Samfund – Side 15 – blog.loneandrup.dk

Den mest ødelæggende organisme

Selv på en flot, solrig dag i april er sigtbarheden over Huangpu-floden, der løber gennem Shanghai, kraftigt nedsat af forurening. Mange unge kinesere har aldrig set en blå himmel, vandet er udrikkeligt, jorden er giftig, og de har ikke længere tillid til deres fødevarer.

’Klimaet er en alvorlig trussel for menneskene’, stod der i min avis. Men ethvert tænkende væsen må erklære sig uenigt: − Det er i udpræget grad menneskene, der er den store trussel for klimaet.

De seneste to-trehundrede år har vi i indbildt kløgt spredt os som en kræftsygdom med et grimt, alvorligt udslæt ud over det meste af jordens overflade: Tænk på de afbrændte skove i Asien, Afrika og Sydamerika, på de træløse og eroderede bjerge i USA, Europa og alle mulige andre steder, på de opdyrkede sletter og savanner, overfiskede og affaldsbefængte have, møgbeskidte floder, forgiftet luft … Som metastaser breder byer, havne- og vejanlæg, skinner, broer, industrier, institutioner og landbrug sig ødelæggende længere og længere ud i den tilbageværende natur, så dyr, planter og menneskene selv er i overhængende fare for udryddelse. I løbet af de seneste godt 60 år er jordens befolkning tredoblet. Krige behersker en stor del af kloden. Flygtninge i millionvis strømmer ud i ørkner eller går til bunds i havene. Ødelæggende storme, oversvømmelser og andre klimaskabte naturkatastrofer sender yderligere 22 mio. på flugt.

Alligevel skriges der alle vegne på vækst, og danske politikere overvejer i fuldt alvor, hvordan de kan gøre det mere attraktivt for unge at få flere børn. − For det er OK, at kinesere og indere og afrikanere forsøger at begrænse sig, men danskere kan vi ikke få nok af eller hvad? Måske er pest, kolera, dysenteri, ebola, fugleinfluenza, salmonella, resistente svinebakterier m.m. ikke sygdomme, der truer mennesker, men jordens immunforsvar, der forsøger at slå tilbage og redde denne førhen så frodige, grønne og blå planet.

Se evt.:

http://aqicn.org/map/world/, der viser forureningen i realtid over det meste af verden

http://politiken.dk/viden/ECE2410140/halvdelen-af-verdens-vilde-dyr-er-forsvundet-paa-40-aar/

http://politiken.dk/oekonomi/ressourceoekonomi/ECE2410065/miljoebevidste-danskere-belaster-kloden-som-en-oliestat/

Villahavernes støjhelvede … og en løsning

Det er lørdag og én af sommerens smukkeste aftner. Grillen syder, og vi har inviteret et par gode venner til drinks, mad og hyggelig snak. − Klokken 18, netop som gæsterne er ankommet, og vi har sat os til bords på terrassen, starter naboen sin kraftigt motoriserede græsslåmaskine lige på den anden side af hækken … I en halv times tid kan vi ikke høre, hvad vore venner siger, og vi kan kun lugte benzinos, ikke det gode rosmarinmarinerede svinekød på grillen.

Søndag formiddag lokker solen mig ud i haven med morgenkaffen. Jeg finder en stol i en rolig krog og nyder fuglene, den relative stilhed og den friske morgenluft, da naboen på den anden side går i gang med sin havestøvsuger. Da jeg af erfaring ved, at det vil tage ham hele formiddagen, måske mere, at støvsuge sin lille have, giver jeg op og går ind. Genboerne har gang i noget buskrydning, og lidt længere væk klipper de hæk med støjende maskineri.

Jeg er helt sikker på, at vi også mange gange har slået græs, klippet hæk eller kløvet brænde på tidspunkter, hvor vore naboer gerne ville have nydt lidt fred.

Så mit forslag til alle os geskæftige haveejere er en tidszone til larmende maskinel. Lørdag formiddag mellem kl. 8 og 14 må man larme så meget man lyster i sin egen have. Det er muligt at planlægge således, at man kan begrænse græsslåning, hækklipning, motorsavsbrug, havestøvsugning, kompostkværn o.l. til dette tidsrum. Hvis alle er i gang på samme tid, generes ingen, og hvis der alligevel skulle være en enkelt, der ikke kan udholde støjen, kan han tage til stranden eller i storcentret.

Lad os give os selv og vore børn mulighed for at opleve et sjældent gode: søndagsfred og stilhed i haven.

Instinkter

Vi plejer at sige, at det, der adskiller mennesker og dyr, bl.a. er menneskets evne til logisk tænkning, til medfølelse og godhed, til at tænke på både fortid, nutid og fremtid, hvorimod dyr blot er instinktdrevne og lever i nuet, og vi tilkender dem endda sjældent evnen til at nære følelser, til at være triste eller glade eller til at nære forventninger til fremtiden.

Det er alt sammen løgn. Mennesker er i nær familie med dyr, naturligvis nærmest de større pattedyr. Vi er selv uhyre instinktdrevne; det meste af vores vågne tid går med at efterstræbe mad og materielle goder, vi tænker på magt, indflydelse, sex, afkom og personlig vinding før alt andet, men vi er gode til at pakke det ind i sprogets tågeslør: − Det er for hans egen skyld. − Jeg fortjener en ferie. − Børn har godt af at være sammen med andre voksne og børn. − Han kan bedre tilfredsstille mine behov, siger vi, når vi handler i uskøn egeninteresse.

I modsætning til os er dyr langt mere ærlige og hensigtsmæssige i deres opførsel. Min hund kan regne den hurtigste vej mellem to punkter ud langt hurtigere, end jeg kan. Også hvis ruten kræver overblik over skoven, haven eller husets grundplan. En kat går rundt og er aldeles glimrende til at være kat, hvis vi ikke holder den indespærret under kunstige forhold i en lille lejlighed, men sætter en lem i døren og accepterer, at den bruger natten på at holde nærområdet muse- og rottefrit. En naturligt træt kat vil hygge sig med dig i hvilestunderne og opfatte dig som en omsorgsfuld forældreskikkelse. Høns går rundt og hønser, hvis de får chancen og ikke bliver stuvet sammen 20.000 ad gangen, og de kan sagtens lære at lægge vejen forbi havedøren ved sekstiden hver aften, hvis man på det tidspunkt plejer at håndfodre dem med rester fra aftensmaden. Skulle man have glemt det en enkelt aften, sidder der pludselig høns i havemøblerne og kagler spørgende ind til os gennem stuevinduet. Hunde, der er flokdyr ligesom os, kan udvise både glæde, stolthed, ivrighed, arbejdsglæde, forventning, tilfredshed, omsorg, angst, savn og meget, meget mere, hvis vi bare har sans for at aflæse det og lytte til dem. − Min ven fik en ’brugt’ hund, en 3-årig tæve, og han påstår, at ’hun eeeeelsker at køre i bil’. Men hun reagerer på alle biler i nærheden. Hun har en historie med mange omflytninger, og hver gang hun hører en bil, prøver hun at komme ind i den, for den vil sikkert køre hende hjem, hvor hun hørte til i første omgang. Er den hund ulykkelig? − Hvor lang tid går der, før hun falder til og indser, at dette er hendes blivende sted? Har vi lov at omplacere hunde på den måde? Børn? − Jeg havde en stor og kluntet Newfoundlænder, som knap kunne se ud under pandehåret, men en gang havde vi havde besøg af en tante, der netop havde mistet sin mand, og som sad og græd i vores sofa, mens ingen af os anede, hvordan vi skulle reagere. Så gik dyret bare hen og lagde sit store hoved i hendes skød og kiggede op på hendes tårefyldte ansigt med sine blide, brune øjne. Hun begyndte at grine og græde på samme tid og krammede dyret længe.

Vi, der har naturlige instinkter i behold, bryder os fx ikke så meget om at flyve, om at omgås slanger og edderkopper, om at aflevere vore hjælpeløse småbørn til fremmede, om at hænge i en klokkestreng dag ud og dag ind, om at bo på betonhylder og færdes i gåsegang på asfalt, når vi går ud. Vi bryder os heller ikke om død, ligdele, fækalier og sygdom. − Vi kan håndtere de fleste forekomster i et menneskeliv ved hjælp af forstanden, men vi opsøger ikke disse ting, hvis vi kan undgå dem. Det lader vi fagfolk om. Dyrlæger, læger, bedemænd, sygeplejersker, forældre, landmænd, slagtere, hjemmehjælpere, Falckfolk, politimænd, brandmænd, soldater m.fl. lærer at omgå instinkterne og udføre ubehagelige opgaver, og det er vi dem yderst taknemmelige for.

Tag giraffen Marius: En zoologisk havemand, som er tilvænnet døde dyr og deres indvolde, programsætter skydning og offentlig dissekering af en rask, sød og uskyldig giraf til den første søndag i vinterferien, idet han forestiller sig, at det er godt for en masse børn og voksne at lære noget om giraffers indre. Hvis han selv og haven kunne få en smule opmærksomhed i den anledning, ville han sikkert også være tilfreds.

Fik han så den eftertragtede opmærksomhed?

Drengerøvskulturen, som er opstået i et trygt og sikkert samfund, hvor raske unge mænd får alting serveret uden de store, sjælsrørende udfordringer, tilsiger mange af dem at opsøge disse grænseoverskridende oplevelser, og de tager gladeligt deres børn med. Børnene vender sig væk med afsky, for de har stadig visse instinkter i behold.

Først er vi ved at falde over hinanden for at fordømme ufølsomheden i at gøre obduktionen af en giraf til underholdning, men da vi pludselig ser, at UDLANDET angriber zoo for akkurat det, så adlyder vi nogle andre instinkter og begynder at forsvare vore landsmænd, stammefrænder, mod de fremmede … Ork, hvor forudsigeligt og dyrisk.

Grænsen mellem dyr og mennesker går helt åbenlyst ikke ved medfølelse, ved værdighed, anstændig omgang med lig, tidsfornemmelse, logisk tænkning eller ved andet af det, vi plejer at hævde. Den går heller ikke ved sproget, for ethvert dyr kan meddele sig. Ingen er i tvivl om det, hvis en gris er bange, ked af det eller glad. Eller hvis et barn væmmes over at blive udsat for indvolde i overstørrelse på sin første feriedag. Grænsen mellem dyr og mennesker går, for mig at se, ved evnen til at lyve for sig selv.

Historiefortælling

Denne familie sad på en kaffebar i Firenze få meter fra det berømte dåbskapel og havde en urolig ca. et-årig med sig, men alligevel sad de og sms’ede og opdaterede FB m.m., mens ungen vred sig som en orm. De sansede intet, heller ikke at jeg fotograferede dem, de gav bare den lille hans egen grønne baby-IPad …

Da vi fik et sprog, begyndte vi straks at fortælle hinanden historier: − Så gjorde jeg … Så sagde hun … Din bedstefar gik op på bjerget … Verden begyndte, da …

Eller man foredrog lange, syngende beretninger om aftenen, når flokken var mæt og samlet omkring bålet.

Derefter begyndte vi at opføre historier for hinanden: − Nu er jeg jægeren, og han er ræven, se, her kommer vi … Eller slapsticks og skæmtsomme dialoger mellem pigen og bejleren, manden og svigermoderen.

Man kunne tegne optrin, symboler, drømmesyn og andet på væggene i huler eller blot afsætte et aftryk af sin hånd for at vise, at man havde været der og havde sin helt egen plads i flokken.

De musisk følsomme kunne formidle historier, stemninger ved hjælp af sang, rytmer, instrumenter, hvoraf trommen og fløjten var blandt de første.

Skriftsproget kunne, udover at holde styr på kornsække og okser, også bruges til at fastholde historier, og med trykkekunsten blev historierne, i vores kulturkreds først biblen, vidt udbredt. Derefter kolporterede man en syndflod af nyheder, lærde betragtninger og fortællinger, i begyndelsen religiøse, senere særdeles verdslige.

Også billedkunsten gennemgik en eksplosiv udvikling, kvalitativt og kvantitativt, da den først slap religiøsitetens skørter og kunne boltre sig i de fængende historier fra mytologien, hvor der heldigvis ofte optrådte delvist afklædte personer. Derefter var slaget frit, og billedkunst og skulptur kunne være hvad som helst, bare nogen borgede for, at det var ‘kunst’.

Med ny teknologi kom filmen, den visuelle fortælling underlagt musik, som er meget effektfuld, fordi vi mennesker overvejende er visuelle dyr, som oplever intenst med synssansen. Film og tv har da også hurtigt fået den dominerende plads i vores massekultur. − Det er langt nemmere og hurtigere at se en film end at læse en bog, og film gør også normalt et større følelsesmæssigt indtryk.

Mere teknologisk udvikling bragte os smartphones og internettet, og nu deltager vi alle i den store kollektive fortælling med hver vores egen lille stump, som vi filmer, fotograferer, skriver og øjeblikkeligt uploader til vor egen blog eller til de store, fælles platforme, Twitter, Facebook, Instagram, Flickr, YouTube og hvad de ellers hedder …

Det flimrende lys fra skærme, larm og bippen fra alskens apparater, det lille rum, vi skaber os midt i den upersonlige flok ved at færdes med ørepropper, og et lydtapet, musik, nyheder, samtaler, vi selv vælger, isolerer os yderligere fra mennesker omkring os.

Der er ikke længere store samlende fortællinger, religiøse, mytologiske, psykologiske, men milliarder af små, personlige fortællinger: Ved at filme vores morgenmad, børn, skrivebord, opslagstavle, indretning eller påklædning viser vi verden, hvem vi er, fordi vi fortæller historien om os selv ved hjælp af vores forbrug: Hvis jeg lægger 800 kr. for denne parfume, så er jeg nok en helt speciel personlighed ligesom hende damen i filmen.

Vi er nemlig nu så mange mennesker på denne klode, at vi er begyndt at ligne hinanden enormt. Derfor bruger vi hele tiden ordet ’unik’ og forsøger at skille os ud på akkurat samme måde, som alle de andre i vores kulturkreds, aldersgruppe og økonomiske segment gør.

Så ytringsprocesserne er blevet demokratiserede, enhver kan ytre sig, uploade et foto af sig selv på ferie, af sin fotogene morgenmad med friske bær, af sin bedårende kat, af sine moderigtige børn og originale indretning, skrive om sine indtryk, men er der stadig nogen tilbage derude, der gider se, lytte, læse?

Velgørenhed …

… er ved at udarte sig til en omfattende forretning i dette land. Når man ikke kan gå på gaden i fred for pågående, unge sælgere, når man ustandseligt bliver ringet op af vildtfremmede, der forsøger at prakke én noget velgørende på, når unge kvinder med raslebøsser og småbørn på slæb ringer på ens dør hver anden søndag, så er det blevet for meget!

TV2 har et stort anlagt underholdningsprogram, som de en smule overmodigt kalder ’Knæk cancer’, hvor folk og navnlig virksomheder i fuld offentlighed kan skaffe sig lidt PR ved at donere et beløb til den gode sag. Da de sendte programmet anden gang, måtte man spørge sig selv, om det virkelig var nødvendigt? Vi ’knækkede’ jo cancer sidste år. Med nogle års mellemrum kommer tv-stationerne også i tanke om Afrika, hvis plagede befolkning gør sig godt på billeder.

Når overfriske Oliver eller Sofie Amalie med den flirtende lillepigestemme ringer op og tager ti minutter af min tid, mens hun forsøger at overtale mig til at donere et beløb til fx kræftramte børn, så fortæller jeg hende: − A. : At kræftbehandling i dette land bør være en offentlig opgave. Vi afleverer trods alt en pæn del af vores indkomst til skat. − B. : At jeg ikke ville have råd til at donere så meget, at det ville kunne betale hendes løn i den tid, det tager hende at overtale mig. − Når hun så lyder fornærmet, for ’Hvem kan være imod kræftsyge børn?’, så fortæller jeg hende, at hun får penge, måske endda mine, for at spilde min tid. − Hvad bliver der til overs til de stakkels, sygdomsramte børn? − Slut på den samtale! − Hvorefter Sofie Amalie ryster på hovedet, bander over den ufølsomme gamle kælling og ufortrødent ringer og forstyrrer et nyt menneske med sin gode sag, dvs. sin egen timeløn.

Jeg ved præcis, hvordan de der indsamlere har det. I en årrække samlede jeg ind for Røde Kors en søndag i oktober måned. Og jeg gik fra dør til dør og følte mig GOOOD. De, der straks fik pungen frem og med et smil proppede sedler i min indsamlingsbøsse, var også GOOODE mennesker. Mens de, der sagde nej-tak, der havde en eller anden dødssyg undskyldning, som fx at de allerede havde givet et beløb til sagen, de der gemte sig eller ikke gad lukke op, de var DÅÅÅRLIGE mennesker sammenlignet med mig. − Men så begyndte jeg at tænke over rimeligheden i, at jeg − der aldrig selv har kunnet skaffe mig en anstændig løn for mit arbejde − skulle bruge en halv søndag på at forstyrre andre menneskers søndag for at samle ind til et stort, multinationalt foretagende, hvis direktører får millionlønninger og gyldne aftrædelsesordninger, og hvis ansatte sikkert alle får en pæn hyre, gratis rejser og en klækkelig pension.

En af mine veninder giver altid i hundredvis af kroner, når hun får mails fra et udenlandsk foretagende, der samler penge ind til mishandlede dyr. Der er altid sådan nogle skrækindjagende billeder af katte uden hjerneskal, hunde med åbne sår og sørgmodige øjne, bjørne og aber i alt for små og snavsede bure … Det får aldrig ende, og uanset hvor mange penge, min veninde sender, kommer der altid nye, rædsomme billeder, som åbenbart virker og får folk til lommerne, ligesom sultne sorte børn med fluer i øjnene gør det. − Men hvem betaler for, at nogle mennesker kan sidde og sende de frygtelige mails rundt? Eller rejser rundt og tager billederne?

I USA, som vi altid prøver at efterabe, er privat velgørenhed en stor og nødvendig ting. Men i vores lille velfærdsland, hvor skatteprocenten er tårnhøj, har vi for længe siden valgt at lade fællesskabet tage sig af bl.a. sygdomme, dyrebeskyttelse og ulandsbistand. Det gør det bare ikke så godt, fællesskabet. Der er alenlange ventelister, og danske kræftpatienter dør hurtigere, end kræftpatienter i andre, nærliggende lande. Vores dyr, navnlig i fødevare- og skindproduktionen lider en stor del af deres korte, unaturlige liv. Vores hjælp til fattige udviklingslande består for en stor dels vedkommende af tilskud til danske erhvervsvirksomheder. − Hvorfor tror folk så, at flere penge er løsningen? Kunne det ikke være et spørgsmål om politisk at prioritere vores fælles ressourcer, således at vi fx hellere ville lade skattekronerne gå til kræftforskning end til Lars Løkke Rasmussens uhørt kostbare underbukser og jakkesæt? Til klimaet end til samme mands luksusflyrejser, rygekabiner og rygerrengøring på alt for dyre hotelværelser? Til hospitalsklovne end til overlægernes middage på Michelinrestauranter? Til syge og trængende dyr og mennesker, snarere end til lille Oliver eller Sofie Amalies mobilregninger, modetøj og weekendfornøjelser? Men den diskussion tager man jo ikke med en facer, en trappeartist eller med en telemarketingsassistent, der er helt grøn og frisk fra skolens niende klasse og bare skal tjene til sine egne lommepenge.

Når det drejer sig om velgørenhed, er det efterhånden blevet et spørgsmål om at fremstå GOOOD offentligt. På gaden, på Facebook eller i tv. Og det kan være vanskeligt at købe et brød uden at skulle finansiere selvgode virksomheders image, ’Støt brysterne’, som det så usmageligt hedder, eller 1 kr. pr. brød går ubeskåret til Borneos regnskov eller til gadebørn i Indien … Sådanne ’velgørende’ produkter køber jeg aldrig. Der er en klam bagtanke om at fremstå GOOOD bag hele konceptet, som jeg reagerer imod. Jeg vil gerne selv bestemme, hvem jeg skal støtte udover skattevæsnet og fællesskabet, og hvis et firma har råd til at støtte godgørende projekter, så er deres priser for høje. De burde blande forbrugerne udenom, støtte hvad de vil for deres egne, private penge, og forsøge at holde deres kæft med det. − Se, det ville være god stil.

Her i huset har vi valgt den nemme vej. Vi har, hidtil i al stilfærdighed, hver eneste måned igennem 30 år betalt til et barn i Afrika. Vi er nu på tredje barn, og hun og hendes familie får, lige som de to foregående familier, tag over hovedet, mad, medicin og uddannelse. Ingen af vores afrikanske børn har været belastet med personlig kontakt og dertil hørende anglen efter taknemmelighed. De har blot fået et beløb hver måned og lidt ekstra til jul, fødselsdag og andre, særlige lejligheder, og det er det, vi har besluttet, at vi kan undvære, og som vi undværer med glæde.

Så kække Oliver og Sofie Amalie burde finde noget mere fornuftigt at tage sig til. Fx en uddannelse. Så de fik råd til at støtte mennesker og dyr i nød selv, og ikke behøvede at sidde på deres flade og spilde deres egen og andres tid.

Vi har fået en omfattende godgørenhedsindustri, der ganske som vore politikere kun synes at være i faget for at skrabe så meget som muligt sammen til sig selv.

Hvorfor skriger de små piger?

Børnefødselsdag anno 1962: Selv om drengene løb rundt og løftede op i pigernes pæne kjoler, mens de var i gang med en sangleg, var der ingen, der kunne drømme om at skrige højt eller løbe hovedløst omkring.

Ude ved busstoppestedet stod en lille, køn pige på ca. 8 år og skreg. Hun skreg og hoppede og hylede overgearet. Hun var ikke kommet til skade. Hun var ikke udsat for overgreb. Hun var bare glad og højrøstet og spillede fuldkommen uhæmmet op til mig og hunden, så jeg måtte gelejde det foruroligede dyr i en stor bue udenom. Udover tilfældige forbipasserende havde pigen som publikum to jævnaldrende drenge. Vi kunne høre hendes hæmningsløse hvinen i endnu ti minutter, indtil bussen kom og tog hende væk.

Min ven og jeg sad i nærheden af en have, hvor der helt åbenlyst var børnefødselsdag. Pigefødselsdag. Pludselig blev en horde 8 – 10-årige, hysterisk skrigende piger lukket ud på græsplænen, og her skreg, hylede, løb og hvinede de sanseløst omkring i to stive klokketimer. Ingen greb ind. Ingen voksne fandt det nødvendigt at dæmpe pigerne og måske arrangere en leg, selv om deres små kroppe og stemmer helt åbenlyst var presset til det yderste. Min ven og jeg kunne ikke høre, hvad vi selv sagde, selv om vi sad 50 m borte bag hække og hegn, men vi kunne jo bare gå ind og lukke døre og vinduer bag os. Det kunne småpigerne og deres forældre ikke.

Hvis jeg havde skreget sådan på et offentligt sted eller til en børnefødselsdag, da jeg i begyndelsen af 1960’erne var på disse pigers alder, ville jeg have fået et par på hovedet. Omgående. Enten af mine forældre eller af andre voksne. Der var dengang nul tolerance over for små piger, der ’skabte sig’, var ’hysteriske’ og ’gjorde sig til’.

Da vi vidste, at vi ikke kunne opnå noget ved at hyle op, snakkede eller legede vi for det meste stilfærdigt og pænt og lærte også at underholde os selv fx med en bog i længere tidsintervaller. Skulle der skriges igennem, havde vi altid en rummelig baghave, en mark eller et stykke skov, hvor vi kunne være alene uden de voksnes overvågning, men jeg erindrer ikke noget behov for at erstatte meningsfuld leg med formålsløst skrigeri.

Når småpiger i dag rutinemæssigt stiller sig op og skriger som slagtesvin, hvordan er lydniveauet så i børnehaverne? I skolernes frikvarterer? I klasselokalerne? På gangene? I pasningsordningerne? Er det langsomt skredet, så de voksne, der dagligt omgås børn, dvs. forældre og pædagoger, har vænnet sig til lydniveauet og blot anskaffer høreværn til de mest sensible småbørn og til dem med diagnoser? Hvordan kan forældre, bedsteforældre og pædagoger holde ud at høre på dem? Hvad gør det ved børnenes psyke og kroppe, at de kører på så højt et stressniveau i timevis måske hver eneste dag i årevis? Hvorfor er der ingen, der griber ind? Stopper dem? Viser dem, hvordan man kunne opføre sig, og strukturerer deres aktiviteter til glæde for alle parter?

Hvad gør drengene? Skriger de også? Eller slår de? Eller lukker de sig inde i sig selv med noget elektronik?

Man har overladt børn for meget til den bestialske alles kamp mod alle i grupper af andre børn uden forældre eller andre engagerede voksnes moderation, interesse og kærlighed, lige fra de var helt små. Vore pigebørn har skullet skrige sig til en smule opmærksomhed i konkurrence med alt muligt andet og de andre, så nu er det ikke længere muligt at få ørenlyd.

Hvilken slags mennesker kommer der ud af det, når vore kære små uophørligt befinder sig i den højeste grad af ophidselse?

Tiggere

Hver fredag eftermiddag, når min mand og jeg ruller ind i den nærliggende Kvickly med vores indkøbsvogn, mødes vi af de tryglende, men også brændende bestemte, øjne fra en yngre mand eller kvinde, der står lige i indgangen med bladet ’Hus forbi’.

De er svære at passere, øjnene, og i de første år gav vi altid en tyver uden at ville bebyrdes med tryksagen. Bare for at kunne købe vore egne fornødenheder uden ubehag og dårlig samvittighed. − Bevares. − Vi er som danskere ikke vant til at omgås tiggere, men vi kan sagtens undvære en tyver, og vi hjælper naturligvis gerne, hvis nogen er i nød. − Hvis et par rare mennesker er strandet og mangler til billetten hjem. Eller til lige at klare skærene i en periode.

Efterhånden mødte jeg parret i bussen, andre steder i byen, i butikker, hvor de talte sammen eller i smartphones på et østeuropæisk sprog, købte ind, i det hele taget opførte sig som alle andre, men hver fredag eftermiddag, året igennem, i årevis, stod den ene eller den anden på plads foran min dagligvarebutik med en lille avis som dække for et − åbenbart − tilpas profitabelt tiggeri.

Da gik det op for mig, at jeg ikke er så godgørende og overbærende, som jeg gerne ville tro, at jeg var. Jeg opfattede parrets årelange tilstedeværelse som ubehagelig afpresning og kørte ofte 20 km længere for at kunne købe ind i en konkurrerende butik, hvor indgangen ikke var besat af intimiderende tiggere. Indtil jeg begyndte at spørge mig selv og butikspersonalet om, hvornår − og af hvem − det var blevet besluttet, at vi, dvs. butikkens kunder, skulle underholde et ungt, arbejdsført par tilsyneladende for stedse? Og hvis butikken fandt det væsentligt at forstrække disse mennesker med penge, hvorfor gjorde de det så ikke bare selv og blandede kunderne udenom?

I Danmark er tiggeri forbudt jvf. straffelovens kap. 22:

§ 197: Den, der imod politiets advarsel gør sig skyldig i betleri, eller som tillader, at nogen under 18 år, der hører til hans husstand, betler, straffes med fængsel indtil 6 måneder.

Lovens ord er ret klare; alligevel ser vi dem overalt, tiggerne, nu står de blot med et blad, ’Hus forbi’, et initiativ, som skulle forbedre forholdene for de hjemløse, men som ser ud til blot at fastholde nogle stakler i en uværdig tilværelse.

Vi har i dette lille smørhul af et land forlængst besluttet, at det er en fælles opgave at sørge for dem, der ikke kan sørge for sig selv, deres ægtefæller og børn. Den første lov imod tiggeri er fra 1708 − altså mere end 300 år gammel. Direkte tiggeri og almisser, som det blev kaldt, ansås for nedværdigende for begge parter: både for den, der strakte hånden frem, og for dem, der måtte finde pungen frem. Derfor lod vi staten overtage opgaven med at underholde de fattigste.

I min barndom i 50’erne så man aldrig en tigger. Det fandtes simpelthen ikke. Der kunne komme en skærslipper forbi og tilbyde at slibe knive og sakse, eller en sjælden gang en arbejdsløs, som tilbød at give en hånd med med forefaldende arbejde for et måltid mad. Ude på gårdene tog man ham på ordet og satte ham til at muge ud, kalke eller reparere et hegn, og hvis hænderne sad rigtigt på ham, kunne han blive i uger for kost og logi og fik gerne en lille slant med sig, når han drog videre. Men fruerne inde i byerne gav som regel bare en krone eller to, som han kunne drikke op eller drage videre med. Kun de allermest påholdende ville herse lidt rundt med ham først.

Da loven om betleri blev vedtaget, eksisterede EU ikke, og strømmen af førlige mænd og kvinder fra østlande, hvor jobmuligheder og lønninger ligger langt under vores niveau, kunne ikke forudses.

Vi er i dette land, i hvert fald i min del af landet, stadig uvante med professionelt tiggeri, ligesom vi er ubekvemme ved drikkepenge, aggressive skopudsere, souvenirsælgere o.l.

Argumentet for at lade folk, danskere såvel som udlændinge, stå og tigge under påskud af at sælge ’aviser’ på gader, banegårde og ved indkøbscentre er, at det forebygger kriminalitet. Men er det i så fald ikke et politimæssigt problem?

Hvis vores lille velfærds- og retssamfund fungerede, som det skulle, og som vi alle forventer og betaler for, at det gør, så ville der hverken være tiggere eller tyveknægte i de mængder, vi efterhånden oplever.

Danske værdier?

‘ … jeg er på mine børnebørns vegne bekymret over at være vokset op i en tid, der har haft selvtillid nok til i løbet af et par generationer at skille sig af med tusind års skik og brug. Ikke mindst fordi vi allerede længe har haft lejlighed til at vurdere, hvad der er kommet i stedet for.’ side 229, LIMFJORDEN I af Hans Edvard Nørregård-Nielsen

Der er megen snak om danske værdier for tiden, men jeg kan ærligt talt ikke se, hvad de skulle bestå i. Bortset, naturligvis, fra magten til at tvinge folk, der ikke bryder sig om det, til at æde svinekød allerede fra vuggestuealderen.

Vi er stolte af vores svinekød, som produceres og slagtes under kummerlige forhold med 25.000 selvdøde smågrise i staldene pr. dag, med enorme mængder af penicillin og multiresistente bakterier, som nu er begyndt at true vor egen sundhed i alvorlig grad.

Førhen var vi en fredsbevarende nation, der sendte observationsstyrker til Gazastriben, Cypern, Eksjugoslavien og andre brændpunkter, før vi under Anders Fogh Rasmussen pludselig blev en krigsførende nation, der uden FN-mandat løb i hælene på USA og sendte angrebstropper ind i Irak, senere Afghanistan og bombede Libyen.

Et af vore store provinsdagblade syntes for nogle år siden, at det tilkom dets kulturredaktør at tage et opgør med Islams tusind år gamle dogmer og lagde sig derved ud med ca. 1 mia. mennesker, som, ifølge avisen, skulle lære at kunne tåle spot og hån …

Vi sender vor gymnasieungdom til andre lande, hvor de mindreårige drikker sig fra sans og samling, brækker sig, laver ballade og raserer ærværdige kulturbyer iført tøj, hvis æstetik er lånt fra pornofilm. Forældre og lærere er tilsyneladende magtesløse, for de giver udtryk for, at det må være rejsebureauernes opgave at sørge for, at de unge opfører sig ordentligt og ikke kommer til skade. Dansk politi sender hjælpsomt fire betjente med de unge.

Vor statsminister repræsenterer landet ved at jage ’Sex and the City’-skuespilleres autografer og tage selfies af sig selv sammen med andre statsledere ved en mindeceremoni, der skulle have handlet om Nelson Mandela, en af de seneste hundrede års betydeligste mænd.

Hendes konkurrent til posten, formanden for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, genererer ustandseligt sager med sit private luksusforbrug for det offentliges penge, og så var han statsminister, da den ubehagelige skattesag opstod, hvor ministre og deres rådgivere, når det drejede sig om en førende oppositionspolitiker, havde mere end svært ved at skelne mellem lovgivende myndighed og udøvende skattevirksomhed, hvilket er ret pinligt i et vestligt demokrati, som gang på gang drog i krig mod arabiske lande angiveligt for at lære dem forskellen.

Vi siger ’fuck’ til alting i en sådan grad, at engelsktalende lande regelmæssigt kommenterer vore reklamefilm eller programtitler : ’So F…ing special’ o.l., som sikkert lyder smart i unge programmedarbejderes øren, men som er dybt pinlige, når de rammer et mere modent, sprogkyndigt publikum.

Så anbragte en kunstner nogle rådnende grise i montrer på et museum. Da reaktionerne stilnede af, proppede en anden et par guldfisk i en blender, og en tredje skabte en skulptur bestående af udstoppede hundehvalpe. Den zoologiske have i København toppede så her i vinterferien med, for øjnene af tusindvis af børn og voksne, at dræbe og partere giraffen Marius. Angiveligt som et ’pædagogisk projekt’, så ungerne kunne lære ’hvad der sker med overflødige dyr’ … Tv-billederne viser chokerede børneansigter, og for mange af dem bliver en hyggelig familieudflugt i zoo aldrig det samme igen.

Hvad sker der med os? Er intet helligt længere? − Børn må gerne se et dyr blive slagtet og parteret, men da ikke for sjovs skyld? For billetsalget, omtalen og underholdningens skyld? − Det er jo usømmelig omgang med lig! Og så havde dyret til overflod et navn. Marius. − Kom unger! Vi skal i zoo og se Marius blive skudt og kastet for løverne! − Minder det om noget? Panem et circenses? De offentlige opsprætninger af prostituerede, mordere og andre ulykkelige, afdøde fattige i de parisiske ’teatre’, som folk kunne købe billetter til? Udpakningen af egyptiske mumier under selskabelige former i den engelske overklasse?

Er der ikke længere voksne i blandt os? Ingen dømmekraft tilbage? Er vi kun ude på at sprænge tabuer og overskride grænser i pubertær vildskab og skaffe os dårlig omtale internationalt?

De unge, der tomlede eller interrailede sig igennem alverdens lande i 70’erne og 80’erne, var stolte af at være danskere, og de syede iøjnefaldende store, danske flag på deres rygsække. For som dansker blev man respekteret og godt modtaget allevegne. Det er vist definitivt slut. Nu vækker vi kun undren.