Vi undrer os måske over den udbredte vold, mobning og seksuelle overgreb, der sker blandt børn i vores folkeskoler. Og over den rå tone, der ofte hersker blandt børn og unge og fra børn – og sommetider også deres forældre – rettet mod lærerne.
Eller mod de politikere, der er valgt til at redde vores velfærdssamfund godt igennem epidemier, konflikter, økonomiske problemer:
TV2 14.9.22 – ”Hun må og skal aflives!” – Sådan diskuterer voksne mennesker uenigheder her i internet- og mobilalderen.
Eller endda rettet mod forskere og professorer, som man påstår sig uenige med!
”Michael Svarer er formand for den ekspertgruppe, som er kommet med forslag til en CO₂-afgift på landbruget. Onsdag var han derfor inviteret med som gæst til interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling.
Her måtte Michael Svarer finde sig i personangreb, som han fandt ubehagelige, hvilket han fortalte om til DR og Berlingske bagefter.
– Deciderede personangreb
På generalforsamlingen sagde landmanden Holger Iversen fra Als ifølge Berlingske blandt andet følgende til Michael Svarer:
– Inden du kom, sad vi og snakkede om, at du egentlig er modig. Havde det nu været 1824, så havde vi i formiddag været ved at bygge en galge ude bagved og havde hængt budbringeren. Vær glad ved, at det hedder 2024.”
TV2 2.3.24
Tonen er blevet forfærdende rå: Politikere, kassedamer, forskere, nabokoner, folk, der ytrer sig offentligt, svines til på hårrejsende vis. Og et uforståeligt had bobler og syder i kommentarspor og i medier, ikke kun de sociale. *
Der er, tror jeg, mindst tre grunde til forråelsen:
Alle mennesker fra seks-syvårige og op har deres egne telefoner med uhindret adgang døgnet rundt til tabubrydende kulturprodukter, You-Tubere, Tik Tok, og derudover en kloak af menneskelige sex- og voldsfantasier, had-ytringer, virkelige overgreb, tortur og mord, som navnlig drenge føler sig tiltrukket af. – Vi præges af og desensibiliseres imod grænseoverskridende, ækle voldsomheder.
Alle voksne og forældre har travlt med arbejde, interesser, venner og deres egne mobiltelefoner de fleste af døgnets vågne timer, så små og sårbare børn overlades til sig selv og deres egne smartphones og til at danne usunde fællesskaber ganske som drengeflokken i William Goldings berømte roman ’Fluernes Herre’.
Vi har sparet på institutioner og skoler i en grad, så lokaler, lærere og principper er eroderet hurtigt, og børnene – igen – overlades til at danne deres egne hierarkier og får mulighed for at afreagere forladthedsfølelser, ulykkeligheder og angst på hinanden.
‚William Gerard Golding var en engelsk forfatter. Golding skrev blandt andet den samfundsafspejlende roman Fluernes Herre i 1954, som handler om en flok drenge på 6 til 13 år, der strander på en øde ø. I 1983 modtog han nobelprisen for sit mesterværk.‛ Wikipedia
Pol. i dag d. 8.11.23 efter regeringens fremlæggelse af forslag til store velfærds- og skattereformer: Mette Frederiksen KAN bare ikke gøre noget rigtigt, og man udvælger bevidst de mest uflatterende fotos …
Ingen lejlighed til at kritisere, håne eller udskamme statsministeren forsømmes.
Det er i artikler, klummer og i satiren, som for længe siden er ophørt med at være sjov på grund af den stikkende, ondsindede understrøm.
En kritisk presse er grundlaget for et velfungerende demokrati, men når man går efter kvinden snarere end efter sagen, og når det pågår så konsistent over så lang tid, så bliver det ubehageligt at overvære.
En af vores fremmeste feminister, Gretelise Holm, skriver i sin bog ’Hvorfor er feminister så snerpede?’*, at for kvinder er det umuligt at kvalificere sig. – Når de når målstregen og får topkarakterer, rykker man målet og laver fx optagelseskravene til de videregående uddannelser om for at favorisere de lidt tungere opfattende drenge, mens de dygtige kvinder nedladende benævnes som ’Gymnasiets flinkepiger’ eller ’12-tals-piger’.
Og når kvinder klarer sig godt som ledere af landet, når det mod alle forventninger lykkes en kompetent, kvindelig statsminister at danne en bred regering for at løse de store udfordringer og udefra påførte kriser, samfundet møder i dag, så genererer det så meget magtmisundelse, kvindehad og umodent moderopgør på bl.a. Politiken, som slet ikke kan styre sig, men går og hyggemobber alle deres egne, dårlige følelser ud og føler sig stærke i det ildelugtende fællesskab, de derved danner. Angrebene på Mette Frederiksen og hendes embedskvinde vil ingen ende tage. – Det er en veritabel heksejagt, som man måbende dag efter dag er vidne til som læser af avisen.
En avis, der i øvrigt i sine forudsigelige forsideledere, uden selv at besidde nogen troværdighed overhovedet, uddeler banale råd til alle betydningsfulde mænd, kvinder og ledere i verden, og som dyrker mandeidoler som Hunter S. Thompson, Jørgen Leth, Dan Turell, Lou Reed m.fl.
Mette Frederiksen er ikke perfekt, det er ingen af os, men hun er redelig og gør sit bedste, og hvad hun gør, er ikke for egen vindings skyld. Hun har ikke, som de to partiformænd, hun nu danner regering med, et alenlangt og dubiøst generalieblad, som Troels Lund Poulsen, der tog imod et dyrt Rolex-ur på en officiel rejse i Mellemøsten, der som skatteminister stak snuden helt ned i den daværende socialdemokratiske, kvindelige statsministerkandidat og politiske modstanders skatteforhold og udspredte rygter om hendes privatliv.
Og tænk på alle Lars Løkkes møgsager. Tøj, rejser, sommerhuse, pornofilm og rygerrengøring på hotelværelser … foruden uheldige forbindelser til erhvervslivet, som kunne påvirke hans dømmekraft. Den mand hader tilsyneladende at betale for ting selv og opfatter embedet som en fribillet til at skrabe til sig. Men som en toppet skallesluger dukker han ustandseligt igen op af møget og svømmer hastigt videre mod flere poster, mere indflydelse og endnu flere goder.
’Problemet er ikke, at kvinder er ukvalificerede, men at mænd ikke kan diskvalificere sig. Det er en kvalifikation i sig selv at være mand i den rette sammenhæng.’ Gretelise Holm ’Hvorfor er femister så snerpede?’, 2008
Her står så – bl.a. på Politiken – alle de små og magtesløse drenge og deres allierede af alle køn og smider smuds på en hårdtarbejdende, dydig og velmenende statsminister. Hver gang, der kommer nye regeringsinitiativer, bliver de nedladende og bombastisk dømt ude. Ingen problemstilling er så lille, at man ikke kan udråbe statsministeren som skyldig eller stille mor-Mette personligt til ansvar …. Det er ubehageligt. OG umodent. – Et udvalg af eksempler fra de seneste måneder følger herunder.:
Pol. 6.11.23
Og straks da flyafgiften kom:
Pol. 10.11.23
Pol. 6.11.23
Pol. 4.11.23
Pol. 28.10.23
Mette Frederiksens mange kriser???
Pol. Bagsiden, 28.10.23
Pol. 14.10.23
Pol. 12.10.23
Pol. 11.10.23
Pol. 8.10.23
Pol. 7.10.23
Pol. 4.10.23
Pol. 3.10.23
Pol. 3.10.23
Pol. 1.10.23
Pol. 16.9.23
Pol. 20.8.23
Pol. 8.11.23
Når der så måske alligevel er noget godt at sige om regeringens fremlagte planer, så er det ikke statsministeren, Mette Frederiksen, der får æren, men en mand, finansminister Wammen …
Og senere:
Pol. 29.11.23 Roald Als‛ tegning af Mette Frederiksen som Napoleon.Er det sjovt? Eller bare ondskabsfuldt og desperat idéløst? Han er åbenbart stærkt provokeret af kvinder med politisk magt …
Pol. 28.12. 23 Politiken mener: Altid fuld af bedrevidende, gode råd til landets overhoved.
Pol. 2.3.24 – Regeringen slår negative rekorder, skriver de og ledsager denne opbyggelige og uhildede tekst med en smagfuld tegning.
Pol. 17.3.24 – Vi har en statsminister, der synes at trives med kriser, mener Ole Rasmussen: – ‚i en sådan grad, at hun ikke kan vente med at indkalde til pressemøder og fortælle os alle sammen, hvor alvorlig situationen er, og hvad hun vil gøre ved det‛ Hvis ikke det var skrevet i så nedladende og intimiderende en tone, er det jo netop beskrivelsen på en god statsminister, der passer det arbejde, hun er valgt til.
Pol. 23.3.24 – Selv ikke madskribenterne holder sig tilbage. Der er en syg kultur på den avis. Som om man ikke kan være på sin arbejdsplads, hvis man ikke rakker Mette Frederiksen ned. Mobbekultur, kaldes det.
D. 7.6.24 – Og det er dette, der kommer ud af hovedløs hetz i Politiken og andre steder:
Pol. 7.6.24. – Der er forstyrrede og letpåvirkelige mennesker allevegne.
BBC 7.6.24
CNN 7.6.24
Den lettiske førsteminister er rystet, skriver CNN. – Det er vi vist mange, der er. – Hvad lavede livvagterne imens?Hvorfor passer vi ikke bedre på de mennesker, vi selv har valgt, og som gør deres bedste for os og landet? I stedet for at hidse hinanden op, så det ender med overgreb og vold?
Enige eller uenige – der er spilleregler i et demokrati!
Men tingene skrider foruroligende i disse år. Og førhen højt respekterede medier deltager i hetzen og puster til ilden … Politiken undser sig ikke for at mistænkeliggøre og intimidere en statsminister efter et overfald:
Pol. 14.6.24
Pol. 8.6.24. – Og være skinhellige på lederplads bagefter.
Politikens nyeste angreb på statsministeren – juli 2024
Leder, Politiken, 12.7.24– min indramning
I en leder på forsiden af Politiken påstår chefredaktøren, Christian Jensen, midt i sin årelange hetz mod statsministeriet om udlevering af sms’er, at påbuddet om at aflive mink var ‚stik imod grundloven‛ – hvilket avisen selvfølgelig var nødt til at berigtige dagen efter:
Berigtigelse, Politiken, 13.7.24– min indramning
– ‚Der var lovhjemmel til aflivning af over 11 millioner af de knap 15,4 millioner mink, der blev aflivet‛, skriver Læsernes redaktør, Ellen Ø. Andersen. Chefredaktøren på Politiken har således afsløret, på forsiden i en leder, at han ikke er bekendt med lovgivning, grundlov, eller hvordan demokratiet fungerer her i landet.
Det gik heller aldrig op for Politiken, at statsministeren under hele minkforløbet havde et solidt folketingsflertal i ryggen. Og at hendes eneste formål var, sammen med fagfolk og Folketinget, at forhindre en ny og angiveligt farlig smitte i at brede sig.
En chefredaktør på et af landets førende dagblade og hans medarbejdere er så indhyllede i konspirationsteorier og blindt had til en kompetent, kvindelig statsminister, at de ignorerer fakta og spreder ondskabsfulde løgne i den hensigt at oppiske en stemning imod landets statsminister. – Faktisk er chefredaktøren i denne sag ikke et hak bedre end Trump og hans fake news og ‚Crooked Hillary‛.
Eller også er chefredaktøren bare uuddannet og uvidende, hvilket er mindst lige så katastrofalt i hans stilling.
Politiken er for længst gået for langt, når det handler om statsministeren, og avisen har hårdt brug for en udskiftning af både ledelse og medarbejdere, så de kan ansætte nogle, der er uddannede, vidende, orienterede om basale spilleregler i et demokrati, og som har de journalistiske principper i orden.
—————————–
* Gretelise Holm ’Hvorfor er feminister så snerpede?’, 2008 – Den eneste bog om danske kvinders ulige stilling både demokratisk og i forhold til menneskerettigheder, som man behøver at læse. Kort, klar, velunderbygget og fuldkommen vidunderligt øjenåbnende!
Et rod-sammen af billige råvarer tilsat bl.a. bambus, sulfit, metylcellulose, carrageenan, kaliumklorid, bønneprotein, sukker, salt, natriumdiacetat, kaliumsorbat og naturlige aromaer, som jo kan være hvad som helst … Skal det forestille mad? Til mennesker?
I Kina tilsatte de giftstoffer til babymælkepulver, fordi rigtig mælk var for dyrt, og babyerne døde jo … for profittens skyld.
Men vi kan bare undgå de færdiglavede og ultraforarbejdede fødevarer med alle tilsætningsstofferne, kan vi ikke? [1]
Nej, det kan vi ikke. De rene, naturlige fødevarer, frugt, grønt, mejeriprodukter, kød, fisk og æg, findes stort set ikke længere.
Vores grøntsager kommer hovedsageligt fra enorme drivhuse i Andalusien, hvor de aldrig har set jord eller frisk luft. De vandes med det vand, som ellers skulle komme befolkningen, dyrene og beskyttede naturområder til gode i et land, der under klimaforandringerne oplever, at deres vandressourcer hastigt udtømmes. Og de gror i et kunstigt voksemedie og vandes med kunstgødning, indtil de plukkes af illegale indvandrere fra det afrikanske kontinent, der lever under uhumske og knapt menneskeværdige forhold.[2]
Køer får ikke længere græs, men fodres bl.a. med inddampede og yderst koncentrerede ’græspiller’.[3] Når køerne forvandles til industrielle maskiner, der kun gives ultraforarbejdet og kunstigt foder, betyder det noget for deres og vores sundhed og sikkerhed, men måske opdager vi det først om 20 år, når vores børn er vokset op og udviser nye, besynderlige symptomer.
Svin fodres med alt, der er billigt, og holdes indeklemte, transporteres langt, bliver slået under lastning og losning, og ender deres liv udmattede og skrigende på beskidte slagterier i fx Polen.
Nordjyske 5.2.24
Kødkvæg opdrættes bl.a. i Sydamerika, hvor de store flokke holdes på den jord, regnskoven stod på, før den blev brændt af. Dyrene slagtes, fryses og sendes med forurenende skibe til burger- og steakrestauranter, industrikøkkener og almindelige supermarkeder overalt i verden.
Fisk uddør hurtigt nu i vores have, men man holder kunstigt opdrættede og fodrede laks i store, forurenende havanlæg og giver dem sundhedsskadelige farvestoffer og medicin i deres daglige foder for at efterkomme ‚forbrugernes ønsker‛.
Det samme sker herhjemme i de store ægproduktioner – også de økologiske! – hvor hønernes foder er fyldt med farvestoffer, som kan give pinefulde allergier, og andre uvedkommende stoffer, fx dioxin. Farven i form af carotenoider tilsættes ‚for forbrugernes skyld‛, fordi mørkegule æggeblommer ser mere sunde og appetitlige ud … [4]
Så vi kan ikke selv sørge for at styre uden om kunstige og skadelige madvarer ved at vælge de rene, de uforarbejdede, ikke engang ved at vælge økologisk[5]:
Ville man tilsætte rødt farvestof til køernes foder, så kødet blev fint rødt og appetitligt, og mælken blev lyserød? Og stadig kalde det god mad og godt landmandskab?
Hvis vi ikke får udryddet os selv med krige og atomvåben, med overdreven brug af fossile brændstoffer og dermed opståede klimaforandringer, med fældning af træerne og rydning af store dele af jordens naturlige biotoper, så klarer vi det også glimrende ved at producere ikke-mad til os selv og vores børn.
Så fine og sunde æg får man fra nordjyske havehøns i marts måned, hvis man kun giver dem korn og adgang til selv at finde græs, mælkebøtter, orme, biller og larver. – Æglæggende høner i de store, industrialiserede æggeproduktioner må fodres med forfærdende, sørgelige og unaturlige råvarer, hvis deres æg har brug for kunstig farve!
[4]Dioxin kommer i æggene via opkoncentreret paprika- eller blomsterfarve fra Kina og Indien. Hvis man fravælger disse farvestoffer pga. risikoen for forgiftninger af forbrugerne, kan man i stedet tilsætte såkaldte ’naturidentiske’ farvestoffer, som ikke har meget med natur at gøre, men som i koncentreret form farver tilstrækkeligt.
[5]Karotenoider/carotenoider er ikke et uskadeligt, naturligt plantefarvestof. I større og koncentrerede mængder ophobes de i leveren og kan give alvorlig A-vitaminforgiftning og livslange allergier og intolerancer. Jeg pådrog mig en intolerance over for carotenoider og betacaroten, da jeg glad bællede to glas friskpresset gulerodssaft for min sundheds skyld. Nu får jeg ugelange og smertefulde øjensymptomer og træthedsfølelse, hvis jeg spiser en gulerod, en blomme i madeira lidt laks eller et æg, når fiskene og hønerne har fået carotenoider i foderet. Vi tåler ikke de kraftige koncentrater, som teknologien nu muliggør, og som industri og også sundhedsindustrien opfordrer os til at indtage. Vi er ikke skabt til koncentreret ‚naturmedicin‛ i pilleform, som afkog eller kraftig te, til smoothies, grøntsagsjuicer o.l. – Fordi, som man var klar over førhen: For lidt og for meget fordærver alt.
Disse farvestoffer – og sikkert alt muligt andet, som jeg heldigvis ikke ved noget om – bør undgås i foder til mennesker og dyr:
Hollandsk Gaudaost med tilsat konservereringsmiddel og skadeligt farvestof, E160a, som er syntetisk betacaroten, der plager allergikere – og det er helt unødvendigt! – Gode ostemagere kan fremstille de bedste og mest velsmagende oste helt uden unaturlige tilsætninger. Farvestof og konserveringsmidler i almindelig ost er en falliterklæring! – Før i tiden lavede man ost for at konservere mælken, så den kunne gemmes!
Bagværk, Bilkas morgenstang, med betakaroten som farvestof og mange andre tilsætningsstoffer, beskrives som klassisk, dansk wienerbrød, men er i virkeligheden et stykke ufordøjeligt kemi:
Ingredienser:
‚Vand, HVEDEMEL, vegetabilsk fedt og olie (palme, raps, kokos), sukker, ÆG, fortykningsmiddel (E 1414), gær, vallepulver (fra MÆLK), abrikoskerner, salt, stabilisatorer (E 401, E 440, E 450, E 516), emulgatorer (E 471, E 472e), naturlige aromaer, maltpulver (BYG), farvestoffer (E 170, E 160a), glukosesirup, SØDMÆLKSPULVER, majsstivelse, surhedsregulerende middel (E 330), MÆLKEPROTEIN, enzymer (XYLANASE (HVEDE), ALFA- AMYLASE (HVEDE)), vitamin A. Topping: Hvid glasur (flormelis, vand), kakaoglasur (flormelis, vand, kakaopulver).
leveret til os frossen og rå. Tøet op, bagt og pyntet i vores bageri.‛
STOLTE DANSKE HÅNDVÆRKSTRADITIONER, har de den frækhed at skrive! Læs listen over e-numre og andre besynderlige indholdsstoffer!
Og Nettos ØGO Hamburgerryg med tilsat rødbedepulver, som nogle ikke tåler:
Hvad laver rødbedefarve i kød?
OG HVAD tænker vores politikere på? Er de der for at beskytte befolkningen eller for at beskytte en skadelig industri, der truer med at gøre os alle syge med kunstig ikke-mad?
Nogle venner, som gerne ville bo roligt og naturskønt, kiggede på huse i udkanten af Dronninglund Storskov, men kunne udpege mindst fire store gyllefabrikker inden for en enkelt marks afstand … Hvem vil bo der? (Udsnit fra Boliga.dk)
Man vågner en smuk sommerdag i juni … og – Addr! – hele ens verden hørmer fælt af klistret, overgemt gylle, svinepis og lort, som nogen har listet ud i ly af nattemørket.
Svinebaronernes håndlangere har kørt stinkende gammel, gæret gylle igennem vores gader og har spredt det ud over markerne omkring byen, så ingen med en næse kan trække vejret – i dagevis! Og al denne gyllegødning ødelægger vores jord og beskyttet natur med kvælstofforurening:
Politiken d. 24. 6. 23
Hvor længe endnu skal det være tilladt at tilsvine andre menneskers liv og vores fælles land på denne måde?
Slagteriet i Sæby er lige lukket, og 2 mio. svin skal nu køres her fra Nordjylland til videre opdræt eller slagtning i Tyskland eller Polen, hvor svineavlerne får mere for pengene. – Det er næppe dyrevenligt at transportere intelligente og følsomme dyr så langt på vejene, stuvet tæt sammen i lastbiler:
Vi mangler modige politikere, der kan trække en streg og bestemme, at vores land er for lille til alle de svin, at vi ikke vil bo i et svinelokum, at vi ikke kan leve med så mange mishandlede dyr i danske stalde, og at vi skal nøjes med på en ordentlig måde kun at producere cirka det, vi selv kan spise, så jorden, luften og vandet omkring os igen kommer i balance.
Hvis de vil spise svin i andre lande, må de selv lægge jord til gyllen. – Vi har været for godtroende og for føjelige, og hele landet har tabt på det. – Ingen køber længere frivilligt hus i landområder, hvor svinebaronerne hersker. Og hvor vil man helst holde ferie? I et stinkende gylleland eller i fx Provence, der lugter af lavendler?
Og er det i øvrigt betryggende, at det er de uanstændigt rige, dyrplagende, jord-, luft- og vandforurenende svinebaroner, der opkøber en stor del af vores slotte og herregårde og nu forvalter både den fælles jord og kulturarven? Hvornår blev det besluttet? – Hvad er deres uddannelse, viden og adkomst til det?
Kunne de ikke giftsprøjte nogle kartofler i stedet?
Til min seneste fødselsdag fik jeg udbetalt en lille pensionsopsparing, som jeg omgående investerede i et længe næret ønske: et par ægte tæpper, knyttet af rigtige menneskehænder.
Efter adskillige besøg hos tæppehandlere af mange slags endte vi hos en rar mand i Bazar Vest i Århus, der fremtryllede de mest bedårende, persiske tæpper, som ovenikøbet var til at betale.
Tæpperne var slet ikke, som jeg havde forestillet mig. Hverken i farver eller tekstur. – De var noget meget, meget bedre: De åndede! Det var, som om den tid, tradition og omhu, der var nedlagt i dem, smittede af på min stue. – De var levende! Tykke og både flammende og beroligende. De indtog rummet med et eget liv og lå og glødede, selv på triste, overskyede dage. – De var kvalitet! – Usammenlignelige med de metervis af maskinvævede plasticfibre med gummibagsider, der før havde ligget døde hen på mine gulve.
Genbrug er ikke opfundet i dag, det var altid et livsvilkår: – Mine bedste pudseklude til spejle o.l. stammer fra et par sæt sengetøj, min mor bestilte fra et jysk væveri ca. 1960. Da jeg fik min søn 20 år senere, blev de syet om til fire dynebetræk i barnestørrelse, som efter endnu knap 30 år blev brugt igen til børnebørnene, når de var på besøg, før de nu, hvor børnebørnene har dyner i voksenstørrelse, tjener som klude.– Men kvaliteten til et sådant genbrug findes ikke mere i almindelig handel.
Som næsten 70-årig har man oplevet en del. Eksisteret igennem perioder og tidsaldre og kan sammenligne. Det, der slår mig allermest nu i modsætning til fx 1960’ernes gyldne og håbefulde opgangstider, er, at vi nu er så rige og så mange, at vi har alle muligheder og en milliard ting, men at vi alligevel ikke formår at værdsætte og opretholde en bare nogenlunde acceptabel kvalitet. Kvalitet i betydningen omtanke, omhu, tradition og tid.
Det gælder den fysiske kvalitet med dårlige, præfabrikerede og rungende betonhuse i fantasiløse og u-hyggelige industri-, handels-, bolig- og villakvarterer.
Det gælder den endeløse strøm af maskiner og elektronik, der højst fungerer et par år.
Bøger og andre kulturprodukter stort set uberørt af tænkende menneskehjerner.
En bakke danske jordbær fra GASA, Odense, købt i REMA 1000 for 27 kr. En tredjedel er rådne og mugne.
Vi producerer og sælger dårlig mad til hinanden. Og stof, tøj, møbler og de fleste andre brugsting, som ingen har gidet lægge bare et minimum af tid eller omhu i.
Vi omgiver os med haver, der kun består af fliser, træterrasser, kinesiske granitskærver, tørt græs og spildte muligheder for at dyrke blomster til bierne og frugt og grønt til os selv.
Vi lever gladeligt i en fysisk uæstetisk ørken fyldt med larm og møg. Skovene består af træproduktion i mørke, lige rækker. Parkerne er nedtrådte stier fyldt med hundelorte, affald fra fastfood, engangsbægre og cigaretskod. Vandområder er døde, grumsede og ofte sundhedsskadelige. Næsten to tredjedele af vores land er optaget af giftsprøjtede og gyllebefængte planteavlsarealer uden solitærtræer, små lunde, frodige læbælter, vandhuller eller fugtige engområder. Langs motorvejene breder triste betonbygninger sig som et kræftudslet ud i vores sparsomme natur. De smukke strande er plastret til med grimme sommerhuse – hvem har brug for to huse? – Havene tømmes for fisk og andet liv, dræbt af overfiskeri, gylle og giftstoffer. Og i byer og boligkvarterer accepterer vi et tårnhøjt, forurenende og nervebelastende trafik- og støjniveau.
Men det værste – og farligste – er efter min mening den manglende kvalitet og omhu i vores omgang med hinanden. For det rammer det dybeste og vigtigste i livet: Vores menneskelige værdighed.
På det store plan er det uprovokerede invasioner af andre lande og områder, noget vi efter 2. Verdenskrig ikke havde troet muligt i vores nærhed, men også trusler om invasioner eller overfald, tilranen sig magt og berigelse på andres bekostning og en udtalt følelsesløshed over for de millioner af mennesker, der flygter fra krig, udnyttelse, tørke, oversvømmelser og politisk ustabilitet.
Men tættere på os selv kunne det fx være fænomenet ’true crime’ – dokumentarer om virkelige forbrydelser, jo mere spektakulært bloddryppende og seksuelt eksplicit, jo bedre – som er blevet en stor underholdningsindustri, og den utidige nyfigenhed smitter af på alvorlige, danske kriminalsager, u-bådsmordet, en psykisk syg drengs skyderi i et indkøbscenter, Emilie Meng- og Mia-sagerne fx, som sælger mange klik på internettet. Vi er også blevet skamløse nok til at stille os op og glo eller holde i kigge-køer ved ulykker. Folk kaster sig hovedløst ind i retssager og begivenheder, der ikke rager dem, men som giver en gratis tur i den følelsesmæssige rutsjebane. Mens ofrene og deres pårørende betaler prisen for massernes utidige nysgerrighed.
Man møder ikke længere sin partner i nattelivet, til fester, på job eller uddannelser, men installerer en app på sin håndholdte computer og swiper – kasserer eller accepterer – andre mennesker ud fra et foto og en kort selvbeskrivelse. Eller man kan med få tryk på en skærm overvære voldsom pornografisk udnyttelse af andre mennesker, som oftest fattige kvinder og børn … – Mere instrumentaliseret bliver det ikke.
Hvis man gerne vil opsøge lidt international kultur og beundre tidligere tiders omhu og kvalitet, skal man først igennem en anstrengende rejse fyldt med ventetider i trængsel og kunstige omgivelser. Hvorefter man går gåsegang i mængden af andre turister i fx Uffizierne i Firenze, Louvre i Paris eller V&A i London og først bliver trådt over tæerne af en kraftig, solskoldet russer, så rammes man i hovedet af en rygsæk derefter en albue tilhørende en ung, shortsklædt mand, der maser sig foran for at se bedre, og til sidst bliver man eftertrykkeligt pandet ned af en lille sej, kinesisk bondekone med en tung selfiestang. De berømte kunstværker får man kun et stjålent glimt af ind imellem alle de andres skuldre og hoveder.
I dagliglivet hjemme, i butikker, på restauranter og ved henvendelse til supportere, bliver man spist af med mindst mulig, mekanisk og ofte uvenlig, kontakt, ofte også banaliteter og tøsefornærmede ikke-svar, som om ingen tager deres eget job alvorligt. – Har alle meget vigtigere ting at tænke på end at være til stede og udføre de handlinger, de bliver betalt for?
Buschauffører kører som død og helvede for at opfylde køreplanen og kan ikke tage sig af, at ældre mennesker og klapvogne tumler rundt i midtergangen, eller at andre trafikanter bringes i fare.
Læger har i deres konsultationer installeret effektive afvisningssystemer, som gør det til et lotterispil, om man overhovedet kan komme i kontakt med dem i en nødsituation. – Hvis man efter dage, uger eller måneder når frem til en knap ti minutters audiens, har de ikke tid til at lytte eller hjælpe, men holder gladeligt alenlange foredrag for syge og smerteplagede patienter om deres private holdninger til fx brugen af smertestillende midler, så lægen selv kan føle sig bestyrket og vigtig, og de syge må gå uhjulpne bort.
Så mens de udsatte skal kæmpe i time- eller dagevis for at få kontakt med et ikke-fungerende sundhedssystem, kan de rige og dem med arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer nyde godt af en billet til et fast track, der udelukker andre, som måske havde større behov.
Børn bliver passet af mobiltelefonopslugte, fraværende forældre og afleveret til fremmede længe før, de er klar til det. Separationsangste småbørn efterlades i underdimensionerede og underbemandede dagplejer eller institutioner uden at ane, om de nogensinde ser deres forældre og tryghedspersoner igen.
Skolebørn tilbringer lange dage i selskab med ’lærere’, der ikke selv ved noget*, og som ikke griber ind over for mobning eller andre problemer i de propfyldte klasser. Unge henvises til store, mistrivelige flokke, hvor en del af dem alt for tidligt skilles ud fra fællesskabet, måske med en diagnose, og føler sig mislykkede og anderledes resten af deres liv. Hvilket ikke gør dem nyttige i det større, samfundsmæssige perspektiv.
Gamle trilles i bedste fald ind på underbemandede institutioner, hvor kun de mest basale behov imødekommes af stadigt mere pressede, forråede plejepersoner. Eller de efterlades uden hjælp i deres egen triste og upassede, møgbeskidte bolig, mens vi venter på, at de kradser af og sparer os for flere udgifter.
Hvis vi på nogen måde kan opnå en gevinst, personligt eller på samfundsplan, ved at sprøjte gift ud på marker, plage dyr, sende CO₂ ud i atmosfæren, snyde, udnytte eller ignorere syge, svage eller tillidsfulde medborgere eller ødelægge jordens fælles ressourcer, så gør vi det gerne. Og vi sender også villigt bortforklaringer, løgne og frit opfundne anklager og skældsord ud i offentligheden uden at opleve sanktioner eller bare en korrektion.
Vi er på snart sagt alle livets områder blevet syntetiske. Overfladiske, grådige, egenkærlige og materielle, også i omgangen med hinanden. Vi opfatter andre mennesker som følelsesløse ting, der kan udnyttes, som postpakker, der bare skal ekspederes – eller vente. Vi vurderer hinanden på rigdom, magt og udseende. Og at sammenligne og nedgøre mennesker fx på de sociale medier er blevet en folkesport.
Politikere, både på landsplan og lokalt, er som oftest grundløst selvsikre og ambitiøse nullerter, som mest er i faget for egen vinding og egne ambitioners skyld, og de magter ikke at arbejde for et bedre, sikrere, renere og mere retfærdigt samfund for alle.
I disse år decimerer vi helt automatisk andre mennesker til blot at være en ansigtsløs masse af publikum for vores eget iscenesatte liv, enten når vi møder dem i forbindelse med vores job, når vi gerne vil vælges til noget, sælge dem noget, eller når vi forsøger at skille os ud fra mængden i det offentlige rum, ofte via de efterhånden utallige sociale medier.
Vi ser ikke længere medmennesker som mennesker med samme ret til et fuldt liv og en værdig behandling, som vi selv gerne ville ses. – Kvaliteten i de mellemmenneskelige forhold er styrtdykket i de sidste 20 – 30 år, hvorimod interessen for penge, indflydelse og dyre statussymboler er steget helt enormt.
Min svigerfar var et af disse veluddannede, eftertænksomme, beskedne, venlige, rummelige og vise, ældre mennesker, der som oftest lever uværdsatte, stille liv, men som savnes overmåde, når de ikke længere findes iblandt os. Han var altid glad for at se os. Havde altid tid. Var altid klar til en snak om dette og hint. Parat til at lytte og generøst dele ud af sin egen livserfaring. Under en af vores mange samtaler introducerede han mig til Løgstrup og ’Den etiske fordring’, hvilket har gavnet mig i alle årene efter.
K. E. Løgstrup (1905 – 1981), var en dansk filosof og teolog, og i sin bog, ’Den etiske fordring’, skrev han bl.a.:
„Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.‟
Løgstrup forudså også, at studenteroprøret i 1960’erne med dets forkastning af viden, erfaring, traditioner, dannelse, god opførsel og respekt for andre ville ende i en slags pøbelvælde, i det, han kaldte ’dilettantokrati’ – hvor magten blev lagt i hænderne på de uvidende og uuddannede. Her kunne man nævne Trump, men der er også rigeligt med hjemlige eksempler at tage af.
Løgstrup – og svigerfar – døde, før internettet og alle dets markskrigeriske kanaler var en daglig realitet, der smittede af på selv seriøse aviser, journaliststanden, politikerne, embedsmænd, litteraturen, tv-stationer og hele den offentlige samtale.
De nåede ikke at opleve at skulle tilbringe deres sidste dage i køer lyttende til åndløse telefonsvarere uden mulighed for hjælp.
Og de skulle ikke døje med massesamfundets oceaner af værdiløse frembringelser, populærkulturen, institutionerne, grimhederne og den manglende tryghed i medmenneskelig omsorg og velfærd.
Men det er det resultat, Løgstrups forudsete ’dilettantokrati’, sammen med et sammenbrud i uddannelsessystemerne, globaliseringen og overbefolkningen, har frembragt.
De seneste årtier med stor økonomisk fremgang, liberal filosofi med besparelser, skattelettelser for enhver pris og daglig chikane og obstruktion af de velmenende ’hænder’, som politikere ynder at benævne hårdtarbejdende mennesker i sundheds- og plejesektoren, har kun skaffet os dårlig kvalitet, fysisk såvel som psykisk.
Ærter fra Føltved: ‚FRISKE ÆRTER, VORES ÆRTER DYRKES KUN AF DE MEST SMAGFULDE SORTER, OG HÅNDSORTERES INDEN PAKNING. SÅDAN SIKRER VI OS AT DU FÅR DEN BEDST MULIGE KVALITET. VELBEKOMME‛ – Nogle er for gamle og melede, nogle alt for tynde og umodne, og alle er de plettede og slimede af overgemthed. Men der er ingen orm, for de er grundigt sprøjtede. Der er meget sjusk, ligegyldighed og sprogligt skønmaleri i omløb. Ingen påtaler det, og det får tilsyneladende kun yderst sjældent konsekvenser. Vi har vænnet os til – og forventer – dårlig kvalitet af danske fødevarer.
Læserbrev, Politiken, 30. 4. -23 om PFAS og landbruget
● Må et firma pumpe vores rene drikkevand op af undergrunden, hælde det på flasker og tjene formuer på at sælge det til os selv? Hvem giver dem lov til det? – Og hvad får de ud af det?
●Må landmænd tage vores grundvand og sprøjte det langt op i luften og ud over deres marker i strålende sol på 25 – 30 grader varme sommerdage? Hvor meget af det gode vand fordamper, før det rammer jorden, og meget lidt når ned til planternes rødder. – En sådan vildt sprøjtende vandpumpe midt på en solhed dag i en længere tørkeperiode, hvor vi alle sammen kan komme til at mangle rent drikkevand, er et provokerende syn. Nogle føler sig åbenbart berettiget til at ødsle med de fælles ressourcer. Ovenikøbet blot for at vande græs, korn til svinefoder eller kartofler til kartoffelmelsfabrikken. Ikke essentielle fødevarer til mennesker. – De kunne i det mindste vente med at vande til efter solnedgang …
● Må en lufthavn sælge tilladelser til små og store fly, så fritidsflyverne kan brumme formålsløst rundt over hovederne på folk som luftens irriterende knallerter og med deres unødvendige støj ødelægge de få smukke udedage, vi har? Eller lade store flyselskaber træne start og landinger dag og nat? Meget lavtgående og larmende starter og landinger ud i én køre? Mens de brænder en masse usundt brændstof af, der hvor folk bor, arbejder, er gamle, går i skole, i kirke, er syge, måske døende, leger, træner, læser, uddanner sig – lever på alle de måder, mennesker kan leve på – lige nedenunder? Er luften lufthavnens? Og må de sælge andres ro og helbred for penge?
● Må en cementfabrik grave kvadratkilometer store og dybe huller ud af vores jord, så de kan bruge enorme energiressourcer på at brænde cement og sælge det til andre lande? Så de selv kan blive enormt rige? Og så alle naboer indånder cementstøv, bor i hvide, nøgne, landskaber og ser jorden forsvinde under sig, mens luften forurenes? Cementfabrikker er de største CO₂-syndere, vi har. Hvem har givet dem lov til det? At stjæle jorden under os og ødelægge det fælles miljø og klodens klima for egen vinding?
● Må en stat vende det blinde øje til, mens landbruget – det er altid landbruget! – hælder gift og lort – sprøjtemidler med PFAS og koncentreret svinegylle fyldt med tungmetaller, ud på markerne, så det svider jorden og siver ned og ud hvor det ødelægger vores drikkevand, vandløb og havmiljø?
● Og blot se opmuntrende til, mens fiskerne helt bogstaveligt skraber bunden og tomfisker vores fjorde og have, mens de giver de stakkels sæler og skarver skylden for manglen på fisk?
● Og må kommunale entreprenører og kirkegårdsgartnere køre rundt og larme og svine i dagevis der, hvor folk bor? Med så kraftigt materiel, at ruder og porcelænet i skabene klirrer, og ingen kan være hjemme, mens arbejdet står på? Må offentlige og private, små og store virksomheder larme og svine lige op ad folks private huse? Hvor har man ret til fred om ikke i sit eget hus? Der, hvor man bor?
Tilhører jorden, luften og vandet ikke os alle? – Er frodighed, stilhed og renhed ikke en menneskeret? Jorden, dens klima og alle dens beboere, mennesker, dyr og planters, ret? – Som ikke kan sælges til højestbydende og udnyttes af de rigeste? Det burde ingen regeringer, præsidenter, politikere, kommunale bykonger, sognerådsformænd, lufthavnsdirektører, usmageligt velhavende cementfabriksejere, virksomhedsledere, landmænd, fiskere o.a. kunne lave om på. Men det har de gjort. – Tiltaget sig retten til at udnytte og sælge det fælles arvegods, det eneste vi har, jorden, luften og vandet … Til egen fordel. På alle andres bekostning. Og ingen gør vrøvl.
Under en rejse i Rusland for nogle år siden besøgte vi et marked i byen Jaroslavl. Byen er smukt beliggende ved Volga, 250 km nordøst for Moskva, og er vel på størrelse med Århus. En af attraktionerne i byen var markedet med boder fra Samarkand, og min mand og jeg gik rundt i gangene og beså udvalget og købte tørrede og kandiserede frugter, da en lille mørkhåret knægt på vel en fire-fem år pludselig kom farende hen og sparkede mig over skinnebenene.
Jeg blev så paf, at jeg ikke reagerede med andet end overraskelse, ingen andre reagerede på overfaldet, og drengens mandlige pårørende i boden grinede opmuntrende til den lille overfaldsmand, der stolt returnerede i sikkerhed bag den høje disk.
Sparket gjorde ikke synderligt ondt, men det er selvfølgelig ubehageligt at blive sparket over benene af et barn, når man er på besøg i et andet land. Og bagefter tænkte jeg jo over, hvorfor ingen irettesatte drengen? Hvorfor ingen undskyldte hans opførsel? Hvorfor det var helt i orden at fare hen og sparke pæne, ældre turistdamer? Det kan næppe betegnes som god opførsel i noget land, hverken øst eller vest for Østersøen.
Efter besættelsen af Krim, efter invasionen i Ukraine og efter alle de stor- og småfjollede hændelser, russerne i løbet af det seneste år har anrettet i og omkring Europa og Danmarks kyster, er jeg kommet til den konklusion, at russerne foragter os inderligt og dybt. Med os mener jeg vesteuropæere. De respekterer os ikke en døjt:
De invaderede uden videre et naboland, der blev for ’europæisk’.
Jyllands-Posten net, 6.10.2022
De generer os med droner bl.a. over Nordsøen og i Nordnorge.
De forsøger at hacke og forstyrre vores kommunikation på mange måder.
Politiken net 11.1. 2023
Og de sprængte deres egen gasledning i luften, hvilket vel kan sammenlignes med at sparke sig selv over benene.
TV2 net 18.10.2022
Russerne nærer et dybt had til os, som jeg ikke kan se berettigelsen i. Måske er det fodret af egne nederlag og mindreværd parret med storhedsdrømme? – Fortrængt misundelse er en grim sygdom, der har forpestet mange liv og relationer.
Hvis landet virkelig var storslået, ville de vel behandle både deres egne borgere og alle os andre med venligt overskud? Handle med omverdenen, sælge os gas og alt muligt andet, så alle blev rigere? Dyrke de kulturelle møder? Lade venskab og samarbejde råde i stedet for at invadere og lade bomberne hagle ned over deres stakkels naboer? Og undlade at forsøge at ødelægge de nærmeste europæiske landes infrastruktur og kommunikation?
Det gør de ikke, tværtimod. Inde i nabolandet Ukraine hærger russerne som griske voldsmænd og rovmordere, men over for os europæere opfører de sig præcis som små vrede og hævngerrige femårige, der tjatter til de voksne med nålestik af droner, forstyrrelse af kommunikation og selvskade på egne anlæg. Og de fremstår – ganske som den lille dreng i Jaroslavl – umådeligt stolte af sig selv og helt uden forståelse for de større sammenhænge.
Under alle omstændigheder har jeg, uagtet min beundring for landets fornemme kultur og tidligere storhed, sat mine ben i Rusland for sidste gang.
Mette Frederiksen i tv, da hun holdt sin åbningstale i Folketinget d. 4. oktober. Ved valget d. 1. november 2022 fik hun knap 61.000 personlige stemmer og hele 50 mandater i Folketinget, mere end dobbelt så mange som nr. 2, venstres 23 mandater.
Man kunne ønske Mette Frederiksen til lykke med realiseringen af nogle uventet storslåede visioner parret med godt politikerhåndværk.
Man kunne ønske Jakob Ellemann-Jensen til lykke med en blød og heldig landing på en drømmepost som forsvarsminister efter igennem en lang periode at have udspyet modbydeligheder og barnagtige anklager mod sine nuværende partnere.
Man kunne såmænd også ønske tumlingen, Lars Løkke Rasmussen, den runde figur med bly i rumpen, der altid rejser sig, når den væltes, til lykke med at have startet et nyt parti og lige netop at have klemt sig tilbage i ministerkontor og flysæder betalt af andre og ind i magtens rum.
Men jeg tror, at jeg allerhelst vil ønske Danmark til lykke med den nye, samarbejdende regering og det kompromissøgende regeringsgrundlag.
Dette forsøg på fælles regeringsdannelse og bredt samarbejde er noget af det fineste, der er sket i dansk politik længe. I dag er jeg for en sjælden gangs skyld igen stolt af at være dansker.
Vi kan forhindre en polarisering mellem to uforsonlige og hadefulde fløje, som vi har set og ser i fx USA og mange andre lande. En polarisering, der ofte er endt i løgne, ubegrundede anklager og direkte vold. En polarisering, der er en alvorlig trussel mod demokratiet.
Med den nye, brede flertalsregering vil en stor del af det danske samfund fremover være repræsenteret bag det lovgivende arbejde, og det betyder forhåbentlig mindre polemik og længere holdbarhed. Nye regeringer vil ikke føle sig fristet til at lave alting om, når de kommer til magten efter denne.
I et demokrati med flere partier kan man ikke få alle sine egne ønsker opfyldt. Det er kompromisset og samarbejdets præmis. Regeringsgrundlaget synes ikke umiddelbart at være så socialt retfærdigt og miljørigtigt, som jeg kunne have ønsket mig, men politik er det muliges kunst. Anslaget tegner godt. Og ikke mindst stabilt: Nu kan politikerne for en stund holde op med at skændes og begynde at løse de presserende problemer.
Fagforeningerne kan ikke finde andet at udsætte på foretagendet end at brokke sig over udsigten til en mistet forårsfridag om 1½ år. Samme brok hører man fra præsteskabet. Men ingen forhindrer nogen i at købe hveder og æde sig en mavepine til alligevel. I at arrangere sine løse ferie- eller fridage, så man kan få konfirmeret sin 14-årige i kirken eller i fælleshuset på netop den fredag før fjerde søndag efter påske. I at gå i haven og luge eller køre på genbrugspladsen med de gamle havemøbler. I at bede bønner til alle de helgener, der ikke fik deres egen plads i kalenderen ved sidste ommøblering af helligdagene for 350 år siden. Hvis man da ikke kan nøjes med de andre forårsfridage, helligdage og weekender.
Og så er der selvfølgelig hele hylekoret af rabiate grøftegravere: De kommer fra yderfløjene – heriblandt TikTok-helten, Alex Dominique Kristensen Vanopslagh, og Cruella de Vils lillesøster, Pernille Vermund; de kommer fra partier, der ikke reddede hverken ære eller indflydelse, som fx den straffede Inger Støjbergs misfoster af et politikløst sammenrend, og de kommer fra kredse omkring nogle forsmåede minkavlere, der endnu ikke har set millionerne strømme ind på kontoen.
Mange vil insistere på at være negative og tale dårligt om det modige politikerhold, der er trådt sammen og trådt frem for vores allesammens skyld.
Men skal vi andre ikke ønske hinanden til lykke med, at vi fortfarende synes at være i gode hænder, og håbe det bedste?
