Kategori: Helbred

Lavt stofskifte, kort fortalt

Hvad jeg gerne ville have vidst

Hypothyreose og myksødem er betegnelser for for lavt stofskifte. Sygdommen skyldes nedsat eller ophørt aktivitet i skjoldbruskkirtlen, der sidder foran på halsen.

Myksødem betyder opsvulmet væv. – Et af symptomerne på for lavt stofskifte er, at kroppen bliver fyldt med opsvulmet, vandfyldt væv. Fx under kæbelinien, i nakken, hen over maven, over skambenet, på overarmene, omkring knæled m.m. Det væv kan man ikke tabe, uanset hvor lidt man spiser. Men med god, medicinsk behandling kan man tabe noget af væsken.

For lavt stofskifte rammer flere kvinder end mænd, og mange bliver først – om overhovedet – opmærksomme på sygdommen, når de er over 40 – 50 år gamle. Symptomerne kan minde om almindelig aldring og slås ofte hen som ubetydelige af både den ramte selv og hendes læge(r). Inden en kvik person stiller diagnosen, kan man nå at opleve mange år – måske et halvt liv – med dårlig livskvalitet og funktion, og man kan have kostet sig selv, sin familie og samfundet dyrt i form af bekymringer, sygedage, manglende karriere og pensionsopsparing, hvortil kommer alle de spildte undersøgelser, lykkepiller, kolesterolpiller, smertestillende piller, operationer, vagtlæger, special­læger o.m.a. – Alene mængden af symptomer, plager, lidelser, burde sætte én på sporet, men de fleste stofskifteramte, som oftest midaldrende kvinder, kommer til at føle sig som besværlige hypokondere. – Alle ved jo, at kvinder over en vis alder elsker at bruge hele og halve dage i telefonkøer og på at sidde i timevis i overfyldte venteværelser, så de kan opnå fem minutters resultatløs audiens hos en fortravlet læge. På et tidspunkt giver disse kvinder efter for magtesløsheden og familiemedlemmers gentagne, irriterede opfordringer til ’at prøve at tage sig lidt sammen’ og tager til sidst imod den hyppigt tilbudte recept på lykkepiller for derefter at sidde og dø langsomt uden at genere nogen.

Jeg er ikke læge, og næsten intet af det følgende har jeg hørt fra læger. Det stammer fra mine egne erfaringer, fra gode veninder, fra websider, fra stofskiftepatienters foreningssider, mange udenlandske, fra danske forfattere og bloggere, ofte stofskifteramte, fortvivlede kvinder og mænd uden relevant lægefaglig uddannelse, som af ren og skær desperation har måttet søge oplysninger på egen hånd. – Og tusind tak til dem, fordi de deler!

Mange læger, inklusiv de specialuddannede endokrinologer, ved kun det allermest basale om lavt stofskifte. De kan udelukkende tage blodprøver og regulere dosis. Og de gider ikke spilde tid med at lytte til din oplevelse af symptomer, måske fordi de på lægeskolen har lært, at de alle forsvinder, når blot den optimale dosis er nået. – Det passer nu ikke.

Efter mere end 5 års ’behandling’ har jeg det stadig ikke godt. Eller bare bedre. Her er, hvad lægerne ikke fortæller, og hvad jeg gerne ville have vidst for mange år siden om for lavt stofskifte.

Informationer, rettelser og kommentarer er mere end velkomne!

● Er der nogen i familien, der har haft problemer med stofskiftet? Så er det sandsynligt, at du kan få det

● Har du en autoimmun lidelse? Kronisk træthedssyndrom? Hyppige infektioner? Hjerteproblemer? Smertefuldt blæresyndrom? Gal­desten? Overvægt? Misbrugsproblemer? Angst og uro i de unge år? Kraftige menstruationer? Problemer med at blive gravid? Med at føde? Cyster? Glemsomhed? Forvirring? Tarsal- og/eller karpaltunnelsyndrom (dvs. afklemning af nerver i ankler eller håndled) eller springfinger? Højt kolesterol? Hårtab? Fortykket og hård hud? Dobbelthage? Æbleform med smalle hofter og rund mave? Ømme muskler og uforklarlige ledsmerter? Opgivenhedsfølelse? Er du ofte frysende og kuldefølsom?

● Et pludseligt rygeophør kan bevirke en autoimmun reaktion, hvor kroppen angriber sig selv og ødelægger skjoldbruskkirtlen

● Normalt har nogle symptomer været til stede igennem hele livet, men selvmedicinering i form af rygning og alkohol, som sætter stofskiftet i vejret, eller et pillemisbrug kan have sløret den egentlige lidelse

● Det er skjoldbruskkirtlen, der regulerer stofskiftet. Når den ikke fungerer, frigøres der unormalt mange stof­skiftehormoner, TSH, som skal stimulere skjoldbruskkirtlen, i blodet. Det er bl.a. niveauet af TSH = Thy­roid Stimulerende Hormon, der måles ved blodprøver

● Medicinen (kunstige stofskiftehormoner) er: T4 = Euthyrox eller Eltroxin og evt. T3 = Liothyro­nin. Der findes også såkaldt naturlige stofskiftehormoner udvundet fra grise

● Der kan være behov for tilskud af D-vitamin 10 µg pr. dag, måske også jern, kalk og B12, men lad lægen rådgive efter blodprøver, og pas på med multivitaminpiller. Der er en formodet højere sygelighed og dødelighed hos kvinder, der tager vitaminpiller

● Stofskiftemedicin skal tages på tom mave, dvs. mere end en time før eller efter et måltid

● Euthyrox og Liothyronin må ikke tages sammen med kaffe, te, kalk eller jern. Disse ting kan ophæve virkningen. Tag fx medicinen om morgenen og mineraltilskud om aftenen sammen med hovedmåltidet. Men hvis du drikker kaffe om morgenen, skal du tage dine piller mindst en time før eller på tom mave ved sengetid.

● Hvis du tager flere dagsdoser stofskiftemedicin, så tag hovedparten om morgenen og kun en lille dosis før sengetid, da det giver bedre søvn uden ’huller’ i form af hyppige opvågninger

● Behandling med T4 og evt. T3 bør iværksættes med det samme. Dosis skal øges gradvist fra 25 µg til en slutdosis på 1,6 µg T4 pr. kg. kropsvægt pr. dag, evt. T3 skal udgøre 1/17 af totalmængden

● TSH m.m. kontrolleres med regelmæssige blodprøver, gerne hver tredje måned i de første år

● Blodprøver skal tages på samme tidspunkt af døgnet, fx om morgenen på fastende hjerte og før dagsdosis er taget, for at give et reelt billede af TSH-niveauet i kroppen

● TSH skal ideelt ligge mellem 0,5 og 1,5. – Ikke 2, 3 eller 4, som nogle læger påstår. Dette middeltal er udregnet på grundlag af en normalbefolkning, hvoraf mange har begyndende stofskifteinsufficiens uden at vide det

● For højt stofskifte (= for meget medicin) føles som hjertebanken, uro, varmebølger i kroppen, spændinger i hovedet, overfølsom hud, søvn­problemer (vågner for tidligt), tynd mave, muskel- og knoglesmerter

● For ældre, overvægtige kvinder kan det være fatalt at indtage for høje doser af stofskiftemedicin, da det kan udløse blodpropper og hjertestop

● Overvægt og for lavt stofskifte hænger sammen; sammenhængen kunne – ud over det dårlige stofskifte – også være, at trætheden og energiløsheden, som følger af for lavt stofskifte, får kroppen til at kræve energiholdig mad, sukker, mel og fedt – NU!

● Man skal ikke altid have kolesterolsænkende medicin, for et højt kolesteroltal kan være et symp­tom, der mindskes med god, medicinsk behandling af stofskiftet

● Man skal bestemt ikke have lykkepiller el. lign., for tristheden, sløvheden og ligegladheden er symptomer

● Man mærker effekt af medicinen med det samme: energi, væsketab m.m. Men der går 6 til 8 uger, før kroppen får fuldt udbytte af en dosisregulering, så lad mindst 2 måneder gå mellem hver regulering af dosis

● Der kan gå mange år, før man føler sig nogenlunde normal mht. energi, vægt, smerter m.m., og det er ikke sikkert, at det nogensinde bliver helt godt

Symptomer:

Et utilstrækkeligt stofskifte påvirker hele kroppen. Hvis muskler, knogler, hjerne, organer, blodårer, nerver, hår, tænder, negle og led ikke får næring nok, vil der selvfølgelig opstå lidelser. I princippet kan alt være påvirket, men de mest almindelige symptomer er:

● Træthed, energiforladthed, opgivenhed, glemsomhed, ligegladhed, kraftesløshed

● Kompetencetab, fx bilkørsel, manglende koncentrationsevne, overblik, interesse, ambitioner

● Lav kropstemperatur, dvs. tæt på 36 ° C, kolde fødder og hænder, kuldskær

● Overvægt, problemer med at tabe sig

● Voldsom sult, evt. afvekslende med madlede og synkebesvær

● Forstoppelse

● Tør, dårlig, evt. inficeret, hud, akne igennem hele livet. Hård hud, der skaller og revner på fødder og albuer

● Heler dårligt efter sår og operationer

● ’Tyndt’ blod, der har svært ved at koagulere

● Tendens til blodpropper og hjerteproblemer

● Væskeophobninger under fortykket hud, såkaldte ødemer = heraf navnet Myksødem – Vandfyldt slim. Bindevævet suger væske og svulmer op, så huden føles oppustet og fast. Disse væskefyldte ansamlinger kan findes alle vegne, inde i kroppen og udenpå. Typisk under kæbelinjen (en tyk, pølset dobbelthage), hen over øverste del af maven, inde i maven og på siden af overarmene

● Hyppige infektioner: ører, lunger, hals

● Uro og evt. angstlidelser i de unge år, når stofskiftesymptomerne tager til med opblussen af unormalt stofskifte og ubalancer med for mange stresshormoner i kroppen

● Dårligt nattesyn pga. af leverens manglende evne til at få A-vitaminer i form af caroten fra kosten

● Kraftige, smertefulde menstruationer, problemer med at blive gravid, manglende evne til at udvide sig under fødsel, langvarige veer, kejsersnit, liv­moder forstørret af ophævet væv, endometriose, cyster

● Reflux, sur mave

● Hårtab, først det yderste af øjenbrynene, så en stor del af hovedhåret. Svinder med adæ­kvat behandling, men det tager et år eller to at gendanne hovedhåret

● Tiltagende dårlige og skrøbelige tænder, blegt og dårligt tandkød, paradentose, tandtab

● Autoimmune reaktioner og sygdomme

● Skoliose (skæv ryg, pukkelryg)

● Ømhed i led og muskler, ryg, lænd, skulder, nakke, knæ, knoer, ankler, hænder, fødder

● Hovedpine 2 – 3 dage ca. hver tredje uge. Hos mig starter det med et pres i højre side af nakken, som en krampe eller en hård knude af ophovnet væv, der lukker for blodforsyningen. Smerten sidder bag højre øje under øjenbrynet ind mod næseryggen

● Galdesten og dårlig leverfunktion, så man ikke kan processere fx betacaroten i gulerødder, rødbe­der, radisser, blommer m.m., som derfor kan give symptomer på øjenallergi, kløende, irriterede, røde og løbende øjne, ved koncentreret indtag af fx gulerodsjuice, gulerodssalat, rødbedesalat, rød peber, blommegrød eller en håndfuld friske radiser. (Kan lindres med en kold, våd klud)

● Højt kolesteroltal, svinder med adækvat behandling

● Overfølsom blære, smertefuldt blæresyndrom, PBS = Painful Bladder Syndrom: Føles som blærebetændelse, men uden bakterier. Slimhinderne på indersiden af blære og urinrør bliver røde og kraftigt irri­terede af urinen, specielt hvis man indtager sure frugter og drikke: appelsinsaft, citronmarmelade, grape, lime, sodavand, grøn te, juice, cider

● Tarsal- og/eller karpaltunnelsyndrom, springfinger: Det hævede væv afklemmer nerver i knoer ved anklen og i hænderne og kan give først smerter siden mere permanent følel­sesløshed i fødder, hæle og fingre

● Tidlig aldren, gråt, tyndt hår, træthed, ledsmerter, rynker, glemsomhed, opgivenhed

● Svaghedsfølelse, kraftesløshed, ugidelighed, afmagtsfølelse, forvirring, desorientering, uover­kommelighedsfølelse, intellektuel svækkelse og ligegladhed er de værste symptomer. Det kommer snigen­de umærkeligt, så man næsten ikke oplever forskel: Man bliver bare mere og mere gammel, dum, træt, tyk, øm og skrøbelig

Se evt.:

Den engelske patientforening: http://www.tpauk.com/main/article/myxoedemahypothyroid-symptoms/

’In 1878, Dr. William Ord performed an autopsy on a middle-aged woman who succumbed to hypothyroidism. Upon cutting into her skin, he saw tissues that were thickened and boggy. The tissues appeared to be waterlogged, but no water seeped from his incisions. Dr. Ord realized this disease was unique and previously unrecognized.

Dr. Ord summoned a leading chemist named Halleburton to help identify the substance causing the swelling. What they found was an abnormally large accumulation of mucin. Mucin is a normal constituent of our tissues. It is a jelly-like material that spontaneously accumulates in hypothyroidism. Mucin grabs onto water and causes swelling. Dr. Halleburton found 50 times the normal amount of mucin in the womans skin. Her other tissues also contained excess mucin.

The doctors coined the term myxedema. Myx is the Greek word for mucin and edema means swelling. Myxedema was adopted as the medical term for hypothyroidism.’

…

‘ Today’s doctors are not taught to examine for thickened skin or other physical manifestations of the illness. Sophisticated thyroid blood tests are purported to be the sole means for making the diagnosis of hypothyroidism. These tests have replaced the patients’ medical histories, complaints, and physical findings upon which the diagnosis was largely based for over half a century before the advent of blood tests.’

Se evt. også:

http://www.thyreoidea.dk/nyheder.html?news_id=118

http://www.stopthethyroidmadness.com/

http://lavtstofskifte.info/

http://lavtstofskifte.info/principiel-sag-kvinder-med-lavt-stofskifte-faar-en-million-i-erstatning/

http://videnskab.dk/kort-nyt/rygestop-kan-udlose-stofskiftesygdomhttp://

www.mivi.dk/mivi/stofskiftet/index.php

http://videnskab.dk/krop-sundhed/vitaminpiller-kan-sla-dig-ihjel

Sundhed

Da jeg ville være sund og slank og gik på diæt og tabte 8 kg, fik jeg en stor galdesten, der gjorde mig syg i trekvart år. To gange måtte jeg indlægges, den ene gang akut med gulsot, og begge gange blev jeg opereret på. Det viste sig, at stoffer ophobet i fedtvævet udfældes i galdeblæren, når man taber sig. – Det står der ikke noget om i damebladene eller i de foldere, man får udleveret hos lægen …

Da jeg holdt op med at ryge, selvdestruerede min skjoldbruskkirtel, så jeg efter nogle måneder fik for lavt stofskifte. Nu er jeg sløv og træt, på livslang medicin og kan ikke komme af med den overvægt, rygestoppet bevirkede. – At et rygestop kan give stofskifteproblemer, er forholdsvis ny viden, som der ikke står noget om i alle de bedrevidende rygestopbrochurer …

Da jeg ville leve sundt og sendte bud efter en saftpresser og begyndte med at presse økologiske gulerødder til saft, reagerede min krop ved at udvikle en kraftig gulerodsallergi, som viste sig ved kløende, sviende, rindende, røde øjne. I årevis troede vi, at jeg var blevet pollenallergiker lige pludselig midt om vinteren. Eller at jeg var overfølsom over for skimmel, min hund, gylle i luften, hvad ved jeg. – Nu kan jeg ikke tåle gulerødder, rødbeder, radisser, lever, karry, salat, spinat, melon, chili, paprika, persille, gurkemeje o.m.a., der indeholder meget A-vitamin og betakaroten … Ting, jeg ellers har spist hele mit liv uden problemer. – Man bliver ikke advaret mod overindtag af gulerødder i de officielle sundhedskampagner, så som ’Spis 6 om dagen’ …

Jeg har aldrig i hele mit liv været så syg og dårligt tilpas, som siden jeg besluttede, at jeg ville følge de gængse råd og leve sundere.

August 2021:

Og så kan jeg da lige tilføje, her godt fem år senere, at man kan pådrage sig et smertefuldt tilfælde af Plantar fasciitis – slå det selv op – hvis man prøver at gå 10.000 skridt om dagen …

Det danske sygdomsvæsen

Hospitalets venterum er det limbo, hvor det danske sygdomsvæsen rutinemæssigt anbringer de syge. Måske ville det være mere formålstjenligt at forsøge med noget lægelig behandling?

Hvis der er det mindste i vejen med min hund, ringer jeg til min sympatiske dyrlæge, kommer igennem med det samme, får en god snak og om nødvendigt en tid samme dag. Hvis han skønner, at det er me­get alvorligt, kommer han på akut hjemmebesøg.

Det er 30 – 40 år siden, mennesker i dette land kunne få samme service, hvis de skulle blive syge. Bortset fra nogle få indsatsområder, visse kræftformer og mænd med hjerte- karproblemer, sejler det danske sundhedsvæsen i tilfældige op- og nedprioriteringer, kontroller, endeløse, tidsforbrugende ak­krediterin­ger, ubrugelige computersystemer, skemaer, uforståelige medicin- og tidsregler.

Et halvt år efter, jeg var holdt op med at ryge, fandt jeg mig selv tøffende omkring i joggingbukser og udtrådte sutsko, mange kilo tungere og lykkeligt ligeglad med alting. Denne tilstand var dog så ulig den energiske, idérige og foretagsomme person, jeg havde været de første 55 år af mit liv, at jeg san­sede at bede min læge om et ­tjek. Lægen kunne fortælle, at mit stofskifte var for lavt.

For lavt stofskifte, ved jeg nu, er en sygdom, som kan have mange årsager, både arvelige og miljømæs­sige. Lægen forsikrede mig om, at det i hvert fald ikke havde noget med mit rygestop at gøre, og at det var let at behandle: Jeg skulle bare have en pille hver dag resten af mit liv.

Da man kun har ti minutter pr. konsultation og kun må tale om én ting ad gangen, og lægen først skulle afholde sin sommerferie, og der ikke var andre tider at få, så hengik der herefter tre lange som­mermå­neder med sløvhed, før jeg kunne begynde på en decideret behandling.

Jeg fik medicin, der stimulerer stofskiftet. En forsigtig begynderdosis. De årlige blodprøver viste, at ni­veauet af stofskiftehormoner i mit blod hermed skulle være tilstrækkeligt, og at alt burde være godt.

Jeg fik også en ganske kort opblomstring af energi og tabte et par kilo, men bedringen aftog gradvist, og efter et par måneder tøffede jeg rundt som før.

I de følgende år begyndte jeg at få mange forskellige, generende og smertefulde symptomer, som in­gen, og da slet ikke jeg selv, satte i forbindelse med stofskiftet, for jeg var jo velbehandlet; det viste blodprø­verne.

Jeg blev langsomt mere og mere træt, ligeglad, tyk, grå, ugidelig, glemsom, øm i alle led, immunforsva­ret gik ned, selv smårifter var længe om at hele, mit hår faldt af i bekymrende totter, jeg fik kraftigt for­højet kolesterol, hovedpiner, andre smerter og føleforstyrrelser i begge fødder og i maven, og mine øjne reagerede allergisk, uden at man kunne påvise allergener.

Hver gang, jeg fik et nyt symptom, opsøgte jeg min læge, og hvis der ikke var en oplagt specialist at hen­vise videre til, blev jeg tilbudt hormoner, stærke smertestillende midler, statiner, lykkepiller og ’livsstils­løsninger’, dvs. banale og intimide­rende råd om at slanke sig, spise sundt, gøre ’øvelser’, indtage na­turlæge­midler og sørge for at få rigeligt med motion.

Hvis man vågner om morgenen og er dødsens træt, hvis ens muskler og hjerne ikke får næring nok, hvis pulsen er under 60 slag i minuttet, hvis alle led gør ondt, og kroppen langsomt henfalder, hvis man tager på, selv om man i uger ad gangen kun får lidt flydende kost, vand, kaffe, yoghurt, så begiver man sig ikke ud på en frisk løbetur før den sunde morgenmad med skyr og blåbær. Man slæber sig ind i sofa­en med en enkelt kop kaffe …

Jeg kunne ikke arbejde, jeg orkede ikke at se nogen, jeg lagde ingen planer, men traskede bare rundt og forsøgte at overbevise mig selv om, at det var alderen, der trykkede. Jeg var 55 år og måtte påregne visse forandringer. Men samtidig havde jeg jævnaldrende og ældre venner og veninder, der træ­nede til halvmaratons og glade gik til gymnastik, svømning, fester og fitness. – Der var noget, der ikke passede, men hvis jeg forsøgte at forklare det for lægen, fik jeg tilbudt lykkepiller igen. – Dem tog jeg aldrig imod, men jeg forstår godt, at ulykkelige patienter efterhånden kan blive så deprimerede over mang­lende hjælp, at de griber efter de få midler, tidspressede, og måske oven i købet dårligt uddannede, læger kaster ud til dem. Knap 500.000 danskere er på lykkepiller i dag.

Tro det, eller lad være: Der findes læger i dette land, som føler sig provokeret af deres patienters ønske om at få det bedre, så for første gang i mit liv skiftede jeg og fandt til alt held en mere erfaren og fagligt funderet læge.

Et års tid efter lægeskiftet mødte jeg en gammel veninde, der også havde for lavt stofskifte. – Har du læst Helle Sydendals bog ’Få livet tilbage’? spurgte hun. Det havde jeg ikke, og hvilken åbenbaring. – Der var en forklaring på alt det, der plagede mig: Jeg havde stadig for lavt stofskifte og var simpelthen un­derbehandlet, selv om blodprøverne hvert år viste et tilstrækkeligt niveau af stofskiftestimulerende hormon. – Hvor mange stofskifteramte går underbehandlede rundt i dette land med forkerte diagnoser som fx fibromyalgi eller depression? Og bliver fyldt med smertestillende piller, statiner, lykkepiller og anden unødvendig medicin?

Så begyndte min kamp igen: Tid og ventetid hos lægen, forsøg med tilskud af anden medicin, som gav en lille bedring, men det ville en højere dosis måske også have gjort, eller et tilskud af vitaminer og mi­neraler.

Efter yderligere ventetid på tre måneder fik jeg omsider, med en frisk og omfattende blodprøve i bag­hånden, foretræde for en ung sygehusspecialist i endokrinologi … men hun kunne ikke bidrage med andet end at forhøre sig om mine symptomer og blodprøver, ting, som burde fremgå af journalen. Uden at tilbyde nogen form for hjælp, bestilte hun blot yderligere blodprøver og gav mig en ny tid ET HALVT ÅR SENERE. – Et halvt år er meget lang tid, når man næsten ingenting kan.

Jeg kunne have haft det dårligere, end jeg har det nu; jeg kunne have været holdt hen og bedøvet med alt det, jeg i løbet af årene havde afvist: statiner, lykke­piller, kraftige smertestillende piller, fem forskel­lige slags naturlægemidler, nyttesløse ’øvelser’ o.m.m. og alligevel ikke have vidst, hvad der plagede mig. Nu skal jeg bare ligge uvirksom på sofaen og vente i hele og halve år på, at det danske sundhedsvæ­sen kan afse en smule tid til at hjælpe mig.

Men er det rimeligt, at et dårligt fungerende sundhedsvæsen igennem så mange år skal være afgørende for, om jeg kan have en nogenlunde hverdag eller ej? Om jeg skal have kræfter til at passe mit arbejde, mine børne­børn, mit hus, mit liv? Om hele min krop, muskler, led, hjerte og hjerne, langsomt og måske uop­retteligt skal henfalde, når en mere omhyggelig undersøgelse og medicinering måske kunne have for­hindret det for mange år siden? Jeg er sikker på, at forholdene for syge mennesker er langt bedre alle andre steder i verden, Uganda, Portu­gal, Korea, end her i Danmark. Hvor ville man ellers bede syge men­nesker om at vente i et halvt år på adækvat be­handling og medicinering? Når det ville kunne ordnes på un­der en halv time af en veluddannet speciallæge på bag­grund af en blod­prøve?

Vores sundhedssystem er grebet af galopperende vanvid. – En smule rettidig omhu, en enkelt kvalitets­båren specialistkonsultation ville have kunnet spare mig for me­gen bekymring, frugtesløse forsøg og ulejlighed og spekulationer og næsten fem års sløvhed, opgivenhed, smerter og generende følgesymp­tomer af alle slags.

– OG have sparet samfundet for utallige henvendelser til praktiserende læger, kostbare undersøgelser, indlæggelser, skopier, biopsier, scanninger, blod­prøver, konsultationer hos de forkerte specialister, vagtlæger, mailkonsultationer, tele­fonopringninger, recepter og hundedyr, virkningsløs medicin til alle fejldiagno­serne.

Måske er løsningen selvbetaling? – Undervejs i min sygehistorie blev jeg bekymret for, om tilbageven­dende øjensymptomer skulle have skadet mit syn, og i stedet for at vente to år på at komme til en øjenlæge, som var omfattet af det offentlige støttesystem, fandt jeg én, der tog imod privatbetalende patienter:

– Oh, hvilken fryd! – Klinikdamen tog telefonen MED DET SAMME! – Hun talte HØFLIGT til mig, i stedet for at lyde fortravlet fornærmet over, at jeg tillod mig at ringe og forstyrre midt i klinikkens tele­fontid, og hun tilbød mig en tid TO DAGE SENERE! – Hvor jeg ikke skulle sidde og vente en halv time med to fed­tede og lasede, ældgamle ugeblade, men kom ind TIL DEN AFTALTE TID! – Til en sød og veluddan­net læge, der tilsyneladende havde AL TID I VERDEN, UNDERSØGTE MINE ØJNE GRUNDIGT, OMHYGGE­LIGT FORKLAREDE MIG OM MINE SYMPTOMER OG DERES BETYDNING, BEROLIGEDE MIG mht. min frygt, gav mig et par VIRKSOMME LÆGEMIDLER OG GODE TIPS, og som ikke slap mig, før jeg glad og lettet selv rejste mig og gik. – For skallede 1000 kr., som jeg ellers kunne have soldet op på en formiddag.

– Men selvbetaling har alvorlig social slagside, ved vi, og vi har ikke lyst til at dele befolkningen op i A og B-mennesker, selv om det jo er det, der allerede er sket for længe siden: De, der har råd, tegner private sundhedsfor­sikringer og kommer til før alle andre eller tager til London, Tyskland eller Polen og bliver behandlet for de ting, det danske sundhedsvæsen ikke magter at tage sig af.

Jeg har lidt under mere end ti forskellige, afledte symptomer i muskler og led, mave og øjne, foruden hårtab, glemsomhed og en dødlignende ligegyl­dighed og træthed, som bestemt ikke er fremmende for et liv, hverken professionelt eller privat. Men det har vist sig umuligt at få ordentlig behandling. Ikke engang en beroligende snak eller en forklaring kunne det blive til.

Jeg er stadig underbehandlet og venter stadig i hele og halve år på næste resultatløse specialistkonsulta­tion her fem år efter, at sygdommen blev konsta­teret. – Og det er et problem for måske ti tusindvis af bor­gere i dette land, et problem, der handler om et fallitbo af et uddannelsessystem og et bureaukra­tisk og tidsstyret, dansk sygdomsvæsen. – Uberørt af menneskehjerner og blottet for empati.

Mens dette kære væsen afsætter bunker af ressourcer på at kreere vammeltsøde slogans som ’Patien­ten i centrum’ og ’I gode hænder’, har nedskæringer og umenneskelig tidskontrol, der rent faktisk sætter nogle snærende skemaer i centrum, påført de mest samvittighedsfulde ansatte alvorlig stress og lader syge mennesker sejle i deres egen sø.

– Hvilket har affødt begrebet ’Den kom­petente patient’. Det er hende, der selv finder sin diagnose på nettet, diskuterer den indgående med veninderne, hvorefter hun henter sin medicin i Matas. – Ganske som begrebet ‘Det kompetente barn’ for nogle år siden fritog for­ældre og pædagoger for ansvaret for tage sig af børnene, og begrebet ’Længst muligt i eget hjem’ blot blev et skalkeskjul for små kurser i ’tænd din egen støvsuger’ og ’pas dig selv!’ til syge og alderdoms­svækkede mennesker, der havde hårdt brug for den hjælp, der var blevet stillet dem i udsigt.

Alligevel hører vi ustandseligt om, at vi lever i verdens bedste land med verdens bedste velfærds – og sundhedssystem. Kunne vi ikke i det mindste blive fri for den snak, indtil sagerne er bragt i orden?

http://videnskab.dk/kort-nyt/rygestop-kan-udlose-stofskiftesygdom

http://www.thyreoidea.dk/fakta/for-lavt-stofskifte.html

https://lavtstofskifteblog.wordpress.com/hvad-er-lavt-stofskifte-2/

Endnu en bemærkning om sygdomsvæsnet:

Nu har man regnet på, hvor mange tabte arbejdstimer trængslen på vejene koster samfundet.

Er der nogle af de dygtige DJØF’ere, der har regnet ud, hvor mange arbejdstimer trængslen i venteværelserne koster samfundet? Udover det allerede kendte problem, at mange mennesker går alt for længe og venter på behandling, så spilder samfundet en del arbejdstimer på, at de privatpraktiserende læger kun må tale om én ting ad gangen og kun må bruge 10 min. pr. patient pr. dag. Det giver jo et uhørt stort antal lægebesøg.

Masser af mennesker har to eller flere spørgsmål, når de dukker op til deres i god tid i forvejen bestilte tid hos lægen, og så må de bestille en ny tid og tage endnu en halv fridag og igen befordre sig et antal kilometer for at få snakket om problem nummer to. Nogle har endda tre eller flere ting, de har brug for at snakke med en læge om, prøvesvar o.lign., så konsultationerne kan strække sig over måneder. Hvor mange fridage koster det samfundet? Kunne det ikke betale sig at honorere lægen for yderligere fem-ti minutter, når man nu alligevel sidder der og snakker sammen?

Pas på Gurli


Nej, Gurli er ikke din mors barndomsveninde. Gurli er en tilsyneladende uskyldig plaid fra IKEA: 120 x 180 cm, gråsort, fremstillet i Indien af lutter kunststoffer og til salg i Danmark for beskedne 79 kr.

Forleden lod jeg mig friste i forbifarten og hjembragte en Gurli til min sofahyggekrog. Da jeg senere på da­gen satte mig op ad Gurlitæppet, fik jeg efter få minutter en grim, prikkende metalsmag på tungen, sviende øjne og en tør, irriteret hoste.

– Nå, ja. Vask altid tekstiler, før du tager dem i brug, sagde min mor. – Så jeg vaskede Gurli i den gode gamle Miele.

Næste aften var problemet det samme. I stedet for at putte mig med et varmende tæppe, begyndte øjne, tunge og svælg at prikke, som havde jeg indhaleret ti tusind bittesmå jernsplinter. Jeg vaskede tæppet igen, men problemet bestod. – Efter to vaske.

Nu har Gurli hængt ude i den kolde forårsluft i en uges tid, dag og nat, og jeg tror ikke, hun kommer ind i sofaen igen. – Hvad var der sket, hvis jeg havde svøbt Gurli om mit lille barnebarn? Jeg kunne sagtens have fundet på at bruge det som barnevognstæppe.

Jeg er følsom for kemi. Fx måtte jeg kassere nogle sko og tilbagelevere de fine silkedyner, fordi de fik hele huset til at lugte modbydeligt af kinesiske mugmidler. Hvad gør andre mennesker? De, som ikke bemærker dunstene? Lader de sig blot forgifte af de kraftige stoffer, producenter i fjerne lande overhælder deres produkter med, så de ikke rådner op under den månedlange transport i fugtige skibscontainere? Eller har andre mennesker råd til udelukkende at købe økologisk fair-trade-bomuld? Hvordan finder de det? Og hvordan kan de være sikre på indholdsstofferne?

Tilsyneladende har det glimrende foretagende, ’Forbrugerkemi’, opgivet ævred i november 2013. De ville ellers have kunnet fortælle mig, hvad mit tæppe indeholder.

Jeg måtte forlade mig på IKEA selv, så jeg ringede til deres kundeservice, trykkede mig igennem alle gå-væk-maskinstemmerne og fandt en rigtig dame, som lovede at notere problemet og se, om andre ville henven­de sig i samme anledning. Allerhelst ville hun have, at jeg kørte de 25 km ud til nærmeste IKEA og afleve­rede tæppet, så de kunne undersøge netop mit. Men jeg er så gammel nu, at jeg ikke lader tilfældige IKEA-damer koste rundt med mig, så jeg foreslog hende at lade en medarbejder futte ned på lageret og finde et af de tusindvis af identiske Gurlitæpper, der ligger der, helt friske, kemisk stinkende og pølseformede i de­res tætsluttende plasticposer.

IKEA er et professionelt og succesrigt foretagende; de ved udmærket, hvad der er i deres egne produkter. – Det behøver de ikke mig til at fortælle dem. De noterer blot henvendelsen op og afventer, om det bliver en generel tendens, før de overvejer at ændre deres forretningsmetoder. Naturligvis. Det handler jo om penge. Og vi er alle til fals for et billigt tilbud. Også selv om hver fjerde dansker ifølge Sundhedsstyrelsen lider af en form for allergi, også selv om man ikke kan se den blå himmel i Kina, og havet omkring Indien er omdannet til en kemisk kloak …

Gurli havner nok i skraldespanden, og så har vi spildt råstoffer til fremstillingen, giftstoffer til imprægnerin­gen, skibs- og lastbiltransport fra den ene ende af kloden til den anden, to vaske, min tid og en masse ulej­lighed blot for at forurene dette land med indiske gifte.

Ting kan blive FOR billige, og det er derfor, vi har problemer med kloden og dens klima. Hvornår lærer jeg det?

Måltidet

Vor nye fødevareminister, Dan Jørgensen, følte sig et halvt års tid efter sin tiltræden kaldet til at give natio­nen en blid opsang og påmindelse om, at vi burde spise mere sammen: − ”Et godt måltid mad er en social begivenhed, og vi ved, at man ofte spiser sundere, når man er flere om bordet. Derfor håber jeg også, at flere i fremtiden vil nyde gode måltider i fællesskab på tværs af generationer og gøre turen i køkkenet til en fælles oplevelse,” siger Dan Jørgensen.

For at fremme sine visioner om danskernes måltider − herboende fx svenskere, tyskere, indere og polakker er åbenbart ikke omfattet − har han nedsat en tænketank, ifølge Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris hjemmeside. Mindre kan ikke gøre det.

Vi er naturligvis mange ’danskere’, der er taknemmelige for Dan Jørgensens omsorg, når det gælder vore måltider. Også − og måske navnlig − de 40 % af os, der bor helt alene. Men, som en læserbrevsskribent i Politiken anførte, burde en fødevareminister have nok andet at se til med mishandlede svin i millionvis, resistente bakterier i danske svinestalde og de danske fødevarers generelt dårlige kvalitet.

Nogle få ville måske betegne hans omklamrende indblanding i folks privatliv og spisevaner som utidig og langt over grænsen for, hvad en folkevalgt politiker burde beskæftige sig med, andre ville måske blot betragte hans emission som en gratis omgang varm luft.

Dertil ville folk med historisk indsigt muligvis smile en smule, for har det ikke altid været det fælles måltids funktion at udøve social kontrol med fødeindtagelsen?

Der må være andre nulevende end mig, der kan huske familiemåltiderne i 50’erne, hvor husmoderen − også selv om hun var udearbejdende − stod med fad eller pande ved bordenden og sørgede for, at husfaderen fik den største bøf eller den sidste frikadelle. De ældste af os husker måske tillige folkestuen i landbohusholdningen, hvor madmor − bemærk navnet − omhyggeligt sørgede for at uddele et stykke flæsk eller en sild til hver karl, men hvor grød- eller kartoffelfadet nok kunne blive stående til fri afbenyttelse midt på bordet. Hun selv og pigerne spiste som oftest stående og ude i køkkenet, og de var sjældent blandt de magreste.

Historisk har det fælles måltid altid været betinget af kontrol. Når hjortestegen og vildsvinet skulle fordeles retfærdigt og suppleres med rødder, bær, korn og frugter, kunne man ikke sikre stammens overlevelse, hvis ikke jægerne fik næring nok til nye, succesfulde jagter, og i perioder med knaphed måtte de unge, stærke mænd fodres på bekostning af kvinderne, de gamle og de små.

Også i dag er det fælles måltid belagt med stærk, social kontrol, blæret demonstration af status, økonomisk formåen, og nogle gange kan det ligefrem forekomme betændt. − Det fælles måltid, som Dan Jørgensen så brændende ønsker at fremme, udarter hyppigt til en neurosernes holdeplads med spiseforstyrrelser og magtkampe som resultat.

Jeg har oplevet juleaftner i familier, hvor den smarte, unge mor affabelt smilende formanede sin femårige datter om ikke at tage anden gang af risalamanden, fordi hun risikerede at blive for tyk.

Når sådanne kvin­der spiser sam­men med andre, lader de alle som en, som om de slet ikke er sultne og viser sig frem ved at sidde og nippe koket til lidt salat og danskvand. Unge mødre spiser officielt overhovedet ikke, de er på efterfød­selskur for at ’få deres skikkelse tilbage’, men de plaprer op om sukker, laktose, gluten, kulhydrater o.m.a., mens de propper sutteflasker med kunstig ernæring i de små. (Kun 13 % af danske børn ammes fuldt ud, til de er et halvt år gamle, som Sundhedsstyrelsen anbefaler, iflg. de nyeste tal.)

Da Nicolas Sarkozy endnu var præsident i Frankrig, siges det, at han efter en middag med Tysklands for­bundskansler, Angela Merkel − det største mandfolk i Europa − skulle have udtalt, at hun spiste overras­kende meget, ja, hun havde ligefrem siddet og proppet sig, ifølge den sippede præsident, som åbenbart følte sig i sin gode ret til at kommentere et andet lands statsoverhoveds spisevaner!

Sarkozy er selv en lille fimset type, og han er som magtmenneske omgivet af åleslanke, kvindelige beun­drere, der sikkert blot har siddet og nippet til salat og danskvand i hans selskab, ja, faktisk har han været gift med hele tre af slagsen plus det løse. At Angela Merkel har betragtet måltidet som en lejlighed til at indtage rigtig næring, mens hun var påtvunget Sarkozys selskab, har sikkert været en ny oplevelse for den gode franskmand. − Helmut Kohl, der i sandhed var en stor mand, behøvede ikke stå model til nedla­dende bedømmelser af sit madindtag.

Når selv en hårdtarbejdende og begavet, kvindelig leder med et uhyre stort ansvar ikke kan spise efter eget behov ukommenteret, så kan det ikke undre, at de fleste kvinder foretrækker smugspiseri i køkkenet, eller at mænd, der dagligt bliver heglet igennem af deres småsultne og bedrevidende koner/kærester/kollegaer, foretrækker at indtage pizzaen eller grillkyllingen med pommes frites alene i sofaen.

Hvor det førhen var et spørgsmål om at fordele den mad, der nu engang var, retfærdigt og hensigtsmæs­sigt, er det i dag vigtigere at holde sig slank og give indtryk af at spise meget lidt og meget sundt. − Men det sidste kan være vanskeligt i en tid med industrifremstillet mad, der indeholder alle mulige kemiske tilsæt­ningsstoffer og bakterier, tænk fx på de nylige listeriafund i pålæg og sprøjtegiftrester i alt det ’sunde’ frugt og grønt.

I det komplicerede spil, der både omfatter historien, kønnet, ressourcerne, økonomien, hensynet til ekspor­ten og konkurrencen, kulturen, kynismen og en god portion forfængelighed foruden psykologi, burde en lille dansk fødevare­minister måske undgå uigennemtænkte forsøg på at score billige damepoints og koncentrere sig om at sikre os alle sunde − eller i det mindste ufarlige − fødevarer.

Spisevægring by Proxy

En besynderlig lidelse ser ud til at have bredt sig blandt navnlig yngre mødre. Man kunne følge det internationale diagnosesystem, ICD-10, og navngive fænomenet EDbP — Eating Disorder by Proxy. EDbP handler tilsyneladende om at kunne kontrollere sit fuldkommen raske barns føde­indtag ned til mindste bid og derved anbringe det i en ubekvem position uden for alle gængse, so­ciale sammenhænge, hvor spisning som regel indgår: institution, skole, børnefødselsdage og fæl­les måltider med familie og venner.

Der er ikke tale om almindelige forskrifter for sund levevis, som vi kender dem fra diverse kam­pagner, men om en bekenden sig til hjemmestrikkede, sekteriske spiseregler, ofte helt uden vi­denskabeligt belæg eller blot med et gran af opsnappet rationale, som bliver rodet sammen i for­virrede hoveder til letfattelige dogmer. Det kan være ”spis efter din blodtype”, stenalderdiæten, sukkerfri diæt, kødfri, mælkefri, fedtfri, kulhydratfri eller, som jeg så i tv, en hollandsk mor, der håndhævede en streng rå, vegetarisk diæt for sig selv og sin ti år gamle søn.

Lad os tage det hollandske eksempel: Moderen hævdede, at tilberedt mad var unaturligt, fedende og kræftfremkaldende. For en million år siden, sagde hun, havde mennesker ikke ild og kunne derfor hverken koge eller stege fødevarer. — Nej, hun har ret, men vore daværende, menneske­lignende forfædre levede formodentlig heller ikke særlig længe, og de brugte størstedelen af de­res vågne tid på at søge efter mad og gnaske, hvad de nu kunne finde, f.eks. hårde rødder, bark og blade. Moderen pressede appelsiner til sin søn og fodrede ham i øvrigt med bananer, æbler, nød­der, spiret hvede, salat og mangoer. For bare hundrede år siden ville ingen af hendes foretrukne fødevarer have været til at opdrive i Holland om vinteren. Hun og hendes stakkels forsøgskanin af en søn ville dø af sult i løbet af de første måneder på denne diæt.

Denne mor, og andre fødevarekorsriddere, mangler enhver form for historisk bevidsthed. Grun­den til, at vi overhovedet eksisterer i dag, er, at vore forfædre spiste varieret og som hovedregel ikke lod sig styre af kræsenhed og fikse idéer.

Problemet i vores lille, forkælede del af verden er nu, at der er en overproduktion og et overfor­brug af underlødige fødevarer, som gør os tykke og syge. Vores fødevarer er ganske rigtigt mis­handlede, alt for gamle og proppede med gift og kemikalier. Det er et reelt problem. Men vi bliver alligevel omkring firs år gamle i gennemsnit, hvilket er enestående i menneskehedens historie. I vores kulturkreds lever i disse år de første generationer i hele jordklodens beståen, som er sikre på, at de kan spise sig mætte hver dag! — Derfor er det mig en gåde, at nogle forholdsvis velud­dannede, yngre kvinder − og nogle få mænd − i et moderne, verdsligt samfund reagerer med spi­seforstyrrelser, som kunne minde om religiøst betingede fasteregler og forbud mod bestemte fø­devarer.

Hvilke kostregler, voksne mennesker pålægger sig selv, kommer ikke andre ved. Men at gøre det sociale liv besværligt for sine egne børn pga. uvidenskabeligt vrøvl er et alvorligt anliggende. Hvad er formålet? At opnå indirekte opmærksomhed? På en forkvaklet måde at demonstrere, at man er en god mor? At kompensere for sin egen manglende prioritering af barnet, der bliver overladt til fremmede voksne og store grupper af andre børn det meste af dagen? At kæmpe for at bevare en rest af personlig kontrol i et stressende og ukontrollérbart miljø med partikelforurening, usundt indeklima, dårlige madvarer og en truende miljøkatastrofe?

Vi er alle bekymrede for verdens skæve gang, men ikke alle vælger uhensigtsmæssige individuelle løsninger, som f.eks. spisevægring pr. stedfortræder, i denne sammenhæng spisevægring på bør­nenes vegne, for mange af disse unge mødre undser sig ikke for selv at tage en kage til kaffen henne på kontoret. Den hollandske mor i tv-udsendelsen var tilsyneladende alene med sin søn, og vha. sine strikte regler for madindtag kunne hun effektivt isolere og kontrollere den unge mand, der var i hendes varetægt, og som var helt afhængig af hendes accept og — i dette tilfælde sær­deles betingede — kærlighed.

Hun fremstod som et grelt eksempel på en ulykkelig, individuel protest mod moderne mad. Før denne tendens breder sig yderligere, vil jeg gerne slå et slag for en mere rationel og nyttig, politisk og demokratisk kamp for bedre fødevarer, det være sig i institutioner såvel som i hjemmene, i Danmark, såvel som i verden ude omkring os.

(Bragt første gang i Politiken d. 2. 2. 2010)

Daniel og hans beundrende skarer

Sygehusene er stadig overvejende kvindearbejdspladser.

Jeg skulle gennemgå en mindre operation og mødte renskuret og fastende op på det lokale sygehus klokken 7 om mor­genen. Her blev jeg lagt i en seng, hvor jeg skulle vente pænt, til det blev min tur.

Efter tre-fire timer kom et par sygeplejersker og en sygehjælper pludselig vimsende ind på stuen, hvor de begyndte at rette på gardiner og sengetøj, mens de oprømt kvidrende fortalte mig, at om et øjeblik kom − vi kan jo kalde ham − Daniel, og jeg måtte forstå, at Daniel var Guds svar på alverdens bønner, og jeg burde anse mig selv for lyk­kens udvalgte, at jeg skulle opere­res og tilses af selve Daniel…

Efter en tid dukkede Daniel i egen person op på min stue med en hale af bekitlede kvinder efter sig. Han viste sig at være en almindeligt udseende, opvakt ung mand med et smørret grin om munden. − Og grinet forstod man jo godt, når man så, hvordan det kvindelige sygehuspersonale uden ophør smiskede og smaskede for ham.

Han hilste med et skævt smil, skrev kækt og til kvindefølgets hvinende morskab en besked til sig selv med sort tusch på min venstre arm og gled så bort igen med hele sit hof som en lang, feminin, småtiskende, hvidklædt slange efter sig.

Hele seancen, dog uden tuschtegninger, men med to-tre emsige, kvindelige forløbere og lige så mange medløbere og efterløbere, gentog sig efter indgrebet, da Daniel igen dukkede op for lige at sikre sig, at jeg var OK.

Den unge læge, Daniel, var, så vidt jeg kunne vurdere, et rart menneske og en dygtig doktor, men det slog mig, trods bedøvelsens tåger, at ingen yngre, kvindelig læge − eller nogen kvinde over­hovedet for den sags skyld − nogensinde ville opleve at blive så flirtende beundret og feteret blot for at gøre sit daglige arbejde. − Med mindre hun var stripper, selvfølgelig.