Vi køber ikke æg i almindelige, danske dagligvarebutikker, fordi alle deres producenter – også de økologiske! – giver hønsene farvestoffer, carotenoider o.l., i foderet, og jeg er allergisk over for caroten i enhver form, men er mest følsom over for de industrielt opkoncentrerede, som man bruger i foder og i industrielt forarbejdet mad.
Vi køber ikke fisk i almindelige, danske dagligvarebutikker, fordi deres producenter tilsætter farvestoffer i form af koncentrerede carotenoider til bl.a. lakse- og ørredfoderet i hav- og dambrug.
Vi køber udelukkende mælk og ost i ‘Coop’s butikker, fordi vi foretrækker ‘Thise’, som har en høj dyreetisk moral og virkelig gode produkter helt uden tilsætningsstoffer og E-numre. – De fleste osteproducenter i dag tilsætter farve- og konserveringsstoffer til deres oste, hvilket er skørt, fordi ost i tidernes morgen blev opfundet som en måde at konservere mælk på.
Vi køber aldrig brød og kager, fordi de fleste bagerier farver deres brød og kager med bl.a. carotenholdige farver. Så vi køber vores mel hos ‘Aurion’ og bager alting selv – Så ved vi, at der ikke er tilsat noget skadeligt og allergifremkaldende, og at vi får de fibre og næringsstoffer, som vores kroppe har brug for.
Vi køber kun nødtvunget frugt og grønt i almindelige, danske dagligvarebutikker, fordi de ugiftige økologiske produkter er meget svære at lokalisere på hylderne mellem alt skramlet, og de er som oftest af yderst ringe kvalitet, transporteret langt fra andre verdensdele eller fra drivhuse i Spanien og Holland. Vi foretrækker, når det er muligt, årstidens næringsrige og smagfulde frugt og grønt fra egne og venners haver, fra pålidelige danske avlere, som vi kender, eller fra ‘Årstiderne’.
Vi køber kun i nødstilfælde kød i almindelige, danske dagligvarebutikker, fordi vi hos småbønderne i omegnen får de bedste produkter fra dyr, som lever gode og forholdsvis naturlige liv.
I supermarkeder, discountbutikker og i almindelige danske dagligvareforretninger køber vi øl, vand, dåsemad, nogle få pålægsprodukter, sukker, salt, husholdningspapirvarer, nogle rengøringsmidler, hygiejneprodukter – og i nødstilfælde få andre ting, som, vi er sikre på, ikke gør os syge.
Helt undtagelsesvist vil jeg, ukaldet og ulønnet, reklamere for de hæderlige fødevareproducenter, som vi gerne køber af:
Men vi mangler i Danmark en ‘Whole Foods Market‘, som vi flere gange stødte på under en nylig rundrejse i USA. – Det var som at komme i fødevarehimlen! – ‘Whole FoodsMarket’ er en fødevarekædebutik, som udelukkende sælger rene fødevarer, og som har det største og lækreste udvalg af økologi. Der behøvede man ikke gå og forsøge at læse alt for lange ingredienslister med alt for små bogstaver.
‘Whole Foods Market, Inc., a subsidiary of Amazon, is an American multinational supermarketchain headquartered in Austin, Texas, which sells products free from hydrogenated fats and artificial colors, flavors, and preservatives.[5] A USDACertified Organic grocer in the United States, the chain is popularly known for its organic selections.[6] As of March 4, 2019, Whole Foods has more than 500 stores in North America and seven in the United Kingdom.[3][7] ‘ – WIKI
En reol i gæsteværelset udgør vores spisekammer/nødlager.
Vicestatsminister, forsvarsminister og formand for Venstre, Troels Lund Poulsen, valgte et sommermøde på en ferieø til at varsle en pjece fra Beredskabsstyrelsen om forholdsregler i tilfælde af forsyningskriser eller deciderede nødsituationer i landet. Han anmodede ved samme lejlighed befolkningen om at forberede sig, så alle kan klare sig selv i tre dage. – Kun tre dage, indtil myndigheder og beredskab får håndteret situationen, så godt de kan. Tre dage, hvor vi ikke behøver at ligge andre til last, men kan lade samfundet sørge for infrastruktur og de svageste. Tre dage, hvor vi ikke styrter ud for at opfylde vores egne indkøbsvogne og behov, men forholder os roligt, indtil vi ved, hvad der er mest hensigtsmæssigt at gøre. – Et meget beskedent – og sent – ønske fra ministeren, synes jeg. De fleste lande omkring os har for længst opfordret til, at man skal kunne klare sig selv i en uge eller længere.
Vi er efterkrigsbørn her hos os, og tanken om, at noget kan ske, ligger altid i baghovedet. Vi husker klart Den kolde krig, Cubakrisen, atomskrækken, de rungende sikringsrum under offentlige bygninger og pjecen ‘Hvis krigen kommer’ fra 1960’erne. Der var også familier i byen, der byggede enorme, gule murstensvillaer med fuldt udstyrede beskyttelsesrum ved siden af saunaen, vinkælderen og gildesalen. En sikkerhedsforanstaltning, som skulle redde de velbjergede igennem en atomkrig.
Vi havde forældre, der oplevede en krig og lærte at holde hus med ressourcerne. Bedsteforældre, der var unge under 1. Verdenskrig, unge voksne under den økonomiske krise i 1930’erne og forældre til teenagere under 2. Verdenskrig. De fik grundigt lært at proppe i skuffer og skabe og for alle tilfældes skyld at opbygge et lille forråd og gode relationer til familien på landet, hvis de kunne. Vores olde- og tipoldeforældre havde, eller var i huset hos nogen, der havde, egen brønd, høns, køer, svin, fiskenet og ruser, jagtgevær, kornlagre, roer, hø og halm, brændekomfur, brændestabler, petroleumslamper, kålhaver, frugttræer og bærbuske, kartoffelkældre og fyldte æblekasser på loftet, så de kunne klare sig for evigt med deres eget arbejde og kløgt; i dag er der ikke mange, der kan malke en ko eller slagte en høne.
Førhen var der sjældent hjælp at hente udefra, og alle var forberedt på politisk uro, forsyningssvigt, snestorm, storm, skybrud, tørke, sygdomme; man sad ikke og ventede på direktiver, men opbyggede lager efter evne, ofte i et kælderrum, viktualierum eller et lille spisekammer, som, den samvittighedsfulde husmoder sørgede for, altid var velforsynet og opdateret – og man opretholdt netværk blandt naboer, så man kunne hjælpe hinanden.
I vores husholdning i dag har vi altid – uanset officielle udmeldinger – et lille lager og fylder op og køber rigeligt ind af fx wc-papir, pasta, mel og gryn, fiskekonserves, kiks, batterier, stearinlys m.m., når det er billigt. Vi har brændeovn, brænde, gasgrill og regnvandsopsamling – ikke med henblik på katastrofer, men bare som en del af hverdagslivet. – Da vi var yngre, havde vi også en større køkkenhave og havehøns, som bidrog væsentligt til kosten.
Der er, så vidt jeg forstår, ingen grund til hverken ængstelse eller panik nu, men en smule rettidig omhu og ansvar for sig selv og de nærmeste skader aldrig.
Det er ikke rart at tænke på, at vores samfund igen er udsat, og at man skal til at genopfinde de gamle dyder. – For vi har jo vænnet os til opvaskemaskiner, internet, kræsenhed og fyldte hylder i supermarkederne, til effektiv kloakering, indlagt vand, varme og strøm og til, at ’nogen’ kommer og hjælper, hvis vi ringer. – Men almindelig sund fornuft og lidt gammeldags prepping kan måske komme til nytte igen, ligesom det var en tryghed under storstrejken i 1998 og coronaepidemien for fire år siden, at vi ikke skulle ud og slås med andre om den sidste pakke gær eller toiletpapir.
At være forberedt er ikke kun en fordel i større katastrofesituationer; almindelige, hændelige uheld med fx vand- eller strømforsyningen kan også ske. TV2 19.6.24
Hvad er vigtigt?
Man kan tænke over hygiejne og sundhed, og hvad man har brug for hver dag i sin husholdning. – Hvad ville være svært at undvære, hvis strøm, varme og vandforsyning pludselig er væk? Ikke kun i tre dage, men måske i et par uger? Og dagligvarebutikkerne var tomme og lukkede?
Hvis man gerne vil ruste sig lidt, som de gamle damer gør, kan man anskaffe en smule ad gangen, måske bruge en netbutik, der leverer de tungeste ting til gadedøren. Og kun købe noget, der under alle omstændigheder kan være til nytte, så der ikke opstår spild. Betragte det som en buffer, og bruge af lageret og løbende forny det.
Først og fremmest er det vigtigt at bevare roen, både for sin egen, for familien og for samfundets skyld. Vær kritisk og undlad at viderebringe løse rygter, som kan skabe bekymring eller panik. Hjælp andre, hvis du kan.
Hav en forsyning af drikkevand, tre liter pr. person pr. dag, siger den officielle anbefaling. Kander eller flasker med vand i køleskabet og dunke og/eller flaskevand i en mørk og kølig krog.
Hvis vand, kloak og renovation ikke fungerer, er det praktisk at kunne opsamle regnvand, at kunne grave et dybt hul i haven, og at have et udendørs aflukke til affald og en kompostbunke. Hvis man bor tæt ved sø eller hav, kan man hente vand til at vaske sig selv og tøjet i og til at skylle toilettet ud med, så skriv et par store vandkander på indkøbssedlen.
Byg et lille lager af holdbar mad, fx æbler og grove grøntsager, såsom kål, gulerødder og kartofler, mel og gryn, pasta, kiks, småkager, myslibars, knækbrød, tørgær, salt, madolie, dåsemad, rosiner, nødder, UHT-mælk og andre holdbare drikkevarer, pulverkaffe, te og chokolade – brug indholdet i køleskab og fryser først, hvis strømmen går, og sørg for at tjekke og vedligeholde lageret, bruge af det, og købe nyt efter behov.
Hav rigeligt af nødvendig medicin, måske jodtabletter, hovedpinepiller, desinfektionsmidler – både til hænder og til sårbehandling, mundbind, forbindinger og plaster.
Og wc-papir, store og små plasticaffaldsposer, køkkenruller, hygiejneartikler, tandpasta, manuelle tandbørster, shampoo, creme, vådservietter, papirservietter, bleer, sæbe, vaskeklude, ekstra briller/linser, en let kost og fejeblad, vaskepulver, rent tøj, tørresnor og klemmer.
Batterier i gængse størrelser, stearinlys, tændstikker, lightere.
Powerbank, lille batteri- og/eller håndsvingsradio, campinggasblus, lygter, evt. med solpanel.
Varmt tøj og tæpper.
Fysiske bøger, blade, spil, puslespil, papir, blyanter, farver, materialer, fx garn til håndarbejde, legetøj.
Tænk på de særlige behov hos ældre, børn og dyr.
Hav betalingskort, kontanter, personlige dokumenter og udskrevne telefon- og adresselister klar.
Benzin/strøm på bilen, luft i cykeldækkene. – Der er ikke tid til at fikse småting, hvis man står og skal væk i en fart.
Hav evt. en stor taske klar; den behøver ikke være pakket, bare du lige har tænkt tanken og ved, hvor medicin, papirer, penge, toiletsager, skiftetøj m.m. er i påkommende tilfælde.
Lav aftaler med familie, naboer og venner om at hjælpe hinanden. Man kan fx samle familien hos dem, der har plads og brændeovn, aftale mødesteder og hvem, der tager sig af de ældre og dem med særlige behov.
Vores samfund er stadig robust. Folk vil gerne hjælpe, dele, bytte, handle og i det hele taget gøre det, de plejer at gøre. Så det skal nok gå alt sammen, specielt hvis vi lige tænker os om og forbereder os lidt. Om ikke andet så mentalt.
‘Hvis krigen kommer’, Statsministeriet, 1962 – Bemærk det fine sprog og tilliden til, at modtagerne, dvs. den danske befolkning, havde tid til at læse og forstod skriftligt dansk:
Ingen lever længe uden at spise. Og vi skal helst spise sundt.
Seks om dagen! Seks om dagen! Vi ved det godt. Vores ører og øjne er blevet truttet fulde af budskabet: Spis 6 stk. grønt om dagen! Spis mindre kød og mere grønt! Spis bælgfrugter! Drik vand!
Senest er Bente Klarlund i Politiken ude at anbefale ’den rene vare’ i modsætning til de industriforarbejdede. Vi ville leve sundere uden alle tilsætningsstofferne, skriver hun:
Pol. 6.4.24
Og selvfølgelig har hun ret.
Der er bare det problem, at rene fødevarer ikke længere findes. Rene og sunde råvarer er en illusion i dagens globaliserede og stærkt konkurrenceprægede fødevareindustri, hvor kun pris og profit betyder noget.
Der er:
● Giftrester i drikkevand, frugt og grønt, også det økologiske
● Kemikalier i mel og brød
● Malkekøer, fjerkræ og svin, som altid holdes inde og fodres med, hvad der lige nu er billigst at få
● Farvestoffer o.a. kemi i ost, brød, drikkevarer, kiks m.m.
● Og man tilsætter nu koncentrerede farvestoffer, carotenoider, til FODERET til laks i havbrug og æglæggende høner, også de økologiske
Så heller ikke økologi er længere en garanti for sunde råvarer uden tilsætningsstoffer. Vi har efterhånden ikke en chance for at styre uden om kemien. Vores landbrug og fødevareindustri burde skamme sig!
De opkoncentrerede carotenoider, industrifremstillede farvestoffer, som nu rutinemæssigt tilsættes en stor del af vores mad for at give en mere indbydende farve, fremhæves fejlagtigt som ikke blot uskadelige, men ligefrem naturlige og sunde (!) – De er blot vitaminer til dyrene og de mennesker, der spiser dem, siger industrien. – Man erindrer jo de læger, der for 60 – 70 år siden anbefalede cigaretter mod luftvejssygdomme.
For carotenoider er faktisk skadelige. Jeg ved det. For jeg får ugers plagsomme allergiske reaktioner, hvis jeg spiser et æg fra en høne, der har spist industrielle carotenoider. – Hvorimod jeg kan spise alle de æg, jeg lyster, fra havehøns, der blot får korn og adgang til græs, mælkebøtter og andre urter med naturligt høje koncentrationer af betacaroten, som er i familie med industriens carotenoider.
Naturligt forekommende carotener i friskt græs, frugt og grøntsager er gavnlige i naturligt forekommende mængder, men ikke de industrielt opkoncentrerede, som efterhånden tilsættes alt: – Ost, is, kager, brød, slik … og nu også foderet til laks og økologiske æglæggende høner, så man ikke har en chance for at vælge dem fra.
Bilkas laks og økologiske æg, begge tilsat farvestoffer*, fordi forbrugerne påstås at foretrække kunstigt farvede fisk og æggeblommer.
Æg fra privat hønsehold, hvor foderet ikke indeholder carotenoider. Blommen er fint gul, fordi hønsene har adgang til grønne udearealer.
Der findes altså stærkt koncentrerede farvestoffer inde i fisk og æg, som man ikke kan undgå, hvis man bor i dette fødevaremæssige u-land. Stofferne tilsættes også alle mulige andre helt basale fødevarer til menneskebrug, så vi kan hurtigt få skabt en masse nye allergikere. Det værste er, efter min mening, at der ikke er lovkrav om, at disse stoffer skal deklareres, som man skal deklarere alt andet, man putter i mad, fordi de er så ‘naturlige’ …
Forestil jer, hvor elendige alle disse fødevarer må være, og hvor dårligt disse dyr lever, når det er nødvendigt at maskere produkterne med kunstige farver.
Seks stykker grønt om dagen og rene, uforarbejdede fødevarer uden tilsætningsstoffer er rimelige anbefalinger, men landbruget undergraver vores helbred ved at fremstille forurenet mad og derudover tilsætte skadelig kemi, og dagligvarebutikkerne sælger stadset dyrt til forbrugerne.
Har alle de bedrevidende kostvejledere prøvet at stå i en Nettobutik, i Brugsen, i REMA 1000, i 365discount, i Bilka, i COOP, i Kvickly, i Lidl, Min Købmand, Føtex, Spar eller lignende dagligvarebutik og lede efter rene råvarer og friske, økologiske kvalitetsgrøntsager? – Det er som at lede efter isterninger i det allerinderste Helvede – De findes ikke.
Så læg pres på politikerne, landbruget, industrien og dagligvarebutikkerne, før I rådgiver og udskammer almindelige mennesker, der bare skal have en hverdag og økonomien til at fungere.
Hjemme hos os praktiserer vi nu et besynderligt indkøbsmønster, hvor vi bestiller gær, mel, korn, tørrede bælgfrugter og gryn hos Aurion, frugt og grønt hos Årstiderne, kød på en gård i nærheden, hvor dyrene går frit året rundt, mælk i en nærliggende Brugs, der fører hele Thises sortiment af bl.a. kalvemælk m.m., æg hos en lille privat hønseholder, der aldrig giver sine høns foder med farvestoffer i, fisk hos en lokal fiskehandler, der ved, hvor de kommer fra, og hvad de har spist, og resten, papirvarer, sæbe m.m., køber vi i det supermarked, vi lige kommer forbi, når vi mangler.
Vi køber ind i store portioner og har lager. Vi bager brød og kager selv og laver al mad hjemme af råvarer, vi har tillid til. Men det er ærligt talt ret besværligt … og vi spiser næsten aldrig ude, hvis det kan undgås.
Folk, der lever i middelhavsområdet, hvor grøntsagerne trives, får, geder, høns, køer og svin går ude, madkulturen tages alvorligt, og de gode, uforarbejdede råvarer med smag, kvalitet og helt uden farvestoffer er i højsædet, lever bevisligt længere end os andre, der fodres med kartofler, der er sprøjtede op til 30 gange i løbet af nogle få vækstmåneder, der af økologi kun kan skaffe slatne hvidkål og et gammelt, ensilagelugtende broccolihoved, mælk fra udpinte malkekøer, der aldrig har set en grøn mark, kød fra mishandlede svin, der køres til Polen for at blive slagtet efter et miserabelt liv i en overfyldt, dansk stald, forgiftet og oversprøjtet korn og mel …
– Kemikaliemel, kalder Camilla Plum det i sin bog om bagning. – Og Bi Skaarup, der skrev om brødets historie, beskrev smagen af et almindeligt, moderne rundstykke som at æde sygevat.
Så galt er det gået! Den mad, vi bliver tilbudt i dette ellers rige og højtudviklede land, gør os syge.
Så vi skulle bruge alle kræfter på at forlange gode, rene og sunde råvarer uden farve og andre tilsætningsstoffer, hvis vi vil spare på sundhedsudgifterne fremover, og indtil det er på plads, kunne man lige holde en pause med alle de gode råd til de magtesløse forbrugere.
Vi burde udvikle en vision om Danmark som et grønt, biodynamisk og økologisk land. Hvad ville det ikke betyde for vores helbred, trivsel og omdømme, hvis det meste af den udpinte, gyllebefængte og forgiftede landbrugsjord blev udlagt til natur og produktion af sunde og rene fødevarer? Vi ville med et slag få rent drikkevand, rene søer, åer og hav, ren luft, masser af overdrev, hede-, skov- og vådområder med høj biodiversitet og struttende, grønne marker med får, heste, høns, kyllinger, køer og svin, sundt korn, bælgfrugter, usprøjtede kartofler, majs, frugttræer og grøntsager.
Denne drøm ville tilfredsstille selv dem, der mest tænker på penge, når de ser, hvor eftertragtet et varemærke ’Dansk’ så ville blive – og hvor meget vi ville spare i sundhedsvæsnet– men der er lang vej endnu, så derfor må vi hellere begynde med det samme:
Vi skal lovgive mod farvestoffer i foderet til de dyr, som vi spiser eller spiser produkter fra! Omgående! I det allermindste forlange, at de deklareres, så allergikere kan forsøge at undgå dem. – NU! – Som en hastesag inden Folketinget går på sommerferie, for den praksis er både grotesk og unaturlig!
Prøv lige at tænke over det: I stedet for at fodre dyrene ordentligt, giver vi dem farvestoffer i maden, så de og deres produkter ser sunde ud. Uden at være det. – Hvornår begynder landmændene at fodre køer med røde farvestoffer og kunstig jordbæraroma, så de kan malke jordbærmælk direkte ud af de ulyksalige dyr?
Det er skredet for landbruget og fødevareproduktionen på en skræmmende og uhyggelig måde, og vi kommer alle til at betale prisen.
Syd for Napoli er bøflerne inde for at blive malket. Kort tid efter kan vi købe den friske og velsmagende mozzarella i gårdbutikken:
* Jeg skrev i marts 2024 til Bilka om carotenoider i æg og laks, fordi jeg har pådraget mig en allergi, hvor jeg slog voldsomt ud og havde flere plagsomme uger efter indtagelse af deres laks og økologiske æg.
Og de svarede:
’Ida (BilkaToGo)
6. mar. 2024 13.47 CET
Hej Lone
Tak for din henvendelse.
Vi har undersøgt sagen med vores leverandører der skriver dette:
Brød, ost og laks kan vi ikke udelukke indeholder carotenoider, købt hos os. Æg indeholder carotenoider, købt hos os.
Såfremt du har spørgsmål til ovenstående, er du meget velkommen til at vende retur på denne mail.
Jeg har tidligere flere gange skrevet om, at konkurrencesamfundet blot betyder, at vi alle indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige produkter, vi kan sælge til hinanden, og hvor ringe service, vi kan slippe af sted med at yde folk for deres egne penge.
Forleden fandt jeg en gammel, kun halvt brugt køkkenrulle ude i baggangen og studsede med det samme over, at papirkvaliteten på den gamle rulle føltes tyk og lækker, og at hullet midt i rullen tilsyneladende var meget mindre end på de nyeste køkkenruller, jeg havde købt.
Så jeg målte, og violá! – Den nyeste køkkenrulle havde lige lagt en centimeter luft til paprullen i midten! Fra knap 5 til mere end 6 cm’s luft! – Jeg gad ikke veje papiret, men tro mig, papiret på de nyeste ruller er så tyndt, at man bruger dobbelt så meget … Det er vel snyd?
Det samme gør sig gældende med wc-papir, hvor paprullehullet i midten også er vokset, selve rullen er løsere viklet, og hvor man under normal brug ofte næsten må tømme hele rullen for ikke at komme til at stikke fingrene igennem.
Traditionelt opgjorde man vægten på kaffe, smør, mel, sukker, sæbe o.a. i et helt, et halvt eller et kvart pund, dvs. 500 g, 250 g eller 125 g. Men vi har alle for længst opdaget, at kaffeposen ikke længere indeholder 500, men kun 400 g, og at smørpakken er skrumpet til kun 200 g.
Kvaliteten på brugsgenstande, tøj og sko er også efterhånden forfærdende! Disse halvdyre Ecco-støvler fandt jeg frem fra skabet forleden, kun for at opdage, at sålerne var helt opløste, og skoene totalt ubrugelige efter kun et par år!
Snyd på vægten og meget ringe kvalitet omfatter de fleste af vores daglige forbrugsvarer: De bliver udvandede, udtyndede, forringede, og vi bliver snydt, så vandet driver, men i løbet af kort tid vænner vi os vel til det …
Det eneste, der ikke går nedad, som mængde og kvalitet, er priserne, der kun er steget og steget i løbet af de senere år …
En anden måde at snyde på, ud over på vægt og kvalitet, er de falske reklamer. Danish Crown er lige blevet dømt for ’greenwashing’, fordi de påstod deres svinekød langt grønnere og mere klimavenligt, end det rent faktisk er.
Og danske kyllingeproducenter postulerer frækt, at deres mere end 20.000 hurtigtvoksende kyllinger kan løbe frit rundt ude i grønt græs og bliver håndfodret af producenternes velklædte og helt renskurede børn.
Og Arla storsnyder efter min erfaring! Også de måtte pille klimaanprisningerne af deres kartoner:
Skummetmælken var hverken CO₂-neutral eller klimakompenseret!
Men hvad med denne karton, som min mand kom hjem med i går i den tro, at det var økologisk mælk:
I stedet for det røde Ø-mærke foroven bærer kartonen et lignende, men hjemmelavet og intetsigende ‘Dansk mælk’-mærke. – Som om man nogensinde ville tro, at mælken kom fra Japan. Og påskriften: ‘Omtanke for dyr og klima’ og anden fantasifuld ordskvalder leder tanken hen på et produkt, der virkelig tager dyrevelfærd og klima alvorligt.
Et idylliserende skønmaleri! – Et stykke grafisk svindel med konventionelle køer på græs, vindmølle, skovkant og solnedgang … BVADDR!
Danske konventionelle køer har ikke været på græs siden 1970’erne:
Jeg køber normalt kun Arla-produkter, når der absolut ikke er andet at få, og fremover vil vi begge være endog meget mere på vagt.
Hvis vi alle var lidt mere kritiske forbrugere, kunne vi måske stoppe snyderiet.
‘Arla har ændret piskefløden: – Tosset, siger prisvindende kok’
‘Arla argumenterer for, at en reduceret fedtprocent er af hensyn til folkesundheden.’ …
‘- De tager det samme for mindre og ødelægger vores produkter, lyder det fra en anden, som henviser til, at prisen ikke har ændret sig.’ …
‘Selv forklarede Arla i dette tilfælde, at de ikke ville forvirre forbrugerne ved løbende at kommunikere om mindre justeringer i produkter.’ …
‘Så sent som i sidste uge havde brugere på mediet Reddit undret sig over konsistensen af produktet Kærgården. Den opførte sig underligt, lød det, og i et interview i Avisen Danmark bekræftede Arlas pressechef, Jesper Skovlund, at der var blevet tilført mere vand.’
Det værste er, at firmaerne bag lusket forsøger at påstå, at de snyder os ‘for vores egen skyld’, fordi vi bare bliver forvirrede over information, og fordi vi ikke har godt af for meget fedt og sukker …
’Konkurrencesamfundet indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige produkter, man kan sælge til hinanden, og hvor ringe service, man kan slippe af sted med at yde folk for deres egne penge.’
Vinduespudserne i mit område er gode eksempler på, hvordan de sidste 50 års konkurrence på pris og kvalitet har udhulet begreber som pålidelighed, kundevenlighed, omhyggelighed og fairness.
På bare ét kalenderår har jeg truffet aftale med fire vinduespudserfirmaer, for derefter at måtte fyre de tre efter et par måneder.
Den første vinduespudser var sådan set rar, men hans folk var enten gamle hashhoveder eller meget unge og uvillige til at arbejde. De kørte op foran vores hus, sad i deres bil og snakkede i mobiltelefon, hvorefter de smed en faktura i min postkasse og kørte igen. Eller de gik i gang med at pudse, dvs. at sprøjte vand på ruderne, men de havde så travlt med mobilsamtaler imens – skældte højrøstet ud på mor eller kæresten – at de sprang hvert andet vindue over og sjuskede med resten, så de alle havde brede kanter belagt med gammelt skidt og snavs. Da han tilmed pludselig hævede prisen til næsten det dobbelte, måtte vores aftale ophøre.
Den næste vinduespudser i rækken var politiker i en nordjysk kommune og gjorde et godt og ansvarligt indtryk, men akkurat det samme gentog sig: Hans ugidelige medarbejdere gad ikke gøre arbejdet, selv om en grundig skylning af mine vinduer ville være hurtigere end at sjaske rundt om huset og sjuske, mens man snakkede i telefon. Da jeg ringede for at fortælle om manglerne, fnes ejeren af firmaet upassende og beklagede, at han ikke længere kunne have mig som kunde.
Derefter fandt jeg en yngre, meget foretagsom mand, som straks fortalte, at han havde mange andre jern i ilden, ejendomme, udlejningssommerhuse m.m., og at vinduespudsning faktisk ikke var hverken vigtigt eller nødvendigt for ham. Det fremgik da også med al tydelighed: De fleste af hans medarbejdere var af udenlandsk herkomst og særdeles venlige og tjenstvillige, de forsøgte virkelig at gøre deres arbejde ordentligt. Men de var så overbebyrdede, at de ikke kunne overholde aftalerne og måtte melde afbud, eller de blev sendt ud til os sent om aftenen, trætte og udslidte, eller på andre besynderlige tidspunkter, fx i weekenden, og det gjorde ondt at se de udmattede folk forsøge at gøre alting så godt som muligt. – Også de kom i skyndingen til at springe vinduer over, og da jeg meddelte ejeren det, fik jeg hurtigt anklagende beskeder tilbage: Der var ikke fri adgang til mine vinduer … Jo, der var. De vinduer var ikke en del af aftalen … Jo, de var.
Denne seneste var mere end dobbelt så dyr som de andre vinduespudsere, jeg havde truffet aftale med, så jeg havde forventet god service og grundighed, som lovet. Efter at have klaget over manglende udført arbejde modtog jeg et par vrede beskeder fra ejeren og opsagde derefter vores aftale. – Man skal ikke finde sig i at blive skældt ud, når en vinduespudser glemmer at pudse ens vinduer. Regningerne glemte han aldrig. Og jeg måtte hyppigt vægre mig mod forslag om meget kostbar fliserens eller andre tjenester, som jeg hverken var interesseret i eller havde bedt om.
Nu er jeg så på nummer fire vinduespudser i år. En tilsyneladende rar og pligtopfyldende mand – hvorfor er det aldrig kvinder? – der selv arbejder i sit eget firma. Nu må vi se …
Måske er mit problem, at branchen lever af fup, at de ikke altid pudser vinduerne, og at jeg kun opdager det, fordi jeg normalt er hjemme om dagen og kan holde øje? Skræmmende!
Faktisk en forretningsplan, der, som en snerydder vi engang (ikke) havde, tenderer den rene svindel.
’Konkurrencesamfundet indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige produkter, man kan sælge til hinanden, og hvor ringe service, man kan slippe af sted med at yde folk for deres egne penge.’
Som eksempel vil jeg gerne fremhæve ’Hjem-IS’ i anledning af, at den kendte, lyseblå isbil med klokken nu skifter navn til ’Fråst’ – ja, det lyder grimt! – Og vil sælge frosne pizzaer, italiensk mad, bl.a. pastaretten carbonara til 70 kr.!, vegetarretter og is på én gang – ja, det lyder ulækkert!
I fattigfirserne var jeg arbejdsløs, enlig mor, og den eneste luksus, jeg undte mig, når pengene rakte, var – udover en daglig avis, kaffe og smøger – den gode flødeis med små, halve chokoladekugler fra Hjem-IS.
Når klokken ringede ude foran husene, stormede vi til, børnene fik deres foretrukne børneis, og jeg fik min dåse med køer, blå himmel, grønt græs og velsmagende is med god chokolade.
Her i sommer skulle jeg gøre forsøget igen. Stoppede isbilen i forbifarten og fik den nu opdaterede dåse med ’flødeis’, Dannevang:
ADDR! Efter en smagsprøve blev resten smidt ud.
Ikke blot var dåsens design moderniseret, også indholdet. I stedet for rigtig flødeis med store chokoladestykker af god kvalitet, var isen noget udvandet pjask tilsat alskens moderne kemi og små splitter af voksagtig ’chokolade’, som ikke bidrog med noget som helst udover en fedtet klistret fornemmelse i munden.
I løbet af 40 år i et globalt konkurrencestyret marked er kvalitet og smag forringet i en grad, så det færdige produkt er uspiseligt for folk med smagsløg og hukommelse. – Og jeg er bange for, at forandringen er sket så langsomt og gradvist, at de nye generationer tror, at flødeis og chokolade skal smage sådan. – Billig er isen jo heller ikke, så man kan undre sig over forretningsgrundlaget.
Her i huset fortsætter vi med den hjemmelavede is lidt endnu. Med enkle råvarer er flødeis lige så let at fremstille hjemme i køkkenet som en delikat spaghetti carbonara.
Ekstrabladet d.22.3.24 aftrykker et Ritzautelegram, som meddeler, at Fråst vil vende tilbage til det gamle navn og viderekolporterer uden videre firmaets eget forretningsbavl:
“Direktøren dropper dermed ikke sit fokus på strategiske tiltag med øget fokus på digitalisering, levering og forbrugerrelevans.”
Vi kan købe så mange eksotiske vækster, og det gør vi. Brug og smid væk-planter til bede, potter og krukker er et stort marked i dag.
Vi kan fylde huset med citrustræer og smukke bladplanter eller planter, der blomstrer hele året. Men det ender som oftest med, at der står vantrivelige og døende vækster i krogene. For vi køber planter efter deres dekorative effekt og kender ikke deres behov, som sjældent er at stå udtørret i halvmørke ved et par og tyve grader året rundt i samme jord. Så de ryger som oftest hurtigt ud igen.
De fleste planter har brug for LYS – VAND – NÆRING og NY JORD hvert andet eller tredje år.
Appelsinblomster
Citrus har det bedst, når de står ude om sommeren og kan overvintre tørt og lyst ved ca. 5°. Det er vanskeligt at skaffe dem disse forhold, og min erfaring er, at de ALTID er inficeret med klistrede skjoldlus, som måske først ses tydeligt efter et par år, som er ækle at se på, som spreder sig til alle andre planter, og som man aldrig, aldrig nogensinde kommer af med igen.
De fleste af de smukkeste bladplanter, som man kan købe allevegne i dag, er planter opformeret fra regnskovens underskov, dvs. at de klarer halvmørke fint, men ikke tør stueluft, og de skal derfor regelmæssigt vandes og pistes med regnvand eller kogt vand for at holde sig pæne.
Nogle få, smukke planter har vist sig robuste og overlever stueopholdet i årevis, hvilket har gjort dem til sikre og populære valg, fx agaver, visse kaktussorter, duftranke, monstera, oliven, stuebirk og stuefigen.
Knap to meter høj stuebirk
De planter, der har holdt i mit hjem i tyve år eller længere, er alle sammen – opdagede jeg – gode gammeldags husmorpotteplanter. Nøjsomme planter. Planter, der var nemme at opformere, og hvis aflæggere cirkulerede blandt kvinderne. Planter, der overvintrede fint i en kølig og fugtig vindueskarm i et lavloftet, dårligt opvarmet bondehus. Der blot skulle pusles lidt om med ny jord og lidt gødning om foråret. Der skulle vandes ugentligt i de lyse måneder. Så stod de til gengæld smukt med masser af blomster og var husets pryd.
Man kendte en god husmor på hendes pelargonier. – Hun havde altid nye pelargonier på vej, så hun kunne forære nygifte eller tilflyttere en eller to af sine smukke, hvide, lyserøde, mørkerøde eller fligede, selvdyrkede sorter.
Pelargonie
Og hun havde duftgeranier, en slags luftfrisker – ’Ryst geranien, Marie, jeg ser at præsten er på vej’, og altid en gammel, skattet myrte, nedarvet i familien, hvis spinkle, velduftende grene var symbol på renhed og skulle pryde brudesløret hver gang, der var bryllup.
Myrte
Og måske en af de attråværdige, blomstrende kaktus, som kunne klare mosten, fik store blomster hver eneste sommer og satte rigeligt med småkaktus, så hun kunne forsyne hele nabolaget.
Den gammeldags kaktus springer ud en lys sommeraften
Med centralvarmens indtog i hjemmene for ca. 100 år siden kunne vi have andre, robuste planter, der krævede over 15° for at kunne overvintre i god form, det kunne være de mere sarte kaktus, klivia, svigermors skarpe tunge, purpurblad og væddeløbere.
Klivia blomstrer rigt i juni måned
Op igennem det 20. århundrede gik der mode i stueplanterne. Man kunne fæstne den lille guldranke med knappenåle til tapetet og strække grenene langt omkring i stuen. Man kunne udfylde en kedelig krog bag en lænestol med en overdådig bregne, en storbladet figen eller en monstera. Man kunne samle på kaktus og sukkulenter, som skulle være nemme at passe. Eller man kunne dele ud af sit overskud af klivia, pilea eller husfred til de andre mødre i børnehaven.
Væddeløber
Der går meget energi til produktion og transport af potteplanter, og de er som oftest gennemsprøjtede med skadedyrsmidler o.l., så vi ville gøre miljøet en stor tjeneste, hvis vi igen ville gå tilbage til de holdbare, let formerbare, nøjsomme, hjemmelavede potteplanter.
Svigermors skarpe tunge
Det er de nævnte, pelargonie, geranium, kaktus, sukkulenter, pilea, myrte, stuefigen, stuebirk, monstera, voksblad, duftranke, væddeløber, purpurblad o.a.
… indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige produkter, man kan sælge til hinanden, og hvor ringe service, man kan slippe af sted med at yde folk for deres egne penge.
Kinesiske solceller med manual på kinesisk, så man skal betale installatøren knap 1000 kr., når ens Wi-fi holder op med at virke, og man er tvunget til at skifte router og kode, eller andet hændeligt sker.
Et stort, dyrt og moderne tv, der holder i mindre end tre år.
Tøj og stoffer, der dårligt tåler vask, der fnulrer og går op i syningerne efter kort tids brug.
Sko, der er uegnede til menneskefødder.
Forhenværende naturlige arealer, der i hurtigt tempo plastres til med grim og billig beton eller asfalt af ringeste kvalitet.
Virkelig elendig mad fyldt med ikke-spiselige, ofte skadelige, men billige, tilsætningsstoffer produceret af landmænd, der kun tænker kilopris og ikke velsmag, naturlig balance og dyrevelfærd.
Kartoffelmarker bliver sprøjtet op imod 30 gange på en vækstsæson. Der dør dagligt 30.000 smågrise i de danske stalde. Den koncentrerede svineproduktion sviner landskabet til, ødelægger jord-, luft-, vand- og havmiljø, ‘strutter af penicillin’ og smitter os alle med dødsensfarlige, resistente bakterier.
Hvis man tog en gennemsnitlig københavner med ud og viste hende kvæg-, svine- og hønseforhold, indfangning, drivning, transporterne og slagtningen, som det foregår i virkeligheden for 206.217.000 dyr* her i landet hvert eneste år, så ville hun kaste op og aldrig spise kød, mælkeprodukter eller æg igen.
Vi har læger og hospitaler, der konkurrerer på, hvor lidt tid og omsorg, de kan slippe af sted med at give til hver patient – med skrækkelige følger, naturligvis.
Det samme gælder børneinstitutioner, uddannelser, ældrepleje og plejehjem.
Offentlig transport og sagsbehandling er ofte et mareridt, servicen i butikker og på nettet ligeså, og kun ganske få håndværkere gør sig umage, når de er på job, og lader mobilen ligge i lommen eller i bilen. Også de er i konkurrence om at slippe så nemt om ved det hele som muligt, og skrive så store regninger, som de kan slippe af sted med.
Og så har jeg ikke nævnt skattevæsnet og de seneste ejendomsvurderinger, som er en landsomfattende katastrofe, der har brudt tilliden mellem stat og borger.
Nogle få bliver uanstændigt rige på snyderiet og kan købe rumraketter, øer og særbehandling. Her i landet har de fleste penge nok og vader i produkter, som ikke er tiden, svineriet og pengene værd.
Men hvem, der har ventet 5 – 6 timer med et barn på en skadestue, der er nr. 37 i telefonkøen til lægen en torsdag morgen, der skal vente to år på en konsultation på et sygehus, der har et barn, der på andet år nægter at gå i skole, der har fundet sin gamle mor indsmurt i lort, der har prøvet at få en offentlig instans i tale, vil nogensinde igen betale sin skat med glæde?
Det er en grim verden, vi har skabt for os selv. – Og det værste er, at det er unødvendigt. Vi har aldrig før været så mange mennesker og så rige. Det er udelukkende et spørgsmål om prioritering. Medmenneskelighed, omtanke for dyr og natur eller ringest mulig kvalitet, grådighed og besparelser?
