Forfatter: Lone Andrup

Rationelle skabninger?

Hvis nogen stadig skulle lide under den vildfarelse, at mennesket, selv efter 300 års såkaldt oplys­ningstid og rationalisme, skulle være en logisk tænkende, rationel skabning, så behøver man blot læse denne notits i Politiken 6.5.2014:

Danske mænd, der har tilbragt et par timer med at se en fodboldkamp, farer i totterne på hinanden bagefter … tsk, tsk, tsk …

Fodbold er i sig selv irrationelt, i hvert fald for tilskuerne. En ting er, at nogle gutter mødes for at spille lidt bold og få motion på en hyggelig måde, noget andet er, at der er et publikum, der går helt vildt højt op i, hvem der vinder eller taber. Så højt, faktisk, at der er en uophørlig strøm af fodbold og andre sportsbegivenheder i de store nyhedsudsendelser i tv, radio og side op og side ned af resultater og kommentarer i vore ellers seriøse aviser.

Vi sportsligt mere klarhjernede kvinder ved, at der spilles kampe hver weekend, og at mester­skaber med jævne mellemrum afgøres både nationalt og internationalt i alle sportsgrene. Der er ingen grund til at følge med, for i næste uge/måned/år spilles en ny kamp. Og udover sejrens øjeblikkelige sødme, hvor man nyder synet af sine udvalgte sportshelte, der i simuleret orgasme sprøjter champagne fra en stor, fallosformet flaske ud over omgivelserne, så har kampen ingen som helst konsekvenser for én selv. Med mindre man da kan gå og gasse nogle venner eller kollegaer i et par dage.

Fodbold er en ritualiseret form for krig mellem forskellige stammer, der kæmper om de samme res­sourcer. I vore dage er adfærden overflødig, redundant, for ressourcerne fordeles på andre måder og er i øvrigt mere end rigelige i vor del af verden, men mænd elsker disse ritualer og fort­sætter dem indædt, selv hundreder af år efter at de mistede enhver berettigelse.

Irrationalitet findes dog til overflod også blandt kvinder, men her tager det en anden form:

− Husk nu at drikke en masse vand, gik vi og sagde til hinanden, og vi drak, og vi drak, til vi skvulpede over. Det har senere vist sig, at kroppen ikke kan optage mere vand, end den har brug for, og da slet ikke de ’anbefalede’ 3 – 4 – 5 liter hver dag, som vi troede ville fjerne vore rynker, give os blanke øjne og pæn hud og rense kroppen for ’affaldsstoffer’ − et selvopfundet begreb, som rent lægefagligt vist ikke giver megen mening. Det overskydende vandindtag tisses ud og gør ingen gavn, men hvis man tvinger for meget vand i sig, kan det belaste kroppen på forskellige må­der.

− Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, siger vi trøstende, når katastrofen har ramt en veninde. Men det er jo noget ufølsomt pladder. Måske har hendes krop eller psyke virkelig taget skade, så hun ikke længere magter livet, som hun gjorde før?

− Han har sikkert mælkeallergi, diagnosticerer den unge mor sin lille søn uden at konsultere en uddannet læge eller sundhedsplejerske, og hun fjerner derefter pludseligt alle mælkeprodukter − og dermed kalk og mange andre, livsvigtige stoffer − fra hans kost i halve og hele år, vel at mærke uden anelse om, hvilken skade hun gør på sit barns vækst og triv­sel, og uden at erstatte de mistede stoffer med andre, fx vitaminer eller kalktabletter.

Mange moderne mennesker tror en smule på skæbnen, på hybenpulver, på hajfinnebrusk, på reinkarnation, på kobberarmbånd, på helende krystaller, på ånder fra de afdøde, på telepati … fortsæt selv listen. Alt sammen i én stor pærevælling. Og religion og religionskrige mellem ’dem’og ’os’ er langt fra afskaffet, nærmere tværtimod. Læs fx, hvad Lars Hedegaard skriver om musli­mer … nej, lad hellere være: Det er ubehageligt at blive mindet om, at selv veluddannede med­borgere stadig rummer så primitive menneskeopfattelser. (Min ringe mening er, at hvis muslimer har brug for et opgør, en tilpasning eller en kritik af deres religion, så klarer de det nok uden hjælp fra Lars Hedegaard og hans ’Trykkefrihedsselskab’.)

Der var en dansk folkekirkepræst, der gjorde opmærksom på, at vores nuværende samfund rummede langt mere af alskens overtro end selv den mørkeste middelalder, fordi de færreste respekterer, end­sige kender, den officielle, kirkelige holdning til disse fænomener. Da kristendommen endnu var enerådende og stærk i samfundet, fordømte præsterne overtro, troen på spøgelser og reinkarna­tion og brugen af helende planter eller sten som Satans forsøg på at fordreje hovedet på folk og kapre deres sjæle fra den evige frelse. Og folk mødte op til gudstjenesten hver søndag og hørte og forstod, hvad præsten sagde. − Flere af mine nærmeste veninder ville blive brændt på bålet som hekse, hvis de havde udtrykt deres almindelige tanker og leveregler for nogle få århundreder si­den!

Religion og overtro, stammetænkning, sort og hvid-tænkning, dem og os-begreber er formentlig alt sammen blot udtryk for den måde, vores hjerne blev indrettet på, da vi for et par millioner år siden stadig var mere aber end mennesker. Ved at forenkle fænomener og årsag-virkningsrelationer kunne vi handle hurtigere og skaffe os flere ressour­cer og overlevelseschancer end konkurrerende arter. Og det virkede jo! − Vi er her stadig. Samtidig fungerer disse mekanismer som social lim, der holder grupper, stammer og nationer sammen indbyrdes. Hvilket er smart, hvis man lever i små, isolerede flokke med langt til naboen, men hvis man, som vi har gjort i hen ved 10.000 år, lever i samfund, der profiterer af samkvem, udveksling og handel med andre samfund, så er det ærligt talt temmelig tåbeligt.

Der er ingen, der forbyder os at bruge de senest tilkomne hjernedele, fx pandelapperne, og genoverveje visse tanke- og adfærdsmønstre i lyset af de sidste årtusinders opdagelser, velfærd og viden. Og det ville være dejligt, hvis vores uddannelsessystem ville ud­danne folk til overvejende at følge rationelle principper.

Som Gandhi efter sigende svarede, da en selvtilfreds, vestlig journalist spurgte ham, hvad han mente om den vestlige civilisation: − Jeg synes, at det ville være en vældig god idé!

En bog på hovedet


Om dårlige oversættelser og ditto anmeldere

Så skete det igen … Jeg betalte 300 kroner for en velanmeldt, oversat roman, som viste sig at være så elendigt skrevet ­ på dansk, at den stort set var ulæselig − irriterende, til grin og ulæselig.

Forlæggeren mente kækt, da jeg klagede over bogen, at det var undskyldning nok, at de havde været i tidsnød, da den skulle udkomme, og Politikens anmelder mente, at det var et vægtigt bogværk, som fortjente at nyde fremme − Så skide være med, at bogkøbere og læsere bliver grueligt snydt. ­ Tænk, vor største og mest kulturelle avis mener, at den bør tjene forlæggernes og ikke bogkøbernes interesser, når den anmelder bøger − Det er faktisk et interessant synspunkt, som fortjener at blive viderebragt her:

November 2013

Til: Politikens anmelder

Emne: Om sproglig kvalitet i oversættelser

Kære anmelder

I august anmeldte du ’Det andalusiske hus’ af Waciny Laredj, forlaget Vandkunsten, særdeles positivt. Du skrev bl.a. : — ’Algierske Waciny Laredj har skrevet en bog, man ikke skal læse, men flytte ind i.’ — Og du nævnte ikke oversættelsen med et ord.

I tillid til denne fine omtale bestilte jeg bogen, og nu, efter endt læsning, føler jeg mig snydt. Til forlæggeren har jeg lige beskrevet det således:

Det er muligt, at ’Det andalusiske hus’ er en stor roman på arabisk, men den danske oversættelse er visse steder så sørgelig, at man ikke forstår forfatterens ry i arabisktalende lande.

Oversættelsen er ikke helt så fejlbehæftet, som man kan opleve det andre steder i dag, men den forekommer slingrende, usikker, kommaløs og fuld af sjuskefejl, sine steder næsten som en tankeløs maskinoversættelse. Udtryk som ’han slugte sin mund’ findes ikke på dansk, heller ikke ’folk i Fray Juan Giles’ tilstedeværelse har bevidnet’.

Det er en svær tid for bøger. Der er ikke råd til omhu længere, og de færreste mestrer et læseværdigt dansk. Men når man har betalt 300 kr. for en bog, må der ikke være ridser i sproget, så man tvinges til at sidde og gætte på, hvad forfatter og oversætter mon har ment. En god dansk oversætter er først og fremmest god til dansk, og i en god oversættelse flyder sproget frit og upåfaldende.

Nogle få eksempler fra bogens sidste del:

Side 370: ’For ikke at glemme dig vil jeg tage dig med i kommende ord, Cid Hamet Bengalileo.’

Samme: ’Derfor vil jeg beholde dit navn sådan som det passer mig, og ikke som du ønsker. Navnet er mit, men sjælen din. — Som du vil. Du vil jo ikke rette din udtale.’

Side 378: ’Hver gang jeg længtes efter ting der flygtede ud af hænderne og øjnene på mig, lod jeg dem gå fri, bare for at mærke at noget af livet stadig var som det plejede at være.’

Side 379: ’Jeg så min forfader Rojo stige i land på den ensomme kyst med sine sultne og triste rejsebylter;’

Side 384: ’I dette stimulerende kulturliv levede kunstmaleren Nacer Eddine Dinet der var stærkt optaget af ørknen, og efter ham Muhammad Racim med sine usædvanlige forsiringer.’

Side 339 og 340 i bogen siges det, at en oversættelse af litteratur er som at se et flamsk tæppe på hovedet. Det er morsomt, når nu oversættelsen rent faktisk sine steder er så uklar og forvirrende og i så høj grad mangler litterær ynde, at det forekommer som en bog læst på hovedet. Der er, som i en dårligt oversat manual til en kinesisk boremaskine, ingen fornemmelse for dansk sprog og rytme, og som læser mister man tilliden til skriften efter ganske få sider.

Efterhånden går man jo over til udelukkende at læse engelske bøger. Englændere ville aldrig tillade amatører at mishandle sproget i seriøse udgivelser.

(…)

Mener du ikke, at anmeldere i seriøse aviser har et stort ansvar for at holde forlagene fast på et minimum af sproglig kvalitet? Og at de bør rådgive læserne, så de ikke spilder deres penge på irriterende dårlige produkter?

De venligste hilsner

Lone Andrup

Fra: Politikens anmelder

Emne: Om sproglig kvalitet i oversættelser

Kære Lone Andrup,

Tak for dit opråb, som jeg fuldt forstår. Jeg kunne godt have valgt at bruge min anmeldelse på at diskutere oversættelsen, men som du rigtigt har bemærket, valgte jeg anderledes – og med velberåd hu. Jeg synes, det er vigtigt at formidle en forfatter som Waciny Laredj til et dansk publikum, også selv om vilkåret for formidlingen er en usikker oversættelse. Der er mange gode viljer involveret i sådan et kulturmøde, som under alle omstændigheder er vanskeligt, og jeg valgte her at fokusere på det positive frem for det negative. Hvis du havde hørt ’Det andalusiske hus’ læst op, ville du sande, at der ikke kun er dårligt dansk i oversættelsen – i passager er der ligefrem et velfungerende dansk.

Venlig hilsen

(…)

Til: Politikens anmelder

Emne: Om sproglig kvalitet i oversættelser

Kære anmelder

Tak for hurtigt og venligt svar.

Jeg forstår, at du opfatter dig som forlagets mand i stedet for avisen og læserens? At du blev inviteret med til oplæsning og derefter lukkede øjnene for kvaliteten af det færdige produkt? Som er det eneste, de fleste Politikenlæsere har at forholde sig til. At du valgte at ’fokusere på det positive’? — Hvordan ville det se ud, hvis det var et hvilket som helst andet produkt, du skulle anmelde? Fx en ulæselig og skamløst dårlig rejsebog, som du anmeldte godt, fordi du havde været inviteret på en rejse og så mere på intentionen og et måske sympatisk rejsemål end på det færdige produkt? — En lille note om, at oversættelsen vist var foregået i al hast, havde været på sin plads.

Og så svarede du ikke på, om du mener, at det må være anmeldernes ansvar at holde forlagene fast på visse kvalitetskrav, også når det gælder sproget, men din tavshed og dit svar i øvrigt tyder på, at det mener du ikke, hvilket er en interessant position, som måske fortjener at blive diskuteret i et større forum.

Waciny Laredj er næppe tjent med at blive præsenteret for et dansk publikum i en tåbelig oversættelse, hvor en mand bliver truet med en ’kold baret’. Jeg kunne ikke drømme om at læse flere bøger fra hans hånd, og jeg vil heller ikke tage en positiv anmeldelse fra dig for pålydende. Du gør litteraturen, din avis og dig selv en bjørnetjeneste ved at tie om sjusk og uduelighed.

Bær over med min påståelighed. Det er venligt ment og skyldes hovedsageligt omsorg for bøger og sprog.

Mange hilsner

Lone Andrup

(Intet svar …)


Et rigtigt kunstværk, en bog, en forestilling, et digt, en film, et billede, en skulptur, et stykke musik, et smukt, håndvævet tæppe er så overbevisende, at man har lyst til at opleve det igen og igen og ikke kan rette selv det allermindste uden at ødelægge det. Det er færdigt og smukt i sig selv.

Et makværk er kun pinligt, og man ønsker at glemme det så hurtigt som muligt.

I bogkredse er man for tiden frygteligt bange for selvudgivere, som, mener man, trækker kvaliteten ned, fordi de ikke får redigeret og korrekturlæst bøgerne.

Det ser ud til, at selv anerkendte forlag udmærket er i stand til at trække kvaliteten langt, langt ned helt alene og uden protester fra en servil anmelderstand.

Tiggere

Hver fredag eftermiddag, når min mand og jeg ruller ind i den nærliggende Kvickly med vores indkøbsvogn, mødes vi af de tryglende, men også brændende bestemte, øjne fra en yngre mand eller kvinde, der står lige i indgangen med bladet ’Hus forbi’.

De er svære at passere, øjnene, og i de første år gav vi altid en tyver uden at ville bebyrdes med tryksagen. Bare for at kunne købe vore egne fornødenheder uden ubehag og dårlig samvittighed. − Bevares. − Vi er som danskere ikke vant til at omgås tiggere, men vi kan sag­tens undvære en tyver, og vi hjælper naturligvis gerne, hvis nogen er i nød. − Hvis et par rare mennesker er strandet og mangler til billetten hjem. Eller til lige at klare skærene i en perio­de.

Efterhånden mødte jeg parret i bussen, andre steder i byen, i butikker, hvor de talte sammen eller i smartphones på et østeuropæisk sprog, købte ind, i det hele taget opførte sig som alle andre, men hver fredag eftermiddag, året igennem, i årevis, stod den ene eller den anden på plads foran min dagligvarebutik med en lille avis som dække for et − åbenbart − tilpas profi­tabelt tiggeri.

Da gik det op for mig, at jeg ikke er så godgørende og overbærende, som jeg gerne ville tro, at jeg var. Jeg opfattede parrets årelange tilstedeværelse som ubehagelig afpresning og kørte ofte 20 km længere for at kunne købe ind i en konkurrerende butik, hvor indgangen ikke var besat af intimiderende tiggere. Indtil jeg begyndte at spørge mig selv og butikspersonalet om, hvornår − og af hvem − det var blevet besluttet, at vi, dvs. butikkens kunder, skulle under­holde et ungt, arbejdsført par tilsyneladende for stedse? Og hvis butikken fandt det væsent­ligt at forstrække disse mennesker med penge, hvorfor gjorde de det så ikke bare selv og blandede kunderne udenom?

I Danmark er tiggeri forbudt jvf. straffelovens kap. 22:

§ 197: Den, der imod politiets advarsel gør sig skyldig i betleri, eller som tillader, at nogen under 18 år, der hører til hans husstand, betler, straffes med fængsel indtil 6 måneder.

Lovens ord er ret klare; alligevel ser vi dem overalt, tiggerne, nu står de blot med et blad, ’Hus forbi’, et initiativ, som skulle forbedre forholdene for de hjemløse, men som ser ud til blot at fastholde nogle stakler i en uværdig tilværelse.

Vi har i dette lille smørhul af et land forlængst besluttet, at det er en fælles opgave at sørge for dem, der ikke kan sørge for sig selv, deres ægtefæller og børn. Den første lov imod tiggeri er fra 1708 − altså mere end 300 år gammel. Direkte tiggeri og almisser, som det blev kaldt, ansås for nedværdigende for begge parter: både for den, der strakte hånden frem, og for dem, der måtte finde pungen frem. Derfor lod vi staten overtage opgaven med at under­holde de fattigste.

I min barndom i 50’erne så man aldrig en tigger. Det fandtes simpelthen ikke. Der kunne komme en skærslipper forbi og tilbyde at slibe knive og sakse, eller en sjælden gang en arbejdsløs, som tilbød at give en hånd med med forefaldende arbejde for et måltid mad. Ude på gårdene tog man ham på ordet og satte ham til at muge ud, kalke eller reparere et hegn, og hvis hænderne sad rigtigt på ham, kunne han blive i uger for kost og logi og fik gerne en lille slant med sig, når han drog videre. Men fruerne inde i byerne gav som regel bare en krone eller to, som han kunne drikke op eller drage videre med. Kun de allermest påholdende ville herse lidt rundt med ham først.

Da loven om betleri blev vedtaget, eksisterede EU ikke, og strømmen af førlige mænd og kvinder fra østlande, hvor jobmuligheder og lønninger ligger langt under vores niveau, kunne ikke forud­ses.

Vi er i dette land, i hvert fald i min del af landet, stadig uvante med professionelt tiggeri, ligesom vi er ubekvemme ved drikkepenge, aggressive skopudsere, souvenirsælgere o.l.

Argumentet for at lade folk, danskere såvel som udlændinge, stå og tigge under påskud af at sælge ’aviser’ på gader, banegårde og ved indkøbscentre er, at det forebygger kriminalitet. Men er det i så fald ikke et politimæssigt problem?

Hvis vores lille velfærds- og retssamfund fungerede, som det skulle, og som vi alle forventer og betaler for, at det gør, så ville der hverken være tiggere eller tyveknægte i de mængder, vi efterhånden oplever.

Kina

Man tror, man skal gå på muren. Men muren viser sig at være en stejl, sortgrå trappe med næsten uopstigelige trin op ad et omtrent lodret bjerg. Det var den i hvert fald der, hvor vi var.

Op kom vi dog. Opildnet af tilråb fra unge kinesere, der gerne ville have et foto af sig selv sammen med et par ældre bleglændinge som minde om deres udflugt til Den Store Mur.

Vi mødte ingen kinesere, der ikke var åbne, smilende, hjælpsomme og gæstfrie. Og vi stødte ikke på noget kinesisk mad, som vi ikke kunne lide.

Virkelig imponeret blev jeg, da jeg tre gange i træk på indenrigsflyvninger i Kina oplevede, at bagagen nåede ind på bagagebåndet i ankomsthallen flere minutter, før jeg selv kunne tilbagelægge den korte vej fra flyet. − Det er et kunststykke, jeg endnu har til gode at opleve i Europa.

Den Store Drage i øst er i det hele taget et overvældende bekendtskab. På mange måder føles livet i de store byer som hjemme.

Og så alligevel ikke. Arealmæssigt er Kina cirka på størrelse med USA, men befolkningen er en milliard større. Der bygges. Der konstrueres. Der er en energi og en forskellighed og en retning fuld fart frem, som vi ikke har set i vores kulturkreds siden efterkrigsårene.

Kina er dobbelt så stort som Europa, men landet rummer tre gange flere mennesker, og variationen i udseende og kultur er lige så stor inden for landets grænser, som den er i Europa mellem fx grønlændere og sicilianere.

Måske er Den Himmelske Freds Plads det bedste sted at se hvor stort, Kina rent faktisk er. For her færdes grupper af alle tænkelige og utænkelige etniske herkomster ind imellem hinanden. Alle iført dragter fra deres egn af Kina. De kommer for at hædre formand Mao med et besøg eller for at se Det Store Palads. Eller begge dele.

Troen på fremskridt og på forfædrenes ånder, god lykke og held trives side om side og udmøntes i en pragmatisk livsstil, hvor man vanemæssigt og efter bedste evne tilgodeser det hele.

Kun det udrikkelige vand, den forurenede jord, den uigennemsigtige, hostefremkaldende luft minder om, at styret skal træffe nogle meget vanskelige valg, når det gælder om at føde, klæde og huse en befolkning på knap 1,4 milliard.

Som alle med god ret mener, at de bør have akkurat de samme goder, som længe har været en selvfølge hos os. − Vi mødte en ung mand, der havde været i Europa. − Der var himlen blå, sagde han. − Og I kan drikke vandet i hanerne …

Om natten stiger vanddamp op fra Yangtse og smyger sig som røg hen over overfladen. Om morgenen stiger denne dis til vejrs og blander sig med udslip fra kemiske og kulkraftfyrede industrier langs flodbredden, så man kun sjældent oplever en klar dag på floden.

De miljømæssige konsekvenser af hele jordklodens overbefolkning og fuldkommen urimeligt ressourceforbrugende livsstil, der bl.a. tillader små sjæle som os at flyve om på den anden side af jorden, hvis vi skulle få lyst, kan også ses herhjemme over min græsplæne på en ellers smuk forårssolskinssøndag:

Hvor længe endnu kan vi se den blå farve på vores himmel?

Postscriptum:

I midten af 1800-tallet levede i Kina en lærd adelsmand ved navn Li. Han var rådgiver for den magtfulde enkekejserinde Cixi og lidenskabelig modstander af vestlig teknologi, såsom minedrift, jernindustri, kulforbrugende dampmaskiner, telegraf og tog. Grev Li skrev, at disse nyskabelser kunne forårsage ’uforudsigelige skader’ bl.a. ved at ’skænde vores landskab, invadere vore marker og landsbyer, forstyrre vores feng-shui og ødelægge vort folks levebrød.’ − Ingen kunne fortælle, hvad disse opfindelser skulle gøre godt for, og der var ingen argumenter for at fremme deres indførelse i Kina, ifølge Li.

Jung Chang: Empress Dowager Cixi, s. 67, min oversættelse.

Balders bane – om mistelten

Når man interesserer sig for både have og historie, sker der af og til pudsige kortslutninger. Såle­des hos mig, da jeg læste en spændende artikel om mistelten i det populære tidsskrift SKALK. Hi­storier, der udgør en væsentlig del af vores kultur og tankegods, viser sig at kunne stamme fra en almindelig jagtpraksis i stenalderen.

Vi skal tilbage til den nordiske mytologi og de gamle gudesagn. Ethvert barn her i landet har forhå­bentligt stiftet bekendtskab med den sørgelige fortælling om Balders død. − Den gode og rare Bal­der blev spået, at han ville omkomme ved sin broder, Høders, hånd, hvorefter gudinden Frigg per­sonligt drog ud og bad alle ting sværge, at de ikke ville skade Balder. Da han således var usårlig, morede guderne sig med at skyde til måls efter ham med spyd, bue og pil, sten, og hvad de ellers havde ved hånden. Loke, som var misundelig på Balders popula­ritet, omskabte sig til en kvinde og udfrittede Frigg. Hun afslørede i samtalens løb, at hun havde taget alt i ed und­tagen en uanseelig urt, der voksede vest for Valhal; den var så lille, at hun ikke havde fundet det umagen værd at op­søge den. Loke skynder sig hen og pluk­ker misteltenen, og så får han lumske­ligt den blinde Høder til at skyde på Balder med en pil, han har tilvirket af den. Til alles store bestyr­telse og sorg falder Balder død om, og guderne bereder Loke en frygtelig straf.

Sådan lyder historien i korte træk, og de fleste af os har hørt den fortalt således mange gange før, men vi har aldrig spekuleret over, hvordan det var muligt at tildanne en brugbar pil af den blød­grenede mistelten.

På latin hedder slægten Viscum, hvilket er det latinske ord for fuglelim, og det hentyder til de klis­trede, hvide bær, som man brugte til at fange småfugle med, idet man strøg det på træernes grene, så fuglene hang fast, når de satte sig. Den art, vi kender herhjemme, hedder Viscum album, altså hvid fuglelim eller hvid klister.

Det danske navn, mistelten, er knap så romantisk, som de forestillinger vi ellers gør os om planten i dag: Omkring juletid findes misteltenen i mange hjem ophængt i røde bånd. – “Jeg står her under æ mistelten!” råbte den lidet kønne kone i De Nattergales julekalender, og vi forbinder dens smukke, tvedelte, stedsegrønne blade og de mathvide bær med engelske julecarols, med brun­kager, kys og masser af fnis. Men “mist” er det gamle germanske ord for gødning, jævnfør ordet mistbænk, gødningsbænk, som måske endnu kendes af ældre haveejere, og “ten” betyder plante­skud, så mistelten kunne på godt nudansk oversættes med “lorteskud”.

Man har diskuteret årsagen til dette navn. Nogle hævder, at det stammer fra den måde, mistelte­nen spredes på, nemlig ved hjælp af fugleekskrementer, navnlig fra drosler, mens andre påstår, at det nok snarere kommer af, at planten ligner et fremmedelement på det træ, den vokser på, så den minder om noget, der er tabt tilfældigt, ligesom en klat gødning. Mest hælder man dog til, at nav­net skyldes, at bærrene indeholder en sej, ildelugtende substans, som altså er temmelig sna­sket og klistret.

Misteltenen er en stedsegrøn busk, der kan blive op til en meter i diameter, en halvsnyl­ter, der suger vand og mineraler fra træer, hvorpå den er fæstnet med en hæfteskive og bark­rødder, mens den selv kan danne sine øvrige fornødenheder; det er en dårlig snylter med meget ringe overlevel­seschancer, der helt udsulter sin vært. Misteltenen findes i dag kun vildtvoksende få ste­der på Fyn og Sydsjælland, men den er udbredt i mange forskellige værtstræer, så snart man be­væger sig syd for den dansk-tyske grænse: Tyskland, Polen og store dele af Syd­europa og Afrika, foruden nogle få arter i Asien. Vore blomsterhandlere importerer den væsent­ligst fra Frankrig.

Misteltenen har altid været kendt og skattet i folketroen og folkemedicinen. Tegneserielæsere ved, at den er en væsentlig ingrediens i den trylledrik, troldmanden Miraculix forsyner Asterix og de andre gæve gallere med. Misteltenen har været anset for at skærme mod onde ånder, og i nye­re tid har man udnyttet dens indhold af lectin i kampen mod kræft. Den er giftig, overvejende på grund af stoffet viscotoxin, men giften er kun virksom, hvis den indgives un­der huden, ikke hvis man spiser af bær eller plantedele, så der er ingen grund til at undgå mistel­ten af den grund.

Artiklen i SKALK gætter sig frem til en ikke tidligere erkendt anvendelse af misteltenen. På bag­grund af fundet af to urokser i sjællandske moser konkluderer forfatterne, at jagtmeto­derne i lø­bet af stenalderen ændrede sig over et spand på tusind år. Den ældste urokse var for­søgt nedlagt ved hjælp af få, men meget store og kraftige flintepilespidser, som blev fundet om­kring dyrets brystregion. Den yngste med mange, men små og spinkle, pile i baglå­rene. Efter at være blevet jaget og beskudt er begge urokser søgt ud i moseområder, hvor de er gået til bunds, så jæ­gerne ikke havde mulighed for at bjerge dem, og så de senere kunne findes og undersøges af ar­kæolo­ger. Man rejser i artiklen spørgsmålet om, hvordan stenalderjægerne har kunnet gøre sig forhåb­ninger om at nedlægge så vældigt et bytte som en urokse ved hjælp af en håndfuld bittesmå flin­tepile­spidser i låret?

På de knap tusind år, der gik mellem jagten på de to okser, ændrede landskabet herhjemme sig i væ­sentlig grad. Lindetræet indvandrede og kom til at dominere i stedet for birk og fyr, som havde været fremherskende hidtil. Med lindetræerne kom formodentlig også misteltenen. Anvendelsen af pilegift er kendt over hele kloden, og man gætter på, at vore stenalderfor­fædre har udnyttet misteltenens gift, når de ville have kød på bordet. At de har sigtet mod dyrets vældige bagmuskler understøtter denne teori, også antallet af pile, fordi forsøg har vist, at der skulle for­holdsvis store mængder til, før virkningen var dødelig. Den romantiske julepynt kan altså have været anvendt som en dødelig gift i jægerstenalderen.

Pga. forskydninger i klimaet blev misteltenen sjælden herhjemme, og omkring vikingetiden var den så godt som uddød. Men den levede videre i de sagn, man fortalte hinanden fra slægt til slægt. Da histo­rien om Bal­ders død blev nedskrevet, først i Vølvens Spådom ca. år 1000, senere i begyn­delsen af 1200-tallet i Snorre Sturlassons Edda, var denne anvendelse af misteltenen ikke kendt, og man ef­terrationalise­rede fortællingen således, at Balder blev skudt med en pil skåret af mi­stelten. Det er åbenbart, at misteltenen i sig selv også var ukendt for de islandske berettere, fordi enhver, der har prøvet at holde en gren af mis­telten i hånden, kan se, at projektet ville være umuligt: Mistelten har tynde og bløde grene, der ikke kan tildannes som pile og slet ikke har kraft til at gennemtrænge huden på en mand. Men hvis man smører gift udvundet af mistelten på en pilespids, fæstnet på en mere holdbar træsort, giver historien mening.

Et ægte havemenneske får naturligvis straks lyst til at eje en plante med så spændende en historie. Man kan købe paradisæbletræer med velvoksende snyltere i form af mistelten. Men man kan også eksperimentere selv, hvis man er tålmodig og beredt på skuffelser.

For mere end ti år siden overtalte jeg efter jul min blomsterhandler til at overlade mig de sørgelige rester af en kasse fransk mistelten, og jeg forsøgte at så de hvide bær på mit eget paradis­æbletræ. Det kom der ikke noget ud af. Nogle år senere besøgte jeg en haveejer, der havde en misundelses­værdigt stor mistelten på et æbletræ, og jeg tiggede en håndfuld bær, som jeg anbragte rundt om i gren­kløfte på mine egne træer. − Intet skete …

Jeg havde glemt alt om mistelten og opgivet nogensinde at få én selv, da jeg her i vinter gik en tur igennem min frugthave og pludselig fik øje på en lille, men velvoksen, grøn plet mistelten på mit yndlingsæbletræ. En forsinket, men stor og glædelig julegave! − Muligvis vil solsortene, som jo er drosler, nu medvirke til at sprede Balders bane til den nær­lig­gende skov og andre folks haver.

Litteratur:

SKALK nr. 6, 1995, Poul og Kristian Krabbe: Vest for Valhal

Nordiske gude- og heltesagn fortalt af Niels Saxtorph

Dansk Etymologisk Ordbog

Spisevægring by Proxy

En besynderlig lidelse ser ud til at have bredt sig blandt navnlig yngre mødre. Man kunne følge det internationale diagnosesystem, ICD-10, og navngive fænomenet EDbP — Eating Disorder by Proxy. EDbP handler tilsyneladende om at kunne kontrollere sit fuldkommen raske barns føde­indtag ned til mindste bid og derved anbringe det i en ubekvem position uden for alle gængse, so­ciale sammenhænge, hvor spisning som regel indgår: institution, skole, børnefødselsdage og fæl­les måltider med familie og venner.

Der er ikke tale om almindelige forskrifter for sund levevis, som vi kender dem fra diverse kam­pagner, men om en bekenden sig til hjemmestrikkede, sekteriske spiseregler, ofte helt uden vi­denskabeligt belæg eller blot med et gran af opsnappet rationale, som bliver rodet sammen i for­virrede hoveder til letfattelige dogmer. Det kan være ”spis efter din blodtype”, stenalderdiæten, sukkerfri diæt, kødfri, mælkefri, fedtfri, kulhydratfri eller, som jeg så i tv, en hollandsk mor, der håndhævede en streng rå, vegetarisk diæt for sig selv og sin ti år gamle søn.

Lad os tage det hollandske eksempel: Moderen hævdede, at tilberedt mad var unaturligt, fedende og kræftfremkaldende. For en million år siden, sagde hun, havde mennesker ikke ild og kunne derfor hverken koge eller stege fødevarer. — Nej, hun har ret, men vore daværende, menneske­lignende forfædre levede formodentlig heller ikke særlig længe, og de brugte størstedelen af de­res vågne tid på at søge efter mad og gnaske, hvad de nu kunne finde, f.eks. hårde rødder, bark og blade. Moderen pressede appelsiner til sin søn og fodrede ham i øvrigt med bananer, æbler, nød­der, spiret hvede, salat og mangoer. For bare hundrede år siden ville ingen af hendes foretrukne fødevarer have været til at opdrive i Holland om vinteren. Hun og hendes stakkels forsøgskanin af en søn ville dø af sult i løbet af de første måneder på denne diæt.

Denne mor, og andre fødevarekorsriddere, mangler enhver form for historisk bevidsthed. Grun­den til, at vi overhovedet eksisterer i dag, er, at vore forfædre spiste varieret og som hovedregel ikke lod sig styre af kræsenhed og fikse idéer.

Problemet i vores lille, forkælede del af verden er nu, at der er en overproduktion og et overfor­brug af underlødige fødevarer, som gør os tykke og syge. Vores fødevarer er ganske rigtigt mis­handlede, alt for gamle og proppede med gift og kemikalier. Det er et reelt problem. Men vi bliver alligevel omkring firs år gamle i gennemsnit, hvilket er enestående i menneskehedens historie. I vores kulturkreds lever i disse år de første generationer i hele jordklodens beståen, som er sikre på, at de kan spise sig mætte hver dag! — Derfor er det mig en gåde, at nogle forholdsvis velud­dannede, yngre kvinder − og nogle få mænd − i et moderne, verdsligt samfund reagerer med spi­seforstyrrelser, som kunne minde om religiøst betingede fasteregler og forbud mod bestemte fø­devarer.

Hvilke kostregler, voksne mennesker pålægger sig selv, kommer ikke andre ved. Men at gøre det sociale liv besværligt for sine egne børn pga. uvidenskabeligt vrøvl er et alvorligt anliggende. Hvad er formålet? At opnå indirekte opmærksomhed? På en forkvaklet måde at demonstrere, at man er en god mor? At kompensere for sin egen manglende prioritering af barnet, der bliver overladt til fremmede voksne og store grupper af andre børn det meste af dagen? At kæmpe for at bevare en rest af personlig kontrol i et stressende og ukontrollérbart miljø med partikelforurening, usundt indeklima, dårlige madvarer og en truende miljøkatastrofe?

Vi er alle bekymrede for verdens skæve gang, men ikke alle vælger uhensigtsmæssige individuelle løsninger, som f.eks. spisevægring pr. stedfortræder, i denne sammenhæng spisevægring på bør­nenes vegne, for mange af disse unge mødre undser sig ikke for selv at tage en kage til kaffen henne på kontoret. Den hollandske mor i tv-udsendelsen var tilsyneladende alene med sin søn, og vha. sine strikte regler for madindtag kunne hun effektivt isolere og kontrollere den unge mand, der var i hendes varetægt, og som var helt afhængig af hendes accept og — i dette tilfælde sær­deles betingede — kærlighed.

Hun fremstod som et grelt eksempel på en ulykkelig, individuel protest mod moderne mad. Før denne tendens breder sig yderligere, vil jeg gerne slå et slag for en mere rationel og nyttig, politisk og demokratisk kamp for bedre fødevarer, det være sig i institutioner såvel som i hjemmene, i Danmark, såvel som i verden ude omkring os.

(Bragt første gang i Politiken d. 2. 2. 2010)

Danske værdier?

‘ … jeg er på mine børnebørns vegne bekymret over at være vokset op i en tid, der har haft selvtillid nok til i løbet af et par generationer at skille sig af med tusind års skik og brug. Ikke mindst fordi vi allerede længe har haft lejlighed til at vurdere, hvad der er kommet i stedet for.’ side 229, LIMFJORDEN I af Hans Edvard Nørregård-Nielsen

Der er megen snak om danske værdier for tiden, men jeg kan ærligt talt ikke se, hvad de skulle bestå i. Bortset, naturligvis, fra magten til at tvinge folk, der ikke bryder sig om det, til at æde svinekød allerede fra vuggestuealderen.

Vi er stolte af vores svinekød, som produceres og slagtes under kummerlige forhold med 25.000 selvdøde smågrise i staldene pr. dag, med enorme mængder af penicillin og multiresistente bakterier, som nu er begyndt at true vor egen sundhed i alvorlig grad.

Førhen var vi en fredsbevarende nation, der sendte observationsstyrker til Gazastriben, Cypern, Eksjugoslavien og andre brændpunkter, før vi under Anders Fogh Rasmussen pludselig blev en krigsførende nation, der uden FN-mandat løb i hælene på USA og sendte angrebstropper ind i Irak, senere Afghanistan og bombede Libyen.

Et af vore store provinsdagblade syntes for nogle år siden, at det tilkom dets kulturredaktør at tage et opgør med Islams tusind år gamle dogmer og lagde sig derved ud med ca. 1 mia. mennesker, som, ifølge avisen, skulle lære at kunne tåle spot og hån …

Vi sender vor gymnasieungdom til andre lande, hvor de mindreårige drikker sig fra sans og samling, brækker sig, laver ballade og raserer ærværdige kulturbyer iført tøj, hvis æstetik er lånt fra pornofilm. Forældre og lærere er tilsyneladende magtesløse, for de giver udtryk for, at det må være rejsebureauernes opgave at sørge for, at de unge opfører sig ordentligt og ikke kommer til skade. Dansk politi sender hjælpsomt fire betjente med de unge.

Vor statsminister repræsenterer landet ved at jage ’Sex and the City’-skuespilleres autogra­fer og tage selfies af sig selv sammen med andre statsledere ved en mindeceremoni, der skulle have handlet om Nelson Mandela, en af de seneste hundrede års betydeligste mænd.

Hendes konkurrent til posten, formanden for Venstre, Lars Løkke Rasmussen, genererer ustandseligt sager med sit private luksusforbrug for det offentliges penge, og så var han statsminister, da den ubehagelige skattesag opstod, hvor ministre og deres rådgivere, når det drejede sig om en førende oppositionspolitiker, havde mere end svært ved at skelne mellem lovgivende myndighed og udøvende skattevirk­som­hed, hvilket er ret pinligt i et vestligt demokrati, som gang på gang drog i krig mod arabiske lande angi­veligt for at lære dem forskellen.

Vi siger ’fuck’ til alting i en sådan grad, at engelsktalende lande regelmæssigt kommenterer vore reklamefilm eller programtitler : ’So F…ing special’ o.l., som sikkert lyder smart i unge programmedarbejderes øren, men som er dybt pinlige, når de rammer et mere modent, sprogkyndigt publikum.

Så anbragte en kunstner nogle rådnende grise i montrer på et museum. Da reaktionerne stilnede af, proppede en anden et par guldfisk i en blender, og en tredje skabte en skulptur bestående af udstoppede hundehvalpe. Den zoologiske have i København toppede så her i vinterferien med, for øjnene af tusindvis af børn og voksne, at dræbe og partere giraffen Marius. Angiveligt som et ’pædagogisk projekt’, så ungerne kunne lære ’hvad der sker med overflødige dyr’ … Tv-billederne viser chokerede børneansigter, og for mange af dem bliver en hyggelig familieudflugt i zoo aldrig det samme igen.

Hvad sker der med os? Er intet helligt længere? − Børn må gerne se et dyr blive slagtet og parteret, men da ikke for sjovs skyld? For billetsalget, omtalen og underholdningens skyld? − Det er jo usømmelig omgang med lig! Og så havde dyret til overflod et navn. Marius. − Kom unger! Vi skal i zoo og se Marius blive skudt og kastet for løverne! − Minder det om noget? Panem et circenses? De offentlige opsprætninger af prostituerede, mordere og andre ulykkelige, afdøde fattige i de parisiske ’teatre’, som folk kunne købe billetter til? Udpakningen af egyptiske mumier under selskabelige former i den engelske overklasse?

Er der ikke længere voksne i blandt os? Ingen dømmekraft tilbage? Er vi kun ude på at sprænge tabuer og overskride grænser i pubertær vildskab og skaffe os dårlig omtale internationalt?

De unge, der tomlede eller interrailede sig igennem alverdens lande i 70’erne og 80’erne, var stolte af at være danskere, og de syede iøjnefaldende store, danske flag på deres rygsække. For som dansker blev man respekteret og godt modtaget allevegne. Det er vist definitivt slut. Nu vækker vi kun undren.

Aktuelle kommentarer

Ingen synes at forbinde det høje antal cuttere, spiseforstyrrelser, stofmisbrug, angst- og depressionsprægede unge og overdreven ungdommelig druk i ind- og udland med den ekstremt tidlige institutionalisering af danske, førsproglige småbørn i vuggestuer og dagplejer, hvor de, ifølge en forsker, driver rundt som ’sanseløse pingviner’ en stor del af deres vågne tid. − Førsproglige småbørn ved ikke, om de bliver hentet igen. De oplever traumatiserende brud i dagligdagen, bliver hentet og bragt, stresset tidligt og sent, møder nye pædagoger og gæstedagplejere vekslende med bedsteforældre og forældrenes venner og andre børns forældre. De bliver passet af professionelle uden ægte kærlighed, opmærksomhed og interesse i konkurrence med flokke af jævnaldrende i de mest følsomme år af deres liv og kan meget vel påføres en kronisk mangel på basal tryghed og selvtillid, som slår ud senere. Men vi er mest optaget af at PISA-teste dem…

»Der kan ikke være nogen tydeligere åbenbaring af et samfunds sjæl end den måde, hvorpå det behandler dets børn«, Nelson Mandela

True folk på deres livsgrundlag til at lade sig tvangsoperere for fx dårlig ryg? Ikke siden tvangs­sterilisationerne af psykisk handikappede og ’moralsk degenererede’ i 1930’erne har vi været så langt ude. Ikke engang læger må behandle nogen, og da slet ikke ope­rere, uden udtrykkeligt sam­tykke. Så må kommunens ansatte vel heller ikke tvinge folk under kniven. Jeg ønsker ikke at vide, hvordan der ser ud inde i hovedet på ophavspersonen til det forslag. Er der nogen, der tror, at der fin­des mennesker, der nyder at gå hjemme med smerter i ryggen i stedet for at lade sig operere, hvis en sådan mirakelløsning var mulig i deres tilfælde? Og hvem har ansvaret, hvis operationen mislykkes? Der er åbenbart ikke længere grænser for, hvor langt man vil gå i forsøget på at spare et par skillinger. Og der er altid nogle omklamrende kom­munale M/K’ere, som mener at vide bedre end selv uddannede læger. Man kan jo håbe, at vore læger nægter at medvirke til dette barbari.

Små mænd og næser

Tænk engang, hvor overraskende storsindet og statsmandsagtig Lars Løkke ville have fremstået, hvis han, i stedet for at gå med på Enhedslistens sure spil om påtalen, næsen, til Helle Thorning, havde erklæret sig tilfreds med en PET-chef og en justitsministers af­gang. Tænk, hvis han med et varmt smil havde afvist enhver videre snak om kalendere og Christianiabesøg som bagateller og tidsspild. Nu, hvor ikke engang en lille næse kunne vedtages, ligner han som sædvanlig blot en smålig og formatløs, lille mand.

Arvingerne

Nu har vi set et par afsnit af DR’s dramaserie, og vi spekulerer på, om der virkelig er no­gen i dette land, udover forfatteren, der tror på, at fire hel- og halvsøskende og en eks­mand får lov til selv at gå og fifle med deres arvesager, disponere over huse, biler og kunstværker og forsøge at snyde hinanden til at skrive under på dette og hint. At der ikke meget hurtigt i forløbet ville optræde en uvildig advokat eller skifteret, der bånd­lægger værdierne, huse, biler, kunstværker m.m., til langt over 10 mio. kr., og påser, at det hele går retfærdigt til. Fakta og realisme kan skam også være dramatisk, hvorimod uvidenhed og dumhed bare er uinteressant. − Skuespillerne spiller usæd­vanligt godt, hvis man sammenligner med andre, danskproducerede film og serier, men noget mono­tont og helt uden udvikling, hvilket må skyldes det uigennemtænkte, tomt effektsøgende manuskript.

Overgrebene på den unge digter, Yahya Hassan, vil ingen ende tage:

Først fra hans egen familie, navnlig faderen.

Så fra et system, der anbragte ham på en institution, hvor der tilsyneladende var store pro­blemer med både fysiske og verbale overgreb og grænser.

Så gav man ham en kontaktperson, der udnyttede ham seksuelt, selv om han var mindre­årig, og hun var mere end dobbelt så gammel som han.

Så topper denne person, som burde have været der for ham, tillidsbruddet ved at skrive en bog om forholdet og hænge ham ud offentligt.

Derudover overfaldes han og udsættes for trusler fra religiøse grupperinger, som føler sig for­nærmet af hans ord.

Burde vi ikke snart besinde os og begynde at tage vare på ham?

Om kunstneriske prætentioner

Nogle mennesker tror, at hvis de bare udtrykker sig tilpas sløret, upræcist og tåget, med et ’jeg’ og et ’du’, med ordstrømmende omveje uden egentlige pointer eller mening, med uskarpe billeder eller med dårlig lyd, så er de rigtige kunstnere.

Der er sket noget med de moderne kommunikationsmidler:

Først sender min mor mig et brev

Så sender jeg hende en mail med et par fotos og tak for brevet

Så sender jeg hende en sms, hvor jeg skriver, at jeg har sendt hende en mail

Så ringer hun for at sige, at hun har læst min mail

Dømmekraft blandt de ypperste af vore folkevalgte

Mens vor statsminister repræsenterer landet ved at jage ’Sex and the City’-skuespilleres autogra­fer og tage upassende selfies af sig selv sammen med rigtige statsledere ved en mindeceremoni, der skulle have handlet om en af de seneste hundrede års betydeligste mænd, så må den ene efter den anden af hendes ministre gå af pga. fiflen med love og regler og generel udygtighed i syste­met: Uffe Elbæk, Christian Friis Bach og Morten Bød­skov. Annette Vilhelmsen har anbragt sig midt i farezonen med tildeling af offentlige midler uden om almindelige ansøgningsregler. I oppositio­nen går det heller ikke for godt: Der er (endnu en af) Løkkes sager om personlig luksus og overfor­brug for andres penge, og så er der den ubehagelige skattesag, hvor ministre og deres rådgivere havde mere end svært ved at skelne mellem lovgivende myndighed og udøvende skattevirk­som­hed, hvilket er uhørt pinligt i et vestligt demokrati, som kastede sig ud i blodige an­grebskrige angi­veligt for at lære ’mindre udviklede lande’ forskellen.

De evige værter

DR orker kun sjældent at finde nye ansigter og værter til programmerne. Når de én gang har hyret en fyr eller fyrinde, og det synes at fungere blot nogenlunde, så flytter de ind for altid og bliver en uafrystelig del af DR-familien. Som oldefædre, hyggeonkler, mostre, fiffige fætre og kække kusiner, man aldrig, aldrig slipper for igen. Som det er sket for metusalemmet Søren Ryge, for Puk Elgaard, Christine Feldthaus, Anne Glad, Adrian Hughes, brødrene Price, brødrene Madsen, kagebager Blomsterberg, Thomas Skov, Louise Wolff, Lise Rønne og de to komplet indsigtsløse fænomener Felix og Emil. De her nævnte optræder ikke blot i et enkelt program, som man så kunne lade være med at se, hvis man kørte træt. Næh, de optræder alle i en to-tre forskellige programmer og dukker desuden ustand­seligt op i hinandens programmer eller til overflod i Aftenshowet og i den øvrige programflade, indtil man når kvalmegrænsen. Og det gør man uafværgeligt, uanset hvor dygtige og sympatiske de eventuelt var til at begynde med.

Når der sker noget for unge mennesker, en forlovelse, et bryllup, en rejse, en ny kat, en syg­dom, en fødsel el. lign., så overvejer de allerførst pressestrategien: Hvem skal have hvad at vide hvornår, og hvornår kan man skrive det på Facebook. Først deref­ter forsøger de at være med i det, der sker.

Ang. det omfattende metrobyggeri i København: Nu gider vi jyder ikke høre på mere klynk og jam­mer over støjgener fra velaflagte mennesker, der har valgt at bo midt i hoved­staden. Menne­sker, der bliver lyttet til og økonomisk kompenseret, og hvis centralt be­liggende lejligheders værdi stiger betragteligt, når metroen en dag står færdig.

At ville forbyde folk at ryge i deres egne hjem eller biler:

Vi har længe haft tradition for, at folk måtte arbejde, stresse, medicinere, sniffe, drikke, æde eller sprøjte sig ihjel uden videre indblanding, hvis det var det, de lystede. Rygning skader ikke nævneværdigt på det overordnede niveau. Hvis man virkelig ville have mere plads på hospitalerne og renere luft, skulle man forbyde en stor del af industrien samt biler, lastbiler, busser, tog, skibsfart og flyrejser. Ikke bare i Danmark, men i hele verden. Er det realistisk? Har vi nogen som helst indflydelse i Kina, Indien og Brasilien fx? Ville de politisk korrekte M/K’ere, som skriger så skingert og højt, undvære deres biler og ferierejser, hvis miraklet skete, og de blev hørt? Og de friske jordbær og roser og mangoer i februar? Og billigt modetøj og sko fra Tredjever­denslande? – Det er for let at gå efter rygerne, fordi de står der og vifter med deres ose­pinde. Man kan ikke holde en lastbil ansvarlig. Eller gå ud og nidstirrer et jetfly.