Jeg må have været otte år. Det var sommer med sol og duftende hvidtjørn ved hækken. Resten af familien havde gjort sig usynlig, og jeg nussede rundt i det lille legehus, far lige havde bygget i baghaven.
Det duftede af friskt træ. Der lå et par søm, savsmuld og høvlspåner på gulvet og på den tørre jord udenfor. Der var en dør, to små, kvadratiske vinduer, en bænk og et bord, og jeg var travlt beskæftiget med at bage sandkager af jord og vand og dække op på blade på bordet inde i legehuset.
Jeg var glad. Fulgte lykkeligt flowet i legen og havde fuglesang og melodier i hovedet, mens solen varmede min krop. Der lå et gammelt havetæppe, som jeg slog om livet, så jeg kunne bevæge mig elegant i lange skørter, som en fin dame. Løftede op i tæppet med den ene hånd, når jeg bragte endnu en bladtallerken med kage ind i huset. Pyntede den med nedstukne blomster og græsstrå fra grøftekanten. Det blev flot.
Jeg ventede ingen, nød kun freden, mine aktiviteter, blomsterne, duften af sol, jord, græs og savsmuld, indretningen, og mit eget engagement.
Præcis sådan har jeg det ofte i dag mere end et halvt århundrede senere:
Jeg nusser rundt. Nyder lyset, roen. Arrangerer blomster fra grøftekant, skov eller have. Bager en kage, et brød eller sætter en gryderet over. Gør mine stuer rene, hænger vasketøjet ud, tørrer borde af … Jeg venter ikke nogen, er fyldt af glæde og mine egne tanker.
Er det sådan, at man efter i 50 år at have arbejdet for sin familie, sit udkomme, sit sted, omsider igen kan vende tilbage til barndommens uforpligtede og ubekymrede flow?
Børn og gamle har tiden på deres side. Det er dem mellem pubertet og pension, der har det hårdt og stresser.
Der arrangeres talrige oplevelser for børn og voksne i den lange, lange tre-ugers sommerferie, som man jo ikke bare kan henslæbe hjemme med at få ordnet de ting, man ikke når i det daglige.
Det er ikke nok at være hjemme med sin familie, for så går det hele op i skærme af den ene eller den anden art, og børnene er ikke altid de værste.
Med eller uden trussel fra coronavirus flygter folk ud af landet. Vi er klima-nassere. For den bedste og varmeste tid på året skal jo tilbringes ved en strand i andre menneskers endnu varmere land, hvor vi vartes op af de indfødte, ellers ligner det ikke rigtig sommerferie. Vi har RET til sol i ferien og rejser gerne efter den. – Ligesom vi har RET til sne i vinterferien og rejser efter det.
Men i år er der alligevel mange, der tilbringer ferien i Danmark. Hjemme eller i sommerbolig.
Så museer, lokale turistforeninger, sommertivolier og mange flere konkurrerer om at tiltrække sig børnefamiliernes opmærksomhed: Man kan klæde sig ud som viking, man kan blive fulgt rundt på skovtur, man kan opklare ’mysterier’, som en kreativ gruppe har udtænkt og arrangeret, høre musik, hoppe i hoppeborg, eller man kan tilbringe dagene i forlystelsesparker, vandlande, temaparker, dyreparker, på sportslejre, naturlejre, wellness, camping, cykelferie og meget, meget andet.
Jeg er født i 50’erne. 1950’erne. Jeg gik ikke i hverken vuggestue eller børnehave. Jeg kom i skole i 1. klasse som 6-årig. Indtil da og i alle ferier var der ingen, der bekymrede sig om at underholde mig. Og da jeg var barn i en lærerfamilie, holdt vi en måneds ferie hver sommer.
Der var et stort, gammelt hus, en stor, tilgroet have, ubebyggede områder med højt græs og træer lige til at udforske og mødes i, søskende, naboer, masser af legekammerater i alle aldre på vejen, hunde, katte, kaniner, høns, de fleste fritgående ligesom børnene. Vi havde bøger, spil, bolde, skovle og spande, legehuse, vandbaljer, sandkasser, frugttræer til at klatre i, køkkenhaver, der skulle plyndres for en overflod af solbær, ribs, stikkelsbær, ærter, jordbær og hindbær, så der var altid nok at tage sig til.
Af og til kom cirkus til byen, og man kunne være heldig at blive taget med af forældre eller bedsteforældre. Så sad man der med åben mund og polypper og så på flotte heste, skønne cirkusprinsesser og skræmmende klovne, mens høj musik buldrede og bragede uvant op under teltdugen. I dage og uger efter var fantasien proppet med cirkusdrømme, som man kunne udleve i leg med kammeraterne eller blot nære sig ved i stille stunder.
Man kunne gå en aftentur ned på Strandvejen og måske opnå en af Fru Hansens berømte isvafler, hvis de voksne havde husket at tage penge med, hvilket de var tilbøjelige til at glemme. Pengene var små i de år. Endnu har ingen glemt, at min søster en aften prøvede at skaffe sig en af de eftertragtede is ved at hævde, at hun var ‘ved at BESVIME af sult’, da vi passerede isboden.
Eller hele familien pakkede kaffe, sodavand og sandkage og drog på skovtur i Fuglsangskoven et par kilometer borte, til fods naturligvis, og vi sov godt om natten efter at have gået langt og leget meget mellem de gamle bøgetræer.
Et år rejste der sig et telt på havnen, hvori man fremviste en død hval! Desformedelst en 25-øre, som far beredvilligt fandt i dybet af sin store lomme, kunne vi komme ind og kigge på dyret, der var så stort, at en femårig pige slet ikke kunne opfatte det. Jeg husker blot noget mørkt skind og det dunkle lys i et gammelt telt fra krigens tid.
– Lige det show må have haft en begrænset holdbarhed.
er noget af det mest
kedsommelige, man kan foretage sig, også hvis børnene er ens egne.
Når man for 25. gang har samlet
sutten op, og ungen henrykt smider den ud af barnevognen igen. Når man har gemt
sig bag en bog 44 gange og råbt ’Titte bøh’, når man kigger frem igen, og ungen
endnu ikke er træt af legen. Når man har pruttet ham på maven henved 30 gange,
mens man skifter ble. Eller stablet klodserne 117 gange, bare for at han kan
vælte dem – igen. – Så er ens hoved ved
at implodere, og blikket flakker efter mobilen, venindesnak, Facebook, nyheder,
Netflix …
Man længes efter barselsorlovens ophør, efter den ugentlige legeeftermiddag i mødregruppen, efter at far kommer hjem og overtager, efter at man kan køre ungen hen til sin egen mor eller bare efter, at han/hun falder i søvn i klapvognen, så man med fred i sindet kan ploppe høretelefonerne i og forsvinde i snak, musik, radio, lydbog eller podcast.
Jeg ser disse desperate mødre traske rundt på villavejene med et sløvt barn i trillevogne af alle slags, mens de selv går og fjernsnakker med andre voksne eller lytter til noget, der må være meget mere spændende end deres eget barn.
Mødre har altid, hvis de havde
mulighed for det, forsøgt at afsætte deres børn til andre.
I mange førmoderne kulturer var
det bedstemoderens ansvar at passe de små. Det så jeg i Kina og Hong Kong, da
jeg boede der med min egen søn. Disse spinkle og tandløse, gamle kvinder slæbte
rundt på velnærede småbørn og tog sig af dem døgnet rundt, mens mødrene
arbejdede, måske i udlandet, for at skaffe penge til familien.
I vores egen kultur kunne en velhavende kvinde på slottet, godset, i det fornemme byhus eller på den store gård førhen ikke hurtigt nok få skaffet en amme, så hun kunne binde sine egne bryster op og passe de fine silkedragter igen. Når ungen kunne spise selv, blev han eller hun overladt til barnepigen, barneplejersken, nannyen eller guvernanten i børneafdelingen, som lå langt fra forældrenes gemakker og opholdsstuerne. Moderen kunne nøjes med at få barnet forevist eller tilbringe en halv time i børneværelset en gang imellem, når hun havde lyst.
I dag sender rige, nordsjællandske familier bud efter en fattig filippiner, som er til at betale, og som i princippet skal fungere som kombineret nanny og stuepige og kok i den mondæne villa. Hun forlader sine egne børn og rejser til Danmark for at hente og bringe andre menneskers børn, vaske deres tøj, smøre deres madpakker, rede deres senge … Hun får måske lært lidt dansk. Det gør de danske børn næppe.
Mindre privilegerede mødre
sender deres ganske små børn i overfyldte, nedslidte institutioner med kun
ganske lidt, og voldsomt underuddannet og underbetalt, voksenkontakt i løbet af
de lange, lange dage.
Både min mand og jeg selv er opfostret af unge piger, ’ung pige i huset’ hed det og dækkede over, at vores mødre, som begge var lærere, hellere ville stå og stråle i et klasseværelse og oppebære løn for det, end de ville sidde hjemme og amme og lege ’Titte bøh’. – Den unge pige var en snottet halvvoksen fra landet med ru, røde hænder, som hellere ville sidde på sit værelse og lytte til Elvisplader, end hun ville lege med en lige så snottet unge. I princippet skulle hun både lave mad, gøre rent, vaske tøj – dengang i en gruekedel i kælderen, vaskemaskinen var ikke almindelig i 50’erne, og passe børn. – Blev vi stimulerede? Sprogligt og følelsesmæssigt? Eller lærte vi at beskæftige os selv?
Ingen mor synes, at det er
sjovt at passe børn, hvis hun kan blive fri.
At passe børn er noget af det
mest kedsommelige, man kan foretage sig, også hvis børnene er ens egne.
Sådan har alle mødre altid haft
det til alle tider.
MED MINDRE man er lige så heldig, som jeg var, da jeg for 40 år siden fik min søn, at man får et USÆDVANLIGT charmerende og begavet barn. For så kan man variere ’Saml sutten op’-legen i det uendelige og se hans fryd, når han prøver at regne de nye variationer ud på forhånd. Eller han pludselig tager føringen og gemmer sig selv bag en anden bog, så jeg bliver synligt forfærdet, indtil han storgrinende dukker frem og savler sit henrykte ’Titte bøh’! Når han begynder at prutte sig selv på hånden og derefter mig på næsen for lige at mærke, hvordan det føles at være i den aktive rolle. Eller når han nægter at vælte klodsestablen, men begynder at bygge sit eget, overraskende veldesignede, tårn ved siden af mit summariske og med et skælmsk smil opfordrer mig til at forsøge at vælte det … hvis jeg kan … Og når han vokser så hurtigt, alt for hurtigt, at det kan knibe med at følge med i hans udvikling, sprog, kropsbeherskelse, opdagelse af verden, særlige interesser, venner, skole, fag … Men man opnåede undervejs i glimt en indsigt i menneskets fælles udviklings- og læreprocesser, og man fortsætter derefter sit eget liv som meget, meget klogere på sig selv og andre.
Sønnike er stadig et af de
mennesker, som jeg har størst glæde og udbytte af at tale med.
Og det mest besynderlige er, at
sønnikes egne børn er PRÆCIS lige så charmerende og begavede, som han.
Mine ungdomsår i Italien har sat sig varige spor i køkkenet. Når vinteren er mørk, og kroppen kræver jern og vitaminer, får jeg en ubetvingelig trang til leverrisotto.
Som med al italiensk mad er gode råvarer det allervigtigste
– økologiske, naturligvis. Selve retten kan laves på ½ time.
Hvis man kan skaffe frisk kalvelever, risottoris fra Norditalien, 2 – 3 dl kraftig, hjemmelavet oksekødssuppe, en frisk, mild og blød ost, løg, hvidløg, citron og rosmarin, kan man lave denne ret, der i al sin blide velsmag nok skal vække begejstring hos alle, selv hos dem, der normalt ikke bryder sig om lever, men som er friske på at prøve. – Men hvis man snyder med råvarerne, bruger suppeterninger, svinelever, ost med bismag eller dårlige løg, vil det ødelægge den delikate sammensætning, og så ville det være bedre at ringe efter en pizza.
4 personer:
1 fed hvidløg hakkes
2 løg skæres i halve ringe
svitses i 1 spsk olivenolie og 1 spsk smør – sådan cirka … på bunden af en 3-liters, tykbundet gryde
med 1 tsk rosmarin og 1 tsk friskkværnet peber
400 – 500 g god, frisk kalvelever skæres i terninger på ca.
2 x 2 cm og brunes med
2 – 3 dl klar oksekødssuppe og ½ l vand tilsættes
fintrevet skal af ½ citron og 1 spsk groft salt kommes i
500 g risottoris tilsættes og koges ved lavt blus i ca. 10
min. – rør engang imellem
retten står og trækker i yderligere 10 min. og serveres med
groftrevet, fuldfed ost på toppen
tilbehør fx tomatsalat og/eller ovnbagt broccoli med ost
En ny, stor befolkningsundersøgelse af danskernes sexvaner og holdninger er netop blevet offentliggjort af næsten overstadigt stolte sexologer fra bl.a. Aalborg Universitet.
Andre
europæiske lande har for længst studeret deres egne befolkninger i den
henseende, men nu er Danmark kommet med på vognen med, hvad de danske forskere
kalder, den hidtil største undersøgelse af en befolknings sexliv.
Alle er
begejstrede, i nyhedsklippene er forskerne selv helt oppe at køre, og artikler
på nettet om undersøgelsen genererer nyfigne klik.
Konklusionen er iflg. Politiken d. 28. okt. *, at ’Danskerne har ondt i sexlivet’, hvilket lover godt for de ekstatiske sexologer og terapeuter. – For vi har alle ret til et godt sexliv, ikke sandt? Og hvis vi ikke selv kan skaffe os det, må staten træde til med betalte hjælpere og håndgangne mænd og kvinder.
Man
konkluderer også, at sexlivet iflg. undersøgelsen hænger sammen med trivslen i
øvrigt, hvilket jo kommer som en stor overraskelse og yderligere ansporer til
offentligt betalt hjælp til dem, der ’har ondt i sexlivet’ og ikke rigtig kan
finde ud af det selv.
Det er helt
rimeligt, at der er hjælp at få, hvis psyken og fysikken ikke fungerer
optimalt, også mht. sexlivet. Af undersøgelsen fremgik det også, at hver sjette
danske kvinde har smerter i underlivet, og som følge deraf undgår seksuelt
samkvem. Hver sjette!
Hvis hver sjette
mand havde ondt i underlivet, havde vi nok ikke først og fremmest set det som
et seksuelt problem, men som et alment sundhedsmæssigt problem, og vi havde for
længst afsat midler til at forske og behandle.
Men når de fleste mennesker i dette land skal vente tre – fire uger eller mere på en forhastet og ofte utilstrækkelig, ti minutters konsultation hos en læge, ville man så begynde en snak om sit sexliv til en presset og travl, praktiserende læge? Eller ville man blot fortælle om smerterne og spørge til behandlingsmuligheder? – Og lade sig spise af med to albyler og et råd om at bruge varmepude og gøre øvelser.
Man kunne nemlig godt forestille sig, at sexlivet, ligesom livsglæde og andre livsytringer, så som leg, spontan bevægelse, humor, nysgerrighed, appetit, opfindsomhed og gåpåmod, i forvejen afhænger af det fysiske og psykiske velbefindende og helbred, herunder alder. Således at raske og rørige, glade og trygge individer søger og opnår mere sex – og motion, samvær, oplevelser, herunder kulinariske, end deres syge, triste, bange, stressede, ensomme, pressede, travle og forvirrede medmennesker gør.
Så sexlivet
helt af sig selv ville bedres, hvis man startede med at indrette arbejdslivet,
trafikken, daginstitutioner, boligforhold, pensionsmuligheder og
sundhedsvæsnet, således at man fx IKKE skulle vente en måned – måske i uvished
og smerter – på en forhastet konsultation hos en læge? Eller år på at få sit
helbred og økonomi udredt i tilfælde af sygdom eller nedslidning?
Hvis folk
havde dårlig appetit, ville man så sende dem til appetittologer? – Eller ville
man gå en anden vej først og forsøge at finde den underliggende årsag? Som
kunne være psykisk eller fysisk? Og så sætte ind der?
Trods de
negative konklusioner i overskrifterne viser undersøgelsen faktisk (iflg.
ovennævnte artikel i Politiken), at 45 % af kvinderne mellem 15 og 89 år, som
er blevet spurgt, svarer, at de har fået dækket deres seksuelle behov i løbet
af det seneste år, og 39 % af mændene svarer det samme. – Det er faktisk
overraskende mange, når man tager i betragtning, at sex normalt er en uhyre
sammensat, hormonalt betinget foreteelse, som kræver (mindst) to, nogenlunde
raske, afslappede, voksne menneskers gensidige tiltrækning, accept og selvaccept,
på samme tid i samme rum. Måske er der alligevel ikke så meget at gøre for
sexologer og terapeuter?
I begyndelsen
af 70’erne, mindes jeg med ubehag, florerede den pludseligt legitime interesse
for andre menneskers sexliv specielt blandt pædagoger og selvbestaltede
behandlere, som gik rundt i en salig opstemthed og arrangerede sexmesser,
sexoplysning, sextræning o.m.a. for deres klienter, borgere, brugere, børn og
unge, gamle og syge, i særdeleshed i særforsorgen, som jeg gennem mine forældres
arbejde havde en vis berøring med. Dildoer, pornoblade og Lolitadukker flød
frit på skoler og institutioner, mange gik blufærdigt rødmende omkring, mens
en del midaldrende, mandlige pædagoger havde en fest og bl.a. plæderede for, at
det måtte være forsorgens opgave at skaffe prostituerede til (mandlige, må man
formode) psykisk handicappede, og at alle skulle have hjælp til at onanere.
Omsorgen for
befolkningens sexliv er prisværdig og velanbragt. Og vi kan ikke få (saglig)
viden nok! – Jo mere vi ved, jo bedre kan vi højne niveauet af velbefindende
hos os alle sammen og vore efterkommere.
Men vi må
ikke i farten glemme hævdvundne rettigheder til privatliv, til ligestilling og
til særstandpunkter og selvvalgt livsstil, og så snart jeg ser og hører
opstemte sexterapeuter, viger jeg tilbage. Grænsen er hårfin mellem hjælp og
snagen.
Og her kommer
en lille erindring fra 60’erne, hvor jeg med min familie boede tæt ved en stor
forsorgsinstitution med henved 800 psykisk handicappede anbragte.
Institutionen lå smukt i et stort naturområde, hvor jeg strejfede om til fods, til hest eller på min lille cykel, fra jeg var en otte – ni år. En dag på vej hen ad en sti så jeg et smilende, forelsket par komme ud af en grantykning, som et gemytligt lille troldepar, kærligt med hinanden i hånden, og manden med et sammenrullet, gråt institutionstæppe under den ene arm.
Selv om jeg
var barn, var jeg ikke i tvivl om, at dette stilfærdigt glædesstrålende par
netop havde afholdt en hyrdetime i den tætte granskov, som ydede dem det
privatliv, som det ikke var muligt at opnå på de 12- eller 24-sengs stuer, hvor
de hver især var anbragt til daglig.
Billedet af de to små, glade og tilfredse mennesker i skoven, hvor uværdigt det end måtte være efter vor tids standard, er langt smukkere at have med sig end billeder af fortvivlende usikre unge, der skrævende står og barberer sig, spejler sig i timevis, indøver ’moves’, tager og uploader ensomme selfies i én uendelighed, og tror, at de skal ligne græske statuer, perfekte, kolde, glatte … For ikke at nævne de sørgelige mænd, hvis hjerner er bedøvede, forurenede og udmattede af alt for meget internetpornografi.
Hvordan kan sexlivet blive godt, hvis samfundskulturen
er syg?
Så er der endnu en ting i huset, der skal lynfikses, og jeg
griber efter tuben i værktøjsskuffen.
Omkring 1960 kom min far hjem fra købestævnet i Fredericia og fortalte begejstret om kontaktlim. Det var en lim, der var så stærk, at de havde limet en stol op på væggen, fortalte han, og så satte de en granvoksen mand op på stolen – Og den holdt!
Min far var imponeret.
Siden indgik kontaktlim, sammen med ståltråd, en lommelygte, hobbykniv, tang, hammer, sav, skruetrækker, gaffatape, små, blå søm, kramper og skruer, en træblyant og almindelig trælim i både hans og senere min udrustning, og der er ikke meget, vi ikke kunne/kan klare i en ruf.
For to år siden installerede jeg en varslingsapp på min mobiltelefon.
I løbet af de to år har jeg fået 80 advarsler om voldsomt vejr i mit lokalområde!
Kraftig sne eller hagl, snefygning, lokale skybrud og torden, som oftest kraftig regn, torden eller skybrud – 80 gange – Det er en advarsel hver 9. dag!
For 50 – 60 år siden, da jeg var barn, var fx tordenvejr en sjælden foreteelse, der mest opstod i varme sensomre og fik os alle op af sengene og ned og sidde i køkkenet med varm mælk med honning til børnene, tordenkaffe til de voksne, mens vi talte sekunder mellem lyn og brag – en øl, to øl, tre øl – og ikke gik i seng igen, før vi var overbeviste om, at vejret var draget videre og ikke havde slået ned og antændt ildebrande i nærheden. Skybrud erindrer jeg ikke at have hørt om indtil for få år siden … for 10 – 15 år siden, måske.
Det skal så lige siges, at min fornemmelse er, at der kun i halvdelen af varslingstilfældene rent faktisk opstår voldsomt vejr i mit område. – I de øvrige tilfælde kunne vejret jo rase lige ovre i nabobyen eller syd for fjorden, det kan jeg ikke vide.
Og man kunne også mistænke en varslingsapp for hellere at varsle en gang for meget end en gang for lidt, så der bliver en ‘ulven kommer-effekt’.
Men der er ingen tvivl om, at vi nu oplever mange flere hændelser med ekstremt vejr end før.
I mange år har jeg noteret datoen for det første jordbær i min have:
1996 – 24. juni
1997 – 22. juni
1998 – 18. juni
1999 – 16. juni
2000 – 7. juni
2001 –22. juni
2002 – 4. juni
2003 –15. juni
2004 -12. juni
2005 –20. juni
2006 –13. juni
2007 – 5. juni
2008 –3. juni
2009 –9. juni
2010 –14. juni
2011 –7. juni
2012 –18. juni
2013 –13. juni
2014 –8. juni
2015 –20. juni
2016 – 6. juni
2017 – 11. juni
2018 – 1. juni
2019 – 13. juni
Det er samme slags jordbær, de står i de samme bede uden plastic eller anden beskyttelse, og de bliver passet på samme måde.
Min fornemmelse af, at de første jordbær i gennemsnit er røde og modne 2 – 3 uger før, end de var for bare 20 år siden, er vist rigtig. – Og da jeg var barn, sagde man altid, at jordbærrene blev modne efter Skt. Hans. Sidste sommer, hvor vejret var usædvanligt varmt, havde vi jordbær d. 1. juni!
Samme fremrykning med to – tre uger er i øvrigt også gældende for bøgens udspring, kantarellerne og blåbærrene i skoven, hindbærrene, kirsebærrene, roserne, valmuerne, frilandstomaterne … Og sidste år høstede jeg vindruer i spandevis på mine egne, små planter, der står ude hele året – I Nordjylland!
