Leopold Berg – wienerne var ikke forberedt på julesne, og træerne havde ikke nået at smide deres blade, da den ramte. De lokale fortæller, at november var usædvanlig varm med 25° de fleste dage. Wien ligger i et klimatisk smørhul med behagelige temperaturer året rundt, og på skråningerne op til bjergene ser vi vinmarker dækket af sne.
Stadsparkens stadigt rødbrune bøgetræer og farligt tilisede stier.
Inde i byen trækker man kaniner op af hatten.
Fx i form af et lysegrønt, håbefuldt hus.
Eller Hundertwassers organiske bygning, som er rund og rar at være i. Sådan ville hobbitter bo, hvis de skulle bo oven på hinanden i byer.
Og i stedet for de evindelige mobiltelefoner ville de betjene sig af phonomater som denne i Stephansdom, når de absolut måtte kommunikere med nogen, der ikke stod lige ved siden af.
Vi andre holder analoge kaffepauser og fråser i kage.
Går forbi staldene på vej til festforestilling med heste og ryttere i Hofburgs prægtige ridesal.
Prajer måske en vogn til julemarked.
Og fylder kufferterne med sne- og Mozartkugler.
På trods af verden, som den ter sig – og måske altid har teet sig, fejres både tradition og fornyelse, pudsighed og ærværdighed, i en af Europas ældgamle hovedstæder. Wien har bestået i årtusinder på kanten mellem øst og vest og sender os alle gode ønsker om en glædelig jul og et endnu bedre nyt år.
Nordlys ved Tylstrup nord for Ålborg d. 25.11.23 – gyllehørmen kan ikke ses …
Dette skulle handle om nordlys og give mig lejlighed til at uploade et af mine grynede mobilfotos af det fantastiske naturfænomen.
I lørdags sad vi hjemme og hyggede med brætspil i brændeovnsvarmen, da en sms fra pålidelig kilde indløb med følgende besked:
Der er nordlys! Kør mod nord!
På ½ minut havde vi og børnebørnene pakket os sammen og pakket os ind og sad i bilen, klar til natlige oplevelser. Vi kørte mod nord. Og ganske rigtigt! Over landevejen nord for Ålborg stod et svagt lysegrønt lys og sitrede på himlen!
HOLDT! STANDS! STOP! – Der er det! råbte vi, chaufføren kørte ind på en vigeplads, og vi myldrede ud …
– PYHHH! gispede både børn og voksne og tog vantehænder, halstørklæder og frakkekraver op om næserne … – Sikke en stank! – Pyhh! Addr!
I den ellers måne- og frostklare nat i slutningen af november havde en eller flere landmænd udbragt en enorm portion stinkende, lagret, klistret, fedtet gylle langs vejen og på de tilfrosne marker på hver side. Det var virkelig modbydeligt!
Vi skyndte os at tage billeder og forsvinde ind i bilen igen. Lukke dørene. Gispe, stønne, addr, bvaddr … lad os se at komme væk!
Stinker hele Nordjylland sådan hver eneste nat? Hvem kan holde det ud? Må svineproducenter ødelægge dage og nætter og jord og luft og vand og fantastiske naturfænomener for alle andre i deres iver efter at skille sig af med de enorme mængder af deres ubehagelige og ufølsomme produktions affaldsprodukter? Hvorfor finder vi os i det?
Kan vi ikke henstille til statsministeren, at hun hurtigst muligt afskaffer også denne form for ulækker, altødelæggende, menneske- og dyremishandlende dyreproduktion, ligesom hun gjorde med minkene? Måske en nedskæring med ¾, hvis det kan garanteres, at de resterende svin kan leve smertefri og værdige liv uden at forurene resten af landet og vandet? Og så må hun ikke give svineproducenterne lov til at genoptage deres landsskadelige virksomhed om et år eller to – minkavlerne er allerede i fuld gang igen. Nogen må regne ud, hvad dette lille land kan bære uden at ødelægge noget for nogen, og så fastlægger vi det som et ufravigeligt lovkrav! Hertil og ikke længere!
Til alt held for os, børn og børnebørn havde de grynede mobilfotos optaget meget mere af nordlysene, end vi selv kunne se med det blotte øje. – Så ud over en uforglemmelig ADDR-oplevelse og klæbrig gyllestank i tøj, hud og hår fik vi et ret godt indtryk af naturfænomenet med os hjem.
Det er ulovligt at udbringe gylle efter d. 1. oktober – derfor kører de lortet ud om natten! – Er der ingen, der tjekker landmændene? De er notorisk ikke i stand til selvjustits, ved vi …
’Konkurrencesamfundet indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige produkter, man kan sælge til hinanden, og hvor ringe service, man kan slippe af sted med at yde folk for deres egne penge.’
Vinduespudserne i mit område er gode eksempler på, hvordan de sidste 50 års konkurrence på pris og kvalitet har udhulet begreber som pålidelighed, kundevenlighed, omhyggelighed og fairness.
På bare ét kalenderår har jeg truffet aftale med fire vinduespudserfirmaer, for derefter at måtte fyre de tre efter et par måneder.
Den første vinduespudser var sådan set rar, men hans folk var enten gamle hashhoveder eller meget unge og uvillige til at arbejde. De kørte op foran vores hus, sad i deres bil og snakkede i mobiltelefon, hvorefter de smed en faktura i min postkasse og kørte igen. Eller de gik i gang med at pudse, dvs. at sprøjte vand på ruderne, men de havde så travlt med mobilsamtaler imens – skældte højrøstet ud på mor eller kæresten – at de sprang hvert andet vindue over og sjuskede med resten, så de alle havde brede kanter belagt med gammelt skidt og snavs. Da han tilmed pludselig hævede prisen til næsten det dobbelte, måtte vores aftale ophøre.
Den næste vinduespudser i rækken var politiker i en nordjysk kommune og gjorde et godt og ansvarligt indtryk, men akkurat det samme gentog sig: Hans ugidelige medarbejdere gad ikke gøre arbejdet, selv om en grundig skylning af mine vinduer ville være hurtigere end at sjaske rundt om huset og sjuske, mens man snakkede i telefon. Da jeg ringede for at fortælle om manglerne, fnes ejeren af firmaet upassende og beklagede, at han ikke længere kunne have mig som kunde.
Derefter fandt jeg en yngre, meget foretagsom mand, som straks fortalte, at han havde mange andre jern i ilden, ejendomme, udlejningssommerhuse m.m., og at vinduespudsning faktisk ikke var hverken vigtigt eller nødvendigt for ham. Det fremgik da også med al tydelighed: De fleste af hans medarbejdere var af udenlandsk herkomst og særdeles venlige og tjenstvillige, de forsøgte virkelig at gøre deres arbejde ordentligt. Men de var så overbebyrdede, at de ikke kunne overholde aftalerne og måtte melde afbud, eller de blev sendt ud til os sent om aftenen, trætte og udslidte, eller på andre besynderlige tidspunkter, fx i weekenden, og det gjorde ondt at se de udmattede folk forsøge at gøre alting så godt som muligt. – Også de kom i skyndingen til at springe vinduer over, og da jeg meddelte ejeren det, fik jeg hurtigt anklagende beskeder tilbage: Der var ikke fri adgang til mine vinduer … Jo, der var. De vinduer var ikke en del af aftalen … Jo, de var.
Denne seneste var mere end dobbelt så dyr som de andre vinduespudsere, jeg havde truffet aftale med, så jeg havde forventet god service og grundighed, som lovet. Efter at have klaget over manglende udført arbejde modtog jeg et par vrede beskeder fra ejeren og opsagde derefter vores aftale. – Man skal ikke finde sig i at blive skældt ud, når en vinduespudser glemmer at pudse ens vinduer. Regningerne glemte han aldrig. Og jeg måtte hyppigt vægre mig mod forslag om meget kostbar fliserens eller andre tjenester, som jeg hverken var interesseret i eller havde bedt om.
Nu er jeg så på nummer fire vinduespudser i år. En tilsyneladende rar og pligtopfyldende mand – hvorfor er det aldrig kvinder? – der selv arbejder i sit eget firma. Nu må vi se …
Måske er mit problem, at branchen lever af fup, at de ikke altid pudser vinduerne, og at jeg kun opdager det, fordi jeg normalt er hjemme om dagen og kan holde øje? Skræmmende!
Faktisk en forretningsplan, der, som en snerydder vi engang (ikke) havde, tenderer den rene svindel.
’Konkurrencesamfundet indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige produkter, man kan sælge til hinanden, og hvor ringe service, man kan slippe af sted med at yde folk for deres egne penge.’
Som eksempel vil jeg gerne fremhæve ’Hjem-IS’ i anledning af, at den kendte, lyseblå isbil med klokken nu skifter navn til ’Fråst’ – ja, det lyder grimt! – Og vil sælge frosne pizzaer, italiensk mad, bl.a. pastaretten carbonara til 70 kr.!, vegetarretter og is på én gang – ja, det lyder ulækkert!
I fattigfirserne var jeg arbejdsløs, enlig mor, og den eneste luksus, jeg undte mig, når pengene rakte, var – udover en daglig avis, kaffe og smøger – den gode flødeis med små, halve chokoladekugler fra Hjem-IS.
Når klokken ringede ude foran husene, stormede vi til, børnene fik deres foretrukne børneis, og jeg fik min dåse med køer, blå himmel, grønt græs og velsmagende is med god chokolade.
Her i sommer skulle jeg gøre forsøget igen. Stoppede isbilen i forbifarten og fik den nu opdaterede dåse med ’flødeis’, Dannevang:
ADDR! Efter en smagsprøve blev resten smidt ud.
Ikke blot var dåsens design moderniseret, også indholdet. I stedet for rigtig flødeis med store chokoladestykker af god kvalitet, var isen noget udvandet pjask tilsat alskens moderne kemi og små splitter af voksagtig ’chokolade’, som ikke bidrog med noget som helst udover en fedtet klistret fornemmelse i munden.
I løbet af 40 år i et globalt konkurrencestyret marked er kvalitet og smag forringet i en grad, så det færdige produkt er uspiseligt for folk med smagsløg og hukommelse. – Og jeg er bange for, at forandringen er sket så langsomt og gradvist, at de nye generationer tror, at flødeis og chokolade skal smage sådan. – Billig er isen jo heller ikke, så man kan undre sig over forretningsgrundlaget.
Her i huset fortsætter vi med den hjemmelavede is lidt endnu. Med enkle råvarer er flødeis lige så let at fremstille hjemme i køkkenet som en delikat spaghetti carbonara.
Ekstrabladet d.22.3.24 aftrykker et Ritzautelegram, som meddeler, at Fråst vil vende tilbage til det gamle navn og viderekolporterer uden videre firmaets eget forretningsbavl:
“Direktøren dropper dermed ikke sit fokus på strategiske tiltag med øget fokus på digitalisering, levering og forbrugerrelevans.”
● Da Mærsk Mc-Kinney Møller havde tjent uforholdsmæssigt mange penge, begyndte han at strø nogle af dem ud over kongehuset. Han stillede privatfly til deres rådighed, sendte dem personlige gaver og fik bl.a. opført en park, tegnet af en fransk arkitekt, ud mod havnen foran Amalienborg. Senere forærede han København en opera, også den som en forlængelse af aksen Marmorkirken, Amalienborg, havnefronten – hvilket skaffede ham elefantordenen og kongelige invitationer.
Også andre erhvervsmænd i landet, bl.a. fra Danfoss og Legofamilien hælder gaver og tjenester ud over kongehuset og får, ifølge Informations artikel, ’social kapital’ tilbage.
Nu venter vi bare på, at Novo Nordisk begynder at forære landet noget til gengæld for de ufattelige indtægter fra sukkersyge og tykke, fx et olympisk Novo Nordisk-stadion i Kalundborg? Så vi alle kan gøre legemsøvelser og holde os sunde og slanke?
Men måske ville det være mere enkelt, hvis vi afskaffede al den royale røgelse og de selvpromoverende ’gaver’ og bare bad de allerrigeste om at betale en fair skat? Sygehuse, børnehaver, folkeskoler, ældrepleje, I ved …
● Og flere rigmænd:
DR 25.11.23
Praktiserende læger i Danmark – også benævnt ’familielægerne’, som kan afsætte 10 forhastede minutter pr. syg patient, hvis det overhovedet er muligt at komme igennem til dem – tjener i snit godt 1 mio. kr. om året. Men nu har de opbrugt alle regionernes penge og er nødt til at holde fri resten af året i stedet for at behandle syge mennesker.
Man må have sympati med de stakkels underprivilegerede:
● Og mens politikerne på finansloven 2024 som glade julemænd uddeler 83 mio. til lokale initiativer, som fx mindesten eller Big Bands på hjemegnen:
Pol. 29.11.23
Så skal sygehusene i Region Nordjylland midt i sundhedskrise og ventelister fyre 229 medarbejdere, sygeplejersker, SOSU-assistenter, læger m.m., for dem har vi jo rigeligt af i forvejen …
TV2Nord 29.11.23
● Er det ikke bemærkelsesværdigt, at vi taler meget om hestevelfærd, fx Byrialsen og Helgstrands hestehold, også om mink, som var et forretningsområde for stærkt nedadgående, mens den lukrative og systematiske mishandling af årligt flere end 200 mio. – TO HUNDREDE MILLIONER! – fjerkræ, slagtesvin og malkekøer i dette lille land får lov at pågå helt uantastet og næsten uomtalt …
TV2 14.11.23
● Man forstår producenternes tavshed … Det er temmelig svært at hævde, at disse alkopops ikke er designet til børn.
EB 20.11.23
TV2 17.11.23
● Mange mænd lider åbenbart af en psykisk forstyrrelse: De tænker på sex hele tiden. Og dette evindelige morads af seksuelle tanker overfører de på kvinder, der dermed får skylden og ansvaret. –Det er derfor, kvinder skal ’dække sig til’, ’klæde sig anstændigt’, ’opføre sig ordentligt og ikke flirte’ … Og det gælder tørklædetvang og burkaer i muslimske lande, men så sandelig også herhjemme, har jeg lige opdaget. Blandt politikere på Christiansborg!
Ifølge Pernille Skippers tankevækkende bog om sine oplevelser som kvindelig politiker og partileder – ’Rend mig: Jeg har haft lyst til at sige det til mange før dig … ’, fik hun ustandseligt bemærkninger om sin påklædning, fx – ’Det bliver da svært at koncentrere sig, når du har den skjorte på.’ – sagt af en justitsminister om hendes i øvrigt pæne og tækkelige, hvide skjorte på vej ind til et møde. – Nu ved vi jo så, hvad der foregår og ikke foregår i hovedet på den mand. – Måtte han aldrig få en offentlig stilling igen!
Når hun (og også Ritt Bjerregaard, husker jeg tydeligt!) skulle karikeres i tegninger, var det aldrig om deres politik, men var blot snuskede, mandlige, seksuelle fantasier, Bjerregaard som dominatrix, Skipper som stripper, der nedværdigende og afslørende for det indblik, det gav i tegnernes indre liv, som lumre prutter slap ud i det offentlige rum.
Og Skipper gengiver mange af de modbydelige seksualiserede kommentarer og direkte trusler, som uophørligt strømmer ind på hendes sociale medier. – Hvis mænd ikke kan styre deres seksualitet og fantasiverden, er det så kvindernes problem? – Ja, det er det i høj grad! – Men det er ikke kvindernes ansvar!
Mænd! Styr jer selv og hinanden! Ellers kan vi ikke have en offentlig dialog og et ligeværdigt demokratisk samfund. – Lad sexfantasierne blive hjemme, når I går i skole, på job, til fest, på nettet, ud i offentligheden … i det hele taget … altid!
● Det er farligt at være kvinde. Det er mændene, ægtemænd, partnere, fædre, der udgør den største trussel, derefter kommer venner, kollegaer og ham flirten ved siden af i baren, som putter noget i din drink, men også vildtfremmede på mørke gader, i taxaer eller anonyme varevogne:
Faktisk undskyldte den klamme og dødsensfarlige senator sig med, at han var alene i Paris, at hans kat var død, og at en af hans venner havde fået kræft … nå, men okay så …
Der har været en del sager på det seneste, ud over brutale voldtægter og deciderede mord, har kvinder på vej hjem fra byen eller fra skole skullet vægre sig mod kidnapninger.
Men, som Politiken skriver d. 18.11.23, må vi ikke glemme, at mænd også har ligestillingsproblemer … Ja, lad os få det til at handle om mænd:
Politiken 18.11.23
● Alle de fedtfattige og veganske diæter har givet os generationer af snotdumme forældre og dermed også småt begavede børn. De mangler de fedtstoffer og aminosyrer, som hjernen skulle bygges op af.
Nordjyske, 20.11.23
● Øh ???
● Alle mødre og fædre skulle tvinges til at tage et års barsel pr. barn hver i barnets to første leveår. Det ville være barnets tarv ikke at skulle forlade det snævre hjemmemiljø med kendte voksne i de første, kritiske år, det ville begrænse smittespredning i samfundet, og det ville stille begge køn lige. Hvad vi sparer på vuggestuer, kan vi spendere på bedre børnehaver og folkeskoler. – Hvis en sådan ordning resulterer i en nedgang i fødselstallene, ville jorden sikkert være taknemmelig. Et dansk barn er, set over forventet levetid, et de mest klimabelastende produkter, man kan tænke sig. Hvis vi sikrer mindst to gode og trygge leveår i begyndelsen af barnets levetid, ville vi bidrage til at højne kvaliteten af menneskene i dette land.
DR 11.11.23
● Vi fik den første, kvindelige præst lige efter 2. verdenskrig, så i 75 år har vi LOVLIGT diskrimineret mod kvinder i den danske folkekirke, alt imens vi har ført krig ude i verden fx i Afghanistan for kvindernes skyld …
● Danske villakvarterer og landhuse er overordnet præget af to stilarter:
FMT – FLSog FMP – FLS.
FMT – FLS: For Meget Tid – For Lidt Smag
Det er dem, der bygger ud og bygger til. I forskellige materialer. Uden overhovedet at skænke stilart eller kvarterets alder en tanke. Den lykkelige gør det selv-mand med adgang til nogle billige materialer, en kammerat eller to og en trailer. Han bygger et badeværelse i husets ene ende, en carport, et drivhus af gamle vinduer i et hjørne af haven, et haveskur, en karnap oppe i soveværelset, en murermesterbue mellem køkken og stue, en bruseniche med selvfundne strandsten og -skaller og en altan i enden, som Hausgaard fortalte om. Og han murer havenisser op i cement, dekorerer en vindmølle med muslingeskaller, lægger fliser allevegne og får et par øl og har det sjovt, mens han går og roder rundt i miseren.
Konen klipper alle de stedsegrønne småtræer i forskellige former uden nogensinde at have lært teknik eller æstetik. Hun arrangerer krukker – nogle halvt ituslåede – med sommerblomster og husløg væltende ud til alle sider eller beplanter gamle barnevogne eller trillebøre og stiller dem synligt forhaven.
Om vinteren syr hun røvballegardiner i lysegult, gennemsigtigt stof …
FMP – FLS: For Mange Penge – For Lidt Smag
De køber fx et ældre hus, dobbeltmuret fra tresserne, og vælter det for at bygge en grå betonfunkiskopi i to en halv etage, som dominerer naboer og naboskab for altid herefter.
Eller de ’gør huset til deres eget’ ved at tage al indmaden ud og erstatte det med noget dyrt og moderne i ’hotelstil’ – ingen har åbenbart lyst til at bo hyggeligt og hjemligt mere … Alt, hvad der blinker og funkler, bimler og bamler … Glaseret tegl, der blænder. Vinduesrækker, der ikke matcher huset. Skifer- eller marmorgulve, køleskabe med elektrisk betjente hylder, som man jo altid har manglet. Marmor og guldbelagte armaturer. Vinkælder komplet med tønder, stearinlys og caféborde. Ikke meget er beregnet på komfort og holdbarhed, men er mest valgt ud fra det kriterie, at man skal kunne konkurrere med og helst imponere vennerne. Det er selvsagt skruen uden ende. Så snart vennerne opdager og indkøber noget nyt og spændende, er man straks bagefter på point.
’Haven’ fyldes op med smarte lamper, importerede, kinesiske granitskærver, pampasgræs og marehalm, uanset at huset ligger langt fra nærmeste kyst. De enorme terrasseområder forsynes med markiser, terrassevarmere, deciderede sofagrupper, (ude)køkken og (ude)bad.
● Og så sidder man og ser en spændende film om en kvindelig finskytte, og pludselig står hun midt i kampens hede uden ret meget tøj på i en tynd underbluse, som på en eller anden måde er blevet våd og gennemsigtig, så alt tydeligt kan ses igennem stoffet. Det besynderlige er, at ingen af mændene omkring hende har tabt deres tøj. De er stadig fuldt påklædte i kampuniformer, og de er alle knastørre … Styr jeres klamme fantasier, mænd! Alle mænd! Politikere, rappere, erhvervsfolk, journalister, tegnere, kælderincels, filmskabere, skoledrenge …
Vi kan købe så mange eksotiske vækster, og det gør vi. Brug og smid væk-planter til bede, potter og krukker er et stort marked i dag.
Vi kan fylde huset med citrustræer og smukke bladplanter eller planter, der blomstrer hele året. Men det ender som oftest med, at der står vantrivelige og døende vækster i krogene. For vi køber planter efter deres dekorative effekt og kender ikke deres behov, som sjældent er at stå udtørret i halvmørke ved et par og tyve grader året rundt i samme jord. Så de ryger som oftest hurtigt ud igen.
De fleste planter har brug for LYS – VAND – NÆRING og NY JORD hvert andet eller tredje år.
Appelsinblomster
Citrus har det bedst, når de står ude om sommeren og kan overvintre tørt og lyst ved ca. 5°. Det er vanskeligt at skaffe dem disse forhold, og min erfaring er, at de ALTID er inficeret med klistrede skjoldlus, som måske først ses tydeligt efter et par år, som er ækle at se på, som spreder sig til alle andre planter, og som man aldrig, aldrig nogensinde kommer af med igen.
De fleste af de smukkeste bladplanter, som man kan købe allevegne i dag, er planter opformeret fra regnskovens underskov, dvs. at de klarer halvmørke fint, men ikke tør stueluft, og de skal derfor regelmæssigt vandes og pistes med regnvand eller kogt vand for at holde sig pæne.
Nogle få, smukke planter har vist sig robuste og overlever stueopholdet i årevis, hvilket har gjort dem til sikre og populære valg, fx agaver, visse kaktussorter, duftranke, monstera, oliven, stuebirk og stuefigen.
Knap to meter høj stuebirk
De planter, der har holdt i mit hjem i tyve år eller længere, er alle sammen – opdagede jeg – gode gammeldags husmorpotteplanter. Nøjsomme planter. Planter, der var nemme at opformere, og hvis aflæggere cirkulerede blandt kvinderne. Planter, der overvintrede fint i en kølig og fugtig vindueskarm i et lavloftet, dårligt opvarmet bondehus. Der blot skulle pusles lidt om med ny jord og lidt gødning om foråret. Der skulle vandes ugentligt i de lyse måneder. Så stod de til gengæld smukt med masser af blomster og var husets pryd.
Man kendte en god husmor på hendes pelargonier. – Hun havde altid nye pelargonier på vej, så hun kunne forære nygifte eller tilflyttere en eller to af sine smukke, hvide, lyserøde, mørkerøde eller fligede, selvdyrkede sorter.
Pelargonie
Og hun havde duftgeranier, en slags luftfrisker – ’Ryst geranien, Marie, jeg ser at præsten er på vej’, og altid en gammel, skattet myrte, nedarvet i familien, hvis spinkle, velduftende grene var symbol på renhed og skulle pryde brudesløret hver gang, der var bryllup.
Myrte
Og måske en af de attråværdige, blomstrende kaktus, som kunne klare mosten, fik store blomster hver eneste sommer og satte rigeligt med småkaktus, så hun kunne forsyne hele nabolaget.
Den gammeldags kaktus springer ud en lys sommeraften
Med centralvarmens indtog i hjemmene for ca. 100 år siden kunne vi have andre, robuste planter, der krævede over 15° for at kunne overvintre i god form, det kunne være de mere sarte kaktus, klivia, svigermors skarpe tunge, purpurblad og væddeløbere.
Klivia blomstrer rigt i juni måned
Op igennem det 20. århundrede gik der mode i stueplanterne. Man kunne fæstne den lille guldranke med knappenåle til tapetet og strække grenene langt omkring i stuen. Man kunne udfylde en kedelig krog bag en lænestol med en overdådig bregne, en storbladet figen eller en monstera. Man kunne samle på kaktus og sukkulenter, som skulle være nemme at passe. Eller man kunne dele ud af sit overskud af klivia, pilea eller husfred til de andre mødre i børnehaven.
Væddeløber
Der går meget energi til produktion og transport af potteplanter, og de er som oftest gennemsprøjtede med skadedyrsmidler o.l., så vi ville gøre miljøet en stor tjeneste, hvis vi igen ville gå tilbage til de holdbare, let formerbare, nøjsomme, hjemmelavede potteplanter.
Svigermors skarpe tunge
Det er de nævnte, pelargonie, geranium, kaktus, sukkulenter, pilea, myrte, stuefigen, stuebirk, monstera, voksblad, duftranke, væddeløber, purpurblad o.a.
Jeg har altid haft det godt i skolen. Jeg var en af de der friske, æblekindede, rottehalesvingende drengepiger, som kom godt ud af det med de fleste. Jeg var nysgerrig, idérig, selvmotiverende, lærenem, og jeg fik meget ros og påskønnelse for en forholdsvis ringe indsat.
Jeg blev betroet at lede grupper, da gruppearbejde kom på mode i midten af tresserne. Styring og kontrol lå godt for mig, og heller ikke de tungeste drenge slap for at gøre en indsats, selv om det ofte var mig, der trak læsset.
Jeg blev udtaget til skolekomedien, dansede med den unge lærer til festen bagefter og kyssede akavet med en af parallelklassens kønne drenge.
Året efter, det må have været i 5. klasse, omarbejdede jeg Shakespeares ’En skærsommernatsdrøm’ til en forestilling, som jeg instruerede mine klassekammerater i. – Det var efter et eksemplar af ’Illustrerede Klassikere’, som jeg tilfældigt var faldet over, og som satte min fantasi i gang. Vi opførte stykket for mange andre klasser nede i ’sikringsrummet’, skolens rungende kældersal med scene og frokostborde, der også fungerede som beskyttelsesrum i tilfælde af, at atomkrigen og russerne kom over os.
Mine lærere og kammerater bakkede mig op. Også mine kammeraters forældre, som skaffede og syede kostumer og indøvede replikker med deres håbefulde skuespillere. Så vi fortsatte med ’Svinedrengen’ og derefter ’Nøddebo Præstegård’ som juleforestilling.
At stå på scenen selv interesserede mig ikke, men da Biafrakatastrofen i Afrika indtraf i 1967-68, og vi alle skulle indsamle så mange penge som muligt til de sultende børn, lavede jeg med min fars hjælp et hånddukketeater og turnerede til skolens andre klasser, hvor jeg 11 eller 12 år gammel med mine egne, hjemmelavede dukker og en kassettebåndoptager gav forestillinger, der fik de andre børn til at le, og som skaffede et pænt beløb til indsamlingen.
Jeg dyrkede sport, håndbold, fodbold, gik til ridning og tumlede store heste. Jeg hjalp til på en relativt stor gård, lærte at behandle alle dyr, små såvel som store, ordentligt og fik et førstehåndsindtryk af et landbrug, som på det tidspunkt stod over for store forandringer, og som aldrig blev det samme igen.
Drengene opfordrede mig til at lede den ene af to bander, som skulle slås på næver og brydekampe i skovens hulveje. Jeg var eneste pige, men kastede mig ind i kampene og udarbejdede det, man vel i dag ville kalde ’scenarier’, hvor vi alle fik tildelt roller og opgaver, fx skulle en være en spion, der skulle smugle en hemmelig skat i form af en grå sten tværs igennem skovstykket, mens andre arrangerede et baghold, og en tredje gruppe blot skulle komme tilfældigt forbi og gribe ind, hvis det gik galt. Vi sloges og tumlede og grinte og udstødte kampråb og kommandoer, og vi kom trætte og sultne hjem til villavejene med sand, blade og grene allevegne. Til vores mødres forfærdelse. Det er en dejlig tid at tænke tilbage på.
Senere hen havde drengene bagtanker, når de kom og inviterede mig med i klubber og til fester, og et par misundelige piger fra det indremissionske miljø begyndte at mobbe og bagtale mig, men jeg husker, at drengene – selv de allermest stilfærdige af dem – en dag efter skoletid gik op imod pigerne og bare dannede ring omkring mig – og at en af vores mange gode lærere tog en alvorlig snak med de to piger og gav dem ansvaret, som kristne mennesker, for mit velbefindende i klassen.
Det tog de derefter meget alvorligt, men min deltagelse i søndagsskole, bønnemøder og aftenbøn hjemme hos mine nye pigevenner, som deres forældre velvilligt opmuntrede til, varede ikke længe. Mine undrende spørgsmål – jeg kom fra et veluddannet, ateistisk hjem – irriterede dem vist.
Ikke lærer Høgsted, som underviste os i kristendomskundskab, dog. Han elskede, når jeg rakte hånden op og spurgte, hvorfor der fandtes sygdom, krig og død, hvis Gud var god? Et sådant spørgsmål kunne holde os begge beskæftigede med god snak resten af timen, mens mine klassekammerater må have kedet sig bravt. Senere har jeg jo lært, at det er et klassisk teologisk problem, benævnt ’Teodicé’, som sammen med ’Det er prøvelser sendt fra Gud’, ’Guds veje er uransagelige’ og ’Gud pålægger os kun de byrder, vi har skuldre til at bære’, var lidt for meget for et logisk tænkende barn. – Men jeg forsøgte i hvert fald …
Det var først i realen og i gymnasiet, at jeg begyndte at kede mig. Som ivrig læser var meget af stoffet allerede kendt for mig, og vores lærere der i slut tresserne og i begyndelsen af halvfjerdserne var ofte enten udbrændte krakilere, der stivnet og trodsigt docerede egne gamle dogmer om og om igen, eller udflippede narcissister, der brugte klassen som publikum for egne behov, og for hvem fagligheden stod i skyggen af deres trættende personligheder.
Efter et arbejds- og rejseår skulle jeg begynde på universitetet i Århus. Det var i september 1975, jeg var 19 år og havde lige været på Hovedbiblioteket i Mølleparken, hvor jeg havde lånt en stak teaterhistoriske bøger – på engelsk! – som jeg ikke hurtigt nok kunne komme hjem på værelset og begynde at studere. Solen skinnede, jeg var glad for mig selv og verden, var den første akademiker i min familie og bar hovedet højt oppe i stolte glædesskyer, da et ganske ungt cykelbud, ikke mere end en 15 – 16 år, på en longjohn piftede lystent efter mig i forbifarten …
Af bar overraskelse og ydmygelse tabte jeg mine bøger midt i fodgængerovergangen på Vester Allé. Aldrig nogensinde havde jeg hørt nogen pifte så frækt efter min elskede dansklærerinde, efter min gamle og højt respekterede klasselærer, biologilæreren eller andre uddannede personer, der havde stået som forbilleder for mig. – For første gang i mit liv var det ikke nok, at jeg var sød, stærk og klog, jeg skulle også fungere som objekt for en respektløs knægt, der sikkert havde forladt skolen efter 7. klasse, og som jeg med stor fornøjelse ville have mulet langt ned i skovvejenes sand ti år tidligere. – Men til fods midt på en gade i Århus kunne jeg intet stille op.
Det var en røvtur, der kunne mærkes. Væk var de velkendte støttende omgivelser. Væk var lærere og grupper hjemmefra, hvor enhver var kendt og påskønnet for sit bidrag til fællesskabet, af hvad art det end kunne være. Mine universitetsår blev måske lige så meget som det faglige en hård læretid, hvor køn, lighed, retfærdighed og demokrati uvilkårligt kom til at fylde alt for meget. For pigerne.
Drengene groede langt hår og sad i rundkreds og røg pibe og drak øl og holdt belærende foredrag om kapitallogik og socialisme for pigerne, som de grådigt tog for sig af, den ene efter den anden. – Jeg lærte begrebet undertekst. Mens de snakkede, kaldte sig feminister og afbrød deres kvindelige medstuderende i forsøgene på at overgå hinanden i teoridannelser, blev kvinderne trængt længere og længere ud af kredsen og væk fra de spændende opgaver, eftertragtede projekter, muligheder, timelærerstillinger osv. For voksne kvinder er adgangen til det mandsdominerede samfund snæver og udløser en høj og mangeartet pris. Det er ikke en vej uden fornedrelse, selvforagt, kompromiser, kampe og dybe slag, kan jeg hilse og sige.
Nogle af os gad ikke agere heppekor. I stedet dannede vi basisgrupper, hvor vi læste Simone de Beauvoir, ’Kvinde kend din krop’, Germaine Greer, Susanne Brøgger, Vibeke Vasbo, Herdis Møllehave, Erica Jong, Virginia Wolf og diskuterede vores mest private tanker og problemer med hinanden i absolut åbenhed. I disse grupper, med disse kvinder, der tog de første skridt ind i voksentilværelsen i et mandsdomineret samfund sammen med mig, lærte jeg det, jeg senere skulle få så god brug for, nemlig hvordan man begår sig som kvinde uden at bøje nakken helt.
Der er ikke meget støtte, knap en løn og slet ingen opmuntring, påskønnelse eller taknemmelighed. Men så er det jo heldigt, at man var selvmotiverende fra start og har gode og nærende kilder at trække på. Fra den fjerne skoletid, hvor mor var dreng.
Mens alle har glemt corona/SARS-CoV-2/covid-19, og Statens Seruminstitut lukker deres covid-19-site ned, så fik jeg det … igen.
På trods af fire coronavaccinationer, den første i maj 2021, den seneste for en måned siden, foruden alle de anbefalede influenza- og pneumokokvacciner, har jeg gået og hostet mine lunger op i flere uger nu.
De tre første stik var Moderna, det sidste her i oktober var Pfizer. Bortset fra første stik, som ikke gav bivirkninger, har hvert af de følgende coronastik givet mig et døgns kulderystelser og feber. Men det tager man jo gerne med, hvis man kan slippe for alvorlig sygdom.
Vi er ældre mennesker, og vi var meget forsigtige de første år. Havde en begrænset omgangskreds, sprittede af og brugte mundbind. Alligevel blev jeg tiltagende syg i efteråret 2022.
Hovedpine, hjertebanken, en dyne af uigennemsigtig tåge over panden, træthed, kraftløshed, flimmer for øjnene, muskel- og ledsmerter … Der var hverken snot, halsbetændelse eller host. Ingen normale luftvejssymptomer eller tab af lugt- og smagssans, bare denne dyne af træthed, snurrende utilpashed og et besynderligt, bølgende forløb over mange uger, som jeg ikke husker at have oplevet før. Mange dage begyndte OK, men så tog døsen til, kroppen gav efter og sank om i sofaen, og jeg sov. Ofte med et par streger let feber, der steg og faldt uden mønster. – Vi mente, det var Omikron, min hjemmetest viste ikke noget, men da min mand efter en lille uge fik lignende symptomer, testede han positiv på covid.
Da jeg en måned senere fik mit tredje coronastik, var jeg åbenbart så fuld af virus i forvejen, at jeg fik en række små, røde knopper og et viruslignende udslet på underarmen på den arm, hvor jeg havde fået stikket.
Og så glemte vi, ligesom alle andre, alt om corona, indtil jeg for et par uger siden igen pludselig følte mig syg. Træthed, hjertebanken, åndenød, kulderystelser, muskel- og ledsmerter, feber omkring 39° i et døgns tid. Jeg sov en hel weekend, vågnede og følte mig frisk en dags tid eller to, men nede i lungerne begyndte det at rive og flå, feberen steg igen og lå og bølgede mellem 38 og 39°, og hosten begyndte.
Det har nu stået på i et par uger. Jeg går rundt og lyder som en ulykkelig sæl fra morgen til aften. Mavemusklerne er ømme af den uvante aktivitet, og jeg krymper mig af smerte for hvert host. Normalt gode fødevarer lugter og smager af terpentin eller pudsemiddel. Og hen over brystet igen dette småknoppede, røde udslet, formentlig af virus.
Min hjemmetest var for gammel og gav intet udslag overhovedet. Man skal igennem en udmarvende spidsrod via egen læge for at få en henvisning til en test, og det orker man jo ikke, når man er syg. SSI mener, at de har styr på det hele nu og lukker deres hjemmesider. Der er heller ingen tvivl i mit sind: Det er coronaen igen. Det er det samme, uforudsigelige, bølgende forløb.
For det er efter min erfaring et lille genstridigt bæst, den covid-19-virus! Den opfører sig overhovedet ikke som de andre adstadige, ældre virusser, der kunne give feber, luftvejssymptomer, muskel- og ledsmerter, men i pæn og forudsigelig rækkefølge og med en klar bedring og opadgående kurve efter tre – fire dage. De gamle virusser kunne man regne med, evt. forebygge med vaccine eller lindre med Strepsiler og kamillete med honning.
Den nye covid-19-opkomling gør præcis, hvad der passer den. Den kommer og går, muterer og springer, omgår vacciner, bølger op og ned og frem og tilbage og kan slet ikke beslutte sig for, hvor og hvordan den vil angribe og hvor længe. Som et barn, der prøver sig frem i øst og vest for at se, hvor langt det kan komme.
Jeg håber ikke, at jeg trods vacciner skal igennem flere variationer … Jeg er grundigt træt af corona og kan godt forstå, at alle er holdt op med at tale om den, skrive om den og tage den alvorligt i offentligt regi. – Men den er her endnu …
Der er dog flere muligheder, fx kighoste, som, jeg troede, kun var for børn, eller en kombination af let corona og kighoste bagefter. Ja, vi lever livet spændende her i 2023!
