– Se, hvor de roder og rumsterer, gnaver og graver, bygger og ødelægger, skider og sprøjter, sagde hun til Månen, den nærmeste ven, hun havde.
De fik sig af og til en stilfærdig passiar, når Månen var i dét kvarter, og alting var roligt. Med Månen behøvede man ikke at råbe, som med de andre. Som fx Solen, der havde for vane at sprutte og spytte og understrege sine pointer – helt overflødigt, mente både Jorden og Månen – med kraftige udladninger og lysshows. – Mine dyr lider, alle de skønne, blanke fisk, og har du set, hvad de gør med grisene?
– Jeg har godt lagt mærke til det, svarede den gamle Måne.
– De har givet mig udslet over det hele, skovene er stort set forsvundet, og jeg har fået beton- og asfaltallergi … Mine have og flodløb er syge og døde … Deres dunster giver mig feber! Mærk mine poler!
– Man kan se det helt herfra, svarede den gamle Måne.
– Iskapperne smelter i varmen! Og her brænder det, og der drukner alt … Se, de små råkid og alle de smukke sommerfugle, åhh, det er til at tude over! – Jorden var meget ked af det.
– Du kunne jo gøre det der, du gjorde med de der, hvaddenuhedder, de store grønne, foreslog den gamle Måne.
– Det er ikke fordi, jeg ikke har forsøgt mig med alt muligt, svarede Jorden med lav og sørgmodig stemme.
– Temperaturerne stiger, vejret er kaotisk, min atmosfære er fuld af rumskrot, strømmene vender, luften er giftig, jorden radioaktiv, og de bliver mere og mere ufrugtbare. Solen bager, overfladen tørrer ud, ozonlaget forsvinder, så de får hudkræft, de får infektioner af mine dyr og allergier af mine træer og planter … men de er ikke så lette at ryste af.
– De har det hårdt, har de. Mange af dem. De fleste, fortsatte Jorden.
– Men de er også snedige. Finder på både det ene og det andet. Millioner af dem omkommer hvert eneste år, drukner i mine have, slår hinanden ihjel med flyvende maskiner og udladninger, udsulter og generer hinanden på alle mulige måder, fjolser er de, men der bliver alligevel hele tiden flere.
Og nogle af dem har raget til sig, har de. Beskytter sig.
– Og så kom de der tåbelige rigmænd, ham fra det tidligere så smukke Amerika, ham den lille fra de russiske stepper og så ham den ondskabsfulde i det ellers harmoniske Mellemøsten – Ja, du husker, hvordan det var, da menneskene lige kom ud af Afrika? – De tre fører sig frem i verden. – Jeg har muligvis givet dem et lille puf … – Hvis nogen kan få udryddet en masse på kort tid, så er det dem. Med hjælp fra alle de dumme og grådige, selvfølgelig.
– Ja, jeg så dem flyve rundt på må og få, svarede Månen. – De kom ret tæt på.
– Hø, sagde Jorden. – Så du også deres tåbelige hunkærester? Læber på størrelse med søpølser lige midt i ansigtet! – De har ændret sig meget på kun et par hundredetusinde år, må man sige.
Månen lo, han lo indtil flere omdrejninger. Og han lo så hånligt, som kun måner kan.
– Hvad var det, du gjorde med de der, hvaddenuhedder, dinofanter, dinoraffer, dinofaurer, spurgte han så.
– Åhh, Jorden forsøgte at erindre, selv om feber og udslet gjorde hende svag, og hun havde svært ved at koncentrere sig. – Jamen, dengang råbte jeg på hjælp udefra. Det løste problemet i løbet af nul komma hundrede. Det var effektivt, må jeg sige …
– Hvem bliver de næste, tror du? spurgte den gamle Måne.
– Rotter måske. Det kunne man jo håbe. De er kløgtige, formerer sig som mennesker og er allerede i fuld fart frem. De er ikke så store; har heller ikke fysiologien, opret gang, lang barndom, modsatstillede tommelfingre … Hmm …
Jorden kiggede op: – Du, Måne, har du stadig stemme til at råbe højt?
Har lige læst ’Ærømanifestet’ af Maj My Midtgaard Humaidan, Gyldendal 2023, og blev ked af det.
Det er et problem, at ambitionsniveauet og tempoet i vores samfund er blevet så destruktivt højt.
At vores institutioner og skoler fungerer dårligt.
At vi tror, vi selv kan træffe en masse valg og vælge om igen, når det passer os.
At vi ustandseligt går og tænker over disse mere eller mindre indbildte valg og ruger over ’mavefornemmelser’.
At vi fokuserer på ydre fremtrædelsesformer – i bogen optræder ’varm kakao’ meget hyppigt som et slags billedskabende symbol på en iscenesat hyggestund.
At vi ikke tror, nissen flytter med, men er overbeviste om, at vi kan opnå lykke og livsfylde ved at flytte os selv og børneflokken til stadigt nye, attraktive steder – og konstant broadcaste os selv og familien imens.
At vi ikke synes, vi selv skal yde gratis støtte, stabilitet og tilregnelighed i årevis, men forventer, at helt nye naboer, institutioner, skoler og andre forældre straks danner et støttenetværk for os og vores familie. Hvis vi bare flytter tilstrækkeligt langt ud på landet. Hvor folk jo lever romantiske liv som i “Bulderby” i gamle dage, ikke? Og derfor burde tage en tørn for os tilflyttere, så vores familieliv med mange børn kan hænge sammen.
Men måske forhindrer alle disse flytninger, fornemmelser, forestillinger og forventninger os i at leve livet på en – mere kedelig, bevares – men også mere tilfredsstillende og intuitiv måde?
… tog selv telefonen om morgenen og var klar til at rådgive og hjælpe den lille bys borgere, hvis de havde behov for ham.
Han anvendte ikke ’gå væk’-telefonsvarere og sekretærerne i forkontoret, men foretog de nødvendige vurderinger selv.
Han lod sig ikke intimidere af tidsbegrænsninger eller andre krav, men hentede glad og gerne sine patienter i det hyggelige venteværelse – og kunne så samtidig observere gangart, humør og tempo på vejen tilbage til sin konsultation.
Han havde altid tid til at lytte og tøvede ikke med at foreslå andre årsager til lidelser end dem, man selv kunne komme i tanke om, baseret på sine mange års nysgerrighed og erfaring. Han tog gerne en ekstra blodprøve – egenhændigt – hvis han fik mistanke om fx for lavt stofskifte eller blodmangel. Han kunne også kigge nærmere på en brun plet i nakken, som man ikke selv havde set, og sende én videre til en specialist, hvis han havde den mindste grund til at tro, at noget alvorligt var under opsejling. Eller han indledte en snak om et nyligt dødsfald eller en skilsmisse, som han på en eller anden måde altid var orienteret om, og som måske kunne forklare trætheden og søvnproblemerne bedre end alvorlige sygdomme.
Han var uhyre praktisk anlagt og kunne skylle øregange, sy en flænge, fjerne en bums eller en nedgroet negl eller foretage en regulær udskrabning, hvis det var nødvendigt.
Men han kunne også redegøre for det videnskabelige grundlag for diagnoser og medicinske præparater på en seriøs, men alligevel let forståelig måde. Han lyttede, argumenterede og indgik i diskussioner om den bedste behandling. – Han talte aldrig ned til folk, men talte til dem, som om de kunne forstå hans overvejelser og gode hensigter. Og han var aldrig bleg for lige at ringe, hvis han havde prøvesvar, der krævede forklaringer, eller bare for at høre, om pillerne havde virket, eller om det gik bedre.
Man tog sig godt af os dengang for mere end 40 år siden …
Specielt tænker jeg tit på en morgen, da min søn, som en stiv, lille træmand kom stavrende ned ad trappen, mens jeg var ved at sætte morgenkaffen over, og sagde: – Mor, jeg kan ikke bøje nakken …
Man skal nok være født i 1950’erne, være opvokset med faren for polio og have hørt om meningitis for helt at forstå, hvor skræmmende et barns stive nakke kunne være.
Sønnike, der kun lige var fyldt tre, så forpint ud og satte sig med hovedet fastlåst i en skæv vinkel på tæppet midt i stuen.
Jeg var ganske ung og enlig mor og uden at tænke en eneste tanke ringede jeg til lægen, som tog telefonen med det samme, og som 10 minutter senere hurtigt, men roligt, trådte ind i min stue, hvor sønnike ikke havde rørt sig overhovedet, men blot sad med store tårer i øjnene.
Lægen hilste venligt på drengen, satte sig ned ved siden af ham og tændte sin lille lommelygte, som han altid bar i brystlommen som en kuglepen, og holdt den ned på min søns mave …
Min søn bøjede omgående hovedet for at se, hvad lægen foretog sig dernede på maven, og vi kunne jo straks se, at nakken ikke var stiv, sikkert blot øm. Efter grundige undersøgelser af ryg, nakke og skuldre kunne lægen konkludere, at sønnike nok bare havde sovet med hovedet i en uhensigtsmæssig stilling.
Men åhh, hvor blev jeg flov. Jeg undskyldte ulejligheden mange, mange gange og beklagede, at jeg havde ringet så hurtigt uden at undersøge sagen selv.
– Det skal du ikke tænke på, svarede lægen muntert. – Det er da godt, at det ikke var noget alvorligt, og du må altid hellere ringe en gang for meget end en gang for lidt. – Nu får vi alle tre en meget bedre dag.
– Hav det nu godt, sagde han med sin sædvanlige afskedsreplik, og kørte videre til andre, der havde brug for ham.
Da jeg gik i skole, navnlig i tiden fra 3. klasse til 1. real – som ville svare til 8. klasse for de boglige – startede hver dag med morgensang, omgivet af grønne planter og store vinduer i skolens hyggelige indgangsparti.
Vi sang først en salme, så bad den rare, gamle skoleinspektør Jeppesen ’Fadervor’, afgav dagens meddelelser, og så sluttede vi med en af årstidens sange. Lærerne skiftedes til at spille klaver til.
Timerne med vores klasselærer Tranholm indledtes ofte med en sang, der havde tilknytning til dagens pensum, fx Aakjær, høst, fest, sorg, jul, landbruget e.l., og han sørgede for, at vi forstod selv de mest gammeldags ord.
I musiktimerne sang vi af hjertens lyst, to- eller trestemmigt og spillede på instrumenter til.
Og derudover var jeg medlem af skolens pigekor, hvor vi havde en ung, entusiastisk dirigent Danstrup og et meget bredt repertoire, jazz, spirituals, salmer, tyske, latinske, franske, engelske og danske sange og korværker. – Det lyder af noget, når man er mange.
Specielt husker jeg julekoncerterne, hvor vi piger ankom til den lille kirke langt inde i skoven i pæne hvide blondebluser, blå nederdele, hvide strømpebukser og med frostsneen funklende og knirkende under de sorte ballerinasko. Mapper med nodeblade under armen og hektisk opstemte, røde kinder pga. det store publikum af fortrinsvist lærere, forældre og søskende. Vores stemmer klang så smukt tilbage til os i det gamle kirkerum og forlenede højtiden med noget … højtideligt.
De fem – seks år med intensiv sangundervisning klædte os godt på til livet og navnlig til livet med børn, som vi voksne har en forpligtelse til at være livsguider for. Jeg har en fornemmelse af musikhistorien her og i andre lande, fik lidt rytme og musikforståelse banket ind, og der er ikke en årstid, et emne, en følelse eller en mærkedag, uden at jeg straks får en linje fra sang i hovedet:
● Vågn op og slå på dine strenge
● Juletræet med sin pynt
● I sne står urt og busk i skjul
● Jeg har fanget mig en myg
● Hvad var det dog der skete
● Hvem kan sejle foruden vind
● Blæsten går frisk
● Hvem sidder der bag skærmen
● Jeg ved en lærkerede
● Fred hviler over land og by
● Nu falmer skoven
● Det var en lørdag aften
● Udi Ringsted hviler dronning Dagmar
● Marken er mejet og høet er høstet
● Spurven sidder stum bag kvist
● Solen er så rød mor
● Poul sine høns i haven lod flyve
● Morgenstund har guld i mund
● Grøn er vårens hæk
● Kimer I klokker
● Det er i dag et vejr et solskinsvejr
● Sneflokke kommer vrimlende
● I skovens dybe stille ro
● Et barn er født
● Den yndigste rose er fundet
● På Sjølunds fagre sletter
● For nu er skoven grøn grøn
● Der er ingenting i verden så stille som sne
● Lille Poul ser ud på solen mens den synker over eng
● Den kedsom vinter gik sin gang
og mange, mange flere.
Mine absolut yndlinge, en til foråret, når dagen nu er fuld af sang, og en i efterårsmånederne, når jeg trasker langs markskel på vej til skoven:
Jeg gik mig ud en sommerdag at høre – Folkevise/Grundtvig
Jeg gik mig ud en Sommerdag at høre Fuglesang, som Hjertet monne røre, I de dybe Dale, Blandt de Nattergale, Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
Den allermindste Fugl af dem, der vare, Sang fra Træet ned i Toner klare, I de dybe Dale, Blandt de Nattergale, Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
Den sang: »Mens Ungersvenden gaaer saa ene, »Længes En imellem Løv og Grene, »I de dybe Dale, »Blandt de Nattergale, »Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
»Hen under Løvet gaae de lune Vinde. »Der du skal din Hjertenskjære finde, »I de dybe Dale, »Blandt de Nattergale, »Blandt de andre Fugle smaa, som tale.«
Hav Tak, du lille Fugl, for du har sjunget! Ellers var mit Bryst af Længsel sprunget, I de dybe Dale, Blandt de Nattergale, Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
Hav Tak, du lille Fugl, der sang med Ære, Stillede min Længsel og Begjære, I de dybe Dale, Blandt de Nattergale, Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
Af større Vee kan Verden ikke trænges, End at skilles, naar man saare længes, I de dybe Dale, Blandt de Nattergale, Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
En større Fryd kan Verden ikke bære, End at samles med sin Hjertenskjære, I de dybe Dale, Blandt de Nattergale, Blandt de andre Fugle smaa, som tale.
– Da nu min Hjertenskjæreste var funden, Sang og blomstrede det rundt i Lunden, Baade dybe Dale, Og de Nattergale, Og de andre Fugle smaa, som tale.
Det lysner over agres felt – Balslev/Holsten
Det lysner over agres felt, hvor sløve plovspand kravle, det sortner over Store Bælt med sol på kirkegavle.
Velkommen i vor grønsværsstol blandt grøftens brombærranker! O, det gør godt at slikke sol igen på disse banker!
Vel rækker høstens solskin kort, men rønnens bær står røde. Alleens linde blegner bort, men vildvinsranker gløde.
Vel! Ræk mig da, o efterår, en gravensten, som smager af bækken ved min faders gård og mulden i hans ager.
Og bag mig, sol, og blød mig, regn! Jeg plukker mine nødder og trasker langs et brombærhegn med plovmuld under fødder.
Og det er al den jord, jeg har, og alt hvad jeg begærer. Jeg håber, det går an, jeg ta´r, hvad mine såler bærer.
Vi undrer os måske over den udbredte vold, mobning og seksuelle overgreb, der sker blandt børn i vores folkeskoler. Og over den rå tone, der ofte hersker blandt børn og unge og fra børn – og sommetider også deres forældre – rettet mod lærerne.
Eller mod de politikere, der er valgt til at redde vores velfærdssamfund godt igennem epidemier, konflikter, økonomiske problemer:
TV2 14.9.22 – ”Hun må og skal aflives!” – Sådan diskuterer voksne mennesker uenigheder her i internet- og mobilalderen.
Eller endda rettet mod forskere og professorer, som man påstår sig uenige med!
”Michael Svarer er formand for den ekspertgruppe, som er kommet med forslag til en CO₂-afgift på landbruget. Onsdag var han derfor inviteret med som gæst til interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling.
Her måtte Michael Svarer finde sig i personangreb, som han fandt ubehagelige, hvilket han fortalte om til DR og Berlingske bagefter.
– Deciderede personangreb
På generalforsamlingen sagde landmanden Holger Iversen fra Als ifølge Berlingske blandt andet følgende til Michael Svarer:
– Inden du kom, sad vi og snakkede om, at du egentlig er modig. Havde det nu været 1824, så havde vi i formiddag været ved at bygge en galge ude bagved og havde hængt budbringeren. Vær glad ved, at det hedder 2024.”
TV2 2.3.24
Tonen er blevet forfærdende rå: Politikere, kassedamer, forskere, nabokoner, folk, der ytrer sig offentligt, svines til på hårrejsende vis. Og et uforståeligt had bobler og syder i kommentarspor og i medier, ikke kun de sociale. *
Der er, tror jeg, mindst tre grunde til forråelsen:
Alle mennesker fra seks-syvårige og op har deres egne telefoner med uhindret adgang døgnet rundt til tabubrydende kulturprodukter, You-Tubere, Tik Tok, og derudover en kloak af menneskelige sex- og voldsfantasier, had-ytringer, virkelige overgreb, tortur og mord, som navnlig drenge føler sig tiltrukket af. – Vi præges af og desensibiliseres imod grænseoverskridende, ækle voldsomheder.
Alle voksne og forældre har travlt med arbejde, interesser, venner og deres egne mobiltelefoner de fleste af døgnets vågne timer, så små og sårbare børn overlades til sig selv og deres egne smartphones og til at danne usunde fællesskaber ganske som drengeflokken i William Goldings berømte roman ’Fluernes Herre’.
Vi har sparet på institutioner og skoler i en grad, så lokaler, lærere og principper er eroderet hurtigt, og børnene – igen – overlades til at danne deres egne hierarkier og får mulighed for at afreagere forladthedsfølelser, ulykkeligheder og angst på hinanden.
‘William Gerard Golding var en engelsk forfatter. Golding skrev blandt andet den samfundsafspejlende roman Fluernes Herre i 1954, som handler om en flok drenge på 6 til 13 år, der strander på en øde ø. I 1983 modtog han nobelprisen for sit mesterværk.’ Wikipedia
Igen igen er der debat om børns brug af skærme … I skolen, i hjemmet, på tur, altid er de på de tidsrøvende elektroniske medier, for det er en del af det sociale fællesskab, når man er ung i dag.
Det synes jo indlysende, at voksne må prøve at sætte rammer for det futile tidsforbrug og lære børn og unge, at det er ok at kede sig, at være alene, at læse en bog eller en avis, at konversere andre mennesker, at finde på en leg, et spil, at tænke, kort sagt, at være til stede i nuet, alene eller sammen med andre.
Men hvem skal rette på de voksne?
I dag kan man snakke med sine venner, sende dem en flod af sms’er, købe ind, se film og serier, lytte til podcasts, krimier, nyheder, tjekke sociale medier, Aula eller arbejdsmails, ordne tidsbestillinger, aftaler, ajourføre huskesedler, lægge en rute, holde øje med, hvor andre er henne, og meget, meget mere, alt sammen mens man er på farten. Kun de færreste afsætter en time morgen eller aften til det, men klarer det hele, lige når impulsen, sms’en eller opringningen, bip-lyden, kedsomheden eller behovet melder sig.
I bussen sidder en ung mor over for sin ca. femårige datter, og de siger ikke et ord til hinanden på hele turen. Moderen sidder med næsen i sin mobil, datteren kigger ud ad vinduet, og hun mister her en lejlighed til at skabe bånd til sin mor, til at høre og tale dansk og til at lære om det, de kører forbi.
Ved udgangen står en ung mand og spærrer alt for alle andre med sine brede skuldre, mens han højlydt diskuterer med nogen i sin mobiltelefon og har mistet fornemmelsen af tid og sted, og hvad der sømmer sig, når man befinder sig i det offentlige rum. Jeg forsøger at sige, at jeg skal af. Bag mig står to-tre andre, der også skal af her, og til sidst må jeg tage ham om skuldrene og blidt forsøge at fjerne ham fra rejsekortmaskinen og døren.
På fortovet går en ung mor med AirPods i ørerne og er fjern i ansigtet, mens hun skubber en klapvogn med en ca. toårig, som er anbragt, så han ikke kan se sin mor, men kun kan kigge fremad, lige ind i folks lår og bagdele. – Heller ikke han får lært sit modersmål ved denne lejlighed, og han får heller ikke et beroligende smil eller ord, hvis han ser noget, der bekymrer ham. Han er anbragt i et isoleret, fremadvendt rum, hvor han ikke kan forstyrre sin mors vigtige lytteoplevelse.
En far i supermarkedet har sin baby i en sele og konen eller kæresten i mobilen, så han kan modtage direktiver, mens han fylder indkøbsvognen. Baby dingler akavet med ryggen til far, og i stedet for tryghed ved fars kropsvarme, hænger den lille forsvarsløst udsat for de mange indtryk, larm og andre mennesker, som fars færden fører dem ind i.
På cykelstien kommer en anden far susende på én af de der smarte, elektriske varecykler, hvor man putter to-tre børn ned i en lukket kasse, så man selv kan sidde og snakke i mobil i fred, mens man fragter dem som postpakker eller købmandsvarer hen til institutionen og tilbage igen.
I et lille skovstykke går en ung dame med to hunde i snor. Hundene trækker og snuser og er ved at vælte alt og alle i deres ivrighed efter at fornemme verden på deres korte luftetur. Men deres ejer er opslugt af lyden, musik, tale, historier, i sit smarte, orange headset, hun styrer dem ikke, deler ikke deres begejstring og er tabt for alle kontaktforsøg.
I busskuret står en ung mand og taler med sig selv. Han slår ud med armene og råber vredt … Før i tiden ville vi have ringet efter den blå vogn*, hvis vi så nogen stå og tale opbragt med sig selv. I mobiltelefonalderen er det dog et helt almindeligt syn, og ingen løfter et øjenbryn af den grund. Alle opfører sig som galninge.
Hjemme gør mor rent og vasker tøj, mens hun lytter til en krimi.
Far slår græsset eller vasker bil og lytter til sportsnyhederne.
Ungerne sidder med hvert deres apparat, PlayStation, mobil og tv-skærm. – Midt på dagen.
De elektroniske medier er virkelig smarte, også jeg bruger dem meget. Men jeg voksede op i en anden tid, så jeg kan godt lægge dem til side uden at gå i panik, når jeg færdes i det offentlige rum, når jeg er sammen med andre mennesker, når jeg skal koncentrere mig om noget, eller når jeg bare vil nyde foråret, fuglene og stilheden.
* for unge, der måske ikke kender begrebet:
den blå vogn
blåmalet vogn som sindssyge personer blev hentet i
De har lige været her med den blå vogn og hentet ham. Findsen, den magre gymnastiklærer HeHøjl89
Det lyder skørt, men dyr taler til mig. – Nej, de taler selvfølgelig ikke, det handler om kropssprog. De kigger på mig og telepaterer med øjnene det, de ønsker, jeg skal vide. Fx venlighed, nysgerrighed, frygt, sult, undren, aggression, smerter, legelyst … Det gør børn og andre mennesker også sommetider.
Det begyndte, da jeg var lille. I min familie var jeg hende, der havde et øje på alles velbefindende, ellers kunne Helvede – efter min korte erfaring – bryde løs. Det gjorde det nu ofte alligevel, men efterhånden som jeg voksede op, lærte jeg at gribe ind i tide eller at komme af vejen, og endnu senere at begrænse min omgang til mennesker, der ikke misbrugte andre til egen bekvemmelighed.
I omgangen med min familie, familiens gamle hund, kattekillinger, haven med sødt duftende roser i rækker, jordbær og gamle æbletræer, hundene på vejen, kattene ude omkring, bier, brumbasser, myrer, sommerfugle, snegle, solsorte, venner, legekammerater, skolelærere m.fl., lærte jeg i mine allerførste leveår, at vi alle var en del af samme helhed, vi med to ben, dem med flere eller færre ben, dem med finner, vinger eller rødder.
Ca. 1959
Da jeg fik min egen cykel, opsøgte jeg de omkringliggende gårde og fik hurtigt i en alder af knap 10 år overladt ansvaret for de nyfødte kalve og smågrise på en pænt stor gård. Hver dag efter skoletid og i weekenderne deltog jeg i pasningen af de 26 røde malkekøer, 2 – 4 jerseykøer, 6 – 8 søer med tilhørende grise, et par arbejdsheste, en flok høns, får og en del halvvilde katte med deres killinger. – Der var nok at tage sig af.
Og 10-årige piger er fænomenale til små dyr. Mine kalve og smågrise trivedes overmåde. Kalvene brægede jo efter deres mor, men så kunne man give dem sin hånd at sutte på, mens man kløede dem bag ørerne og hen over ryggen med den anden. Sådan en spædkalv kunne suge alt blodet ud i de yderste fingerspidser. Derfra, og så til at sænke hånden ned i en spand nymalket råmælk, som kalven på denne måde kunne lære at suge op, var der ikke langt. En lille kalvepasser kunne selvfølgelig også malke en ko på ingen tid. Hjælpe med at trække en kalv, der vendte forkert, ud af moderen i takt med hendes anstrengte veer. Og holde styr på hvilke kalve, der skulle have hvilken mælk. Og hvornår man kunne gå over til vand med kalveblanding og senere til mejeriets skummetmælk, som vi fik retur i store junger til både svinefoder og kalvedrik. Kalvene stortrivedes, og begrebet ’taberkøer’ kendte vi ikke. Alle vores køer var runde og rare og fik taget individuelle hensyn, hvis de havde brug for det. Fodermesteren og jeg var om dem, og om aftenen, når der var muget ud, aftenmalkningen var overstået, kalvene havde fået, hvad de skulle have, og der var ryddet op, vasket spande og junger af og strøet frisk sand ud over staldgulvet, så stod fodermesteren og jeg en rolig stund og gumlede på hvert vores halmstrå og småsludrede om dyrene, mens vi nød den veltilpasse ro og gumlen fra alle båse og bokse, før vi slukkede lyset, ønskede hinanden godaften og gik hver til sit.
Vi mistede heller ikke mange smågrise, hvis soen skulle fare på en skolefridag, og jeg var med i stalden, sommetider natten over. At snuppe sådan en lille slap og bleg fyr og gnide den varm og lyserød med en visk halm var lige noget for mig. Hver eneste levende gris føltes som en personlig sejr. Og jeg var ferm til at redde de små, når soen følte trang til at vende sig, eller hvis hun ville gnaske mere end blot den blodige moderkage og navlestrengen i sig.
Når dyrlægen kom og kastrerede smågrisene eller jog et spyd i maven på kalven med trommesyge, som den havde fået af en dynge gæret, fugtigt forårsgræs, som fodermesteren havde smidt ind til den, var jeg hende, der holdt kalv eller gris, og som desinficerede sårene bagefter. Dyrlægen belønnede mig med en pebermyntepastil, der havde ligget længe i hans uldne lommer.
Ca. 1958
At kunne kommunikere med dyr, at kunne fornemme hvordan de har det, kom mig til nytte, da jeg red og navnlig, da jeg som 12-13-årig blev betroet at ride en ung plag til. Efter et par ture i græsset kom vi overens, og hesten og jeg begav os ud på utallige, timelange ekspeditioner ud over vidderne, langs fjorden eller ind igennem skoven.
Hunde og hundetræning faldt mig også let, ligesom hønsehold, havebrug og omsorg for potteplanter, og tiden med mit eget lille barn var som én lang og lykkelig kommunikation på et sprog, som jeg allerede mestrede.
Andre mennesker har det dog med at fylde. De snakker og forventer og breder sig, og jeg opfatter sommetider alt for meget, som jeg ikke har lyst til at vide eller reagere på, men som jeg har svært ved at lukke ude.
Det vilde kragepar kan sidde i egetræet på en gren lige over mit hoved og kigge på mig med hovedet let på skrå og spørge, om det mon er tid til en godbid? Men de gør det altid høfligt, uden at presse sig på.
Og de gamle potteplanter skriger ikke op, hvis de mangler vand eller andet. De forsøger bare så diskret som muligt ved at hænge lidt med bladene at gøre mig opmærksom på problemet.
Men efter et længere samvær med snakkende mennesker har jeg brug for mindst en, gerne to, dage, hvor jeg går lidt alene med mig selv. Og nøjes med at lytte til dyr og planter.
– skulle vi ikke omgås de moderne, psykiatriske diagnoser med større forsigtighed?Måske endda indrette samfundet til mennesker og ikke forsøge at tilpasse mennesker til en sommetider umenneskelig samfundsindretning?
Aldrig har et samfund opretholdt så meget ensrettethed, som vi ser det praktiseret i vores del af verden i dag. Vi skal ALLE med vold og magt i dagpleje, vuggestue, børnehave, skole, gymnasium og helst også på universitetet, hvor vi færdes i store flokke af jævnaldrende med kun sparsom voksenkontakt. Vi skal, fra vi er helt små og sendes alene ud i verden, konkurrere med horder af andre børn om pædagogen, læreren, forældrenes opmærksomhed, om de gode karakterer, om at være blandt de mest populære … og det er hårdt for en étårig, men sandelig også for en 17-årig. Vi skal alle som én arbejde, til vi dør, og mens vi afventer dødens indtræden, forventes det, at vi døgnet rundt helhjertet og uophørligt deltager i det larmende, pulserende, endeløst drivende, sociale liv. Også på nettet. Også selv om timer på sociale medier eller en hel eftermiddag på en café med smalltalk kunne føles som spild af tid, og at en lang nat med druk og flirt eller en konstant strøm af selfie-uploades, måske endda fra de nedre regioner, forekommer én grænseoverskridende.
Vi skal alle rette ind! Der er ikke plads til forskelligheder! – Er det underligt, at unge mistrives?
Aldrig har et samfund udtænkt så mange psykiatriske diagnoser, mange af dem benævnt ved kombinationer af store bogstaver: ADHD, ADD, OCD, PTSD, men også fobier, anoreksi, angst, selvskade, depression, autisme, karakterafvigelse, personlighedsforstyrrelse, narcissisme, psykopati, borderline m.fl. plus alle de spændende kombinationer. – Ikke mange slipper igennem skoletiden uden at få hæftet en eller anden stigmatiserende etiket på sig.
Men hvad nu, hvis disse diagnosestemplede børn ikke var fejlbehæftede individer, men blot havde en divergerende personlighedssammensætning, en anden hjernestruktur end den, der passer ind i den moderne verden, som den ser ud lige nu?
Hvad nu, hvis en stor del af disse børn havde evner, som fx større selvindsigt, kropsbevidsthed, følsomhed, musikalitet, visualitet, sanselighed, observationsevne, tænkeevne, evne til at se nye mønstre, perspektiver eller muligheder, opmærksomhed på detaljer, opfindertrang, nysgerrighed, indlevelse, fantasi, kombinationsevne, matematiske og sproglige evner, måske endda en større hjernekapacitet? – Og vi så ødelagde dem med for tidlig aflevering, for meget larm, umulige krav, nederlag, daglige angstprovokerende situationer, dårlig undervisning, billigt plastic, tåbelige kulturprodukter og evindeligt spild af tid? I årevis?
Hvad nu, hvis vi forkrøbler og psykisk lemlæster en masse børn og unge alt for tidligt, så vi ikke senere får gavn af netop deres styrker? – Så får vi et meget fattigt samfund!
Det er ikke mange år siden, man kunne slippe af sted med at diagnosticere kvinder som hysteriske. Hysteri var en frit opfunden diagnose, ordet kommer fra det græske ord for livmoder, hysteraos, og blev brugt imod kvinder. Både når de opførte sig alt for ’kvindeligt’, var for følsomme, deprimerede, for pivede, pjevsede, lillepigede, overbeskyttende, og når de ikke opførte sig ’kvindeligt’, dvs. moderligt, omsorgsfuldt, blidt, tjenende og føjeligt, hvilket var de egenskaber, man gerne så i kvinder. Selvstændighed, initiativ, seksualitet, oplevelsestrang, begavelse og hyppige sammenbrud eller raserianfald, pga. manglende evne til at udholde livet som indespærret kvinde, skulle for alt i verden skulle holdes nede, væk, undertrykkes!
Før i tiden kunne man diagnosticere begavede kvinder, der ville læse, skrive, undervise, opfinde, komponere, male, bygge broer, bevæge sig frit, have en uddannelse og måske ovenikøbet et job, som hysteriske, og man indlagde dem på sindssygehospitaler, hvor de blev spulet med koldt vand morgen og aften og pakket ind i våde lagner og medicineret eller fik elektrochok, indtil de gav op og opførte sig ’normalt’. – Først, da vi tillod kvinder at deltage i samfundslivet, uddannede dem og gav dem lov til at arbejde, blev vi så rige, at vi kunne bygge velfærdssamfund, og vi begyndte at lære at rumme, at kvindelighed og mandlighed kunne være mange forskellige ting.
Det er heller ikke længe siden, at homoseksuelle blev anset for syge og stod opført under ’perversiteter’ i de psykiatriske diagnoselister, og samfundet har ikke taget skade af at acceptere folk med en divergerende romantisk og seksuel indstilling, så de kunne bidrage positivt til helheden, tværtimod.
Vi skal i højere grad lære at rumme mange forskellige slags mennesker. Mangfoldighed er en gave og en styrke, og vi skal ikke diagnosticere og udrense, men acceptere og inkludere individer af alle slags for at kunne drage nytte af deres specielle evner og syn på verden.
Inklusion betyder IKKE at give fx et barn med autistiske træk en støttepædagog i to timer ugentligt nede i det bagerste hjørne af en larmende skoleklasse med 25 elever eller flere.
Eller at flytte ham/hende over i en specialklasse med hylende sprogløse og omkringfarende hyperaktive.
Eller at tillade klasselæreren at straffe ham eller hende med udvisning og udelukkelse, fordi ingen kan koncentrere sig om klasseundervisning, når der foregår et sansemæssigt sammenbrud nede på bagerste række.
Fra vi er helt små, har vi alle krav på omgivelser, der ikke gør os bange eller utrygge, der ikke stiller umulige krav til os, der ikke overvælder os med høje lyde, omkringfaren og andre belastende indtryk, og som møder os med accept, forståelse og varme følelser, så vi kan vokse op som glade og produktive, hele mennesker. Det er vel indlysende?
Vi er nødt til at se i øjnene, at verden ikke har nået fuldkommenheden endnu. Vi er ikke ankommet til den bedste af alle verdener. Vores begreber og bevidsthed er stadig under dannelse og udvikling. Og vi må sommetider revurdere vores viden og praksis, så det hele er i overensstemmelse med den virkelighed, mange af os oplever hver dag.
Det er fx først for nylig, at vi er begyndt at genkende træk af ADHD og autisme i piger[1]. – Førhen var det de vilde drenge, der påkaldte sig opmærksomheden, fordi de forstyrrede. Eller de alt for stille og følsomme drenge, der ikke kunne tåle støj og vilde lege. Disse drenge blev alle studeret, og diagnoserne blev udformet med udgangspunkt i dem. – En stille pige, der ikke fór rundt som en skræmt abe i et træ, men bare imploderede lydløst på sin plads i klassen, var en nem elev, for hun levede jo op til alle vores forventninger til, hvordan en rigtig pige skulle være. Man måtte opfinde helt nye diagnoser, fx ADD, som er ADHD uden hyperaktivitet, til disse nemme, stille piger.
Men hvad nu, hvis disse nye diagnoser blot udskiller individer, der ikke passer ind i det moderne institutions-, skole-, lønarbejds- og øvrige samfundssystem? Hvad nu, hvis en del af de mest iøjnefaldende symptomer, angst, depression, udmattelse, selvskade, nervøsitet, spiseforstyrrelser, druk og stofmisbrug, blot er naturlige reaktioner på et unaturligt miljø? Hvad nu, hvis vi mister en masse talent og intelligens ved at påføre så mange børn og unge fejlstempler og endeløse rækker af nederlag alt for tidligt? Hvad nu, hvis en betragtelig del af en årgang bare ikke kan tåle tidlig adskillelse fra de primære omsorgspersoner, at blive efterladt til pasning hos fremmede, at befinde sig 8 – 10 timer dagligt i bunkeopbevaringsinstitutioner og overfyldte skoler i uudholdeligt rod, støj og en masse ballade? Hvad nu, hvis en diagnose af et barn eller en ung i mange tilfælde var alt for voldsom, overdreven og langt mere hensigtsmæssigt kunne erstattes af nogle påviselige træk? Fx dårlig koncentrationsevne eller modsat en usædvanlig evne til at fokusere, sensibilitet, høj IQ eller en sjældent god hukommelse? Kunne man ikke begynde at tale om personlighedstræk i stedet for nagelfaste diagnoser? Og så diagnosticere den herskende, ekskluderende og sygdomsfremkaldende samfundsorden i stedet?
Den amerikanske professor, Temple Grandin, er selverkendt, højtfungerende autist. Hun har en doktorgrad i dyrevidenskab og er ansat ved Colorado State University, men hun har navnlig i offentligheden gjort sig bemærket for sit arbejde for forståelse af autismen. Hun har skrevet om autisme, en af hendes bøger er filmatiseret, og hun har en tankevækkende TED Talk om autisme – ’Verden har brug for alle slags hjerner’[2], hvor hun starter med at sige: Det er et kontinuum! – Dvs. at mange af de nye, psykiatriske diagnoser efter hendes opfattelse ikke skal ses som absolutte, men som trin på en skala.
Man kunne tilføje: Normal findes ikke!
Opfattelsen af normalitet er ikke reel. Vi stræber efter normalitet. Vi forestiller os en slags normalitet. Vi er udstyret med en trang til at ligne alle de andre – på hver vores helt egen, unikke måde, bevares … – Men begrebet normalitet/normal er en konstruktion. De fleste af os ligger lige omkring skiven. Men der er tale om et gennemsnit. Nogle befinder sig langt uden for normalitetsskiven, nogle lidt tættere på, uden at vi af den grund er mærkelige eller mindreværdige. Vi er alle en del af det menneskelige genom og de menneskelige fremtrædelsesformer i al deres frugtbare diversitet.
Diagnoser kan være nyttige, når vi skal kunne tænke på og snakke om forskellige måder at være menneske på. Men selve ordet ’diagnose’[3], som er hentet fra de velundersøgte fysiske sygdomme, kan virke stigmatiserende, udskillende. Jeg ville i mange tilfælde foretrække ordet ’karaktertræk’ eller blot ’træk’, som vi kan have flere eller færre af i vores overvejende genetisk betingede personlighed.
På ’Psykiatrifondens’ hjemmeside – de oplyser selv, at de er ’en privat sygdomsbekæmpende organisation’ – finder man, hvis vi igen skal tage autismebegrebet som eksempel, autistiske træk omtalt som ’sygdommen’ og ’en livslang gennemgribende udviklingsforstyrrelse’[4] . Forestil dig at være en ung pige med autistiske træk eller en forælder, som prøver at finde ud af mere om sin egen eller sit barns diagnose, som rammer denne side og denne sprogbrug? – Her viderekolporteres der ubestridelige ’diagnoser’ med skråsikre fremtidsforudsigelser og sygdomsbegreber, som ikke er spor fremmende for en sund selvfølelse og inklusion i samfundets fællesskaber. Men netop den holdning er måske gavnlig for en organisation, der lever af at samle penge ind til ’sygdomsbekæmpelse’?
Jeg har altid set på mennesker og deres forskelligheder, som om vi alle bestod af mosaikker af forskellige karaktertræk: Vi kunne være mere eller mindre maskuline/feminine, praktiske/upraktiske, fantasifulde, sociale, følsomme, observante, indelukkede, robuste, kreative, sportslige …. der er næsten uendelige muligheder. Vi er alle som glas med blandede bolsjer. Nogle har mange røde, gule eller sorte bolsjer i deres glas, men de ophører alligevel ikke med at være bolsjeglas/mennesker. Nogle har mange forskellige farver i sig. Nogle har overvejende grønne, hvilket kan gøre dem til mennesker med mange grønne træk, men de er alligevel mennesker.
Fx autismetræk kunne ses som hvide bolsjer, og autisme kunne så i lettere tilfælde, i stedet for at være en alvorlig, livslang sygdom, blot være grader af indadvendt/udadvendt og/eller følsomhed på en skala? – Som samfundet havde pligt til at tage hensyn til både i skole- og i arbejdslivet? Så slap vi også for at opfinde nye diagnoser, som fx ‘Aspergers’, til begavede mennesker, der tilfældigvis også rummede autistiske træk. En pakke blandede bolsjer ville aldrig blive markedsført som udelukkende hvide. Selvom man rummer visse træk af det ene eller det andet, har man ikke nødvendigvis HELE pakken. – Kun individer med næsten udelukkende ensfarvede bolsjer i deres personlighedsglas ville i så fald opleve alvorlige problemer og have brug for særlig støtte.
Autistiske sammenbrud kunne i mange tilfælde blot være overload, et sansenedbrud, en tvungen pause forårsaget af for mange stimuli og krav. En nedsmeltning af en sensibel personlighed, som har det svært med larm og uro, med manglende struktur og/eller med det sociale. En sådan person ville bruge alt for meget hjernekraft og energi på at få hverdagen i en ’normal’ daginstitution, folkeskole eller arbejdsplads til at fungere, på at forstå og tilpasse sig vilkår, der føles belastende. Nogle har brug for mere tid til at restituere end andre. – Indtil man lærer sig selv og sine egne grænser at kende, kan en stressperiode, tegn på depression, et nervesammenbrud, selvskade, spiseforstyrrelser, overvældende træthed eller et angstanfald tolkes som alvorlig, psykisk sygdom. Men en hverdag med ro og tid til eftertænksomhed kan i nogle tilfælde udgøre en næsten mirakuløs helbredelse. Helt uden kraftig kemi, indlæggelser, elektrochok og andre, middelalderlige foranstaltninger.
Hvis man anerkender, accepterer og tager de nødvendige skridt for at skærme et følsomt barn, mens det er helt lille, og ikke forsøger at tvinge det ud i et – for det – ødelæggende miljø, men indretter sig med mere rummelighed, så ville megen lidelse og bekymring kunne undgås. For vi er forskellige og har forskellige behov. Den ene personlighedstype er ikke bedre, og har ikke mere ret til at definere miljøet og andre menneskers psykiske status, end den anden.
Man anslår, at op mod 2-3 % eller mere af en given befolkning kan have autistiske træk i en grad, så det påvirker deres liv og muligheder i et moderne, hektisk samfund[5]. – Men mange, specielt kvinder, går under radaren, så tallet kan være langt højere. – Er vi parate til at udgrænse så stor en del af befolkningens menneskelige ressourcer? – Og det er bare én diagnose.
Hvor mange tusinde børn diagnosticeret med fx ADHD skal tage daglig hjernemedicin for at kunne indpasses i en dysfunktionel folkeskole- eller specialklasse med en dårligt uddannet, fortravlet lærer? – Måske skal vi bare acceptere, at der ikke findes en ’one size fits all’? Og forsøge at indrette os, så vi kan få alle med? Måske er der visse forældre, der bare skal gå hjemme hos deres små børn og lade den anden part om lønarbejdet? Måske skal vi oprette mange, nye institutioner og særskoler med små gruppestørrelser, ro og struktureret leg, hvile og undervisning med specialuddannet personale? Måske skal store hold, storrumskontorer og almindelig larm begrænses til dem, der kan tåle det?
I et stammesamfund eller i en landsby befolket af bønder, der fulgte naturens fredsommelige gang, ville mange af de mennesker, der i dag belemres med diagnoser, ikke skille sig uheldigt ud. Vi havde brug for den iltre og stærke unge mand, der drog ud på lange jagter eller byggede en ny kostald, fordi han havde trang til oplevelser og ikke kunne sidde stille. Pigen med de skarpe sanser, der ikke havde noget imod at være alene, kunne holde vagt eller sidde ved bålet og væve eller knytte fiskenet. Den stilfærdige, tænksomme dreng, der hyrdede køerne og fårene, og pigen, der opfostrede nyfødte lam og små søskende, mens deres familier havde andet at passe, ville også være værdifulde medlemmer af fællesskabet. Ligesom den gamle mand eller kone, der kunne huske og fremsige alle slægtens myter og fortællinger, og den fyr eller fyrinde, der opfandt hjulet eller udforskede nye territorier, var det. – Ingen kunne undværes, ingen var overflødige. Alle vandt ved at udnytte alle individers kompetencer.
Hvis ikke de mange bogstavkombinationer og de i dag udgrænsende diagnoser havde haft en overlevelsesmæssig fordel for hele menneskeheden op igennem vores historie, ville de vel for længst være forsvundet fra arvemassen? – Tænk på en Da Vinci, der sad og skrev alle sine tanker ned spejlvendt med venstre hånd – Hvordan ville han have klaret sig i en larmende folkeskoleklasse i dag? Eller en Van Gogh, der så verden og malede den som en visionær drøm, men som aldrig helt fandt ud af at omgås andre mennesker, og som var blottet for pengesans og vist kun fik solgt et enkelt maleri i hele sin egen levetid, men som bragte malerkunsten langt videre, end nogen før ham havde kunnet forestille sig. Vi har haft og har i dag højt begavede forskere, som knap kan snøre deres egne sko, men som bringer os alle fremad med deres banebrydende tanker.
Så vi har ikke råd, hverken menneskeligt eller økonomisk, til at lade så mange forskelligartede mennesker gå til spilde og blive knust i vores egne, umenneskelige systemer.
[3] Ordet diagnose kommer fra græsk: dia betyder ‘gennem’, og gnosis betyder ‘kundskab’. Diagnose henviser til, at man kan se gennem noget og få kundskab. I pædagogiske sammenhænge (børnehaver, skoler mv.) bruger man ofte begrebet diagnose om psykiatriske udviklingsforstyrrelser som for eksempel autisme og ADHD. https://faktalink.dk/titelliste/boern-og-diagnoser/baggrund-diagnoser
