Når man lever tæt sammen med dyr, begynder man på et tidspunkt at genkende sig selv i dem og omvendt. − Det gælder naturligvis ikke i særlig høj grad for fx bænkebidere, som jo er små krebsdyr, men de hunde, heste og høns, som mit liv har været beriget med, og som er flokdannende dyr, lige som vi er, har lært mig meget om mennesker.
Man kan genkende de basale udviklingstrin, følelser og adfærdsformer i sin hund: tilknytning, leg, indlæring, glæde, hilseritualer, ophidselse, angst, forventning, resignation, vrede, trusler, hengivenhed, nysgerrighed, vagtsomhed, parringsadfærd, yngelpleje osv. Derfor passer hunde og mennesker så godt sammen. Vi forstår intuitivt hinanden.
Når man beskriver en dyrearts adfærd, benytter man nogle specifikke, operationelle kategorier. Hvis man skulle anvende metoden på mennesker, kunne det måske komme til at se nogenlunde sådan her ud:
Mennesket er et flokdyr
Én høne er ingen høne, siger zoologerne. Alle høns’ adfærdsformer, såsom lyde og positurer, er beregnet på at agere i en flok, at kommunikere med andre individer. Det giver ingen mening at tale om blot en enkelt høne i dyreadfærdsforskningen. Alle hendes små lyde, bevægelser og kald ville være absurde, hvis der ikke var andre høns i nærheden. På samme måde må det gælde mennesker, at ét menneske er intet menneske. Der er mange ting udover de rent biologiske funktioner, der overhovedet ikke giver mening, hvis der ikke var andre mennesker i verden, fx at tale, skrive, plukke øjenbryn, kropssprog, designermøbler m.m.
Vi er i udpræget grad flokdyr, og det kan du se, når du sidder og taler med din veninde, og hendes mobiltelefon pludselig ringer: De færreste kan ignorere et kald fra en artsfælle.
På de rumænske børnehjem sygnede småbørn hen og døde, hvis ingen tog dem op, så dem i øjnene, rørte ved dem og snakkede med dem. Og det, selv om de fik mad og væske nok.
Nogle mennesker er så meget flokdyr, at de udelukkende lever for at gøre indtryk på, og høste billigelse fra, andre mennesker − selv vildt fremmede, som de kan risikere at passere på en gade. Vi er alle kendetegnet ved forskellige grader af indre- eller ydrestyrethed.
Moderne sprogbrug, hvor vi formodes at gå rundt og ”sende signaler” som en anden radiomast, viser netop, hvor meget vi konstant indregner andre mennesker. Måske mere, jo flere vi er, og jo flere nye mennesker vi dagligt møder i de store byer? I de gamle landsbysamfund nyttede det ikke meget at flashe eksotiske tatoveringer eller tage en stor, rød hat på for ligesom at vise, hvem man var; alle og enhver vidste jo, at du bare var bagerens Anna. Da var man født til sin plads i flokken og slap almindeligvis for at vælge livsstil og tilhørsforhold.
Det er i øvrigt besynderligt, at man lader sig tatovere eller påfører sig kunstigt hår fra afdøde, fattige kvinder for at skille sig ud fra mængden, der også alle sammen lader sig tatovere og påsætter kunstigt langt hår. Vi vil alle skille os ud på den samme måde. Vi vil være en del af flokken, også når vi forsøger at være særegne.
Selv Robinson Crusoe måtte have sig et medmenneske, som han nedværdigende kaldte Fredag efter den ugedag, han mødte ham. − Jeg har altid spekuleret på, hvad Fredag i sit stille sind kaldte Robinson? Handlingen i Robinson Crusoe består i hans overlevelseschancer i ufrivillig isolation fra flokken, som så ofte før og siden symboliseret ved en øde ø.
Ensomhed, isolation, psykisk eller fysisk afsondrethed er en straf i menneskenes verden, og det er det også i hønsenes, hundenes og alle de andre flokdyrs verden. Husk det, når du køber en hvalp og lader den være alene hjemme syv, otte eller ni timer om dagen, eller når du afleverer dit lille barn til fremmede, mens du går på arbejde, eller ”putter” det i et værelse afskåret fra resten af flokken og ignorerer dets naturlige angstskrig, fordi ”hun skal jo lære at sove selv”.
Mennesket er et hierarkisk dyr
Når vi er flokdyr, følger det automatisk, at vi danner hierarkier. Det gør både hunde og høns også. Hierarkiet forebygger evindelige stridigheder og kampskader på individerne, som kunne koste flokken værdifulde ressourcer. Hvis vi slås indbyrdes, kan vi ikke jage effektivt.
Når man først har fået øje på menneskets hierarkiske strukturer, kan man se dem alle vegne, selv om vi i vores moderne demokrati har en kraftig tendens til at fornægte deres eksistens. Det indiske kastesystem og det engelske klassesystem er hierarkier i ren form. Men det findes også hos os:
Hvis du ankommer til en butik i pels og limousine, får du automatisk en bedre behandling af ekspedienten, end hvis du kommer til fods i slidte jeans og gummistøvler. Pelse, biler, mærkevaretøj og sko, guldure og smykker er alt sammen statustegn, som vi anvender til at fortælle andre, at vi er rigere end dem og derfor bør rangere over dem i hierarkiet.
At vinde en diskussion, at få det sidste ord, at være klog, sjov, høj, giver status, hvis du er en mand. Symmetriske, og dermed smukke, træk, velklædthed, rigdom, ejendom og ejendele, ro, dygtighed, sociale færdigheder, god smag, charme, flok- og familietilhørsforhold giver status til begge køn. Der er næsten ikke den ting, vi ikke kan bruge til at signalere status med.
Mænd og kvinder har parallelle hierarkier. Mænd har deres egne koder og konkurrerer som oftest mest med andre mænd, ligesom kvinder noget mere fordækt konkurrerer med hinanden. De to køn går kun i indbyrdes konkurrence, hvis deres områder overlapper, hvis de sidder i samme bestyrelse, vil opstilles i samme valgkreds, er kollegaer på samme trin, eller hvis de begge i hjemmet har rengøring som dagligt ansvarsområde, madlavning, barnepleje, havearbejde, husreparationer, vedligeholdelse og reparation af bilen.
Normalt vil der i et givet samfund være en strikt arbejdsdeling mellem mænd og kvinder, så de ikke kommer i direkte konkurrence og dermed karambolage med hinanden. − Det er vi så ved at ophæve i vores del af verden, og det er meget spændende at betragte de krumspring, vi gør for at undgå problemer med kønnenes sammenfaldne interesser.
Det ser ud til, at de fleste mænd vælger at forlade de erhverv, hvor kvinderne begynder at gøre sig gældende: lærere, præster, tandlæger, læger, dyrlæger… Når mændene bakker ud, taber fagene prestige, og efterhånden bliver der meget få maskuline erhverv tilbage, direktør, mekaniker, nogle få håndværk og gangsterrollen er endnu tilbage.
Mennesket er et visuelt dyr
Hunde oplever verden som dufte. Store dele af hundens hjerne er beregnet på at modtage duftindtryk, og de kender hinanden på lugten. En hanhund kan blive seksuelt ophidset, hvis han kan lugte, at en tæve i løbetid har passeret fortovet et par timer før.
Mennesket er i modsætning til hunden et visuelt dyr, og vi kender hinanden på ansigtstrækkene. Vores øjne og hjerner er specielt udformede til at opfange og behandle synsindtryk. Få timer efter fødslen kan vi genkende vores mors træk. Vi er simpelthen forudprogrammeret til at skelne artsfæller, dyr, planter, landskaber og meget andet, ved hjælp af synet.
Vi kan både høre og lugte, og vores følesans er også OK, men det er synet, der er essentielt for vores overlevelse. Tænk, hvis vi ikke kunne se rovdyrene, byttedyrene, frugterne, vejen hjem eller vores egne børn. Navnlig ting i bevægelse reagerer vi lynhurtigt på. Derfor er vi mere tilbøjelige til at sidde passivt og se dårligt tv, end vi er til at sidde med en bog, som måske er mere interessant, men mindre stimulerende for synet. Da vi er flokdyr, foretrækker vi også fælles aktiviteter, fx film- eller tv-kigning, frem for læsning i ensomhed.
Menneskemænd kan lade sig ophidse til at udføre parringsakten alene ved hjælp af billedpornografi i form af lumre postkort, glittede blade, ”naturfilm” eller internettets vidtstrakte underskov af pornosider. Og et uopslideligt fænomen som striptease − afklædningsdril − er i højeste grad henvendt til synssansen (mænds).
Kvinder bruger deres 180°’s bredsyn til fx at holde øje med børnene, der leger tæt på ildstedet eller afgrunden, og deres øjne er beregnet til at skelne de små farvenuancer, der fortæller, om bær og frugter er spiseklare eller ej. Blot en grøn skygge på en kartoffel, som mænds grovere synssans måske ikke opfatter, fortæller kvinden, at denne kartoffel har fået lys og nu er giftig.
Mennesket er et meningsskabende dyr
Mennesket er født med en trang til at søge meningen bag fænomener. Det har sikkert gavnet vores overlevelse, at vi kunne regne årsagssammenhænge ud. Fx at mørke skyer betyder regn, at bær modner om efteråret, at hjortene trækker nordpå om foråret, og at der kan slås gnister med en flintesten. Denne videnstrang har bragt os hen til, hvor vi er i dag, i et højteknologisk, meget kontrolleret og trygt samfund − i vores lille del af verden. Og vi forsker stadig for at opnå endnu større viden. Menneskets nysgerrighed har tilsyneladende ingen grænser.
Der var så ting, vi førhen ikke kunne regne ud, fx hvorfor det lynede, eller hvorfor der pludselig stod en regnbue på himlen, eller det helt store spørgsmål: Hvorfor skal vi dø? − Derfor skabte vi vores egen mening: Thor, der drønede hen over himlen i sin bukkevogn, Gud, der gav Noa et tegn på, at der aldrig ville komme en stor oversvømmelse igen, og vi opfandt genopstandelsen og Paradiset, hvor alle de døde kunne gå rundt i evig lyksalighed.
Hvis vores viden ikke rækker, udfylder vi altså hullerne med selvskabte, fantasifulde konstruktioner, sommetider rene tåbeligheder, religion eller overtro. Det er vigtigt at holde sig dette for øje. For først når vi erkender vores arts tilbøjelighed til at skabe mening selv i meningsløse begivenheder, kan vi gennemskue de konventionelle usandheder, gisninger og bedrag.
Det tog mig mange år at lure de efterrationaliseringer, som vi alle hyppigt benytter os af. Fx taler vi meget om, at vores børn har godt af at være sammen med andre børn og voksne, når det passer i vores eget kram at få dem passet ude af dagplejere eller pædagoger. Alle undersøgelser viser, at børn helst skal have et fast sted og deres primære omsorgspersoner, dvs. mor, far, bedsteforældre, om sig konstant i de første tre leveår, men hvis jeg gerne vil begynde at arbejde, begrunder jeg barnets lange, traumatiske og opslidende dage i vuggestuen med barnets eget behov. − Smart, ikke?
Først da jeg læste om nogle forsøg med hypnose, gav min egen og mine medmenneskers adfærd mening. Man gav under hypnose en række forsøgspersoner besked på at gå hen og åbne vinduet, når forsøgslederen knipsede med fingrene, hvorefter man vækkede personerne op igen. Da han så knipsede midt i en samtale, rejste de sig og gik hen og åbnede vinduet. Adspurgte, havde de alle tilsyneladende rationelle, men jo helt selvopfundne begrundelser, for handlingen, at der var varmt i rummet, at de havde hørt noget usædvanligt nede fra gaden el. lign.
Dette har lært mig at tage alle begrundelser, også mine egne, med en stor spiseskefuld salt. Fx når jeg får lyst til en ferie og over for mig selv og andre begrunder min rejse med, at det er længe siden, jeg har besøgt min ven, at jeg ikke kunne sige nej til en invitation, at jeg har haft en hård periode på jobbet og FORTJENER et break, at det vil være godt for børnene med noget sol og varme, at det er godt for familielivet, at vi tilbringe lidt tid sammen på et badested, eller tværtimod, hvis det passer mig bedre, at vi tilbringer tid hver for sig, kort sagt: bortforklaringer i form af tilsyneladende rationelle begrundelser ad nauseam.
I VIRKELIGHEDEN tager vi de fleste beslutninger nede i maven eller omme i krybdyrhjernen, og så bruger vi den senere udviklede, mere rationelle del af hjernen til at efterrationalisere de opboblende, lystfyldte beslutninger.
Hvad motiverer et menneske?
Vi er alle, kvinder såvel som mænd, hovedsageligt motiveret af følgende faktorer:
Mad
Sex
Magt
Grådighed
Bekvemmelighed
Vi søger føde. Vi spiser for meget, hvis vi kan. Mad er grundlaget for vores overlevelse. Vi tænker ikke meget på det til daglig i vores del af verden, men hvis maden mangler, kommer det til at fylde alt!
Muligheden for sex er dernæst den mest motiverende faktor i menneskets liv. På grund af muligheden for sex vil mænd tage på lange rejser, udkæmpe drabelige slag, plyndre, drive handel for at berige sig, fabrikere udsøgt kunst eller musik eller udholde langvarige uddannelser og andre pinsler for at opnå prestige. Kvinder tilbringer timer hver dag med personlig pleje, makeup, barbering her og der, hårfarvning, øvelser, tøjvalg, for at være attraktive i mænds øjne. De vil endog balancere omkring på unaturligt høje hæle og udholder smerterne, mens deres fødder efterhånden forkrøbles. De er villige til at lade såkaldte læger indoperere eller indsprøjte fremmedlegemer i deres kroppe for at fremhæve de sekundære kønskarakterer. De vil gøre sig selv smukkere, blidere og dummere for at opnå den mest attraktive mands interesse.
Den mest attraktive mand i kvinders øjne er ham med den højeste status, læreren, chefen, kursuslederen, den bedste beskytter med mest styrke og beslutningsdygtighed, og den med det bedste forsørgerpotentiale, dvs. rigdom.
Den mest attraktive kvinde i mænds øjne er ung, frugtbar og frodig de rigtige steder, og så er hun blid, smilende og beundrende.
Over for kønsfæller kan kvinder derimod være stride. Som vi allerede har nævnt, er mennesket et hierarkisk dyr, og muligheden for at opnå større magt, prestige, status, indflydelse er en højt motiverende faktor. Se blot på det sørgelige udvalg af små, hidtil oversete mandslinge og arrige kvindemennesker, der forsøger sig i politik i disse år, tilsyneladende uden andet formål med opstillingen end at fremme egne ambitioner om magt.
Når vores behov for mad, sex og magt så vidt muligt er opfyldt, så får vi behov for bekvemmelighed. Velisolerede og velindrettede huse, biler og fly, så vi hurtigt og med mindst mulig ulejlighed kan komme omkring, bløde stole, sofaer og senge. Varme tæpper, dyner, rum. − Vi vil til enhver tid vælge den korteste vej mellem A og B. Vi brokker os over, at vi skal vente tre timer i lufthavnen, så det tager 30 timer at komme hjem fra den anden side af jorden i stedet for 27. Selv når jeg går en lang tur i skoven for motionens skyld, skyder jeg genvej, hvor det er muligt.
I hverdagenes små og store valgsituationer vil vi mennesker ligesom dyr være tilbøjelige til at gå efter den mulighed, der omgående giver os mad, sex, magt eller bekvemmelighed. For at nå længere end det mest primitive stade, har vores hjerner udviklet regulerende strukturer, der kan fortælle os, at det på længere sigt vil tjene os bedst, hvis vi får noget hø kørt ind, selvom vi hellere ville ligge på stranden, at vi ikke må spise sædekornet, selvom vi er sultne, at vi er nødt til at røre os en times tid hver dag, at vi skal være høflige over for andre mennesker, at vi ikke må køre for hurtigt i trafikken, at vi ikke må overspise, at vi ikke kan parre os med tilfældige, hvis vi gerne vil bevare vores ægteskab osv.
Så hvis din gode veninde beder dig om at følge dit hjerte, lytte til din intuition, mærke efter hvad du har lyst til, så bør du skynde dig væk. I virkeligheden retfærdiggør hun med disse idiotiske råd blot sin egen bekvemme trang til at nøjes med at tænke med krybdyrhjernen og derved følge sin egen umiddelbare, egoistiske lyst og koble alle de mere avancerede, senere tilkomne hjernestrukturer, pandelapperne, der kan tænke etisk, logisk, rationelt og beregne konsekvenser, fra.
Hvis du hoppede på den, ville du tilbringe størstedelen af din tid med at æde, parre dig, forsøge at dominere dine omgivelser og derudover så vidt muligt ligge på en blød sofa under en varm dyne. − Minder det måske en smule om dit normale weekend- og ferieprogram?
Og nu kommer vi vist frem til det, som filosofferne normalt plejer at definere et menneske med, nemlig dets sprog, dets abstraktionsevne, evnen til at udsætte egne, umiddelbare behov for et større, individuelt eller samfundsmæssigt, gode, og dets moral. − Skulle vi ikke prøve at arbejde os derhen? Selvom det er svært?
