Forfatter: Lone Andrup

Ferietid

I dag, Skt. Hans’ dag, dagen efter Skt. Hans’ aften, udråbes af medierne til at være årets største rejsedag. Selv om det er en gemen fredag.

Knap har røgen efter de våde bål lagt sig, og larmen efter de triumferende studenter – hen ved 80 % af en ungdomsårgang bliver studenter, så der er jo noget at fejre – før familierne foretager en decideret landeflugt, ned, ud, til betonhotelghettoer ved varme strande, hvor de skal nyde opvartning, pool, all inclusive og hektisk ’afslapning’ et nyt sted.

Disse familier har 2 ½ fridage pr. uge, idet det er blevet kutyme at gå tidligt hjem fredag, og de voksne arbejder effektivt måske 4 – 5 timer pr. dag de øvrige 4 dage – resten af tiden bruges på transport, netsurfing, private indkøb, sladder, kaffepauser, Facebook, mail og mobiler. – Alligevel bliver de så paniske ved udsigten til bare en enkelt dag sammen i fred og ro hjemme, at de hurtigt er ude med planer om rejser, museer, sommerhus, legelande, besøg osv., og de brokker sig året rundt over, hvor hårdt det er at få familielivet til at hænge sammen med jobs og børn. Så de betragter det som en velfortjent belønning at ligge og uploade selfies ved en pool i et varmt land, mens guider lærer deres unger at flette hår eller spille volleyball.

Den belønning har de knoklet hårdt for, mener de, mens deres små børn har tilbragt deres hverdage – og her taler vi ikke om 4 – 5 timer, men om 8 – 9 timer fra 7.30 til mor eller far gider dukke op hen ad 17 – i store børneanstalter.

Hvor meget arbejder danskerne i virkeligheden?

Man kan skrive til en virksomhed midt i maj og få automatsvar om, at kontaktpersonen er på ferie. Efter kl. 12 en fredag kan man hverken træffe læger, håndværkere eller kontorfolk. I juni lukker alt ned til hen i september, og fra oktober står efterårsferien for døren. Så arbejder man en god måneds tid, før alt igen lukker hermetisk fra jul hen over nytår til et stykke ind i januar, hvor familierne så småt begynder at tage hul på vinterferiens glæder og arrangerer skiture med vennerne.

Og hvis forældrene synes, at priserne på pool- og skiferier er for høje i skolernes ferier, tager de gerne ungerne ud af skolen og forlader selv deres jobs midt i november eller i marts.

Fra påske, Bededag, 1. maj, Kr. Himmelfart, pinse, Grundlovsdag til Skt. Hans er der strøet fridage hen over forårsmånederne, i tilgift til de givne, ugentlige fridage, 1 ½ måneds decideret ferie, udover syge- og omsorgsdage, så man er heldig, hvis man får fat i nogen og får noget udrettet, inden den store landeflugt begynder igen.

Fra midt i juni og mindst et par måneder frem hører man ikke om andet end ferie, ferie, ferie … Aviserne udkommer i tynde udgaver, som knap er pengene værd, man kan ikke blive undersøgt af en speciallæge eller opereret i løbet af sommermånederne, hvis man ikke er helt blå i hovedet og døden nær, man kan ikke komme i kontakt med offentlige myndigheder eller få et andragende behandlet. Landet er i undtagelsestilstand.

Men fx byggepladser og plejesektor ligger ikke øde hen i de mange ferier takket være arbejdsvillige udlændinge, polakker, rumænere, svenskere, filippinere, tyrkere, syrere osv. Det må være dem, der sørger for, at vi er så rigt et land, for det kan ikke være danskerne.

Gylleramt

Det er en lys aften i maj. Solsortene synger, haven står forårsfrodigt med duftende syrener, valmuer, tulipaner og overdådigt blomstrende frugttræer. På den anden side af vejen står skoven nyudsprungen, frisk og lysegrøn. – Men næserne advarer os: De kører gylle ud – igen!

Vi går ind og lukker alle vinduer og døre, men alligevel sniger den sig langsomt ind på os, gyllestanken, gennem små sprækker og ventilationskanaler. Efter en times tid er lugten i stuen så dårlig, at øjnene løber i vand, og svælget svier.

Næste morgen er det stadig slemt. De har formentlig brugt natten til at komme af med det mest ildelugtende, gamle, gærede gylle fra i vinters. I håbet om regn. Men regnen kommer ikke, hele byen er indhyllet i klæbrig stank, og man kan ikke lufte ud, hænge vasketøj ud eller bare nyde at gå i sin have. Børn på vej til skole holder sig for næsen.

Vi bor ikke langt ude på landet omgivet af gyllegårde, men i en forstad til Ålborg lige i kanten af et større skovareal. Vi har boet her i næsten et halvt århundrede og har altid sat stor pris på den friske luft, skoven og fjordens nærhed bevirkede. Nu er hele området infesteret af gyllestank, der trænger ind i butikkerne – hvem køber mad eller nyt tøj, når det hele stinker? – i villakvarteret, haven, huset, stuen, køkkenet, soveværelset, ind i alle vores ting, sofaen, tæpper, tøj, duge, køkkenredskaber, klistrer sig til hud og hår … intet sted er luften længere sund og frisk at indånde.

En enkelt svinegård nogle kilometer herfra har udvidet aktiviteterne, så i en radius på 5 – 10 km omkring hans gylletanke og marker – et område på henved 50 – 100 km2 afhængigt af vinden og dens retning – er alt nu gennemtrængt af modbydelig stank. En stank, der generer titusindvis af mennesker næsten dagligt fra februar måned og hele vejen igennem have-, konfirmations-, grill- og bryllupssæsonen til hen i november, når loven og vinteren sætter en stopper for hans forurenende aktiviteter.

Hvornår var det lige, at vi blev enige om at omdanne dette smukke land til et grisetoilet? At vi besluttede, at vi havde lyst til at vade rundt i regulært lort i de varmeste og smukkeste tre fjerdedele af året? At vi ville overlade jord, luft og livskvalitet til svineproducenter med alt for store, subsidierede besætninger af mishandlede dyr? Til private virksomheder, der ikke engang, så vidt jeg forstår tallene, bidrager afgørende til samfundsøkonomien, men alligevel uhindret kan ødelægge vores fælles luft? Hvad betyder det for vores livsglæde, at selve luften, vi og vores børn indånder, stinker klæbrigt og vammeltstærkt? Hvad betyder det for vores helbred? For øjne og lunger?

Ved middagstid kommer der 2 mm regn. Nu lugter hele byen af våd gylle. – Der må være andre måder at gøre det på, så både de stakkels grise og vi stakkels mennesker kan leve i samme land.

Pinocchio og andre børn

Da jeg fik min søn, syntes jeg straks, at han mindede om Pinocchio. Det var ikke blot hans smukke lød og de dybe, brune øjne − Pinocchio er italiensk og betyder ’pinjeøje’, det stærkeste træ i midten af fyrretræet − Det var også det lille barns manglende evne til at klare noget som helst selv.

Et nyfødt barn er som en nyskåret marionetdukke: Det kan ikke holde sig selv oppe.

Som Geppetto omhyggeligt måtte fastgøre snore til sin dreng og styre ham, måtte jeg i et års tid agere stillads og bære min, mens han langsomt lærte sig at holde hovedet selv, at vende sig, at række ud efter noget, at sidde, at kravle, for til sidst at tage sit første skridt.

Jeg havde ham i armene i næsten hele det første år af hans levetid, i de næste par år var han ved mig, legede ved siden af mig eller gik lange skovture med mig i hånden, og det første han så, når han vågnede efter en god nattesøvn eller en lille middagslur, var mors smilende ansigt.

Jeg ammede ham, til han blev to, puttede ham aldrig, men badede ham og læste en godnathistorie med ham i sofaen, hvor han fik lov at døse hen, indtil jeg forsigtigt lagde ham ind i hans egen lille seng, der stod lige ved siden af min. Først som fire-femårig var han stolt med til at indrette sit eget værelse med køjeseng og bilsamling.

Da han fyldte tre, begyndte han i børnehave, og det var en vanskelig overgang for både mor og barn, selv om han havde glædet sig til at blive så stor, at han kunne komme i børnehave lige som alle de andre børn, og selv om jeg var hos ham meget af tiden i begyndelsen for at gøre overgangen lettere.

Men pædagoger er ikke altid særlig pædagogiske. En af de første dage, min søn var i børnehaven uden sin mor, gik hele hans stue en tur i skoven, men da de skulle hjem, begyndte en yngre pædagog at lave sjov med, at de var faret vild, og at hun ikke kunne finde vejen hjem. Min søn blev meget ulykkelig, og det var svært for mig at overtale ham til at tage hen i børnehaven igen næste dag. – Hvorfor skulle han stole på voksne, der ikke kunne finde vej i en skov? Hvor trygt er det?

Selv om han vænnede sig til børnehaven og godt kunne lide både pædagogerne og de andre børn, var han udmattet, når jeg hentede ham ved tretiden om eftermiddagen. Han var pylret, grådlabil og trængte i høj grad til ro og moderlig omsorg.

Jeg forestillede mig altid, at han var en lille Pinocchiomarionetdukke, der skulle holde sig selv oppe i sine egne snore en hel lang dag i børnehaven og først kunne slippe grebet og lade sig holde oppe af sin mor, da hun dukkede op igen.

Børn har brug for en stabil voksen om sig HELE tiden i de første mange år.

Når man afleverer dem i dagplejer, vuggestuer, børnehaver eller hos tanter og veninder, inden de er store nok til at have udviklet et sprog, en forståelsesverden og en konsistent personlighed, giver man dem små og store traumer og andre skader, som kan mærke dem for resten af livet.

Små børn, dvs. under tre-fire år, kan ikke klare mere end ganske få timer uden deres primære omsorgsperson. Deres verden bryder simpelthen sammen, og de kan ikke holde sig selv oppe og få samling på tingene igen.

Børn, der ikke får deres basale behov for god pleje, nærvær og tryghed opfyldt, skal selv holde sig oppe, og det kræver så mange kræfter af dem, at de ikke kan lære fx dansk og matematik. De lever et spinkelt liv på randen af sammenbrud.

Hvis man ikke fylder dem med tryghed, nærvær og omsorg, mens de er helt små, får man alle mulige problemer siden: Børn, der skriger på nærvær. Der skranter psykisk såvel som fysisk. Der tisser i sengen. Får anfald af natteangst. Der ikke kan tale rent selv i skoleårene. Der gør sig alle mulige forkrampede forsøg på at opnå nogens opmærksomhed. Voldsomme, uopdragne, støjende, forstyrrende, krævende, grådige børn.

Over 90 % af vore småbørn bliver hver eneste dag afleveret i dagplejer eller i institutioner.

Kun 13 % af vore småbørn bliver ammet i de første seks måneder, som Sundhedsstyrelsen anbefaler.

En bekymrende og voksende mængde helt små børn, 30 % af de treårige, skal leve skiftevis en uge hos mor og en uge hos far efter forældrenes skilsmisse. Hvordan overlever så små børn at undvære deres mor (eller far, hvis han er den primære omsorgsperson) i en hel uge og skifte hjem og omgivelser, bare fordi den anden forælder har RET til samværet?

Hvorfor i alverden får vi børn, hvis vi ikke gider være sammen med dem, men blot deler dem, som om de var en sofagruppe?

Hvorfor i alverden får vi børn, når vi alligevel hellere vil holde jul i Thailand, fejre deres fødselsdag hos svigerinden i Spanien eller spise på restaurant med kæresten uden børn?

Når vi ikke kan give dem omsorg, nærvær, trygge hjem, forudsigelige hverdage og årligt tilbageværende højdepunkter? Når vi ikke, i deres eget, naturlige tempo, magter at lære dem, hvordan de skal holde sig selv oppe, men brutalt smider dem ud af reden, før de kan tale og gå selv?

I de seneste 60-70 år er Danmark og verdens befolkning tredoblet. Vi er ved at udrydde alt liv på jorden med vores ressourceforbrugende svineri. Som for mange guldfisk i et for lille akvarium er vi ved at ødelægge levevilkårene både for os selv, vore børn, andre dyr og alle planter på denne planet. Dumt! − Man burde lade være med at formere sig, hvis man ikke magter at sørge ordentligt for sit afkom og blot skaber endnu flere opmærksomhedsskrigende og utilpassede børn, der af bare angst ikke kan lære de mest basale ting.

At vi har brug for flere børn for at sikre væksten er hovedløs og selvmorderisk snak. Vi er mennesker nok. Millioner af mennesker og deres børn flygter i disse år fra krig og sult, og vi står vagt ved alle grænser og vil ikke have dem ind, selv om de kunne sikre os vækst i mange, mange år fremover.

Netflix var kede af at sige farvel

– skrev de, men Netflix-teamet bad ikke om årsagen til, at vi afmeldte vores abonnement; i så fald kunne de måske have lært noget.

Begrundelsen kommer i stedet her:

Der er så meget slam på Netflix, så mange dårlige film, dårlige dokumentarer og dårlige hjemmelavede serier, at man føler sig snavset, hvis man selv eller ens børn har været på Netflix en time eller to.

De gode film er få og gamle, normalt har man allerede set dem, når de kommer på Netflix, og hvis man aldrig har hørt om dem, er de efter vores erfaring ikke værd at se.

På Netflix kunne vi se ’Downton Abbey’ i sin helhed, når det passede os, og ’House of Cards’, men den første er næsten lige så kulørt, som den sidste. – Ikke noget man får det godt af at se, og vi venter os ikke nye filmiske oplevelser af evt. yderligere sæsoner med Kevin Spacey og hans iskolde filmkone.

Børnetegnefilmene er affekterede og skingrende. Et rent ud sagt uhyggeligt artificielt univers at udsætte børn for.

Det er ikke så anstrengende at se en film eller en serie, som at læse en bog. Og vi holder meget af at se store episke serier sammen, ’Sopranos’, ’Six Feet Under’ og ’Breaking Bad’ har givet os mange gode timer og en fælles referenceramme. Men hvis man skal sidde og spænde af forargelse over dårlig kvalitet, over tåkrummende pinligheder, over amerikansk pubertær antihumor, over dårligt skuespil og manglende tankeindhold, så er det til sammenligning langt mere afslappende at hygge sig med en ordentlig murstensudgave af fx ’Krig og fred’ i skødet.

Netflix har udviklet sig fra at være en god idé til at blive en mørk kriblekrablende krypt, hvori man nedstyrter én- eller tostjernede, allerede døde eller døende, underlødige film og egenproducerede serier.

VANITAS

Forfængelighed er muligvis den største synd, og dumhed, se nedenfor, vi mennesker lider af i dag. Hvor man end kigger hen, får man øje på kvalmende mængder af forfængelighed, selvkærlighed og galopperende storhedsvanvid.

Vi er naturligvis forfængelige i den enkle og gammeldags forstand, at vi tilbringer timer foran spejlet, i motionscentret, vi bilder os selv ind, at vi har travlt …. med hvad? Vi vil kun spise de fødevarer, der lige nu regnes for ‘sunde’, som er ‘gode for os’ eller på mode, vi lader os operere af kosmetiske årsager, vælger omhyggeligt vores garderobe, smører os med dit og dat, sprayer os med kunstige dufte, kitter fuger i ansigtet, lægger tykke lag maling over, selv mænd farver deres hår i unaturlige kulører og sætter det op i knold og hestehale.

Det er også forfængelighed, når vi googler os selv, omhyggeligt udvælger det underbelyste foto, der skal på datingsiden, evindeligt sidder og fifler med vores egen profil eller uophørligt poster updates på Facebook og lignende sider eller tilføjer bagateller til den WIKIartikel om os selv, som vi har ladet vennerne uploade.

Men den største moderne forfængelighed består nok i den vrangforestilling, som mange af os har, at det alt sammen betyder noget …

I en oldgammel verden med p.t. henved 7,5 mia. andre mennesker kan vi i fuldt alvor bilde os selv ind, at det betyder noget, hvem vi er, hvordan vi ser ud, hvordan vi har klædt os på, hvordan vi sætter håret i dag, hvilket armbåndsur vi har på, hvad vi signalerer med de møbler, der står i vores stue, og hvad vi mener om alt muligt …

Vi bevarer en overbevisning om, at vi er med i noget. Betyder noget. Er vigtige for noget, om det så er i karrieren, i vennekredsen, i landet, eller om vi redder grønlandske børn, voldsramte kvinder eller sultende i Afrika. Når vi tænder et lys for Lady Di på et københavnsk fortov, når vi sætter det franske flag på vores profil på nettet eller går med i en demonstration mod regeringen.

Naturligvis betyder det noget for vore nærmeste og for dem, vi rent faktisk møder, hvordan vi er, og hvad vi gør, og det kan ske, at man pludselig befinder sig et afgørende sted, hvor en resolut handling eller en god idé bringer hjælp til få eller til mange, men at vi alle sammen har en vigtig rolle at spille er ikke sandsynligt. Så i virkeligheden ville vi selv og verden være langt bedre tjent, hvis vi kunne lære at slappe af. Hvis vi kunne se en smule mere filosofisk på tingene.

Men filosoffer er ikke de mest spendable forbrugere, så markedets mange producenter af alskens ragelse har store interesser i at bilde små hjerner ind, at de er betydningsfulde. Hver især. Og det er de jo også, især hvis de er mange nok og køber deres produkter.

– Han kunne være nådesløs, når han stødte på forfængelighed. Nådesløs. Det fik ham til at se rødt. Det er en undervurderet form for dumhed, plejede han at sige, man skal kunne glemme alle vores handlingers kosmiske betydningsløshed for at kunne være forfængelig, og det er en grov form for dumhed. Om den højtbegavede, portugisiske læge og forfatter, Amadeu de Prado, hovedpersonen i ’Nattog til Lissabon’, en filosofisk roman af Pascal Mercier.

Man kan også gå i den anden grøft og opføre et enormt, opulent bygningsværk til sin egen ære og forherligelse, som den gode kardinal Lenius i Rom, og så smække ordet ’HUMILITAS’ – ’Ydmyghed’ på forsiden. Sådan er der masser af mennesker, der bruger ordet ’ydmyghed’ i dag: De slår det stort op i omgangskredsen eller på Facebook, at de har fået en betydningsfuld stilling, opgave, belønning, ros og tilføjer, at de er opfyldt af stor ydmyghed …

Det er HUMILITAS overtaget af VANITAS, ydmygheden behersket af forfængeligheden, og således er ordene vendt helt på hovedet og giver ingen mening mere.

Kierkegaard om travlhed:

“Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt”

http://www.sk.ku.dk/citater.asp#EE1.s33

Bedst i test

Ismaskinens sørgelige ende: sat ud for at dø.

Hvem i hede hule … udvælger de husholdningsmaskiner, der er bedst i test? Ikke erfarne husmødre, der kan lave mad, det er åbenlyst, men hvem så? Unge gymnasielever, der aldrig har lavet et måltid til sig selv? Praktikanten, der bare er ude på at lave fis med det hele? En medarbejder ved forbrugerredaktionen, der får gratis maskiner med hjem?

Jeg er blevet snydt så mange gange nu, at jeg vil holde helt op med at lytte til andre end MEGET gode venner, når det drejer sig om indkøb til hjemmet.

Først blev jeg selvfølgelig snydt med en kaffemaskine, som figurerede øverst på en ’Bedst i test’ på internettet: ’Hurtig kaffemaskine, laver din kaffe ved præcis den optimale temperatur, så den bedst udnytter bønnernes aroma, bedst i tests’ … Men da jeg fik den hjem, kunne den ikke koge vandet, ja, knap varme det, og den var 100 år om at sprutte tre kopper igennem … Den gang lærte jeg ikke at stole på producenternes egne tests eller betalte rosesider på nettet.

Så fik jeg brug for en ny foodprocessor og Politiken skrev:

’Drømmer du om hjælp til at snitte grøntsager eller ælte dej, kan foodprocessoren First Kitchen 6795 fra OBH Nordica være maskinen for dig. Den er kåret som ’bedst i test’ af Forbrugerrådet Tænk i deres store test af foodprocessorer.’

Hvorefter jeg sendte bud efter maskinen, der viste sig at have et billigt, ustabilt look, selve motordelen havde ru overflade, så den ikke kunne gøres ordentlig ren, blenderen og snittebeholderen var i blødt, tyndt plastic, snitteaggregaterne virkede alt for små, tynde og billige, det var vanskeligt at samle alle de skrøbelige dele, og maskinen viste sig hverken at kunne knuse isterninger eller snitte løg eller blande en fars …

Hvis jeg forsøger at blende mere end en deciliter varm suppe ad gangen letter låget på blenderen, så jeg skal gøre hele køkkenet rent bagefter – Op og ned ad vægge! Fem minutter før gæsterne kommer! – Rent held, at jeg endnu ikke har pådraget mig en alvorlig forbrænding.

Her senest faldt jeg for ismaskinen fra OBH, også anbefalet af Magasinet Forbrugerrådet Tænk. De skrev bl.a., at påfyldningshullet var dejligt stort, at den var nem at betjene, lavede god is, og at den havde to rummelige skåle.

Men da den ankom og skulle prøves af, viste det sig at:

Den er vakkelvorn i grimt, babyblåt plastic af dårlig kvalitet, som alt for billigt, kinesisk børnelegetøj.

Den er uhyre vanskelig at sætte sammen. Der er 5 – 6 umage, tynde plasticdele, der skal passe sammen og ned i huller, hvilket de ikke helt kan.

Den kan ikke gøres ren! Skålene må ikke anbringes under rindende vand! – Hvordan får man så flødefedt og opvaskemiddel ud af dem? – Og den lyseblå plastickrop har indvendige kanter, så vand ikke kan løbe af efter opvask! – Man skal stå og duppe den i ti minutter med et viskestykke for at få vandet ud af den igen.

Påfyldningshullet er så lille og så svært at komme til, at det tager irriterende lang tid at stå og prøve at proppe isblandingen ned i maskinen med små skeer.

På trods af de annoncerede to 1,5 liter skåle, må man kun fylde 7,5 dl isblanding i, og selv med de anbefalede 7,5 dl løber isblandingen over og ud i de omgivende dele, som ikke må gøres rene! Så man kan ikke lave is af fx ½ l fløde, men kun af 3,5 dl fløde + æggesukkerblanding + evt. frugt eller andet fyld. Det er madspild, at maskinen ikke er dimensioneret efter gængse mål, og hvem gider stå og lave miniportioner flere gange efter hinanden?

Den larmer helt ufatteligt meget og lyder anstrengt allerede første gang, den kører.

Den kan ikke fryse. Efter de annoncerede 30 minutters frysetid, er min isblanding stadig som kold tykmælk.

I brugsanvisningen anbefaler de da også, at man køler alle ingredienser ned i køleskab før brug, og at man sætter isen i fryseren efter opholdet i ismaskinen … Hvad skal jeg så med maskinen? Som det tager mig en halv time at forsøge at gøre ren og tørre og samle bagefter? Den dur jo heller ikke som legetøj.

Efter at have forsøgt at bruge den til formålet, dvs. at lave is på den, en enkelt gang, gjorde jeg den ren, pakkede den omhyggeligt ned i kassen igen med brugsanvisning og det hele og satte den ud til storskrald. For det er alt for omkostningsfuldt at bruge flere ressourcer, transport og ulejlighed på så underlødigt et produkt.

Nyslået vinavler

Min gode ven Bjarne plejer at dele ud af sit overskud fra drivhuset, og når man har en saftpresser, fås der ikke noget bedre end usprøjtet, sød, friskpresset vindruesaft, evt. med æbler og en gnalling frisk ingefær i … Uhmmm!

Men man kan ikke altid forlade sig på sine venners generøsitet, så i 40 år har jeg ønsket mig et drivhus, en udestue, et orangeri, et eller andet sted, hvor kamelia, citrontræ, appelsintræ, laurbærren, det andalusiske træ, rosmarinen osv. OG et par gode vinstokke kunne trives … Men den tilpas store lottogevinst kom aldrig.

Pludselig en dag slog det mig: Alle de nye vinavlere rundt omkring i landet, hvor er deres drivhuse? Deres stokke står på friland, de ses overalt, når man kører tur, og ingen tager dem ind om vinteren. – Hvis de kan, kan jeg også!

Så igen frekventerede jeg den gode planteskole, forhørte mig om sorter, pasning og ydelser og ryddede det hjørne i solgården, som på trods af naboernes forkærlighed for 30 m høje skovtræer i deres små villahaver umiddelbart syd for min, endnu får en smule sol.

Og her står nu et par robuste vinstokke, den ene på en russisk rod, som angives at kunne tåle ned til -23°, og udgør min helt egen vingård.

Hvorfor kan vi lide blomster?

For nogle år siden begyndte jeg at spørge mig selv og andre om, hvorfor vi i grunden kan lide blomster? – Hvorfor blomster?

Blomster er fuldkommen unyttige. De er pæne at se på, gudbevares, men de kan normalt ikke spises. At holde af blomster på den dybe, vedvarende måde, som vi mennesker gør, virker ulogisk.

Vi er ikke specielt vilde med græs, som vi ville kunne spise i nødstilfælde. Vi er heller ikke vilde med buske, urter eller tang. Det er blomster, der er blevet en milliardindustri. Det er blomster, vi nænsomt plukker eller køber med hjem og arrangerer i buketter i vores ellers så moderne, strømlinede og naturfremmede hjem.

Blomster har en særlig plads i ethvert hjerte, specielt i kvindehjerter, det ved enhver. – Hvorfor det?

Jeg er kommet frem til, at blomster i vores hoveder symboliserer mad, frodighed og overskud.

Hvor der er blomster, kommer der ofte frugt. Pæreblomster, kirsebærblomster, jordbærblomster. Det var i mange hundredetusinde år vigtigt for kvinder at vide og huske, for de skulle indsamle frugt og andet spiseligt til sig selv, mænd og børn.

Hvor der er blomster, er der frodigt og grønt, og det betyder, at der er rigeligt med ferskvand. Vand som drikkevand til os selv. Vand til de afgrøder, vi spiser og er afhængige af. Vand til de dyr, vi holder eller dem, vi jager.

Hvor der er blomster, er der overskud af vand, næring og varme. Hvor der er blomster, er der simpelthen godt at være.

Alle mennesker holder af tryghed. Overskud er ensbetydende med tryghed. En kvinde vælger sin mand efter hans overskud: Er han fysisk i orden? Kan han forsvare mig? Er han generøs? Er han klog? Har han midler? Udsigt til en god fremtid? Kort sagt: Kan han sørge godt for mig og vore børn?

På samme måde foretrækker kvinder frodighed, rigelighed og dermed blomster, hvor de skal leve.

Alle børn plukker blomster, og alle store piger elsker at få en buket. Vi elsker dem så meget, at vi ofte køber eller plukker dem selv, blot for at glæde os over dem, når de står der i vasen i vores hjem og udstråler friskhed og overskud. En buket friske blomster signalerer med farver, former og duft, at her er frodigt, her er overskud, og her er godt at være. – Det ved boligmagasinerne og ejendomsmæglerne … og naturligvis blomsterhandlerne.