blog.loneandrup.dk

Barnebarnet

Blog Image

Så kom hun ud til os, barnebarnet! Sund og yndig.

– Alt det store i livet er banalt, siger min gode ven, Per.

Opringningen kom og opløste knuden af bekymring og anspændelse i maven. Tårer bag øjnenes tynde hud.

Mærker hendes fjervægt i mine arme. Giver hende et rituelt kys på den fine kind: – Velkommen skal du være her …

Får trang til at koge suppe til de unge, udmattede forældre. Hækle sokker. Gøre mig nyttig. En bedstemors nedarvede emsighed. Men de vil naturligvis helst have fred.

Pludselig giver det igen mening at plante jordbær og gøde kirsebærtræet. Hvor skal gyngen hænge?

Yndlingsting i dag:

Barnebarn

Normalt er jeg uhyre tolerant over for floraens mangfoldighed. Men når de her i slutningen af april ligefrem begynder at reklamere med gule lavprisfarver, ved jeg af erfaring, at det kan betale sig at tage dem, mælkebøtterne, før de sender deres horder af faldskærmstropper ud over alle mine blomster- og urtebede.

Så jeg ligger på beskidte knæ bag hækken, kniv i hånd og spand ved side, og lytter til de små Brian’er, der i deres ombyggede Kadetter kører forbi ude på vejen med nedrullede vinduer, så vi alle kan dele deres dårlige musiksmag. En elektrisk dunkende, sørgelig énmandsfest i en blikdåse.

I middelalderen indførte munkene både mælkebøtter og skvalderkål til deres klosterhaver og den danske natur – Tak for det!

Her under hækken kan jeg overbevise mig om, at nutidens samhandel har indført den iberiske skovsnegl, ”dræbersneglen”, lige så vel som bjørnekloen og olivenolien.

Mit bedste middel mod sneglene er små skolepiger. Skaf et par stykker. Udstyr dem med plastichandsker og en spand kraftigt saltvand. Udlov dem en krone pr. stk. Og slip dem så løs i haven. De er mindre end vi voksne og har lettere ved at bukke sig, og deres øjne er langt, langt skarpere i tusmørket om aftenen, når sneglene dukker op. Selv om det skulle koste nogle hundredekronesedler, er det billigt sluppet, og pigerne lærer en del om natur og får skærpet deres jagtinstinkter, hvilket vel aldrig skader?

Læger og vagtlæger

Om praktiserende læger og vagtlæger

Hvad får dem til at tro, at det er synderligt attraktivt for et sygt, måske smerteplaget og bekymret, menneske at skulle sætte sig ind i deres indviklede regler for telefontider, konsultationstider, besvarelser af e-mails, afhentning af recepter m.m.? Og efter en formiddags udmattende indsats for at skaffe sig foretræde på et bestemt klokkeslæt nogle uger ud i fremtiden finder man alligevel sig selv i et kedeligt venterum med kun nogle rygeafvænningsbrochurer og andre lidende medborgere som selskab i både halve og hele timer. Alle kigger op, hver gang en uddannet læge kigger ind. Nej, det er ikke mig endnu.

Hvis en lidelse eller en bekymring skulle opstå uden for disse klokkeslæts smuthuller, er man henvist til regionens eneste vagtlæge, som ikke forlader sit kontor, men beordrer næsten alle, uanset lidelse, til at begive sig ud på timelang kørsel (man går i sundhedssystemet ud fra, at alle syge har og kan føre et motorkøretøj), hvorefter man igen befinder sig i en af disse helvedes forgårde omgivet af blødende tilskadekomne og febersyge børn.

Når ens talegaver, trods sygdom og mathed, alligevel formår at bevæge en vagtlæge hjem i soveværelset på en helligdag, så kigger han hånligt på én hen over sine kantede læsebriller og er småfornærmet over, at man ikke er ved at dø.

Efter trættende ventetid og ti minutters forjaget audiens står man så med fem slags medicin, som man bør tage som angivet på pakken. Der er naturligvis bivirkninger, hovedpiner, galopperende hjertebanken, mavesmerter, svimmelhed m.m., som først lægger én i seng igen, og da man ikke orker at skulle igennem alle manøvrerne for at skaffe sig endnu en audiens, kasseres alle pakkerne, og man krydser fingre for, at den oprindelige lidelse ikke dukker op igen, for så får man VIRKELIG problemer med at forsvare sig for det inkvisitoriske blik over læsebrillerne.

Trygheden ved at føle sig som et betydningsfuldt medmenneske, hvis velbefindende ligger det offentligt ansatte sundhedspersonale på sinde, indfinder sig først lang tid efter, da jeg for længst er kommet mig og er ved at gøre rent. – Hallo! Hallo! Tag telefonen, siger en skrattende stemme, som jeg efter sekunders befippelse lokaliserer til mobiltelefonen i min lomme. – Det er vagtcentralen. Er alting i orden hjemme hos dig?

Trods tastaturlås er det lykkedes min mobil selv at ringe 112. Jeg forsikrer den venligt myndige stemme om, at alt er i sin skønneste orden, og undskylder, så meget og så hurtigt jeg kan, fordi jeg har taget hans – og andres – kostbare tid. – Jamen, så hav en fortsat god dag, siger han og forsvinder ud af røret.

For første gang forekommer den floskuløse vending mig beroligende velanbragt!

Galoperende royalt vanvid

Lad dem dog være i fred! – Om kongehusets lille, nye prinsesse

For århundreder siden skulle også undfangelsen af tronarvinger bevidnes, så man ikke uforvarende kom til at overdrage magten til en horeunge. I dag, hvor der ikke er tale om magt, og hvor vor humanisme og civilisation er så meget længere fremskreden, nøjes man med at kaste sig i vilde horder over en ung familie, der netop har fået deres andet barn. To dage efter fødslen, selv om moderen spagt indrømmer, at hun står og ryster, skal de trækkes igennem en ydmygende parade foran mediernes opstillinger i hospitalets forhal. Journalister, der selv står dækket bag projektører, tilråber de sårbare uforskammet kommanderende spørgsmål: – Hvad skal hun hedde? Og til den befippede far: – Vil De ikke holde hende?

Er det en måde at tiltale folk på? Som seer sidder man og bliver helt flov over den umenneskelige og rå behandling af en familie, der, efter ens bedste skøn, mest af alt trænger til ro. Man må beundre den professionalisme, hvormed de unge forældre, trods de nylige anstrengelser og omvæltninger, klarer spidsroden. De smiler blot tålmodigt og giver pressen, hvad pressen vil have, men tag ikke fejl. Pressen arbejder ikke for mig. Jeg er fuldt ud tilfreds med at få at vide, at der er født en ny, sund prinsesse i kongehuset. Det faktum behøver ikke bredes yderligere ud i al sin formålsløse tomhed. Min mere dybtgående interesse er forbeholdt mine egne og vennernes børn og børnebørn.

Når tonen er skredet og blevet så ubehageligt rå. Når kongefamiliens primære funktion består i at lade sig kannibalisere af undersåtter uden eget liv. Når vi skal bevidne sådanne pinagtige optrin, hvor medmennesker sjofles. Så er det vist på tide at beskytte kongefamilien ved at aflyse showet og bringe lidt værdighed tilbage i det danske folkestyre.

Hundehvalpen

Hvem kunne forudse, at det ville tage måneder at indføre en otte ugers hundebaby i husholdningen? At man skulle være om den 24 timer i døgnet, styre renlighed og bidetrang og forsyne den rigeligt med trygt nærvær og lege fange- og bidelege i én uendelighed? (Hvilket i parantes bemærket er skønt, men ikke synderligt udfordrende rent intellektuelt.) At den skulle lære alt: Hvor og hvornår vi sover, hvor og hvornår vi spiser, hvor og hvornår vi leger, hvor og hvornår vi besørger, går tur, møder venner og andre hunde, omgås katten, kører bil, og at man også gerne skulle kunne være alene en kort stund …

Det burde jeg have forudset. Det er trods alt fjerde gang, jeg får en hvalp. Mit liv kan opregnes i de hunde, jeg havde på et givet tidspunkt. Med ti-femten års mellemrum bliver jeg tvunget til at skifte ud. Og jeg bliver lige ked af det – og overstrømmende lykkelig – hver eneste gang.

Jeg troede, at jeg var for gammel til endnu en hvalp. At jeg ikke orkede at tørre uheld op over hele huset og stå rystende af kulde ude i haven i vinternatten og vente på, at den fik tisset af. Men straks jeg så den lille, kuglerunde tæve og fik hende op i favnen, var jeg solgt. Efter en lang køretur hjem med hvalpen på skødet havde vi adopteret hinanden, og jeg har glædesstrålende stået og set til, mens hun skambider mine tæpper, sko og potteplanter. Lige som hun storsindet bærer over med min langsommelighed og mine mange, hyppigt forgæves, forsøg på at korrigere hendes spontane livsytringer. Dealen er, at jeg bidrager med tryghed, kost, inklusiv godbidder og gumleben ad libitum, og logi og til gengæld kan få lov til at lune mig ved hendes tilsyneladende uudtømmelige reservoir af livslyst og kærlig hengivenhed. Det er en perfekt match. Hunde er – lige som den daglige avis – uundværlige. De lægger både en blid og beroligende basstemme og en trillende, perlende, lys fløjte af glæde under og over hele husets hverdag, og det er ikke uden grund, at hunden var det første dyr, der blev knyttet til mennesket. Vi har mange fællestræk. Begge arter er socialt indstillede rovdyr, og en lille hvalps behov er ikke meget anderledes end en menneskebabys: mad, varme, ro, regelmæssighed, dvs. genkendelighed og forudsigelighed, søvn, leg, læring og masser af kærlig opmærksomhed.

Samlivet med en hund viser os særdeles tydeligt mennesket i sin mest basale form. Tag ord, bortforklaringer og abstraktionsevnen væk, og du har grundlæggende blot et pattedyr. Det er meget, meget lærerigt. Hver gang!

Nytår 2007

Nytår … Nyt år … Og pænt ser det ud. Velkommen 2007.

Lidt vådt, måske, og usædvanligt lunt for årstiden. Det er første gang i mit liv, at jeg kan plukke udsprungne forsytia i min have Nytårsdag, og alle skovens søer går langt ud over deres sædvanlige bredder. Det er åbenlyst ikke drivhuseffekten, der gør sig gældende, det er Syndfloden, der er på vej. Sikkert fortjent.

Jeg går ind i mit 51. år, men det er Verden ligeglad med. Dens år kan slet ikke tælles. Jeg er ikke blot en dråbe i havet. Jeg er en kortlivet, minimal del af et atom i et molekyle i en dråbe i et grænseløst hav. – Det var hunden også, men i modsætning til den er jeg her endnu, og jeg sidder kun her, fordi jeg ikke gider gøre rent efter julegæster.

Da jeg lærte at tælle og begyndte at forstå tal, gik det op for mig, at vi nærmede os år 2000. Jeg må have været omkring 8 år dengang i begyndelsen af 60’erne, og jeg regnede ud, at jeg ved årtusindskiftet, hvis jeg da stadig var i live, ville være langt over 40! Så jeg opgav alle tanker om at opleve år 2000.

Nu er jeg her så alligevel. Stormen 1. januar har lagt sig. Min gamle hund døde pludseligt og stilfærdigt, mens jeg sad med dens hoved i mine hænder, Juledag om aftenen. Det var et hjerteslag, sagde dyrlægen.

Vi havde haft en dejlig jul. Der var flere gaver under træet til hunden end til nogen af os andre. Nydeligt indpakkede gumleben. Den var en bamset, godmodig Newfoundlænder og havde mange venner. Vi havde været ved stranden. Gået en tur og småsoppet i strandkanten. Og så, da aftenfreden sænkede sig, listede den diskret af …

Sorgen over en gammel familiehund er ikke til at skelne fra sorgen over et menneske, blot kommer man hurtigere igennem de forskellige stadier: panik, benægtelse, vrede, gråd, savn, nyorientering … Efter en uge sidder man og leder efter hvalpe på Nettet. En hund kan erstattes. Det kan et menneske ikke. Så jeg skal hente den nye, 8-ugers hvalp i morgen.

Cavlingprisen 2006 blev tildelt journalist Olav Hergel og fotograf Miriam Dalsgaard for deres serie i Politiken om flygtningenes børn. En fintfølende serie, der omsider bragte vores ellers kollektivt fortrængte samvittighed frem på forsiderne. Og straks er der nogen, der protesterer højlydt og ikke under andre noget. De vil sikkert kæmpe et politisk slag, men dette drejer sig ikke om politik. Det drejer sig om vores egen værdighed som mennesker, og den kan ikke underkendes og decimeres til at blive en overfladisk, politisk dagsorden.

Politiken er en selvfed avis. ”Selvfed” er et af de bedst beskrivende ord, som unge mennesker har opfundet i nyere tid. Over alt, hvad der drejer sig om avisen selv og dens medarbejdere, hænger der en lummer, selvgod sky. Men det må man tage med, for bedre avis findes ikke i Danmark i dag. Politiken er uundværlig. Kvalitet og højt ambitionsniveau hele vejen igennem fra den journalistiske linie, selvkritikken, over fotografierne, tegningerne og layoutet. Respekt! – Også et godt, nyt, ungt ord. Og hjerteligt til lykke med prisen! Den er absolut fortjent.

Når Syndfloden rammer, og vi kravlende søger at redde os op i de nærmeste træer og op på de højeste bakketoppe, så vil Tøger Seidenfaden formentlig blive bedt om at bygge en ark.

Godt Nytår!