Lige til at smide ud! – Barberhøvl af et anerkendt mærke til 100 kr.! Den er lavet af tyndt og billigt, sølvfarvet plastic, så man virkelig bliver snydt, hvis man troede, at det var en gedigen genstand af metal, der kunne bruges igen og igen. – Og så skrammer den huden ved brug. – Formentlig sejlet hertil i en kinesisk container som et godt billede på vores stadige spild af penge og jordens ressourcer.
Vores 25 år gamle komfur synger på sidste vers, og jeg er virkelig ked af det. For man laver ikke længere ting, som man gjorde for 25 år siden.
På en rundtur til forskellige butikker inspicerede vi nye komfurer, men der var ingen, jeg ville have i mit køkken. De føltes alle som tyndt blik med sølvfarvede plastknapper og skramlende ovnlåger, der lukker med klir og klang og ikke blødt, tungt og beroligende, som på mit gamle.
Mit solide strygebræt, som jeg købte i Italien, da jeg boede der i 1970’erne, og som jeg tog med mig, da jeg flyttede hjem i 1980, skulle absolut fornyes. Træpladen brækkede midt over, fordi jeg strøg 12 skjorter på én dag med dampstrygejernet. – Men jeg er allerede så træt af det nye strygebræt, et alt for smalt, let, spinkelt, vaklende – og dyrt! – bræt af et kendt og velanset mærke, som man ikke kan slå ud og ind uden at klemme fingrene og pådrage sig et alvorligt hold i ryggen.
Og jeg er ærgerlig over sækken med kasseret, næsten helt nyt tøj, der har mistet farven i vask, der er gået op i syningerne, der har mistet faconen, og som er ubehageligt at have på, fordi det ikke, som lovet, er lavet af bomuld, men af tynde plastfibre, der lugter kemisk.
Er det netbutikkernes skyld, at man kan slippe af sted med uantagelig kvalitet? Er det, fordi folk ser forskønnede fotos på nettet, tror på de uærlige lovprisninger og bestiller i tvivlsomme webshops? Og ikke gider pakke og returnere det skuffende skrammel?
I min mailboks ligger utallige resultatløse klagemails til diverse firmaer, som svarer smart og glat og ikke påtager sig ansvar for kostbare, men uanvendelige, forbrugsgenstande.
Vi købte en kaffemaskine, en Moccamaster, til 2000 kr., der ikke kunne lave drikkelig kaffe, og som gik i stykker efter en uge. Den skulle hver eneste gang samles af en håndfuld tynde plastdele, som ikke kunne holde til varme, til opvaskemaskinen eller bare til almindelig brug.
Vi købte en støvsuger af mærket Electrolux, der kom direkte fra en kinesisk container, og som allerede ved udpakningen viste sig tynd, misfarvet og stort set uden sugeevne.
Vi købte en skabsfryser, som efter et par år allerede er ved at sætte ud, hvor den gamle kummefryser stadig kørte efter 30 år, men jo med et uantageligt højt strømforbrug.
Vi køber tøj af tynde plastmaterialer, som er dårligt syet med huller i sidesømmene og løse knapper og tråde overalt.
Og sko med plastsåler, der smuldrer efter en vinter i klædeskabet.
Så nu er jeg blevet så bange for nye ting, at jeg bliver virkelig ked af det og sørger, når nogle af de gamle, velprøvede går i stykker.
Det er så deprimerende at være omgivet af elendige, kinesiskproducerede ting, at jeg hellere vil gå i mit gamle, forvaskede tøj, bruge mine nedslidte sko endnu et par år og leve med et upålideligt komfur, end at skulle kassere indbo, beklædning, hvidevarer og apparater, der går i stykker efter kort tid, som ikke tåler vaskemaskinens skåneprogram eller som smelter ned i opvaskemaskinen.
Og jeg køber ikke længere supermarkedets underlødige og ultraforarbejdede madvarer, kulørte drikkevarer, kemiske brød, ”økologiske” æg eller laks med allergifremkaldende farvestoffer, mishandlet kød eller slatne, næringsfri frugter og grøntsager.
Når nu vi i Europa skal til at klare os selv, kunne vi så ikke – ud over våben – begynde at producere ordentlige varer igen? Ting, der kan holde, og som er rare at bruge? Kvalitetsvarer på den gammeldags facon?
Og i samme ombæring skille os af med alle de alt for store, jord- og dyreplagende, industrielle landbrug og inddrage jorden til bæredygtig produktion af brødkorn, bærbuske, frugttræer og spiselige grøntsager?
● Man tror, det er løgn! Efter kun to måneder som præsident har Trump allerede formået at smadre alle den vestlige verdens dyrekøbte værdier og al anstændighed.
Hvem afkræver beskyttelsespenge af et lille land i forsvarskrig? Eller overfalder en anden nations præsident verbalt, når han er gæst i ens hus? Eller truer med at annektere allierede lande – med magt? Og fører toldkrig mod alle og gør sig til ven med sine venners fjender?
Sermitsiaq 31.1.25
Hvis han får lov at regere meget længere, vil han – som et vildsvin, der pladrer rundt og skaber mudderpøle alle vegne omkring sig – ødelægge vores fælles grundlag af viden, forfatning og verdensorden, og reducere os alle til angste eftersnakkere på sit eget, meget lave, niveau: ukultiveret, uuddannet og helt uden værdier og empati for andre mennesker.
DR 27.3.25
Google
● Når man googler pesticider i drikkevandet, dukker denne – betalte – besked fra en af landets mest indflydelsesrige interesseorganisationer, Landbrug & Fødevarer, op.
De hævder, at det ikke er noget problem, at knap 60 % af de danske drikkevandsboringer er forurenede med pesticider, udbragt af landmænd igennem mange årtier. Nu, hvor giftstofferne har nået grundvandet, påstår de, at det er helt uskadeligt, fordi det er under ’grænseværdierne’ …
Grænseværdier er ikke videnskab, det er et skøn. Et skøn, der kan påvirkes af penge og magtfulde organisationer.
Forestil dig en nybagt mor, der hver dag giver sin baby et par dråber ukrudtsmiddel og hævder, at det er helt uskadeligt, fordi det er under grænseværdierne … Ville det ikke være bedre bare at holde op med at give barnet gift? At stoppe med at sprøjte vores jord med gylle og kemikalier? – Så hverken mennesker, dyr, jord, luft eller vand bringes i fare?
Politiken 26.2.25. Professor emeritus, Ole Thyssen, afslører forbavsende viden om våbenkøb og kalder indebrændt aggressivt den siddende statsminister for en ‘dramaqueen ‘.
● Jeps, Ole Thyssen – og Politiken, som gladeligt trykker våset. – Det er lige præcis tiden nu til at lufte sit gammelchauvinistiske syn på kvinder med magt. Og helt OK at kalde andre dramaqueens, når man selv er blevet en lidt halvgammel vissenpind, uaktuel, og har brug for at blive set i spalterne igen.
Nej. Det er faktisk hverken nobelt eller troværdigt at forsøge at undergrave en kompetent og velfungerende, folkevalgt leder. – Ordet kompetent ville du aldrig bruge om Fogh eller Løkke, som begge begik fejl på fejl for egen vindings skyld. Men det var ligesom OK – de var jo mænd. Og sådan er mænd – vores forestilling om mænd. Men kvinder bør ikke være dygtige, kompetente og have magt, for så kan små mænd komme til at føle sig endnu mindre og blive tvunget til at lange ud.
Politiken 17.2.25 – To kompetente kvinder! Lad os gøre dem til nar og hænge dem ud for et eller andet …
Vi har til en forandring en duelig statsminister, der fik os hevet igennem en epidemi. Der danner brede regeringer. Der har sikret økonomien og skabt gode forbindelser til de øvrige lande i Skandinavien og i Europa. Og som ville tale lige ud af posen med USA’s skamstøtte af en præsident, hvis han altså var til at tale med:
Politiken 1.3. 25
● Misantropi er nu det eneste, rimelige tilflugtssted, når man, som jeg, er født i efterkrigens opgangstider med grundlæggelsen af FN, NATO og andre internationale institutioner bygget på demokrati og menneskerettigheder, det socialdemokratiske velfærds- og forbrugersamfunds opbygning, velrenommerede forskningsinstitutioner, hvis resultater, man lyttede til og handlede efter – lutter fremgang, fred og ingen fare.
Vi havde alle muligheder for at skabe trygge og velordnede forhold. Men nu er de dyriske instinkter brudt igennem og resulterer i daglige klimakatastrofer, udbredt forurening, ødelæggelse af vand og land, russernes brutale og meningsløse fremfærd i Krim og Ukraine, Hamas og Israels umenneskeligheder, Kinas ekspansion, folkedrab i Afrika, den giftige maskulinitets tilbagekomst og den uhyggelige klovn Trump, der hærger og nedbryder den halve klode …
● Det er omsorg, der dræner os. Omsorg i familien. I vennekredsen. På jobbet. – Al den omsorg suger kraften ud af især kvinder, så der ikke bliver meget tilbage.
● Hvorfor skal jeg på de første skønne forårssolskinsdage hænge mit vasketøj ud i en ækel, klæbrig gyllestank? – Hvem har givet griseplagerne lov til at sprede enorme mængder af deres lagrede grisepis og -lort allevegne altid? Jeg bor ikke på landet. Der er ingen marker i sigte. Men stanken hænger i luften omkring os stort set året rundt – nat og dag … Man kan ikke sidde ude, gå ude, spise ude.
● Når man er ramt af fødselsdagskarantæne: Når ingen af ens venner eller familien gider skrive, ringe eller besøge én, fordi det alligevel snart er ens fødselsdag, og så skal de jo skrive, ringe eller besøge én alligevel
● Streamingfilm og serier, som fx ’White Lotus’ på Max og ’Zero Day’ på Netflix, er som at se AI-genereret sjælløs, glat underholdning. – Man lærer intet, billeder og personer glider bare af på skærmen uden at efterlade brugbare indtryk – undtagen irritation over intetsigende skuespillere, uigennemtænkt manus, urealistisk plot, sjusket fotografering, gentagelser, inkongruenser osv. Man har givet alt for mange, unge drenge lov til at filme deres fantasier og distribuerer det som underholdning og tidsfordriv for masserne.
● Det er andre mennesker, der holder os på plads. Uden andre går vi i formålsløs drift.
Politiken 18.3.25
● Det er indlysende, at det ofte af mænd opfattes, som om kvinder spiller op og frister dem – og nogle gange gør de jo. Men når verden er baseret på mænds præferencer (meget tydeligt i fx Rusland, Afghanistan, Mellemøsten, Iran, Frankrig, USA, men i alle verdens lande hersker patriarkatet), og når mænd sidder på magten, så burde de også lære at styre sig selv og tænke over, om det virker rimeligt, at en yndig 16-årig har lyst til sex med en gammel gris? Eller om hun tilbyder sig selv, fordi hun gerne vil have en karriere i en verden domineret af mænd? – Tankevirksomhed er ikke forbudt, og det er muligt at kanalisere sine lyster hensigtsmæssige steder hen – også selv om små og store piger opfører og klæder sig på måder, der kunne vække mænds drifter. – At beherske sig af og til er vel det, vi normalt kalder civilisation? At man kan skelne mellem en kjole og et overgreb?
Sermitsiaq 17.3.25
● Vi har en transportminister, der fylder væggene på sit kontor med myrdede dyr.
● You can’t trust Trustpilot: – Hos Trustpilot „er indhold fra rigtige mennesker i fokus‟ – derfor bruger Trustpilot AI-teknologi, så maskiner, i stedet for rigtige mennesker, kan svare kunder.
Hyklere er de. Man kan købe sig til bedre placeringer, man kan købe sig til falske, positive anmeldelser – det er alle de øverste med 5 stjerner – og man kan købe sig til tålmodigt venlige AI-svar.
● Det går rigtig godt for menneskeheden. – Først overbefolker vi jorden og bliver fantastisk rige, så vælger vi nogle ledere, der smadrer det hele, og maskiner, AI, telefonsvarere, SoMe, chatbots, dialogbokse o.l., så vi kan undgå at se hinanden i øjnene, tale sammen og hjælpe hinanden.
● Der findes ingen tilgivelse uden oprigtig, dybfølt anger.
Politiken 8.2. 25
● Trusler fra det ydre rum! – Som om vi ikke havde nok at tænke på … Forurening, klima, krige, Trump … Vi har allerede til overflod bevist, at vi mageligt kan udrydde os selv uden hjælp udefra.
CNN 25.3.25
● Amatører! – Og så prøver de blankt at benægte det hele, så journalisten er tvunget til at offentliggøre chatten.
Det ville være rart at høre fra den anden halvdel af USA, den del, der er lige så rystet, som vi er. – De ledes af en amatørpræsident og hans slæng af sykofanter, der kun er optaget af sig selv og penge, og som ikke kan skelne mellem et realityshow og storpolitik. Mens landets omdømme, militær, infrastruktur, sundhedsvæsen, socialpolitik, uddannelsesinstitutioner, retsvæsen, klima, arbejdsmarked, energiforsyning og økonomi er i frit fald.
● Konstans er et undervurderet gode. – Jeg har altid sat pris på at vågne op i et rum, der var mage til det, jeg lagde mig til at sove i. At gardinerne hænger, som jeg efterlod dem. At opvasken stadig står urørt på køkkenbordet, når jeg træder ind næste morgen. At verden uden for min lille stue fortsætter i sin sædvanlige gænge.
Den konstans findes ikke længere, efter at amerikanerne valgte og indsatte Trump. Verden er røget af hængslerne og bliver aldrig den samme igen.
Har lige læst ’Ærømanifestet’ af Maj My Midtgaard Humaidan, Gyldendal 2023, og blev ked af det.
Det er et problem, at ambitionsniveauet og tempoet i vores samfund er blevet så destruktivt højt.
At vores institutioner og skoler fungerer dårligt.
At vi tror, vi selv kan træffe en masse valg og vælge om igen, når det passer os.
At vi ustandseligt går og tænker over disse mere eller mindre indbildte valg og ruger over ’mavefornemmelser’.
At vi fokuserer på ydre fremtrædelsesformer – i bogen optræder ’varm kakao’ meget hyppigt som et slags billedskabende symbol på en iscenesat hyggestund.
At vi ikke tror, nissen flytter med, men er overbeviste om, at vi kan opnå lykke og livsfylde ved at flytte os selv og børneflokken til stadigt nye, attraktive steder – og konstant broadcaste os selv og familien imens.
At vi ikke synes, vi selv skal yde gratis støtte, stabilitet og tilregnelighed i årevis, men forventer, at helt nye naboer, institutioner, skoler og andre forældre straks danner et støttenetværk for os og vores familie. Hvis vi bare flytter tilstrækkeligt langt ud på landet. Hvor folk jo lever romantiske liv som i „Bulderby‟ i gamle dage, ikke? Og derfor burde tage en tørn for os tilflyttere, så vores familieliv med mange børn kan hænge sammen.
Men måske forhindrer alle disse flytninger, fornemmelser, forestillinger og forventninger os i at leve livet på en – mere kedelig, bevares – men også mere tilfredsstillende og intuitiv måde?
… tog selv telefonen om morgenen og var klar til at rådgive og hjælpe den lille bys borgere, hvis de havde behov for ham.
Han anvendte ikke ’gå væk’-telefonsvarere og sekretærerne i forkontoret, men foretog de nødvendige vurderinger selv.
Han lod sig ikke intimidere af tidsbegrænsninger eller andre krav, men hentede glad og gerne sine patienter i det hyggelige venteværelse – og kunne så samtidig observere gangart, humør og tempo på vejen tilbage til sin konsultation.
Han havde altid tid til at lytte og tøvede ikke med at foreslå andre årsager til lidelser end dem, man selv kunne komme i tanke om, baseret på sine mange års nysgerrighed og erfaring. Han tog gerne en ekstra blodprøve – egenhændigt – hvis han fik mistanke om fx for lavt stofskifte eller blodmangel. Han kunne også kigge nærmere på en brun plet i nakken, som man ikke selv havde set, og sende én videre til en specialist, hvis han havde den mindste grund til at tro, at noget alvorligt var under opsejling. Eller han indledte en snak om et nyligt dødsfald eller en skilsmisse, som han på en eller anden måde altid var orienteret om, og som måske kunne forklare trætheden og søvnproblemerne bedre end alvorlige sygdomme.
Han var uhyre praktisk anlagt og kunne skylle øregange, sy en flænge, fjerne en bums eller en nedgroet negl eller foretage en regulær udskrabning, hvis det var nødvendigt.
Men han kunne også redegøre for det videnskabelige grundlag for diagnoser og medicinske præparater på en seriøs, men alligevel let forståelig måde. Han lyttede, argumenterede og indgik i diskussioner om den bedste behandling. – Han talte aldrig ned til folk, men talte til dem, som om de kunne forstå hans overvejelser og gode hensigter. Og han var aldrig bleg for lige at ringe, hvis han havde prøvesvar, der krævede forklaringer, eller bare for at høre, om pillerne havde virket, eller om det gik bedre.
Man tog sig godt af os dengang for mere end 40 år siden …
Specielt tænker jeg tit på en morgen, da min søn, som en stiv, lille træmand kom stavrende ned ad trappen, mens jeg var ved at sætte morgenkaffen over, og sagde: – Mor, jeg kan ikke bøje nakken …
Man skal nok være født i 1950’erne, være opvokset med faren for polio og have hørt om meningitis for helt at forstå, hvor skræmmende et barns stive nakke kunne være.
Sønnike, der kun lige var fyldt tre, så forpint ud og satte sig med hovedet fastlåst i en skæv vinkel på tæppet midt i stuen.
Jeg var ganske ung og enlig mor og uden at tænke en eneste tanke ringede jeg til lægen, som tog telefonen med det samme, og som 10 minutter senere hurtigt, men roligt, trådte ind i min stue, hvor sønnike ikke havde rørt sig overhovedet, men blot sad med store tårer i øjnene.
Lægen hilste venligt på drengen, satte sig ned ved siden af ham og tændte sin lille lommelygte, som han altid bar i brystlommen som en kuglepen, og holdt den ned på min søns mave …
Min søn bøjede omgående hovedet for at se, hvad lægen foretog sig dernede på maven, og vi kunne jo straks se, at nakken ikke var stiv, sikkert blot øm. Efter grundige undersøgelser af ryg, nakke og skuldre kunne lægen konkludere, at sønnike nok bare havde sovet med hovedet i en uhensigtsmæssig stilling.
Men åhh, hvor blev jeg flov. Jeg undskyldte ulejligheden mange, mange gange og beklagede, at jeg havde ringet så hurtigt uden at undersøge sagen selv.
– Det skal du ikke tænke på, svarede lægen muntert. – Det er da godt, at det ikke var noget alvorligt, og du må altid hellere ringe en gang for meget end en gang for lidt. – Nu får vi alle tre en meget bedre dag.
– Hav det nu godt, sagde han med sin sædvanlige afskedsreplik, og kørte videre til andre, der havde brug for ham.
Det var en stor nyhed på BBC i går, at Danmarks postvæsen efter 400 år stopper omdelingen af breve og ved årsskiftet nedlægger alle landets 1500 postkasser.
PostNord har længe været afhængig af betydelige statstilskud. Fordi vi er et af verdens mest digitaliserede lande, er brevmængden i Danmark faldet drastisk, så det har været en underskudsforretning at opfylde forpligtelsen til at omdele breve til alle husstande.
I århundreder var det en hellig pligt at sikre, at alle for rimelige penge kunne sende og modtage post – hvad enten det var officielle meddelelser, lønsedler, lykønskninger, kondolencer, kærestebreve, julekort eller nyt fra kusinen i Amerika. I alle sine former har brevet, frembåret af det røde postbud, været en ikonisk genstand med stor betydning for de fleste mennesker.
Men Danmark er et lille, velhavende og teknologisk fremmeligt land, og i dag bærer vi alle en avanceret kommunikationscentral i lommen, så store livsændrende beskeder og små hverdagsmeddelelser nu annonceres med et uromantisk pling. På få år har vi vænnet os til at betale vores regninger på netbank og modtage officielle beskeder i e-Boks.
Storbritannien er stadig et meget traditionelt land med stor veneration for posten og postkasserne og har ikke været lige så hurtige til at omstille sig til ny teknologi. Deres postvæsen er historisk berømt for effektivitet og pålidelighed.
Det Kongelige Danske Postvæsen, Post Danmark, nu PostNord har, med en sørgelig mangel på ambition, vedligeholdelse og service, i modsætning til de seriøse briter, egenhændigt og igennem årtier undermineret sin relevans for det offentlige, erhvervslivet og private kunder. Både når det gælder brevomdeling og pakkepost.
Breve kunne være uger undervejs – hvis de overhovedet dukkede op. Værdiforsendelser forsvandt, og det var praktisk taget umuligt at få fat i en ansvarlig postmedarbejder, når det skete. Pakkeposten gad ikke ringe på, men smed blot en seddel i postkassen eller sendte en autogenereret sms om, at han var kørt igen med ens pakke, fordi der ”ikke var nogen hjemme” – selvom man stod i køkkenvinduet og vinkede og råbte efter ham.
Men nye og effektive pakkepostfirmaer har gjort det til en fornøjelse at sende og modtage pakker – hvis man vel at mærke kan transportere sig til nærmeste pakkeshop, hvor ejeren driver en velsmurt butik med lange åbningstider og hurtig, venlig betjening. – DAO fx befordrer også gerne breve.
Så kan de store, statslige it-systemer – fortjent – overtage rollen som syndebuk for elendig og dårligt vedligeholdt, offentlig kommunikation.
En postkasse vidste man dog, hvad var. Men ingen savner de uanstændigt høje priser, de mange blanketter i flere eksemplarer, upålidelige postbude og ineffektive posthuse med sløve ansatte, lange køer og korte åbningstider.
Grådighed, vold, hærgen, misundelse og egoistisk lystopfyldelse synes nu at være de herskende menneskelige principper.
Vi har hastigt nået en befolkning på over 8 milliarder mennesker, og vi sviner uophørligt og ødelægger både kloden og rummet omkring den i grådig trang til at beherske og besidde. – Hvilket må siges at være en temmelig kortsigtet strategi …
Trump er præsident i USA og leder det store, førhen så stolte land bygget på et ædelt værdigrundlag, som om De Forenede Stater var en lille gnasket, sundhedsfarlig og uærlig pølsefabrik, der for enhver pris skal give overskud til sin i forvejen uanstændigt velhavende ejer.
Til stor fornøjelse for hans forbillede og kammerat, Putin, der med sit lumske rævesmil sidder i Rusland og på tredje år fører en aggressiv og blodig angrebskrig i Ukraine for at tilrane sig det lille nabolands ressourcer – ingen ædle følelser eller motiver der heller …
Samtidig udsletter Netanyahu palæstinenserne, militser udrydder hele folkeslag med brutal vold i det centrale Afrika, og tilsvarende sker i større eller mindre grad på steder, vi ikke ofte hører om.
Klimaforandringerne er nu så mærkbare, at bl.a. Californien og Australien regelmæssigt står i flammer, og vandmangel og tørke truer store områder, mens andre steder på kloden enten smelter eller drukner.
Og mennesker fra de udtørrede lande omkommer eller risikerer mishandling og slaveri i forsøget på at redde sig ind i mere frugtbare og politisk stabile lande.
I dag udgør mennesker og vores husdyr 96 % af verdens pattedyrs biomasse – de vilde pattedyr udgør kun 4 %. **
Op imod to tredjedele (55,7 %) af danske drikkevandsboringer er forurenede med landbrugets pesticider. ***
Jorden omkring danske byer tilsøles i stinkende og sundhedsfarlig gylle, sprøjtes med kraftige plante- og insektgifte eller dækkes af blanke, kinesiske solceller. Der er ingen grøn natur tilbage, hvor vi og dyrene kan trække vejret frit.
Vores børn og unge mistrives, muligvis som følge af en syg adskillelseskultur i det moderne samfund, hvor forældre foretrækker lønarbejde, elektroniske medier, vinbarer, caféer, venner og fitness fremfor deres egne børn. ****
Mens forældrenes forældre sultes og ignoreres ihjel på underbemandede og forråede plejehjem uden pleje.
Og alt dette er set fra en privilegeret dansk synsvinkel: Vi har – i modsætning til mange, mange andre lande – en tid endnu – fred, varme og velindrettede huse, mad nok, en kompetent statsminister, demokrati, menneskerettigheder og hjælp, hvis vi skulle komme til skade.
BT 17.2.2000 – Prøv at google ‚sultet ihjel plejehjem‛ – der kommer skræmmende mange, danske hits!
*Misantropi (fra græsk: præfiks ”mis-” (hade) og ”anthropos” (menneske)) betyder menneskehad. En misantrops had er ikke rettet mod individer, men mod hele menneskeheden (også mod misantropen selv). En misantrop tror ikke på, at menneskeheden kan udvikle sig. WIKI
** I dag fordeler verdens biomasse af pattedyr sig på 34 procent mennesker, 62 procent husdyr og sølle fire procent vilde dyr. Moderne mennesker er vokset op uden store dyr i landskabet omkring sig, og det forklarer, hvorfor de fleste er helt uvidende om, hvor mange dyr der faktisk mangler. Altinget 10. feb. 2022
ChatGPT-genereret kort over Grønland. – Vores forhold til Grønland er lige så skørt som dette AI-bud på et Grønlandskort.Det ses fx i dokumentaren, ‚Grønlands hvide guld‛, fra DR om alle de fantasillioner, Danmark skulle have tjent på en kryolitmine i Grønland op igennem det 20. århundrede.
DR’s dokumentar, som blev sendt d. 9. 2. 2025, om kryolitminen i Grønland er stærkt omdiskuteret pga. påstået løsagtig omgang med tal. – At forske i pengestrømmene mellem Grønland og Danmark er væsentligt både for grønlændernes selvrespekt og for synet på danskernes hæderlighed. Det er naturligvis skammeligt, hvis Danmark har tjent næsten ufattelige milliardbeløb på grønlandsk minedrift uden at dele overskuddet med landets befolkning. Alt imens vores politikere har ladet grønlænderne vide, at de levede af nådsensbrød – hvilket de ikke gør, ikke mere end mange landmænd, minkavlere, bornholmere og skolelærere fx – men selv om de gjorde, ville det være uanstændigt at stikke dem det i næsen. Vi er vel alle ordentlige mennesker, der burde kunne fungere sammen i et forpligtende fællesskab uden at pege fingre ad hinanden.
Vi må lade fagfolk udrede spørgsmålet om pengetransaktionerne. Men udover vilde diskussioner om penge, har ingen endnu nævnt – eller måske overhovedet bemærket – at dokumentaren forekommer rystende ringe og utroværdig. Den byder på smukke billeder fra Sydgrønland, men også trættende, private udgydelser, en rodet og usaglig sagsfremstilling og –bare for at sætte en streg under amatørismen – en ung kvinde, der sidder og græder for åben skærm over nogle, måske fiktive, regnskaber, som hun og en veninde har spildt vores tid i evigheder med at famle sig frem til …
Danmark, Danmarks forsøg på at være en kolonimagt og de danske medier – selv dem vi allermest burde kunne stole på! – er en legeplads og et paradis for amatører.
Med Putins hær i Ukraine og hans kammerat Trumps klumsede forsøg på at købe Grønland, som om den store ø blot var et kasino eller en byggegrund med et ’Til salg’-skilt på, er det nu endnu vigtigere end nogensinde før, at vi kræver seriøs research, nagelfaste og dobbelttjekkede facts, og at vi tilstræber at formidle disse facts med neutral troværdighed.
Der er ingen grund til at smide benzin på de ulmende gløder i forholdet mellem Grønland og Danmark med kun halvt forståede påstande. – Den regelbaserede verden, som vi kendte den, er detoneret. Forholdene er nu så groteske, at der må voksne mennesker på banen. Vi er nødt til at kunne stole på DR om ikke andre. Der er ikke mere tid til fri leg med facts og virkelighed; verden er hoppet af hængslerne og er blevet farlig.
Globaliseringen og digitaliseringen udvidede verdensmarkedet så meget, at der i løbet af de seneste 20 – 25 år er blevet skabt uhyre formuer, som nu forsøges omsat til magt. Rå magt. Stupid magt. Privat politisk magt til egen fordel. Og vi andre er henvist til blot at agere tilskuere og stemmekvæg …
Mænd, der går så benhårdt efter penge og magt, at de tilsidesætter menneskerettigheder, demokrati, internationale institutioner og den gældende verdensorden, må have indtil flere skruer løse. De arbejder målbevidst på at opløse den sunde fornuft, så der snart ingen regler er tilbage, alle siger og skriver hvadsomhelst, og det skal alt sammen tjene de herskende kæmpebabyers tidligt sårede egoer.
Det eneste, vi kan gøre, mens det driver over, er at holde hovedet koldt, holde fast i facts og holde sammen.
Det er det russiske, det israelske o.a. – og nu også det amerikanske – folks pligt at tæmme og om nødvendigt uskadeliggøre deres egne mere eller mindre utilregnelige despoter.
