Kategori: Litteratur

Sprog- og bogsjusk

Det er kun i Danmark, vi stiltiende finder os i, at vores skriftsprog overtages af velmenende og produktive, men uvidende og udygtige amatører.

På anmeldernes anbefaling læste jeg belgieren Tom Lanoyes nye bog på dansk, ”Målløs”.

TURBINE forlaget (sådan omtaler de sig selv på hjemmesiden) skriver om bogen, der handler om forfatterens mor, at ”Hun mistede først sit sprog, så sin værdighed, så sit hjerteslag.” De citerer bl.a. Politikens anmelder:

“Gribende erindringsbog gør regnskabet op med diva-mor …”

Marie Tetzlaff, Politiken

(4 ud af 6 hjerter)

De fleste anmeldere var enige og roste bogen; det er sikkert også en glimrende bog, men, som det desværre ofte er tilfældet her i landet, så er bogen oversat af en af vore talrige sjuskede og usikre sprogbrugere, og forlaget glemte at lade manuskriptet gennemgå af en, der kan læse og skrive dansk, før de udgav det.

Bogen handler om en farverig kvinde, om hendes familie, venner, naboer, by, land, og om hendes søn, forfatteren. Det gennemgående tema er sproget, som moderen beherskede i sjælden grad, og som hun mister, og som forfatteren i hver eneste sætning forsøger at vise, at han mestrer bedre end de fleste.

En sådan bog, der netop handler om sproget, oversætter man til et hjælpeløst dansk, fx side 42 hvor en person gennemlever: ”Tolv måneder, fire sæsoner forbi, før man får set sig om.” − Hvad mener oversætteren her? Modesæsoner? Jordbærsæsoner? Jagtsæsoner? Dem er der næppe fire af på et enkelt år. Man stopper læsningen og spekulerer. Er bogen oversat fra engelsk ”seasons” og skulle det rigtige ord have været ”årstider”?

Side 212 har en kakkelovn ”et afløbsrør, der bugtede sig et par gange over kundernes hoveder og til slut alligevel fandt vej til et ildsted højt oppe i et hjørne”. Hvorledes et afløbsrør kunne bugte sig hen over hovedet på nogen og ende i et ildsted højt oppe i et hjørne, optog mine tanker i adskillige minutter, indtil det gik op for mig, at oversætteren formentlig mente et aftræksrør. − Hvorfor man placerer et ildsted højt oppe i et hjørne, kunne jeg ikke regne ud. Det kunne muligvis dreje sig om en speciel belgisk skik.

Side 237 læser man: ”Gulvet selv var omkranset af tjærede pæle, hvorimellem der var hængt snore med kulørte festlamper. En opmærksomhed fra byrådsmedlemmet for festligheden, der håbede på at blive genvalgt.” — Hvilket jo er noget halvkomisk bavl.

Side 255 igen en anglicisme: ”Fire lammerygge. Det var hans ide om et eftermiddagsmåltid.”

Side 349 rodes der, som utallige andre steder, rundt i sin-sit/hans- hendes: ”Der befrier jeg hende for sit undertøj og sin overskidte ble”.

Side 356 ”I fodenden stod der to blomsterkroner på smedejernsstativer, professionelt belyst.” Da der er tale om en kiste udstillet i en bedemandsforretning, gætter jeg, at det er blomsterkranse, der er sat op på stativerne, men jeg har ingen mulighed for at vide det. At stable blomsterkroner op på et stativ ville være usædvanligt, og jeg har svært ved at se arrangementet for mig, selv med professionel belysning.

Sådanne eksempler på dårligt, upræcist eller ukorrekt sprog forekommer på hver anden eller tredje side. Bogen må være velskrevet og fængende på originalsproget, ellers havde forlaget vel ikke ladet den oversætte, men hver gang, man som læser af den danske oversættelse møder et uklart ord, udtryk eller en irriterende anglicisme, stopper man op i forsøget på at forstå den oprindelige mening, hvilket slår læsningen itu. Som læser bliver man først utryg og er ikke ganske sikker på, at oversætter og forlag mener det alvorligt og har magtet opgaven. Derefter bliver man irriteret. Det står efterhånden soleklart, at man er udsat for dilettanter, og man overvejer, om man overhovedet har tålmodighed til at fortsætte.

I enhver tekst af en vis længde er der plads til et par slåfejl og en smutter, men når fejlene optræder i så rigelige mængder, er det forstyrrende for læsningen, en hån mod forfatteren og pinligt for forlaget. I dette tilfælde er bogen oven i købet, ifølge kolofonen, udgivet med støtte fra ”Flemish Literature Fund” − man må håbe, at de ikke får nys om, hvad deres penge er gået til.

Jeg har en klar fornemmelse af, at det kun er i Danmark, at vi, dvs. anmeldere og læsere, stiltiende finder os i, at vores skriftsprog overtages af velmenende og produktive, men uvidende og udygtige amatører. Engelske og amerikanske bøger kan de fleste læse på originalsproget, men vi er afhængige af gode oversættere, hvis vi vil lære andre sprogs litteratur at kende. At være en god oversætter betyder først og fremmest, at man kan dansk, og en god oversættelse formidler en tekst gnidningsløst og mærkes ikke i sig selv. Det kan ikke være hensigtsmæssigt, at læserne skal stoppe op på hver anden side og gætte sig frem til, hvad oversætter og forfatter mon har ment.

Burde anmelderne ikke hver eneste gang fange og påtale dårligt sprog og gøre forlagene ansvarlige?

Efterhånden er det med nogen bæven, man åbner selv en velanmeldt dansksproget og danskproduceret bog. Som læser mister man tillid til forfattere, oversættere, redaktører og forlag. Man orker kun at læse klassikere og nogle få, dygtige boghåndværkere, som man kender i forvejen.

Som forlaget selv skrev om ”Målløs”, kunne vi nu skrive, at ”vi mistede først vores sprog, så vores værdighed, så vores hjerteslag.”

Denne bog er desværre langt fra den værste, jeg er stødt på, i sproglig henseende. Det er blot den bog, jeg læser lige nu. Og at Politikens anmelder nævnes, skyldes udelukkende, at det nu engang er den avis, jeg som oftest orienterer mig efter. Jeg er heller ikke på nogen måde ude efter oversætteren, som ganske givet påtog sig en urimelig stor opgave til ringe betaling for derefter at blive ladt i stikken af sin redaktør.

Det er forlagets pligt at tjekke, at sproget er korrekt og forståeligt, før de udgiver noget som helst, og seriøse avisers anmeldere har pligt til at bemærke det, hvis forlagene ikke lever op til dette. Hvem vil betale 300 kr. for en bog, der ikke kan læses? Hvis det havde været en cd, der hakkede under afspilningen, ville vi klage og forlange vores penge tilbage.

Hvor i alverden kunne man ellers, ud over i dette lille, smådumme land, stille sig op og give offentlig koncert på et instrument, i dette tilfælde sproget, som man ikke behersker?

Vi er nødt til at se i øjnene, at bogsjusk kunne være en medvirkende årsag til dårligt salg af bøger.

Målløs / Tom Lanoye. TURBINE forlaget, 2012. 376 sider. ISBN 978-87-7090-599-2. Vejledende pris 299,- kr.

Overbefolkning

Midt i dette fredede område bygger Ålborg Kommune nu institutioner.

I 1841 skriver H. C. Andersen i sin rejsedagbog, at Athen i størrelse minder ham om Helsingør… Helsingør! Byen, som i 1850 havde under 10.000 indbyggere! ― Athen huser i dag, inklusiv forstæder, knap 4 mio. mennesker.

Fra Akropolis hævder han at kunne se over til det asiatiske fastland. ― Man kan næsten ikke forestille sig en tid, hvor luften var så ren, at man kunne se hundreder af kilometer væk. Eller en tid, hvor ruinerne på Akropolis ikke var tyndslidte af turister og på alle sider nedenfor omgivet af tæt, svinende, svirrende og larmende trafik.

Der er blevet trangt her på vor klode. Mere og mere jord og natur inddrages til intensivt, forurenende landbrug, veje, bygninger og andre anlæg, og menneskene klumper sig sammen i store byer. ― Et lille eksempel fra min umiddelbare nærhed er Ålborg Kommune, som trods protester insisterer på at ødelægge et fredet og smukt naturområde, levested for truede dyrearter, med store institutionsbyggerier, som lige så vel kunne anbringes i forbindelse med allerede anlagte små eller store byområder. Lokalt medfører Ålborg Kommunes manglende sans for reelle værdier uerstattelige tab for de kommende generationer, men globalt set overgås dette jo tusinde gange hver eneste dag i de store bysamfund, som fx Calcutta, Berlin, Moskva, Kairo, Shanghai og Mexico City, og så begynder det for alvor at influere på vores og klodens velbefindende.

I min levetid er antallet af mennesker på jorden mere end fordoblet. Fra 1950 til 2000 steg befolkningstallet fra 2.53 til 6.1 mia. I dag er vi 7 mia. Inden 2050 når vi 9 mia. Tallene stammer fra Danida. Samme kilde oplyser, at 165.000 mennesker dagligt flytter fra land til by, hvor de fleste kommer til at leve i uhygiejnisk slum.

I min barndom frygtede man overbefolkning. Nu ses dette problem alle vegne: Trængsel, krige, folkedrab. Massiv forurening af jord, vand og luft. Kamp om energi, mad og rent vand. Flygtninge, som ingen vil have. Mangel på fornuftigt arbejde og gode, menneskeværdige boliger.

Vi færdes i store flokke, hvor end vi går, og der sker noget i psyken, når vi klumper os sammen i mennesketuer og ustandseligt støder ind i tusindvis af ukendte individer. Vi bliver hensynsløse, egoistiske, selvoptagede og udprægede »Se-mig!« og »Jeg-vil-have!«-typer.

Høns er flokdyr, og de trives i småflokke på fra ca. seks til et par og tyve individer. Hvis flokmedlemmernes antal overstiger 26, bryder hakkeordenen, hierarkiet, sammen, og alle begynder at hakke på alle. ― Tænk over det, når du køber æg i supermarkedet, selv æg fra økologiske høns stammer fra flokke på over 2000, nervenedbrudte høner.

I dag er der kun få og små pletter i Europa, hvor det er muligt at se en himmel uden hvide flystriber, hvor man kan få øje på stjernerne om natten, hvor man kan trække vejret i forholdsvis ren luft, eller hvor man kan gå, cykle eller ride en tur hen over landskaber af grønne, udyrkede og bilfri områder måske med et fritløbende barn eller en ditto hund ved siden af sig. ― Alt dette er en betragtelig, men normalt uerkendt, indskrænkning af menneskets frie, naturlige tilværelse.

Mange asociale, kriminelle og psykiske fænomener og lidelser, som vi hyppigt ser omkring os i dag hos både børn, unge og voksne, kunne måske have sin årsag i dette enkle faktum? Familiernes opløsning? At vi ikke selv tager os af omsorgen for vore børn, men udliciterer dem til institutioner det meste af dagen? Tingsgrådigheden?

Måske er vi mennesker, lige som høns, konstruerede til at overskue og forholde os til et begrænset antal andre mennesker, som fx i en stamme eller en landsby? Måske bryder vore sociale mekanismer, vore hierarkier og interpersonelle relationer sammen, når vi færdes i alt for store mængder, og vore unge går psykisk ned, fordi de ikke blot sammenligner sig med naboens børn, men igennem de globale medier med alle de klogeste og kønneste unge fra hele verden, hvilket ikke kan være befordrende for velbefindendet.

Måske skal enhver bestræbelse på at skabe en bedre verden begynde med en begrænsning af befolkningstallet? Eller sker det helt af sig selv, fordi vi er blevet for mange? Historisk set har religiøse krige, epidemier, folkedrab og fordrivninger altid fulgt med kampen om ressourcer.

Havfruesmerter

― men hvert Skridt du gjør, er som du traadte paa en skarp Kniv, saa dit Blod maatte flyde

I H. C. Andersens »Den lille havfrue« er der ingen tvivl: En i forvejen smuk, ung pige må lide for skønheden, hvis hun vil være med der, hvor prinserne færdes, på slottene, på de smukke kyster, på de festpyntede skibe.

― du bliver som Skum paa Vandet

Hvis hun ikke formår at vinde prinsen, taber hun sin udødelige sjæl og bliver til intet. Hendes liv mister al værdi.

― ræk frem din lille Tunge, saa skjærer jeg den af i Betaling

Og hun mister tillige retten til at protestere, til at sige sin mening, til at synge eller fortælle om sit liv. Der er kun håbet om prinsen og trældommen i et smertefuldt hamsterhjul eller tilintetgørelsen forude.

Dette er heldigvis citater og opfattelser fra et eventyr. Fra et knap 200 år gammelt eventyr.

I dag er der naturligvis ingen kønne, unge piger, der kunne drømme om at skære i sig selv eller lade andre skære i sig. Som stabler sig op på sylespidse, højhælede sko, så hvert eneste skridt føles, som trådte de på en skarp kniv. Som pustende løber rundt på vejene eller slider i motionsmaskiner, mens de hellere burde lave noget sjovt sammen med deres børn. Eller som barberer sig her og der, og som derfor ikke har tid til at beskæftige sig med andre, mere seriøse dele af menneskelivet. Eller som drikker ildesmagende pulverblandinger eller ligefrem sulter sig til smertegrænsen for skønhedens skyld. Så de kan føle sig hjemme på diskotekerne og alle instederne.

Der er heller ikke længere kvinder, som ved vejs ende synes, at de har forspildt deres liv med pinefulde skønhedsøvelser og indgreb, så deres ellers så smukke sjæle forvitrede til tomt skum…

Eller kvinder, som har undladt at råbe op og protestere, når de selv, deres veninder, døtre eller andre kønsfæller er blevet behandlet nedladende, som varer, som objekter, man blot kan skære i eller klemme muslingeskaller fast i halen af.

Jeg har ingen personlig erfaring på området, men i følge H. C. Andersen gør det sidstnævnte temmelig ondt.

Skæbnen M/K

Da hun omsider tog sig sammen til at bryde med ham pga. hans voldelige, og i det hele taget uberegnelige, adfærd, og da hun efter præcis fem-et-halvt år mødte Allan, sagde hun til sig selv og til alle veninderne, at det var skæbnen, der havde villet det sådan. Skæbnen, imidlertid, sad og holdt en kort frokostpause på en skrænt og tænkte på, at de mennesker, der lagde alt i hans hånd, i grunden, ud over at lide af almindelig dovenskab og frygt for at tage ansvar, samtidigt var uhyre selvcentrede og krævende, fordi de ikke ville indse, at selv ikke han kunne være alle vegne på en gang.

Søren Mørchs lys

For godt fem år siden udkom Bill Brysons: En kort historie om næsten alt. Det var en skøn bog med små fortællinger om livets opståen, vor videnskabs fødsel, geografi, geologi o.m.a. En rigtig godbid for videbegærlige sjæle.

Cirka samtidig fik jeg smag for historikeren Søren Mørchs forfatterskab og opdagede, at vi har en stor ånd herhjemme, der formår at præsentere de seneste to-tre århundreders dansk og europæisk historie og tænkning på samme umiddelbare, humoristiske og letfattelige måde. Det skal der stor viden og et enormt overskud til at gøre.

Jeg begyndte med hans bøger om dansk historie og blev lettet over at opdage, at der omsider var en historiker, der turde decimere Danmark, danskerne og alt dansk til den størrelse, lilleputlandet i Tysklands skygge tilkommer. Men det er vedkommende og bestemt ikke ukærligt gjort. Kun forfriskende skarpt og nøgternt.

Derefter læste jeg om vore statsministre, om de store forandringer, der har skabt det liv, vi lever i dag, og fortsættelsen, Vældige ting, er jeg halvt igennem, og jeg er allerede bange for, at den 550 siders moppedreng skal slippe alt for hurtigt op.

Sikke en arbejdsevne! Hvilken ufattelig mængde af viden! Hvilket enestående talent for at formidle!

Jeg ved, at han har modtaget Rosenkjærprisen, men der MÅ da være andre priser, vi kan dynge ned over denne fortjenstfulde mand, der har givet os og vore børn: En lang historie om Danmarks plads i Verden.

Gud, konge og fædreland

Mange har ikke opdaget det endnu, men i vor del af verden er det ved at være endegyldigt slut med begreberne gud, konge og fædreland.

På et bjerg øst for Kairo besøgte jeg engang en ubeskriveligt fattig landsby, der levede kummerligt af storbyens affald. Indbyggerne var koptere, oprindelige egyptiske kristne, og der skete af og til mirakler i de nærliggende kirkegrotter, fortalte de mig (Se note 1), hvilket fik mig til at konkludere, at mirakler opstår der, hvor der er størst behov for dem. I et moderne velfærdssamfund, som det danske, beder vi ikke længere en gud om at udvirke mirakler, hvis vi kommer ud i problemer, men henvender os til den praktiserende læge, til en kommunal sagsbehandler, eller vi skriver et klagebrev til en relevant, offentlig myndighed. Kirken står tilbage som ritualiseret pynt, som vi benytter os af, når vi føler behov for en større ramme omkring iscenesættelsen af de menneskelige overgangsriter: fødsel, indtrædelse i de voksnes række, giftemål og død, men ritualerne er indholdstomme floskler. Kun få etniske danskere har i dag en oprigtig tro. Vi sammensætter hver især en personlig tro med en smule barnlig kristendom, lidt damebladsastrologi, lidt reinkarnation, et drys skæbnetro og måske en smule buddhisme. En lokal, forhenværende præst beskrev for nylig Folkekirken som et „oppegående dødsleje”.

Kongehuset har længe været en farce, om end underholdende, med medlemmernes fusken med kunst, deres bryllupper, selvmedlidenhed, arrogance, børneavl, skilsmisser og hjernedøde omgangskreds, og det sælger jo ugeblade, formiddagsaviser og tv-reklamer. Farcen stod senest i fuldt flor her ved EU-valget, hvor folkevalgte politikere, der mente, de var kloge, narrede knap 60 % af de stemmeberettigede til valglokalerne, fordi det lykkedes dem at piske en stemning op omkring et irrelevant spørgsmål om tronfølgerloven. Et værdigt demokrati og reel ligestilling udelukker eksistensen af et kongehus, og som en kommentator fra Politiken udtrykte det: „Vi har valgt stadig at være undersåtter.”

Fædrelandet er nok en af de største myter, som vi, på linje med julemanden, præsenterer vore børn for. Det tager flere minutter at finde lille Danmark på en globus, vi er kun 5,5 mio. mennesker, talentmassen er åbenlyst begrænset, landet er blot en flad tap ud for Nordtyskland, et naborige, som de seneste par hundrede år har bestemt vores udenrigspolitik. Vikingernes erobringer, som vi er så stolte af, blev hovedsageligt udført af nordmænd og svenskere. Danmark var IKKE det første land til at afskaffe handlen med slaver, som jeg lærte i skolen, men blandt de allersidste, og nogle af de mest markante, ældre bygninger i København og herregårde på Sjælland er finansieret af penge tjent på slavernes sukkerproduktion. Siden 1973 har vi — uomgængeligt, landets størrelse, indflydelse og økonomi taget i betragtning — været medlem af EU, hvor de væsentligste politiske beslutninger tages, alligevel er der dagligt medieskvalder fra lokale, indskrænkede politikere, der prøver at tage sig ud, som om deres mening betød noget som helst.

Mange af os hopper på det gang på gang. Vi tager stilling, forarges, skriver læserbreve, møder op til valg … Og det er alt sammen sikkert depressionsforebyggende foranstaltninger i et lille, betydningsløst land med otte måneders mørke.

Men hvorledes man forestiller sig, at en jysk avis, bakket op af både regering og et bagstræberisk, nationalromantiserende folkeparti, har adkomst til at udfordre og kritisere troen hos vore 1,2 mia. muslimske naboer og medborgere, går endnu over min forstand, og jeg er flov. Det har i min levetid altid været regnet for klædeligt at feje for egen dør, før man går over og kritiserer naboen, som måske ikke har de samme privilegier, forsyningssikkerhed og frie valg, som vi har vænnet os til at have. — Lad os derfor tage diskussionerne om gud, konge og fædreland herhjemme, før vi opkaster os til dommere over alverden.

1) Jeg fik endda lov at fotografere et mirakel. Foto og beskrivelser i bogen: Rejse i Egypten — en klassisk rejsebeskrivelse fra det moderne Egypten, forlaget ANKH 2005.

Den emsige klasse

Er netop færdig med at læse Kate Fox’ vidunderlige bog: Watching the English — The Hidden Rules of English Behavior. Hun er antropolog, og i stedet for at vende blikket mod nogle halenegre i de varme lande har hun grundigt studeret sine egne, engelske medmennesker.

Og de er i sandhed besynderlige, sådan som de ter sig, og på nogle få undtagelser nær, publivet og den skarpe klasseopdeling, meget, meget lig danskerne.

Hun har et underholdende kapitel om alle de forskellige former for spisevægring, der er blevet moderne, mest udtalt blandt kvinder i det, hun kalder The Chattering Class, dvs. den snakkevorne klasse, som hun definerer som intellektuelle fra den øvre middelklasse: Den ene vil ikke spise fedt, den anden ikke sukker, den tredje ikke kød, den fjerde ikke stivelse, den femte ikke uøkologisk, den sjette spiser efter sin blodtype, og alt i alt gør det det pløkumuligt at sammensætte et måltid og invitere veninderne. De er alle til hobe, hvad min mor ville have kaldt kostforagtere. Mest brugte min mor udtrykket negativt, når jeg kastede mig over aftensmaden, som i: Du er sandelig ikke nogen kostforagter!

Ikke nok med at disse kvinder har udviklet forskellige, modeprægede spiseforstyrrelser, de TALER også om det uden ophør. Bekender overtrædelser, foredrager lange lister over, hvad de har spist eller ikke spist, og belærer andre om deres sekteriske fødeindtags velsignelser. Sidst, jeg var inviteret til middag hos et vennepar, sad vi og stak i noget ovnbagt skimmelsvamp, dyrket i mørke kældre, fordi værtsparret ikke kunne få sig til at spise hverken kød eller fisk og knap nok grøntsager.

Nå, men selv om det er underholdende og tankevækkende, vil jeg ikke skrive mere om det moderne, vestlige menneskes aparte forhold til almindelig, god mad, for mit egentlige ærinde var at introducere Kate Fox’ begreb: The Interfering Class, dvs. den emsige klasse. Ifølge den engelske antropolog består den emsige klasse også fortrinsvist af kvinder, men denne gang fra middel- eller lavere middelklasse. De har en kortere uddannelse, hyppigt inden for sundhedssektoren, eller de er alternative terapeuter, og deres kendetegn er, at de ikke kan lade være med at blande sig. Når de blander sig, og dette er en vigtig pointe, fremhæver Kate Fox, er det aldrig vendt mod de højere klasser i samfundet; næh, den emsige klasses kvinder føler selv, at de er sat på jorden for at vejlede alle de stakkels mennesker, der er mindre privilegerede, end de selv er.

Hvem har ikke mødt en sådan emsig kvinde, der er ved at sprænges, fordi hun ikke kan lægge bånd på sin trang til at fortælle dig, hvordan du skal leve dit liv? Hun ringer til dig om aftenen for med klæbrig stemme at opfordre dig til at melde dig ind i Røde Kors, Dyrenes Beskyttelse, Naturfredningsforeningen el. lign. Hun står på gadehjørnerne og deler Vagttårnet ud, eller hun banker på din dør og insisterer på at dele glæden ved Jesus med dig. Hun findes på sygehuset med alle lommer struttende af antirygebrochurer, diæt- og motionsplaner, eller med blodtryksmåleapparater, kolesterolmåleapparater og andre gadgets, der alt sammen kan give hende en yderst tilfredsstillende form for magt over andre. — Til deres eget bedste, forstås.

Det værste eksempel så jeg i tv-nyhederne sidste år: På et sygehus i Trekantsområdet, jeg tror, det var i Kolding, havde en velmenende ansat på barselsgangen læst i en artikel (videnskabelig, må man formode), at ikke blot rygning, men også de skadelige partikler, der hang i røgen, var uhyre farlige, så hun havde overtalt en stakkels Brian, der lige var blevet far for første gang, og som var indlagt sammen med sin meget unge kæreste og nye baby, til at iføre sig en skriggrøn, plasticagtig klovnejakke, hver gang han gik ud på gaden for at få en smøg. Et mere ynkeligt syn har jeg sjældent set end denne unge, sårbare fader, der pænt og skamfuldt gjorde, hvad han fik besked på, og et mere ubehageligt syn har jeg sjældent set, end den triumferende, skingre kvinde, der havde fået ham så læsterligt ned med nakken.

Mon ikke vores dronning, som vel ubetinget tilhører den højeste socialklasse, kan få opereret sit knæ uden at vågne op til en sygestue invaderet af livsstilsprædikende kvinder, der med professionelle smil får hende overbevist om, at hendes skavanker og det faktum, at hun nu ligger vores fælles, kostbare sundhedsvæsen til last, alene skyldes hendes egen uhensigtsmæssige livsstil? Og mon hun sendes ud på gaden iklædt skriggrøn plasticregnfrakke, når hun får trang til at ryge? Eller endnu værre, som jeg har set det nogle steder, ud til sygehusets befærdede hovedindgang til spot og spe for alle tilfældige forbipassende, iført gangstativ med drop og for lille, forvasket sygehusskjorte, som ikke kan knappes?

Når vi er syge eller skal føde et nyt barn, burde vi vel omgives af empatiske mennesker, der formår at vise os alle respekt, og som kan huske, at for blot et årti siden lagde samfundet det forventningspres på en nybagt far, at han skulle fejre begivenheden med en stor, dampende cigar.

Hvis de emsige kvinder prædiker kost og motion, og måske udbreder deres egne, hjemmestrikkede kost- og motionsråd til alverden, kunne der være tale om en skrækindjagende overlapning mellem de to klasser: Den snakkevorne og den emsige, og så gælder det om at komme væk!