Har lige læst ’Ærømanifestet’ af Maj My Midtgaard Humaidan, Gyldendal 2023, og blev ked af det.
Det er et problem, at ambitionsniveauet og tempoet i vores samfund er blevet så destruktivt højt.
At vores institutioner og skoler fungerer dårligt.
At vi tror, vi selv kan træffe en masse valg og vælge om igen, når det passer os.
At vi ustandseligt går og tænker over disse mere eller mindre indbildte valg og ruger over ’mavefornemmelser’.
At vi fokuserer på ydre fremtrædelsesformer – i bogen optræder ’varm kakao’ meget hyppigt som et slags billedskabende symbol på en iscenesat hyggestund.
At vi ikke tror, nissen flytter med, men er overbeviste om, at vi kan opnå lykke og livsfylde ved at flytte os selv og børneflokken til stadigt nye, attraktive steder – og konstant broadcaste os selv og familien imens.
At vi ikke synes, vi selv skal yde gratis støtte, stabilitet og tilregnelighed i årevis, men forventer, at helt nye naboer, institutioner, skoler og andre forældre straks danner et støttenetværk for os og vores familie. Hvis vi bare flytter tilstrækkeligt langt ud på landet. Hvor folk jo lever romantiske liv som i „Bulderby‟ i gamle dage, ikke? Og derfor burde tage en tørn for os tilflyttere, så vores familieliv med mange børn kan hænge sammen.
Men måske forhindrer alle disse flytninger, fornemmelser, forestillinger og forventninger os i at leve livet på en – mere kedelig, bevares – men også mere tilfredsstillende og intuitiv måde?
… tog selv telefonen om morgenen og var klar til at rådgive og hjælpe den lille bys borgere, hvis de havde behov for ham.
Han anvendte ikke ’gå væk’-telefonsvarere og sekretærerne i forkontoret, men foretog de nødvendige vurderinger selv.
Han lod sig ikke intimidere af tidsbegrænsninger eller andre krav, men hentede glad og gerne sine patienter i det hyggelige venteværelse – og kunne så samtidig observere gangart, humør og tempo på vejen tilbage til sin konsultation.
Han havde altid tid til at lytte og tøvede ikke med at foreslå andre årsager til lidelser end dem, man selv kunne komme i tanke om, baseret på sine mange års nysgerrighed og erfaring. Han tog gerne en ekstra blodprøve – egenhændigt – hvis han fik mistanke om fx for lavt stofskifte eller blodmangel. Han kunne også kigge nærmere på en brun plet i nakken, som man ikke selv havde set, og sende én videre til en specialist, hvis han havde den mindste grund til at tro, at noget alvorligt var under opsejling. Eller han indledte en snak om et nyligt dødsfald eller en skilsmisse, som han på en eller anden måde altid var orienteret om, og som måske kunne forklare trætheden og søvnproblemerne bedre end alvorlige sygdomme.
Han var uhyre praktisk anlagt og kunne skylle øregange, sy en flænge, fjerne en bums eller en nedgroet negl eller foretage en regulær udskrabning, hvis det var nødvendigt.
Men han kunne også redegøre for det videnskabelige grundlag for diagnoser og medicinske præparater på en seriøs, men alligevel let forståelig måde. Han lyttede, argumenterede og indgik i diskussioner om den bedste behandling. – Han talte aldrig ned til folk, men talte til dem, som om de kunne forstå hans overvejelser og gode hensigter. Og han var aldrig bleg for lige at ringe, hvis han havde prøvesvar, der krævede forklaringer, eller bare for at høre, om pillerne havde virket, eller om det gik bedre.
Man tog sig godt af os dengang for mere end 40 år siden …
Specielt tænker jeg tit på en morgen, da min søn, som en stiv, lille træmand kom stavrende ned ad trappen, mens jeg var ved at sætte morgenkaffen over, og sagde: – Mor, jeg kan ikke bøje nakken …
Man skal nok være født i 1950’erne, være opvokset med faren for polio og have hørt om meningitis for helt at forstå, hvor skræmmende et barns stive nakke kunne være.
Sønnike, der kun lige var fyldt tre, så forpint ud og satte sig med hovedet fastlåst i en skæv vinkel på tæppet midt i stuen.
Jeg var ganske ung og enlig mor og uden at tænke en eneste tanke ringede jeg til lægen, som tog telefonen med det samme, og som 10 minutter senere hurtigt, men roligt, trådte ind i min stue, hvor sønnike ikke havde rørt sig overhovedet, men blot sad med store tårer i øjnene.
Lægen hilste venligt på drengen, satte sig ned ved siden af ham og tændte sin lille lommelygte, som han altid bar i brystlommen som en kuglepen, og holdt den ned på min søns mave …
Min søn bøjede omgående hovedet for at se, hvad lægen foretog sig dernede på maven, og vi kunne jo straks se, at nakken ikke var stiv, sikkert blot øm. Efter grundige undersøgelser af ryg, nakke og skuldre kunne lægen konkludere, at sønnike nok bare havde sovet med hovedet i en uhensigtsmæssig stilling.
Men åhh, hvor blev jeg flov. Jeg undskyldte ulejligheden mange, mange gange og beklagede, at jeg havde ringet så hurtigt uden at undersøge sagen selv.
– Det skal du ikke tænke på, svarede lægen muntert. – Det er da godt, at det ikke var noget alvorligt, og du må altid hellere ringe en gang for meget end en gang for lidt. – Nu får vi alle tre en meget bedre dag.
– Hav det nu godt, sagde han med sin sædvanlige afskedsreplik, og kørte videre til andre, der havde brug for ham.
Det var en stor nyhed på BBC i går, at Danmarks postvæsen efter 400 år stopper omdelingen af breve og ved årsskiftet nedlægger alle landets 1500 postkasser.
PostNord har længe været afhængig af betydelige statstilskud. Fordi vi er et af verdens mest digitaliserede lande, er brevmængden i Danmark faldet drastisk, så det har været en underskudsforretning at opfylde forpligtelsen til at omdele breve til alle husstande.
I århundreder var det en hellig pligt at sikre, at alle for rimelige penge kunne sende og modtage post – hvad enten det var officielle meddelelser, lønsedler, lykønskninger, kondolencer, kærestebreve, julekort eller nyt fra kusinen i Amerika. I alle sine former har brevet, frembåret af det røde postbud, været en ikonisk genstand med stor betydning for de fleste mennesker.
Men Danmark er et lille, velhavende og teknologisk fremmeligt land, og i dag bærer vi alle en avanceret kommunikationscentral i lommen, så store livsændrende beskeder og små hverdagsmeddelelser nu annonceres med et uromantisk pling. På få år har vi vænnet os til at betale vores regninger på netbank og modtage officielle beskeder i e-Boks.
Storbritannien er stadig et meget traditionelt land med stor veneration for posten og postkasserne og har ikke været lige så hurtige til at omstille sig til ny teknologi. Deres postvæsen er historisk berømt for effektivitet og pålidelighed.
Det Kongelige Danske Postvæsen, Post Danmark, nu PostNord har, med en sørgelig mangel på ambition, vedligeholdelse og service, i modsætning til de seriøse briter, egenhændigt og igennem årtier undermineret sin relevans for det offentlige, erhvervslivet og private kunder. Både når det gælder brevomdeling og pakkepost.
Breve kunne være uger undervejs – hvis de overhovedet dukkede op. Værdiforsendelser forsvandt, og det var praktisk taget umuligt at få fat i en ansvarlig postmedarbejder, når det skete. Pakkeposten gad ikke ringe på, men smed blot en seddel i postkassen eller sendte en autogenereret sms om, at han var kørt igen med ens pakke, fordi der ”ikke var nogen hjemme” – selvom man stod i køkkenvinduet og vinkede og råbte efter ham.
Men nye og effektive pakkepostfirmaer har gjort det til en fornøjelse at sende og modtage pakker – hvis man vel at mærke kan transportere sig til nærmeste pakkeshop, hvor ejeren driver en velsmurt butik med lange åbningstider og hurtig, venlig betjening. – DAO fx befordrer også gerne breve.
Så kan de store, statslige it-systemer – fortjent – overtage rollen som syndebuk for elendig og dårligt vedligeholdt, offentlig kommunikation.
En postkasse vidste man dog, hvad var. Men ingen savner de uanstændigt høje priser, de mange blanketter i flere eksemplarer, upålidelige postbude og ineffektive posthuse med sløve ansatte, lange køer og korte åbningstider.
Ifølge Sundhed.dk er en personlighedsforstyrrelse: ”en psykiatrisk lidelse, hvor man har afvigende træk ved sin personlighed. Dette vil vise sig i form af urimelige eller uforståelige reaktioner i mange personlige og sociale situationer.”
De erkendte forstyrrelser er for tiden: *
Paranoid personlighedsstruktur
Skizoid personlighedsforstyrrelse
Narcissistisk personlighedsstruktur
Dyssocial (antisocial) personlighedsstruktur
Histrionisk (hysterisk) personlighedsstruktur
Tvangspræget personlighedsstruktur
Ængstelig (evasiv) personlighedsstruktur
Dependent personlighedsstruktur
Til denne perlerække af psykisk uhensigtsmæssige, personlige og sociale, personlighedsforstyrrelser vil jeg gerne tilføje endnu en, en mere omfattende, ulogisk og uforståelig, kognitiv forstyrrelse, som et flertal af menneskene helt åbenlyst lider af, nemlig:
Jordødelæggende grådighedsforstyrrelse
Når man har nok. Når man har mad, tøj og rimelige boligforhold, men alligevel, af ren og skær grådighed, fortsætter med at rage til sig af ting, oplevelser, mad og drikke og navnlig de immaterielle, ikkeeksisterende værdier, vi engang blev enige om at kalde penge, og som i sig selv intet er værd.
Når man ikke kan indse, at vi lever i en osteklokke, hvor alle vores aktiviteter har konsekvenser.
Når man smider al viden og faglighed over bord, holder sig for ørerne og råber LALALALALALALA … hver gang nogen nævner mistrivsel, menneskerettigheder, miljøet, klimaet og andre kriser.
Når man i jagten på flere ting, mere magt, status og endnu flere penge ødelægger sine egne og alle andres levevilkår.
Når man – selvom vi aldrig har været rigere – helt bogstaveligt skider i egen rede og:
Hver dag afleverer sine små børn på store opdragelsesinstitutioner.
Af besparelsesgrunde ophører med at yde omsorg for de små, gamle, syge og svage og skærer ned på alt, uddannelse, sundhed, pleje, forskning, så vi er endt i et tidsterroriseret, inhumant og ødelagt samfund uden viden, empati og værdier.
Går ind i politik og ledelse for egen vindings skyld.
Af profithensyn producerer skadelig menneskemad fuld af de billigste ingredienser og kemi, der er beregnet på at få ellers uappetitlige og uspiselige komponenter til at glide ned.**
Vedblivende anskaffer sig dynger af dingenoter og dimsedutter uden kvalitet eller holdbarhed eller blot nytteværdi, produceret af jordens sidste ressourcer, men som hurtigt ender i de enorme bunker af affald, der er ved at kvæle denne planet og dens beboere.
Rykker sit militær ind i andre lande og påbegynder ufattelige ødelæggelser, folkedrab og skaber uro i hele verden.
Udrydder uhyggeligt mange dyre- og plantearter. Man taler om vores tid som jordens sjette store masseudryddelse.***
Holder langt større mængder end nødvendigt af dyr, køer, svin, fjerkræ, pelsdyr, indespærrede under kummerlige forhold og spreder deres skadelige, koncentrerede affaldsstoffer ud i luften, jorden og vandet – for pengenes skyld.
Helt overlagt og med vilje forgifter drikkevand og jord med PFAS og utallige andre giftstoffer, som aldrig forsvinder fra miljøet igen.
Ustandseligt oversprøjter jorden med pesticider og andre potente giftstoffer for at slå uønskede planter og dyr ihjel.
Og derved skader menneskenes fertilitet, så vi er på vej til at udrydde os selv.
Har omformet jorden med udjævning af bjerge, omlægning af floder, kunstige kanaler, dræning, borehuller, fracking, enorme udgravninger, hulheder og gange for at udvinde råstoffer til alle vores hovedløse aktiviteter.
Fylder hav, floder, jord og rummet med overflødige produkter, affald, affald, affald …
Sender røg og møg op i luften.
Skyder uønskede dyr i naturen og ødelægge deres levesteder.
Opfisker og udrydder fisk, skaldyr og hvaler i havet.
I det hele taget forgifter jorden, luften og vandet, forandrer klimaet og udrydder livet, som vi kender det – bare for at rage til os af unødvendige ting og penge.
Som med alle de andre forstyrrelser er jordødelæggende grådighedsforstyrrelse et kontinuum, og vi har alle en rem af huden.
En uhellig alliance mellem dårlig uddannelse, globalisering og mindreværd.
Trumps følgere iførte sig i solidaritet med deres foretrukne præsidentkandidat, der under en tale blev ramt af et strejfskud i øret, en øreforbinding, der matchede deres idols. – DR 18.7.24
Her i slutspurten af Donald Trumps valgkamp støder man ustandseligt på totalt uforståeligt idioti, nedgørelse af andre mennesker, rendyrket ondskab, usande og helt vilde påstande, klumsede klovnerier og en aggressiv religiøsitet, som alt sammen kan forekomme ufatteligt og tåkrummende for en nordeuropæer, der stadig har en smule respekt for venlighed, virkelighed og videnskab i behold.
Så at Trump har disse horder af fanatiske følgere og kan mønstre halvdelen af USA’s vælgere kan forekomme mærkværdigt. – Men forklaringen ligger måske bl.a. her:
Finans 17.7.23
Hvor mange amerikanere får en tilstrækkelig uddannelse, som klæder dem på til at søge saglige informationer? Til at forstå begreber som demokrati, menneskerettigheder og økonomi? Og til at skelne oplyst og kritisk mellem alle de løse udsagn, der i dag fylder internettet og flyder rundt i det offentlige rum? Når en god uddannelse koster flere hundredetusinde kroner pr. år? Og religiøse sekter har magt til at forbyde adgang til bøger, til at fornægte Darwins udviklingslære, til at hævde, at jorden er flad, og til at fratage kvinder råderetten over deres egen krop?
Når så følgevirkninger af den omfattende globalisering, udlicitering af arbejdspladser, arbejdsløshed, rod- og rådløshed pga. store, samfundsmæssige forandringer indtræder, så føles det måske trygt med en tilsyneladende stærk mand, der har alle løsningerne; først og fremmest aggression, egoisme og en tilbagevenden til ”de gode gamle dage”.
Man må selvfølgelig også medregne det faktum, at der eksisterer en afgrundsdyb forskel – sommetider ligefrem et had – mellem nord og syd, øst og vest, sort og hvid, republikanere og demokrater, rig og fattig i det enorme land.
Reminiscenser efter borgerkrigen, som nordstaterne vandt i 1865, og som man i syd aldrig helt er kommet sig over. Hvilket kan give nogle, fortrinsvist hvide mænd, en næsten ubærlig følelse af mindreværd, som de tankeløst forsøger at udligne ved at hævde deres ret til at bære skydevåben og demonstrere deres overlegenhed i verden som sådan og navnlig over for politiske modstandere, kvinder, mennesker med mørk hud, ikke-heteroseksuelle og ikke-ciskønnede ved at stemme på den stærkeste og vredeste mand på listen.
I bestræbelserne på at hævde sig ved hjælp af denne toksiske maskulinitet ses nordstaterne, regeringen, administrationen, det demokratiske parti, menneskerettigheder, kampen for at redde jordens klima, demokratiet selv og navnlig kvinder med magt, som fjender, som man ikke forsømmer nogen lejlighed til at nedgøre og angribe. Og i det spil er Trump jo perfekt. Han har tilsyneladende ingen hæmninger:
Trump taler truende til en kvindelig partifælle, der er uenig med ham. DR 1.11.24
Også herhjemme har vi nedsparet og undergravet uddannelsessystemet, fremmet uvidenhed og dumhed og fremelsket små, hjemlige koryfæer, som fx Mogens Glistrup, Pia Kærsgaard, Morten Messerschmidt, Inger Støjberg, Lars Boje Mathiesen – og mere udspekuleret, Alex Vanopslagh, der, som Trump og hans ørebehængte tilhængere, ikke forstår, at det er sammenhængskraften, accept, inklusion og tryghed, der gør et samfund lykkeligt, rigt og stærkt. I stedet opildner de til had, udelukkelse og i sidste ende vold mod udvalgte samfundsgrupper og bærer ved til et efterhånden verdensomspændende dumhedens bål.
DR 1.11.24 – Vi har i Danmark gjort deltagelse i den offentlige undervisning umulig for hver femte skoleelev!
DR 16.3.17 – Inger Støjbergs famøse kage, skabt og fotograferet for at fejre populistiske ‚udlændingestramninger‛. Hvilket, som bekendt, endte i ulovligheder og overgreb på de flygtninge, som vi skulle beskytte. Som Trump, blev også Støjberg dømt i retten, men deres vælgere og følgere er ligeglade med, at de udelukkende agerer for egen forfængelighed og vindings skyld, at de bryder loven, er uvidende om basale menneskerettigheder og opfører sig udemokratisk.
Hun må og skal aflives! Minkavlere hængte dukke af statsministeren op i en lygtepæl. Foto TV2 14.9.22
En reol i gæsteværelset udgør vores spisekammer/nødlager.
Vicestatsminister, forsvarsminister og formand for Venstre, Troels Lund Poulsen, valgte et sommermøde på en ferieø til at varsle en pjece fra Beredskabsstyrelsen om forholdsregler i tilfælde af forsyningskriser eller deciderede nødsituationer i landet. Han anmodede ved samme lejlighed befolkningen om at forberede sig, så alle kan klare sig selv i tre dage. – Kun tre dage, indtil myndigheder og beredskab får håndteret situationen, så godt de kan. Tre dage, hvor vi ikke behøver at ligge andre til last, men kan lade samfundet sørge for infrastruktur og de svageste. Tre dage, hvor vi ikke styrter ud for at opfylde vores egne indkøbsvogne og behov, men forholder os roligt, indtil vi ved, hvad der er mest hensigtsmæssigt at gøre. – Et meget beskedent – og sent – ønske fra ministeren, synes jeg. De fleste lande omkring os har for længst opfordret til, at man skal kunne klare sig selv i en uge eller længere.
Vi er efterkrigsbørn her hos os, og tanken om, at noget kan ske, ligger altid i baghovedet. Vi husker klart Den kolde krig, Cubakrisen, atomskrækken, de rungende sikringsrum under offentlige bygninger og pjecen ‚Hvis krigen kommer‛ fra 1960’erne. Der var også familier i byen, der byggede enorme, gule murstensvillaer med fuldt udstyrede beskyttelsesrum ved siden af saunaen, vinkælderen og gildesalen. En sikkerhedsforanstaltning, som skulle redde de velbjergede igennem en atomkrig.
Vi havde forældre, der oplevede en krig og lærte at holde hus med ressourcerne. Bedsteforældre, der var unge under 1. Verdenskrig, unge voksne under den økonomiske krise i 1930’erne og forældre til teenagere under 2. Verdenskrig. De fik grundigt lært at proppe i skuffer og skabe og for alle tilfældes skyld at opbygge et lille forråd og gode relationer til familien på landet, hvis de kunne. Vores olde- og tipoldeforældre havde, eller var i huset hos nogen, der havde, egen brønd, høns, køer, svin, fiskenet og ruser, jagtgevær, kornlagre, roer, hø og halm, brændekomfur, brændestabler, petroleumslamper, kålhaver, frugttræer og bærbuske, kartoffelkældre og fyldte æblekasser på loftet, så de kunne klare sig for evigt med deres eget arbejde og kløgt; i dag er der ikke mange, der kan malke en ko eller slagte en høne.
Førhen var der sjældent hjælp at hente udefra, og alle var forberedt på politisk uro, forsyningssvigt, snestorm, storm, skybrud, tørke, sygdomme; man sad ikke og ventede på direktiver, men opbyggede lager efter evne, ofte i et kælderrum, viktualierum eller et lille spisekammer, som, den samvittighedsfulde husmoder sørgede for, altid var velforsynet og opdateret – og man opretholdt netværk blandt naboer, så man kunne hjælpe hinanden.
I vores husholdning i dag har vi altid – uanset officielle udmeldinger – et lille lager og fylder op og køber rigeligt ind af fx wc-papir, pasta, mel og gryn, fiskekonserves, kiks, batterier, stearinlys m.m., når det er billigt. Vi har brændeovn, brænde, gasgrill og regnvandsopsamling – ikke med henblik på katastrofer, men bare som en del af hverdagslivet. – Da vi var yngre, havde vi også en større køkkenhave og havehøns, som bidrog væsentligt til kosten.
Der er, så vidt jeg forstår, ingen grund til hverken ængstelse eller panik nu, men en smule rettidig omhu og ansvar for sig selv og de nærmeste skader aldrig.
Det er ikke rart at tænke på, at vores samfund igen er udsat, og at man skal til at genopfinde de gamle dyder. – For vi har jo vænnet os til opvaskemaskiner, internet, kræsenhed og fyldte hylder i supermarkederne, til effektiv kloakering, indlagt vand, varme og strøm og til, at ’nogen’ kommer og hjælper, hvis vi ringer. – Men almindelig sund fornuft og lidt gammeldags prepping kan måske komme til nytte igen, ligesom det var en tryghed under storstrejken i 1998 og coronaepidemien for fire år siden, at vi ikke skulle ud og slås med andre om den sidste pakke gær eller toiletpapir.
At være forberedt er ikke kun en fordel i større katastrofesituationer; almindelige, hændelige uheld med fx vand- eller strømforsyningen kan også ske. TV2 19.6.24
Hvad er vigtigt?
Man kan tænke over hygiejne og sundhed, og hvad man har brug for hver dag i sin husholdning. – Hvad ville være svært at undvære, hvis strøm, varme og vandforsyning pludselig er væk? Ikke kun i tre dage, men måske i et par uger? Og dagligvarebutikkerne var tomme og lukkede?
Hvis man gerne vil ruste sig lidt, som de gamle damer gør, kan man anskaffe en smule ad gangen, måske bruge en netbutik, der leverer de tungeste ting til gadedøren. Og kun købe noget, der under alle omstændigheder kan være til nytte, så der ikke opstår spild. Betragte det som en buffer, og bruge af lageret og løbende forny det.
Først og fremmest er det vigtigt at bevare roen, både for sin egen, for familien og for samfundets skyld. Vær kritisk og undlad at viderebringe løse rygter, som kan skabe bekymring eller panik. Hjælp andre, hvis du kan.
Hav en forsyning af drikkevand, tre liter pr. person pr. dag, siger den officielle anbefaling. Kander eller flasker med vand i køleskabet og dunke og/eller flaskevand i en mørk og kølig krog.
Hvis vand, kloak og renovation ikke fungerer, er det praktisk at kunne opsamle regnvand, at kunne grave et dybt hul i haven, og at have et udendørs aflukke til affald og en kompostbunke. Hvis man bor tæt ved sø eller hav, kan man hente vand til at vaske sig selv og tøjet i og til at skylle toilettet ud med, så skriv et par store vandkander på indkøbssedlen.
Byg et lille lager af holdbar mad, fx æbler og grove grøntsager, såsom kål, gulerødder og kartofler, mel og gryn, pasta, kiks, småkager, myslibars, knækbrød, tørgær, salt, madolie, dåsemad, rosiner, nødder, UHT-mælk og andre holdbare drikkevarer, pulverkaffe, te og chokolade – brug indholdet i køleskab og fryser først, hvis strømmen går, og sørg for at tjekke og vedligeholde lageret, bruge af det, og købe nyt efter behov.
Hav rigeligt af nødvendig medicin, måske jodtabletter, hovedpinepiller, desinfektionsmidler – både til hænder og til sårbehandling, mundbind, forbindinger og plaster.
Og wc-papir, store og små plasticaffaldsposer, køkkenruller, hygiejneartikler, tandpasta, manuelle tandbørster, shampoo, creme, vådservietter, papirservietter, bleer, sæbe, vaskeklude, ekstra briller/linser, en let kost og fejeblad, vaskepulver, rent tøj, tørresnor og klemmer.
Batterier i gængse størrelser, stearinlys, tændstikker, lightere.
Powerbank, lille batteri- og/eller håndsvingsradio, campinggasblus, lygter, evt. med solpanel.
Varmt tøj og tæpper.
Fysiske bøger, blade, spil, puslespil, papir, blyanter, farver, materialer, fx garn til håndarbejde, legetøj.
Tænk på de særlige behov hos ældre, børn og dyr.
Hav betalingskort, kontanter, personlige dokumenter og udskrevne telefon- og adresselister klar.
Benzin/strøm på bilen, luft i cykeldækkene. – Der er ikke tid til at fikse småting, hvis man står og skal væk i en fart.
Hav evt. en stor taske klar; den behøver ikke være pakket, bare du lige har tænkt tanken og ved, hvor medicin, papirer, penge, toiletsager, skiftetøj m.m. er i påkommende tilfælde.
Lav aftaler med familie, naboer og venner om at hjælpe hinanden. Man kan fx samle familien hos dem, der har plads og brændeovn, aftale mødesteder og hvem, der tager sig af de ældre og dem med særlige behov.
Vores samfund er stadig robust. Folk vil gerne hjælpe, dele, bytte, handle og i det hele taget gøre det, de plejer at gøre. Så det skal nok gå alt sammen, specielt hvis vi lige tænker os om og forbereder os lidt. Om ikke andet så mentalt.
‚Hvis krigen kommer‛, Statsministeriet, 1962 – Bemærk det fine sprog og tilliden til, at modtagerne, dvs. den danske befolkning, havde tid til at læse og forstod skriftligt dansk:
Vi undrer os måske over den udbredte vold, mobning og seksuelle overgreb, der sker blandt børn i vores folkeskoler. Og over den rå tone, der ofte hersker blandt børn og unge og fra børn – og sommetider også deres forældre – rettet mod lærerne.
Eller mod de politikere, der er valgt til at redde vores velfærdssamfund godt igennem epidemier, konflikter, økonomiske problemer:
TV2 14.9.22 – ”Hun må og skal aflives!” – Sådan diskuterer voksne mennesker uenigheder her i internet- og mobilalderen.
Eller endda rettet mod forskere og professorer, som man påstår sig uenige med!
”Michael Svarer er formand for den ekspertgruppe, som er kommet med forslag til en CO₂-afgift på landbruget. Onsdag var han derfor inviteret med som gæst til interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling.
Her måtte Michael Svarer finde sig i personangreb, som han fandt ubehagelige, hvilket han fortalte om til DR og Berlingske bagefter.
– Deciderede personangreb
På generalforsamlingen sagde landmanden Holger Iversen fra Als ifølge Berlingske blandt andet følgende til Michael Svarer:
– Inden du kom, sad vi og snakkede om, at du egentlig er modig. Havde det nu været 1824, så havde vi i formiddag været ved at bygge en galge ude bagved og havde hængt budbringeren. Vær glad ved, at det hedder 2024.”
TV2 2.3.24
Tonen er blevet forfærdende rå: Politikere, kassedamer, forskere, nabokoner, folk, der ytrer sig offentligt, svines til på hårrejsende vis. Og et uforståeligt had bobler og syder i kommentarspor og i medier, ikke kun de sociale. *
Der er, tror jeg, mindst tre grunde til forråelsen:
Alle mennesker fra seks-syvårige og op har deres egne telefoner med uhindret adgang døgnet rundt til tabubrydende kulturprodukter, You-Tubere, Tik Tok, og derudover en kloak af menneskelige sex- og voldsfantasier, had-ytringer, virkelige overgreb, tortur og mord, som navnlig drenge føler sig tiltrukket af. – Vi præges af og desensibiliseres imod grænseoverskridende, ækle voldsomheder.
Alle voksne og forældre har travlt med arbejde, interesser, venner og deres egne mobiltelefoner de fleste af døgnets vågne timer, så små og sårbare børn overlades til sig selv og deres egne smartphones og til at danne usunde fællesskaber ganske som drengeflokken i William Goldings berømte roman ’Fluernes Herre’.
Vi har sparet på institutioner og skoler i en grad, så lokaler, lærere og principper er eroderet hurtigt, og børnene – igen – overlades til at danne deres egne hierarkier og får mulighed for at afreagere forladthedsfølelser, ulykkeligheder og angst på hinanden.
‚William Gerard Golding var en engelsk forfatter. Golding skrev blandt andet den samfundsafspejlende roman Fluernes Herre i 1954, som handler om en flok drenge på 6 til 13 år, der strander på en øde ø. I 1983 modtog han nobelprisen for sit mesterværk.‛ Wikipedia
… indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige produkter, man kan sælge til hinanden, og hvor ringe service, man kan slippe af sted med at yde folk for deres egne penge.
Kinesiske solceller med manual på kinesisk, så man skal betale installatøren knap 1000 kr., når ens Wi-fi holder op med at virke, og man er tvunget til at skifte router og kode, eller andet hændeligt sker.
Et stort, dyrt og moderne tv, der holder i mindre end tre år.
Tøj og stoffer, der dårligt tåler vask, der fnulrer og går op i syningerne efter kort tids brug.
Sko, der er uegnede til menneskefødder.
Forhenværende naturlige arealer, der i hurtigt tempo plastres til med grim og billig beton eller asfalt af ringeste kvalitet.
Virkelig elendig mad fyldt med ikke-spiselige, ofte skadelige, men billige, tilsætningsstoffer produceret af landmænd, der kun tænker kilopris og ikke velsmag, naturlig balance og dyrevelfærd.
Kartoffelmarker bliver sprøjtet op imod 30 gange på en vækstsæson. Der dør dagligt 30.000 smågrise i de danske stalde. Den koncentrerede svineproduktion sviner landskabet til, ødelægger jord-, luft-, vand- og havmiljø, ‚strutter af penicillin‛ og smitter os alle med dødsensfarlige, resistente bakterier.
Hvis man tog en gennemsnitlig københavner med ud og viste hende kvæg-, svine- og hønseforhold, indfangning, drivning, transporterne og slagtningen, som det foregår i virkeligheden for 206.217.000 dyr* her i landet hvert eneste år, så ville hun kaste op og aldrig spise kød, mælkeprodukter eller æg igen.
Vi har læger og hospitaler, der konkurrerer på, hvor lidt tid og omsorg, de kan slippe af sted med at give til hver patient – med skrækkelige følger, naturligvis.
Det samme gælder børneinstitutioner, uddannelser, ældrepleje og plejehjem.
Offentlig transport og sagsbehandling er ofte et mareridt, servicen i butikker og på nettet ligeså, og kun ganske få håndværkere gør sig umage, når de er på job, og lader mobilen ligge i lommen eller i bilen. Også de er i konkurrence om at slippe så nemt om ved det hele som muligt, og skrive så store regninger, som de kan slippe af sted med.
Og så har jeg ikke nævnt skattevæsnet og de seneste ejendomsvurderinger, som er en landsomfattende katastrofe, der har brudt tilliden mellem stat og borger.
Nogle få bliver uanstændigt rige på snyderiet og kan købe rumraketter, øer og særbehandling. Her i landet har de fleste penge nok og vader i produkter, som ikke er tiden, svineriet og pengene værd.
Men hvem, der har ventet 5 – 6 timer med et barn på en skadestue, der er nr. 37 i telefonkøen til lægen en torsdag morgen, der skal vente to år på en konsultation på et sygehus, der har et barn, der på andet år nægter at gå i skole, der har fundet sin gamle mor indsmurt i lort, der har prøvet at få en offentlig instans i tale, vil nogensinde igen betale sin skat med glæde?
Det er en grim verden, vi har skabt for os selv. – Og det værste er, at det er unødvendigt. Vi har aldrig før været så mange mennesker og så rige. Det er udelukkende et spørgsmål om prioritering. Medmenneskelighed, omtanke for dyr og natur eller ringest mulig kvalitet, grådighed og besparelser?
