Lone Andrup – Side 52 – blog.loneandrup.dk

E-bøger og kulturarven

Den lille ny blev en tablet. En android, som af veneration for min yndlingssciencefiction i daglig tale benævnes »el-fåret«. Straks bliver man inviteret indenfor i en verden af app’er, og de lurer jo én af med det samme.

Jeg skal først og fremmest bruge dimsen til at læse på, og knap er den ladet op, før jeg får tilbudt hundreder, måske tusinder, af gratis e-bøger: Homer, Dante, Dumas, Goethe, Hugo, Shakespeare, Austen, Mann, Twain, Poe, Joyce og mange, mange flere. Til min store glæde, og jeg downloader taknemmeligt. − Nu kan sommeren begynde i godt selskab …

Men hov! − Hvorfor skal jeg læse på engelsk? − Hvorfor ikke dyrke mine egne kulturelle rødder og forbedre mit danske ordforråd og sprog? − Hvor er Holberg? Kierkegaard? Andersen? Ibsen? Blicher? Bang? Pontoppidan? Jensen? − Hvorfor får jeg ikke dem tilbudt gratis? Så kunne det være, vi kunne tale sammen, også med de yngre generationer, om fx Jean de France, Johannes Climacus, Grantræet, Nora, Hosekræmmeren, Tine, Lykke Per eller Mikkel Thøgersen, og have en fælles referenceramme at være danskere i.

Hvorfor tilbyder man ikke Kierkegaards samlede værker som gratis download her i 200-året for vores betydningsfulde landsmands fødsel? Som en gave til alle i hele verden, der interesserer sig for dansk sprog og kultur? − Se, det ville der have været format over! − Og vi kan allerede nu begynde at gøre os klar til at forære H. C. Andersens værker til alverdens læsemaskiner på hans 210-års fødselsdag i 2015, så vi slipper for småpinlige optrin á la Tina Turner i Parken og et pengespild i omegnen af 25 mio., som kun ganske få kendisser fik glæde af, og ingen andre fattede idéen med.

Der er så kvalmende megen snak om danskere, danskhed og Danmark i disse år, så man skulle tro, vi var under belejring og trussel om udslettelse − i hvert fald i umiddelbar fare for at blive slettet af samtlige kort over verden − men at tage det helt naturlige skridt at digitalisere og kolportere det bedste af vores litterære kulturarv, den del, der også interesserer andre end os selv, er vist endnu ikke faldet nogen ind. − Viel geschei…

Går man på biblioteket nu om dage, opdager man, at, hvad der før var en stor og spændende bogsamling, man kunne gå på opdagelse i, nu er degraderet til varmestue og ekspeditionskontor med et par selvbetjeningsmaskiner, en sofa og to reoler proppet med populære krimier, plus et enkelt hæfte om at designe sine egne påskeæg.

Kunne man ikke bede bibliotekarerne om at digitalisere og stille den litterære nationalskat til rådighed som gratis e-bøger? − Så ville de igen få en meningsfuld opgave at bruge deres gode hoveder og uddannelser til, og vi andre ville læse lidt mere på, og forhåbentlig blive lidt bedre til, vores eget sprog.

Vagthunden

Den levende skabning, jeg tilbringer mest tid sammen med, er hunden. Næsten fireogtyve timer i døgnet året rundt befinder den sig få skridt fra mig, enten hvilende og afventende eller som begejstret ledsager på de timelange skovture, som vi begge har godt af og nyder overmåde.

Det er ikke resultat af omhyggelig planlægning; sådan er det bare blevet. Hunden er den ideelle ledsager, for den er normalt god til at tie stille, når jeg har brug for at have mine tanker i fred, og den kan med forsigtige snudepuf henlede min opmærksomhed på sin eksistens, hvis det en sjælden gang skulle være påkrævet.

Den kan dog ikke beherske sig, hvis der kommer fremmede til matriklen, selv ikke efter års omhyggelig træning og socialisering. − Det er en hovawart, en tysk vagthund, og et sted dybt nede i hjernen må den, ligesom medlemmerne af Dansk Folkeparti, have et urgammelt, fremmedfjendtligt center.

Vi er alle pattedyr, og på et tidspunkt i vores udvikling var det formentlig hensigtsmæssigt, at vi automatisk forsvarede vore hårdt tilkæmpede ressourcer mod fremmede, så vi blev udstyret med en indbygget stammetænkning, der satte os i stand til på sekunder at skelne mellem »os« og »dem«. Men da hjernen blev større, og ressourcerne flere, idet handel og samkvem skabte større viden og rigdom for alle, måtte vi forsøge at aflære denne mekanisme igen. Det er lykkedes bedre for nogle end for andre.

Efter seks år med hovawarten har mine gæster lært at benytte ringklokken, og byens motionsløbere skifter rutinemæssigt over til det modsatte fortov, når de skal forbi vores have. Hver gang postbuddet kommer med sine værdifulde bidrag til husstanden i form af breve eller pakker, eller skraldemanden hjælper os af med det affald, vi ikke selv har lyst til at røre ved, råber vagthunden galsindet og advarende op.

Navnlig omkring spisetid, hvis en steg står og syder i ovnen, eller hvis den store gryde opsender forjættende dufte fra komfuret, går hunden totalamok, hvis fremmede uforvarende skulle nærme sig hoveddør, hæk eller låger: Den vil ikke dele sin mad med nogen! − Dette indrejseforbud gælder også krager og andre større fugle − og de kan være både udspekulerede og frække, kan jeg godt hilse og sige, og i helt særlig grad de fremmede katte, der nonchalant passerer haven på deres uransagelige veje rundt i byen.

Hunden har aldrig oplevet, at nogen har taget mad eller andet fra den. Tværtimod. Hvis nogen kommer i nærheden af dens madskål, er det for at fylde den med enten tørfoder eller ekstra lækre godbidder. Det er en særdeles mæt og velforsynet hund i et velfærdshus, og den har aldrig erfaret, at der kunne være mangel på noget som helst.

Alligevel nytter det ikke noget at forklare den, at der er nok til alle, og at nogle af de forhadte bude medbringer sække med hundemad, eller at de fremmede kan være vagtlæger, håndværkere, rengøringshjælpen eller andre velkomne gæster. Når det primitive, fremmedfjendske center overtager hjernen, kan den ganske enkelt ikke samtidigt rumme tanken om, at husstanden kunne beriges af besøg udefra.

Som en anden Holger Danske vågner den ved den mindste lyd af indtrængere og forstyrrer den behagelige ro for os alle.

Andalusien

… er et af de smukkeste steder på kloden. Udover den storslåede natur er der utallige kulturlevn fra vore huleboende forfædre, fra iberere, fra romere, vandaler og andre stammer, fra araberne, fra nyere katolsk tid og senest fra Francos fascistiske æra frem til 1975.

Man hører altid om, hvordan den sidste neandertaler sad ensom i sin hule ved Gibraltar, og man kunne forestille sig, at han sad fx i Piletahulen, som var beboet allerede under seneste istid for 30.000 år siden. Her er der enestående, forhistoriske vægmalerier, bl.a. en stor fladfisk og en gravid hoppe, og hvis man er heldig, kan man blive guidet rundt i den kilometerlange drypstenshule af finderens barnebarn, Rosario Bullón Almagro (billedet th.), som er uddannet arkæolog, og som nu på familiens vegne er ansvarlig for hulen.

Hulen ligger ca. 30 km fra Ronda, som var en betydningsfuld og rig arabisk by, men hvis vartegn nu må siges at være den mere end 100 m høje »Nye bro«, som kun er 250 år gammel:

Andalusiens prægtigste bygningsværker er dog fra arabisk tid. Efter Muhammeds død i 632 bredte hans tilhængere sig ud fra den arabiske halvø og nåede i 711 til Sydspanien, som de kaldte Al-Andalus.

Perlerne blandt den arabiske arv er Alhambra, her Løvegården:

Mesquitaens søjleskov i Cordoba:

Herskerbyen, Medina Al Azahara, et arabisk Pompeji, uden for Cordoba:

La Giralda i Sevilla. Førhen minaret ved en betydningsfuld moské, nu elsket klokketårn ved Sevillas katedral:

Udover arkitektur har araberne efterladt sig store aftryk bl.a. i europæisk videnskab. Specielt når det gælder astronomi, lægekunst og matematik, skylder vi araberne meget. De samlede, uanset religion eller oprindelse, blomsten af datidens lærde omkring sig og sørgede derudover for at bevare og oversætte ældre, græske skrifter. I dag er den arabiske indflydelse på det spanske sprog og på Spaniens traditioner, landbrug, kulturplanter, kunst og musik åbenbar. Flamenco, som oprindeligt var en sang, synes i nær familie med nutidig arabisk sang og mavedans.

Al denne herlighed varede ved igennem mere end syv århundreder, indtil de katolske monarker, Isabella af Castilien og Ferdinand af Aragonien, i 1492, samme år som de sendte Columbus ud over Atlanten, omsider kunne overtage den sidste arabiske bastion på den iberiske halvø, Alhambra.

Generalife og Alhambrapaladset set fra Plaza de San Nicolas i Granadas gamle arabiske Albaicinkvarter.

I årene efter den voldsomme og langvarige uddrivelse af araberne fra Andalusien opstod reformationen i Nordeuropa og modreformationen i syd. I Spanien holdt man liv i inkvisitionen langt op i 1500-tallet og gjorde livet ulideligt for alle med arabisk blod i årerne, selv de omvendte, fx henrettede man 200 arabiske lærde på torvet i Granada, og efter en tid gik man også efter jøderne. Det lykkedes de katolske magthavere i Spanien at fordrive stort set alle arabere og jøder, efter at man havde frarøvet dem deres ejendom. Araberne fandt nye opholdssteder i Nordafrika, bl.a. Marokko og Algeriet, og de spanske (og portugisiske)jøder, kaldet de sefardiske, slog sig også ned i Nordafrika, eller de tog deres evner med sig til Venedig, Amsterdam eller Antwerpen, som de forvandlede til rige handelsområder.

Efter uddrivelsen af araberne og jøderne har man, bortset fra opulent rigdom, brutalt indhentet fra kolonierne i Sydamerika, lige så brutal tyrefægtning og naturligvis Picasso, ikke hørt meget til Andalusien, når det gælder verdensberømt videnskab, kunst eller kultur. Her tyrefægterarenaen i Sevilla:

En stor arabisk befolkningsgruppe er dog i nyere tid genindvandret fra Nordafrika og har bosat sig fx i Granadas Albaicinkvarter, hvor de som for seks århundreder siden bl.a. driver handel:

Granada by overlod for nylig den velbeliggende, offentlige park lige ved siden af den store kirke på udsigtspunktet, Plaza de San Nicolas, til de nye medborgere. Ses herunder til højre for San Nicolas’ firkantede tårn set fra Alhambra:

Her byggede man en splinterny moské, som alle er velkomne til at besøge:

Måske kan andalusierne med hjælp fra de nye indbyggere ad åre genskabe landets rigdom og glorværdighed?

Omtanke

Keine Hexerie: En ganske almindelig kompostbunke bortskaffer tungt, vådt, organisk affald fra have og køkken og forvandler det i løbet af et års tid til næringsrig have- eller pottemuld.

Pludselig slog det mig: Hele min farmors lejlighed kunne være inde i min stue! I de to små værelser i Arbejdernes Boligforening i Fredericia opdrog hun og farfar tre børn. Da hun flyttede på plejehjem, var skabene proppet med billige viskestykker fra Schous Sæbehus, tre stk. for en tier, som hun havde hamstret, fordi hun kunne huske en tid, hvor man ikke kunne få hverken nye, lækre viskestykker eller andre stoffer.

Siden farmor i 60’erne hamstrede viskestykker, er forbruget i vor lille del af verden steget fuldkommen ukontrollabelt. Med det resultat, at den menneskeskabte opvarmning af kloden har nået faretruende højder. Det viser helt nye målinger, som de fleste har travlt med at ignorere. De holder sig for ørerne og råber: LALALALALALALA eller skyder skylden på andre. Helst de private husholdninger.

Her i huset nægter vi at påtage os mere end vor rimelige del af skylden. Vi lever på mange flere kvadratmeter, end min farmor nogensinde fik mulighed for, men vi tilhører den sidste generation, der lærte at slukke for fyret om sommeren, det vil i dag sige fjernvarmen, som sammen med elpumpen lukkes ned fra maj til oktober.

Vi har aldrig ejet en tørretumbler. Vi har ikke så travlt, at vi ikke kan lade tiden og solen og vinden tørre tøjet på den udendørs tørresnor. Når det ikke kan lade sig gøre pga. regn og kulde, har vi snore og bøjler inde i bryggerset. For ikke at risikere alt for megen fugt inden døre, fik vi skåret et lavpraktisk ventilationshul i taget og kan lave gennemtræk, når vi har brug for det.

Vi belaster ikke klimaet med for meget affald, kan kun knapt fylde en halv skraldesæk om ugen, for vores forbrug er lavt, og vi har i mere end 30 år haft kompostbunke med små, røde møddingsorm til at tage det vådeste og tungeste affald: haveaffald, kålblade, skaller, skrog, skræller, filterposer o.l. Vi afleverer glas for sig og papir for sig og de større ting til genbrug. Vi kunne naturligvis ikke drømme om at smide affald på vejen eller i naturen, som yngre mennesker helt automatisk gør nu.

Vi køber ikke ofte nyt, men bruger tøj, sko, tasker, møbler, køkkengrej m.m., til det er slidt op.

Vi er ikke til brug og smid-væk, heller ikke når det gælder vore potteplanter, som er ældgamle, pålidelige og lette at opformere, som fx klivia og pelargonie. Så man skal ikke dyrke blomster i drivhuse, vande dem med dyrebart drikkevand og bagefter flyve dem op til mig.

Vi samler regnvand og bruger det til at vande med.

Vi spiser sjældent grisekød, for vi bryder os ikke om den måde, man producerer svin på i dag. Derimod køber vi en halv økologisk tyrekalv, et lam, en gås, to ænder og alle vore æg og andre hønseprodukter på smågårde i nærheden, hvor dyrene har det godt og lever og spiser så naturligt som muligt.

Man taler meget om det enorme madspild, der foregår i samfundet, men det må være i butikkerne, på institutioner og i andre menneskers køkkener, det foregår, for vi er fra en tid, hvor man bare ikke smed mad ud. Vi køber sjældent for meget mad, er gode til at beregne portioner, også når vi har gæster, eller til at strække maden til to eller flere dage. Vi er verdensmestre i at bruge rester. Mange måltider begynder med et kig i køleskabet: Kolde kartofler fra i går, et stort løg og en halv chorizopølse kan blive til en herlig biksemad. Hvis æggene er ved at blive gamle, er det måske tid til en æggekage. Hvis der ligger et hvidkål, kunne det blive til brunkål eller stuvet hvidkål. Derudover har vi både hund og kompost, så det er kun nogle få skiver muggent franskbrød, der en sjælden gang ryger ud, hvis ikke engang de vilde fugle vil have det.

Vi er omhyggelige med at slukke for elforbrugende apparater, stand-by-funktioner, vandhaner, og vi skruer ned for radiatorerne, når vi lufter ud. Vi fylder både opvaskemaskine og vaskemaskine helt op, før vi starter dem, og vasker ved lavest forsvarlige temperatur. Vi lader frostvarer tø langsomt op i køleskabet, og vi kan lune brød og madretter på brændeovnen, hvis der alligevel er tændt op.

Vi samler vore ærinder og indkøb, så vi ikke behøver at handle så tit og køre så langt.

Vi flyver ikke hvert år, og i givet fald ikke særlig langt. Vi er derimod hyppige gæster i den øvrige kollektive transport og kan stadig både benytte gåben eller en cykel, hvis det skal være.

Vi kunne ikke drømme om at gå rundt i T-shirt om vinteren, men tager naturligvis en sweater på. Og i badeværelset skal der ikke partout være 28° og høj luftfugtighed året rundt.

Vi køber aldrig de sure, kunstigt store, indfløjede og importerede jordbær om vinteren, men bruger af vore egne fra fryser eller marmeladeglas, laver gerne rødgrød til senere brug og får for en stor dels vedkommende krydderurter, rabarber, ribs, blåbær, solbær, jordbær, stikkelsbær, æbler, pærer, kirsebær, blommer, hindbær, tomater og kartofler fra egen have. Svampe finder vi i skoven og tørrer overskuddet til vinteren.

Vi lever ikke spartansk, tværtimod lever vi særdeles godt, og vi er langt fra helgener, men vi er farmors børnebørn. Vi tilhører en efterkrigsgeneration, der blev opdraget til omtanke og omhu med de sparsomme ressourcer.

Når man selv gør sit bedste, er det derefter op til politikerne at sætte grænser, både for de storforbrugende, upersonlige virksomheder og institutioner og for de private.

Selv populære og velmenende kendisser, som har installeret muldlokum for ikke at forurene kloden mere end højst nødvendigt, mener tankeløst, at de hvert år fortjener en ferie i Thailand, for de har »brug for at være sammen med familien«. − Mage til hykleri skal man vist lede længe efter.

Folk i vor kulturkreds har ikke fortjent en skid. De er født ind i en tidsalder og i et geografisk rum, hvor levevilkårene er næsten utænkeligt mere gunstige, end nogen levende skabninger på denne jord hidtil har oplevet det. Naturligvis skal man til tage til Thailand, hvis man kan og vil, men man skal ikke forsøge at retfærdiggøre det på luskede måder. Vi bør alle færdes en smule ydmygt og taknemmeligt her i overfloden og ikke hyle op om, at vi fortjener mere end andre.

Der er stadig milliarder af mennesker, der mangler næsten alt, og som ville give en arm eller mere for at leve, som vi gør. − Jeg læste en gang, at hvis alle mennesker i verden skulle have samme velfærd og rigelighed af alt som os, så ville der skulle mindst tre jordkloder til at dække behovet. − Og at USA’s forbrug af strøm bare til aircondition langt overstiger, hvad en milliard kinesere forbruger I ALT, inklusiv den tunge industri. Så vi fortjener ikke mere, men burde måske overveje, om vi kunne klare os med mindre.

Alle de blå plastictrampoliner, som opsvinget og overfloden for ti år siden og frem plantede som champignoner i de danske forhaver, står alle ubrugte hen … Man ser aldrig nogen hoppe i dem. Mens vi kigger på de tomme trampoliner, kan vi jo overveje, om de var hele kloden og alt det levende liv værd.

Hvad synes du selv-børn

Tid: − Klokken 17.15 fredag eftermiddag.

Sted: − Den lokale brugs på hjørnet.

Personer: − En mor i begyndelsen af 30’erne, travl, sorte tights, guldskinnende stiletter, figursyet, sort jakke, kraftigt rødfarvet hår, sjusket og tjavset sat op i »jeg er lige stået ud af sengen-frisure«, guldtop under jakken, og en datter på fem-seks år i lyserød jakke, lyserød Hello Kitty-rygsæk, lyserødt tylsskørt, lyserød prinsessekrone og lyserøde, pailletbesatte og skinnende ballerinasko.

Mor: (højlydt, kunstigt, teatralsk) − Nå, gik det godt i børnehaven?