Lidt for frie måske?

“De frie grundskoler” indrykkede d. 13.11. 2012 denne enorme annonce i Politiken.

De allermest basale regler for kommunikation tilsiger, at der skal være en klar afsender, en klar modtager og et klart budskab.

Afsenderen: Ved alle mennesker i dette land, hvem “De frie grundskoler – en del af den danske grundskole” er? Eller er det kun mig, der ikke har nogen anelse?

Modtageren: Annoncen er indrykket i et stort dansk dagblad og må formodes at henvende sig avisens læsere i bred almindelighed. Hvad vil ”De frie grundskoler” gerne fortælle mig?

Budskabet: Efter at have læst teksten mange gange ved jeg det stadig ikke. Annoncen begynder med et stort ”Ja!”, og jeg kan ikke gætte, hvad den siger ja til. Hvem har sagt nej? Og til hvad? Derefter følger klichéer i en lind strøm − ”Verdens bedste grundskole” − Hvad er det? Hvem har betvivlet det? Hvorfor skal det nævnes nu? Og er det god stil at råbe udokumenteret selvros ud i store annoncer i avisen? − ”Hvorfor taler vi ikke mere om alt det, som faktisk fungerer” − Hvem siger, at vi ikke gør det? Og hvad er det, der fungerer eller ikke fungerer? − ”Riget fattes penge”− en så gammel traver af en floskel, at det er flovt at finde den i en avis i år 2012. −”Så vi har mere end nogensinde før brug for at bakke hinanden op …” Dette udsagn er helt uden kontekst − Hvem er vi? Hvem skal vi bakke op? Hvem skal bakke os op? Og hvorfor? − og fremstår som en fortvivlende meningsløs omgang bavl!

I hele denne tekst er der ingen konkrete informationer, ingen fremstillinger, klager, råd eller forslag. Afsenderen er hemmelig, modtageren forsvinder i en tågedis, og budskabet er en dynge varm luft piftet op med et par deciderede sprogfejl… Det bliver en perle i min samling, men jeg håber virkelig ikke, at afsenderen har noget som helst med uddannelse af børn og unge at gøre?

Barndom under transport

Hun kravler rutineret op i barnesædet, lillepigen på fem år, og arrangerer den lyserøde rygsæk med bøger, yndlingsplasticdyr, æbler og juicebrikker inden for rækkevidde.

Hun og forældrene har som altid pisketravlt med arbejde, børnehave, fritidsinteresser, ferierejser og sociale forpligtelser, og hun gør fly- og bilturene mellem lande og landsdele så ofte, at hun må have tilbragt en ikke uvæsentlig del af sin barndom under transport.

Denne gang er vi betroet at fragte hende fra Ålborg til Skanderborg, og efter ti minutter begynder hun at kede sig, så jeg viser hende de store, brune skilte, man har anbragt langs E 45, som henviser til seværdigheder på vejen.

Et billede af kunstmuseet i Ålborg kan hun ikke aflæse, men elefanten, der reklamerer for Ålborg Zoo vækker begejstring. Så hengår der en rum tid uden skilte og seværdigheder, indtil vi nærmer os Hobro, og pigebarnet henrykt råber:

− Og der kan man få pizza!

Som at smutte mandler

I begyndelsen af 70’erne, da jeg gik i realen og i gymnasiet, arbejdede jeg i sommerferierne på et plejehjem, Røde Kors-hjemmet i Løgstør.

Oversygeplejersken på afdelingen lignede Mildred Ratched fra ”Gøgereden” på en prik, bortset fra at det opsatte hår bag kappen var kastanjebrunt, og at hun førte sig med både tårnhøj autoritet og en naturlig, men afmålt, venlighed over for alle.

Navnlig til mig havde hun altid et skævt smil, og hun sendte mig hid og did på afdelingen i småærinder og morede sig vist over den emsigt travle klapren fra mine blå træsko op og ned ad de lange, linoleumsbelagte gange. − Jeg var 14, 15 og 16 år, buttet, rødkindet og rævestolt af min uniform og min betydningsfulde stilling som oversygeplejerskens lille hjælper blandt de fortrinsvist ældre, men også enkelte unge, kroniske eller dødssyge mennesker.

Her 40 år senere indser jeg jo, at jeg ikke kan have været til megen hjælp for mine otte kroner i timen: − Den eneste gang, jeg forsøgte at hjælpe en ældre kvinde, der var faldet på sit badeværelse, trimlede vi begge to omkuld under megen fnisen − men oversygeplejersken brugte mig, tror jeg, bevidst til at opmuntre beboerne. Og hun ansatte mig troligt år efter år.

Når jeg mødte på min vagt, blev jeg sendt rundt med en vogn med isvand til alle værelserne. Det tog sin tid, for der skulle jo hilses og snakkes, og en ville gerne have en ekstra pude, en anden skulle lige se nærmere på mine fingerringe. En af de gamle mænd lavede bøjler til mig med mit navn flettet i plasticbånd mellem røde roser, en anden ville gerne barberes, når jeg fik et ledigt øjeblik. En alvorligt syg kvinde, mor til tre små børn, satte stor pris på en lille halv times højtlæsning, for hun var selv for svag til at holde en bog, og søde Rita, der havde tilbragt hele sit lange liv i kørestol, ville gerne trilles en tur udenfor, så hun kunne kigge ned over fjorden. Så jeg klaprede rundt, travl og glad som et stort barn midt i en sjov leg.

Oversygeplejersken svævede bag det hele, skævt smilende, opmuntrende og altid parat med nye opgaver, som fx at stå og holde metalbakken med sakse, klemmer og tænger for hende, mens hun skiftede forbindinger eller gaze i de dybe liggesår, at skubbe rene stiklagner på plads, at give støttestrømper på, ryste puderne rigtigt diagonalt fra hjørne til hjørne… Men hvis der var sket et alvorligt uheld, hvis der rent ud sagt lugtede så meget af lort, at jeg blev bleg om næbbet, så bad hun mig løbe ned på lageret efter et par rene bleer og give mig god tid til det, mens hun lige ordnede miseren − af hensyn til beboerens blufærdighed, som hun bemærkede.

Det var også på lageret, jeg blev beordret hen og lægge små gazekompres sammen i en time eller mere, hvis lægen og kort efter rustvognen blev tilkaldt, og en af vore beboere stilfærdigt blev kørt væk. Det skete to-tre gange, mens jeg var der, og i så fald lod oversygeplejersken mig ikke engang komme i nærheden af begivenhederne.

De andre ansatte, sygeplejersker og assistenter, tog mig også med til opgaver og lærte mig meget, som jeg har nytte af den dag i dag, og vi tilbragte alle den store eftermiddagskaffepause sammen omkring det ovale spisebord på personalestuen, hvor ingen af damerne sparede på hverken småkager, wienerbrød eller mundtøj.

En dag faldt snakken omkring kaffebordet på fødsler. Det var modne kvinder, som alle havde født en eller flere gange, og de kendte derudover også til de mest sindsoprivende historier om revner, misdannelser og langstrakte forløb… Da trådte oversygeplejersken ind, satte sig på sin plads ved bordenden, lyttede et kort øjeblik og så, idet hun omhyggeligt undgik at se på mig, den eneste unge i lokalet, sagde hun bestemt: − At føde! Det er som at smutte mandler! Og hendes blik bordet rundt betød, at man straks fandt på noget andet at tale om.

Pøbelvælde

Når smålige fæ kan sidde bag computerens skærm og udspy menings- og indholdsløs galde over hårdtarbejdende og begavede mennesker i offentlige hverv, så har pøbelvældet taget over!

Vi så det senest med bundløst idiotiske kommentarer på Facebook, da den dygtige, unge skatteminister, Thor Möger Pedersen, blev afløst af Holger K. Nielsen.

Nogle mennesker, der ikke selv har udrettet noget som helst, og som derfor måske føler sig truet af en nydelig og kompetent ung mand, hældte lige en spand ufortjent lort ud over ham på falderebet.

Andre gange får kvinder på topposter en to-tre bemærkninger med på vejen om deres tøjvalg, familieliv eller kroppe. Hvis man da ikke uretmæssigt kulegraver deres fuldkommen pletfrie skattepapirer og lækker et fejlagtigt skøn til frokostaviserne.

Fulde af stavefejl, dumhed og ondskab stiger giftighederne som ækle gasser op fra sumpen af uuddannede og uvidende på bunden af det her samfund.

Er det uddannelsessystemet og demokratiets fallit, at vi ikke længere formår at behandle hinanden med respekt, uanset om vi er enige eller ej?

Hvis folk er kretinere, og derudover generer pæne mennesker, kan man så tage netforbindelsen fra dem? Eller er det i modstrid med ytringsfriheden, at hr. Poul Lemmedasker Klam ikke kan svine sine flittige, veluddannede og velmenende medmennesker til?

Facebook uden skam

Hvis jeg skulle genoptage mine aktiviteter på Facebook, skulle der installeres en ”Skam-dig!”-knap lige ved siden af ”Like”-knappen.

Den ville jeg, for mit psykiske helbreds skyld, trykke på, hver gang nogen uploader et billede af sig selv

· siddende i en liggestol på en eller anden dødssyg strand med en kulørt drink i hånden

· på en fortovscafé eller restaurant i ind- eller udland

· med en buket blomster, diplom eller præmie, de havde fået i embeds medfør, og som ikke er humoristisk ment

· i en hvilken som helst anden situation, der er beregnet på at fremstille dem selv i et flatterende lys, men som virker modsat, fordi de selv tager billedet og selv uploader det.

Eller når nogen skriver

· hvad de har bagt

· hvad de har spist

· hvad de har fået

· hvad de har lavet

· hvor de har været

Hvis det vel at mærke ikke er enten almindelige, tankevækkende eller sjove ting, men hvis opslaget udelukkende er beregnet på at imponere masserne − sende signaler, som det så grimt hedder i dag (da jeg var barn og ung, hed det at prale), eller hvis noget er ment som et salgsfremstød for dem selv og deres produkter, hjemmelavede eller ej.

”Skam-dig!”-knappen skulle også kunne aktiveres, når man overtager andres opslag

· Når nogen beder om råd, og deres venner så spilder alles tid og tålmodighed ved at skrive kommentarer om noget helt andet, der ikke bringer sagen videre, bare for at blande sig selv ind i alting og for at komme til at fortælle noget om sig selv

· Når nogen beder om praktisk hjælp, og de første tyve venner skriver, at det ville de sørmer meget gerne, der var faktisk ikke noget, de hellere ville, de skal bare desværre lige dit og dat den dag

Og når man skamløst roser veninderne for helt banale ting, fx hvis de bager en fødselsdagskage til deres eget barn, og man skynder sig at skrive fx: − Ihhh, hvor er du altså bare en helt vildt FANTASTISK mor!!!

Eller hvis man overvejende bruger Facebook til at sidde og finde fejl i andres opslag og meninger, som fx: − Det var ikke i foråret 1997, men i SOMMEREN, såvidt jeg husker : ))))))

Eller hvis man har installeret programmer på sin telefon, der automatisk sender besked til alle vennerne, hvis man har løbet 800 m rundt om blokken, eller sidder og spilder sin tid på juicebarer, kaffesnasker eller andre steder, som af uransagelige årsager betragtes som hippe.

Hvis man decideret ikke kan hverken fotografere, læse, skrive eller stave, men insisterer på at gøre det hele på Facebook alligevel.

Om 30 år…

I min alder har man oplevet, at ting skifter. Vi har måttet vænne os til en mere globaliseret verden, til rumrejser, computere, internet, mobiltelefoner, stress, fladskærme, streaming, en syndflod af køkken- , transport- og andre maskiner, ord, begreber og nye sociale omgangsformer. Og det går stort set fint, men hvis jeg kigger mig tilbage, kan jeg godt blive en anelse svimmel.

Holdningen til rygning er et eksempel: I 70’erne, da jeg begyndte at ryge, røg alle alle vegne altid. Det er svært at forestille sig i dag, men man røg i venteværelset hos lægen, lægen røg, på sygehusene røg man lystigt, i skolerne, busserne, togene, selv i flyene dampede man på de toldfri på vej til charterdestina­tionerne … Der er sandelig sket noget på det område. Efter et årti med intensiv heksejagt er det kun ganske få, marginalise­rede rygere på forblæste gadehjørner rundt omkring, en enkelt minister med en grinagtig rygekabine, og så selvfølgelig unge fra de mindre privilegerede, tatoverede samfundsklasser, der tør vise sig med smøg.

Så er det jo, man går og forestiller sig, hvad der vil ændre sig i løbet af de næste 30 år? Hvad vil vore børne­børn tænke tilbage på med lige så stor forfærdelse, som unge voksne i dag tænker på rygning? − Jeg vil gerne give nogle bud:

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi traumatiserede vore elskede, førsproglige små­børn ved at overlade dem til at blive passet i store, larmende flokke af dårligt uddannede kvin­der − og nogle ganske få mænd. Når vi så indser, at de nye unge ikke kan tale, ikke kan skrive, ikke kan læse, ikke ved noget som helst om almindelige ting og ikke har nogen idé om, hvordan man opfører sig blandt andre mennesker, så vil det gå op for os, at vi har begået en stor, stor fejl. Måske en synd? − Og det vil koste samfundet dyrt i form af druk, narkotika og anden grænsesøgende adfærd, kriminalitet, arbejdsløshed, fattigdom og udbredt dumhed, at de unge forældre ikke vidste bedre og frivilligt hoppede ind i karriere- og tjenepenge-hamsterhjulet, og derved prisgav deres afkom. − De fleste dyremødre ved bedre end som så.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi ikke tog mennesker fra andre kulturer alvorligt og viste dem respekt, men nedgjorde dem og gjorde dem til grin på alverdens uopfindsomme og platte måder, for derefter − for sent− at opdage, at det var samarbejdet med dem, der skulle sikre vores egen fremtid.

· Om 30 år, når vi forgæves har forsøgt at genintegrere psykisk og fysisk forkrøblede, forhenværende soldater i det almindelige, danske samfund − dvs. de, der overlevede − vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi sendte unge danskere ud til en grum og meningsløs krig i ørkenstater, hvor vi ikke havde noget at gøre, hvor vi ikke forstod indbyggerne, sproget, historien eller naturen, og hvor vi ikke kunne gøre en forskel for andre end en lille håndfuld, i forvejen rige og magtfulde mænd, heriblandt vor tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi uden at sige et muk blot var passive tilskuere til, at USA sendte flyvende, førerløse droner ud i små bjergsamfund for at beskyde og dræbe indbyggerne. − Fo­restil dig at bo i en landsby i en pakistansk bjergegn og opleve disse futuristiske dræbermaskiner komme til syne på himlen og tilintetgøre din by, dit hus, din familie? I virkeligheden! Ikke på film.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi stadig havde kirker med bimlende klokker og præster i lange, sorte dragter og troede på guder, helgener, skæbnen, guruer, positiv tænkning o.m.a. vrøvl.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn nægtede borgere hjælp fra politiet, når de ringede, at der var indbrud i deres hus, at de havde fundet deres egen, dyre cykel til salg i Den Blå Avis, at deres lejlighed var ved at blive genudlejet af svindlere, at deres tegnebog var blevet stjålet i Metroen… hvis borgerne endda var så heldige, at nogen i politiet svarede, når de henvendte sig med et akut problem. − Når det går op for folk, at de ikke får den forventede hjælp, at de selv og deres ejendele ikke er omfattet af nogen nævneværdig beskyttelse fra statens side, så begynder de at tage sagen i egen hånd, og det bliver gadens og den stærkeste ret, der kommer til at herske, og borgerne er meget mindre tilbøjelige til at betale deres skat, når de åbenlyst ikke får noget retur fra fællesskabet for pengene.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn proletariserede pædagoger og lærere, så vi fik dumme børn ud af det, også læger og andet sundhedspersonale, så vi fik udmattet, stresset, uempatisk, ineffektivt, ”arbejd-efter-reglerne”-personale på sygehusene og i den primære sundhedssektor.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn lod mennesker ligge i dagevis, fx weekenden over, med stærke smerter uden at reagere på deres klager, at vi lod syge mennesker gå i uger, måneder, år uden adækvat diagnose og behandling, selv om vi havde alle muligheder for at hjælpe, og at vi lod minuttyranni erstatte hjælpsomhed i det offentlige. Vi vil med gysen tænke tilbage på, at vi med fuldt overlæg og mod bedre vidende ignorerede de syges behov for ro og værdighed ved at indlægge dem på firesengsstuer, hvor der pga. besøg reelt var otte fremmede til stede i dagtimerne, og hvor det var umuligt at tilkalde personale om natten, selv hvis man var ved at kvæles.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi stadig ærede en dysfunktionel familie som ”kongelig” og gav dem millioner hvert år for at kunne følge med i deres famlende, fantasiløse liv.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi ødelagde den jord, vi selv bebor, i kortsigtet jagt på penge, tåbelige tingester og fornøjelser. At vi fældede skovene, smeltede isen, udpinte jorden, fiskede havet tomt for liv og hældte vores affald ud i det i stedet. At vi startede tørretumbleren hver eneste dag, selv om solen skinnede. At vi kørte rundt i osende biler og fløj på ferie i stærkt forurenende fly. At vi ikke udbyggede den kollektive transport, at vi tillod asfalt og andre byggerier på vore få tilba­geværende naturlige områder, og at vi købte for mange, for billige, for unødvendige og ikke holdbare, men giftige og stærkt forurenede og forurenende, varer fra fx Kina.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi tillod vore landmænd at forgifte både jord, mad, luft og grundvand med deres pesticider og andet svineri. At vi ikke råbte op, når de indespær­rede, mishandlede eller direkte slog vore æglæggende høner, søer og slagtesvin, kød- og mælkeproduce­rende køer. Og vi vil forbande de såkaldte ”fødevareproducenter”, som udpinte vores mad og bedrog tillidsfulde kunder i millionvis.

Den dødbringende kiksekage

Jeg hørte engang om baggrunden for sagen om den ulyksalige kiksekage, der i julen 1999 kostede to mænd livet, og jeg viderebringer det her. Som et lærestykke i, hvordan man IKKE skal gøre, når det drejer sig om dyrehold og fødevaresikkerhed:

Manden i familien arbejdede på en æggefabrik, dvs. et sted hvor titusindvis af høner gik seks sammen i små bure med ståltrådsbund i 26 graders fugtig varme i et år og lagde deres 300-350 æg, som blev opsamlet på transportbånd, pakket og kørt ud i butikkerne, hvor du og jeg købte dem under besynderlige handelsnavne såsom ”12 friske morgenæg” eller lignende.

Før de kom på æggefabrikken, var hønerne udklækket på et rugeri, hvor de blev kønsundersøgt i rumpen, fik næbbet brændt af, blev stuvet sammen i overfyldte kasser og sendt til æggeriet, hvor de fik medicinholdigt foder, så de kunne vokse i rekordfart og begynde at producere æg.

Efter at have ydet på højtryk i ca. et år blev hønerne taget ud af burene igen og gasset i store containere, så nye, højtydende høner kunne få pladsen. De opbrugte høns var udmagrede, svage i knoglerne, fyldt med sår på krop og fødder, og de havde mistet næsten alle deres fjer pga. vantrivsel og hakning fra de andre høns, som også led under de snævre, unaturlige forhold.

Denne mand tog en femten-tyve af disse høns med hjem i stedet for at lade dem aflive i gascontaineren, da deres tid var inde. Han havde en åben carport ved sit hus, der lå et forblæst sted ude i Midtjylland, hvor han satte noget hønsenet op. Så kunne den lille forhutlede flok gå der − Det var november måned, de var svækkede i forvejen, halvnøgne og havde aldrig oplevet kulde, frisk luft og blæst før. Manden og konen udnyttede æggene fra disse høns i husholdningen.

Da det blev jul, må disse stakkels høns have været dødssyge. De stammede fra storproduktionen, fra et rugeri og var blevet opfostret med antibiotika, så de havde med stor sandsynlighed salmonella. Alligevel rørte konen en kiksekage sammen − af lun palmin, kakaopulver, masser af sukker og en håndfuld rå æg − og stillede den på bordet i sit varme køkken i to-tre dage.

Hvis man skulle opformere bakterier i et laboratorium, kunne man ikke have gjort det mere effektivt!

Manden og børnene i huset spiste i de følgende dage af kagen, og det kostede ham og den ældste søn livet, de andre blev alvorligt syge. Det viste sig, at fire af de sytten høns havde den særdeles ondartede salmonellaform, Salmonella enteritidis.

Som jeg har skrevet i det foregående indlæg, ”Høner og kyllinger”, bliver sunde havehøns, der lever naturligt og går sammen med hønemoderen de første uger af livet på områder med god plads, sjældent bærere af smittefarlige bakterier. Deres naturlige tarmflora bliver ikke udryddet med antibiotika, og når de går i haven, optager de store mængder af stærkere, konkurrerende bakterier, så salmonella o.l. ikke kan trives i noget skadeligt omfang.

Vi ved, at salmonellabakterier findes næsten overalt i naturen, men de kan ikke formere sig og blive mange og sygdomsfremkaldende ved temperaturer under 5°. − Derfor er det smart at bruge sit køleskab.

Bakterierne kan også udryddes ved opvarmning til 72° i 15 sekunder, eller til 60° i 30 minutter. − Derfor skal man varmebehandle potentielle smittekilder kortvarigt og vaske sine hænder, køkkenklude og køkkengrej omhyggeligt.

Med sunde æg fra trivelige høns og med god køkkenhygiejne og hurtig nedkøling kan man sagtens lave kiksekager og andet, der indeholder rå æg.

Men hvis der er den mindste tvivl om æggenes oprindelse eller alder, ville jeg bruge pasteuriserede æg …

(Som i parentes bemærket oftest er æg fra syge høns, hvor der i forvejen er konstateret smitte. Disse potentielt farlige æg omdirigeres til varmebehandling og sælges til industri og private som det sikre, men ofte ugegamle og ikke synderligt appetitlige, produkt: pasteuriserede æg.)