kongehus, og som en kommentator fra Politiken udtrykte det: „Vi har valgt stadig at være undersåtter.”

Fædrelandet er nok en af de største myter, som vi, på linje med julemanden, præsenterer vore børn for. Det tager flere minutter at finde lille Danmark på en globus, vi er kun 5,5 mio. mennesker, talentmassen er åbenlyst begrænset, landet er blot en flad tap ud for Nordtyskland, et naborige, som de seneste par hundrede år har bestemt vores udenrigspolitik. Vikingernes erobringer, som vi er så stolte af, blev hovedsageligt udført af nordmænd og svenskere. Danmark var IKKE det første land til at afskaffe handlen med slaver, som jeg lærte i skolen, men blandt de allersidste, og nogle af de mest markante, ældre bygninger i København og herregårde på Sjælland er finansieret af penge tjent på slavernes sukkerproduktion. Siden 1973 har vi — uomgængeligt, landets størrelse, indflydelse og økonomi taget i betragtning — været medlem af EU, hvor de væsentligste politiske beslutninger tages, alligevel er der dagligt medieskvalder fra lokale, indskrænkede politikere, der prøver at tage sig ud, som om deres mening betød noget som helst.

Mange af os hopper på det gang på gang. Vi tager stilling, forarges, skriver læserbreve, møder op til valg … Og det er alt sammen sikkert depressionsforebyggende foranstaltninger i et lille, betydningsløst land med otte måneders mørke.

Men hvorledes man forestiller sig, at en jysk avis, bakket op af både regering og et bagstræberisk, nationalromantiserende folkeparti, har adkomst til at udfordre og kritisere troen hos vore 1,2 mia. muslimske naboer og medborgere, går endnu over min forstand, og jeg er flov. Det har i min levetid altid været regnet for klædeligt at feje for egen dør, før man går over og kritiserer naboen, som måske ikke har de samme privilegier, forsyningssikkerhed og frie valg, som vi har vænnet os til at have. — Lad os derfor tage diskussionerne om gud, konge og fædreland herhjemme, før vi opkaster os til dommere over alverden.

1) Jeg fik endda lov at fotografere et mirakel. Foto og beskrivelser i bogen: Rejse i Egypten — en klassisk rejsebeskrivelse fra det moderne Egypten, forlaget ANKH 2005.

Farvel Fogh

De seneste års overflod har vist, at folk, der har alt, blot vil have mere. Flere biler og også gerne en motorcykel, flere huse, sommerhuse, ferielejligheder, nyt køkken, så udekøkken, så udebadeværelse, trampolin og swimmingpool. To ferierejser, så tre, så fire, plus et par weekendophold i europæiske storbyer … Bankerne stod i kø for at låne os penge til umådeholdent forbrug, og nu står de i kø for at opnå statstilskud, så de kan overleve deres egen uforstand. Den afgåede statsminister tager æren af at have opdraget den danske befolkning til selv at tage ansvar for eget liv … Der er tilsyneladende ingen ende på menneskets dårskab, selvbedrag og grådighed.

Den emsige klasse

Er netop færdig med at læse Kate Fox’ vidunderlige bog: Watching the English — The Hidden Rules of English Behavior. Hun er antropolog, og i stedet for at vende blikket mod nogle halenegre i de varme lande har hun grundigt studeret sine egne, engelske medmennesker.

Og de er i sandhed besynderlige, sådan som de ter sig, og på nogle få undtagelser nær, publivet og den skarpe klasseopdeling, meget, meget lig danskerne.

Hun har et underholdende kapitel om alle de forskellige former for spisevægring, der er blevet moderne, mest udtalt blandt kvinder i det, hun kalder The Chattering Class, dvs. den snakkevorne klasse, som hun definerer som intellektuelle fra den øvre middelklasse: Den ene vil ikke spise fedt, den anden ikke sukker, den tredje ikke kød, den fjerde ikke stivelse, den femte ikke uøkologisk, den sjette spiser efter sin blodtype, og alt i alt gør det det pløkumuligt at sammensætte et måltid og invitere veninderne. De er alle til hobe, hvad min mor ville have kaldt kostforagtere. Mest brugte min mor udtrykket negativt, når jeg kastede mig over aftensmaden, som i: Du er sandelig ikke nogen kostforagter!

Ikke nok med at disse kvinder har udviklet forskellige, modeprægede spiseforstyrrelser, de TALER også om det uden ophør. Bekender overtrædelser, foredrager lange lister over, hvad de har spist eller ikke spist, og belærer andre om deres sekteriske fødeindtags velsignelser. Sidst, jeg var inviteret til middag hos et vennepar, sad vi og stak i noget ovnbagt skimmelsvamp, dyrket i mørke kældre, fordi værtsparret ikke kunne få sig til at spise hverken kød eller fisk og knap nok grøntsager.

Nå, men selv om det er underholdende og tankevækkende, vil jeg ikke skrive mere om det moderne, vestlige menneskes aparte forhold til almindelig, god mad, for mit egentlige ærinde var at introducere Kate Fox’ begreb: The Interfering Class, dvs. den emsige klasse. Ifølge den engelske antropolog består den emsige klasse også fortrinsvist af kvinder, men denne gang fra middel- eller lavere middelklasse. De har en kortere uddannelse, hyppigt inden for sundhedssektoren, eller de er alternative terapeuter, og deres kendetegn er, at de ikke kan lade være med at blande sig. Når de blander sig, og dette er en vigtig pointe, fremhæver Kate Fox, er det aldrig vendt mod de højere klasser i samfundet; næh, den emsige klasses kvinder føler selv, at de er sat på jorden for at vejlede alle de stakkels mennesker, der er mindre privilegerede, end de selv er.

Hvem har ikke mødt en sådan emsig kvinde, der er ved at sprænges, fordi hun ikke kan lægge bånd på sin trang til at fortælle dig, hvordan du skal leve dit liv? Hun ringer til dig om aftenen for med klæbrig stemme at opfordre dig til at melde dig ind i Røde Kors, Dyrenes Beskyttelse, Naturfredningsforeningen el. lign. Hun står på gadehjørnerne og deler Vagttårnet ud, eller hun banker på din dør og insisterer på at dele glæden ved Jesus med dig. Hun findes på sygehuset med alle lommer struttende af antirygebrochurer, diæt- og motionsplaner, eller med blodtryksmåleapparater, kolesterolmåleapparater og andre gadgets, der alt sammen kan give hende en yderst tilfredsstillende form for magt over andre. — Til deres eget bedste, forstås.

Det værste eksempel så jeg i tv-nyhederne sidste år: På et sygehus i Trekantsområdet, jeg tror, det var i Kolding, havde en velmenende ansat på barselsgangen læst i en artikel (videnskabelig, må man formode), at ikke blot rygning, men også de skadelige partikler, der hang i røgen, var uhyre farlige, så hun havde overtalt en stakkels Brian, der lige var blevet far for første gang, og som var indlagt sammen med sin meget unge kæreste og nye baby, til at iføre sig en skriggrøn, plasticagtig klovnejakke, hver gang han gik ud på gaden for at få en smøg. Et mere ynkeligt syn har jeg sjældent set end denne unge, sårbare fader, der pænt og skamfuldt gjorde, hvad han fik besked på, og et mere ubehageligt syn har jeg sjældent set, end den triumferende, skingre kvinde, der havde fået ham så læsterligt ned med nakken.

Mon ikke vores dronning, som vel ubetinget tilhører den højeste socialklasse, kan få opereret sit knæ uden at vågne op til en sygestue invaderet af livsstilsprædikende kvinder, der med professionelle smil får hende overbevist om, at hendes skavanker og det faktum, at hun nu ligger vores fælles, kostbare sundhedsvæsen til last, alene skyldes hendes egen uhensigtsmæssige livsstil? Og mon hun sendes ud på gaden iklædt skriggrøn plasticregnfrakke, når hun får trang til at ryge? Eller endnu værre, som jeg har set det nogle steder, ud til sygehusets befærdede hovedindgang til spot og spe for alle tilfældige forbipassende, iført gangstativ med drop og for lille, forvasket sygehusskjorte, som ikke kan knappes?

Når vi er syge eller skal føde et nyt barn, burde vi vel omgives af empatiske mennesker, der formår at vise os alle respekt, og som kan huske, at for blot et årti siden lagde samfundet det forventningspres på en nybagt far, at han skulle fejre begivenheden med en stor, dampende cigar.

Hvis de emsige kvinder prædiker kost og motion, og måske udbreder deres egne, hjemmestrikkede kost- og motionsråd til alverden, kunne der være tale om en skrækindjagende overlapning mellem de to klasser: Den snakkevorne og den emsige, og så gælder det om at komme væk!

Bandekrig, hjemmerøverier og indbrudstyve

Vesteuropas historie igennem de seneste 2000 år har vist, at indfald af plyndrende bander og kampe i gaderne er blandt de første tegn på et riges undergang. Hvis statsmagten fremstår svag og ikke kan beskytte befolkningen, så begynder de mere velhavende blandt borgerne at bygge private borge, eller de ringer efter Falck Securitas, som så kommer og sætter alarmer og kameraer op alle vegne.

På min vej, ikke langt fra E45, blev to huse plyndret forleden, og politiet dukkede op på åstedet efter tre-fire dage — Der var én, der var syg, forklarede de, og så skulle weekenden jo lige overstås.

Kunne man måske bede vandalerne om ikke at hærge op til en weekend?

Tryghed og velfærd?

I et velhavende samfund som det danske, hvor vi vælter os i fladskærme, firhjulstrækkere og andre flottenheimerier, forventer man en vis grad af tryghed. — Jeg har lige set på netavisen, at der var jordskælv i København i morges. Hvad gør folk så? De ringer 112 i hundredvis! Ikke fordi der er sket dem noget, så de behøver hjælp, men fordi de blev utrygge, da de oplevede et usædvanligt naturfænomen. Vi er danskere, og vi forventer beroligelse og omsorg fra fællesskabet, når vi kommer i nød af den ene eller den anden slags. Gad vide, hvem de ringer til i Bangladesh?

Da jeg var barn, ringede vi til doktor Jensen, hvis en i familien blev syg. Han kom på alle tider af døgnet med sin sorte lægetaske, følte os på panden, gav os medicin og vaskede hænder med det helt nye stykke sæbe, mor havde pakket ud og lagt frem til ham sammen med et rent håndklæde. En lindrende kompetence emmede fra ham, mens han smilende gennemførte vaskeritualet efter endt gerning.

Da vi havde indbrud, stod der en flertallig — mindst to, så vidt jeg husker — politistyrke på dørtrinnet få minutter efter, at min far havde ringet. De opmålte fodspor, tog fingeraftryk på vindueskarmen og efter få dage dukkede de op på dørtrinnet igen og kunne fortælle, at de havde fanget fyren, der nu var sat betryggende fast.

I dag hører jeg drypvist og hver eneste aften i tv’s nyheder, at folk har ringet forgæves efter hjælp. At de i en overfaldssituation ikke kan komme igennem til politiet. At de har fået en afvisende telefonsvarer i røret, som beder dem om at indtaste et postnummer (?), mens de bliver overfaldet af røvere eller voldsmænd. De af mine naboer, der har haft indbrud, fortæller, at politiet er dage om at komme, at de optager en nødtørftig rapport udelukkende til forsikringsbrug, og at de ikke regner med nogensinde at få fat på tyvene. Vi hører om dødssyge mennesker, der bliver fragtet rundt mellem sygehusene og naturligvis afgår ved døden undervejs. Vi hører om aflyste hjerteoperationer — forestil dig patienten og de pårørendes grad af fortvivlelse, når de nu havde forberedt sig psykisk, og den uro, de må føle, indtil næste dato berammes! Og vi hører om fastklemte trafikofre, der må vente en time på den nødvendige assistance.

Min bror lå et halvt år med stærke smerter, mens han ventede på en rutinerygoperation, og kunne naturligvis ikke passe sit arbejde så længe. Min far fik ryggen brækket af en overivrig kiropraktor, fordi lægerne ikke havde tid til at interessere sig for ham og fortælle, at hans prostatakræft havde spredt sig til ryggen og gjort den skrøbelig som glas. Jeg har selv ligget fem timer med et galdestensanfald og ventet på en vrissen vagtlæge, hvis jeg da ikke er blevet beordret ud på en tyve kilometer lang køretur. — Min dyrlæge er mere empatisk og omhyggelig med smertebehandling end nogle af de sundhedspersoner, jeg mødte i de måneder! — Jeg ventede tre måneder på den rette diagnose (Galdesten! Hvor svært kan det være? 80 % af befolkningen får det, hørte jeg senere.) og seks på en forholdsvis enkel operation. Jeg lå tre dage på et sygehus, i smerter, uvished og angst, mens vi ventede på en læge, der kunne udføre et hurtigt og forholdsvis simpelt indgreb. I al den tid, halve og hele år, går ens personlige liv og arbejdsliv i stykker med store omkostninger for både den enkelte og for hele samfundet. Man føler sig mishandlet og desillusioneret. Og alt dette er kun beretninger fra min nærmeste familie i de seneste år. Alle andre familier må kunne fortælle om lignende oplevelser?

På en ferie i Norditalien fik jeg blærebetændelse. — Åh, nej! Det var søndag eftermiddag, og alle mine fordomme om forholdene i Italien kom op til overfladen. Men blærebetændelse er rædsomt, så medicin skulle jeg have, så hurtigt som muligt. Jeg spurgte de lokale, om der var lægehjælp i nærheden? — Ork, ja. Jeg skulle bare køre op i landsbyen på toppen af bjerget, der lå en klinik på torvet foran kirken. — Men det er søndag, indskød jeg tvivlende. — Non significa niente … Det betyder ikke noget …

Vi kørte derop. Den pittoreske middelalderby var bygget af bjergets sten, og mure, huse, kirke og stenbelægning fremstod som en naturlig forlængelse af bjerget opad. Under andre omstændigheder ville jeg have fundet det smukt. Der var søndagsstille i gaderne, og vi fik hurtigt øje på et rødt kors. Tøvende trådte jeg ind på klinikkens skinnende hvide flisegulv, hvor en smilende sygeplejerske kom mig i møde og spurgte, hvad hun kunne hjælpe med? Jeg forklarede problemet, så godt jeg kunne. — Un momento, svarede hun og bad mig tage plads. Jeg sad ca. fem minutter i det i øvrigt mennesketomme ventelokale. Så dukkede en kvindelig læge op og præsenterede sig som gynækolog. Hun undersøgte mig venligt og grundigt. Skrev en recept på den relevante medicin. Gav mig omhyggelige instrukser og viste vej over til apoteket på den anden side af torvet. For fem kroner fik jeg her mine piller og et glas vand, og inden vi var kommet tilbage til ferielejligheden, var alle mine ubehagelige symptomer forsvundet. Det tog alt i alt en times tid inkl. kørsel, og ingen på den offentlige sundhedsklinik havde bedt om at se hverken penge eller sygesikringskort.

Hvis det samme var sket for mig herhjemme, skulle jeg på en hverdag vente i lægehusets telefonsluse i op til en time for — i bedste fald — at opnå en såkaldt akuttid (Hvor er vi blevet gode til sundhedsvæsnets interne fagsprog, ikke?) hos en praktikant om eftermiddagen. Så venter man igen op til en time i venteværelset, før man kommer ind. Så skal man køre langt efter et apotek … På en søndag ville samme procedure gentage sig, blot ville ventetider og kørsel være endnu længere …

Sådanne forhold skaber utryghed! Man påføres ubetydelighed og hjælpeløshed, samtidig med at man er syg og har smerter. Vi desavouerer vore medborgere, når de har brug for hjælp.

Men ikke kun vi almindelige borgere: — Jeg skulle have taget en blodprøve og indfandt mig i god tid på et større sygehus i provinsen. Efter små ti minutter i ambulatoriets venteværelse kom en midaldrende dame forpustet farende og hentede mig ind til prøven. — Undskyld, at du måtte vente, stønnede hun. Jeg svarede venligt, at jeg faktisk ikke havde ventet ret meget, så der var ingen grund til at undskylde. (I virkeligheden havde jeg, belært af tidligere ventetider på danske sygehuse, taget en tyk bog med og afsat en halv dag til prøven.) Så brød hun sammen for øjnene af mig! Hun fortalte hikstende, at der var tre kollegaer på langvarige sygemeldinger, formentlig stress, og at endnu to var gået hjem samme morgen, så hun var helt alene på pinden.

Patienter og ofre for kriminalitet får ikke den hjælp, de har behov for, og det offentligt ansatte personale overbelastes, til det bryder sammen. Ved alle kontakter med sundhedsvæsnet står vi der og vifter med sygesikringskortet, men skal alligevel selv betale formuer for medicin og tandlægehjælp. Sådan er praksis blevet i dette land. Der overlever flere kræftpatienter i Kasakhstan end i Danmark, har jeg læst. Det er intet under, at kravet om lavere skatter og private sygeforsikringer høres over alt, og at manglende solidaritet dominerer samfundslivet. Sundhedsvæsnet, og måske også politi og retsvæsen, fungerer tilsyneladende bedre i de lande, vi normalt ikke sammenligner os med.

Hvorfor holder vi jul?

Hvis julen for nogle (mange?) opleves som konfliktfyldt, stresset og alt, alt for dyr, hvorfor gider vi så overhovedet holde den?

· Fordi vi dybt, dybt nede i urhjernens kamre er flokdyr, der føler os bedst tilpas, hvis vi gør ligesom alle andre; eller måske snarere: At vi føler os udsatte, ensomme og i fare, hvis vi ikke gør, som alle de andre.

· Fordi vi alle nedstammer fra jægere, fiskere og bønder, der var fuldkommen afhængige af vejr og årstider for at overleve, og fordi den mørkeste tid på vore breddegrader føltes farlig — Tænk, hvis solen aldrig kom frem igen? Så det var uhyre vigtigt at overholde ritualer og ofre på den helt rigtige måde, så solen vendte og kom tilbage.

· Fordi vi mennesker aldrig har kunnet holde en offerfest, uden at der faldt en del af til os selv. Vi har altid elsket fed mad, kraftig flirt og stærk øl.

· Fordi det er vigtigt for vores forståelse af livets vilkår, at vi markerer årstiden og årets gang med forskellige fester eller højtider.

· Fordi en god fest i den mørke tid, hvor man alligevel ikke kunne få så meget bestilt, gav den formående lejlighed til at vise, hvor meget overskud han havde, og den fattige lejlighed til at spise sig mæt i sjældne fødevarer, såsom kød og hvidt brød.

· Fordi de kristne, på et temmelig løst grundlag, forsøgte at lægge en kristen højtid ind over julen og dermed kom til at legitimere den. Det er som bekendt endnu ikke lykkedes at dæmpe det hedenske islæt. Julen er stadig fuld af nisser, umådeholdent vellevned, druk og hor, og alle andre end det påståede fødselsdagsbarn svømmer i gaver.

· Fordi Coca Cola kom til at opfinde julemanden, som vi alle holder meget af, og Disney lavede sit juleshow, som i mange familier har indtaget julegudstjenestens plads som roligt frikvarter, før stormen af mad, drikke, sang og gaver bryder løs.

· Fordi forretningslivet som helhed har enorme summer, og dermed interesser, i at holde hele julemaskineriet i sin nuværende, indholdstomme, men forbrugstunge, form i gang.

· Fordi vi alle har holdt jul som børn, og fordi vi hvert år håber på, at julen kan blive lige så spændende, glædelig og ukompliceret, som dengang.

Jul

Blog Image

Den danske jul er både en velsignelse og en forbandelse. Omkring vintersolhverv trænger vi virkelig til lys, god mad og festlige sammenkomster, for der er ikke så meget andet, man kan foretage sig i mørket. Ethvert barn har krav på gode juleminder, stemning, glædelig forventning, nisser, gaver, leg, sange, smage, lys og dufte, som det kan bringe med sig ind i voksenlivet og give videre til sine egne børn.

Men! Som så meget andet kan julen let gå over gevind. Og med tidens opsplittede familiemønstre er der basis for et utal af forviklinger og konflikter.

Det begyndte i august måned. Bag mig i bussen sad to meget unge, meget blonde, pigebørn. Ind imellem telefonsamtaler og SMS’er førte de en slags samtale, der mundede ud i, at den ene pige begyndte at redegøre for, hvor mange mennesker hun skulle købe julegaver til: Mor og Åge, Bitten, Lis og Henrik, Henriks tre børn, Jeanette, Majbrit, Rasmus og Kristian … osv. I alt 26 nåede hun langt om længe frem til. Jeg sad der foran og tænkte: Hold dog kæft! Det er august måned! — Men så gik det op for mig, at det ikke var juleindkøbslister, pigen var ved at planlægge, men at hun i virkeligheden gjorde status over sit sociale tilhørsforhold. De mennesker, vi er på julegave med, er vore allernærmeste.

Hvert år ved juletid samler vi familie og venner omkring os og gør status. Nogle er vi på julekort med. Nogle får en e-mail med beskrivelser og fotos af familiens sommerferie og børnenes højdepunkter i årets løb. Nogle er vi på julefrokost og pakkespil med. Nogle bliver inviteret til gløgg og brunkager. Og den nærmeste familie samles på selve den højhellige juleaften, uanset om de bryder sig om det eller ej.

Fra oktober måned opstår så alle spekulationerne, for familien er i dag ikke en given ting, og hvem, der holder jul med hvem, kan være et årligt tilbagevendende konfliktpunkt. I traditionelle kernefamilier, hvor far og mor bor sammen med deres egne børn, er det bedsteforældrene og eventuelle søskende, der kan give problemer: — Det er din tur til at have hende i år, er vist en bemærkning, vi alle har hørt om en tante eller bedstemor. Fri mig for nogen sinde at komme i den situation, hvor jeg opfattes som en herreløs hundehvalp, der partout skal passes af nogen! Og så på en juleaften!

I de skilte familier er konfliktstoffet uendeligt. Midaldrende forældre kan være skilt, og de voksne børn må så fordele dem indbyrdes, fordi de ikke kan være sammen uden at ødelægge stemningen for alle. Unge forældre kan leve hver for sig, måske med nye partnere og sammenbragte børn, og det er et machiavellisk spil at få kædedansen omkring juletræet til at gå op. Nogle gange løst salomonisk med indtil flere juleaftner, så alle får deres rimelige del af samværet.

Unge familier kan også have problemer med at fordele sig ud til forældregenerationen, indtil de selv beslutter at tage ansvaret for at holde jul for deres børn. Det er ikke let at stege en and …

Ud over den rent menneskelige side af julen er der også en særdeles iøjnefaldende materiel side. Fra tidligt efterår udsættes vi for pres alle vegne fra for at købe og ønske os ting til jul. Røremaskiner, bøger, ferierejser, lamper, legetøj, tøj, pyntegenstande, håndværktøj … For en del år siden holdt jeg jul med to småpiger på fem og ti år. Vi var mange: deres forældre, to hold bedsteforældre og os selv. Da træet var pyntet og parat, blev der slæbt gaver ind. De fleste til de to børn, naturligvis. Der blev slæbt og slæbt. Fra biler, kælder og garage. Pigerne havde en stor familie, og familien havde en stor omgangskreds. Der var ikke plads til det hele under træet, så en tilstødende stue måtte agere julegavelager. Med udsigt til dette gavebjerg kunne ingen af pigerne få en bid ned under julemiddagen; kun lidt ris á la mande for et syns skyld, så de kunne sikre sig mandelgaverne. Blege af spænding og nervøsitet sad de blot og ventede på tilladelse til at flå i papir og gavebånd. Øjeblikket oprandt, og udpakningen begyndte. De første tre-fire gaver vakte jubel: kæmpemæssige, kulørte plastickonstruktioner, rideskole og dukkehus til Barbie, små komfurer komplette med gryder, pander og legemad, dukker med garderober og senge, klapvogne, bøger, DVD’ere, smykker og tøj … Der var ingen ende på pakkerne. Da det havde stået på i tre timer, var pigerne på grådens rand og bad, om resten dog ikke kunne vente til næste dag. De var så udmattede, at de blot ville i seng og sove.

Selve juleaften, og forberedelserne til den, fylder efterhånden ikke så meget i den moderne families liv, som alle de andre arrangerede begivenheder, der har hægtet sig på igennem de seneste tiår. Det er mig f.eks. en stor og uløst gåde, hvordan bryggerierne kan få folk til at gå på gaderne og drikke sig stangstive, blot fordi de udsender en halvdårlig juleøl. Juleøl har ikke været en mangelvare på noget tidspunkt i hele min levetid, og alligevel opfører folk sig, som om der var tale om rationering og en særlig nåde, når de får lov at købe det i litervis på en flad novemberaften. De skyller taknemmeligt brygget i sig og er det følgende døgn til stor gene for forbipasserende, medtrafikanter og byens hygiejniske stade som helhed.

Hvis man har et barn i børnehave og et i skole, og hvis de oven i købet går til håndbold eller spejder, er december hurtigt fyldt op med klippe-klistre-arrangementer, pebernøds- og saftevandsaftner og deciderede juleafslutninger, hvor ungerne er klædt ud som nisser og spiller blokfløjte. Derudover kommer årets højdepunkt på arbejdspladsen, julefrokosten, hvor man til tre slags sild, kål, flæskesteg og pølse også har mulighed for at drikke sig fra sans og samling. Kortklubben, operaklubben, agilityholdet, golfvennerne og venindeflokken skal også holde julefrokost, og vi plejer at holde noget sammen med Birthe og Egon og naboerne nede i nummer 44 …

Dankortet gløder fra tidligt i november. Drikke- og fødevarer i sækkevis slæbes hjem, man suser rundt og indkøber gaver efter ønskesedler — Bodumkande til Else, cd med Kim Larsen til Jonathan — og ungerne skal have en gave hver eneste dag i december plus fire-fem store juleaften … Krydderier, mandler, marcipan, nougat og sukat … har jeg nu husket det hele? Åh, ja, rosiner, helst økologiske … Og adventskrans, kalenderlys og nye kugler til træet.

Jeg har inderlig forståelse for de mennesker, der beslutter at forlade heksekedlen i sidste halvdel af december og flyve ned til sol og varme, hvor man på et bekvemt hotel kan glemme alt om den grådigt krævende jul. Eller den ensomme jul. Eller dårlige juleminder. Eller blot den helt almindelige, danske jul. — Jeg er selv ofte fristet til flugt.

Det kræver en høj grad af modenhed og erfaring at stå imod presset til overforbrug. At takke nej til nogle af invitationerne. At frigøre sig fra pligtfølelser og skabe sin egen jul med plads, tid og ro til at nyde duften af kogende krydderier, gran, gåsesteg og tændte stearinlys, eftertanke i årets mørkeste tid, gode venner og familiens selskab.