Forfatter: Lone Andrup

Vejret

er mærkeligt. – Og jeg mener ikke kun denne juli måned, der i mit lille hjørne af verden passerede uden en eneste sommersolskinsdag med over 25 °. – I det halve århundrede, jeg har kunnet observere vejret i dette land, er der sket store forandringer.

Min barndoms lange højtryksperioder med sol og omkring 25 ° i dagevis i forsommeren og om sommeren optræder kun sjældent nu. De seneste mange somre har været ustadige, våde, usædvanligt blæsende og med talrige voldsommere vejrtyper i form af storme, tordenbyger og skybrud.

Til gengæld er vintrene mildere, grønnere, vådere med færre frostperioder og færre frostgrader. Det er, som om forår og efterår har bredt sig på de to andre sæsoners bekostning.

Jeg husker vintre med minus 15 – 20°. Tilfrosne fjorde og bælter, så vi kunne skøjte i sol og frost i ugevis. Is, der skruede sig mange meter op på strandene, sne i driver så høje, at vi kun med besvær kunne åbne yderdørene, uden at det væltede ind i huset. – Ikke altid, der var også våde, brune vintre, men af og til.

Min far var havemand, og han lærte mig, at man ikke måtte sætte frostfølsomme planter ud, ikke måtte så ude eller lægge kartofler ude før Grundlovsdag, d. 5. juni. – ’Når kirsebærtræerne blomstrer’, som det hed. Og vi var færdige i køkkenhaven og tog alt – undtagen den frostsikre grønkål – ind igen inden 1. september, for fra da af kunne der komme frost, som ødelagde sommerblomster og de følsomme grøntsager.

For at forlænge vækstsæsonen lagde man kartofler til forspiring inde og såede sine frø i småpotter, som stod en måned i kældervinduet og derefter blev plantet ud i mistbænken – Mist betyder gødning, en mistbænk er en gødningsfyldt forhøjet kasse med glaslåg, hvor de sarte små kunne stå trygt i den varme, solen og gødningen udviklede, indtil de kunne plantes ud i havens frilandsbede.

Bøgen sprang ud d. 9. maj. Det var normen, som alle kendte. Og man fik de første, danske jordbær efter Skt. Hans.

I disse år blomstrer mine kirsebær tidligt i maj, ingen har mistbænke længere, jeg lægger kartofler direkte i havens højbede allerede i midten af april, og vi begynder at spise af jordbærrene i begyndelsen af juni. De sarte planter, laurbærtræet, citrontræet, mimosen, kaktusserne, geranier, Agapanthus og andre sommerblomster kan sættes ud i slutningen af april, og de kan blive ude indtil ca. 1. oktober eller længere, hvis jeg holder øje med vejrudsigten. Jeg har ferskentræ, figen og vinplanter ude i en forsænket, sydvendt gård året rundt.

Isen på begge poler smelter i lynfart, statens isbrydere er lagt op, og her nord for Limfjorden springer bøgen som oftest ud i løbet af den sidste uge i april, sommetider før: I 2014 sprang kirkens store bøgetræ ud allerede d. 21. april. På markerne står majs, raps, brødhvede og andre afgrøder, som ikke kunne trives hos os for 50 år siden.

De seneste somre har vi oplevet, at solen skinner højt og flot måske en enkelt dag, mens der næste morgen vælter tordenstorme ind over landet, hvorefter vejret er blæsende, køligt, skyet i endnu en uge eller to.

Når sommersolen er fremme, stikker den ubehageligt på huden. Ingen lader længere deres børn løbe rundt i dansk sommersol en hel dag uden hat, trøje, solcreme eller parasoller. Solen er blevet livsfarlig. – Jeg ved ikke, om der var lige så mange tilfælde af hudkræft i 50’erne og 60’erne, men vi hørte aldrig om det, og alle var ude i haver, på lange cykelture eller på strande i dage- eller ugevis og bare nød solen uden beskyttelsesmidler. – Ja, vi blev forbrændte, men så duppede vore mødre blot lidt kartoffelmel på, og så kunne vi lege ude igen. – Men der var selvfølgelig ingen solarier, og ingen, vi kendte, tog på solferier sydpå.

Der kan ikke længere være tvivl om, at klimaet i mands (kvindes) minde har ændret sig. Vi er med kraftig overbefolkning og industrialisering kommet hovedkulds ind i den antropocæne tidsalder, en tidsalder med et særegent klima, som, nogle mener, er skabt af den menneskelige aktivitet på jorden siden industrialiseringen så småt begyndte at udvikle sig fra slutningen af 1700-tallet og frem.

Bigotteri: Mens verdenshavene flyder over af plastic, hævder firmaet bag en miljømæssig tvivlsom plastic-engangsbeholder til noget sjasket, sødt, majsstivelsesfyldt, såkaldt ’drikkeyoghurt’, at de skam betaler aflad for deres CO2-forbrug.

Og den menneskelige aktivitet er i sandhed skræmmende! På Google Earth kan man se, hvordan byer og infrastruktur, fabrikker, råstofudvinding, fødevarefabrikker, havneanlæg m.m., breder sig som et brunt udslæt over ellers smukke og grønne områder og snart dækker udstrakte, sammenhængende dele af vores lille planet. Det tager en dag at køre i bil halvvejen rundt om London. I kinesiske storbyer, fx Chongqing og Shanghai, som også har bredt sig uhæmmet ud i det omgivende land, findes der børn og unge, der ikke har set den blå himmel pga. forurening. I mit nabolag bygges der stadig på fuldt tryk i hidtil fredede skovområder og på alle de omliggende marker af stolte kommunale og grådige private. – Mens den sentimentale SNAK om natur og dyreliv tilsyneladende ingen ende vil tage… – Vi besøgte et stykke ’uberørt’ natur på en guidet tur ind i Tofte Skov ved Lille Vildmose, og området var hegnet inde, som om man opdrættede dinosaurer eller en King Kong derinde og ikke egetræer, krondyr, vildsvin og slåenbuske. En lille indhegnet plet ’natur’, som i virkeligheden fungerede som skydebane for velhavende jægere, og alt det store menneskedominerede udenom. – Det holder jo ikke.


Øjebliksbillede fra Flight-radar af flytrafikken over Europa.

Vi i det frodige nord, hvor klimaet har øget nedbørsmængden – og dermed frugtbarheden – betragteligt, kan flyve på solferier sydpå flere gange om året – Ja, vi betragter det som en ’menneskeret’ at have solskin i ferien – og bidrager herved kraftigt til forureningen af den fælles luft over kloden. Mens de uheldige, der lever i de ufrugtbare gule og udtørrede områder i fx Mellemøsten og Afrika, hvor ørkenen hastigt breder sig, må udkæmpe blodige territorialkrige, som ikke har ret meget andet end navnet med religion at gøre, om de få tilbageværende dyrkningsegnede arealer eller flygte nordpå i synkefærdige gummibåde og risikere deres eget og deres børns liv for en tålelig tilværelse.

Flygtningestrømmen mod nord og feriestrømmen mod syd er grotesk at være vidne til, men det lader til, at de fleste af de privilegerede har vænnet sig til synet af klimaflygtninge og alligevel nyder deres drinks ved poolen, mens deres landsmænd hjemme anført af udlændinge- og ’ integrations’-minister Støjberg ikke tøver med at give de ulykkelige et sidste spark eller spytklat med på vejen.

Rejsekort – pengemaskine

Så får man en mail fra ‘Rejsekort’, som fuldstændig ligner en af de der snydemails, der hele tiden dumper ned i ens indbakke, og som fortæller, at man skal klikke på et link for at forny sit rejsekort, og hvis man ikke gør det, holder det op med at virke om et par uger, og så kan man ikke rejse nogen steder hen; ikke engang med bussen ind til byen og tilbage igen.

Irriteret går man ind på rejsekort.dk og tjekker, at mailen er autentisk, og truslen dermed reel.

Det er den. Man skal betale 50 kr. for et nyt kort, selv om der i og for sig ikke var noget i vejen med det gamle. Derudover trækker de 100 kr., som skal udgøre den nye saldo på det nye kort, selv om man havde en velfungerende ‘Tank op’-aftale på det gamle.

Hvad får jeg for mine penge og ulejlighed? Ikke en skid.

Hvis så rejsekortet i øvrigt var velfungerende, med gennemskuelige og fair priser og enkle regler for brugen, men det er det jo, som alle ved, meget, meget langt fra. Når man bruger sit rejsekort, er det på lykke og fromme og et lotterispil, som giver firmaet bag fuldt herredømme over ens konto, som de trækker fra, som vinden blæser, og det ellers passer dem.

Og når det så ikke længere er nok, udsteder de påbud om, at man skal forny sit kort, så de kan få snablen yderligere ned i ens pengepung.

https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/en-million-rejsekort-tvangslukkes-koster-pludselig-penge-at-faa-et-nyt/7029889

Folk, der vasker op på film

har tydeligvis intet begreb om, hvad de står og laver.

Det foregår som oftest i amerikanske film, i et hyggeligt nusset køkken, hvor hovedpersonen efter en middag eller fest står i dyb samtale med sin mor, søster, ven, ægtefælle eller anden nærtstående, hvorunder vigtige erkendelser om fortid, nutid eller fremtid skal udsiges/opnås.

Mens alles opmærksomhed er på personerne, deres ord og ansigter, sidder jeg og krummer tæer, fordi opvaskeren akavet står og dypper glas, kopper og tallerkner ned i en lille, skumfyldt balje, ryster fx koppen et par gange og sætter den – indsmurt i sæbeskum og bobler – ved siden af, hvor den anden person så tørrer sæben godt rundt, før den stilles til side. De er begge i tøj, der er upraktisk til husligt arbejde, og det er kun moderlige figurer, der ifølge manuskriptet kan iføre sig forklæde. – I et sådant hus ville man ikke bryde sig om at spise eller drikke af porcelænet, og i øvrigt bliver de aldrig færdige …

Det er også en ynk at bevidne, når de store skuespillerinder skal se ud, som om de tørrer støv af eller gør rent på andre måder: De går og dupper lidt hist, dasker lidt pist, og så VIPS er der rent, og rollens husmoderlighed etableret – bare ikke i øjnene på en rigtig husmor.

Man må indse, at amerikanske skuespillere, specielt primadonnaer som fx Meryl Streep, aldrig har prøvet at gøre rent eller vaske op i det virkelige liv. De burde gennemføre et lille kursus i almindeligt hverdagsliv med regelmæssige brush up’s, før de fik lov at påtage sig store roller i hverdagsdramaer.

Har håndværkere det på samme måde, når Matt Damon skal ligne en bygningsarbejder?

Curlingforældre

Der er megen snak om de såkaldte ’curlingforældre’, dvs. forældre, der forsøger at rydde enhver forhindring af vejen for deres afkom; forældre, der billedligt talt går forrest og fejer banen, så ungerne kan glide let ud i tilværelsen.

Senest i forbindelse med Roskildefestivalen, hvor de gulnæbbede små gerne må tage ud og vælte sig i øl, stoffer, musik, mudder og kærester i en uge, men hvis de ikke kan få deres foretrukne teltplads, skriver de sms’er til forældrene, der så afmægtigt er henvist til at beklage sig på Facebook, hvor de giver udtryk for, at ’nogen må tage affære!’

Eller forældrene rask væk henvender sig til universiteterne, hvis afkommet ikke fik meldt sig til en eksamen i tide, hvis forældrene finder timetallet upassende eller vejlederne lidt for tungt opfattende og ude af trit med deres begavede yngel.

Nogle forældre opretholder et overdrevent højt serviceniveau for deres halvvoksne børn, fx agerer bankrådgivere og kviklånsydere, cateringservice, chauffører, privatsekretærer, rengøringshold, babysittere, B & B og vaskeri for mennesker, der for længst burde have lært at klare sig selv.

Skolelærere og pædagoger klager også hyppigt over, at travle forældre skamløst og uden hensyn til andre børn og voksne forsøger at skaffe deres egne børn urimelige fordele. Ganske som personalet på plejehjem og i den kommunale ældrepleje hyppigt får henvendelser, påbud og klager fra pårørende, der i øvrigt ikke deltager meget i omsorgen for deres ældre familiemedlemmer.

Store rockfestivaler og universiteter burde nok forbeholdes unge mennesker, der kan agere selvstændigt. Men i øvrigt tror jeg ikke, at forældrene er bedre og mere omsorgsfulde forældre, end min generation og vore forældre var.

De nuværende forældregenerationer handler – ikke ud fra stor kærlighed til og omsorg for deres børn – men på baggrund af en latent dårlig samvittighed. En dårlig samvittighed, der dels er reel og stammer fra forældrenes neglekt af børnene, da de var små og havde brug for dem, dels fra veninder, medier og bloggeres evindelige opremsning af, hvad gode forældre gør for deres børn – ikke i form af nærvær og interesse, men i form af noget, der kan købes, så de kan bruge de penge, de ofrer børnenes barndom på at indtjene: økologisk mad uden fedt, sukker, gluten, mælk, økologisk mærkevaretøj, som koster en bondegård, spektakulære børneværelsesindretninger, dyrt legetøj og kager fra fornemme konditorier, når fødselsdage o.a. skal fejres …

Deres børn fik prædikatet ’kompetente’, og jeg skal love for, at de lærte at klare sig selv. Hvor mange daglige timer overlades barnet – sommetider et trist og/eller sygt barn – til vuggestuer med utilstrækkelige ressourcer og personale, til børnehaver, til lange skoledage og SFO’er, hvorefter de parkeres hos venner, bedsteforældre, kammeraters forældre, tilfældige babysittere, i løbet af højst forvirrende hverdage styret af to forældres krævende og interessante jobs, og af forældrenes fjernhed selv i de sparsomme aften-, weekend- og ferietimer, fordi mobilen, mailen og Netflix er så uendeligt meget mere spændende …

Al denne voksenoptagethed har sat den nødvendige tilknytning, indre harmoni og tryghed over styr, ungerne bliver resignerede, skrøbelige, gammelkloge, selvoptagede, materielt forkælede og vant til at klare sig selv, men når så forældrene ind imellem dukker ud af deres selvoptagede døs og får øje på børn, der er på vej til Roskilde eller pludselig skal starte på universitetet – Hvor blev tiden af? – De var jo små i forgårs! – Så vælter den dårlige samvittighed frem, og forældrene overkompenserer helt vildt og for sent. Godt hjulpet af de store børn, som nu har oplevet meget selv og godt ved, at forældrene skylder dem alverden.

Dårlig samvittighed, skyldfølelse, afpresning – alle involverede ved det godt – men det føles yderst vigtigt at maskere sine mangler bag et slør af overdreven, ydre, simuleret og fejlanbragt omsorg.

Det er ikke curling. Det er usunde relationer, gensidige afhængigheder, der grundlægges i barndommen og vedligeholdes så længe, forældre er i live og har penge og ressourcer, der kan indbetales som aflad.

Rotteopdræt i sundhedssystemet

Engang stødte jeg på denne historie:

Rotter var en stor plage på Filippinerne (eller var det Indonesien?), og de åd en stor del af landbrugets dyrebare afgrøder. For at begrænse skaderne udsatte regeringen en dusør pr. død rotte. Det førte til omfattende rottejagt i hele landet.

For de fattige, filippinske bønder blev det hurtigt mere lønsomt at bruge tiden på at fange rot­ter end på møjsommeligt at dyrke jorden. Bønderne kunne sammen med deres familier tjene godt ved rottejagt, og der gik jo ikke lang tid, før de satte rotter i bure, lod dem yngle og ind­kasserede dusøren for de mange døde rotter, de således kunne skaffe sig.

Efter kort tid havde regeringen sponsoreret en omfattende rotteavl i hele landet, og mange landmænd havde opgivet at dyrke afgrøder, fordi de uden at få sved på panden blot kunne lade rotterne formere sig som … ja, hvad rotter nu gør.

Regeringen havde ønsket at øge udbyttet af landets fødevareavl, men belønnede rottefangst og fik således flere rotter og færre fødevarer i stedet.

Det er det samme med det danske sundhedssystem, som jeg netop har haft en del erfaringer med:

Landets regering ville fremme sundheden, men i stedet for at betale for sund­hed, dvs. for tilfredse og optimalt behandlede patienter, belønner man læger og sygehuse pr. konsultation, pr. e-mail, pr. telefonsamtale, pr. kontrol, pr. operation, pr. blodprøve m.m., og man har pålagt alle an­satte at arbejde 2 % hurtigere hvert eneste år, hvis de vil oppebære de samme midler.

Dvs. at fælleskassen nu skal honorere en masse rotter i form af fem-minutters ’konsultationer’, kontrolbesøg, et hav af tests, prøver, overflødige recepter udskrevet i al hast og sjusket besvarede e-mails. I stedet for at læse journalen og tage en grundig snak med patienten, så alle symptomer bliver erkendt, og alle spørgsmål besvaret på stedet, så genereres der usikkerhed, angst, yderligere konsultationer, spørgsmål pr. telefon og mail, som blot spilder alles tid, og efterlader de svageste patienter mere rådvilde og angste end før, så de går endnu længere i usikkerhed med smerter og an­dre gener, der afholder dem fra at deltage i samfundet. Når de ikke længere kan passe deres børn, børnebørn, gamle eller syge pårørende eller deres job, og hvis de efter en lang periodes usikkerhed om deres helbred går ned med stress, depression, arbejdsløshed, fattigdom og almindelig ulykkelighed, får de brug for endnu mere hjælp og påfører fælleskassen yderligere udgifter.

Ulykkelighed og udgifter, som kunne have været begrænset ved en smule tid og omhu i første instans.

Vore politikere ønskede mere sundhed, men da de belønner mange korte og utilstrækkelige kontakter, får de blot flere kontakter, som tilsammen øger den oplevede og den reelle sygelighed i befolkningen. Samtidig fører de mange utilstrækkelige kontakter til dårligere trivsel og dårligere arbejdsglæde og til flere stressede og udbrændte medar­bejdere i sundhedssektoren, som efterhånden knap kan tage vare på sig selv. Dygtige medarbejdere og erfarne læger forlader i stort tal den synkende skude, som vores supertanker af et kostbart sundhedsvæsen er blevet.

Det mest grelle, jeg har oplevet – udover at skulle igennem 2 – 3 konsultationer plus en del e-mails for at få afklaret rimeligt almindelige problemer plus henvendelser til patientrådgivere og privatlæger – var en sur og umeddelsom, offentligt ansat endokrinolog, der knap kunne holde ud at sidde med en patient i fem minutter. – Efter flere år, hvor hun intet gjorde, men blot vrissede ad mig, når jeg dukkede op til de konsultationer, jeg havde ventet halve og hele år på at opnå, blev hun åbenlyst rasende på mig, da jeg fortalte, at jeg havde opsøgt en privat læge og ville koordinere hans anvisninger med hende. – Hun underkendte vredt privatlægens kvalifikationer og begyndte at google ham for at bevise sine påstande, mens jeg sad ved siden af og egentlig troede, at vi skulle tale om mit helbred og den bedste måde at medicinere mig på. – Hun erklærede mig ’færdigbehandlet’, før jeg nåede at sige mere …

En sådan ’læge’, der ikke bruger sin lange uddannelse på hverken at lytte eller forsøge at hjælpe, men blot spilder sin egen og navnlig patientens tid, gør mere skade end gavn og burde sendes hjem med en syge­melding pga. udbrændthed. Hun har helt åbenlyst glemt, hvorfor hun får en exorbitant hyre for at sidde i en hvid kittel på et sygehus og snakke med folk, som tillidsfuldt og efter lang ventetid bliver sendt til hende med måske alvorlige helbredsproblemer.

Hun fangede rotter – gennemførte et stort antal resultatløse og irriterede ‘konsultationer’ – i stedet for at hjælpe syge mennesker.

1,1 milliard fejl

Jeg har nået en alder, hvor jeg sidder og råber ad nyhedsværterne, når de bruger for mange floskler og begår sprogfejl.

Når de siger ’i forhold til’, ’danne ramme om’ og ’fokus på’, når de ikke kan skelne mellem ’sin’ og ’hans’, mellem ’ligge’ og ’lægge’, når de kun kan anvende nutidsformer af verberne, og når de bruger talemåder og biord i flæng uden hensyn til sprogets tradition. – Og så har jeg slet ikke nævnt alle de dårligt fordanskede, engelske udtryk, som florerer og gør dansk fattigere. – Jeg har tidligere skrevet om dette med mange eksempler og påpeget, hvordan vores uddannelsessystem er under sammenbrud pga. uvidenhed, sjusk og overbærenhed med sjusk.

I alle andre lande regnes sprogfejl for at være alvorlige. Man gør meget ud af undervisning og korrektur, før skrift kommer ud til andre. En hel virksomhed kan få et dårligt ry på grund af en stavefejl.

I Danmark er det i disse år ikke spor flovt at begå sprogfejl, det er nærmest lidt sejt, et tegn på afslappet stil, hvorimod det regnes for yderst pinligt at påpege dem. – Jeg er helt holdt op med at købe danske bøger, læser næsten alt på engelsk, for danske forlæggere kan ikke ofre en sprogkyndig korrekturlæser, men tager gerne mange hundrede kroner for en omgang amatøragtigt bavl. Og anmelderne i de store dagblade fanger ikke disse misfostre; som næsten alle andre har de resigneret. Man vænner sig til dårligt sprog, som man vænner sig til dårlig luft.

Ikke desto mindre vil jeg fremture:

Det nyeste skred i talesproget er talangivelsen million og milliard. I flertal millioner og milliarder. Det er blevet almindeligt ved angivelser af tal under to millioner eller to milliarder at sige fx 1, 2 millioner eller 1,6 milliarder, hvilket er unøjagtigt, for der er kun en enkelt. Vi skal op over to for at kunne bruge flertalsformen. Ligeledes har mængdeangivelsen normalt lagt sig til det sidste tal, således at fx 2 ½ million ikke blev til 2 ½ millioner, fordi en halv er ental. Sådan lærte vi det førhen, og det er naturligvis en petitesse, men hvis vi ikke kender sprogets faste former, ikke kan skelne mellem en hel og en halv, en eller to, så glider kommunikationen og skaber misforståelser, som i værste fald kan få alvorlige følger, fx i videnskabelig, juridisk eller teknisk sprogbrug, hvor nuancer er vigtige.

At man nu også skriver en-komma-et-eller-andet milliarder kroner i en stor avis, Politiken d. 5. 5. -17, er tegn på et større skred, uden tvivl en påvirkning fra engelsk, som alle danskere jo, i modsætning til dansk, er virkelig gode til.

Vi har forsømt at lære vore børn sproget. Vi har mistet to-tre generationer sprogligt ved at nedsætte kravene til både lærere og elever, plus til alle dem, der bruger sprog i det offentlige rum, herunder i høj grad journalister og forfattere.

Min veninde, læreren, fortæller, at hendes unge skoleleder sender sprogligt fejlbehæftede og ubehjælpsomme meddelelser ud til skolens forældre. Han kan hverken stave eller sætte komma, og som sine elever løber han sur i gængse talemåder, verbets bøjninger og alle biordene. En ældre lærer, der forsøgte at få lov til at rette meddelelserne, inden de kom uden for skolen, blev mobbet ud af lærerkollegiet.

– Ville du sætte dit barn i en folkeskole, hvor skolelederen ikke beherskede sproget? – Og hvor alle tilsyneladende var ligeglade? – Jeg ville ikke. Et godt sprog viser, at en person er kompetent. Sprogbeherskelse giver indtryk af dannelse og omhu og letter vejen til gode uddannelser og omgangen med andre mennesker.

Mens vi har travlt med at kanonisere ’danske værdier’, heriblandt sproget, så sælger vi – af uvidenhed, af udannethed, af dumhed – ud af arvesølvet i fuld offentlighed. Giver køb. Både på de danske tv-kanaler og i store aviser med – må man formode – uddannede journalister.

Vi er ved at miste evnen til at tale sammen, og til at forstå hinanden og de finere nuancer i sproget, hvilket hurtigt kunne vise sig at medføre større tab end de rent sproglige.

Sproget er grundlaget for tænkning; sprogfattige kan ikke tænke stringent.

Hvem har interesse i at skære ned på uddannelser og krav og fordumme lærere og elever, så befolkningen ikke engang kan skelne mellem ental og flertal?

Spis ingenting!

I 70’erne begyndte det så småt med joggingsko og posede, røde, blå eller grønne joggingsæt med brede, hvide fartstriber, joggingstier, ananaskuren, portvinskuren og hvad ved jeg. – Vi havde fået for mange penge, for mange muligheder, og vi spiste og drak for meget, hvilket kunne ses på figuren.

Nu er der som bekendt ingen ende på kure og kostråd, hverken de professionelles – i fuldt alvor anbefales motion og slankekure mere eller mindre velunderbygget mod alverdens sygdomme, og en ung og sund, tyk gravid bliver udskældt og ydmyget af sin jordemoder, der faktisk får sine penge for at berolige og hjælpe. Men der er også alle rådene fra de velmenende amatører: Sund og lykkelig og fedtfri og sukkerfri familie, der senere bliver skilt, glutenfri, kulhydratfri, stenalderkost, raw food, ingefærshots, blåbær, solhat, multivitaminer, ginseng, fiskeolie og andre kosttilskud af alle slags, teblandinger, enhver kan forlænge her med deres egne lister, der oftest fungerer som et ’Ave Maria’, der skal gentages dagligt som forsikring imod sygdom, død og andre ulykker.

Men sundhedsbestræbelserne er, som jeg har forstået det, helt forfejlede. I vores velnærede og velforsynede lille smørhul af et land drejer det sig ikke så meget om, hvad vi skal indtage mere af, men i høj grad om, at vi skal lade være med at spise. Og det er jo, som vi er mange, der har erfaret, det aller- allersværeste …

For vi har så let adgang til alle mulige fødevarer, slik, kager, fastfood, drikkevarer, at de fylder vores dag. Og navnlig fylder de, hvis vi prøver at holde igen.

Man mødes med rundstykker og kage til morgenkaffen på arbejdet, til mødet eller hos vennerne.

Med et stort og billigt udvalg af brød, boller, kager, chokoladebars, snacks og andre hurtige mellemmåltider og drikkevarer i kantinen eller på gaden.

Med store og gode middage med to – tre retter og vine plus avec hos familie og venner og når vi går i byen for at forkæle os selv.

Og vi skal gå spidsrod mellem utallige hyldekilometer langtidsholdbare kulhydrater, mayonnaise, flødeoste, småkager, popcorn, chips, slik, tørret frugt, salater, pølser og pølsepålæg, når vi køber ind. Det skal man være helgen for at kunne lukke øjnene for, mens varerne i frugt og grøntafdelingen på vore breddegrader ofte er uøkologiske, slatne, maskinskadede, tvangsmodnede og smagløse størstedelen af året.

Derfor det store fokus på mad og hvad vi ellers putter i munden og alle de gode råd.

Det bedste råd til os tyksakker er dog at lade være med at spise – ret meget. De mennesker, der lever i underkanten af deres kaloriebehov i lange perioder, lever normalt længere og sundere liv. De er adrætte og energiske langt op i alderen og får færre sygdomme. En smule fylde på hofter og lår giver modstandskraft, men for meget oplagret fedt er en alvorlig belastning for hele kroppen.

En fastedag eller to om ugen gør det ikke, for kroppen vil forsøge at udligne kalorietabet på de dage, hvor det er tilladt at spise. Kroppen opfatter enhver slankekur som en trussel mod selve livet og vil kæmpe voldsomt imod. – For et normalt og sundt menneske udstyret med en normal viljestyrke betyder det, at man blot bliver tykkere og tykkere, jo mere man prøver på at tabe sig.

Naturen har ikke forudset overflod, så vi er ikke udstyret med en stopklods, men med en medfødt trang til at proppe i os, når der er kalorier at få. For man ved jo aldrig, om der bliver knaphed på mad lige om lidt, og mave, lår og hofter fungerer, ganske som kamelens pukler, som lagerplads, så vi har noget at stå imod med.

Det kræver et strengt regime at sætte sig op imod kroppens krav, et regime, der nemt tangerer gammeldags, religiøs askese eller ligefrem anoreksi.

Og et kostråd som ’Spis ingenting’ – får meget svært ved at finde sponsorer, for der er intet at sælge udover afholdenhed. Og det kan let føles som en hån mod alle de millioner af mennesker på denne klode, som hver dag har store problemer med at skaffe kalorier nok til sig selv og deres børn.


http://politiken.dk/debat/kroniken/art5850644/%C2%BBDu-er-alt-for-tyk.-ALT-for-tyk.-Du-er-fyldt-med-fedt.-Det-er-derfor-jeg-ikke-kan-m%C3%A6rke-barnet%C2%AB

http://videnskab.dk/krop-sundhed/vitaminpiller-kan-sla-dig-ihjel

http://videnskab.dk/krop-sundhed/de-buttede-lever-laengere

De gængse og mest fornuftige kostråd kan vist for tiden koges ned til:

Spis grønt og groft og varieret og lokalt og sæsonbestemt, og spis ikke for meget og navnlig ikke for meget kød. Kom ud i haven, parken, skoven, stranden, løb eller gå en tur, svøm eller tag cyklen, så meget du kan.

Men det mest bekvemme er jo at ligge i sofaen med en skål chips og se en god film smiley