Citat fra Politiken 23/11-08
Foto fra Arlalastbil 29/11-08
Kategori: Forbrug
Jul
Den danske jul er både en velsignelse og en forbandelse. Omkring vintersolhverv trænger vi virkelig til lys, god mad og festlige sammenkomster, for der er ikke så meget andet, man kan foretage sig i mørket. Ethvert barn har krav på gode juleminder, stemning, glædelig forventning, nisser, gaver, leg, sange, smage, lys og dufte, som det kan bringe med sig ind i voksenlivet og give videre til sine egne børn.
Men! Som så meget andet kan julen let gå over gevind. Og med tidens opsplittede familiemønstre er der basis for et utal af forviklinger og konflikter.
Det begyndte i august måned. Bag mig i bussen sad to meget unge, meget blonde, pigebørn. Ind imellem telefonsamtaler og SMS’er førte de en slags samtale, der mundede ud i, at den ene pige begyndte at redegøre for, hvor mange mennesker hun skulle købe julegaver til: Mor og Åge, Bitten, Lis og Henrik, Henriks tre børn, Jeanette, Majbrit, Rasmus og Kristian … osv. I alt 26 nåede hun langt om længe frem til. Jeg sad der foran og tænkte: Hold dog kæft! Det er august måned! — Men så gik det op for mig, at det ikke var juleindkøbslister, pigen var ved at planlægge, men at hun i virkeligheden gjorde status over sit sociale tilhørsforhold. De mennesker, vi er på julegave med, er vore allernærmeste.
Hvert år ved juletid samler vi familie og venner omkring os og gør status. Nogle er vi på julekort med. Nogle får en e-mail med beskrivelser og fotos af familiens sommerferie og børnenes højdepunkter i årets løb. Nogle er vi på julefrokost og pakkespil med. Nogle bliver inviteret til gløgg og brunkager. Og den nærmeste familie samles på selve den højhellige juleaften, uanset om de bryder sig om det eller ej.
Fra oktober måned opstår så alle spekulationerne, for familien er i dag ikke en given ting, og hvem, der holder jul med hvem, kan være et årligt tilbagevendende konfliktpunkt. I traditionelle kernefamilier, hvor far og mor bor sammen med deres egne børn, er det bedsteforældrene og eventuelle søskende, der kan give problemer: — Det er din tur til at have hende i år, er vist en bemærkning, vi alle har hørt om en tante eller bedstemor. Fri mig for nogen sinde at komme i den situation, hvor jeg opfattes som en herreløs hundehvalp, der partout skal passes af nogen! Og så på en juleaften!
I de skilte familier er konfliktstoffet uendeligt. Midaldrende forældre kan være skilt, og de voksne børn må så fordele dem indbyrdes, fordi de ikke kan være sammen uden at ødelægge stemningen for alle. Unge forældre kan leve hver for sig, måske med nye partnere og sammenbragte børn, og det er et machiavellisk spil at få kædedansen omkring juletræet til at gå op. Nogle gange løst salomonisk med indtil flere juleaftner, så alle får deres rimelige del af samværet.
Unge familier kan også have problemer med at fordele sig ud til forældregenerationen, indtil de selv beslutter at tage ansvaret for at holde jul for deres børn. Det er ikke let at stege en and …
Ud over den rent menneskelige side af julen er der også en særdeles iøjnefaldende materiel side. Fra tidligt efterår udsættes vi for pres alle vegne fra for at købe og ønske os ting til jul. Røremaskiner, bøger, ferierejser, lamper, legetøj, tøj, pyntegenstande, håndværktøj … For en del år siden holdt jeg jul med to småpiger på fem og ti år. Vi var mange: deres forældre, to hold bedsteforældre og os selv. Da træet var pyntet og parat, blev der slæbt gaver ind. De fleste til de to børn, naturligvis. Der blev slæbt og slæbt. Fra biler, kælder og garage. Pigerne havde en stor familie, og familien havde en stor omgangskreds. Der var ikke plads til det hele under træet, så en tilstødende stue måtte agere julegavelager. Med udsigt til dette gavebjerg kunne ingen af pigerne få en bid ned under julemiddagen; kun lidt ris á la mande for et syns skyld, så de kunne sikre sig mandelgaverne. Blege af spænding og nervøsitet sad de blot og ventede på tilladelse til at flå i papir og gavebånd. Øjeblikket oprandt, og udpakningen begyndte. De første tre-fire gaver vakte jubel: kæmpemæssige, kulørte plastickonstruktioner, rideskole og dukkehus til Barbie, små komfurer komplette med gryder, pander og legemad, dukker med garderober og senge, klapvogne, bøger, DVD’ere, smykker og tøj … Der var ingen ende på pakkerne. Da det havde stået på i tre timer, var pigerne på grådens rand og bad, om resten dog ikke kunne vente til næste dag. De var så udmattede, at de blot ville i seng og sove.
Selve juleaften, og forberedelserne til den, fylder efterhånden ikke så meget i den moderne families liv, som alle de andre arrangerede begivenheder, der har hægtet sig på igennem de seneste tiår. Det er mig f.eks. en stor og uløst gåde, hvordan bryggerierne kan få folk til at gå på gaderne og drikke sig stangstive, blot fordi de udsender en halvdårlig juleøl. Juleøl har ikke været en mangelvare på noget tidspunkt i hele min levetid, og alligevel opfører folk sig, som om der var tale om rationering og en særlig nåde, når de får lov at købe det i litervis på en flad novemberaften. De skyller taknemmeligt brygget i sig og er det følgende døgn til stor gene for forbipasserende, medtrafikanter og byens hygiejniske stade som helhed.
Hvis man har et barn i børnehave og et i skole, og hvis de oven i købet går til håndbold eller spejder, er december hurtigt fyldt op med klippe-klistre-arrangementer, pebernøds- og saftevandsaftner og deciderede juleafslutninger, hvor ungerne er klædt ud som nisser og spiller blokfløjte. Derudover kommer årets højdepunkt på arbejdspladsen, julefrokosten, hvor man til tre slags sild, kål, flæskesteg og pølse også har mulighed for at drikke sig fra sans og samling. Kortklubben, operaklubben, agilityholdet, golfvennerne og venindeflokken skal også holde julefrokost, og vi plejer at holde noget sammen med Birthe og Egon og naboerne nede i nummer 44 …
Dankortet gløder fra tidligt i november. Drikke- og fødevarer i sækkevis slæbes hjem, man suser rundt og indkøber gaver efter ønskesedler — Bodumkande til Else, cd med Kim Larsen til Jonathan — og ungerne skal have en gave hver eneste dag i december plus fire-fem store juleaften … Krydderier, mandler, marcipan, nougat og sukat … har jeg nu husket det hele? Åh, ja, rosiner, helst økologiske … Og adventskrans, kalenderlys og nye kugler til træet.
Jeg har inderlig forståelse for de mennesker, der beslutter at forlade heksekedlen i sidste halvdel af december og flyve ned til sol og varme, hvor man på et bekvemt hotel kan glemme alt om den grådigt krævende jul. Eller den ensomme jul. Eller dårlige juleminder. Eller blot den helt almindelige, danske jul. — Jeg er selv ofte fristet til flugt.
Det kræver en høj grad af modenhed og erfaring at stå imod presset til overforbrug. At takke nej til nogle af invitationerne. At frigøre sig fra pligtfølelser og skabe sin egen jul med plads, tid og ro til at nyde duften af kogende krydderier, gran, gåsesteg og tændte stearinlys, eftertanke i årets mørkeste tid, gode venner og familiens selskab.
Læsetid
Solen går ned klokken fire om eftermiddagen. Vejrudsigten står på mørke, kulde, regn, sne og blæst de næste tre-fire måneder. Hunden og jeg går skovtur midt på dagen, mens der endnu er mulighed for lidt dagslys, men derudover er vi spærret inde. Noget skal man jo lave, når skrivebords- og husarbejdet er fra hånden, så nu er det læsetid.
Konstruerede krimier og historiske romaner er ikke noget for mig; jeg har ikke tid at spilde på dem, for den virkelige verden og alle klassikerne tilbyder så meget viden, tilfredsstillelse, nydelse og spænding. Som alle andre føg jeg forrige år igennem Stieg Larssons trilogi på en uge, men da sidste side var skimmet, havde jeg allerede glemt det hele igen og længtes efter mere nærende kost. Om vinteren stiller jeg krav til min læsning. Snupper de gamle russere det ene år, Danmarks oldtid i tre tykke bind eller Shakespeares samlede det næste. Menneskets oprindelse, andre kulturer, lidt arkitektur og kunsthistorie, ikke meget, ikke systematisk, men jeg får pirret min nysgerrighed, mens jeg læser.
Måske er jeg bare kommet i den alder, som min far havde, da han pure nægtede at læse Adams’ „Kaninbjerget” med de udødelige, vrisne ord: — Jeg er for gammel til at læse om dyr, der snakker!
Måske sker det, når man passerer de halvtreds, at man mister interessen for andres konstruerede opspind og forlanger klassikere og kvalitet, samtidshistorie, biografier og oplysning. Vi vil vide, hvad det var for en tid, vi havde del i, og vi vil sætte vores egen eksistens i perspektiv ved at sammenligne os med tiden og dens hovedpersoner.
I år kom Hemingway på min læseliste, men jeg tror ikke, jeg kan gennemføre det, med mindre jeg får fat i de engelsksprogede originaler. Min udgave af „Farvel til våbnene” er oversat til dansk en gang i trediverne, og sproget bærer i høj grad præg af tiden. Den gamle krigskarl og hans veninde siger ustandseligt „Søde dreng” og „Min kære pige” til hinanden. Ord som „henrivende”, „yndig” og „pragtfuld” benyttes i alle deres replikker, og det er ikke til at holde ud — men det er lærerigt: I trediverne tog man endnu litteratur alvorligt og bekostede kompetente oversættere, der kunne deres grammatik, retskrivning, tegnsætning og stilleje, hvilket er en sjældenhed i nyere, danske oversættelser, selv på de største og mest anerkendte forlag, men alligevel er Hemingway skæmmet af tidstypiske tillægsord. Hvilke ord misbruger vi i dag? „Enormt”, „fantastisk”, „utroligt” …?
Når influenza og andre dårligdomme hærger, har også jeg dog brug for trøstebolsjer. I så fald finder jeg Jane Austen frem. På engelsk. For femte, sjette eller syvende gang. Snupper dem alle seks, „Sense and Sensibility”, „Pride and Prejudice”, „Mansfield Park”, „Emma”, „Northanger Abbey”, „Persuasion”, og nyder sproget, menneskeskildringerne og forfatterens klogskab. Hvis jeg har høj feber og knap kan læse, sætter jeg BBC’s pragtudgave af „Stolthed og fordom” på DVD-afspilleren og sutter alle seks afsnit i mig, kun afbrudt af tisse- og tefremstillingspauser. Kan anbefales! Når man dukker frem igen, er sygdommen praktisk taget gået over af sig selv.
Iscenesættere
To menneskehoveder, British Museum.
Vi er blevet en nation af iscenesættere. Slutningen af det 20. århundrede og begyndelsen af det 21. er i vores lille velhavende del af verden karakteriseret ved materiel overflod, relativ tryghed, mobilitet, dvs. opbrud fra familie, klan og hjemstavn, og frigjorthed fra traditionelle værdisæt, etik, religion og ganske almindelig velopdragenhed, som medfører en sejlende rodløshed. Hos mange mennesker har egoisme, grådighed, grænseløshed og selviscenesættelse tilsyneladende taget pladsen i stedet.
Hvis man ikke kan VÆRE noget, kan man i det mindste SYNES. Det er lettere at betale for dyre designermøbler, som alle af en eller anden grund for tiden er enige om, er værd at have, og således købe sin billet til det gode selskab, i stedet for at skulle foretage et selvstændigt valg, der passer til en selv, kassekredittens reelle størrelse og familiens behov.
Vi iscenesætter vores liv ned i mindste detalje. Alle elementer i påklædning, frisure, boligindretning, køb af forbrugsvarer, såsom bil, rejser, fødevarer, sofapuder, er forbundet med en overordnet plan, som skal fremstille os som f.eks. økologiske, kunstneriske, velhavende, afslappede … Selv vore børn bliver en del af scenariet; de peppes op med dyrt tøj og fikse tørklæder, så de passer til min hjemmelavede fortælling om MIT liv. Og så bliver de i øvrigt stuvet af vejen, så jeg kan dyrke mit job, mine venner, mine fritidsinteresser, kvalitetstid med min kæreste og lidt wellness — alt dette betragtes som forældrenes indlysende menneskerettigheder. At få børn er også en menneskeret, og det indebærer på ingen måde fravalg af behageligheder, for børn har godt af at få et forhold til andre voksne og børn meget tidligt, og hvis mor og far er glade, bliver barnet jo også bedre tilpas …
I en tid, hvor medier og kameraer lurer overalt, er det vigtigt for den enkelte, at makeup, accessories, smil og kækhed er på plads hvert eneste sekund på dagen. Hvis vi ikke møder et tv-hold på gågaden, har både vi selv og alle vennerne kamera i mobiltelefonen, og få minutter efter kan vores foto være uploaded på diverse internetsites. Hvis vennerne ikke sørger for, at vi er på med vores friske livsstil, kan vi altid selv uploade det iscenesatte liv med alle dets trivielle detaljer på Facebook, Myspace o.lign.
— All the world’s a stage, skrev Shakespeare for 400 år siden. Jeg tror ikke, han kunne forestille sig den hulhed, der kendetegner et nutidigt menneske, der finder sit livs mål og mening på ugebladenes tøj- og boligindretningssider, der iscenesætter sit bryllup som et stort „prinsesse for en dag”-arrangement, der lejer en limousine til sin 40-års fødselsdag, så han og vennerne kan ankomme standsmæssigt til festen med champagne i glassene.
Af mangel på værdier efterligner vi film og ugebladsidoler, for hvis vi gør som dem, smitter følelsen af succes og synlighed nok lidt af på os selv. Lerfigurer er vi med al rigdommens tynde og falske forgyldning. Nede under det skinnende lag af materiel velfærd ligger der et forvirret menneske, der af mangel på kærlighed og tætte, menneskelige forhold forsøger at gøre sig til, at blive set og forhåbentligt værdsat. Men alle de andre har så travlt med at iscenesætte sig selv, at de ikke har overskud til at se dig som andet end et bekvemt vedhæng og publikum.
Så vi fortsætter i hamsterhjulet: — Vi kan lege amerikanske rappere, tibetanske buddister, filmstjerner på ferie, hjemmestrikkende uldmostre … Alle rollerne står til rådighed, du skal blot vælge, men du kan ikke være dig selv.
Hvis jeg er mig selv, har jeg ikke brug for rekvisitter. Hvis jeg ikke arbejder for at tjene en masse penge, så jeg kan købe rekvisitter til at iscenesætte mit liv, går væksten i samfundet, grundlaget for velfærden, i stå. Vi køber ikke et dyrt træpuslespil, fordi vi har behov for det, men fordi vi samtidigt køber idéen om os selv som forældre, der har overskud til at sidde og lege meningsfuldt med vore børn, og det får os til at føle os godt tilpas. Vi køber ikke en dyr fiskegryde, fordi vi koger mange fisk hjemme i det nye samtalekøkken, men fordi vi godt kan lide tanken om, at vi ofte laver god og sund mad hjemme. Vi køber ikke nyt tøj fire gange om året, fordi det gamle er slidt op, men fordi vi gerne vil fremstå som unge, moderne og smarte.
Hvis vi kunne skære ned på forbruget, ville det få stor betydning for forureningen og klodens sparsomme ressourcer. Måske ville der oven i købet blive noget til overs til verdens fattigste og mest trængende mennesker?
Nej. Sådan spiller klaveret ikke. Selv økologi, CO2-neutral adfærd og godgørenhed er blevet en del af selviscenesættelsen. Et fravalg af ting er ikke legitimt, for det er usynligt. Du skal tværtimod vælge engangsbleer af det pebrede mærke, som med kostbare og intimiderende tv-reklamer fortæller, at de skænker 50 øre af de hundreder af kroner, du betaler for en pakke, til små, syge, afrikanske børn. Du køber en ged til en fattig i et U-land, og juleaften forærer du mormor beviset på din godgørenhed i julegave, så alle kan se, hvor god du er. Mormor fatter ikke en bønne og ville inderligt ønske, at du havde blandet hende udenom.
Bag al usikkerheden, bag al iscenesættelsen, er et menneskes liv givet: fødsel, barndom, ungdom, uddannelse, job, kæreste, børn, sygdom, død. Rammen ligger fast og kan ikke ændres, selv om farven på interiøret skifter. Et menneske kan være rart, sjovt, begavet, sygt, ulækkert, ungt, gammelt, kedeligt … alt muligt, og ikke et eneste indkøb kan lave om på det.
Landbrugsland?
Et smukt, men sjældent syn: Værdig gris under naturlige forhold.
I min skoletid lærte vi, at Danmark var et landbrugsland, der gjorde sig internationalt bemærket med sin fødevareproduktion. Og jeg er så gammel, at det faktisk passede på det tidspunkt.
Jeg var heldig at have min gang på gårde i omegnen af det nybyggede villakvarter, vi boede i, og på min lille, røde cykel spurtede jeg af sted over markvejene og var med ved malkning, fodring, udmugning, fødsler, slagtning, høst og alt muligt andet forefaldende arbejde på en veldrevet, middelstor gård. Ikke mange børn har de muligheder i dag.
Nu får jeg regelmæssige chok, når jeg ser og hører om moderne, dansk landbrug: lange dyretransporter, fastspændte søer, kastration af smågrise på samlebånd, tremmegulve i stalde, køer, der aldrig kommer på græs, salmonellainfektioner, rutinemæssig antibiotikabehandling, stråforkorter, kunstgødning, pesticider, sammenstuvning, angst, smerte og lidelser.
Hvis det ikke er nok til at fremkalde kvalme, kan man blot tænke på de produkter, der kommer ud af alle anstrengelserne: sjasket, smagløst kød og pålæg, gummiagtige oste, vandig mælk, blege, halvgamle æg, sygdomsbefængte kyllinger, havregryn med giftrester og mel af korn, der er uegnet til bagning og dermed til menneskeføde.
Her i sommer har vi haft (endnu) en salmonellaepidemi: Man ved med sikkerhed, at omkring 1000 danskere blev ramt af en meget, meget ubehagelig infektionssygdom, men det er kun de anmeldte tilfælde; tallet kan være ti eller hundrede gange højere. Seks er døde – af at spise danske landbrugsprodukter, formodentligt!
Der er ingen tvivl om, at den tiltagende industrialisering af landbruget har forringet forholdene for både dyr og mennesker. Det skyldes naturligvis en økonomisk tilpasning til større og større bedrifter, som beskæftiger færre og færre mennesker. Resultatet er, at opmærksomheden på det enkelte produktionsdyr og på den enkelte hektar er minimal. Vi ved, om brugene er rentable, for det tæller landmandens computer sammen for ham, men ingen ved, om dyr og jord trives og er i balance.
Som landbrugsland burde vi have været stolte af vores produkter og have forfinet dem til eftertragtede mærkevarer i stedet for at optimere mængderne på bekostning af kvaliteten. Vi burde have set det komme og have lagt vægten på økologi, dyrevelfærd, tradition og velsmag. Navnlig i betragtning af, at vi er så små, at vi aldrig kan konkurrere prismæssigt med newzealandske lam, sydamerikanske bøffer eller nordamerikanske kornarealer.
Der er tiltag rundt omkring i landet til forfinelse af gode, danske råvarer, men almindelige mennesker kan ikke lige køre til Skagen efter en skinke og betale to formuer for den. Gode, smagfulde, sygdomsfri fødevarer burde være tilgængelige i alle dagligvarebutikker, og så ville vi meget gerne spares for alle skrækhistorierne om produktionsforholdene!
Arla
Det er synd for Arla! Oprindeligt et solidt, gammelt kooperativt foretagende, som alle havde sympati for. Nu et multinationalt selskab, der producerer udvandede og uøkologiske fødevarer, og som tilsyneladende har svært ved at slippe af med deres overskudsmælkefedt.
Smager man mælk i Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien, England, Italien, ja selv i Egypten, er det bedre. Græsk yoghurt er bare så meget bedre i konsistens og smag end noget af det, Arla har produceret igennem hele min levetid. Thise, Hirtshals, ALT er bedre end Arla.
Og så laver de pinlige reklamer: Selv om alle ved, at en typisk Arla-ko aldrig sætter sine klove på en grøn mark, er reklamerne fulde af sødladne mariehøns blandt grønne græsstrå. For ikke at nævne de platte vildmænd, der skulle promovere Arla for nogle år siden. Sikke et flop! Hvad har uhygiejniske, umorsomme hulemænd med moderne mælkeproduktion at gøre? Nej, vel? Meget forkerte associationer!
Lurpak, Ekspres, Harmonie, Lærkevang, Kærgården, Danazola … Mængden af uopfindsomme, desperat idylliserende navne er enorm. Hvis jeg vil have Gorgonzola, køber jeg en italiensk ost, ikke en Arla-kopi. Det sidste nye er reklamer for økologisk Lurpak-smør i min avis. 10 år for sent, og så tør de ikke engang nævne Arla ved navn!
PostDanmark
Hvilke andre, meget mere spændende, opgaver er det lige, det danske postvæsen skal tage sig af ud over at aflevere breve og pakker til folk? Hvor svært kan det være?
Jeg havde bestilt nogle fotoprints hos et velrenommeret internetfirma, som lovede levering efter tre-fem dage. I en hel uge hang jeg ved postkassen fra morgen til hen på eftermiddagen, men der kom ingen fotos. Efter en måneds frugtesløs venten fik jeg firmaet til at refundere pengene og måtte selv betale tre gange prisen for hasteprints inde i byen.
I går ringede så damen fra det lokale posthus. De havde mine fotos liggende, hvorfor hentede jeg dem ikke? AAARRRGGGHHH! – Og hun var ikke engang flov eller undskyldende.
Jeg prøvede at forklare, at hvis mine forsendelser ikke ligger i min postkasse, eller der i det mindste er efterladt en seddel om, at de er kommet, så foretager jeg ikke noget, udover at vente, men det trængte ligesom ikke ind. – Nå, vil du så slet ikke have dem? spurgte hun. – Nej. Men firmaet vil sikkert gerne have en forklaring, så send dem tilbage til dem.
Internethandel er en stadigt stigende branche, men jeg kan godt se, hvor stopklodsen ligger. Den ligger hos PostDanmark, som ikke længere har noget fornuftigt at lave, og som derfor ansætter billig, ung arbejdskraft, der kun fungerer med halvdelen af hjernen, mens de deler tåbelige reklamer ud, i stedet for modne og ansvarsbevidste herrer og damer, der ser det som en personlig ære, at posten havner sikkert hos adressaten.
Ferie
Bilkøer, check-in-køer, overfyldte, ulideligt varme busser, gader og strande, ikke mig. Hvorfor tage hjemmefra, når her endelig er til at være? I haven, i skoven og ved stranden. Lige her i nabolaget.
Haven står på sit højeste med roser, stauder og frugt. De nye fugleunger, solsorte, musvitter, rødstjerter, tumler kluntet om benene på os. Og juli måned er høsttid. Nu sanker vi – ikke i lade, men i fryser og syltetøjsglas. Har formentligt arvet et hamstergen fra forfædrene.
Rabarber, jordbær, hindbær, solbær, ribs, kirsebær, ærter, kvæder, blommer og brombær i haven.
Blåbær, hindbær, tyttebær i skoven. Og snart kommer:
Ind i mellem ligge i en hængesofa med en god bog. Så kan vi se Alhambra, når de andre turister er taget hjem, og det regner herhjemme.