Småtterier

Løfte om inspiration på gemen sukkerpose.

● I dag er det ikke kun kunstnere, der skal inspireres. Ordet, som betyder at blæse (guddom­melige idéer) ind i, er blevet skamredet og devalueret af varehuse, damebladsskribenter, rejsebureauer, supermar­keder, lavprismøbelhandlere og isenkræmmere. Alle mu­lige udbydere af trivielle forbrugsgoder smigrer skamløst de paphoveder, der går igennem livet uden en eneste original tanke og ikke ejer et nok så beskedent ta­lent, med: »Kom og bliv inspireret!« − Og de kommer lydigt faren­de i store hor­der og køber de samme idiotiske ting og føler sig som kunstnere, når de fx over­plastrer deres stuer med forvredne vaser og skåle, slæber endnu en ny, orangefarvet kaffekande hjem eller hænger usandsynligt grimme gardiner op.

● Jeg tror ikke, at alting har en mening, men jeg har en ubegrænset tiltro til men­neskets evne til at skabe mening i alting.

● Alder er, når man ikke længere har travlt med at ekspandere og lægge planer for fremti­den, men er glad, blot tingene kan fungere som hidtil.

● Husk nu redningsvest, cykelhjelm, sololie, kondom, sikkerhedssele, tandtråd! Spis 6 om dagen! Spis fisk … nå nej, spis ikke så meget fisk… − Gå i skygge! Tag hat på! Hold op med at ryge! Hold dig fra sukker og fedt! Lad være med at drikke! Gør dine øvelser! Se dig for! Gå kun ud til navlen! Motionér! − Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvor langt statsmagtens forlængede arm i form af »De omklamrende kællingers klub M/K« vil gå ind i folks liv med banale og selvindlysende på­bud. Samtidig med at rejsebranchens billige solferier året rundt, bilindustriens hurtige og stærkt for­urenende produkter, supermarkedernes bugnende udvalg af både billige og dår­lige fødevarer modarbejder de samme råd, så skismaet mellem betalelige og til­gængelige varer og mulige og eftertragtede aktiviteter og så alle de omklamren­des gode råd bebyrder hvert ene­ste individ i dette land.

● En kvinde, der er optaget af sit helbred, er en hypokondrisk, opmærksomheds­krævende hy­stade. En mand, der er optaget af sit helbred, er klog.

● De største problemer, forurening, mangel på rent vand, luft og mad i tilstrække­ligt omfang, dårlige fødevarer, krige, flygtningestrømme, fysiske og psykiske syg­domme, skyldes overbe­folkning. Alene i min levetid er jordens samlede befolkning næsten tredoblet! − Alligevel går unge mødre stolte rundt med barnevognene og føler, at de bidrager til fællesskabet og fortje­ner vores støtte, fordi de følger hor­monernes bud og sætter børn i verden. Alligevel arbejder både politikere og øko­nomer for fortsat vækst, selv om man allerede i begyndelsen af 70’erne var klar over, at der var »Grænser for vækst«.

● Man bruger sit liv på at gøre sig parat til en fest, der aldrig kommer.

● Hvem er det, der ikke kan købe et kalenderlys uden omfattende hjælp fra avi­sernes livs­stils­sektioner eller fra damebladene?

● Første halvdel af vores liv er vore tanker og gerninger styret af hormoner. Når de begynder at dampe af, kan vi bruge anden halvdel på at forsøge at gøre det godt igen.

● Tilstedeværelsen af hunde, haver og gamle potteplanter gør det moderne liv mere udhol­de­ligt.

● De gamle romeres kloge ord om at pacificere masserne ved at give dem »Brød og skuespil« er i dag blevet til »Chips og sport«.

● Unge mennesker i dag er fuldt opdaterede med de nyeste, amerikanske slang­udtryk, og de føler sig hjemme på Manhattan og shopper hjemmevant i Berlin, London og Paris, men de ved intet som helst om fx dansk landbrug eller om dyr og planter i dansk natur.

● Hvad er der galt med blot at hvile på laurbærrene?

● Piloten siger, at mindst fem ting skal gå galt, før en katastrofe indtræffer, og den ene fejl­kilde er normalt menneskelig. Der er ingen enkle skyldsspørgsmål og årsagsforklaringer.

● Det ser ikke godt ud, når vore unge kvinder frejdigt går og svinger med kunstigt påsat hår fra døde og/eller fattige tredjeverdenskvinder, mens de læspende selv­iscenesættende taler om nødhjælp, dyrevel­færd, spelt og CO2.

● Mht. astrologi, tarot o.lign. er det min klare fornemmelse, at skæbnen siger: »Don’t call us, we’ll call you!« — Og det gør den så, før eller siden.

● »De« og »dem« – Pas på disse ord! − I samme øjeblik man anvender ordene »de« og »dem« om en gruppe mennesker, har man allerede lagt afstand og er tæt på at underkende grup­pens ligeværd og med­menneskelighed. Det være sig børn eller ældre medborgere, kvin­der, patienter, kunder, klienter, naboer, folk fra andre byer, religioner, landsdele, lande … Or­dene er naturligvis nødvendige og skal bruges af og til, men med måde, for de tyder på en re­spektløs tænkning i »dem« og »os« og kan i værste fald udarte til for­agt, tingsliggørelse, psy­kisk og fysisk mishandling, i sidste ende måske regulær forfølgelse og folkedrab.

● Ved forkølelser og andre virusinfektioner er der intet, der hjælper. Kamillete med eller uden honning og/eller ci­tron, appelsi­ner, Strepsiler, varm hyldebær­suppe … Den gode husmor ryk­ker naturligvis ud med hele arsenalet, så snart no­gen giver sig til at hoste lidt, men hvis infek­tionen først er gået i gang, tager det den tid, det tager. De forskellige remedier kan dog lindre og trøste, og det er også noget værd, og så giver det en god fornem­melse af at GØRE noget.

● Når vi står ved Skt. Peters port og gerne vil ind, så er små børns latter den va­luta, vi kan be­tale entréen med.

● Der er absolut ingen grund til ikke at springe over, hvor gærdet er lavest.

● Man undrer sig jo hyppigt over, at folks tøj, fx bukser, deres tasker, sko, lam­per, halstør­klæder, støvsu­gere, skærebrætter, møbler, salatsæt og vaser hedder noget, fx Louis Vuitton, Burberry, UGG, Eva Trio, PH, Arne Jacobsen… ja, selv de­res KØKKENER hedder noget … Min hund hedder noget, men den kommer også, når jeg kalder.

● Vi bærer denne enorme byrde af os selv og alt, hvad vi har været udsat for, oplevet, hørt, set, mærket, sagt, gjort, igennem livet. Hvem der kunne glemme, smide ud, begynde forfra… Sækken bliver for tung… På et tidspunkt må det briste, og vi styrter under vægten. Dét er vel alderdom og død?

● Verden er for mænd − It’s a Man’s World. Prøv at forestille jer, hvilken ballade, der ville være, hvis der var babypleje, mad, mode og strikkeopskrifter på alle ka­naler fra morgen til af­ten, og at det fyldte et kvarter af enhver seriøs nyhedsud­sendelse? Men når det er sport, så er det helt OK, at vi skal høre rygter om træ­ner­skifte eller have en udenlandsk fodboldspillers forvredne ankel minutiøst be­skrevet i alle detaljer midt i nyheder om krig, død, ulykker, stor­finans og politik hver evige eneste dag året rundt. I stedet for at henvise disse fuldkommen peri­fere ikke-hændelser til særskilte programmer og kanaler.

● De fleste mænd minder om gammeldags biltelefoner: − En ordentlig kasse at slæbe rundt på og over­ordentlig svær at få forbindelse med. − Man skal først have den manøvreret i rette po­sition og tjekke, at den har antennen ude, før man kan kommunikere.

● Når han ligger på sygehuset og flere gange dagligt sms’er til »Hej alle!« med info om samt­lige blod- og andre prøver, der er taget i løbet af formiddagen, om afføringens konsistens, om stuegangen, sygeplejer­skernes humør, maden og prognoserne i øvrigt, så kan man vel roligt gå ud fra, at det ikke er synderligt al­vorligt fat?

● Sommetider, når man læser sin avis eller ser dansk tv, får man lyst til at råbe: Er der en hjerne til stede?

● At gå hjem fra skovturen med lommen fuld af anemoner ♥

● Sammenlagt har jeg nok brugt et år af mit liv på at stryge strygefri skjorter.

● Et barns langsomme opvækst, vejret og årstidernes skiften er variation nok.

● Tiden under Fogh først i 2000-årene vil jeg altid huske for det skamløse forbrug, der mani­festerede sig i en paddehatteagtig vækst af blå plasticbassiner og tram­poliner på folks græs­plæner, og i skraldecontainere proppet til randen med de samme ting i blåt plastic på »gen­brugspladserne« i tiden umiddelbart efter.

● Sorte, blanke, stramtsiddende læderbukser til mange tusinde kroner… og hun kører ikke på motorcykel, hun er ikke rockstjerne, hun er ikke milliardær, hun er en grå og halvtrist SOSU-assistent på 43 år, bredrøvet, fantasiløs degnedatter fra Varde… og nu skal hun i byen med veninderne.

● Verden ville være et bedre sted, hvis flere mennesker ville nøjes med at brodere korssting og passe deres have.

● De hedder noget fint og sammensat, de har egen hjemmeside med hundreder af opstil­lede, semiprofes­sionelle fotos af sig selv, et alenlangt CV, hvor de også hus­ker at anføre fri­tidsjob og navnet på deres kat, de er 25 år gamle og kan hverken læse eller skrive dansk eller føre et almindeligt hus­holdningsregnskab.

● Folk får ikke længere gæster, de får publikum.

● Rygning:

· Der går 3 dage, før man har fået nikotinen ud af kroppen

· Der går 3 uger, før man kan tænke på andet end smøger

· Der går 3 måneder, før man har fået omlagt sine vaner

· Der går 3 år, før man har glemt, hvordan det i grunden var at være ryger

● Forleden udtalte en økonomiprofessor, at god tid, ro og omsorg ville blive de nye, efter­trag­tede værdier. Det ses allerede nu. Folk mangler tid og omsorg, og så fiser de på storbyfe­rier, kroweekender, wellnessop­hold o.lign. og bliver stressede af det, udgifterne og alle tids­planerne og aftalerne, i stedet for at geare ned der­hjemme i millionvillaerne, hvor der sikkert også er både mad, senge og badevæ­relser.

● Jeg holdt op med at ryge, og nu kan jeg forstå, at de resterende problemer i mit liv med et slag kunne løses, hvis jeg også holdt op med at spise.

● Hvis man køber kongelige porcelænstallerkner til 24 personer til 500 kr. stykket, 12 Y-stole til spisestuen, biler i ½ eller 1 mio. kroners klassen eller ansigtscreme til 1500 kr. for en lille dåse, så har man for mange penge, og så burde man afle­vere dem til en brønd, en skole, me­dicin, vaccinationer og mad til en afri­kansk landsby eller andre trængende.

● Mange mennesker klæder sig ikke på − de klæder sig ud.

● Spørger du, om jeg ikke nok vil gøre mig selv lidt mindre, så du kan få lov at føle dig større?

● Der findes på dansk tre udtryk for det at bringe ting i orden: at »rode op«, som en af mine venner altid både siger og skriver, at »rytte op«, som de fleste siger, og så at »rydde op«, som var det korrekte i gamle dage.

● Er jeg den eneste, der bliver utryg, når jeg passerer en bil med påskriften: »Center for døv­blinde og høre­tab«? Og umiddelbart bagefter ser en kraftig BMW, hvor føreren, en mand, sty­rer med den ene albue, mens han med blikket rettet mod sin smartphone sms’er som en gal?

● Det er til jul og fødselsdag, man viser folk, hvor meget man påskønner dem. Men vi er alle så rige nu, at vi ikke har brug for gaver længere. Vi vil selv købe alle vore ting og irriteres over dem, faster Gerda, som gerne vil vise os sin op­mærksomhed, har købt billigt i Netto og om­hyggeligt pak­ket ind i gammelt gen­brugsga­vepapir. Vi vil selv be­stemme, hvad der skal ind i vore overde­signede huse. Så vi ofrer gladeligt soci­ale forbindelser for at sidde i stilrene stuer.

● De fleste af de problemer, man kan have med andre mennesker, skyldes ganske simpelt, at man overvurderer dem. Man forestiller sig helt automatisk, at de taler og handler ud fra en logisk, menneskevenlig og velgennemtænkt synsmåde, og at de har samme grad af selvindsigt − og indsigt i det hele taget − som man selv møjsommeligt har erhvervet sig.

● Vore moderne, industrialiserede samfund, demokratiske eller ej, udnytter sne­digt folks egen grådighed til at gøre dem til slaver i langt højere grad og meget mere effektivt, end æl­dre samfunds pisk og lænker kunne gøre det. Grådigheden efter ting, oplevelser og status får for­bløffende nok mennesker til at forlade deres småbørn og andre kære, til at ofre velbefin­dende og sjælero og undergive sig transport, stress, stø­jende og svinende produktionsfor­hold, stor­rumskontorer, kollegial mobning og stupide ledere… med glæde!

● Forbløffende mange mennesker lever som blinde orme i en labyrint: Vi møver os rundt på lykke og fromme og forsøger at orientere os en smule efter lys og skygge og duften af mad.

● »Små ting er ikke altid småting« … Joakim Garff i sin store Kierkegaardbiografi, SAK.

At elske hyachinter

Perlehyachinter kan også være elskværdige.

I Jane Austens roman, Northhanger Abbey, siger den unge heltinde en dag til sin vært, Henry Tilney: »Sikke nogle smukke hyachinter! Jeg har lige lært at elske hya­chinter.« Hvortil Henry svarer: »Så meget desto bedre. Du har opnået en ny kilde til glæde, og det er kun godt at have så mange tag i lykken som muligt.«

Jane Austen var en klog kone, som i sine romaner, der er fyldt med begavede og sym­patiske, OG latterlige, stædige og smådumme, men alligevel elskelige, personer, tit får sagt nogle evige sandheder: Man skal lære sig at elske hyachinter.

Kun få mennesker orker at favne alle verdens goder; de fleste har travlt med at af­grænse sig selv og skabe tryghed, overskuelighed og en slags identitet ved at UDE­LUKKE ting:

− Jeg er altså kattemenneske, siger mange, når de står over for en sød hund, og afskærer derved sig selv fra glæden ved at omgås disse kærlige og hengivne dyr.

− Jeg er mest til rødvin, siger andre, når man forsøger at glæde dem med en god, belgisk øl til flæskestegen eller en perlende hvidvin til den grillede laks.

− Jeg bryder mig ikke om blåt, sagde en ældre dame hyppigt til alle og enhver, der gad lytte. Det var hendes yndlingsstatement og kendingsmelodi. Det viste sig, at hendes mor heller ikke havde brudt sig om farven blå, og hvis de fx fik en blå blomst foræret, endte den i skralde­spanden, så snart gæsten var gået. Således fik begge damer, mor og datter, afskåret sig fra en af de tre grundfarver, og måske også fra glæden over en dybblå sommerhimmel, de safirblå bølger på en middelhavs­strand, de mørkeblå, håndknyttede tæpper fra Nain, de smukke aga­panthusblom­ster, violer og hyachinter … Farven blå er så stor og betydningsfuld, at damernes mening er fuldkommen ligegyldig, men det er synd for dem, at de føler sig tvunget ud i eks­tremer af afsavn for at oppebære en smule værdighed, fordi de jo er nødt til at stå ved deres ord, når de nu har sagt det så mange gange.

− Jeg skal have en opstammet marguerit hvert år, siger en af mine veninder. Den opstam­mede marguerit er blevet hendes kendemærke, hendes faste holdepunkt, hendes uundvær­lige sommerterrasseglæde, og resultatet er jo, at alle hendes ven­ner, som har hørt på dette statement igennem tyve-tredive år, alle dukker op med en opstammet marguerit. De gør det for at glæde hende, men resultatet er, at hun ikke kan færdes på sin terrasse for opstammede margueritter. Hvis hun nu havde haft en ven med en smule omsorg og fantasi, havde denne jo foræret hende en engletrompet eller en bougainvillea i stedet, bare en enkelt midt i marguerit­overflo­den, så hun kunne udvide sin verden en lille smule og opnå større lykke ved at lære at holde af flere ting.

Men jeg tror ikke, at blomsten i sig selv, eller katten, eller vinen, eller farven, spil­ler en rolle i disse begrænsende udsagn. Det er selve begrænsetheden, der er vig­tig. Hvis jeg kunne få al­ting, og hvis alting var godt og eftertragtelsesværdigt, så ville det jo ingen ende tage, og mit liv ville være noget rod. − Jeg skal have en opstammet marguerit, eller en kat, eller rødvin eller noget ikke-blåt, så jeg kan føle mig »unik« igennem mit valg og tryg ved det kendte.

Vi begrænser tankeløst os selv på mange andre måder: I nogle familier er man glade for hunde, men har udelukkende fx gravhunde. Når den ene dør, anskaffer man sig straks en an­den magen til. Så slipper man resten af livet for at tænke og tage chancer. − I andre familier sværger man måske til et bestemt bilmærke, som man, på trods af fejl, mangler og skuffelser, skal have, hver gang den gamle bil trænger til at blive skiftet ud. Eller man rejser samme sted hen på ferie hvert ene­ste år, bor på samme hotel, spiser det samme, gør de samme ting. − Eller værre: Man skifter ikke bank, læge, tandlæge, mekaniker, supermarked eller frisør, selv om man gang på gang oplever dårlig service, elendig rådgivning og himmelrå­bende in­kompetence. − Det er, som om vi kollektivt bliver ramt af Stockholmsyn­dromet, når vi først er faldet i kløerne på nogen.

Vi burde alle lære at elske BÅDE hunde og katte, alle farver, blomster, steder, madvarer, mangfoldighed og hyachinter, for jo mere vi holder af, jo flere ting, der gør os glade, jo gla­dere bliver vi. Så simpelt er det.

Kierkegaard

Søren Aabye Kierkegaard − 5. 5. 1813 til 11. 11. 1855

H.C. Andersens sprog og tankeverden er stadig lige ud ad landevejen og let at gå til, men jeg kan ikke uden stort besvær læse Kierkegaard; tålmodigheden slipper op efter et par sider af hans gammelmodige, kringlede konstruk­tioner, den ene oven på den anden i et højtopragende filosofisk byggesæt; navnlig er hans religiøse anfæg­telser fuldkommen uforståelige for mig.

Desto mere taknemmelig bør man være for folk, som fx Peter Tudvad og Joakim Garff, der har brugt halve og hele liv på at gennemtygge filosoffens enorme samling af efterladte skrifter, plus alt det udenoms, som også har haft stor betydning, de foregående og de samtidige tænkere.

Men som jeg har forstået Kierkegaard, var hans projekt alment intellektuelt.

Han mener, blandt meget andet, at der findes tre samfundsgrupper, refereret efter ”SAK” af J. Garff, side 68:

1. Bærmen, de praktiske, som lever i en åndløs, materiel virkelighed, ”praktikoi” ifølge Aristoteles, de ”con­firmerede Ædere”, for hvem livet udelukkende består i kropslig og materiel behovsopfyldelse i en tilstand af tanke- og sorgløs ligegyldighed … ikke et ord om løbeture, Ray Ban-briller, blå hoppeanordninger i forha­verne, modetøj, inde- og udekøkkener, internetporno, fadbamser, matadormix i kilospande, wellness, fodnus og femstjernede hoteller på Gran Canaria.

2. Historikere og naturforskere, som godt kan tænke, men som har for meget hastværk med at meddele sig, med at positionere sig, med karriere og indbildt travlhed og ditto fremskridt til at kunne tænke klart … vi taler ikke her om nutidens ingeniører og mediernes yndlingsforskere, der prioriterer strategisk selvpromo­vering over indsigt, helheder og fordybelse, eller om musik, tom snak, støj, beskeder, mobiltelefoner, tab­lets, bærbare, tændte skærme, både ude og hjemme, der aldrig tillader én at forfølge en tanke i mere end et kort øjeblik ad gangen.

3. De, som på en eller anden måde får hæmmet deres energi, og som på godt og ondt er overladt til sig selv og deres egne tanker. De, i forhold til samfundslivet, afdøde. Disse sidste kan på et tidspunkt finde sig selv, træde i karakter, komme overens med sig selv, forstå menneskenes almengyldige vilkår, hvis de formår at tænke klart og bruger deres sunde fornuft. Hvis de ”ved Anskuelsen søge at opfatte det uendelig Mangfol­dige i Naturen, i Livet, i Historien, i Anskuelsens Totalitet”.

Og det gør vi jo, ikke sandt?

Utænkeligt

● I USA har de for anden gang valgt en farvet præsident.

● I DK har vi en kvindelig statsminister.

● Da mit badeværelse skulle renoveres, gik den unge VVS’er på barsel.

I 70’erne, da vi sad og politiserede i basisgrupperne, troede ingen et sekund på, at vi ville komme til at opleve bare én enkelt af disse ting i vores levetid.

Men vi kunne heller ikke i vores vildeste fantasi forestille os at:

● DK ville deltage aktivt i flere krige mod muslimske lande.

● At vi i lange perioder ville være behersket af et afskyeligt vrængende fremmedfjendsk, såkaldt ”værdipolitisk”, klima.

● At stort set alle danske børn fra omkring etårsalderen skulle tilbringe hovedparten af deres vågne timer på opfostringsanstalter.

Forår!

Så! Nu sker det! − Solen er vendt, og dagen allerede tiltaget med mere end en halv time.

Vore forfædre, vikingerne, ville have fejret jul nu, for det er først nu, man kan se, at mørket er blevet brudt.

Da vi havde høns, bemærkede de som de første lyset og begyndte at lægge æg. Store smukke æg med spændstige hvider, men endnu kun svagt gule i blommen pga. manglen på friskt grønt. Et æg pr. høne pr. dag. − Det bliver til mange selv med en lille flok, og alle skulle de samles og bruges eller foræres væk.

Nu må jeg nøjes med at gå lidt længere skovture med hunden og gøde potteplanterne, som blege står og strækker sig mod vinduerne.

Nu er det tid!

Dumtravlhed

Hvorfor er det lige, at folk, der har så skidetravlt med at have travlt, har lov til at genere andre med deres mere eller mindre indbildte travlhed og kan bruge tilstanden som undskyldning for ikke at leve op til almindelige sociale og menneskelige forpligtelser i stedet for at blive tvunget til at indse, at de bare er smådumme i hovederne og stinkende dårlige til at prioritere deres tid?