Iscenesættere

Blog Image

To menneskehoveder, British Museum.

Vi er blevet en nation af iscenesættere. Slutningen af det 20. århundrede og begyndelsen af det 21. er i vores lille velhavende del af verden karakteriseret ved materiel overflod, relativ tryghed, mobilitet, dvs. opbrud fra familie, klan og hjemstavn, og frigjorthed fra traditionelle værdisæt, etik, religion og ganske almindelig velopdragenhed, som medfører en sejlende rodløshed. Hos mange mennesker har egoisme, grådighed, grænseløshed og selviscenesættelse tilsyneladende taget pladsen i stedet.

Hvis man ikke kan VÆRE noget, kan man i det mindste SYNES. Det er lettere at betale for dyre designermøbler, som alle af en eller anden grund for tiden er enige om, er værd at have, og således købe sin billet til det gode selskab, i stedet for at skulle foretage et selvstændigt valg, der passer til en selv, kassekredittens reelle størrelse og familiens behov.

Vi iscenesætter vores liv ned i mindste detalje. Alle elementer i påklædning, frisure, boligindretning, køb af forbrugsvarer, såsom bil, rejser, fødevarer, sofapuder, er forbundet med en overordnet plan, som skal fremstille os som f.eks. økologiske, kunstneriske, velhavende, afslappede … Selv vore børn bliver en del af scenariet; de peppes op med dyrt tøj og fikse tørklæder, så de passer til min hjemmelavede fortælling om MIT liv. Og så bliver de i øvrigt stuvet af vejen, så jeg kan dyrke mit job, mine venner, mine fritidsinteresser, kvalitetstid med min kæreste og lidt wellness — alt dette betragtes som forældrenes indlysende menneskerettigheder. At få børn er også en menneskeret, og det indebærer på ingen måde fravalg af behageligheder, for børn har godt af at få et forhold til andre voksne og børn meget tidligt, og hvis mor og far er glade, bliver barnet jo også bedre tilpas …

I en tid, hvor medier og kameraer lurer overalt, er det vigtigt for den enkelte, at makeup, accessories, smil og kækhed er på plads hvert eneste sekund på dagen. Hvis vi ikke møder et tv-hold på gågaden, har både vi selv og alle vennerne kamera i mobiltelefonen, og få minutter efter kan vores foto være uploaded på diverse internetsites. Hvis vennerne ikke sørger for, at vi er på med vores friske livsstil, kan vi altid selv uploade det iscenesatte liv med alle dets trivielle detaljer på Facebook, Myspace o.lign.

— All the world’s a stage, skrev Shakespeare for 400 år siden. Jeg tror ikke, han kunne forestille sig den hulhed, der kendetegner et nutidigt menneske, der finder sit livs mål og mening på ugebladenes tøj- og boligindretningssider, der iscenesætter sit bryllup som et stort „prinsesse for en dag”-arrangement, der lejer en limousine til sin 40-års fødselsdag, så han og vennerne kan ankomme standsmæssigt til festen med champagne i glassene.

Af mangel på værdier efterligner vi film og ugebladsidoler, for hvis vi gør som dem, smitter følelsen af succes og synlighed nok lidt af på os selv. Lerfigurer er vi med al rigdommens tynde og falske forgyldning. Nede under det skinnende lag af materiel velfærd ligger der et forvirret menneske, der af mangel på kærlighed og tætte, menneskelige forhold forsøger at gøre sig til, at blive set og forhåbentligt værdsat. Men alle de andre har så travlt med at iscenesætte sig selv, at de ikke har overskud til at se dig som andet end et bekvemt vedhæng og publikum.

Så vi fortsætter i hamsterhjulet: — Vi kan lege amerikanske rappere, tibetanske buddister, filmstjerner på ferie, hjemmestrikkende uldmostre … Alle rollerne står til rådighed, du skal blot vælge, men du kan ikke være dig selv.

Hvis jeg er mig selv, har jeg ikke brug for rekvisitter. Hvis jeg ikke arbejder for at tjene en masse penge, så jeg kan købe rekvisitter til at iscenesætte mit liv, går væksten i samfundet, grundlaget for velfærden, i stå. Vi køber ikke et dyrt træpuslespil, fordi vi har behov for det, men fordi vi samtidigt køber idéen om os selv som forældre, der har overskud til at sidde og lege meningsfuldt med vore børn, og det får os til at føle os godt tilpas. Vi køber ikke en dyr fiskegryde, fordi vi koger mange fisk hjemme i det nye samtalekøkken, men fordi vi godt kan lide tanken om, at vi ofte laver god og sund mad hjemme. Vi køber ikke nyt tøj fire gange om året, fordi det gamle er slidt op, men fordi vi gerne vil fremstå som unge, moderne og smarte.

Hvis vi kunne skære ned på forbruget, ville det få stor betydning for forureningen og klodens sparsomme ressourcer. Måske ville der oven i købet blive noget til overs til verdens fattigste og mest trængende mennesker?

Nej. Sådan spiller klaveret ikke. Selv økologi, CO2-neutral adfærd og godgørenhed er blevet en del af selviscenesættelsen. Et fravalg af ting er ikke legitimt, for det er usynligt. Du skal tværtimod vælge engangsbleer af det pebrede mærke, som med kostbare og intimiderende tv-reklamer fortæller, at de skænker 50 øre af de hundreder af kroner, du betaler for en pakke, til små, syge, afrikanske børn. Du køber en ged til en fattig i et U-land, og juleaften forærer du mormor beviset på din godgørenhed i julegave, så alle kan se, hvor god du er. Mormor fatter ikke en bønne og ville inderligt ønske, at du havde blandet hende udenom.

Bag al usikkerheden, bag al iscenesættelsen, er et menneskes liv givet: fødsel, barndom, ungdom, uddannelse, job, kæreste, børn, sygdom, død. Rammen ligger fast og kan ikke ændres, selv om farven på interiøret skifter. Et menneske kan være rart, sjovt, begavet, sygt, ulækkert, ungt, gammelt, kedeligt … alt muligt, og ikke et eneste indkøb kan lave om på det.

Influenza

Blog Image

Det kom samtidigt med løvfaldet i skoven:

Besynderligt uoplagt. Alle lemmer føles som tørt træ. Efterhånden en dunkende hovedpine. Øm i nakke og skuldre. Halsen besat med glasskår, der river og flår. Kulderystelser. Svedeture. Feber på den anden side af 39 grader. OK, så ved man, hvad det er: Influenzaen fik også mig!

Mails fra veninder i Nordjylland, Midtjylland og København. De er alle ramt. Hvor mange ligger eller har ligget mellem tre og seks dage her i efteråret? Det er en epidemi.

Syn og farver sært forvredne. Smagssansen opfatter kun bittert. Jeg døser 24 timer i døgnet, og selv om de vælger Obama til præsident i USA, kan jeg ikke juble ret meget …

Desværre har jeg lige læst en tyk bog om Den spanske syge, der ramte verden umiddelbart efter 1. Verdenskrig i efteråret 1918 og slog mellem 50 og 100 mio. mennesker ihjel. En dum lille streng af virus. Folk druknede i deres eget blod, der steg op i lungerne! Den spanske syge er ikke meget forskellig fra almindelig influenzavirus, men minder mest om fugleinfluenzatypen. Godt, vi fik has på den!

Jeg spurgte min rare, gamle nabo, som er født i tyverne, om han vidste noget om Den spanske syge? Han havde ikke selv oplevet den, men han husker, at hans mor ofte omtalte personer, som hun havde kendt, og tilføjede: Men han/hun døde under Den spanske syge … Vi kan i dag slet ikke forestille os et sådant mandefald. Der døde flere mennesker end under pesten, de to verdenskrige og alle de andre krige i det tyvende århundrede tilsammen!

Den spanske syge opstod ikke i Spanien. Man mener, at den som alle de farligste infektionssygdomme opstod i virusgryden i Sydkina*, hvor mennesker, ænder, høns og grise lever tæt sammen i varme, fugtige områder og dagligt færdes i oversvømmede rismarker, hvor smitte nemt kan mutere og sprede sig mellem arterne.

Med gummiben står jeg ud af sengen. En tilstødende bihulebetændelse fik vagtlægen til at udskrive antibiotika. Tryllemidlet, som ikke har den ringeste virkning på virus, bekæmper de bakterier, der udnyttede min svaghed til at bosætte sig i kraniets hulrum.

Nå, så har man overlevet endnu en omgang. Skal jeg bare blive her og afvente flere vinterinfektioner? Får man også influenza i de varme lande? Jeg skal bestemt ikke til Sydkina!

 

* Faktisk mener man nu, at Den spanske syge opstod i en svinefarm i det østlige USA og sejlede med de amerikanske tropper over Atlanterhavet til Europa, hvorfra den spredte sig ud over det meste af verden.

Navnet ‘Den spanske syge’ kom sig af, at tropperne kunne hvile ud i Spanien, hvortil man også sendte syge og sårede, og da Spanien ikke havde pressecensur, som de aktivt krigsførende lande havde det, så blev sygdommen først opdaget og omtalt i Spanien.

Spættetræet

Blog Image

Så væltede det, det gamle spættetræ, af storm og råd i forening. Men jeg huskede at tage et foto, inden det skete. Der er heldigvis mange af disse halvrådne stubbe og træer i min skov, så spætterne bliver ikke boligløse foreløbig.

Dette specielle spættetræ vil leve videre i min erindring på grund af en lille hændelse for fire-fem år siden:

Jeg kom glad spadserende hen ad skovvejen. Hunden løb en ti meter foran. Da lød der høje, distinkte bank lige ved siden af mig. Forbavset stoppede jeg op og lyttede, og igen bankede det, højt, som om nogen stod og slog på en gammel, hul trædør. Mærkeligt. Jeg trådte nogle skridt ind i krattet ved siden af vejen. Der stod en to meter høj, udgået træstub, og jeg gik hen bag den for at lokalisere lyden. Der var et rundt hul i stammen præcis i min øjenhøjde, og instinktivt lænede jeg mig frem for at kigge ind i hullet …

I samme sekund stak en stor flagspætte sit sorte, hvide og røde hoved frem af hullet! Hans næb var få centimeter fra min næsetip, i et splitsekund stirrede vi hinanden i øjnene, mens vi prøvede at få rede på, hvad der skete, og så trak vi lige forskrækkede simultant hovederne til os.

Det var det. Et ultrakort møde mellem kvinde og spætte. Jeg gik ud på vejen og nogle skridt væk. Stod og lyttede, indtil spætten genoptog sit hulebyggeri. Og så fortsatte jeg den daglige tur, men spætten glemmer jeg aldrig.

Landbrugsland?

Blog Image

Et smukt, men sjældent syn: Værdig gris under naturlige forhold.

I min skoletid lærte vi, at Danmark var et landbrugsland, der gjorde sig internationalt bemærket med sin fødevareproduktion. Og jeg er så gammel, at det faktisk passede på det tidspunkt.

Jeg var heldig at have min gang på gårde i omegnen af det nybyggede villakvarter, vi boede i, og på min lille, røde cykel spurtede jeg af sted over markvejene og var med ved malkning, fodring, udmugning, fødsler, slagtning, høst og alt muligt andet forefaldende arbejde på en veldrevet, middelstor gård. Ikke mange børn har de muligheder i dag.

Nu får jeg regelmæssige chok, når jeg ser og hører om moderne, dansk landbrug: lange dyretransporter, fastspændte søer, kastration af smågrise på samlebånd, tremmegulve i stalde, køer, der aldrig kommer på græs, salmonellainfektioner, rutinemæssig antibiotikabehandling, stråforkorter, kunstgødning, pesticider, sammenstuvning, angst, smerte og lidelser.

Hvis det ikke er nok til at fremkalde kvalme, kan man blot tænke på de produkter, der kommer ud af alle anstrengelserne: sjasket, smagløst kød og pålæg, gummiagtige oste, vandig mælk, blege, halvgamle æg, sygdomsbefængte kyllinger, havregryn med giftrester og mel af korn, der er uegnet til bagning og dermed til menneskeføde.

Her i sommer har vi haft (endnu) en salmonellaepidemi: Man ved med sikkerhed, at omkring 1000 danskere blev ramt af en meget, meget ubehagelig infektionssygdom, men det er kun de anmeldte tilfælde; tallet kan være ti eller hundrede gange højere. Seks er døde – af at spise danske landbrugsprodukter, formodentligt!

Der er ingen tvivl om, at den tiltagende industrialisering af landbruget har forringet forholdene for både dyr og mennesker. Det skyldes naturligvis en økonomisk tilpasning til større og større bedrifter, som beskæftiger færre og færre mennesker. Resultatet er, at opmærksomheden på det enkelte produktionsdyr og på den enkelte hektar er minimal. Vi ved, om brugene er rentable, for det tæller landmandens computer sammen for ham, men ingen ved, om dyr og jord trives og er i balance.

Som landbrugsland burde vi have været stolte af vores produkter og have forfinet dem til eftertragtede mærkevarer i stedet for at optimere mængderne på bekostning af kvaliteten. Vi burde have set det komme og have lagt vægten på økologi, dyrevelfærd, tradition og velsmag. Navnlig i betragtning af, at vi er så små, at vi aldrig kan konkurrere prismæssigt med newzealandske lam, sydamerikanske bøffer eller nordamerikanske kornarealer.

Der er tiltag rundt omkring i landet til forfinelse af gode, danske råvarer, men almindelige mennesker kan ikke lige køre til Skagen efter en skinke og betale to formuer for den. Gode, smagfulde, sygdomsfri fødevarer burde være tilgængelige i alle dagligvarebutikker, og så ville vi meget gerne spares for alle skrækhistorierne om produktionsforholdene!

Arla

Blog Image

Det er synd for Arla! Oprindeligt et solidt, gammelt kooperativt foretagende, som alle havde sympati for. Nu et multinationalt selskab, der producerer udvandede og uøkologiske fødevarer, og som tilsyneladende har svært ved at slippe af med deres overskudsmælkefedt.

Smager man mælk i Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien, England, Italien, ja selv i Egypten, er det bedre. Græsk yoghurt er bare så meget bedre i konsistens og smag end noget af det, Arla har produceret igennem hele min levetid. Thise, Hirtshals, ALT er bedre end Arla.

Og så laver de pinlige reklamer: Selv om alle ved, at en typisk Arla-ko aldrig sætter sine klove på en grøn mark, er reklamerne fulde af sødladne mariehøns blandt grønne græsstrå. For ikke at nævne de platte vildmænd, der skulle promovere Arla for nogle år siden. Sikke et flop! Hvad har uhygiejniske, umorsomme hulemænd med moderne mælkeproduktion at gøre? Nej, vel? Meget forkerte associationer!

Lurpak, Ekspres, Harmonie, Lærkevang, Kærgården, Danazola … Mængden af uopfindsomme, desperat idylliserende navne er enorm. Hvis jeg vil have Gorgonzola, køber jeg en italiensk ost, ikke en Arla-kopi. Det sidste nye er reklamer for økologisk Lurpak-smør i min avis. 10 år for sent, og så tør de ikke engang nævne Arla ved navn!

Westminster Abbey

Blog Image

Dybt forundrede beser vi denne enorme klosterkirke, bygget til at imponere. Himmelstræbende tårner den sig op over Londons gader, en spytklat fra parlamentet og magtens centrum.

Vi står i myrekøen ved den nordlige indgang, erlægger en mindre formue og bliver ladt ind. Det minder mig om noget … Gåsegang mellem middelalderlige kapeller og nutidig dyrkelse af fornemme selskaber. Kroningsstolen. Epitafier. Smukt, overlæsset, gotisk morbidt og pirrende.

Hvor er det nu, vi har set det før? Dette konglomerat af gigakonstruktion, magtsymboler og gudedyrkelse? Tegnene vælter ind over os: Storhed, kongemagt, religion.

Og død! Omkring 3000 mennesker er gennem tiderne bisat i Westminster Abbey. Vi vader rundt mellem lig. De kongelige, naturligvis. Og alle magtens mænd. Kunstnere og videnskabsmænd. Nogle få kvinder. Hærskarer af formuende hofsnoge. Shakespeare fik, om end sent, sit mindesmærke i Poet’s Corner, det var uomgængeligt, men det gjorde et par af kirkens egne organister også ovre i afdelingen for musikere. Det gælder om at holde sig til.

Jeg vil aldrig mere være i tvivl om, hvad jeg skal tænke, når jeg besøger pyramiderne og de derved liggende stormandsgrave i Giza. Det er åbenbart et grundlæggende træk hos os mennesker, at vi er født med en trang til at hæve vore konger op til guderne og fejre os selv ved, alt efter formåen naturligvis, at lægge os lige i slipstrømmen.

Blog Image

Gamle damer

Blog Image

Og så ringer familien og bekendtskabskredsens ældre damer og taler til mig om småting og jamrer og beklager sig i omkring en halv times tid, indtil det går op for dem, at minutterne bliver krediteret deres telefonregning.

Så er der selvfølgelig ikke tid til at høre, hvordan jeg har det. Det giver sig selv.

Nogle sidder i store huse, har formuer stående, men går aldrig uden for en dør. De sidder og tæller de få opmærksomheder, de får fra omverdenen, og fokuserer intenst på dem, de ikke får.

Jeg siger det ikke, men jeg har altid fundet det nyttigt som et middel til at undgå bitter-, kedsom- og ensomhed at interessere sig for andet/andre end mig selv.

Londons huse og inventar

Blog Image

Der er sket meget i London, siden vi var der sidst. Alt virker forbløffende rent og nyspulet. Der ligger ingen hjemløse på papkasser hverken på gaden eller i undergrunden. Hvor er alle tiggerne blevet af? Trafikken er mindre intens og osende. Og mange af de ældre bygninger er erstattet af bjerge af stål, beton og glas. Overalt ses enorme, arbejdende kraner højt over byggepladser.

Blog Image

Londons gadeinventar må aftvinge respekt: Der er en tilstræbt enhed i farver og former, som giver hele den store by en beundringsværdig visuel identitet. Tag et foto af en rød telefonboks, og alle ved, at det er fra London.

Blog Image

Efter sigende begyndte man at plante plataner i London i det 19. årh., fordi det var det eneste træ, der kunne tåle udslippet fra industrialiseringen. Også det 21. årh.’s bil- og dieselos kan træet tilsyneladende tåle, for mange af dem står der endnu. De, der ikke har stået i vejen for en nybygning.

Blog Image

London er fornemme hvide huse, sort støbejern, røde busser og postkasser. Med undergrundens let genkendelige mærke, hvidt og rødt med en blå stribe, har vi det britiske flag som tema i hele byens grafiske fremtræden. Det er flot gjort!