Kategori: Forbrug

Påske

Umiddelbart kunne man tro, at det fremmeste formål med påsken var at sende manden i huset ud på genbrugspladsen med traileren fuld af afsavede grene, brækkede kælke, ditto ski og vakkelvorne, umoderne havemøbler.

Som verdslig indbygger i et overvejende areligiøst velfærdssamfund i år 2010 kan det være vanskeligt at opfatte påsken som andet end en række kærkomne fridage. Det samme med jul, pinse, bededag, Skt. Hans m.m. Hvad skal vi stille op med disse overleverede helligdage?

Holde fri, naturligvis, rydde op i hus og have, gøre rent, lave mad, samle familien og spise noget godt, men hvad med indholdet? Betydningen?

Som midaldrende kan man blot holde fri, nyde naturens forårsgrøde med god samvittighed, måske rydde op i haveskuret og sende manden af sted med traileren, men i børnefamilier er det vigtigt også at skabe et indhold, så de opvoksende generationer får en naturlig fornemmelse af årets og livets gang og mærkedage. Der skal være forskel på hverdag og helg! Det giver tryghed i en ellers forvirret og rodløs hverdag at have tilbagevendende ritualer.

Om man er religiøs eller ej, bør ungerne hvert eneste år høre fortællingen om Jesus, om Palmesøndag, Skærtorsdag, Langfredag og Påskedag. Hvad der, ifølge den kristne tro, skete på hver af disse dage. — Jeg møder hyppigt unge mennesker, der ikke aner noget om indtoget i Jerusalem, om den sidste nadver, om Judas’ forræderi, om korsfæstelsen — og hvorfor der flages på halv alle vegne, og om opstandelsen, og det er en skam, for det er skønne fortællinger, som er helt afgørende for vores fælles, kulturelle grundlag. Derefter kan man snakke om jødernes udvandring fra Egypten, men også om hønsenes overflod af æg i denne tid, om de nye påskelam, om harernes parringsritualer — er der mulighed for at besøge en gård eller Zoologisk Have for at se disse dyr? Deres frugtbarhed omkring påsketid er et af de smukkeste forårstegn.

For tredive år siden, da sønnike var lille, etablerede jeg vore egne påsketraditioner. Palmesøndag gik vi i skoven og fandt blødt mos, som vi lagde i en lille kurv til en påskerede. Så hårdkogte vi et antal æg, malede dem og lagde dem i kurven sammen med små, gule piberenserkyllinger. Så var påsken ligesom skudt i gang med en god skovtur og en hyggelig aktivitet, hvorunder det faldt naturligt at snakke om, hvorfor vi i grunden fejrer påske.

Påskesøndag var den store dag i sønnikes barndom, for da havde påskeharen aflagt besøg og gemt chokoladeæg i hele huset. Så snart han vågnede, måtte han op og lede. De var i alle størrelser, flest små, med kulørt metalpapir omkring, og påskeharen kunne gemme dem i tandkruset på badeværelset, i havregrynspakken, i skoletasken, i en sko eller lomme, frugskål, potteplante, køleskab …

Da han var meget lille, to-fire år, eller hvis vi vidste, at f.eks. mormor ville give ham et stort påskeæg, sørgede vi for, at påskeharen kun bragte ham små æg, men da han var 15 år eller deromkring og en smule for blasert til at styrte rundt og lede efter småæg, havde påskeharen efterladt et æg på ½ m midt på stuebordet, som han ingen vanskeligheder havde ved at finde.

Grunden til, at jeg sidder og tænker på påskeharen og påskeæggene nu, er, at vi lige har haft besøg af sønnike og hans lille familie, og at jeg havde den store glæde at kunne tage barnebarnet i hånden og finde mos med hende, male æg, lave en påskerede og se hendes store begejstring, da det gik op for hende, at nogen, angiveligt en slags hare, havde gemt små chokoladepåskeæg til hende over hele huset.

Myrer

Det er det samme hvert eneste, tidlige forår: Myrerne invaderer mit hus enkeltvist eller i lange, sorte baner. Fortrinsvist i køkkenet, hvor der næsten altid kan findes en diminutiv krumme på gulvet. Irriterende småkryb!

Kun i de ti år, vi havde en lille, fritgående hønseflok i haven, slap vi, for hønsene var eksperter i at nappe alt muligt småkravl. Heller ikke gåsebiller så vi noget til i den periode, men dræbersnegle ville de ikke tage. En dag prøvede jeg at håndfodre en af mine høner med en lille dræbersnegl; hun tog den tillidsfuldt, som hun plejede at tage godbidder fra min hånd, men hurtigt slap hun den igen og tørrede omhyggeligt næbbet af, først på havefliserne, så i græsset. — Så ved vi det! Høns bryder sig heller ikke om ækelt snegleslim.

I mange år afprøvede jeg alle mulige husråd mod myrer: Jeg strøede kanel, så huset duftede som en juleaften. Jeg puttede al mad i poser og glas, så der ikke var noget spiseligt fremme, og holdt omhyggeligt rent. Jeg købte lokkedåser i dyre domme. Det mest virksomme middel var en giftig honning-borax-blanding, som myrerne selv slæbte ned i boet under husets sokkel.

Efterhånden opdagede jeg, at uanset hvad jeg gjorde, forsvandt myrerne som ved et trylleslag. Ikke pga. mine mere eller mindre virksomme tiltag, men fordi det simpelthen blev varmere ude, og så foretrak de at blive der…

Min erfaring er, at myrerne kun vil være inde i mit hus i det meget tidlige, kølige forår, i marts og lidt ind i april. Så snart de første varme solskinsdage begynder med 15 grader i skyggen, så holder myreplagen op af sig selv, uanset om jeg har forsøgt at bekæmpe dem eller ej.

Og det faktum lever myrelokkedåsefabrikanterne højt på! Deres alt for bekostelige produkter virker jo, men tro mig, det ville have virket lige så godt at pensle gulvene med postevand.

Gløgg & brunkager

Efter de store opdagelsesrejser i det 15. århundrede begyndte eksotiske madvarer og krydderier at finde vej til Europa, hvor de udgjorde en velkommen afveksling fra grød- og kålretterne. De kongelige, kejserlige, adelen og de meget rige kunne anvende sukker, vanilje, kanel, ingefær, nelliker, kardemomme, allehånde, peber, mandler og citrusfrugter i maden — og det gjorde de — I alt! I vin, farsretter, brød, kager og tærter.

I Danmark har vi en lille rest af 1600-tallets kogekunst tilbage i form af krydret og sødet julemad: skinke med hele nelliker og sukkerlag, peberkager, brunkager og gløgg, som vi importerede via Sverige.

I dag er disse krydderier billig hverdagskost, men alligevel er der intet, der dufter som jul som risengrød med kaneldrys, brunkager i ovnen og en gryde gløggessens, der står og koger på komfuret… Og så gran, naturligvis, men juletræet kom til os meget senere, i begyndelsen af 1800-tallet, fra Tyskland.

Omkring første december begynder julen hos os, med at jeg koger gløggessens og laver brunkagedej. Med fyldte skabe kan vi så se julen i møde og byde gæster på lidt mundgodt, så de »ikke bærer julen ud«.

Lillejuleaften sent på eftermiddagen plejer venner og gode naboer at kigge ind, og over et par glas gløgg og nippende til brunkagerne falder vi til ro, inden stormen af mad og gaver bryder løs, og ønsker hinanden en glædelig jul.

At lave tingene selv fra grunden er ikke synderligt besværligt eller arbejdskrævende, det smager betydeligt bedre end købeting, og alene duften i huset er indsatsen værd, så her kommer mine gamle opskrifter på gløgg og brunkager:

Gløgg

Essensen laves af

1 l vand

200 g sukker — gerne brun farin

hele, tørrede nelliker — ca. to-tre spiseskefulde

hel, tørret inge­fær — ca. en håndfuld + evt. lidt frisk ingefær

hel, tørret kanel — ca. tre-fire lange stænger

hele, tørrede kardemommefrøkapsler — ca. tre spiseskefulde

et par skiver økologisk citron

Det hele koges en times tid i en gryde. Står og trækker køligt et døgn eller to. Sies og hældes på flaske. Kom et skvæt rom eller neutral snaps i, det giver smag og kon­serverer blandingen. En flaske rødvin varmes med noget af essensen. Tilsæt evt. mere farin i den færdige blanding, hvis rødvinen er sur. Man må smage sig frem, det er en del af fornøjelsen ved gløgg. Rosiner og mandelflager kommes i. Husk, at vin aldrig må koge.

Brunkager

250 g smør

200 g sirup

200 g farin

Koges op i en gryde

1 ½ tsk. potaske røres ud i 1 dl koldt vand og kommes i, når gryden er taget af kog. Stilles køligt

½ kg mel

½ spsk. kanel

½ spsk. allehånde

½ spsk. nelliker

½ spsk. ingefær

1 håndfuld grofthakket pomeransskal + evt. sukat

150 g mandelflager

Blandes og blandes bagefter med sukkermassen, når den er afkølet

Æltes godt, trilles til ca. håndledstykke stænger, som fryses ned med bagepapir omkring

De frosne stænger skæres tyndt ud evt. med skæremaskine

Bages ca. 5-6 min. v. 200 grader.

Rigtig glædelig jul!

Gylleland

Som en klam, stinkende kåbe sænker gyllestanken sig over byen. Vi bor i en forstad til Danmarks tredje-fjerdestørste by. Højt på bakken troner en majestætisk, hvid kirke, derom breder sig et nydeligt villakvarter, og så har vi skoven. Lutter træer og natur. Der er en kilometer til nærmeste mark. Alligevel stinker her klæbende og vammelt af gylle en almindelig eftermiddag i september!

Jeg skynder mig at redde vasketøjet ind, men det er allerede for sent. I løbet af aftenen tager stanken til. Kører de gylle igennem byen i åbne vogne? Spreder de møg på egne marker et sted langt herfra, og så er vi bare uheldige med vindretningen? Jeg ved det ikke. Under alle omstændigheder virker det lusket, at det skal foregå efter mørkets frembrud. Næsen er ikke afhængig af sollys, den sladrer selv om natten.

Min næse er i øvrigt ikke sart. Jeg arbejdede som ung på gårde og kørte dagligt møg ud på møddingen i trillebør. Komøg, hestemøg, fåremøg og grisemøg. Friskt blandet dyremøg lugter ikke ubehageligt, men ren svinemøg, der oven i købet er lagret igennem mange måneder, forekommer mig unaturligt og ækelt.

I foråret var vi belemret med samme stank i måneder, og da ikke blot om natten. Der kom klager fra England, som blev indhyllet i gylleskyer i en periode, hvor vinden stod i øst. Turisterhvervet jamrer over manglende gæster. Helt ærligt: Ville du betale for at holde din surt optjente ferie i et lorteland?

Svin er renlige dyr. Hvis en gris får muligheden, dvs. pladsen til det, vil den besørge i et hjørne langt fra spise- og sovestederne. Dertil kommer, at de er begavede, nysgerrige, legesyge og venlige dyr. Svinene lider, når de skal leve deres korte, sørgelige liv under stank og snævre forhold.

Og det er jo ikke just Parmaskinker, de producerer, svinefabrikkerne, som har taget hele befolkningen som gidsler og omdannet landet til en mødding. De udtjente fødesvin med skuldersår ender f.eks. som trestjernet salami. Hvem køber dog det? Og SPISER det?

Da jeg var barn, elskede jeg hamburgerryg så meget, at det altid blev serveret med grøntsager på min fødselsdag. Det er mere end ti år siden, jeg sidst har købt en dansk hamburgerryg, eller skinke for den sags skyld, for jeg erfarede jo efterhånden, at når man har kogt »kødet«, smager selv kogevandet bedre…

Vi bor knap 5,5 mio. mennesker på 43.000 km2. — 7000 svinebaroner producerer 30 mio. svin pr. år. — Det er fem et halvt svin pr. dansker pr. år… Men grunden til, at vi indtil nu har tilladt dette økologiske overtræk på vort sparsomme areal, ligger formentlig i eksportindtægten på 30 mia. kr., som denne produktion indbringer.

— Så er det kun rimeligt, at vi skal bo i en svinelatrin, ikke?

Fransk brød

For mange år siden — det var før, det for alvor var gået op for mig, at man i næsten alle andre lande og kulturer spiser betydeligt bedre end i Danmark, og opfører sig betydeligt mere velopdragent og høfligt i det offentlige rum — kørte jeg en tidlig morgen bilen ind over den franske grænse fra Belgien. En orangerød, douce morgensol belyste poplerne langs vejen og landskabet på en særegen fransk måde, som på et maleri af en af deres berømte impressionister. Jeg havde kørt hele natten og trængte til en kop kaffe, så jeg drejede bilen ind på den første og bedste rasteplads.

Hele cafeteriaet duftede af GOD kaffe og friskbagte croissanter! Det har jeg aldrig oplevet i Danmark, hvor alt, selv fra morgenstunden, lugter af gammel friture. Oplivet hilste jeg damen bag disken med et „Bon jour” udtalt på drævende nordjysk, som jeg havde lært det i årene på Vesthimmerlands Gymnasium. — „Bon jour, madame”, svarede damen kvidrende med et stort smil, og hendes hilsen sang ud i lokalet som en veloplagt solsorts. Lige dér lærte jeg noget om fransk udtale!

Et par dage senere købte jeg ind i et beskedent supermarked i en forstad til Paris, og jeg var ved at besvime ved synet og duften af det enorme udvalg af oste, skinker og pølser så lækre, at jeg havde lyst til at hamstre det hele med hjem. Butikken var vel en slags fransk variant af Føtex, men alt var friskt og lagt indbydende frem uden plastic, men med flinke og hjælpsomme ekspedienter, der kyndigt rådgav, forklarede om egenskaber og oprindelse, skar ud, pakkede ind og rakte frem med store smil og det syngende „Bon jour, madame”. I fiskeafdelingen svømmede levende fisk rundt i store bassiner! Sorte hummere lå og vred sig på is! Muslinger gispede i store bakker! — Ikke en gang i de bedste og dyreste fiskeforretninger herhjemme finder man sådan et udvalg af førsteklasses fødevarer!

Til det gode pålæg ville jeg købe noget brød og gik derfor ind til bageren ved siden af det lille supermarked. På disken stod tre lange baguettes i en trådkurv. Jeg smilede til bagerdamen, pegede på brødene og rakte to fingre op. — „Deux, s’il vous plait”.

Forvænt, som jeg nu var blevet, med fransk høflighed og hjælpsomhed, blev jeg fuldkommen stum af overraskelse, da damen næsten arrigt, forekom det mig, svarede: — „NON!” … og derefter en lang smøre, som mit beskedne kendskab til sproget ikke magtede at opfatte. — Jeg ville meget gerne bede om to af de brød der, forsøgte jeg igen, men resultatet blev det samme. „NON!” sagde damen bestemt og tilføjede noget om, at jeg skulle gå ud af butikken.

Hvad var nu det? Jeg blev både flov og gal på samme tid. Hvad var der galt med mig, siden hun ikke ville sælge mig brødene? Var de reserveret til en anden kunde? Og hvorfor smed hun mig ud? De tre brød stod lige for næsen af mig, jeg var sulten og havde en pose fuld af franske delikatesser… jeg manglede bare brødet… Bagerdamen må have set min frustration, for nu gentog hun sin smøre, men så langsomt og med så mange fagter, at hendes budskab omsider gik op for mig: — De brød, der stod fremme på disken, var bagt for mere end en time siden. Hun pegede gennem en stor glasrude ind i bageriet, hvor nye brød kunne ses gennem ovnenes ruder. De friske ville være klar om ti … hun pegede på sit armbåndsur … om ni minutter, så hvis jeg ville være så venlig at gå udenfor og vente, så kunne jeg få friske brød om et øjeblik…

Da fik jeg tårer i øjnene!

Aldrig, ALDRIG i hele mit liv som dansk husmoder har jeg mødt en bager, der ikke gerne ville sælge sit gamle brød… Sit TIME-gamle, ikke daggamle, brød … Og så endda til en dum turist, der formentlig ikke ville komme igen og ikke kunne ødelægge butikkens renommé. Tværtimod sælger bager, supermarked og alle andre danske fødevarebutikker gladeligt mig og alle andre kunder ældgamle fødevarer hver eneste dag, og man skal selv være vaks for at sikre sig, at de ikke oven i købet har overskredet sidste salgsdato og er sundhedsskadelige.

Tøj til voksne damer?

Alle kreerer børnetøj, og der er masser af det. Også de radmagre teenagere har oceaner af klude at vælge imellem. Hvorfor er der ikke nogen, der falbyder ordentligt og gennemtænkt tøj til voksne damer i stedet?

Vi har jo en tendens til at gå og blive tykke og tøndeformede på en aldeles ucharmerende måde, og stumpebluser og hængerøvsbukser med synlig G-streng gør ærligt talt ikke miseren bedre.

Der findes tøj til tykke damer str. XXXL, men det er grimt, klodset og af særdeles dårlig kvalitet, og det forstår jeg ikke, for vi ældre kvinder har masser af penge at bruge på godt design og en lækker stofkvalitet.

Navnlig stoffernes kvalitet er afgørende. Det skal være både blødt og kunne bære sig selv, så det kan hænge ned over maven. Elastik i bukser og nederdele, flotte jakker/bluser med brede skuldre og et snit, der – uden at blive til et villatelt – vider sig ud og giver plads til alderens pondus.

Vi ældre damer færdes meget ude, stavgang, hundetræning, vandreture, så praktisk og samtidig smart beklædning er ofte en mangelvare (Jeg køber fleecetrøjer og bukser med mange lommer ned ad benene i herreafdelingen). Men vi er jo også forfængelige, så fest- og ferietøj og en lun, lang natkjole står også på vore indkøbslister af og til.

I mange år har tendensen i moden været fræk og sexet, jo mere luderagtig, jo bedre. Mon ikke den bølge snart vender? Der er meget værdighed i anstændig påklædning. Nu er vi kvinder så dygtige og veluddannede, at vi ikke længere behøver at spille sex-kortet for at komme frem i verden. Jeg har en fornemmelse af, at vi begynder at tage ved lære af indvandrerne og gerne vil klæde os tækkeligt: høj hals, lange ærmer, lange gevandter, flere, lette lag, måske et stort pyntetørklæde …

Nøjsomhedsreglen

På denne klode er én regel uomgængelig og naturgiven: Det er reglen om nøjsomhed. Vi lever i en osteklokke med egen atmosfære, og der er begrænsede ressourcer til rådighed.

Det har alle foregående generationer vidst. De har kun taget fra naturen, hvad de havde brug for for at overleve. Man tog ikke liv unødigt, man holdt ikke flere husdyr, end at nærområdet kunne mætte dem, og man lod ikke tonsvis af fødevarer gå til spilde eller forringede dem ved at opbevare eller transportere dem længere end højst nødvendigt.

Frådseri og griskhed hedder to af de syv klassiske dødssynder, som blev formuleret for 1500 år siden, og som er en del af vort fælles, mentale arvegods.

Høvdinge, faraoner, kejsere, konger, paver, biskopper, adel o.lign. udgjorde de undtagelser, der bekræftede reglen. De væltede sig i overflod. En overflod, der blev skrabet sammen af deres undergivne, og som blev brugt repræsentativt til at vise omverdenen, hvor magtfulde de og deres nationer eller religiøse samfund var.

I løbet af de seneste generationer er nøjsomhedsreglen i vor del af verden sat ud af kraft. Dødssynden hovmod har taget os, så vi alle ter os som konger og paver med dyre, benzinslugende biler, italiensk marmor og guldvandhaner. Aldrig så snart har vi fået opfyldt et ønske, før vi genererer et nyt. Vi knokler på jobbet på bekostning af børn, familie og helbred for at skrabe sammen til nye sko, Guccitasker, ferierejser, elektronik, væg-til-væg-tæpper i sarte farver, der skal skiftes ud om fem år, og enorme sofaarrangementer med samme begrænsede holdbarhed. Man ser for sig et billede af små, udasede myrer, hver klamrende sig til toppen af en bunke sammenskrabede ejendele, misundeligt målende størrelsen af de andres bunker. — Misundelse er en anden af dødssynderne. — Det er ikke et kønt syn. Det er mangel på respekt. Respekt for kloden og for vore efterkommere.

Indtil for ganske nylig har vi ikke haft brug for evnen til begrænsning, for kloden var stor og menneskene få. Nu har vi med teknologiens hjælp fået mulighed for at udtømme ressourcer mange kilometer nede under hav og jord. Vi kan forurene højt oppe i atmosfæren og langt inde i økosystemerne. De, som gør det, får flere sammenskrabede goder, og vi har alle mulighed for at få en andel. Hvorfor skulle vi så stoppe? Det er svært at fastholde tanken om børnebørnenes muligheder for at overleve, når man lige står og ønsker sig en shoppingtur til New York.

I andre kulturer har man stadig en rest af respekt for nøjsomhed. Buddhister, hinduister og jøder har regler om faste. Muslimer faster fra solopgang til solnedgang i en måned hvert år. Fasteperioder har også været en del af vor egen, overvejende kristne kultur, jvnf. fastelavn, men er nu begrænset til visse oprindelige kristne grupper i Mellemøsten og katolske fundamentalister.

Ikke-religiøst betinget nøjsomhed er hidtil blevet praktiseret blandt jævne mennesker alle vegne altid. Både på grund af nød og ophøjet til efterlevelsesværdigt princip. Mine forældre oplevede 2. Verdenskrig og følgerne i form af mangel på næsten alt. De flippede totalt ud i tresserne og hengav sig til en næsten uanstændig overflod, blot fordi de kunne. Mine bedsteforældre, derimod, som levede gennem både 1. og 2. Verdenskrig bevarede en vis form for fornuft i omgangen med de nye, materielle goder. Måske fordi de var blevet for gamle til rigtigt at nyde godt af dem?

Fra dem lærte vi børn, at man aldrig øste mere op på sin tallerken, end man kunne spise, for man smider ikke mad ud. Vi lærte at sige tak for mad. Vi lærte, at man skulle yde, før man kunne nyde. Vi fik en sukkermad eller en æggeblomme rørt op med sukker, når vi en sjælden gang fik lov til at hygge os med lidt sødt. Vi fik en eller to julegaver og var kisteglade for dem. Disse nøjsomhedsregler sidder stadig dybt i mig. Jeg smider aldrig madrester ud; om ikke andet fordeles de til høns, hund og kat. Jeg bruger sjældent madopskrifter, men kigger i køleskab og fryser og komponerer hverdagsretter efter de forhåndenværende søms princip, så jeg slipper for at købe sjældne krydderier og andre ingredienser, som kun skal bruges denne ene gang. Jeg praktiserer affaldssortering og lader kompostbunken tage skræller og kaffefiltre. Jeg bruger mine ting, til de er slidt op. Jeg samler regnvand til vanding. Alligevel er jeg ingen asket. Jeg elsker både mad og fornøjelser.

Det er ikke rimeligt at give almindelige borgere ansvaret for overforbrug, CO2-udledning og anden forurening. Vi har valgt ansvarlige politikere både i dette land og i EU til at tage affære og sætte grænser for forbrug og vækst. På det individuelle plan ser man pludselige opblomstrende modekampagner mod f.eks. CO2, fedt, franske vine osv., men det er normalt korte og hektiske raids uden blivende virkning. Slankekure er blevet den moderne, individuelle form for faste, og joggingturene er vor tids form for aflad, men begge fænomener dyrkes af personlig forfængelighed og ikke for det fælles bedste.

Overflødighedshornet er et gammelt symbol på en ønsketænkning, der ikke var af denne verden, i hvert fald ikke for almindelige mennesker. Det moderne symbol er nok Lottogevinsten, som alle stort set gratis kan drømme om.

De sidste tre dødssynder er utugt, vrede og dovenskab. Også dem begår vi stort set alle på næsten daglig basis, men kun reglen om nøjsomhed er så vigtig, at alle mennesker, dyr, planter og klodens overlevelse afhænger af den.

Tryghed og velfærd?

I et velhavende samfund som det danske, hvor vi vælter os i fladskærme, firhjulstrækkere og andre flottenheimerier, forventer man en vis grad af tryghed. — Jeg har lige set på netavisen, at der var jordskælv i København i morges. Hvad gør folk så? De ringer 112 i hundredvis! Ikke fordi der er sket dem noget, så de behøver hjælp, men fordi de blev utrygge, da de oplevede et usædvanligt naturfænomen. Vi er danskere, og vi forventer beroligelse og omsorg fra fællesskabet, når vi kommer i nød af den ene eller den anden slags. Gad vide, hvem de ringer til i Bangladesh?

Da jeg var barn, ringede vi til doktor Jensen, hvis en i familien blev syg. Han kom på alle tider af døgnet med sin sorte lægetaske, følte os på panden, gav os medicin og vaskede hænder med det helt nye stykke sæbe, mor havde pakket ud og lagt frem til ham sammen med et rent håndklæde. En lindrende kompetence emmede fra ham, mens han smilende gennemførte vaskeritualet efter endt gerning.

Da vi havde indbrud, stod der en flertallig — mindst to, så vidt jeg husker — politistyrke på dørtrinnet få minutter efter, at min far havde ringet. De opmålte fodspor, tog fingeraftryk på vindueskarmen og efter få dage dukkede de op på dørtrinnet igen og kunne fortælle, at de havde fanget fyren, der nu var sat betryggende fast.

I dag hører jeg drypvist og hver eneste aften i tv’s nyheder, at folk har ringet forgæves efter hjælp. At de i en overfaldssituation ikke kan komme igennem til politiet. At de har fået en afvisende telefonsvarer i røret, som beder dem om at indtaste et postnummer (?), mens de bliver overfaldet af røvere eller voldsmænd. De af mine naboer, der har haft indbrud, fortæller, at politiet er dage om at komme, at de optager en nødtørftig rapport udelukkende til forsikringsbrug, og at de ikke regner med nogensinde at få fat på tyvene. Vi hører om dødssyge mennesker, der bliver fragtet rundt mellem sygehusene og naturligvis afgår ved døden undervejs. Vi hører om aflyste hjerteoperationer — forestil dig patienten og de pårørendes grad af fortvivlelse, når de nu havde forberedt sig psykisk, og den uro, de må føle, indtil næste dato berammes! Og vi hører om fastklemte trafikofre, der må vente en time på den nødvendige assistance.

Min bror lå et halvt år med stærke smerter, mens han ventede på en rutinerygoperation, og kunne naturligvis ikke passe sit arbejde så længe. Min far fik ryggen brækket af en overivrig kiropraktor, fordi lægerne ikke havde tid til at interessere sig for ham og fortælle, at hans prostatakræft havde spredt sig til ryggen og gjort den skrøbelig som glas. Jeg har selv ligget fem timer med et galdestensanfald og ventet på en vrissen vagtlæge, hvis jeg da ikke er blevet beordret ud på en tyve kilometer lang køretur. — Min dyrlæge er mere empatisk og omhyggelig med smertebehandling end nogle af de sundhedspersoner, jeg mødte i de måneder! — Jeg ventede tre måneder på den rette diagnose (Galdesten! Hvor svært kan det være? 80 % af befolkningen får det, hørte jeg senere.) og seks på en forholdsvis enkel operation. Jeg lå tre dage på et sygehus, i smerter, uvished og angst, mens vi ventede på en læge, der kunne udføre et hurtigt og forholdsvis simpelt indgreb. I al den tid, halve og hele år, går ens personlige liv og arbejdsliv i stykker med store omkostninger for både den enkelte og for hele samfundet. Man føler sig mishandlet og desillusioneret. Og alt dette er kun beretninger fra min nærmeste familie i de seneste år. Alle andre familier må kunne fortælle om lignende oplevelser?

På en ferie i Norditalien fik jeg blærebetændelse. — Åh, nej! Det var søndag eftermiddag, og alle mine fordomme om forholdene i Italien kom op til overfladen. Men blærebetændelse er rædsomt, så medicin skulle jeg have, så hurtigt som muligt. Jeg spurgte de lokale, om der var lægehjælp i nærheden? — Ork, ja. Jeg skulle bare køre op i landsbyen på toppen af bjerget, der lå en klinik på torvet foran kirken. — Men det er søndag, indskød jeg tvivlende. — Non significa niente … Det betyder ikke noget …

Vi kørte derop. Den pittoreske middelalderby var bygget af bjergets sten, og mure, huse, kirke og stenbelægning fremstod som en naturlig forlængelse af bjerget opad. Under andre omstændigheder ville jeg have fundet det smukt. Der var søndagsstille i gaderne, og vi fik hurtigt øje på et rødt kors. Tøvende trådte jeg ind på klinikkens skinnende hvide flisegulv, hvor en smilende sygeplejerske kom mig i møde og spurgte, hvad hun kunne hjælpe med? Jeg forklarede problemet, så godt jeg kunne. — Un momento, svarede hun og bad mig tage plads. Jeg sad ca. fem minutter i det i øvrigt mennesketomme ventelokale. Så dukkede en kvindelig læge op og præsenterede sig som gynækolog. Hun undersøgte mig venligt og grundigt. Skrev en recept på den relevante medicin. Gav mig omhyggelige instrukser og viste vej over til apoteket på den anden side af torvet. For fem kroner fik jeg her mine piller og et glas vand, og inden vi var kommet tilbage til ferielejligheden, var alle mine ubehagelige symptomer forsvundet. Det tog alt i alt en times tid inkl. kørsel, og ingen på den offentlige sundhedsklinik havde bedt om at se hverken penge eller sygesikringskort.

Hvis det samme var sket for mig herhjemme, skulle jeg på en hverdag vente i lægehusets telefonsluse i op til en time for — i bedste fald — at opnå en såkaldt akuttid (Hvor er vi blevet gode til sundhedsvæsnets interne fagsprog, ikke?) hos en praktikant om eftermiddagen. Så venter man igen op til en time i venteværelset, før man kommer ind. Så skal man køre langt efter et apotek … På en søndag ville samme procedure gentage sig, blot ville ventetider og kørsel være endnu længere …

Sådanne forhold skaber utryghed! Man påføres ubetydelighed og hjælpeløshed, samtidig med at man er syg og har smerter. Vi desavouerer vore medborgere, når de har brug for hjælp.

Men ikke kun vi almindelige borgere: — Jeg skulle have taget en blodprøve og indfandt mig i god tid på et større sygehus i provinsen. Efter små ti minutter i ambulatoriets venteværelse kom en midaldrende dame forpustet farende og hentede mig ind til prøven. — Undskyld, at du måtte vente, stønnede hun. Jeg svarede venligt, at jeg faktisk ikke havde ventet ret meget, så der var ingen grund til at undskylde. (I virkeligheden havde jeg, belært af tidligere ventetider på danske sygehuse, taget en tyk bog med og afsat en halv dag til prøven.) Så brød hun sammen for øjnene af mig! Hun fortalte hikstende, at der var tre kollegaer på langvarige sygemeldinger, formentlig stress, og at endnu to var gået hjem samme morgen, så hun var helt alene på pinden.

Patienter og ofre for kriminalitet får ikke den hjælp, de har behov for, og det offentligt ansatte personale overbelastes, til det bryder sammen. Ved alle kontakter med sundhedsvæsnet står vi der og vifter med sygesikringskortet, men skal alligevel selv betale formuer for medicin og tandlægehjælp. Sådan er praksis blevet i dette land. Der overlever flere kræftpatienter i Kasakhstan end i Danmark, har jeg læst. Det er intet under, at kravet om lavere skatter og private sygeforsikringer høres over alt, og at manglende solidaritet dominerer samfundslivet. Sundhedsvæsnet, og måske også politi og retsvæsen, fungerer tilsyneladende bedre i de lande, vi normalt ikke sammenligner os med.